Fløiten
Efter min Mening kunde vi alle nyde langt flere af Livets Goder og have meget mindre af Ondt, naar vi kun sørgede for, at vi ikke betalte for meget for vore „Fløiter“. Thi det synes mig, at de fleste ulykkelige Mennesker, som vi møder, kun er blevne ulykkelige derved, at de har undladt denne Forsigtighed.
Hvad jeg derved mener, vil fremgaa af følgende lille Historie, som tildrog sig i min tidligste Ungdom.
Da jeg var en Gut paa 7 Aar — det var paa en Helligdag — gav engang mine Slægtninger mig en hel Del Kobbermynter. Jeg fik nu travelt med at gaa til en Kjøbmand, som havde Barneleger at sælge. Men allerede paa veien didhen mødte jeg en anden Gut med en Fløite, hvis Lyd behagede mig saa vel, at jeg frivillig bød ham alle mine Penge for den.
Fornøiet over denne min Handel ilede jeg hjem igjen og streifede fløitende gjennem hele Huset; thi min Fløite gjorde mig ligesaa megen Glæde, som den var til Fortræd for hele Familien. Da mine Brødre, Søstre, Onkler og Tanter hørte om denne Handel, sagde de mig, at jeg havde givet flere Gange mere for Fløiten end hvad denne var værd. Derved blev jeg gjort opmerksom paa, hvormange smukke Ting jeg kunde have faaet for de øvrige Penge, og da de desuden gjorde sig lystige over min Enfoldighed, saa begyndte jeg af bare Ærgrelse at graate. Nu gjorde Angeren mig mere Fortræd end Fløiten havde gjort mig Glæde.
Denne Tildragelse havde imidlertid det Gode ved sig, at den efterlod et blivende Indtryk hos mig, som i Fremtiden blev mig til stor Nytte; thi saa ofte jeg kom i Fristelse for at kjøbe noget Unyttigt, saa sagde jeg altid til mig selv: Betal ikke formeget for Fløiten; og saa sparte jeg mine Penge.
Da jeg blev voxen og indtraadte i Verden, hvor jeg havde Anlednig til at iagttage Mennevkenes Handlinger, troede jeg at bemerke flere, ja endog mange Mennesker, som gav for meget for deres Fløiter.
Saa jeg en Ærgjerrig ængstelig stræbe efter Hofgunst og ødsle sin Tid bort i Forværelser, som ofrede sin Ro, sin Frihed, sine Dyder, ja endog sine Venner for at erholde den, saa sagde jeg til mig selv: Han giver for meget for sin Fløite.
Saa jeg en anden lefle efter Folkegunst, stedse at blande sig i politiske Stridigheder, og derved forsømme sine egne Anliggender, saa sagde jeg: Han betaler sandelig formeget for sin Fløite.
Naar jeg traf paa en Gjærrig, som forsagede enhver Art af Bekvemmelighed og enhver Fornøielse, aldrig gjorde sine Medmennesker noget Godt og derved tabte sine Venner og sine Medborgeres Agtelse, kun for at ophobe Skatte, saa tænkte jeg: Fattige Mand, du betaler sandelig alt for meget for din Fløite.
Traf jeg paa en fornøielsessyg Mand, som forsømte enhver aandelig Glæde, enhver Anledning til at øge sin Formue og blot hengav sig til sanselige Fornøielser, saa sagde jeg: Bedragne Mand, du skaffer dig Lidelser istedetfor Glæde, du giver for meget for din Fløite.
Ser jeg En, der er henfalden til Pyntesyge, luxuriøst Indbo og smukke Kjøretøier, som overstiger hans Formue og foraarsager ham Gjæld og som tilslut ender sin Løbebane i Skjændsel, saa siger jeg: Ak, han har betalt sin Fløite dyrt, meget dyrt.
Naar jeg ser en smuk og blid Pige gift med en raa og usleben Tølper, saa siger jeg: Det er evig Skade, at hun har givet saa meget for sin Fløite.
Kort, hvor jeg saa hen, bemerkede jeg at Menneskene selv tildrager sig den største Del af sin Elendighed derved, at de ikke rigtig taxerer Tingenes Værdi og at de betaler sin Fløite for dyrt.
Jeg føler imidlertid saa meget mere for disse ulykkelige Mennesker, naar jeg betænker, at det, tiltrods for al Visdom, som jeg paaberaaber mig, gives visse Ting her i verden, som er altfor forføreriske, f. Ex. Æblerne til Kong Johan, som heldigvis ikke er at faa tilkjøbs; thi hvis disse blev bortauktioneret, saa kunde det let hænde, at jeg lod mig forlede til ved Kjøb af disse at ødelægge mig selv for siden at overbevise mig om, at jeg dog endnu engang havde givet for meget for min Fløite.