Flyvefisken/Kapittel 27
Prins Heinrichs angrepsplan var utvilsomt rigtig. Den er blit kritisert av mange, men sakkyndigheten vil visselig gi ham ret. Han foretrak at angripe Seymours Nordsjøeskadre i rum sjø for at opnaa fordelen av at kunne angripe med en sluttet fylking.
Englænderne hadde derimot ikke faat tid til at samle sig. Skibene gik med den yterste fart fra toogtyve til toogtredive knob, og følgen var, at kun de mest hurtiggaaende krydsere og de nyeste dreadnoughts var naadd frem til den norske kyst, da prins Heinrich paa »Moltke« heiste kampflaget over hele linjen.
Admiral Seymour indsaa øieblikkelig, at han under den foreliggende situation ikke hadde store chanser til at binde an med tyskernes faste kolonner og gav fra chefskibet »Queen Mary« ordre til avantlinjen om at trække sig unda i nordvestlig retning og forene sig med efternølerne.
Det var i det øieblik, at slagets første skud løsnedes fra den tyske flaates fløiskib, den gamle dreadnought »Rostock«. Projektilet fra en av de store 38 centimeter baugkanoner gik over »Queen Mary«s skorsten uten at forvolde skade.
Det engelske chefskib besvarte hurtig ilden, mens det med fuld fart satte kursen mot vest for at forene sig med sine forsinkede fæller. To tyske torpedojagere forsøkte at sperre det veien, men begge blev gjort ukampdygtige, før de hadde faat utsendt sine torpedoer.
Dette uheld fik tyskerne til at forcere sit fremstøt og fordoble sin ild. Det lykkedes dreadnoughten »Seydlitz« fra den ytterste venstre fløi at sende det flygtende chefskib nogen projektiler indover det forreste panserdæk, der ryddedes for mandskap og kanoner, men uten at stanse »Queen Mary«s retræt.
Admiral Seymour sendte et halvt snes av sine hurtigste torpedobaate mot den fremrykkende fiende for at stanse den og bringe forvirring i tyskernes faste og forfærdelige skytelinje. De 10 baater adlød signalerne, skjønt det stod klart for alle, at de sendtes like ind i døden.
Det syntes, som om tyskerne til at begynde forvirredes over dette desperate angrep. Deres skud feilet, og de nye taakekanoner, som de engelske torpedobaate brukte for første gang, forvirret fiendens sigte. De indhyillet nemlig smaabaatene i en uigjennemtrængelig røksky, mens man fra torpedobaatene uten vanskelighet kunde se de fiendtlige skibes master, der befandt sig over de røkspyende kanoners graasorte taake. Men tyskernes ild var dog saa sterk og systematisk, at ni av de iltre engelske angripere blev skutt sønder og sammen og sank i sin egen taake med mand og mus. Men den tiende torpedobaat undgik ved et under kulesprøiten og sendte sin torpedo like i agterspeilet paa slagskibet »Stralsund«. Den engelske baat gik med i eksplosionen. Den døde som hvepsen, der har anbragt sin brodd. Men »Stralsund«s dage syntes ogsaa at være talte. Torpedoen flænget i dens skruer, slet propellerne av og løftet op hele agterskibet i en mægtig hvit skumbølge. Panseret blev brutt op paa adskillige steder, og før maskinen kunde stanses, hadde de to akselledninger, som var berøvet propellernes motstandskraft, flenset op skibets indre dele.
Vandet strømmet ind, de vandtætte rum sprængtes under trykket, og med agterenden først blev det vældige skib trukket ned i dypet i løpet av nogen faa minutter.
Mandskapet hadde forlængst kastet sig uti sjøen med livbøierne, og de, som ikke var trukket med i det mægtige dragsug, svømmet omkring mellem alskens vrakstumper i den langelige dønning.
De tyske torpedojagere ilte til og trak sine landsmænd op av det kolde vand. Men over tre hundrede mand og næsten alle officerer fulgte »Stralsund« i Nordsjøens dyp.
Det var som om englænderne fik nyt haab ved dette uventede held, og nu begyndte langsomt den ene efter den anden av Englands stolteste svaner at dukke op paa sjøslagfeltet. Det var »Conqueror«, »Audacious«, »Tiger«, »Australia« og »Princess Royal«, som med utspændt torpedonet fosset ind i skytelinjerne og vendte sine bredsider mot den fremstormende tyske eskadre.
Klokken var nu otte om formiddagen. Det syntes, som om solen ikke hadde behag i det, som foregik dernede paa havet. Den skjulte sig bak en tung morgendis, og smaa lette taakedotter strømmet ut fra fjord og sund,
Klokken otte og enkvart var slaget i fuld gang. Hele sjøen stod i en eneste røk, og de vældige drøn sang langt indover landet. Begge parter kjæmpet med en hensynsløs dristighet. Det var et opgjør, som var modnet i mange aar, nu gjaldt det, hvem der skulde styre verdens skjæbne i de aar, som kom. Ingen tænkte paa flugt. Man hadde kirkegaarden under sig og berømmelsen vaiet fra stormasternes gafler.
Brakende fløi projektilerne ind i taarnene. Panseret sprang som glas og eksplosion fulgte efter eksplosion. Torpedobaatene fløi omkring som smaa moskitoer mellem sjøens tykhudede elefanter og forsøkte at stikke sin farlige brod ind mellem de beskyttende jernmasker. Og nu var ogsaa undervandsbaatene naadd frem. De tynde utkiksrør saaes ret som det var over vandflaten. Saa dukket de under for haglen av det lette skyts fra panserbaatene, og mangen en la sig dødsramt tilhvile i det uendelige dyp.
Men av og til strøk der en røk- og vandsøile op fra dreadnoughternes bug, de hylledes ind av Whiteheadtorpedoernes uhyre ladninger og la sig med tunge støn over paa den ene side, mens dampen skrek og hylte fra overskaarne kjeler og rør i de store pansrede dyrs indre. De kjæmpet for livet, de trak sig med resterne av sin kraft ut av kampen og blev liggende ensomme og med lutende stevner og ventet paa havets farlige favntak.
For en kamp det var! . . . Ingen Veretschagin vilde kunne utmale de rædsler, som møtte ens øie mellem de blodige mandskropper, der slængtes hit og dit mellem de sprængte panservægge. Skuddene braget ind med en larm, der overdøvet alle skrik, alt levende feiedes ned. Staalet fraadset i avrevne lemmer og blodig kjøt, mens en stedse voksende silrende strøm av livets vædske randt ut fra spygatterne.
Ret som det var, lød der et hundretunget rædselsskrik fra skibenes indre, naar et projektil hadde fundet veien til damprørene, og det kokhete vand i løpet av nogen minutter hadde skoldet halvdelen av den nakne maskinbetjening ihjel.
Jo—dette var den moderne krig,—den forfærdelige fortærelse av liv, den menneskelige bryndes fraadsen i levende værdier, den store blodige rædsell . . .
Det ene skib efter det andet trak sig synkefærdig ut av striden, mens kanonerne sang fra dets sider like til det øieblik, da sjøerne vasket op til de rykende mundinger. Livet var ikke mere værd end et korn krudt, det fløt ut i det graadige hav og gjød en rødgylden flom av blod over de blaa og sagte henglidende Nordsjøbølger . . .
Men pludselig blev der en stans. Det var, som om de to motstandere pustet ut nogen sekunder. Hvad var det?
Jo, langt inde fra land kom de vite taakedotter flyvende. Det var som om Vorherre selv vilde lægge et slør over dagens rædsel. Og efter de smaa uldne dotter, som fløi ind mellem de kjæmpende og pludselig lammet deres armer, kom en stor taakebanke drivende. Den hadde et farlig hastverk. Den druknet de sidste skud, den la sig som en klam dyne rundt de flytende fæstninger, den tvang de tusen ildspyende staalrør til taushet og førte skibene fra hverandre.
Der blev stille.
Og alle de saarede panserdyr flokket sig om hinanden som faareflokken, naar en eller anden ukjendt fare lurer paa den i bergene.