Flyvefisken/Kapittel 29
Den unge kvinde reiste sig og gik langsomt henover gulvet.
Asev fulgte hende med øinene. Hans bleke ansigt med de brede kjæveparti saa spøkelsesagtig ut i det dæmpede lys og hans brede næsefløie hævet og sænket sig.
—Du er skjønnere end nogensinde, hvisket han hæst.
Russerinden stanset, vendte sig halvt mot ham og smilte.
—Er jeg? spurte hun med halvt lukkede øine. Og dog føler jeg, at ungdommen flygter fra mig. Jeg faar ikke utrettet noget. Alle mine uutførte planer fortærer mig langsomt. Jeg selvforbrændes av min egen handlekraft.
—Garschin er død, mumlet Asev og forfulgte sin egen tankerække. Og Besukhov er død. Lad os to slaa os sammen. Vi passer for hinanden.
—Jeg er ikke sikker paa det, sa hun mørkt. Du er for banal for mig. Et stort klokt dyr er du. Du har aldrig dyppet din tartaraand ned i kulturens mysterier, du har aldrig følt raffinementets sjælefællesskap. Stakkars Garschin! . . . . Han var en mand, som forstod mig. Han lærte den lille mademoiselle Felice at leve . . . .!
Asev bøide sig fremover. Det var, som om han ville skjule det forfærdelige hat som brændte i hans blik.
Hans hænder skalv og en mand med gode ører ville ha hørt, hvorledes hans tænder gnislet mot hinanden.
Hun la ikke merke til hans bevægelse. Hendes store, straalende øine var fugtige av elskovsminder. For en gangs skyld glemte den kloke kvinde, som spandt sine rænker over halve Europa, at regne med en utøilet mands skinsyke. Hun erfaret det nogen tid senere, men da var det for sent.
Der blev nogen minutters stilhet. De to mennesker fulgte sine egne tanker,—den ene i kjærlighetens, den anden i hatets verden.
—Vi distraherer os med bagateller, sa pludselig Asev haardt. Andre saker staar paa dagsordenen. Det gjælder Ruslands dyreste interesser. Og du er formodentlig villig som før til at tjene fædrelandet? . . .
Anna Nikolajevna strøk sig med haanden over panden, som om hun ville jage væk alle uhyggelige tanker. Saa gik hun hen til et stort skap og lukket det op.
—Skal det være et litet glas absinth? spurte hun rolig. Vi trænger begge til balanse.
—Tak, sa han. Jeg har ikke drukket Pernods grønne gift paa flere aar. Men nu tror jeg sandelig den ville være paa sin plads.
Hun saa hurtig hen paa ham. Det var, som det muntre tonefald i hans stemme skurret i hendes øren. Saa skjænket hun op to glas uten vand og rakte Asev det ene. Han saa smilende paa hende og tømte glasset til bunden. Hun nippet eftertænksomt til den grønne vædske og bøide hodet tilbake. Saa satte hun glasset fra sig og hendes øine hadde pludselig faat den kolde, ophøiede ro, som ga ansigtet sin madonnaagtige karakter.
—Vel, sa hun kort. La os gaa over til forretninger. Vi talte om »flyvefisken«. Har du set den?
—Ja, sa Asev mørkt. Gang paa gang har jeg været i kontakt med den. Men dynamit biter ikke paa dens staalsider. Jeg har forfulgt den og den har forfulgt mig. Det lykkedes mig at slippe fra den i motorbaat ut paa aapne havet. Ved et tilfælde blev jeg tat op av en engelsk torpedojager, som hadde faat skorstenen avskudt og skulde over Nordsjøen. Og godt var det. For i Kristianssand blev det mig for hedt. Og den russiske flaate var som blaast væk.
—Hvad mener du da, at vi skal gjøre?
Asev lænte sig fremover.
—Hør her, Anna Nikolajevna, sa han indtrængende. Vi har arbeidet sammen i flere aar baade blandt de revolutionære, anarkisterne og politiet. Du kjender mig, og du vet, at jeg ikke er nogen dumrian. Jeg tar sjelden feil. Naar jeg derfor sier, at den mand, som er sjælen i det nye krigsvaaben maa dø, saa vet du, at der er noget i det. Den stakkels lille finne, det store mekaniske geni Ilmari Erko, har vi ikke noget at frygte av. Og selve »flyvefisken« generer os ikke i vort arbeide. Det er den mand, som styrer dens vei, som er hjernen i dens virksomhet,—det er ham, vi maa ramme. Han er ikke bare farlig for sine motstandere, han er farlig for os. Det er ham, som jog Garschin i døden, det er ham, som sprængte Besukhovs dreadnoughter i luften, det er ham, som en dag vil jage os tildøde, som han gjorde det med Saimler og Delma. Dr. Jonas Fjeld heter han. Han vil gjøre det usikkert for os outsidere.
—Vel, sa russerinden langsomt. Jeg stoler paa dit gode omdømme. Naar du er bange for en mand, maa der være noget stort ved ham. Men hvorledes vil du ramme ham? Tiderne er ikke slik, at der er noget tillokkende i at sætte over Nordsjøen. Det vet du selv. Og jernbanerne er jo forlængst blokert. Vi faar puste, til den store blodtapning er endt.
—Nei, mumlet Asev. Skaf mig tre mand, som forstaar sine ting, og en god, overbygget motorracer, saa skal Jonas Fjeld inden tre døgn er gaat, ha set solen for sidste gang. Jeg kjender nu ham og hans veier ut og ind. Han skal rammes midt i seiersrusen. Hans lik skal bæres tilhavs sammen med Besukhov og hans mænd til den store kirkegaard. Og er lykken god, skal Ralph Burns, den forbandede krøpling, gjøre ham følge. Desuten er der en ung pike, som jeg gjerne skulle . . .
—Naa saa, der er en kvinde med i spillet, avbrøt russerinden. Dit liv er brolagt med skurkestreker og pikehistorier. Du vandrer paa gyngende grund, min kjære Asev. Men vær forsigtig! Du ser saa blek ut iaften. Jeg er ræd for dig.
—Vi skal alle dø, da russeren med et vist eftertryk.
Vi lever alle under Fatums sverd. Du ogsaa, Anna Nikolajevna.
Den unge kvinde trak paa skuldrene og tømte langsomt sit glas. En let rødme bredte sig over hendes bleke kinder.
—Den som forstaar at leve, kan ogsaa indrette sig paa at dø, sa hun drømmende . . .
Asev svarte ikke. Hans skumle ansigt hadde faat et anstrøk av ond hevnfryd. Det var, som om han dyppet sit sind i blod og lod de røde skyer danse for sine øine. Han ville si noget, men stanset . . .
Der hørtes fire korte slag paa døren. Russerinden var sprunget op.
—Det maa være en vigtig besked, siden han forstyrrer os nu allerede, mumlet hun og lukket forsigtig døren paa klem.
En ung mand i en skidden og lurvet dragt traadte ind. Asev gjenkjendte øieblikkelig den berusede fyr, som hadde sjanglet imot ham og git ham besked om at Anna Nikolajevna ventet ham. Men nu var alle alkoholens tegn vasket bort fra hans ansigt. Han bukket ærbødigt for de to tilstedeværende.
—Madame, sa han paa fransk. Der er store nyheter. Et sjøslag har fundet sted i kanalen. Den amerikanske flaate er sprængt av admiral Fischer og deres kulskibe er ødelagt. Der staar hundrede tusind mennesker paa Trafalgar Square og hyler av begeistring.
—Er der mere Alexei?
—Nei, svarte den unge russer . . . Jo, lad mig se,—der er idagmorges kommet et underligt fartøi til Gravesend. Aviserne tror, at det er »flyvefisken« . . . Men det har mindre betydning . . .
Virkningen av hans ord vidnet sterkt imot, at hans tilhørere var enig med ham. De var begge sprungetop . . . .
. . . . og Ralph Burns er imiddags kommet tilbake til sit hus i Kensington! fortsatte manden.
—Var han alene? spurte Asev hæst.
—Han hadde en ung dame med sig.
—Ingen andre?
—Nei, ingen andre.
Da gjorde russeren korsets tegn.
—Fienden er i vor haand, sa han høitideligt.