Flyvefisken/Kapittel 26
Det var morgenen efter.
Midt i Flekkerøgapet laa »Flyvefisken« og døset i vandskorpen. Den hadde et anker ute, og dens grøngule sider skinnet i morgenrøden.
Jonas Fjeld sat midt i den lille kahyt med hænderne under kinderne. Av og til kastet han et blik paa periskopplaten, men han saa intet, som fanget hans interesse. Kun to svake røksøiler i sydøst og vest viste, hvor den engelske og tyske flaate befandt sig.
Det var en av verdenshistoriens store dage. Hele Europa sat og lyttet efter de traadløse bølgers tikken. Ja—paa den anden side av Atlanteren sat businessmændene i Wall street og skalv av spænding. Børsens papirer fløi op og ned som et barometer i en tyfon,—nu gled man ind i den store usikre hazard, verdenskrigens økonomiske panik. En vældig nordamerikansk flaate hadde for fem dage siden passert Nantucket fyrskib og ventedes naarsomhelst i kanalen. De franske men of war laa utenfor Cherbourg og demonstrerte mot den engelske kanalflaate, som befandt sig i høide med Guernsey.
Alle koffardiskibe søkte til nærmeste fredelige havn. Det var ikke godt for en almindelig handelsskute at vise sine fredelige standere, naar alle østens og vestens jernsvelg var rede til at spy ut sine ødelæggelser.
Fjeld læste om disse begivenheter i det sidst utkomne nummer av »Christianssands Tidende«. Hans øine var røde og sat dypt inde i sine hulninger. I otte og firti timer hadde han ikke lagt sit hode tilhvile. Men hans energi og kraft holdt ham oppe.
Da la der sig en myk haand paa hans hode og strøk ham forsigtig over det stride, blonde haar. Fjeld bøide sig uvilkaarlig tilbake og lukket øinene . . . Saa sprat han op. Han saa op i Bergljot Bratts lyse og kjærlige øine.
—De maa lægge Dem nu, sa hun bestemt. De faar ikke lov til at slite Dem ut for os. Det blir en haard dag. Jeg skal passe paa ved periskopet, og ser jeg noget, skal jeg vække Dem. Husk paa, jeg har sovet i snart seks timer.
Fjeld saa ned paa det lille ivrige ansigt.
—Jeg skulde ønske, sa han alvorlig, at der fandtes mange kvinder som Dem i Norge. Kvinder, som virkelig vil noget og længter efter at føle de store begivenheters pulsslag i sine aarer. Der sitter de ved sine pulter eller bak diskene, eller der gaar de i sine hjem som automater og lager mat for sine forædte mænd og sliter med uskikkelige unger. Og allsammen har de ikke mod til at længte efter mere end en smule flirt til festbruk, kanske litt ulovlig elskov om lørdagen eller en ny musselinskjole om søndagen for at døive Petra eller Olga paa promenaden . . . Jo, det er herlige greier . . .! Og saa træffer jeg Dem, frøken Bergljot! . . . Frisk og uaffektert, fuld av livslængsel og begivenhetstrang, et litet ædelt skud av en sterk races længsel efter det, som sætter livets ædleste drifter i omløp! . . . Ja—De skulde være født i en anden tid, frøken,—i en tid, hvor det hadde sit værd at leve for andre end for sig selv, at ofre sig for andre, at dø for sin kjærlighet og sit land.
—De maa ikke tale slik, dr. Fjeld, svarte hun, mens en het varmebølge jog henover det lyse ansigt, hvor de gule, viltre lokker sprang frem under den sorte sydvest som ulydige unger . . . Jeg har aldrig følt, hvad livet virkelig kan være, før i de sidste otte og firti timer. Hvis De visste, hvor jeg i hele mit liv har længtet efter et eneste stort øieblik, hvor jeg virkelig hadde en følelse av at leve midt oppe i en verdensstorm. Nu er det storm hver dag,—hver time paa dagen . . . Og hvem skylder jeg alt dette? Det er mig, som staar i skyld til Dem for mit livs bedste minde, Jeg skal aldrig glemme Dem det . . . Og selv om jeg skulde dø i denne time, skulde min sidste bøn til Vorherre være en tak, fordi han sendte Dem paa min vei. Forstaar De mig? Det er Dem, som er mit livs store oplevelse.
Fjeld reiste sig og snudde sig bort. Han strøk med haanden over øinene som en, der vil jage væk en haard fristelse; saa vendte han sig til den unge pike med et smil.
—For at vise Dem, at jeg ikke er saa meget værd, som De sier, sa han hurtig, vil jeg ta imot Deres tilbud og sove en times tid. Men De maa love at vække mig straks, der viser sig et skib paa glasplaten der, eller De hører et skud.
—Det lovet jeg Dem, sa hun og kravlet op paa hans plads. Han reiste sig møisommelig, strak sine mødige lemmer og steg langsomt ned den lille trappe.
—Godnat, sa hun smilende og rakte ham sin runde, hvite haand.
Han tok den og i en pludselig indskydelse kysset han den varmt.
—Det er en trofast og god kvindes haand, mumlet han hæst. Den vil en dag gjøre en mand til den lykkeligste paa jorden.
Saa slap han haanden, som om den brændte ham, og ravet ned i rummet, hvor han kastet sig paa en bænk og sovnet hurtig ind . . .
Bergljot Bratt stirret efter ham, og store taarer piblet frem av hendes øienkroker.
Saa tok hun sig pludselig sammen, og hendes store, alvorlige øine hang ved glasplaten foran hende, hvor havets uendelige buer avspeiltes med stor skarphet.
Der gik en time, der gik to timer. Stilheten blev forfærdelig. Ingen lyd hørtes uten Fjelds jevne aandedrag. Inde i det inderste rum laa Erko og sov lydløst som et barn i sin mors arme.
Saa steg pludselig solen op over aaserne. Den gnistret et øieblik mellem granerne, saa sprang lyset ut over havet med tusen straalende reflekser i sit følge, det danset henover bølgerne som en skare av nakne nymfer, der længter efter at dukke sine hvite lemmer i den blaasitrende solsjø.
Lille Bergljot faldt i dype tanker. Hun syntes, at hun hadde levet flere uker i dette lille, trange rum, som hun elsket. De hadde ikke været mange øieblikke paa fast land. Det var kun naar »flyvefisken« skulde hente nye kræfter fra den store kabel ved flytedokken.
—Aa—det var et nøisomt dyr! Den aat kun en time i døgnet, men da fløt de hvite flammer i den som en fos.
Imorges hadde generalen været ute hos dem. Burns fik en skrivelse med til den engelske admiral og hadde dampet utover med »Nyland«,—samtidig som panserskibene »Præsident Christie« og »Tordenskjold« var ankommet med nyt materiel og nyt mandskap fra Haaøen og Oscarsborg.
Det var Fjeld, som hadde ordnet altsammen. Han var født leder, og han grep altid det rigtige. Ingen kunde nogensinde falde paa at motsi ham . . . Aa, han var født til at frelse sit fædreland! . . .
Hun skvat pludselig til.
Der tegnet sig pludselig en lang. tynd, hvit røkstripe paa glasplaten.
Hun lyttet anspændt.
Da lød der et skud langt derutefra,—et tungt, melankolsk drøn, som kastet dype ekko indover aasene.
Det store sjøslag var begyndt.
Da steg Bergljot Bratt ned fra sit sæte og vækket de sovende mænd.
Teppet var gaat op for en av verdenshistoriens største tragedier.