Flyvefisken/Kapittel 28
Det var om aftenen, og Whitechapel laa og oste i den rødgule høsttaake. De smaa, trange gater var mere uhyggelige end vanlig. Lysene fra de usle, firkantede vinduer stirret som onde øine paa de faa lokalkjendte gentlemen, som sjanglet hjem til sine buler.
De svære konstabler gik midt i gaten. De likte sig ikke. For taaken i London hidser de onde instinkter, og den skjuler mange smaa kunststykker med de lydløse vaaben.
Whitechapel var rigtignok ikke mere som i Jack the rippers dage. Sundhetskommission og filantropi hadde ryddet op i det værste smuds, men der fandtes endnu nogen hundrede meter, som var forbeholdt det mørke hjørne i Londons forbryderverden.
Der kom en liten tætbygget mand gaaende midt oppe i det tykkeste og trangeste av Whitechapel. Han gik som en, der er sikker paa sit liv,—med hænderne i bukselommen og en stor cigar i mundviken. Han var tarvelig klædt, men hans sikre og rolige gang viste tydelig, at det ikke var en ganske almindelig alkoholistisk knivstikker.
Konstablerne kastet sky og ransakende blikke paa ham, der han gled ind i taaken. Men han ænset ingen. Han gik som en mand, der er vant til at bli frygtet og ikke frygter nogen.
Det er denslags mennesker, som gaar uskadt gjennem verden.
Der kom en fillet fyr sjanglende ut av en lav dør, og manøvrerte sig hen til den kommende med et skulende og undersøkende blink under de buskede bryn, som tydelig tilkjendegav, at manden var ikke mere fuld, end han selv hadde lyst til. Han strøk tæt forbi den kommende, grep likesom tilfældigvis i hans frakkekrave og hvisket:
—Hun venter Dem i anden etage, tredje dør tilvenstre.
—Well, mumlet manden. Saa grep han den anden i armen og slængte ham fra sig. Den lurvete lassaron knurret, og knyttet sine næver efter den lille fyr og utøste sin forargelse og sine forbandelser over ham for den konstabel, som langsomt hadde fulgt den fremmede nedover og nu glemte at se efter, hvor han agtet sig hen.
Manden var imidlertid gledet ind i den lille dør og lukket den hurtig efter sig. Saa tok han frem en lommelygte og begyndte langsomt at klatre op den skidne trap til anden etage.
Der var dødsstille i huset. Men det var ikke den stilhet, som tyder paa forlatthet. Det var som hele den skidne rønne var ladet med lyttende ører, og bak de mange sprækker kunde man se blinket av brændende øine, som lyste av rov- og mordlyst.
Men intet bet paa den ensomme mand. Han gik op trapperne med en liten visestub paa læben, og hans sorte og blaserte øine hadde et uttryk, som om han ikke interesserte sig stort for livet. Men de mange rovgjerrige og nysgjerrige iagttagere var øiensynlig menneskekjendere. De kjendte ikke manden, men de saa, at han var en av dem, som er født til at herske, og kan bite fra sig. Jo—han var en av deres, en russisk ulv fra Volgas stepper, en lydløs morder og drapsmand, som kjendte sin kraft. Vel—la ham gaa! . . .
Den fremmede stanset i anden etage utenfor en dør, som var solidere end de andre. Der var et kraftig jernbeslag rundt laasen, som saa ut til at kunne trodse selv de mest energiske angrep av Whitechapels celebreste skapsprængere. Uten at betænke sig banket han fire ganger paa døren. Det var øiensynlig et meget velkomment signal, ti døren sprang øieblikkelig op og et gammelt rynket ansigt viste sig i lysstripen.
—Hvem er det? spurte en rusten stemme.
—Det er Asev, svarte manden utaalmodig. Jeg skal tale med Anna Nikolajevna. Og min tid er kostbar.
—Saa sagte, saa sagte, min unge ven, sa kjærringen koldsindig. Du er i Whitechapel nu.
—Jeg vet det, gamle. Men selv i Whitechapel har Asevs navn en god klang. Saa luk op, Anna Nikolajevna venter mig.
Den mistroiske kjærring lo. Men det var pludselig en ung kvindes latter.
Asev saa skarpt paa hende, og en let rødme gled henover hans gule ansigt.
—Er det virkelig dig Anna? mumlet han.
Den gamle hadde pludselig rettet sig op. Hun hadde strøket en tynd voksmaske fra ansigtet, og tat den lurvete paryk av sig. En høi og slank dame med store straalende øine stod foran ham.
Forvandlingen var saa pludselig, at russeren for et øieblik helt mistet mælet.
—Kjære ven, sa den unge dame, grep hans haand og trak ham ind i værelset. Undskyld denne lille spøk. Jeg maa gardere min identitet paa alle mulige maater.
Asev svarte ikke med en gang. Hans mørke øine var blit helt sorte av en bevægelse, han ikke kunde beherske.
De befandt sig i et lyst og enkelt møblert værelse. Der var en hygge over det, som sterk kontrastrerede med omgivelserne. De skidne vægger var behængte med olivengrønne tepper, gulvet, som forøvrig heldet i alle vinkler, var dækket av et tykt teppe og en stor glaslampe kastet et dæmpet varmt gullig lys over det lille rum. I hjørnet stod en liten uanselig jernseng. Like overfor var der anbragt et skrivebord, hvor der laa en mængde papirer, bevogtet av to smaa forsølvede revolvere.
—Kjære veninde, sa Asev efter en lang pause, du maa undskylde, at jeg ikke kan skjule min bevægelse ved at møte dig igjen. Naar jeg ser dig, vet jeg, at du er den eneste kvinde, jeg har elsket.
Der kom et svakt utaalmodig glimt i russerindens store belladonnaøine. Saa smilte hun.
—Du blir altid dig selv lik, sa hun med en vis tvungen munterhet. Du vet jo, at kvinderne er din svakhet. De har ødelagt dig før. Hvorfor lærer du aldrig, at selv den sterkeste Samson knækkes, naar han hviler i Dalilas skjød? . . . Men jeg er ingen Dalila.
Asev saa mørkt paa hende.
—Jeg skulde ønske, du var det, hvisket han. Jeg vilde ofre alt for din skyld. Magt og rikdom.
—Der er andre ting, som er mere værd et offer, sa hun koldt. Det burde du vite. Der findes ikke vældigere kraft i Rusland end dig. Og allikevel klynker du efter elskov som en gymnasiast.
Russeren bet sig i de tykke, blodfulde læber. Saa kastet han sig ned i en stol og lo.
—Det er den gamle historie, sa han. Du er Diana og jeg er Aktæon. Men det er ogsaa pokker, at der skal bo saa megen kjølighet bak saa megen skjønhet. Du har bare en lidenskap her i verden: forbrydelsen. Det er blit din orm. For den ofrer du alt undtagen din dyd . . . Aa, bli ikke sint, Anna Nikolajevna . . . Du vet jo, at det er sandhet. Du er bare 26 aar gammel,—du er et av Vorherres skjønneste luner, du ser ut som en av Murillos madonnaer. Og hvad er du? . . . Du er gammel i din sjæl, du hater os mænd, du spinder alle suffragetternes rænker, din haand er plettet av blod, den skjønneste, hvite, slanke haand, som aldrig har strøket kjærtegnende om en mands pande . .
Hun reiste sig pludselig.
Nu saa man først, hvor vakker hun var. Hendes øine var store og smegtende. De hadde den underlige, graasorte farve, som man saa ofte ser hos lillerusserne, og hendes figur var samtidig slank og yppig. Det sortbrune haar var strøket ned langs tindingerne og dækket halvt de smaa, sterkt krummede ører,—det eneste lille forbrydelsens indicium, som fandtes i dette rolige og blide ansigt. Saaledes var hun, Anna Nikolajevna Speranski, den ukjendte vampyr fra den internationale forbrydelses dunkle skoge,—den farligste av alle dem, som fra Whitechapels dyp snodde sine armer om de gyldne ofre.
—Hvad vil du? spurte hun. Kosnijeff sa, at du trængte min hjælp. Da maa du være i knipe. Har krigen kommet os paatverke?
—Ja, sa Asev og lænte sig fremover. Jeg kommer like fra kamppladsen. Det var saavidt jeg slap over Nordsjøen. Det fløt med lik der. Aldrig har jeg set slikt syn. Det var en vidunderlig kamp, men taaken kom og skilte de kjæmpende. Ingen seiret. De to flaater gled fra hinanden. Det var som to halvdøende dyr, der trak sig fra hverandre og skjulte sig for at bøte paa de skrækkelige ulivssaar . . . Men hvad kom det mig ved? Enten svinet æter hunden eller hunden æter svinet,—det er mig likegyldig. For mig gjælder det kun at hevne Ruslands forsmædelige nederlag. Besukhovs ubegravede lik skriker efter hevn . . . og Garschin . . .
Han stanset. Russerinden var pludselig blit meget blek . . .
—Garschin, hvisket hun, er han død?
Asev saa forbauset paa hende.
—Ja, sa han, Garschin skjøt sig selv efter et mislykket angrep. Han blev sprængt ihjel av »flyvefisken« det nye, forfærdelige krigsinstrument, som du vel har læst om. Han døde som en mand. Jeg hørte, at hans sidste ord skulde ha været en hilsen til en vis mademoiselle Felice . . .
Den unge kvinde var blit askegraa i ansigtet.
—Kjender du hende? spurte russeren nysgjerrig.
—Ja, sa hun træt, saasandt jeg kjender mig selv.
—Du mener?
—At mademoiselle Felice er mit navn, naar jeg bor i Paris. Besukhov var min ven, Garschin var min ven . . . Du talte om hevn. Vel,—der har du min haand. La os tale sammen om dette. Der skal endnu flyte meget blod i Europa.