Flyvefisken/Kapittel 8
Stormen hylte over Hvaløerne. Den slet i trærne, den for ilde med de gamle morkne eke. Havet rullet ind gjennem de trange smaabugter med drøn og brak, og skyerne laa tunge og mørke over den skumskavlede sjø.
Skjønt klokken viste fire om eftermiddagen, ruget der en dyster graahet over det sommerlige landskap. Ikke en baat saaes paa sjøen. Intet hvitt seil brøt halvmørket.
Det var en dag, som længe vil mindes blandt fiskerne og lodserne. Stormen var saa sterk, at den rykkede trær op med roten og slet dem med sig. Og landliggerne hadde tændt lys og lyttet med ængstelse paa orkanens vældige angrep paa de lave huse. Hui—hvor den brølet, mens sjøsprøiten stod som en røk over landet.
Nede ved Ilmari Erkos fabrik stod der tre personer klædt i oljehyra fra øverst til nederst. Dvergens lille skikkelse tok sig meget pudsig ut mellem to av de bredeste mænd, som nogensinde har knyttet en næve. Det var saavidt, at han kunde holde sig paa benene, medens han strævde med nøklen til det lave, langstrakte træskur. Saa lød der et svakt smeld, og en smal dør gled ind i bordvæggen. Dvergen gik først ind, og det var saavidt, at de to andre fik klemt sine svære skuldre gjennem den smale aapning. Døren smeldte i efter dem, og to mægtige reflektorer fra den lange bygnings hjørner kastet sine intense straaler over det eiendommelige rum.
—Her er det, sa dvergen næsten andægtig. Her er vort kongerike. Jonas Fjelds og mit.
Den tredje mand hadde tat sin gule sydvest av sig. Hans store, litt kluntede ansigt lyste av forbauselse over det syn, som mødte ham.
Hallen kunde være omtrent 50 meter lang. Den var delt av en fire meter bred kanal, som øiensynlig var ledet ind fra sjøen. Men i denne kanal svømmet der et kjæmpemeæssigt, fiskelignende, torpedoformet uhyre. Det var absolut glat over hele kroppen som huden av en hval. Men det eiendommeligste av det hele var den matgrønne, svakt fluorescerende farve som kastet de underlige, hemmelighetsfulde reflekser ind mellem buelampernes hvite straaler. Den blanke overflate brøtes paa et enkelt punkt av to tykke, melkefarvede, buede glaskuler av ca. ½ alens diameter. Det var kjæmpedyrets øine, der stod frem som de store havfiskes, naar de hales op fra uhyre dypder.
—Ja, her er den, Ralph Burns, sa dvergen med et dypt suk. Her er sjøormen, fabeldyret. Men den er ikke bare havets herre. Den er ogsaa luftens hersker, en Plesiosaurus i menneskets haand. Problemet er greit, og var i og for sig løst med opfindelsen av den lette akkumulator. Det gjaldt kun for mig at finde et materiale, som var samtidig let og sterkt. Jeg har yterligere forbedret det staal, som har gjort mig til en rik mand. Det er nu like saa let som træ, og dets styrke uhyre. Wolframstaalet vilde aldrig kunne motstaa de projektiler, som uten resultat vilde gilde over mit metals glatte flader. Dermed er jo saken grei. Det stod da kun tilbake at løse den kombinerte luft- og vanddrivkraft. Ved et enkelt klapsystem har jeg anbragt de forkjellige propeller saaledes, at de ved en enkelt mekanisme kunde ta fat, naar man trængte dem.
—Men vingerne? spurte Burns. Jeg ser ikke noget apparat til at flyve med.
—Det er netop det, svarte dvergen triumferende, ingen ting er synlig. Men det er enkelt nok. Dyrets runde snute springer ved trykket paa en knap ind og avdækker en luftpropel,—et lignende tryk og halen deler sig til fordel for en kraftig skrue. Jeg dreier paa et litet hjul, og periskopet springer frem som et følehaar, jeg hæver en svingstang, og to vinger saa tynde som løv breder sig ut fra siderne. Samtidig kan jeg ved en kontakt sætte et høideror og et sideror med stabiliserende flater i funktion . . . Aa, det er saa forfærdelig enkelt! . . . Altsammen er bare en nogenlunde kopi efter naturen. Har De set en flyvefisk sprette op av vandet? Det er en vidunderlig proces. Den svæver henover vandfladen paa sine mouselinlette vinger, den stuper sig paa hodet i havet og trækker vingerne til sig. Den blir som en sild igjen.
Min flyvefisk har det paa samme maate,—bare at den kan hæve sig til hvikensomhelst høide. Den befinder sig like saa godt over vandet som under vandet. Paa grund av sin slankhet og glathet gjør den en uhyre fart. Kun de hurtigste torpedojagere vil kunne følge den. Dens akkumulatorer forsyner den med kraft i 36 timer for fart under vandet. Over vandet vil den kunne flyve i et træk to døgn.
—Det er vidunderlig, sa Burns. Og dens vaaben?
Dvergen rettet sig op. Hans øine skinnet og en fin rødme gjød sig utover det bleke ansigt.
—Det er min anden opfindelse, sa han hurtig. Jeg har jo mit sprængstof, hvortil jeg har konstruert en dertil indrettet kanon. Det er bare et ganske tyndt rør med automatiske fotografisigter. Naar flyvefisken ligger under vandet, kan jeg ved en elektrisk kontakt faa kanonen til at springe ut av dyrets ryg, og er man i luften, kan man ligge paa maven og skyte ut av bugen. Begge kanonrør er faste. Sigtningen foregaar i selve styrehuset, hvor man til enhver tid kan se, hvor kanonen peker. Skal man for eksempel ramme et skib under sig, saa styrer man slik, at skibet i de to cameraplater, som staar foran en, dækker hinanden. Naar skib ligger paa skib, lar jeg kanonen virke. Det sigte kan ikke feile selv i to tusen meters høide. Mit sprængstof er nemlig av den art, at det slynges ut med en hastighet, som langt overgaar ethvert tidligere eksplosionsstof. Det er uten røk og uten knald og rammer paa samme maate som en skypumpe. Det virker ved en pludselig og forfærdelig koncentration av luftbølger og river alt med sig. Ingen dreadnought vil kunne motstaa mine projektiler. Ja, ve dem, som kommer i vor vei . . .
Dvergens ansigt var blit flammende rødt av iver. Hans smaa hænder aapnet og knyttet sig uavladelig, mens han saa ind i den verden av rædsel, som han hadde skapt. Der blev ikke sagt et ord. Stormen hylte utenfor, og man hørte tydelig bølgernes brag mellem brændingerne.
—Nu forstaar jeg Edwards Greys bekymring, sa Burns efter en lang pause. Han trodde, at hele Ruslands spionstab var paa benene i den anledning. Han sa, at selve Asev hadde faat affæren til undersøkelse Og da maatte der være store ting, som stod paa spil . . .
—Det er rigtig altsammen, avbrøt Fjeld ham. Bare med det tillæg, at Asev nu er i vor magt. Han bor i pension hos os, og vi holder ham godt. Vi De tale med ham? Han befinder sig i rummet derborte.
—Det vilde more mig, sa Burns overrasket. Asev hører til de sjeldne mænd. Han er ikke bare en kjeltring og en forbryder. Han er ogsaa filosof.
De gik hen til det lille avlukke i nordenden av hallen. Døren var forsynet med et mægtig beslag av jern og staal. Fjeld trykket paa en knap. Døren sprang op. Et kraftig lys strømmet dem imøte. Det saa lunt og hyggelig ut derinde. Resterne av et godt maaltid mat stod paa bordet, og en halvt utrøket cigar laa og drømte paa askebægeret.
Men værelset var tomt.