Folkeejendommelighed og Fædreland
I vore Dage spiller Folkeejendommelighed, – Folkelighed, Nasjonalitet, – en stor Rolle og forekommer tidt baade i Skrift og Tale. Men hvad det er, der menes med disse Ord, er imidlertid nok ofte mindre klart, idetmindste for Menigmand, end ønskeligt kunde være. Det var vel saaledes ingen unødig Gjerning om En paatog sig at udbrede noget mere Lys over dette Emne. I denne Tanke byder jeg hermed Læserne det Bedste, jeg for Tiden formaar. Men jeg skriver kun for Menigmand, ikke for de Lærde, for de aandelig Fattige, ikke for de Rige. At lære de Sidste Noget om nærværende Emne vilde være for svær Opgave for de Fleste, og deriblandt for mig, og det er i alle Fald ikke i „Folkevennen,“ dens Løsning er at søge eller forsøge.
Det er flere Maader, Tingen kan tages paa. Man kan holde sig paa den almindelige (abstrakte) Tænknings-Omraade, uden at røre ved nogen vis Del af Tiden eller Rummet eller noget vist Folk som Indehaver af den omhandlede Folkelighed. Men det lader sig ogsaa, idetmindste for en Del, gjøre at opsøge Svaret paa det givne Spørsmaal i Livet og Virkeligheden. Denne sidste Vej er den, der er mindst tung og trættende for Læseren, Vi vil derfor bolde os til den, idetmindste indtil Videre, uden dog just at ville fraskrive os Adgang til nu og da at slaa ind paa den anden, hvor dennes gode Egenskaber maatte vise sig overvejende.
Ser vi altsaa ud over Landene rundt om os, for at at finde Oplysninger om Folkeejendommelighed, Folkepersonlighed, Fædreland og hvad dermed er i Slægt, da vil vi kanske snarest faa Øje paa saadanne, naar vi lægger Mærke til, hvad det er, der foregaar, hvor en ny Folkepersonlighed holder paa at fødes, eller hvor en gammel er i Færd med at gjenfødes eller dog at komme sig og forvinde Saar og Syke, eller hvor en bliver svag og begynder at opløse sig, eller hvor to Folkeslag mødes som Naboer eller Fiender, eller hvor der er Tale om en enkelt Del af et Folks Personlighed en Folkesæd f. E., eller om en enkelt Landsdel eller enkelt Person, Alt i Forhold til sammes overordnede Hele. Jeg vælger til den Ende Følgende at forelægge Læseren som mere eller mindre oplysende med Hensyn til vor Opgave.
I et Stykke med Overskrift: „Slesvig og Bøhmen“ ytrede en dansk Bladskriver sig for et Par Aar siden omtrent saaledes: Bøhmen er et af de Grænselande, hvor der frembyder sig de talrigeste og mest slaaende Sidestykker til Tyskhedens Indtrængelse i Sønderjylland. Ved at forenes med Østerrige har det (Bøhmen) i Løbet af Aarhundreder set store Masser af Tyskere bosætte sig indenfor dets Grænser, men talrigest i Byerne; det har set den oprindelige Nasjonalitet (den bøhmisk-slaviske) tilbagetrængt, og fordreven fra Kirke og Skole, og alle højere Embeder overladte til Tyskere med Tilsidesættelse af Landets Børn. Det har set sit Sprog dømt ubrugeligt at være til Videnskabelighed og højere Dannelse, sine Stedsnavne forkvaklede og forfuskede sine Fortidsminder og sin Folkedigtning bearbejdet af tyske (ɔ: ikke – bøhmiske) Lærde og indlemmet i den tyske Litteratur (Bokskat, Bok-Avl, Boklighed); det har set sine endelig vaagnede Krav paa Selvstændighed tilbageviste med Haan, og sin Modstand ligeoverfor Fortyskningen udgiven for frugtesløs Forhærdelse og Forstokkelse mod et højere Kulturliv (Aandsliv) og mod Historiens ustandselige Gang. Men det har vist sig, – lægger Forfatteren til, med Tanken nærmest vel paa, hvad det i Sønderjylland er gjort i den seneste Tid for at standse Fortyskningen af dette gamle danske Landskab – at „Historiens Gang,“ forsaavidt som dermed er ment alle (Tysklands) Grænselandes Fortyskning, meget vel lader sig standse, og at den med større eller mindre Held er bleven standset.
Allerede af dette Stykke sees det da, at et Lands Folkelighed kræver, bl. A. at dets Tungemaal holdes i Hævd, at Næringsvejene og Embederne for det Allermeste er i Indføddes Hænder, at Folket selv – og ikke Andre i dets Sted – lever et „højere Kulturliv“ i Videnskab, Skaldskab (Digtning) og anden Kunst, at det har Fortidsminder, og at disse holdes i Agt og Ære, og endelig, at Folket har Selvfølelse, og at denne ikke saares eller trædes under Fødder.
At Tyskerne trænger sig ind blandt sine Nabofolk og giver sig til at afføre dem deres Folkeejendommelighed, idet de sætter sin egen i Stedet, udtrykkes af en anden Forfatter saaledes „Tyskerne skiller dem ved deres Sprog og forpurrer den deri udvoksende Litteratur (Boklighed) og indenlandske Dannelse, fordærver og forkvakler deres hele aandelige Liv og holder dem tilbage i Uvidenhed og Fornedrelse.“
Her ser vi da atter, at til Folkepersonlighed hører bl. A. et eget Sprog (Bokmaal), en indenlandsk Dannelse og Dygtighed, som udfolder sig i det, og et særskilt Aandsliv med sammes naturlige Frugt i alle Slags aandelige Idrætter.
Om hvorledes den polske Folkeejendommelighed i Landskabet Posen lider Overlast af den tyske, af Tyskheden, skriver En saaledes: „Posen er et væsentlig polsk Land, men Regjeringen føres der (af Prøjserne) paa Tysk, Øvrighedens Kungjørelser sker fordetmeste kun paa Tysk, Retten plejes mest paa Tysk, – saaledes, at de Sagskyldige og Sagførerne ikke forstaar Dommerne, og disse ikke dem, men maa bruge edsvorne Tolker, – den lærde Undervisning foregaar udelukkende paa Tysk, og Regjeringen lader Landet være uden alle højere Indretninger for at kunne tilegne sig en polsk Dannelse.“
En Rejsende siger om Tilstanden i Posen omtrent Følgende: „Naar jeg kommer ind i Posen, finder jeg, at Domstolene er tyske, i Hotellerne (Hærbergerne) tales Tysk, paa Jernbanerne ligesaa Embedsmændene er alle tyske, i Skolerne undervises (ikke alene i Tysk, men) paa Tysk, i alle Fald i de højere Klasser, saa man ingensteds i Posen finder en polsk-folkelig Skole at sætte sine Børn i.“ Han tilføjer, at der dog „tildels er polske Bøger at faa i Bogladerne‚“ ret som om dette næsten var mere, end En, under Tidens Pinagtighed for Øvrigt, skulde kunne vente.
De Krav, som Polakkerne i Posen fremkom med 1848, da de andre prøjsiske Landsdele og navnlig Hovedstaden, Berlin, rejste sig mod Regjeringen, dels stadfæster, hvad vi i det Foregaaende har lært om Folkelighedens Indhold, dels føjer de noget Nyt til. De gik nemlig ud paa følgende fem Ting: 1) Dannelsen af en posensk Hær til at træde i Stedet for den prøjsisk-tyske Krigsmagt i Landskabet, 2) Overdragelsen af alle Embeder til posenske Polakker (altsaa Afsættelsen af alle tyske Embedsmænd), 3) Oprettelsen af en Borgervæbning, til Sikkerhed nemlig mod ny Undertrykkelse 4) Afløsning af alle tyske Politimænd med indenlandske, med Polakker, 5) Oprettelsen af et Raad eller Udvalg af Polakker og Tyskere, for at omdanne Posens Styrelse og Lovgivning. – Dette sidste Punkt, No. 5, er naturligvis det vigtigste; ti ved Hjælp af en nogenlunde fri Selvstyrelse vilde Landskabet lidt efter lidt kunne udbedre den Skade, det havde lidt paa sin Folkelighed, uddrive Tyskheden eller dog holde den i Age, og ophjælpe den gamle indenlandske Folkenatur og Folkeaand. De fire første Punkter skulde alene hæve det udenlandske Tryk, saa Landets oprindelige Kræfter kunde tvangløst røre og udfolde sig. Tyskerne skulde efter No. 5 have nogen Del i Landsstyrelsen; ti om alle de, der var i offentlig Tjeneste, end gik tilbage til Hovedlandet, blev det dog altid en Mængde private Tyskere tilbage, navnlig saadanne, som havde lagt sig til Jordegods i Posen (ogsaa i Tyskhedens Navn), og disse lod sig ikke udelukke fra al Indflydelse, end sige sende til Tyskland igjen ligesom Embedsmænd, Soldater og Politibetjenter.
Ogsaa Posens Eksempel viser altsaa, at det ikke staar rigtig til med et Lands Folkepersonlighed, medmindre dets Love er paa Folkets eget Maal, Regjering og Retspleje foregaar gjennem samme Maal, Embedsstanden i det Hele (Krigsstanden medregnet) er indenlandsk, Undervisning og offentlig Opdragelse gives paa Modersmaalet, og det baade den højere og den lavere (ved Universitet, Latinskoler Borgerskoler, Almuskoler, Fagskoler), baade den mundtlige (indfødde Lærere) og den skriftlige, dertil medregnet ikke alene Lære- og Læsebøger, men ogsaa den Boklighed eller Bokskat, som de Voksne drager sin meste Aandsnæring af. (Ethvert Folk, som har en Litteratur, har nemlig i den en af sine mest indflydelsesrige Opdragere). – At det for Resten ikke hjælper stort, at Landet regjeres paa sit eget Maal, og efter Love paa samme Maal, ifald Regjering og Love udgaar fra et fremmedt Folk, og saaledes ikke er selvgivne eller udtrykker de Indføddes egen Vilje, men en udenlandsk Herres, ogsaa dette ligger i, hvad ovenfor er meddelt om Posens Tilstand og folkelige Krav.
Af Skaanes Historie kan vi ligeledes hente Oplysning om, hvad Folkelighed er. Den viser nemlig, hvorledes det gik til, at de Danske i dette Landskab blev Svensker. Allerede dette, at Landskabet (fra 1645 af) ophørte at være en Del af det danske Rige og kom under svensk Regjering, maatte jo svække Danskheden sammesteds noget og forberede dets folkelige Overgang til og Indlemmelse i Sverige. Den svenske Landsstyrelse havde det fra nu af i sin Magt, om den fandt det for godt, at fremme Indflytning af Svensker og udnævne Svensker til Embederne, i alle Fald til de højeste, og saaledes skille Danskheden ved en Del af dens indflydelsesrigeste Talsmænd og Bærere. Og Andet end dette gjorde Svenskerne omtrent heller ikke i de første 30 Aar efter 1645, naar undtages, at Karl XI oprettede Universitetet i Lund (i Skaane) 1668, for at de nye Undersaatter ikke skulde blive ved at søge Kjøbenhavns Universitet.
I 1678 derimod befalede Karl XI, at Gudstjenesten i Kristianstad skulde indrettes paa Svensk, med svensk Prædiken og Salmesang, og udføres ved svenske Præster istedenfor danske. Siden skred han videre og søgte at indføre Svensk overalt. 1680 lod han Biskopen i Lund vide, at han agtede at sammenknytte Rigets samtlige Indbyggere ved fælles Kirkevæsen og fælles Kirke- og Skole-Sprog. De svenske Kirkeskikke skulde indføres over hele Stiftet. Ungdommen skulde undervises paa Svensk i alle lærde Skoler og andre Skoler. Til den Ende lod han indføre svenske ABC’er, Katekismuser, Bønnebøger og Læsebøger. Ligeledes vilde han herefter kun udnævne indfødde svenske Mænd til de ledige Embeder, og kun en og anden Gang skulde Skaaninger, som var aldeles paalidelige og Svenskheden tro, kunne faa Præsteembeder i Lunds Stift. For saa meget sikrere at kunne gjennemføre dette lod Kongen den Ret, som dels Adelen, dels Borgermester og Raad i Kjøbstæderne havde i Arv fra Danske-Tiden, til at udnævne Præster, Rektorer og Skolelærere dels indskrænke, dels paa mange Steder rent ophæve. Ikke alene i Kirker og Skoler, men selv i private Huse vilde Kongen ikke vide af andre end svenske Salmebøger og Bønnebøger, og saasnart den fornødne Mængde af svenske Bibler var trykt, maatte danske Bibler ikke længere indføres. Kongen gav selv Stiftet 413 svenske Bibler og befalede, at de danske Bibler, som fandtes ved Kirkerne, skulde afgives til Stiftsstyrelsen og gjemmes bort. Klokkere og Skolelærere skulde ogsaa i Regelen være Svensker, og Provsterne fik Ret til uden Videre at afsætte dem, der ikke kunde eller vilde undervise Børnene paa Svensk. Holdt Forældrene sine Børn borte fra den svenske Undervisning, blev de straffet med Bøder. Ved Bispen i Stiftet lod Kongen tilkjendegive Præsterne, at dersom de understod sig at prædike paa Dansk, skulde de miste sine Embeder. Selv de danske Præsters Pibekrave (Præstekraven) vilde han ikke vide af; den ene Præst skulde være som den anden. En egen Embedsmand udnævntes, der skulde rejse omkring for at paase, at den kongelige Vilje blev efterkommet, navnlig med Hensyn til, at Børnene blev undervist paa Svensk, og at Folket stadig søgte den svenske Gudstjeneste.
Allerede 1685 var det saaledes 30–40 svenskfødde Præster i Lunds Stift. Intet vandt en Embedsmand større Yndest end Iver for at fremme Landets Forsvenskning, Intet var mere utilgiveligt end Forsømmelighed i dette Stykke. Hvor Mildhed ikke hjalp, brugtes haarde Midler. Hvor man ikke kunde gaa den lige Vej, gik man Omveje og brugte „snedige Mellemhandlere,“ som rejste omkring og overtalte Præsterne til at gjøre sine Hoser grønne hos Regjeringen ved af sig selv at begjære det, som den netop ønskede. Mange stred dog imod, saalænge de kunde. Men efter mindre end 110 Aar var Svenskheden sikret og gik fra nu af sin jævne Gang.
Ved samme Midler blev i kort Tid ogsaa svenske Love og svensk Rettergang almindelige i Skaane.
Hermed var dog Skaaningerne ikke aldeles forsvensket. Dels var nemlig ikke deres Tungemaal, og altsaa heller ikke deres Folkelighed, for saa vidt den hviler i Tungemaalet, blevet svensk helt igjennem, fordi om Kirken og Skolen nu var afført den sproglige Danskhed og iført Svenskhed, dels er det andre Ting ved Siden af Sproget, som gjør et Lands eller Landskabs Folkelighed. Til daglig Brug talte naturligvis de Danskfødde i Landskabet endnu Dansk, og først det næste Menneskekuld, der havde faat svensk Skoledannelse, begyndte vel mere eller mindre at rette sin Tale efter Præstens og Skolemesterens og de Svenskføddes, der var indflyttet som Embedsmænd, Godsejere eller Desl., samt efter de svenske Bøger. Ja, endnu den Dag idag taler Almuen paa Landet i Skaane mere Dansk end Svensk, og selv de dannede Klassers Svensk holdes af Gammelsvenskerne for mindre ægte, navnlig hvad Udtalen vedkommer. (Man sammenligne Forholdet mellem det oprindelige Maal i Norge og den ved dansktalende Præster og andre Embedsmænd samt ved Bibler, Salmebøger, Læsebøger, Lærebøger og overhoved ved dansk Boklighed hos os indpodede Dansk). Som „andre Ting,“ der enten straks efter Landskabets Afstaaelse eller senere virkede ved Siden af Maalskiftet til at løsrive Skaaningerne fra den danske Folkepersonlighed og hendrage dem til Svenskheden, kan nævnes, at de nu ikke længere havde Universitet eller Lovgivning eller højeste Kirkestyrelse eller Højesteret eller Hær eller Flaade eller Statskasse fælles med de Danske, men var bleven knyttet til Sverige ved alt dette Fællesskab, som var opløst i Forhold til Danmark. Hertil kom, at med det svenske Bokmaals Indførelse efterhaanden maatte følge Indførelse af svenske Bøker og med dem en aandelig Strømning af Lys og Varme fra Sverige, som Landskabet ikke havde kjendt til før, og som, idet den udgik fra Sveriges Indre, tillige medførte en Dragelse henimod dette sit Udgangspunkt, omtr. som den Strømning af Lys og Varme, der udgaar fra Solen, virker paa Dyr og Vækster. Ogsaa dette, at Skaaningerne fra nu af fik fælles Nutid og Fremtid med Sverige, blev Medejere i dets Bokskat og Medejere i dets Historie og historiske Hæder, i alle Fald for den Dels Vedkommende, som de fra nu af blev med om at skabe, maatte virke til, at Svenskheden fik mere og mere Overhaand hos dem.
At for Resten Sproget ikke, som Nogle synes at tro, er ene eller næsten ene afgjørende med Hensyn til Folkeligheden, sees kanske endnu bedre, naar vi sammenligner Normænd og Danske. Det danske Sprog blev indbragt hos os, ligesom det svenske i Skaane. Og dog er vi ikke Plet Danske, skjønt vel meget fordanskede. Vor Folkelighed er, uagtet Tungemaalet, det offentlige festlige og fornemme, er dansk, holdt ud fra den danske, dels ved medfød Naturejendommelighed, – som vi da her for første Gang indtegner blandt de Stykker, som Folkeligheden er sammensat af, – dels ved Indflydelsen af vort Lands Natur som Bjergland, modsat Danmarks som Sletteland, dels derved, at vi ikke har været egentlig Landskab under Danmark som Skaane er under Sverige, men har til Støtte for at kunne danne en særskilt Folkelighed, havt den Selvfølelse og deraf flydende folkelige Selvstændigheds- og Modstandskraft, som et Kongerige lettere fremkalder og vedligeholder, især naar det som vort har en gammel Historie, og det en i høj Grad hæderlig Historie.
Vi forbigaar her Tyskhedens Kamp mod den danske Folkelighed i Sønderjylland. Det Vigtigste, vi af den kunde lære om det Indhold, Folkeligheden er sammensat af, falder sammen med, hvad vi af de foregaaende Eksempler allerede vet, nemlig at Tungemaalet i Kirken og Skolen er en Hoveddel af den, og det ikke alene paa Grund af sammes egen Natur, men ogsaa fordi det med det nye Maal eller egentlig med den nye Boklighed (Litt.) kommer en ny Dannelse ind i Landet eller Landskabet. Hermed følger da igjen, at dette faar en ny aandelig Hovedstad, faar et nyt Hovedland, og Folket et nyt Hjem, kommer i nye inderlige Forbindelser faar nye Venner (og med disse kanske ogsaa nye Uvenner) der da igjen mere eller mindre omdanner dets Personlighed, dets Hoved og Hjerte, efter Sætningen Sig mig, hvem du omgaaes med, saa skal jeg sige dig, hvem du er.
En Ting skal dog Kampen i Sønderjylland lære os. Det er ofte sagt, at hvis Danmark mister dette Landskab, kan Riget ikke i Længden klare sig, men maa gaa istykker og blive delt mellem Sverige og Tyskland. Er nu dette saa, da viser det, at til at danne en Folkepersonlighed hører ikke alene et Tungemaal, en Litteratur med Digtning og andet aandeligt Liv, og hvad vi for Resten ovenfor har set at være Dele af Folkeligheden, men ogsaa en vis Størrelse, et vist Folketal; ti om dette er for lidet, er der for faa Kræfter baade til Selvforsvar og til at udfolde et nogenlunde kjærnefuldt aandeligt Liv i Videnskab og Kunst m. M. Og om det end ikke skulde være sandt, at Danmark var for lidet til at udgjøre en egen Folkepersonlighed, naar Sønderjylland gik tabt, saa er Sætningen dog rigtig i sin Almindelighed. Lapperne i Norge og Sverige f. E. er jo saaledes aabenbart for faa og for fattige til at være et Folk for sig selv. Det Samme gjælder om Islændingerne, skjønt disse dog er meget talrigere end Lapperne. Og selv om Danmark gjælder det i alle Fald under en anden Forudsætning; ti det er nok vist, at de Danske ikke kunde leve som et eget Folk, dersom de kun havde Øerne, og ikke Jylland. Vi ser altsaa, at alt andet folkeligt Tilbehør, der er Vilkaaret for en Folkepersonligheds Dannelse og Blomstring, eget Bokmaal og Boklighed, egen Regjering, gode Love, ordnet Kirke, Skole, Retspleje, Alt paa Modersmaalet Flaade, Hær, Agtelse i andre Folkeslags Øjne, hæderlig Historie, ikke forslaar til at holde et Folk oppe, hvis det mangler Et, nemlig et klækkeligt Forraad af Mennesker.
Og endnu Et. Hvorledes har det kunnet gaa til, at Sønderjylland i Tidens Løb er blet saa stærkt fortysket, lige for Landskabets danske Regjerings Øjne, ja tildels under Medvirkning af denne samme Regjering der skulde været dets danske Folkeligheds bedste Værn? Jo, „Gaaden løses let,“ siger en dansk Historiskriver, „naar man erindrer, at det danske Kongehus med Hoffet, Regjeringsmændene og de herskende Stænder i store Tidsrum har været helt gjennemtrængt af Tyskhed.“ Navnlig fik de vordende Konger i lang Tid tysk Opdragelse, de hørte blandt sine Omgivelser næsten aldrig Andet end tysk Tale, saa næsten bare Tyskere om sig og „lærte i det Højeste deres Lands Sprog“ („Moders-Maal tør vi ikke sige“) „som et fremmed Tungemaal,[1] ligesom de lærte Fransk eller Latin.“ Kongerne og deres hele Omgangskreds var altsaa enten Tyskere eller dog ved Opdragelse og Vane paa Tyskhedens Side. Følgelig saa de snarere en Lykke end en Ulykke for Danmark deri, at Sønderjylland gik frem i Tyskhed; ti dette var i deres Øjne kun at gaa frem i Dannelse og borgerlig Lyksalighed. Da ikke Danmark i sin Helhed kunde iføres Tyskhed, saa var det dog altid godt, om den Del af det, der laa Tyskheden nærmest, kunde bli optaget i det tyske Vaterland og derved bli sat istand til at være med „i den europæiske Kulturstrømning.“
Dette kan hjælpe os paa Spor, saa vi faar Øje paa endnu en Sandhed vedkommende en Regjerings Folkelighed. Vi saa ovenfor, at Regjeringen over et Folk, for at være folkelig eller nasjonal maa udøve Styrelsen gjennem Folkets Modersmaal efter Love, som er paa samme Maal, ved indfødde Embedsmænd eller i alle Fald saadanne, som forstaar og nytter Folkets eget Maal. Vi saa videre, at dette ikke forslog, medmindre Regjeringen var indenlandsk udgaat fra Folket selv og ikke tilhørende et andet Land og Folk, saaledes som Polens Regjering egentlig er den samme som Ruslands, eller som Norge i mange Menneskealdere styredes fra Danmark og fik sine Love sendendes der nedenfra. Nu kan vi hertil lægge dette, at Regjeringen maa være folkelig sindet og ikke styre Folket i et andet Folkeslags Aand, efter dets Synsmaader og til dets Fordel. Danmarks Regjering var hjemmehørende i Danmark, den udøvedes, i det Hele i alle Fald, paa Dansk. Og dog var den i Hoved og Hjerte ofte udansk og styrede i visse Maader omtrent som om den havde været indsat af Tyskland, og ikke nærmest af eller for det danske Folk.
Vi gaar nu til Finland, hvor det rimeligvis vil være Noget at lære vedkommende vort nærværende Emne.
Det fortælles om Porthanus (Porthan), Professor i Åbo i Finland, at han for et Par Menneskealdere siden søgte at kalde til Live en finlandsk Folkeaand eller vække den, forsaavidt den alt var der. I dette Øjemed skal han have grundlagt den første Tidning i Finland. Ved Hjælp af denne arbejdede han paa at lære Finnerne, at de havde i sig de vigtigste Vilkaar for at kunne være et eget Folk, udgjøre en egen Folkepersonlighed. Selv granskede han i alle sine Dage, til Bedste for denne Folkepersonlighed, Finnernes Tungemaal, Sagn og Historie, samt Landets- Udseende, Natur og Tilstand, og skrev derom Bøger af stort Værd. Ligesaa modarbejdede han den lærde Lagsaand ved Landets Højskole og gav dennes Virksomhed en Retning, der var mere gagnlig for Folkelivet. Videre hjalp han frem fædrelandske Skalder. Fremdeles grundede han Foreninger til Lettelse af Samfærdselen og til Ophjælp af Næringsvejene. Det var nemlig hans Overbevisning, at den Menneskekreds, der skal kunne udgjøre en Folkepersonlighed med tilstrækkelig Levedygtighed, Evne til Selvforsvar og overhoved til legemlig og aandelig Selvhjulpenhed og Trivsel, maa have en vis Grad af Velstand, og at et Folk af barkebrødædende Husmænd, potetnærede Bønder, tiggefærdige Præster o. s. v., paa det deraf følgende lave Standpunkt med Hensyn baade til Dannelse, Dygtighed og Dyd, ikke er nogen ønskelig Udvidelse af Folkesamfundenes eller Staternes Tal. Kanske han ogsaa var ræd for, at Stormagterne eller det europæiske Folke- og Fyrste-Raad ikke vilde være Jordemoder for en saadan Skrælling af en Folkepersonlighed, naar dens Fødselstime engang maatte være kommen, eller at det endog vilde tage Livet af den Nyfødde, ligesom vore Fædre undertiden gjorde med de nyfødde Barn, de ikke fandt lydefri eller naturkraftige nok, og som de derfor trodde vilde komme til selv at føre et glædeløst Liv og bli en Ynk og en Byrde for Andre.
En af vore Forfattere har for nogle Aar siden skrevet om Finlands Stræv i vor Tid for at arbejde sig op til at blive et eget Folk, et Stræv, som han lader Russerne være Ophavsmænd til, idet de bare skal ville have Finlands aandelige Sammenhæng med Sverige opløst. Han har ved den Lejlighed bl. A. gjort opmærksom paa, at den russiske Regjering har stellet det saa, at den egentlige Middelklasse i Finland staar sig bedre nu end under Foreningen med Sverige, saa den kommer til i Foreningen med Rusland at se et større Gode, end Foreningen med Sverige var. Videre paastaar han, at Russerne opdrager Finlændingerne i polittisk Umyndighed for at vænne dem til senere at finde sig i at blive regjeret paa russisk Vis.
Her støder vi altsaa paa den Lærdom, at et Landskabs Velstand styrker Forbindelsen mellem det og dets Hovedland, men at Landskabets Udarmelse og deraf flydende Misnøje slapper dette Baand og gjør, at Landskabet villigere laaner Øre til de Tilskyndelser til Frafald og Overgang til et andet Folk, som fra dette maatte udgaa med Løfter om bedre Vilkaar. Ligeledes vækker en Fremgangsmaade som Russernes Forestillingen om, at polittisk Umyndighed hos hvert enkelt Landskab i et Rige svækker Deltagelsen for det hele Folkesamfunds Gjøremaal og Skjæbne, som Landskabet hører til. Den svækker altsaa Kjærligheden til dette Folkesamfund, d. e. Kjærligheden til Fædrelandet, og forbereder Frafald, altsaa Fædrelandets eller Folkepersonlighedens Opløsning.
Samme Forfatter skriver videre, at naar Finland først var ogsaa aandelig adskilt fra Sverige (udvortes eller statsretlig har det nemlig været det siden 1809), og naar, som han tror, Dannelsen i Landskabet derved havde aftaget, vilde det efterhaanden kunne omskabes til et russisktalende, altsaa virkelig russisk Landskab. Under Paaskud af at lette det indbyrdes Samkvem mellem de tidligere svenske Finner og deres Frænder, de øvrige Finner, – der ogsaa før 1809 stod under Rusland, – vil Russerne, mener han, forsøge at indføre den russiske Bokstavrække (Alfabet) i Finland. Derved vil de lavere Klasser, altsaa den allerstørste Del af Finnerne, være udestængt fra de svenske Bøker eller hele den svenske Boklighed og folkelige Dannelse. Men ved Hjælp af denne nye Bostavrække vil de netop være forberedt til at lære Russisk. Lidt efter lidt vil dette Bokmaal bli først bedre og bedre forstaat af Finnerne og tilsidst af flere og flere endog talt og skrevet. Med russisk Bokmaal, russiske Skrifter og dermed følgende russisk Opdragelse og Dannelse vil, som han tror, ogsaa russisk Lovgivning med Tiden blive taalt og lidt efter lidt vinde Indpas, ligesom Russernes græsk-katolske Religion maaske vil komme til at fortrænge Finlands nuværende protestantiske. Istedenfor at den svenske Folkeejendommelighed hidtil var mægtigere i Finland end den finske, vil saaledes efterhaanden den russiske, – ikke den finske efter hans Mening, – faa Overhaand, og Finnerne vil da gaa Glip af den Selvstændighed, som deres nærværende Folkeligheds-Stræv gaar ud paa. „Thi det er vel at mærke, at den hel- eller halv-barbariske finlandske Nationalitet vilde udvikle en langt mindre Modstandskraft (mod Russernes Arbejde paa at gjøre Finnerne til Russere) „end den svenske, der var i fuld Besiddelse af den Magt, Civilisationen „(Dannelsen)“ ene giver, og paa det saa at sige ubeskrevne Blad, som en fra alle fremmede Elementer“ (d. e. fra europæisk og navnlig fra svensk-europæisk Dannelse) „renset Finlandskhed vilde fremvise, kunde russisk Statskunst efter Behag skrive sine underlige Tegn.“
Om Finnernes Stræv kommer til at faa den uheldige Vending, som vor Forfatter spaar dem, vedkommer os ikke videre her. Hans Tankegang er gjengiven her, alene for at Læseren kan faa fat paa et Par Sandheder, der vedrører Folkeligheden, nemlig den, at en mere dannet Folkelighed, slig som den svenske i Finland, er stærkere, har større Levekraft og ligger mindre let under for Indflydelser fra andre Folkeslag end en udannet, samt den, at en mere udpræget Folkelighed er kraftigere end en, der endnu er ligesom et „ubeskrevet Blad.“ Ligeledes henpeger det der af Forfatteren er meddelt, paa, at fælles Lovgivning og fælles Religion forbinder Landskab med Landskab eller Land med Land, medens forskjellig Lovgivning og Religion bidrager til at holde dem fra hinanden og altsaa til at Samfundets Sammenføjninger løsner.
Samme Forfatter fortæller videre, hvad de Mænd tog sig for, der havde sat sig til Formaal at gjøre et Folk af de finske Menneskehobe, af Landets Bygdelag og Byer, altsaa at vække Bevidstheden hos dem om Enhed og Fællesskab med deraf flydende fælles Virksomhed som Samfund indad og udad, eller med andre Ord at vække Folkeaanden. Ogsaa heraf opgaar det da noget Lys over det Spørsmaal, hvad det hører til Folkelighed, eller hvad Emne (Stof) et Folk skabes af.
„Man begyndte,“ siger han, „at anvende det finlandske Sprog i Tidsskrifter og Aviser.“ Altsaa møder vi atter her den Lærdom, at Dannelsen af et indenlandsk Skriftsprog er et af de første Vilkaar for, at en Folkeaand kan komme op, og i alle Fald for, at den, om den er tilstede ubevidst, naturbunden eller ligesom i Dvale, kan blive frigjort og virksom. „Man samlede,“ siger han videre med største Iver paa finlandske Sagn og Folkekvad, og søgte af de Stumper man fandt, at sammensætte en hel oldfinlandsk Sagnkreds og Mytologi“ (Kalevala). Her lærer vi altsaa, at indenlandske Gude- og Helte-Sagn samt andre Folke-Sagn og Sange er blandt de Ting, der hjælper til at skabe en Folkepersonlighed.
Senere har Andre nævnt Finnernes mere og mere udvoksende Selvfølelse, som særskilt Folk nemlig – i Modsætning til og til Forskjel fra andre, navnlig andre tilgrændsende Folkeslag, – som Tegn paa et fremspirende selvstændigt Folke-Liv istedenfor deres tidligere Landskabsliv. Almenaanden, heder det, aabenbarer sig i den seneste Tid i talrige Landsmøder af Jordbrugere, Skolelærere, Præster. De tør vistnok ikke tale om at ville være et eget Folk paa bedre Vilkaar end som russisk Lydrige, som dog altid er meget bedre end at være en Del af Rusland, et russisk Guvernement eller to. Men allerede som Lydrige kræver de paa sin Folkepersonligheds Vegne et eget Storting, egen Statskasse og Statsregnskab (egne „Finanser“), Skattebevilgningsret, egen Hær og Flaade, samt Raadighed over sin egen Kirke, Skole og Presse, d. e. over Folkeopdragelsen og Folkeaanden, for de Ældres altsaa som for Ungdommens Vedkommende.
I tidligere Aarhundreder arbejdede, fortælles det, Polen ivrig paa at gjøre Vestrusland polsk. Det søgte til den Ende ved Lokkemidler, Trusler og endelig ved blodige Forfølgelser at skille Vest-Russerne af med den græsk-katolske Religion, for at faa sat Polens romersk-katolske i Stedet. Med polsk Religion var det da Meningen, tillige at faa ledet en polsk-europæisk Strømning af verdslig Dannelse og Tænkemaade ind i Vest-Rusland. Og naar Vest-Russerne da paa sin Side holdt fast paa Kristendommen og Kirken i sammes græske Skikkelse, saa holdt de ikke alene paa denne Del af sin Folkelighed, men ogsaa paa den ejendommelige verdslige Dannelse samt hele den Aand, der var strømmet ind til dem fra samme Kant, som den græske Religion og den græske Præstestand med sin ejendommelige Dannelse var kommen fra, nemlig fra Øst-Europa og dets Hovedstad, Konstantinopel.
Herom hedte det nylig i et dansk Tidsskrift „Medens den romersk-katolske Kirke altid og allevegne har kuet Folkenes frie Nasjonaludvikling, ved at lade Gudstjenesten foregaa i et fremmed Sprog (Latin), ja ved i det Hele i det stærke Hierarki (Præstevælde), hvis Hoved boede i det fjerne Rom, at indføre en Magt, hvis Grundsætninger og Interesser stillede sig i skarpeste Modsætning til Folkets, har derimod den græske Kirke altid skaanet Folkeslagenes Nasjonalitet; ti den har overalt ladet Gudstjenesten foregaa paa Folkenes eget Maal, og om end de forskjellige Landskirker erkjendte Patriarken i Konstantinopel for den første af Kirkens Overhyrder, fulgte dog deraf ingen Behersken af Nasjonalkirkerne ved Patriarken. Derfor har den ydre og universelle „almeneuropæiske“ Enhed, som det kristelige Rom stræbte at paanøde de forskjellige Landskirker „(den spanske, franske, tydske o. s. v. Folkekirke)“ ført til en uforsonlig og ødelæggende Strid, medens der i de græsk-katolske Lande har grundfæstet sig en ganske anden Enhed, nemlig en nasjonal af Gejstlighed og Folk, fordi Gejstligheden der ikke satte det som sit Maal at være Folkets Behersker, men at være dets Tjener.“ Paa et andet Sted siges det i Anledning af Lithauerne: „Det var ogsaa naturligt, at de langt bedre forstod Kristendommen, naar den blev dem forkyndt i Fredens Aand af de russiske Missjonærer, end naar de saa hen til, hvorledes deres Brødre Preusserne vare blevne omvendte til Kristendommen af de latinske“ (d. e. med latinsk-romersk Herskerlyst fyldte) tydske Riddere.“
Et Udtryk for de to forskjellige Aander, den græsk-østeuropæiske og den romersk-katolske eller latinske er ogsaa dette, som Forfatteren meddeler, at den græske Kirke fremhjalp „en Litteratur ikke paa det fremmede latinske Sprog, men paa den for enhver Russer meget let forstaaelige kirke-slaviske (gammel-russiske) Dialekt.“ Den Litteratur derimod, som blev fostret af den latinske Kirke, var, som vi ved paa Romer-Kirkens Modersmaal, det gammelitalienske eller latinske Tungemaal. Følgelig var alle Bøkerne utilgjængelige for Enhver, undtagen for det i Latinskolerne opdragne Præsteskab og de faa Andre, der havde faat samme præstelige Opdragelse. Kirkens Modersmaal og dets latinsk-udenlandske Bøker undertrykte den indfødde Boklighed i de Lande, hvor Latinskheden med Kristendommen og den katolske Kirke trængte ind, forsaavidt nogen indenlandsk Boklighed i de af Romerkirken efterhaanden indtagne Lande allerede forefandtes f. E. den gammelnorske i vort Fædreland. Men hvor ingen saadan indenlandsk Litteratur forud var, der hindrede Romerkirken og dens Latinlærdom i alle Fald dens Tilblivelse.
Efterat Vest-Rusland ved Lithauens Forening med Polen (1569) havde faat fælles Regjering med dette Land, vilde Polakkerne gjøre det polsk, dels ved Hjælp af polske Embedsmænd, som den polske Regjering indsatte blandt Vest-Russerne, dels ved Hjælp af polske Adelsmænd, der var flyttet ind i Vest-Rusland, dels endelig ved Hjælp af Jesuitter samt af nogle af Vestrusserne selv, som Jesuitterne tidlig havde faat omvendt til den katolske Lære. Polen „aabnede derfor en Kamp i Vest-Rusland og Ukraina for der at udrydde den græsk-russiske Lære og med den Noget af det Vigtigste af den“ (i Vestrusland indfødde) „russiske Nasjonalitets Indhold, en Kamp, i hvilken de (Polakkerne) viste et Barbari ligesaa græsseligt, som Mongolerne havde vist i Øst-Rusland i 13de og 14de Aarhundrede.“
Vestrussernes Modstand og Forsvar for sin Folkelighed ytrede sig i Oprettelse af Skoler og Udgivelse af Skrifter navnlig Bibler. I Skolerne lærtes Græsk, Russisk og Kirkeslavisk, d. e. Gammelrussisk, som endnu bruges i den græsk-katolske Kirke i Rusland som Kirkesprog. Men „ved Siden af disse Anstrengelser for gjennem Skolerne at vedligeholde Fædrenes Tro, og dermed Folke-Ejendommeligheden, gaar en mere umiddelbar Modstand mod den polsk-latinske Propaganda“ (Lære og Aand) „i Skikkelse af Stridsskrifter.“ At disse var paa Russisk, viste, siges det, at de nye polske Undersaatter var Russere af Tungemaal ligesaa vel som af Tro og Sæder. (Læseren mærke her Sæder; altsaa er Sæderne ogsaa en Del af Folkepersonligheden). Efterhaanden vandt Polskheden dog nogen Indgang. Lidt efter lidt opgav den indfødde Adel og en Del af den fornemste Borgerklasse sine Fædres Tro og Tungemaal og tilegnede sig Polakkernes i Stedet. Denne Polskhedens Sejer lettedes ved mange fattige Adelsmænd, der flyttede ind fra Polen (og indførte det her unasjonale polsk-vesteuropæiske Livegenskab, ligesom de i Slesvig indtrængte tyske Adelsmænd skal have gjort i dette Landskab.) Et Udtryk for den tiltagende Polskhed og den indfødde Folkeejendommeligheds aftagende Kraft var ogsaa Oprettelsen af polske Embedsposter, og tilmed under polske Navn. „Almuen blev derimod Fædrenes Sprog og Religion tro.“ Almuen er altsaa her troest mod Landets gamle Russiskhed, ligesom i Sønderjylland mod Landets gamle Danskhed og i Norge mod Landets gamle Norskhed. De Fornemme, de Dannede, som bedst skulde vide at vurdere det Hjemlige og Nedarvede, og som skulde være Almuens Mønstere i Trofasthed som i anden Dyd, og dens Ordførere og Forsvarere mod det Fremmedes og de Fremmedes Overgreb, har altfor ofte fundet det fordelagtigere at indlade sig med dette og disse Fremmede og saa lade Almuen skjøtte sig selv.
Idet Forfatteren til Slutning vil sammenfatte de Punkter, som efter hans Mening afgjør, om de vestrussiske Landskaber efter sin Folkeejendommelighed hører til Polen eller til Rusland, nævner han 1) Sproget, som er russisk, ikke polsk, 2) Religionen, – „næst efter Sproget det bedste Middel til at adskille Russeren fra Polakken,“ – som er den samme, som Russernes men forskjellig fra Polakkernes, 3) Folkedigtningen, som er russisk. Før har han oplyst, at den ældste og længste Del af de vestrussiske Landskabers Historie vidner for deres Fællesskab med Rusland; ligesaa at deres Sæder er russiske. Endelig lægger han til, at deres „Tradisjoner aande paa det Fuldstændigste Had imod Polen.“
Dengang vilde, som sagt, Polakkerne afføre en Del Russere den russiske Folkeejendommelighed og gjøre dem til Polakker. I forrige og i dette Hundredaar er Forholdet vendt om. Nu vil Russerne dels gjøre de til Polakker omskabte fordums Russere om til Russere paany, dels søger de ogsaa at gjøre Polakkerne i oprindelig polske Landskaber til Russere. Ogsaa heraf kan vi udbringe Noget til Bedste for Emnet i Overskriften for denne Afhandling. Arbejdet er naturligvis atter rettet mod det, der findes at udgjøre Indholdet af Polskheden. Russerne stræver saaledes at svække Polakkernes Evne til at være et Folk for sig selv. De udskriver derfor jævnlig hele Hære af Landets unge Mandskab, for en stor Del ud af dets indflydelsesrigeste og mest dannede Familier, og sender dem til den russiske Krigsmagt, navnlig i Kaukasus, i samme Øjemed, som da David sendte Urias i Krigen, nemlig for at blive af med dem. Mange Polakker føres ogsaa under Navn af urolige Hoveder til Sibirien. I Tidningerne blev det nylig fortalt, at Russerne dels afsætter polske Embedsmænd og indsætter Russere i Stedet, dels flytter polske Embedsmænd over til Rusland. Ligeledes sagdes Russerne at tvinge polske Godsejere til at bortbytte sine Ejendomme i Fædrelandet mod russiske Godser inde i Rusland. Ved hver Mand, der saaledes flyttes bort, føres, det skjønner Russerne nok, et Stykke polsk Folkelighed og en Del af sammes Forsvar bort fra den faste polske Masse og lænkebindes i Rusland, medens et Stykke Russiskhed i hver Russers Person puttes ind blandt Polakkerne og hjælper til at svække og opløse deres folkelige Modstandskraft og Levedygtighed.
Disse Forholdsregler maa imidlertid ikke forekomme Russerne tilstrækkelige til grundig og varig at faa gjort det af med den polske Folkelighed. Det skal derfor være paatænkt at indlemme Polen, saa det kommer umiddelbart under den russiske Landsstyrelse. Dette skal dog paa en Maade foregaa i Stilhed, idet nu et, nu et andet Stykke af Landet skal optages i Rusland. Til en Begyndelse skal den Del af Polen, som kaldes Augustovo, allerede være skilt fra sine Med-Landskaber og være henlagt til Lithauen, som er en Del af Rusland.
Her ser vi da atter, at en Folkeejendommelighed bæres af vedkommende Folkeslags enkelte Medlemmer og af hvert af disse saa meget mere, des mere hans Person gjælder i Samfundet enten ved sjeldne Naturgaver eller ved høj Dannelse eller ved Magt og Indflydelse eller ved Formue. Heraf følger da, at en Videnskabsmand, Hærfører, Digter eller stor Kunstner bærer oppe en større Del af samme Personlighed end en simpel Skolemester eller en almindelig Haandværkssvend, – en Embedsmand Mere end en Gaardsgut, – en høj Embedsmand Mere end en af laveste Klasse, en rig Godsejer Mere end en Husmand o. s. v. (Ufolkelig Tænkemaade hos disse højere Samfundsklasser er altsaa farligere for det hele Folk end hos Menigmand, en Tænkemaade, der især fremgaar af en ufolkelig, udenlandsk Opdragelse.) Endelig ser vi af den Omstændighed, at det Landskab (Augustovo), der skal løsrives fra den polske Personlighed, lægges ind under en fra polsk Standpunkt ufolkelig Landsstyrelse, at et Lands eller Landskabs Regjering troes for en stor Del at have det i sin Magt at ødelægge eller opretholde sammes Folkelighed. Denne Mening om en Regjerings Magt eller Indflydelse med Hensyn til Nasjonaliteten er ogsaa nylig udtalt i Danmark. En dansk Forfatter foreslog for kort Tid siden, at Kongen af Danmark skulde indlemme Holsten og Lauenburg i Danmark, til Gjengjæld for, at den danske Sendemand var bortvist fra den tydske Forbundsdag. Men hertil svarede en anden Dansk: „Vi har en historisk og traktatmæssig Ret til at bevare Holsten og Lauenburg under den danske Krone; men vi savne aldeles ideel Bemyndigelse til at løsrive en tydsk Stamme fra Tydsklands fælles nationale Udvikling, og dette vilde vi gjøre ved for bestandig at holde Holsten (og Lauenburg) ude af det tydske Forbund.“
Vi forlader nu Polen, bare det har faat lært os en Ting endnu, med Hensyn til, hvad der gjør en Folkepersonlighed stærk eller svag, livskraftig eller skrøbelig. Vore Tidninger fortalte forleden, at Landalmuen i Polen, Bondestanden, i alle Fald i Førstningen dels ikke med Lyst, dels slet ikke vilde deltage i nærværende Frihedskrig. Vi er lige glade, skal Bønderne have sagt, enten vi træller under russiske eller under polske Herrer, naar vi skal trælle ligevel.
Heraf kan vi lære, at et Folk ikke er stærkt mod ydre eller indre Fiender, ligesaa lidt som det i sin Helhed er lykkeligt, naar den Ene har Arbejdet og den Anden Lønnen, d. e. naar Mængden egentlig bare er Slæbedyr for nogle Faa, enten det nu er for en Præstestand (Præstekaste) eller for en (verdslig) Adelsstand. En nogenlunde ligelig Fordeling af Samfundets Goder, aandelige og legemlige, Dannelse Dyd og Formue, er nødvendig for sammes Sundhed og Styrke, indvortes og udad, ligesaa vel som en ligelig Fordeling af dets Byrder og daglige Stræv.
(Fortsættes.)
Paa et Par Steder ovenfor har vi lært Noget ved Hjælp af Danmarks Historie og Tilstand. Det Samme faar vi gjøre engang endnu, navnlig for at se, hvorledes en skadelidt Folkepersonlighed faar Helsebot og kommer til Kræfter igjen. Forinden maa vi dog atter mærke os Noget om Sammenhængen mellem Folkeblanding og Folkelighed, og altsaa undersøge, hvorvidt det, der udgjør et Folks Ejendommelighed, staar i Forbindelse med eller hviler paa dets enkelte Medlemmer.
Vi ser, hvorledes det ene Menneskekuld f. E. i Norge efter det andet dør ud og et nyt indtager dets Plads, saa der i 1864 neppe er et eneste Menneske igjen af dem, som i 1764 udgjorde det norske Folk. Men imidlertid dør dog ikke Tungemaalet ud eller Bokligheden (Litter.) paa Modersmaalet eller Regjeringen eller Lovene eller det Øvrige, som gjør Normændene til et Folk. Folkeligheden er saaledes udødelig, medens Personerne, de enkelte Mennesker, som bærer Folkeligheden i og hos sig, d. e, som taler Tungemaalet, som giver og haandhæver Lovene, som udfører Landsstyrelsen o. s. v., er dødelige. Paa den Maade skulde da Folkeligheden ikke have Noget med Personerne, som Folket er sammensat af, at gjøre.
Men det synes kun saa. Det er nemlig klart, at f. E. vor Folkelighed vilde gaa tilgrunde (og bare komme til at udgjøre en Del af Historien, ikke af den levende Virkelighed), hvis det kom en ny og værre Stormannadau, der tog Livet af hvert eneste Menneske i Landet. Om vi imidlertid endog bare tænker os, at der ingen Barn føddes i en Menneskealder (30 eller egentlig 33 Aar), til at udfylde deres Plads, der i samme Tidsrum afgik ved Døden, men at derimod de Dødes Plads udfyldtes med indflyttende Udlændinger, saa vil det være indlysende, at vor Folkelighed vilde undergaa Forandring formedelst den indstrømmende megen Danskhed, Tydskhed eller hvad for Udenlandskhed det nu var, som trængte ind paa de tomme Pladse. I begge Tilfælde sees altsaa Folkeligheden ligevel at hvile paa Personerne (Individerne).
Disse fremmede Indflyttede er nemlig ikke som indfødde Barn „ubeskrevne Tavler“ eller tomme aandelige Rum, der kan fyldes med, hvad det skal være, altsaa og med indenlandsk Folkeindhold, det vil her sige, med norsk Folkeejendommelighed. Udlændingerne er nemlig allerede før Indflytningen fyldt med fremmed Folkelighed, altsaa med fremmed Dannelse og Synsmaader (deriblandt ogsaa en Del Fordomme), fremmede Vaner og Tilbøjeligheder, Sprog og Sæder m. M., og disse lader sig ikke drive ud og indenlands-folkelige sætte i Stedet, navnlig ikke naar de Fremmede kommer i stor Mængde, og allermindst naar de kommer mest bare fra et enkelt Land og ikke fra flere eller, som til Nord-Amerika, fra mange. I dette sidste Tilfælde nemlig vil den indenlandske Folkelighed lettere være hver af de indflyttende udenlandske overlegen og stand til at raade med dem.
De Tusinder af Barn derimod, der aarlig fødes i Folkets egne indenlandske Familier, og som istedenfor Udlændinger i det ovenfor tænkte Tilfælde, udfylder Afgangen efter de aarlig Døde eller Udflyttede, er ikke fyldt med nogen Folkelighed og kan derfor modtage det Indhold eller den Form, som Folket gjennem Familien, Skolen, Kirken, Samfunds- og Folkelivet og den indenlandske Boglærdom lidt efter lidt plejer at give den opvoksende Slægt. Grunden til, at et Folk kan blive ved at være det samme, med samme aandelige Indhold, uagtet det jævnlig skifter kjødeligt Indhold og ikke udgjøres af samme Menneske-Exemplarer det ene Hundredaar som det andet, maa vel altsaa mest være den, at Afgang og Tilgang foregaar saa smaat og jævnt, at de Afgaaende, den ældre Slægt, faar Tid til, før de gaar til sine Fædre, at danne den yngre Slægt efter sit eget Billed, at opdrage den til at tænke og vide, ville og være omtrent hvad de selv, dens Forældre og Lærere, har tænkt, villet o. s. v., og altsaa at lade den fra Fædrene nedarvede Folkelighed gaa over paa sine Barn og Efterkommere.
At Folkeblandingen har Indflydelse paa Folkeejendommeligheden ser vi da ogsaa stadfæstet, naar vi lægger Mærke til, hvad der i Danmark er foregaat, navnlig i den nyere Tid (for ikke at tale om i den ældre).
Efterat Enevoldsmagten 1660 havde knækket den gamle danske Adel, trodde Kongerne ikke at kunne gjøre sikker Regning paa dens Troskab og Hengivenhed, og holdt den derfor borte fra Stats- og Hof-Tjenesten og fra de dermed følgende Naadesytringer. I dens Sted indkaldte samme Konger udenlandsk, navnlig tydsk, Adel, der igjen trak Andre af sine Landsmænd efter sig. Tyskland fik saaledes gjennem disse sine Barn, disse Dansk-Tyskere (eller Hjem-Tyskere, som En har kaldt dem), ny Magt til at drage det danske Folk over til sig og bort fra de to andre Nordlande.
„En Mængde fremmede Familier“ – for at bruge en dansk Mands Udtryk – „trængte ind i alle danske Stænder, og deres oprindelige Tilbøjeligheder“ (d. e, deres tyske Folkelighed) „varede ofte ved i flere Generationer“ (Ætled, Slægtfølger).
Om Kristian V fortælles, at han gjorde 10 Grever. Syv af disse 10 var Tyskere.
Ved 1764 var der 31 Grevskaber og Baronier i Danmark. 11 ejedes af Danske, 20 af Tyske. Dette var da 20 tyske Nybygder (Kolonier) i Danmark. Det var fremskudte Forposter for den indtrængende nyere Tyskhed. Om disse Fremmede har En sagt, at de kjendte ikke Landet og skjøttede ikke om at kjende det. De manglede altsaa en af gode Samfunds- eller Folkemedlemmers Hovedegenskaber, Deltagelse for det Folk, som de havde ladet sig indlemme i. De havde tildels megen Dygtighed, men Kjærligheden var der ikke. „De holdt det, siger samme Forfatter, for en Vanære at tale Folkets Sprog og lærte det derfor aldrig. Alene danske Penge og danske Heste kunde de lide.“ – Nationen, undertrykt og foragtet af disse Fremmede, dannede sig efter sine Beherskeres Smag, tabte sin Karakter og lod af at være et Folk.“
Om Folkets Blanding med Udlændinger siger han paa et andet Sted: „Denne Indstrømning af Fremmede (Adel, Lærde, Kjøbmænd, Haandværkere, Jøder) og den derved fremkomne Blanding i den dannede Del af Folket kan vække allehaande just ikke glædelige Tanker. Kunne disse nye Tilsætninger virkelig forme sig efter det Hele, eller bringe de ganske andre, endog haardnakkede, Grundtanker og Tilbøjeligheder med sig? ... Plutark taler om et Skib, der var blevet saa tidt flikket og istandsat, at der ikke var en Splint deri af det oprindelige. Og det var dog (sagde Folk) det samme Skib. (Men) „var det da virkelig det samme, naar de nye Materialier, skjønt de fik samme Form“ (som de Stykker af Skibet, i hvis Sted de bleve fældede ind i dets Bygning), „vare tagne af ganske andre Træarter end de forrige? Bliver ikke Følgen af denne Blanding den, at den dannede Del af Landets egne Børn mangengang blive betragtede og behandlede som en Cliqve (en Bande) i sit eget Hjem, ligesom Kristian 6 i sit Hus“ (fordi han nemlig var den eneste Danske eller dog Dansksindede i sit hele Hus). „Men naar Alt kommer til Alt, hvor ubetydeligt er ikke“ – siger de, der ikke bryr sig om Folkeejendommeligheden, – „Antallet af de fremmede Slægter mod vore egne? „Han svarer dertil „Saaledes tale de velsignede Talmænd. Men have disse Fremmede ikke netop i hele sin Færd vist, at de betragte sig som de ædlere indførte Sædarter og os „(Indfødde)“ som det, rigtignok ulige talrigere, Ukrud? Denne Blanding har havt megen Indflydelse paa „(den dansk-norske)“ Litteraturen.“
I første Halvdel af forrige Aarhundrede fik dog Danskheden i Danmark nogen Hjælp, navnlig ved Holberg, Eilschow, Kraft, o. Fl. Men under den tyskfødde og tyskdannede Minister J. H. E. Bernstorff (Fredrik V) „lagdes der atter Vind paa at give det danske Folk tysk Opdragelse.“
Men saa kom der igjen en Mand, der tog sig af den danske Folkelighed. Han satte en Stopper for den „tyske Opdragelse,“ der for Resten ikke var Ungdommens alene, men de Voksnes Opdragelse. Denne Mand var Ove Høgh Guldberg, som fra 1772–1784 paa en Maade var Konge i Danmark. Skade, at han ikke ogsaa satte en Stopper for den latinske Opdragelse og dermed følgende ufolkelige, her udanske, Aand. Men som Lærd var han vel ikke mere skikket til at værne den danske Folkelighed mod Latinskheden end Landets Stormænd til at værne det mod Tyskheden. De Lærde nemlig var ligesaa vel fyldte med Romerskhed som Landets Stormænd var fyldte med Tyskhed.
Det er imidlertid oplysende for vort Emne at lægge Mærke til, hvad Guldberg foretog, idet han vilde sætte Dæmning mod den Udenlandskhed, han som Lærd kunde have faat Øjnene op for, nemlig den tyske. Først maa da nævnes Forordningen om Indfødsretten, som han fik istand, og som gik ud paa, at „Landets Børn skulde æde Landets Brød.“ Videre fik han Dansk ophøjet til Landets „officielle Sprog“; ti Tysk havde før, navnlig under Guldbergs Formand, Struensee, været det offentlige Forretningssprog. Dansk kom nu til Ære ved Hoffet og blev værnet om i Bogverdenen; Guldberg vilde, heder det, gjerne gjort det eneherskende i Landet. Tysk Kommando, der før havde lydt i Hæren fra Nordkap til Ejderen, blev afskaffet allerede 1772. Et fransk Skuespillerselskab, der havde spillet skiftevis med de danske Skuespillere, fik Afsked. Fædrelandske Minder gjenvaktes (Mindestøtterne paa Jægerspris). „For at hævde og styrke dansk Nationalitet omdannede han ogsaa Skolevæsenet og kaldet det danske Sprog tilbage fra Forviisningen.“ Kristian VI havde rigtignok udstedt en Lov i samme Øjemed allerede 1739, men Latinskolemændene var, paa Grund af sin latinske Opdragelse, som Stand unationale og fiendtlige mod Danskheden, og derfor var Modersmaalet som Latinskolefag endnu i Guldbergs Tid ikke kommet længere end paa Papiret.
Et vigtigt Middel til at vække de Danskes Folkefølelse og Selvagtelse blev Mallings Bog: Store og gode Handlinger af Danske, Norske (og Holstenere), der blev gjort til almindelig Skolelæsning.
Ogsaa Fædrelandshistorien (Suhms Bog) blev indført i Latinskolerne. J. H. E. Bernstorff og end mere Struensee havde, siges det, sprunget Danmarks Historie over, og det ikke alene for Skolens Vedkommende (hvor den da heller ikke tidligere havde fundet Hjerterum eller Husrum), men ogsaa for Øvrigt. De havde, heder det, saa temmelig paa een Gang villet omstøbe og gjenføde det danske Folk. Guldberg satte det igjen i Forbindelse med dets Fortid.
Andre Oplysninger om, hvad der i Danmark er gjort for Danskhedens Gjenoplivelse, vil vi her meddele efter et dansk Blad, som har ytret sig om det i Anledning af den gamle Skik, at Offiserer plejede at sætte det tyske Ord von (af) foran sit Navn og derved paa en Maade omdøbe sig til Tyskere, idet dette skulde være hæderligere end at være Danske (omtrent som de latinsk opdragne Lærde plejede at betegne sin Latinskhed, sin Indlemmelse i det ældre og nyere Latinerrige, som den latinske Opdragelse og ligesom Gjenfødelse gjennem Latinskolen syntes dem at føre til, ved at give sig et nyt latinsk Navn istedenfor sit tidligere indenlandske, eller idetmindste at hænge den latinske Endelse us paa dette). „Nationalaanden,“ siger Bladet, „er bleven vakt, gamle danske Minder ere opfriskede og nye skabte, danske Sange digtede og sungne, Nationens Aand har levet og rørt sig i Hæren, og Hæren har følt og føler sig Et med Nationen „(den føler sig altsaa ikke som Tysker længere og skammer sig ikke ved at være dansk),“ og dog kan den kun befales af Von’ner!“ (ɔ: af General von Hansen, Oberst von Petersen, Kaptejn von Jensen, Løjtnant von Kristensen). „Meget Tyskeri og megen „Galskab“ er bortkastet; man skammer sig ikke længere ved at tale og skrive sit Modersmaal; det gjælder ikke længere for Tegn paa Dannelse at skamskjænde det med fremmede Brokker“ (Ord og Talemaader); „man skriver ikke længere fransk Udskrift paa Breve mellem“ (Byerne) „Ringsted og Slagelse, man disputerer ikke paa Latin, man konverserer“ (snakker) „ikke altid paa Tysk, fordi en tysk Opvarter eller Probenreuter“ (Handelsrejsende) „befinder sig i Stuen; men Von’net lever uforkrænket som et høihelligt Minde om den Tid, da Hoffet var tysk, Intelligensen“ (den videnskabelig dannede Klasse, „de Boglærde“) „latinsk, og Nationen en Flok Filistre“ (Spisborgere).
„Der gives ikke noget Folk i Verden,“ siger Bladet videre, „som gjør sig skyldigt i en lignende Latterlighed“ (som den at sætte et udenlandsk Stempel som „von“ paa sit Navn); „ikke nogen anden Hær“ (end den danske), „som ikke vilde anse sig for vanæret ved at bære et fremmed Mærke; ikke noget andet Officerskorps, som vilde taale, at dets Navne bleve besmittede med et saadant „Stempel der Knechtschaft“ (Ufrihedens Stempel). „Thi det er „Von’net“; det er en Levning fra en aandelig, national og politisk Trældomstid, fra en Tid, da kun, hvad der var Tysk, var godt her i Landet; det er et Arvegods efter Jakob von Tybo“ (den stortalende Soldat hos Holberg: saalænge det bæres, vedbliver der at hefte Lidt af ham ved enhver dansk Officer, hvor tapper og hvor national denne end mon være.“ Saa Meget Bladskriveren.
Meningen med vor Tale ovenfor om Indflydelsen af Folkeblanding og Indstrømning af Udlændinger er imidlertid ikke den, at det Retteste skulde være at afstænge sig og holde Udlandets Dannelse og Dannede ude. Tværtimod medfører Blandingen Sundhed og Styrke baade i det Legemlige og det Aandelige. Der er kun dette at iagttage, at Folket maa se til at være Herre i sit eget Hus, og ikke gjøre sig Udlændingerne enten udvortes eller indvortes underdanigt, og til den Ende ikke gjerne tage formange Fremmede ind ad Gangen, men give dem Adgang lidt efter lidt, om ikke til Landet, saa dog til offentlig Myndighed, til Embeder og Del i Lovgivningen. Folket vil nemlig da være istand til saa at sige at fordøje det Fremmede (assimilere det) og gjøre det til Kjød af sit Kjød og Ben af sine Ben. At Udlændingerne danner faste Masser, smaa „Stater i Staten“, som Tilfældet har været hos os i Bergen ligefra Kong Sverres Tider, er lidet ønskeligt.
Til yderligere Oplysning om, hvad det er, der smelter Millioner af Enkeltmænd sammen til en Folkepersonlighed og lader dem afføde et stort Fællesliv og Folkeliv, samt hvad det er, der paa den anden Side hindrer deres Sammensmeltning til en Folke-Enhed, skal endnu kun meddeles Noget, der nylig er sagt om to af Europas Samfund, det ene nyfød, det andet halvdødt, Italien og Tyrkiet.
Om Italien har den Mening været udtalt, at dets forskjellige Dele er i den Grad forskjellige, at de tiltrænger at have hver sin særskilte Regjering, Neapel en for sig, Kirkestaten en for sig, Norditalien en for sig o. s. v. Herimod har Andre med Rette gjort opmærksom paa, at alle Dele af Italien dog have det Vigtigste af det, der kræves til Folkeenhed, nemlig fælles Religion, fælles Tungemaal, fælles Bogskat, fælles Kunst, og desuden fælles Ønsker, fælles Fornødenheder, fælles Synsmaader, fælles Forhaabninger, og dette er, har de sagt, mere, end det kan siges om alle Dele af England eller Frankrige, der dog holdes for at udgjøre hver et Folk, en Folkeperson. Vel gives det, det indrømmes, gammel Skinsyge mellem Stater og Stater i Italien, f. E. mellem Neapel og Sardinien, der tjener til at adskille Italienere fra Italienere og hindre deres Sammensmeltning til den ønskelige Enhed i den allernærmeste Fremtid, men det findes heller ikke nogen enkelt af Landets ældre Stater, der har nogen ret gammel og kjærnefuld særlig Historie, som kunde tjene til Grundlag for en delvis italiensk Folkepersonlighed, saaledes som Tilfældet er med hvert af de 3 nordiske Riger. Norge, Sverige og Danmark har hvert sin særskilte Historie, Folkeaand og Karakter. Treheden er her saa stærkt udpræget, at Enheden, idetmindste for den nærmere Fremtid, er umuelig.
Her støder vi da altsaa atter paa Historien som en vigtig Del af, hvad der danner et Folk. Maaske komme vi siden tilbage til samme Sag.
Om Tyrkiet skrives i et svensk Blad efter Breve fra Konstantinopel følgende, der i alle Fald kan tjene til at vise, hvor vigtig Enheden er i et Folkesamfund, hvad det hemmer eller fremmer den:
Den store Aarsag, siger Bladet, til alt det forløbne og nærværende Onde i Tyrkiet (som det nemlig forhen har skildret) er dets Religion. De modstridende Religioner hindrer Sammenblandingen af Folkeslagene og følgelig Enhed og Styrke. De udsaar Frø til uforsonligt Had mellem Undersaatterne under samme Regjering, Medlemmerne af samme Kommune, Indvaanerne af samme Stad. Ingen Kristen eller Jøde i Tyrkiet holder dette for sit Land, dets Regjering for sin Regjering. Fædrelandskjærlighed findes ikke, uden for saa vidt, at enhver underkuet Folkestamme (alle Ikke-Tyrker) nærer en stærk religiøs Beundring for sine Forfædre og drømmer om, at Fyrster af deres Midte engang skal komme til Regjeringen og indtage Tyrkernes nuhavende Stilling; men Ingen drømmer om, at han engang skal blive Medlem af et helstøbt tyrkisk Folk, eller at dettes Regjering virkelig skal blive hans egen. Man har sagt, at Tyrkerne er en Krigshær, der har lejret sig midt iblandt undertvungne Folkeslag. Og deres Regjeringsmaade fra Begyndelsen til nu har gaaet ud paa at gjøre denne Tilstand vedvarende. Denne Regjeringsmaade grunder sig ene og alene paa Koranen. Det er umuligt at forene saa stridige Dele som dem, der findes jævnsides i dette Rige. Den navnkundige Grundlov (Hatti-Hamayum) skulde indføre fuldkommen Jævnbyrdighed og Ligeret mellem Folkeslagene inden Statens Grænser. Men dette lader sig ikke udføre, saalænge Koranen er Styrelsens Grundvold. Kristnes og Muselmænds edelige Udsagn skulle efter hin Grundlov agtes lige gode. Men dette er aldrig gaaet i Opfyldelse. De Kristne skulle slippe for Ledingsskatten og derimod have Lov til selv at tjene i Hæren. Men hver enkelt Gang, nogen melder sig til Indskrivning, bliver det ham nægtet; Regelen forsvinder i bare Undtagelser. Alle Embeder, i Fred og Ufred, er udelukkende i Muselmænds Hænder.
Brevskriveren holder det for Tilvejebringelse af nogenlunde Sammenhæng mellem Samfundsdelene nødvendigt, at Religionen bliver aldeles fri, som han kalder det, saa der hverken ved Domstolene, i Hæren eller ved Embedsudnævnelser bliver Spørgsmaal om, hvad for en Hver holder sig til.
Det er sagt i Indledningen, at en og anden enkelt Persons Delagtighed i en vis Folkelighed undertiden sees at bli underkastet en Prøve, og at det ved slig Lejlighed kan være Adskilligt at lære vedkommende vor Opgave. Det Samme hørte vi galdt om Folkesæd og Skik. Begge Dele faar vi, inden vi slutter dette Afsnit, meddele Eksempler paa, endda saa meget Rum allerede er optaget. Vi skal imidlertid gjøre det saa kort, som mueligt.
Eksempler paa det Første kan vi finde nok af i vort Naboland, hvor det nemlig ofte er Spørsmaal, om den og den er ægte dansk eller udansk, hvad da gjerne vil sige Tysker eller tysksindet. Saaledes skrev en dansk Mand for ikke meget længe siden med Hensyn til, hvorvidt Tronfølgeren, Prinsen af Glücksburg, nuværende Kristian IX var dansk af Folkelighed eller ej: „En nasjonal Konge maa ikke have et fremmed Sprog til Modersmaal eller Talesprog. Han bør føle som en Indfødt for Landets“ (her Danmarks) „Ære, Selvstændighed og Storhed. Ved Fødsel, Opdragelse, Familieforhold og Retninger bør han tilhøre sit Land, og ikke være, leve og røres i og med et andet Land, og allermindst med et, som er hans Riges Medbejler“ (ɔ: han maa ikke være hemmelig eller aabenbar Tysker, naar han skal være Konge i Danmark).
Da denne Prins nylig var bleven Konge, skal han i sit Svar til et Sendelag fra Kjøbenhavns Bystyrelse, til Opbyggelse for dem, der kanske ikke fandt ham dansk-folkelig nok, have sagt, „at han vilde beflitte sig paa at tale dansk, og at han følte sig godt hjemme i Danmark.“
Om samme Kong Kristians Datter Alexandra var det, da hun skulde rejse til England forleden Aar for at ægte Tronfølgeren der, nogen Ordstrid, nemlig om hun kunde regnes for dansk, eller om hun, som Tyskerne helst vilde have det, var tysk og tilhørte dem. En Dansk underkastede da hendes folkelige Indhold en Prøve, idet han brugte Følgende som Prøvesten: „Er hun stolt af at tænke paa Danmarks Historie? Kjender hun noget til Danmarks Litteratur?“ (Eller har den tyske været den, hun er bleven næret og fostret ved?) „Finder hun i det danske Sprog det kjæreste og fyldigste Udtryk for sine Tanker?“
Sønderjyden Zoëga, som Nogle har villet gjøre til en Tysker, har En vidnet at være Dansk, da han (Z.) elskede Danmark „med Varme, talte dets Sprog gjerne og med Lethed“ (uagtet han idelig var blandt Udlændinger), „og hver værdig Landsmand fandt i ham en Ven; hvert Minde om Fædrelandet var ham kjært; med Inderlighed deltog han, skjønt langt fraværende“ (i Italien) „i dets Skjæbne.“
Som Bevis for, hvor danske Sønderjyderne overhoved, altsaa enhver sønderjydsk Petersen, Poulsen, Lorentzen (eller hvilken anden Mand Nogen kunde ville nævne) var indtil ved 1830, opgives, at de regnede sit Land for en Del af Danmarks Rige, at de var glade i den danske Regjering og altsaa i den saa sin egen Regjering og ikke en fremmed eller ufolkelig, „at det danske Navn var dem kjært og at de intet bedre eller skjønnere vidste, naar de skulde give sig et Navn blandt Folkenes Mængde, at det danske Riges Symbol (Sindbillede), det ærværdige gamle Dannebroge, var dem helligt og dyrebart, tilligemed de Minder om tusinde stolte Bedrifter, som det kaldte frem for Sjælen, hvergang dets Farver lyste enten paa Skibets Mast eller i Spidsen for danske Krigsskarer, og endelig at de havde omfattet Danmarks Ve og Vel med den Kjærlighed og Deltagelse, som kun kan findes hos Børn af en fælles Moder.“
Vi vælger Eksempler fra England.
Med Hensyn til Engelskmændenes Sport (omtrent svarende til, hvad vore Forfædre kaldte Idrætter) har En sagt: „Tag bort deres Legemsøvelser (Boldspil), Kapridning, Vaabenøvelser, og de ville sige, at du har taget en af Støtterne for deres Statsforfatning (d. e, for deres Statsbygning og dermed for deres Folkeejendommelighed) fra dem og gjort Samfundet svagt og sygt. Disse Øvelser giver kraftige Legemer og personligt Mod og Selvtillid; de frembringer en dygtig Folkestamme; de giver Samfundet følgelig en større Forsvarsevne; de fremkalder samborgerligt Liv i og ved de store Folkemøder, demokratisk Retning m. M.
Vi Norske maa her tænke f. E. paa vore Skytterlag, som de har sagt skal „opdrage Folket og give det en mandigere og alvorligere Retning.“ En lignende opdragende Indflydelse er og, uden Tvil med Rette, tillagt vore Vaabenøvelsesforeninger og vore Sangerlag, som saavel skikkede til at „vække Folkeaanden og førædle Folkebevidstheden.“ De og Lignende er vor Tids olympiske Lege.
At navnlig Vaabenøvelser i alle Fald før har været tiltrod slig Virkning, dette skjønnes blandt Andet af, hvad det fortælles om vore dansk-norske Enevolds-Konger, at de nemlig ikke syntes om, ak Borgerne samlede sig til Vaabenøvelser. De syntes bedre om, at Borgerne var svage; derved blev Kongemagten des mere nødvendig. Ubehjælpelighed hos Borgerne og Mangel paa Selvtillid og Kraftfølelse gav Kongemagten Styrke; men en Styrke, der flyder af slig Kilde, er vistnok ikke videre sund og velgjørende.
Et andet Eksempel fra England paa, at en udbred Folkeskik kan have mere at betyde, end En skulde tro, indeholdes i følgende Skildring, som en Brevskriver fra London for ikke længe siden lod indføre i en tysk Tidning. Vil vi end drage Adskilligt fra som Udsmykning eller Overdrivelse, blir der dog nok altid meget Sandt tilbage i den. Skildringen gjælder den engelske Skik at æde et Slags Mad, som kaldes Plumpudding om Juledagen.
„Det er en Kjendsgjerning,“ siger Brevskriveren, at idag „(Juledag)“ alle Engelskmænd i alle Livsstillinger og under alle Himmelstrøg netop formedelst Plumpuddingen føler sig som levende Lemmer af det samme mægtige Folk, og at de fra denne Bevidsthed om et fælles folkeligt Sambaand henter et kraftigt Mod.“ „Plumpuddingen,“ siger han videre, „har en folkelig Betydning, der neppe lader sig overvurdere; den har mere at bestille med Englands „Magt og Storhed“ end dets Panserskibe og Armstrongkanoner, end dets navnkundige Forfatning og Frihed, end alle de smigrende Lukubrasjoner (Foredrag), som uafladelig ofres Nasjonalforfængeligheden af de engelske Statsmænd og Tidningskrivere.“
Hvorledes dette kan gaa til, forklarer han saaledes: „Plumpuddingen er alle Albions Sønners“ (Engelskmænds) „fælles Kjendetegn, det faste Kit, som forbinder de over den hele Verden fordelte Folkeelementer (de enkelte Engelskmænd nemlig) til en saa tætsluttet og kraftfuld Nasjonalitet“ (som den engelske er). Med andre Ord: „Plumpuddingen er det nasjonale Madoffer, som idag i enhver engelsk Bolig, Palads eller Hytte, ofres paa Gammelenglands Alter, og det ligesaavel ved Ganges“ (Østindien) „og Lorensfloden“ (Nordamerika) „som paa Nordpolens Ismarker og Vendekredsenes Sandflader“ (Sandmoerne i Afrika) „eller hos Antipoderne“ (paa den os modsatte Side af Jordkloden) „og blandt Indbyggerne af det himmelske Rige“ (Kina).
Men Plumpuddingen har, siger Brevskriveren, ikke alene nasjonal Betydning, men udøver ogsaa en heldbringende social[3] Indflydelse „(mellem Mand og Mand nemlig),“ i det den bliver til et demokratisk Baand, der omslynger de forskjellige og i intet andet Land saa skarpt adskilte Stænder. I et Land, hvor der ingen offentlig Selskabelighed gives, som kunde bringe de forskjellige Stænder i nærmere Samlag med hinanden, og hvor Adelen, Gentry’en (den lavere Adel), Borgerstanden og Arbejderklassen er afstængt fra hinanden ved uoverstigelige Skillevægge, er en nasjonal Ret, som paa en vis Dag er at se paa Hertugens som paa Fattighusets Bord, og som nydes og holdes i Ære af Alle, en Sag af den allerstørste Vigtighed. Den bringer alle Engelskmænd, af hvilken Stand de end er, og hvor stor eller liden Formue de end har, til at regne hinanden for Medlemmer af samme Familie og vedligeholde hos den „julende“ Arbejdsmand en Følelse af, at ikke alle Baand er sønderrevne mellem ham og de „øverste Titusinde“ (som nemlig er Ejere af den største Del af Englands Jord), „men at der endnu gives noget Fælles for Arbejdets“ (det legemlige Arbejds „Mand og de medfødte Forrettigheders Mand“ (Adelen, „nemlig the plumpudding of merry Christmas“ (den glade Jul med Plumpuddingen).
Om Sammenhængen mellem Folkeligheden paa den ene Side og Folkeskikken samt de Synsmaader og Følelser, der ligger til Grund for samme paa den anden, derom har for ikke længe siden ogsaa en anden Forfatter aflagt Vidnesbyrd her i „Folkevennen,“ nemlig i Aargang XII, S. 68. Hans Ord er disse: „Jeg vilde beklage det som den største Ulykke for vort Folk, om Ungdommen“ (Talen er navnlig om Almuens) „skulde voxe op med Bøger saaledes, at den derved ikke kom til at nemme og tilegne sig det Sande og Gode i den gjennem Slægterne nedarvede Livsvisdom og Folkeskik. At lære og øve sig i den er en god Opdragelse; i den ligger vor Nationalitet indesluttet.“
For Resten kan naturligvis ogsaa skadelige Stikke have nasjonal Betydning. Vi kan, for at finde Eksempel bare tænke tilbage paa, hvad nylig er meddelt om det tyske „von,“ som saalænge blev brugt i den danske Hær og vedligeholdt hos tiltrædende nye Medlemmer af samme den Forestilling, at det var gildere at være i Slægt med Tyskere end at være sig selv, være dansk.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Skal vi dømme efter Timetavlerne i vore højere Skoler, saa har Modersmaalet endnu ikke bedre Kaar, end om det var „et fremmed Tungemaal;“ ja, i Forhold til flere af disse er netop det „et fremmed Tungemaal“, en Fremmed, medens Udlændingerne sidder til Højbords i Hæder og Ære.
- ↑ Ved Vestrusland menes Landskaberne Kjev, Volhynien, Podolien, Minsk, Mohilev, Vitebsk, Kovno, Vilna og Grodno. 8,200 □ Mil., 10 Mill. Mennesker.
- ↑ Hvad her regnes til social Indflydelse, maa ogsaa regnes til nasjonal Indflydelse.