Svar fra Norge til talerne på det Svenska Ridderhuset 1860
Har du hørt, hvad Svensken siger
unge norske mann?
Har du seet, hvad som stiger
op om Kjølens rand?
Skygger av de fallne fædre,
som har aldrig visst det bedre,
æn hvor slike ord blev sagt,
der at vinke frem til vakt.
Svensken siger, at det røde
i vort norske flag,
det som rant, da Magnus døde,
det som ler idag,
det som over Halden bæltet.
det som over Adler væltet,
det kan Svenskens gule-blå
uten skam ei bære på.
Svensken siger, vore minner
have tapt sin glans,
at vi ære lettest finner
ved at låne hans.
Skal vi så til Lützen flytte,
lukke denne stråtak-hytte,
slæpe farfars gamle stol
in i Svenskens æressol?
Lad den stå, det stakkars skrammel
vi har fåt det kjært.
Dertil er den nu så gammel,
at det ei er værdt.
Og så sat der nogle i den
sådan op igjænnem tiden,
Sverre præst og andre mænn,
som kan ville gå igjæn.
Svensken siger, vi må vite,
han os frihed gav,
og at svenske sværd kan bite
litt om gangen av.
Men det er vel ei så farligt,
han bør heller fare varligt;
ti der fallt nok nogle før.
der hvor han vil bryte dør.
Svensken siger, at vi ere
æn en liten dreng,
ganske passe til at bære
slæpet på hans hæng.
Montro, hvad de vilde svare,
Christie og de gamle kare’,
hvis de stod på Ejdsvoll æn,
murende med sværd om lænd.
Svenskens ord var tit så store,
og vi var så små,
men det aldrig noget gjorde,
når det rønte på.
Wessel og de norske gutter
på den lille sorte kutter
fik den svenske flagfregat
jaget over Kattegat.
Lad kun svenske adeln svinge
Karl den tolvtes hat;
jambred ham, til krig som tinge,
går vi like ratt.
Bliver det for galt derinne,
skal vi vej til Torgny finne,[1]
og så gjæller det en dag
Nordens store frihedssag.
- ↑ Bønderne. Se Olav den helliges saga, hvor Torgny på Upsala-ting rejser sig på bøndernes vegne og kræver fred mod Nordmænnene.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |