Johan Ludvig Heiberg
Nu de bar ham ut til graven,
ham, den gamle, muntre gartner;
nu går børnene med gaven
fra hans eget blomsterbed.
Åpen æn står havelågen,
hvor han sat inunder træet,
og vi skotter in, om nogen
skulde sitte der ænnu.
Der er tomt. En sortklædd kvinne
vandrer om med sagte fot-trin;
hun er ene nu derinne,
hvor hans klare latter lød.
Hun som barn gik utenfore,
så med undren over gjærdet;
nu den store, tunge tåre
takker for, at hun kom in.
Eventyr og store tanker
suste om ham under løvet;
stille svæver hun og sanker
dem isammen for sin ve.
Han har engang faret vide,
denne gamle, muntre herre;
den som lyttet ved hans side,
kunde lære litt iblant.
Liv og bokstav gav ham stige
op mot det som få kun øjner.
Der er knapt i tankens rige
sted, hvor ej hans fot-trin lød.
I sin mandom var han værner
om alt stort og skjønt i landet;
siden han de stille stjærner
fulgte på sin gang om Gud.
Husker I, som ere gamle,
„Nytår!“ ringet in i Norden?
Hvor det hadde kraft at samle
kjæmper for den store tid!
Husker I så ham, der sprængte
frem med glade støt i hornet,
og al vej tilbaketrængte
hoben fra de stores tog?
I hans følge børn og fauner,
latter, tankelek og tårer;
bak ham friheds høje bauner
tændtes langsomt av sig selv.
Stilhed kom der snart for ordet,
hjærtefred der kom for tonen,
mægtig over landet fór det
som et anelsernes kor.
I sin mandom var han værner
om alt stort og skjønt i landet;
siden han de stille stjærner
fulgte på sin gang om Gud.
Eller gik i Nordens have
som en gammel, munter gartner,
der av folkevårens gave
tok for evigheden sæd.
Snart med alvor, snart med lune
in han plantet, op han rykket, —
sat i kvællen, hvor den brune
danske bøk hans sjæl gav ly.
— — Åpen æn står havelågen,
hvor vi så ham under træet,
og vi skotter in, om nogen
skulde sitte der ænnu.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |