Fjeldplanten
Blandt Jettestene,
hvor Ørknens Aand var leiret,
skjød stolt og ene
en kraftig Væxt i Veiret.
Fra Fjeldets Flade
steg frem, ved Bræens Side,
paa brede Blade
dens Blomsterpyramide.
Den ligned ingen
af Planterne i Dalen,
som Zephyrvingen
har tidlig vakt af Dvalen.
Den havde arvet
sin Kraft af Fjeldnaturen;
den syntes farvet
med Kobbermalm fra Uren.
En Kveld paa Fjeldet,
den hilsed mig ved Stien,
mens Fossevældet
hendrøned hult fra Lien.
Den første Stjerne
stod over Bræens Bue,
et vidtstrakt Fjerne
laae for min Hviletue.
<poem> I Dalens Have jeg glemmer Blomst og Ranke; men Ørknens Gave staaer stadigt for min Tanke.
Den er et Billed paa Seiren, der er vunden, naar Kval er stillet,
men ogsaa Fryd er svunden.
Der kan opstige
ved Nat, ved Stjerneskinnet,
af Mulmets Rige
ny Spirekraft i Sindet.
Det Liv, der vækkes,
den Blomst, der vil udspringe,
den skal ei knækkes
af nogen Veirets Vinge.
Hvor Jorden høines
og peger mod sin Himmel,
hvor Intet øines
af Dalens Blomstervrimmel,
der er den Zone,
som denne Væxt forlanger,
og hvor dens Krone
i Ensomheden pranger.