Kampen for Slesvig
Den danske Stat, eller det danske Monarki som man ogsaa ofte siger, udgjør ikke en saadan ensartet Helhed som hvært af de to forenede Riger paa den nordiske Halvø, Norge og Sverige. Naar vi ser bort paa den ene Side fra de gamle norske Bilande Færøerne, Island og Grønland, hvilke Danmark beholdt ved Norges Adskillelse i 1814, og paa den anden Side fra de 3 smaa Øer, Danmark ejer i Vestindien, – hvilke Besiddelser hvær for sig tildels staar i særegne Forhold til den danske Styrelse, – danner rigtignok Resten af de Lande, som indtil den seneste Did har staat under den danske Konge, paa en Vis et sammenhængende Helt, forsaavidt de bestaar af Fastlandet nordenfor den tyske Flod Elben indtil Skagens Odde og af en Række Øer mellem dette Fastland og Sverige, hvilke for det Meste kun ved smale Sund er adskilte indbyrdes og fra begge Fastlande. Medens Bilandene og Kolonierne, ved hvilke vi i det Følgende ikke skal opholde os, tilsammen bare har omkring 120,000 Indbyggere, har hin sammenhængende Del af Staten 2,600,000 Indbyggere paa en Vidde af 1037 geografiske □ Mil. Den er saaledes baade af Udstrækning og Folketal en af de mindste af Europas Stater, skjønt ganske anderledes godt befolket end Norge og Sverige. Til Sammenligning hidsættes, at Norges Størrelse er 5,800 Kvadratmil med noget over 1½ Million Indbyggere og Sveriges 8026 med henved 4 Millioner.
Men heller ikke denne Del af den danske Stat er nogen ensartet Helhed. Den falder fra hværandre i 2 bestemt adskilte Stykker: Danmarks Rige (som betyder noget Andet end Staten eller Monarkiet), det er alt Landet nordenfor Ejder-Elven, og de tyske Hertugdømmer Holstein og Lauenburg mellem Ejderen og Elben. „Danmarks Rige“ er for den allerstørste Del bebod af det danske Folk, som i Forening med det norske og det svenske udgjør den skandinaviske (norrøne, nordgermaniske) Folkestamme, medens de tyske Hertugdømmer ligesom Størstedelen af de øvrige Lande i det tyske Forbund har en tysk (sydgermanisk) Befolkning. De danske Konger har siden 1460 været Herrer over større og mindre Deler af Holstein og efterhaanden samlet og udvidet dette Hertugdømme til dets nærværende Størrelse. Lauenburg fik de først 1815 som et ringe Vederlag for Tabet af Norge. Men Holstein var lige til 1806 et Len af det tyske Rige, og fra 1815 har Kongerne af Danmark for Holsteins og Lauenburgs Vedkommende været Medlemmer af det tyske Forbund. De har derfor i visse Retninger maattet dele den højeste Statsmyndighed (Suveræniteten) i disse Hertugdømmer med den tyske Forbundsdag i Frankfurt. Og medens det tyske Forbund oprindelig kun var en Forening af de tyske Stater til gjensidigt Værn mod ydre Fiender og ikke tilsigtede at indskrænke Fyrsternes Uafhængighed videre, end det var fornødent for dette felles Maal, har Forholdet efterhaanden forandret sig, idet de tyske Fyrster med eller mod sin Vilje har søgt at føje sig efter det tyske Folks naturlige ønske om Sammensmeltning til større og større Enhed. Har end dette Ønske af mange Grunde, som her ikke er Stedet til at omtale, ikke kunnet fuldbyrdes saaledes, som Folket havde villet det, saa er alligevel Enheden i Virkeligheden bleven en ganske anden end tidligere, og Forbundsdagen eller dens ledende Medlemmer, de 2 tyske Stormagter Østerrig og Preussen, har tiltaget sig en Myndighed til at gribe ind i de enkelte Forbundslandes Forfatningsforhold og indre Anliggender overhoved, som ingenlunde ved Forbundets Stiftelse var tænkt. Dette har fornemmelig Danmark faat føle. Skulde derfor de 2 dansk-tyske Hertugdømmer have felles Statsstyrelse felles højere Indstiftelser Folkeraad, Forsvarsvæsen Finans- og Pengevæsen, Told, Lovgivning o. s. v., med den øvrige Del af den danske Stat, saa vilde denne Del eller Danmarks Rige formedelst det Hensyn, som for Forbundslandenes Skyld altid maatte tages til det tyske Forbunds Love eller Vilje, middelbart blive et Lydland under Tyskland.
Men Danmarks Rige har fra umindelige Tider været et frit og selvstændigt Rige. Det danske Folk har sin egen Folkeaand og Folkeejendommelighed, forskjellig fra den tyske, som i lange Tider har tilføjet den Men og Overlast, og nær skyldt med den svenske og norske, som den naturlig føler sig dragen til. Det er netop ett af den nyere Tids Særkjender, at det Folkelige og Nasjonale bryder frem og kommer til sin Ret, at Frændefolk søge hværandre, og at Folkene sætte Pris paa Modersmaalet, de historiske Minder og Friheden under nasjonal Uafhængighed som de dyrebareste Goder, de har arvet fra Forfædrene og kan efterlade sine Efterkommere. Der er kun faa Folk, hvis historiske Udvikling maatte medføre en stærkere Vækkelse i denne Retning end det danskes, og heldigvis er denne Nasjonalfølelse ogsaa traad kraftigen frem, næret og opløftet af en Skare store Digtere og Videnskabsmænd, som neppe noget andet Folk i Forhold til sin Størrelse kan opvise Magen til. Da nu det danske Folk har maattet betale de dyreste Lærepenger for den Sandhed, at det Tillæg til den danske Stats Lidenhed som Foreningen med de 2 tyske Hertugdømmer skulde medføre, alene kan vindes med Tabet af Danmarks Riges Selvstændighed og Handlefrihed, og at derfor denne Forening, naar den ikke bliver væsentlig dynastisk eller bestaaende i den felles Landsherre, heller bliver det til Tab end til Vinding – saa bliver det fornødent at drage en skarpere Skilsmisse mellem Statens danske og tyske Deler, og naar de nordiske Folk vil maale sin Talrighed, Styrke og Forsvarsevne, gaar det ingenlunde an at tage de tyske Forbundslande med; men vi maa blive staaende ved Danmark indtil Ejderen.
Hertugdømmet Holstein har et Fladerum af 155 og Lauenburg af 19, begge tilsammen altsaa 174 Kvadratmil. Deres Indbyggertal er henved 600,000. Drages disse Tal fra de, vi angav for den Del af den danske Stat, vi hidtil underett har omhandlet, vil det sees, at Danmarks Rige har en Udstrækning af 863 Kvadratmil med lidt over 2 Millioner Mennesker. Dette bliver saa Lidet, at det maa holdes for meget tvilsomt, om Riget selv under en felles, indre og stærk, ensartet og enig Udvikling og under lignende Forhold som andre mindre europeiske Riger kan med sin Beliggenhed mellem Nord- og Østersjøen i Længden opretholde en usvækket Selvstændighed, eller om det ikke mere og mere maa helde sig over enten til sine nordiske Frænder eller til sin megtige, sydlige, tyske Nabo.
Ulykkeligvis er nu hværken det egentlige Danmarks Rige samlet til en fuldstændig Enhed eller forsaavidt sted i lignende Forhold som de fleste mindre Stater, at dets Ret til at beholde alle Landskaber er uanfægtet. Medens Danmarks Rige geografisk deles i dets Lod af det europeiske Fastland eller Halvøen Jylland og i Øerne, falder det historisk og statsretlig atter i 2 Afdelinger nemlig Kongeriget Danmark i snevrere Forstand og Hertugdømmet Slesvig, det første med dansk, det sidste med dansk og tysk Befolkning. Paa dette Hertugdømme gjør Holstein eller paa dettes Vegne det tyske Forbund Paastand.
Tænke vi os denne Paastand gjennemført og Slesvig altsaa med sine 167 Kvadratmil og vel 400,000 Indbyggere adskilt fra Kongeriget og henlagt til Holstein eller Tyskland faar vi endelig igjen det egentlige Kongerige Danmark med 696 Kvadratmil og lidt over 1,600,000 Mennesker. Tvilen, om da denne lille Rest tilslut kan staa paa egne Fødder, maa blive saa meget stærkere, naar det ved et Blik paa Kaartet straks maa falde i Øjnene, hvordan Slesvig stikker op som en Kile mellem (Nørre-) Jylland og Øerne og splitter Kongeriget i 2 saagodtsom ganske adskilte Stykker, saa at den allerede i og for sig svage Stats Forsvarsevne mod det overmegtige Tyskland vilde være næsten tilintetgjort.
I det nye Aar har Østerrigs og Preussens Styrelser veltet sine Krigerskarer ind over det lille Danmark og allerede hærtaget hele Slesvigs Fastland. Efter alle Efterretninger er det Mindste, de tyske Stormagter vil lade sig nøje med, Oprettelsen af en egen Stat, „Schleswig-Holstein,“ som kun skal have Fyrste sammen med Kongeriget, men iøvrigt være ganske uafhængig af dette, saa den ved første gunstige Lejlighed kan skilles fuldkommen derfra, og disse Stormagters Fordring har endda et Skin af Maadehold i Sammenligning med de fleste andre tyske Staters, som kræve den nye Stat øjeblikkelig ganske løsrevet fra Kongeriget og stillet under en egen Fyrste, en Prins af Huset Augustenburg.
Spørsmaalet, om Danmark skal være skandinavisk eller tysk, om det første afgjørende Skridt nu skal tages til at løsrive et af de 3 skandinaviske Riger og Folk fra de 2 andre og henlægge det til Tyskland – er altsaa nu rykket os lige ind paa Livet. Selv de Normænd, som ikke vil godkjende Vigtigheden for os af dette Spørsmaals nasjonale Side, maa derfor alligevel være enige i, at det Spørsmaal, som ligger bagenfor Striden om Slesvig, om nemlig Tyskland skal gives Lejlighed til at udstrække sit Herredømme lige til Øresund eller til Sveriges Grenser, om det derved skal faa Evnen til at blive en Sjømagt af første Rang, som behersker Indløbene til Østersjøen, og om den skandinaviske Halvøs (Norges og Sveriges) fremtidige Uafhængighed bliver sikret, naar de komme til at ligge indeklemte mellem 2 erobringslystne Stormagter Tyskland mod Vest og Rusland mod Øst, at dette Spørsmaal vedrører vore dyrebareste Interesser, at det i Ordets egentligste Forstand hører til vor Fred.
Medens nu Kampen allerede raser paa den jydske Halvø, medens det danske Folk hidtil alene har maattet udholde den tyskes Stammes Overfald paa den skandinaviske, og medens Spørsmaalet, om det skal gives de forenede Rigers Styrelse Lejlighed til, om den finder det tilraadeligt, at komme Danmark til Hjelp, staar under Afgjørelse –, turde det derfor vel være Opfordring til at give den store Almenhed, som ikke kan følge med Sagens Drøftelse i Storbladene og ialfald vanskelig vilde kunne samle dens mange forskjellige Sider i ett Oversyn, en kortfattet og samlet Fremstilling af det nærmest foreliggende Stridsspørsmaal eller Slesvigs Forhold til Danmark og Tyskland (Holstein).
Vi indbyde altsaa vore Læsere til i de følgende Blade at ledsage os ved en Udvikling af Hertugdømmet Slesvigs Historie, Statsret og Nasjonalitet samt de forenede Rigers Stilling til Sagen. De vil da samtidig kunne prøve det Grundede eller Ugrundede i det schleswigholsteinskte Partis 3 Hovedsætninger: at Hertugdømmerne (Slesvig og Holstein) er uafhængige Stater, at de er uadskillelig forbundne Stater, og at Tronfølgen her alene gaar i Arv i den gamle oldenburgske Mandsstamme.
Det er kun en liden Strimmel Land af det skandinaviske Nordens store Vidder, det nu nærmest gjelder om. Hertugdømmet Slesvigs Størrelse svarer omtrent til vort Stavanger Amt og er noget mindre end Smaalenenes og Akershus Amter tilsammen. Men det er et godt og frugtbart Land og har efter nordiske Forhold en meget stærk Folkemængde. Navnlig er Østsiden et udmærket vakkert og rigt Land, udtunget af store Fjorde, smykket med herlige Skoger og rige Gaarde, bakket og afvekslende, frugtbart baade paa Kvæg og Korn. Landet helder idethele mod Vest. Dets midterste Strøg længere mod Vest indeholder adskillige udyrkede Hedestrækninger, og Vestkysten gaar ganske lavt ud i Nordsjøen, mod Nord sandig, mod Syd (fra Flekken Højer) saa lavtliggende, at Landet (Marsken) endog ved Diger maa beskyttes mod Havets Oversvømmelser, med utrolig rige Bejter, men for vaadlændt til Kornavl; Øerne i Nordsjøen og Østersjøen svare idethele til de nærmeste Deler af Fastlandet. Det er derfor rimeligt, at Landets Besiddelse maa være af den største Vigtighed for et ikke større Rige end Danmark, og denne bliver til et Livsspørsmaal ikke alene derved, at her bor den sydligste Del af det lille danske Folk og dermed af den nordiske Stamme, men ogsaa fordi, som vi ovenfor pegte paa, Slesvig kløver Kongeriget i 2 adskilte Stykker, saa paa dets Besiddelse beror Rigets Forsvarskraft.
Allerede denne Slesvigs Beliggenhed mellem den nordlige Del af den jydske Halvø og de danske Øer maa lede Tanken hen paa det Spørsmaal, om det da ikke igrunden er et dansk Land, og om det ikke maatte høre med til det danske Rige ved dets Stiftelse. Saaledes forholder det sig ogsaa i Virkeligheden. Vore Naturforskere har gjort opmærksom paa, at Landets Beliggenhed som en smal Halvø mellem 2 Have, dets af Fjorde indskaarne Østside, dets Vejrlag, Vekstliv[1] og Naturbeskaffenhed idethele sætter det ved Siden af de danske Lande og i Modsætning til Holstein og Nordtyskland overhoved, og at deraf maatte følge, at Folket i Næringsvejer og sit hele Lynne maatte stemme overens med det danske. Og „saa højt op i Tiden, som vor Kunskab naar,“ har Landet været en Del af det danske Rige med næsten ublandet dansk Befolkning.
Det er bekjendt af Historien, at i Midten af det 5te Hundredaar efter Kristi Fødsel blev England indtaget af 3 Stammer, Sakser, Angler (efter hvem Landet fik Navn) og Jyder, og at disse Folk siden i flere hundrede Aar herskede over Landet under Navn af Angelsakser. Da nu Sakserne var et nordtysk Folk, som bodde omkring Nedre-Elben, medens Anglernes Navn endnu forekommer i Landskabet Angel mellem Slien og Flensborgfjord og Jydernes i Halvøen Jylland og dens Indbyggere –, saa var det en nok saa rimelig Slutning, at disse Stammer var udvandrede fra Landet nordenfor Elben. Derimod har de Lærde tvistet om, hvorvidt alle disse Folk hørte til den tyske Stamme, eller om endel af dem var Norrøner, og om i første Tilfælde ikke endel Tyskere sad igjen, da Norrønnerne besatte den jydske Halvø. Denne Undersøgelse kan dog være os ganske ligegyldig. Naar Spørsmaalet er om et europeisk Lands oprindelige Befolkning er det i en Sag som nærværende uden al praktisk Betydning at ville gaa længere tilbage end til den Tid, da Folkene havde taget faste Bosteder efter den store Folkevandring. De Folk, som da festede Fod i de forskjellige Lande, har ikke alene ved de historiske Optegnelser, som fra den nærmest paafølgende Tid haves i Behold, og som bliver stedse rigere, jo længere man kommer ned i Tiden, men ogsaa paa mange andre Maader, ved Love, Indretninger og nedarvede Skikke o. s. v., efterladt usvigelige Spor om, hvilken Stamme der havde hvært Land inde paa den Tid, fra hvilken den rette historiske Hevd først kan regnes. Fandt de Landet ubebod eller væsentlig folketomt, gav de ogsaa de forskjellige Steder Navne hentede fra sit eget Sprog, og kunde end senere en fremmed Nasjonalitet hist og her trænge sig ind og omforme Forholdene efter sit eget Væsen, saa skinner dog det Oprindelige og Nedarvede i Mangt og Meget, saaledes ogsaa i Stedsnavnene, igjennem.
De første sikre Efterretninger, vi har om Sønderjylland, som Landet fra først af hed som den sydlige Del af den jydske Halvø, er fra omkring Aar 800, da der her herskede en Konge ved Navn Godfred. Den sindrige norske Historieskriver Professor Munch har søgt at godtgjøre, at dette var samme Mand som den norske Konge Gudrød Vejdekonge, af Ynglingeætten, hvorfra Harald Haarfagre og det gamle norske Kongehus nedstammer. Hvad enten nu Munch har Ret i sin Mening eller ikke – og vi er tilbøjelige til at tro, at der er stærke Grunde til at drage den i Tvil –, saa er det dog af Alle erkjendt og uimodsigeligt, at han var en nordisk Konge, hans Land og hans Folk ligeledes nordiske. Denne Godfred kom i Krig med den megtige frankiske (tysk-franske) Kejser Karl den Store og anlagde til sit Riges Forsvar en Vold fra Slifjordeus sydvestlige Vik Selk-Nor over mod Aaen Rejde, som falder i den større Trene, der atter ved den nærværende By Friedrichstadt forenes med den sydlige Grenseelv Ejderen. Af denne Vold, Kurvirket eller Kurgraven, er endnu Levninger tilbage; den var omtrent en dansk eller geografisk (2⁄3 norsk) Mil lang. Da Tyskerne dengang endnu mindre end nu var en Sjømagt, trængtes der kun til en Vold af saadan kort Strækning for at spærre Vejen for dem til Jylland; for Resten af Halvøen var beskyttet ved Fjorde, Vasdrag og Myrer paa begge Ender af Volden. Nordenfor denne Vold bodde alene danske eller nordiske Folk omfram den sydvestlige Snip af Landet, der tilhørte Nordfriserne, en egen sydgermanisk Stamme som altid har delt Skjebne med de øvrige Sønderjyder. Godfred lod sig ikke nøje med at værne om sit eget Riges Grenser, men udrustede en stor Flaade, førte Krigen over i Fiendens Land og truede med at hjemsøge Kejseren i hans Hovedstad Aachen, da han (8190) blev myrdet. Hans Eftermand Heming sluttede Fred med Kejseren i 811. Ved denne Fred blev Ejderen erkjendt for Grensen mellem Danmark og Tyskland, og denne Overenskomst er oftere siden bleven bekræftet. Aldrig har det tyske (hellige romerske) Rige eller dets Efterfølger, det tyske Forbund, retlig strakt sine Grenser nordenfor Ejderen; selv i de senere Aarhundreder, da de danske Konger herskede baade over Slesvig og Holstein og ikke gjorde synderlig Forskjel mellem dem, betegnede de dette ældgamle Landemærke ved en latinsk Indskrift paa en Sten, der endnu ind i dette Aarhundrede stod i Muren paa Sydsiden af den Ø, som den ældste Del af Staden og Festningen Rendsburg er bygd paa. Ikke alt Landet nordenfor Ejderen var dog besat af danske Folk. Vel var Halvøen Svansen mellem Slien og Ekernførde(fjord) optaget af Danske og blev ved en Vold mellem de inderste Kriker af de 2 Fjorde beskyttet mod Tyskernes Indfald; Stedsnavnene vidner her endnu om den oprindelige danske Befolkning, som først i de sidste Par Hundredaar er bleven fortysket. Men forresten var Grensebygderne østenfor Trene opfyldte af store Skoger (Jarnvid), Myrer og Heder, en Tumleplads for Folkene paa begge Sider af Ejderen under deres hyppige Krige og saagodtsom ganske ufremkommelige og ubebodde; de faa Indbyggere, som i hine gamle Tider monne have slaat sig ned her, kan derfor lige saa godt have været af den ene Stamme som af den anden; her findes derfor kun faa danske Stedsnavne; dette Land (Halvøen Dänischwold ɔ: Danskeskogen og Kroppheden) er, som nedenfor skal omtales, først flere Hundredaar senere blevet ordentlig ryddet og befolket ved Nybyggere fra Holstein.
Lidt udi det 9de Hundredaar begyndte Kristendommen at trænge sig ind i Danmark. Den fordrevne jydske Underkonge Harald Klak lod sig døbe ved den tyske Kejsers Hof og vendte under hans Beskyttelse tilbage til sit Land i Følge med Nordens Apostel Ansgar. De første Kristne i Danmark skal være døbte ved Helligbæk, ikke langt fra Byen Slesvig, og den første danske Kirke blev bygd i Heidabø (Hedeby), Oprindelsen til den senere Kjøbstad Slesvig (Navnet forekommer endnu i Landsbyen Haddeby straks søndenfor Byen Slesvig), og i denne Kjøbstad rejstes den første danske Bispestol. Vi se saaledes og skal i det Følgende fremdeles se, at mange af det danske Folks ældste og kjæreste historiske Minder netop knytte sig til denne Egn ved Rigets Sydgrense.
Danmark havde ligesom Norge og Sverige forhen været delt i en Mængde Smaariger, og Godfred o. s. v. havde kun ejet en Del af Landet. I Slutningen af det 9de Hundredaar samlede Kong Gorm den Gamle de forskjellige Smaariger til en eneste Stat, Danmarks Rige. Dette var med Undtagelse af de føromtalte Friser udelukkende bebod af Danske og indbefattede aldeles de samme Lande som det nærværende Danmark indtil Ejderen samt derhos Landskaberne Skaane, Halland og Bleking østenfor Øresund, som i 1658 blev afstaaede til Sverige, og hvis Befolkning nu er forsvensket.
Kong Gorm var en Fiende af Kristendommen og forfulgte de Kristne, som derimod fandt Ly hos hans berømte Dronning Tyra. Paa den anden Side var Kongerne i det nu kristnede Tyskland Kristendommens Befordrere og tog sig af dens Udbredelse i Danmark. Men da de tillige kaldtes Kejsere af det hellige romerske Rige og paa en Maade var Efterfølgere af de fordums Verdensbeherskere, ansaa de sig berettigede til et Slags Overhøjhed over andre kristne Konger og forbandt med sit Stræv for Kristendommens Fremgang i Danmark tillige Udvidelsesplaner. Hvad enten nu Danmarks Konger hyldede Kristendommen eller ikke, havde de dog først og fremst den Opgave at værne Rigets Uafhængighed. Da derfor de tyske Kejsere truede med Indfald paa den danske Halvø, og da Godfreds Vold enten var forfalden eller ikke længer skikket til at hindre Fiendens Indtrængen, maaske fordi Egnen om Rejdeaaen ikke længer var saa ulændt og ufremkommelig som paa hans Tid, saa se vi, at Tyra Dannebot, som hun siden kaldtes, lod opbygge en ny Vold en Fjærdingsvej bagenfor den gamle i 2 danske Mils Længde fra Haddeby-Nor til Hollingsted ved Trene. Arbejdet paa denne Vold, det senere saa navngjetne og i de sidste Dager saa sørgelig berømte Dannevirke (de Danskes Virke, Værn, Befestning), skal have varet i 3 Aar med Tilhjelp af Folk fra alle Rigets Deler, helt over fra Skaane, og under Tyras egen Ledelse og Tilsyn, og Anlægget antages at være sked i hendes Søn Harald Blaatands første Regjeringsaar altsaa henved Aar 940. Denne Vold holdt siden saa mangen Tørn med de Sakser, Holster, Vender; i de følgende Krige mod en eller flere af de 3 Kejsere af Navnet Otto var den Danmark til stor Fremtarv. En Gang blev den med Tapperhed og Held forsvaret af Normanden Haakon Hladejarl, og kun ved Hjelp af Olaf Trygvessøns Raad, i den Tid han flakkede om inden han blev Norges Konge, lykkedes det en Gang Tyskerne at indtage Volden, uden at dette dog ledede til varige Følger.
Den lille Landstrækning mellem Dannevirke, Ekernfjord, Ejder og Treve, neppe 1⁄16 af Sønderjylland, laa Ubeskyttet som en stor Lejrplads for de kjæmpende Magter. Et Par Ganger skal de tyske Kejsere have tilegnet sig Herredømmet over denne, oprejst Borge paa dens Nordkant, indsat Markgrever til at passe paa Landet og sendt tyske Nybyggere derind, og i sin Forlegenhed for Retsgrunde har Tyskerne i den sidste Tid endog paaberaabt sig disse usikre historiske Beretninger som Hjemmel for, at dette Stykke Land og dermed middelbart hele Sønderjylland egentlig hører Tyskland til. Men om end disse Besiddelsestagelser virkelig har fundet Sted, saa er det vist, at de Tyske her hvær Gang kort efter blev udjagede af de Danske, og i ethvært Fald blev Ejderen paany stadfestet som Rigsgrense ved et Forlig mellem Kong Knut den Store og Kejser Konrad den Anden i 1027, og hermed har det siden haft sit Forblivende.
Da den norske Konge Magnus den Gode var Konge i Danmark 1042–1047, var det en Selvfølge, at Sønderjylland, der dengang i alle Maader var en Del af Riget ligesom Fyn, Laaland eller hvilketsomhelst andet Landskab, ogsaa lød under hans Herredømme. I hans Tid falder ogsaa her en af de stolteste Bedrifter i Nordens Historie, da han vandt det store Slag paa Lyrskovshede over de hedenske og røverske Vender, af hvilke 15,000 skal være faldne i Striden. De Fleste er nok enige om, at dette Slag stod ved Landsbyen Lyrskov, hvis Navn vil sees paa det medfølgende Kaart straks nordenfor Byen Slesvig.
Det var imidlertid en rimelig Følge af Sønderjyllands Stilling som Grenseland, der var nærmest udsat for fiendtligt Indfald baade af Tyskerne og af de vendiske eller slaviske Stammer langs Østersjøens Kyster, der endnu længe holdt ved Hedenskabet, at der krævedes særegne Foranstaltninger til dets Forsvar. En saadan var Dannevirkes Anlæg, Vedligeholdelse og Bevogtning; en saadan var ogsaa Indsættelsen af Landeværnsmænd, som oftere maatte have udstrakt Fuldmagt. Det var fremdeles rimeligt, at man ofte satte kongelige Prinser paa denne vigtige Post. Blandt disse kan nævnes den berømte Knut Lavard, Stamfaderen til de følgende danske Konger, og hans Søn og Sønnesøn Valdemar den Første eller den Store og Valdemar den Anden Sejer havde været Statholdere her, inden de blev Konger i Danmark. Disse Landeværnsmænd, Krigshøvdinger, Jarler eller Statholdere kaldtes efter middelaldersk Skik undertiden Hertuger (det latinske Ord dux betyder ligesom Hertug egentlig en Hærfører); men de var ikke Hertuger i den Forstand, som Ordet nu almindelig tages, – Sønderjylland var endnu intet Hertugdømme, ingen afsondret Del af det danske Rige.
I Valdemar den Stores Tid (Slutningen af 12te Hundredaar) fik Dannevirke sin største Fuldendelse; Volden var 15–24 Alen høj og 15–20 Alen bred og paa mange Maader beskyttet ved Grave, Mure og Borge; siden har den kun under Kristoffer den 1stes Enke Margrete Sprenghest i hendes Søn Erik Glippings Mindreaarighed ved Aar 1260 faat nogen væsentlig Udbedring; mens den i 6 Hundredaar har været udsat for Tidens Tand og Menneskers Hærværk, har dog megtige Levninger holdt sig indtil vore Tider, og i de sidste Aar havde man begyndt at befeste den efter den nyere Krigskunsts Regler.
Under Valdemarernes Styrelse naadde Danmark sin højeste Magt og Glans. Sønderjylland var endnu fast forenet med Riget og undergivet de samme Love og Bestemmelser som dettes øvrige Landskaber. Fra Valdemar Sejers Tider haves de betydningsfuldeste Mindesmærker i hans Jordebog (1231) og Jydske Lov (1240). Disse var skrevne paa Dansk, og Valdemars Lovbog danner endnu Grundlaget for Slesvigs Retsforfatning. De viser os, hvad vi ogsaa fra de i Hertugdømmet fundne Runestene med nordisk Indskrift og fra saa mange andre Kilder vide, at det var et dansk Land med dansk Befolkning. Det var ligesom Resten af Danmark inddelt i Sysler og Herreder, hvilken sidste Inddeling endnu har holdt sig, men aldrig har været kjendt i Holstein. Thingene med deres dømmende Myndighed var ogsaa indrettede paa vanlig nordisk Vis, og Sønderjylland havde sit Felles-Thing paa Urnehoved sydvest for Byen Aabenraa; dettes Domme stod under Paaanke til det jydske Hoved-Thing i Viborg. De samme Bestemmelser, som i Danmark og Norden overhoved fandtes om Krigsførselen, Leding og Opbud, Styrishavne og Havnelag (Skibreder), gaves ogsaa her. Slesvig kaldtes det sydligste Bispedømme i Danmark og stod som de andre under Ærkebispen i Lund; men det indbefattede ikke hele Sønderjylland, da dets nordvestlige Del, Tørninglen, laa og endnu ligger under Bispen i Ribe, medens Als og Ærø hørte under Fyns Stift og først i dette Hundredaar er oprettede til et eget lidet Bispedømme; det faldt derfor af sig selv, at ogsaa Presteskabet fra Slesvig (ikke fra Holstein) ved Reformasjonens Indførelse underskrev den danske Kirkeordinans.
Men med Valdemar Sejer var ogsaa Danmarks gode Tid forbi, og han lagde selv Grunden til de følgende Ulykker ved at indføre det tyske Lensvæsen og forsørge sine yngre Sønner ved at give dem Stykker af Riget til Len. Han gjorde sin næstældste Søn, som hed Abel men blev en Kain, til Hertug i Sønderjylland (1232), hvilket han og beholdt ved Valdemars Død 1241. Det var dog ingenlunde Meningen netop at bestemme noget Særskilt om Sønderjylland og sætte det alene i et Undtagelsesforhold til Riget; for samtidig oprettedes lignende Len af Laaland-Falster, Bleking og Nørrehalland for Valdemars andre Arvinger. Men uheldigvis fik de sønderjydske Hertugers Lyst til større Selvstændighed alt for rigelig Næring derved, at deres Len var Grenseland, og ved det nøje Forbund, de indgik med de holsteinske Grever.
Abel blev den første Schleswig-Holsteiner. Han giftede sig med en holsteinsk Grevedatter og traadde i fiendtligt Forhold til sin Broder og Overherre Kong Erik Plogpending, hvem han tilsidst lod myrde (1250), hvorefter han selv 2 Aar var Konge i Danmark og gjenforenede Sønderjylland dermed. Da han var falden i et Slag mod Friserne, var hans Sønner endnu umyndige og den ældste fraværende; baade af denne Grund, og fordi man uagtet hans Ed paa det Modsatte holdt ham for Brodermorder, forbigik man hans Sønner og tog hans Broder Kristoffer (den Første) til Konge. Men de holsteinske Grever satte som Formyndere for sine Søstersønner igjennem, at de beholdt Sønderjylland som Hertugdømme, og saaledes blev det under forskjellige Omskiftelser og enkelte Afbrydelser, indtil Abels Mandstamme uddøde i 1375.
I al denne Tid blev dog Sønderjylland fremdeles som en Del af Danmarks Rige styret paa Dansk og fik sine Love skrevne paa dansk Maal; det havde Intet med det tyske Rige at bestille og kom ikke i noget statsretligt Forhold til Holstein; kun Familjeforbindelser og felles Fyrstefordel gjorde, at Hertugerne her ofte forbandt sig med de holsteinske Grever og paa en fordærvelig Maade indblandede sig i Danmarks indre Anliggender under de Splittelser og Borgerkrige, som nu hjemsøgte Riget henved 100 Aar. Der gaves endnu intet Hertugdømme Slesvig i nyere Betydning; Hertugerne kaldte sig Hertuger i (eller af) Jylland, sommetider af Sønderjylland; der var idelig Tvist om, hvorvidt de kun havde personlig Forlening eller arveligt Len; deres Myndighed strakte sig ikke engang over hele det nuværende Slesvig, idet store Stykker, saasom Stiftet Slesvig (Bispestolen med tilliggende Gods), Øerne Als og Ærø, Frisernes Land o. s. v. var forbeholdt Kongerne tilligemed det saakaldte konungsleif eller de store Krongodser og Ødemarker, navnlig Landet søndenfor Dannevirke; Kongerne kunde ogsaa blandt andre Højhedsrettigheder indsætte Hærmænd (underordnede Lensmænd og Adelsmænd) i Hertugernes Landslod. Men Størstedelen af disse Formoner fik Hertugerne med de holsteinske Grevers Hjelp fravristet Riget under dets dybe Fornedrelse, deriblandt Kongeleven i Begyndelsen af det 14de Aarhundrede, og dette gav Anledning til, at Strøget søndenfor Dannevirke (hvilken Befestning jo blev uden Betydning, naar de holsteinske Grever i Ledtog med dem, som var indsatte til dens Forsvar, Hertugerne, havde fri Adgang til Halvøen) blev opdyrket af tyske Nybyggere, og at tysk Adel satte sig fast i en Del af Landet, hjulpen af Styrerne til Landets bedste Embeder og til at fortrænge de kongelige Hærmænd, især efterat Kong Erik Menved omtrent samtidig havde maattet fraskrive Kongerne Retten til at indsætte flere Hærmænd.
Under „Pantekongen“ Kristoffer den Andens jammerlige Styrelse, da fast hele Riget var bortsat stykkevis i Pant til forskjellige Herrer, fornemmelig holsteinske Grever, lykkedes det den berømte Grev Gert, „den kullede Greve,“ for en kort Tid at naa den schauenburg-holsteinske Greve-Æts Maal, at føje det danske Land Sønderjylland til dens tyske Len, Grevskabet Holstein da han indsatte sin Søstersøn Hertug Valdemar af Sønderjylland som Konge istedenfor Kristoffer og lod sig af denne sin Myndling en 12aars Gut, give arvelig Forlening paa Sønderjylland (1326). Men Valdemar blev ikke godkjendt som Konge af det danske Folk og maatte snart efter opgive Kongedømmet og vende tilbage til sit Hertugdømme, medens Gert lod sig nøje med at faa Løfte paa Lenet, dersom Valdemar skulde de uden Arvinger (1330). Dette indtraf ikke, da Valdemar efterlod sig en Søn, Henrik, som først døde 1375.
Nu skulde da Sønderjylland efter al Ret og ifølge de afsluttede Forlig endelig falde tilbage til Danmark. Men uheldigvis døde nogle Uger efter ogsaa den danske Konge Valdemar Atterdag, som ved sin Dygtighed, Kraft og List atter havde samlet det søndersplittede Rige og efter al Rimelighed nu skulde have kunnet fuldbyrde sit Værk ved at inddrage Sønderjylland under Kronen. Saaledes uddøde samtidig begge Mandslinjer af Sven Estridsøns Stamme, og Danmarks Rige gik over til Valdemar Atterdags Dattersøn, den norske Olaf Haakonssøn, under Moderen, den berømte Dronning Margretes, Formynderskab De dygtige holsteinske Grever af det schauenburgske Hus, som i Tidernes Løb var Danmark til saa stor Fortræd, modsatte sig dog Sønderjyllands Gjenforening med Riget; de fremkom med sine ugrundede Fordringer paa Lenet efter det Forlig, som var sluttet med den kullede Gert, og nyttede Urolighederne og Uvisheden i Danmark efter Valdemars Død til at indtage Landets Borge og drive Margrete, som havde Blikket rettet paa Muligheden af de 3 nordiske Rigers Forening, til at indrømme sig først (1376) midlertidig Besiddelse af Hertugdømmet og siden (1386) Forlening derpaa, uden at det dog var udtalt, at Lenet skulde være arveligt.
Sønderjylland vedblev alligevel at være et dansk Land; det var et dansk Hertugdømme, som de holsteinske Grever havde i Len af de danske Konger mod at tilsværge dem Huldskab og Troskab og opfylde visse Forpligtelser saasom Hjelp i Krigstilfælde. Men Faren for en Løsning af Baandet mellem Riget og Hertugdømmet maatte blive større, da dette var kommet i Hænderne paa en Æt, som i lange Tider havde optraad som Danmarks Fiender, og hvis Fordel tilsagde den at knytte det saa nøje som mulig til dens Forleninger under det tyske Rige. Der var derfor idelige Rivninger mellem Lensherre og Lensmand; disse Tvistigheder om, hvorvidt Hertugerne opfyldte sin Lenspligt, fremkaldte i Sambaand med det uafgjorte Spørsmaal, om Lenet var arveligt, blodige Fejder. Den statskloge Margrete døde (1412), inden hun havde faat løse Striden paa en heldig Maade for Riget, og den usle Erik af Pommern var ikke istand til, skjønt han var Konge over de 3 nordiske Riger, at fratage Schauenburgerne Slesvig. Det lykkedes ham rigtignok paa en dansk Rigsforsamling i Nyborg 1413, der sad som Lensret, at faa Greverne frakjendt Retten til Lenet og Landskabet tilkjendt sig som Danmarks Konge, og den samme Dom gav 1424 den til Voldgiftsmand udkaarede tyske Kejser Sigismund, efterat en Mængde Thingsvidner og Erklæringer var tilvejebragte, af hvilke det fremgik, at Landet fra Arildstid havde været et dansk Land, som endnu havde bevaret dansk Tungemaal, danske Love o. s. v. Men Kong Erik kunde ikke sætte sine Rettigheder igjennem med Vaabenmagt, og ved en Fred 1435 beholdt Greverne Størstedelen af Landet. Kort efter fordrev først Svenskerne og siden de Danske Erik af Pommern fra Kongedømmet, og først den nyvalgte danske Konge Kristoffer af Bajern gav med Raadets Minde Greverne i 1440 Hertugdømmet som arveligt Len af Danmark. Men denne Forlening blev alene indrømmet den i Holstein herskende Gren af det schauenburgske Hus, og af denne var nu bare En tilbage, nemlig Grev Adolf den 8de, som 1459 døde barnløs.
Heller ikke de holsteinske Grever havde haft hele Landet, saaledes ikke Bispedømmet Slesvig, som Len. Under dem optoges efter tysk Skik Hovedstaden Slesvigs Navn som Benævnelse for Hertugdømmet, dog ikke paa Landskabet, som endnu til vore Tider oftere kaldes Sønderjylland. Under dem fik og Tyskheden stedse større Indpas i Hertugdømmet; de danske Hærmænd faldt i Borgerkrigene eller blev fordrevne til Kongeriget eller sank ned til simple Bønder; Krongodserne kom i Hænderne paa holsteinske Riddere, som førte tyske Forpagtere og Tjenere (desuden Livegenskabet!) med sig; fra det nærliggende Tyskland drog Kjøbmænd, Kunstnere og Haandværkere ind i Kjøbstæderne; mens endnu 4⁄5 af Folket var dansk, tog man sig til at give Lovene paa det i Holstein herskende Sprog, det Plattyske.
Da Kong Kristoffer af Bajern døde 1448, ønskede det danske Rigsraad at nytte Lejligheden til at gjenvinde Slesvig og tillige vinde Holstein ved at velge Adolf den 8de til Konge. Han afslog imidlertid Valget, men gav de Danske Anvisning paa sin Søstersøn, Grev Kristian af Oldenburg, som ogsaa var villig til at modtage Valget og blev Stamfader for det berømte oldenburgske Hus, der siden har hersket over flere af Europas Riger (Danmark med Norge, Sverige, Rusland, Oldenburg). Inden Kristian var kommen til Danmark og var bleven Konge der, passede dog Adolf paa at fremme sin Æts Hovedformaal, at holde Slesvig i et Sambaand med Holstein og mere skilt fra Danmark, ved at forelægge ham til Vedtagelse et Dokument, som i 1326 skulde være udsted paa Latin af den ovennævnte Skinkonge, den sønderjydske Valdemar. Af dette kjendes bare et Par Linjer, som nu skal være forelæste Grev Kristian, og som gik ud paa, at Hertugdømmet aldrig maatte forenes med eller knyttes til Danmarks Krone; dette blev, heder det, udlagt for Kristian, som sagde sig enig heri. Af denne Historie har Schleswigholsteinerne lavet en af Hovedgrundene for sine Lærdomme og kaldt dette tvilsomme Aktstykke for en Grundlov, den „Valdemarske Konstitusjon.“ Vi nævne det bare her som en Prøve paa de mange latterlige og usle Grunde, som Tyskerne i denne Sag har taget sin Tilflugt til. Ingen kan godtgjøre, at nogen saadan Forskrivelse nogensinde er given; er den det, saa er den mod de allersimpleste Retsregler udsted af en Myndling, Gutungen Valdemar, som aldrig var lovlig Konge i Danmark, til hans Formynder Danmarks Fiende, Grev Gert, uden det Samtykke, som, for at den skulde være gyldig, maatte meddeles af Rigets højeste Myndigheder; den er aldrig traad i Kraft, og blev den vedtagen af den daværende Greve af Oldenburg, var dette uden Betydning for Danmarks Rige, hvis Myndigheder aldrig blev spurt, og hvis Rigsraad endog protesterede, da det blev fortalt, at noget Saadant skulde være foregaaet; den staar endelig i den bestemteste Strid med hele Kongerigets og Hertugdømmets følgende Historie og alle gyldige og endnu bestaaende Statsakter. Men som schleswigholsteinsk Grundlov, som Hjemmel for en særskilt statsretlig Forbindelse mellem Slesvig og Holstein i Modsætning til Kongeriget, kan den være lige saa god som nogen anden, Schleswigholsteinerne kan diske op med.
Ved Adolfs Død skulde endelig Slesvig for Alvor forenes med Riget; for nu var Ingen igjen, som kunde gjøre noget Krav derpaa uden Danmarks Konge som saadan. Men til Ulykke for Danmark og Norden blev det ikke saa. Samtidig var det tyske grevelige Len Holstein ledigt, og Kong Kristian den Første attraadde ogsaa at faa Fingre i det. Paa dette gjorde dog flere Andre Krav. I Danmark var Kristian alene Valgkonge og havde under de usikre Forhold i dette og de 2 andre nordiske Riger ingen Vished for, at hans Børn tillige vilde blive hans Tronarvinger. Han ønskede derfor at vinde Slesvig paa en Maade, hvorved ikke alene hans og hans Æts personlige Fordel sikredes, men ogsaa det danske Rigsraad skulde faa større Opfordring til ved Kongevalget stadig at holde sig til hans Efterkommere og saaledes Sambaandet mellem Rigets Deler blive bevaret. Det megtige holsteinske eller, som man herefter kan kalde det, schleswigholsteinske Ridderskab maatte det være meget om at gjøre at bevare den Stilling i Slesvig, som det smaaningom havde skaffet sig. Riddernes Fordel faldt sammen med de øvrige Tyskeres. Flere vigtige Hensyn virkede derfor jevnsides til for den felles Fordels Skyld at finde paa en Udvej af de forskjellige Vanskelig- heder, og man faldt da paa at lade Stænderne, fra hvilke Bondestanden mod al Ret og Billighed blev udelukket, træde sammen i Ribe baade fra Slesvig og fra Holstein for at velge Kristian ikke, som det hed, som Danmarks Konge, men som disse Landes Herre til deres felles Hertug og Greve og tillige love ved efterfølgende Valg at holde sig til hans Familje, mod at han gav dem visse Friheder og Særrettigheder. Den hele Handling var i og for sig af alle mulige Grunde ugyldig og kunde alene for den enkelte Gangs Skyld vinde Gyldighed ved, at Kongen af Danmark og Kejseren af Tyskland som Lensherrer for hvært sit af de 2 Lande gav Stændernes selvtagne Landsherre Forlening, og for Danmarks Vedkommende udkrævedes endda Rigsraadets Samtykke. De nu sluttede Overenskomster og de her og kort efter i Kiel i samme Aar 1460 givne saakaldte Landsprivilegier har heller aldrig haft fuld og anerkjendt forbindende Kraft. Allerede Kristians Søn Kong Hans modsatte sig Valgretten. Kristian den 4de protesterede som dansk Konge med det danske Rigsraad 1603 mod alt hvad danske Konger som Hertuger i Slesvig eller Holstein havde indgaat paa imod det danske Riges Rettigheder, og lignende Protest har man fra tysk Side. Saagodtsom alle Privilegiernes Bestemmelser og det de allervigtigste er ogsaa i Tidernes Løb tilsidesatte og forandrede. De skabte ikke og kunde ikke skabe nogen Statsret for Slesvig og Holstein, og de kunde, om saa havde været, dog lige saa lidt som den saakaldte Valdemars Konstitusjon eller andre mølædte schleswigholsteinske Papirer tillægges nogen evig Gyldighed og Hellighed fremfor saa mangfoldige Statsakter og Overenskomster, der er skyllede bort i Tidens Strøm.
Vi skal derfor alene, af hvad Schleswigholsteinerne i disse Landsprivilegjer har villet finde til Støtte for sine Trosartikler, fremhæve, at de blandt en Hoben mere eller mindre vigtige eller forbigaaende Bestemmelser indeholde den Sætning „disse fornævnte Lande love vi at holde ved god Fred, og at de blive evig sammen udelte; derfor skal Ingen fejde den Anden, men Enhvær skal lade sig nøje med hvad Ret er.“ Paa de her udhævede Ord, som staa midt inde i en Regel om Landefredens og Rettens Overholdelse, kan, efter Alt hvad vi derom har set, ikke bygges mere end i det Højeste dette, at for at forebygge de Uroligheder, som vilde følge af Landenes Udstykning mellem flere Regenter – Noget man havde set Prøver paa i Holstein, hvor ofte flere Grever havde delt Landet mellem sig –, blev de i Ribe mødende Herrer enige om, at Landene skulde være udelelige, en Forskrift som forresten ved første Lejlighed og siden atter og atter blev overtraad. Da den holstein-gottorpske Hertug Johan Adolf for sin Del af Holsteins Vedkommende 1608 hos den tyske Kejser Rudolf den Anden søgte og fik Bekræftelse paa en Huslov om Førstefødselsretten og Udeleligheden, var baade han og Kejseren enige i, at dette fra Først af havde været Meningen, og dette mente Statsmænd og Lærde, lige indtil i de sidste Aartier tysk Nasjonalforfængelighed og Erobringssyge forenede sig med landløse Fyrsters Ærgjærrighed om at lægge noget Andet ind deri.
Paa den anden Side indeholde netop hine Privilegier Bestemmelser, som vise, at det ikke kan have været Meningen at skabe en Enhed mellem de 2 Lande eller en uadskillelig Stat Schleswig-Holstein. Saaledes skulde Holstein styres af sin Marsk, Slesvig af sin Drost, hvært Land have særskilt Lovstiftning, Bestyrelse og Retspleje, saa der fremdeles fra De slesvigske Domstole blev appelleret til danske Overretter, fra holsteinske til tyske, o. s. v. En af Schleswigholsteinismens dygtigste Apostler, Prof. Falck i Kiel, har ogsaa indrømmet, at der lige saa lidt her som andensteds kan paavises nogen statsretlig Overenskomst for en politisk Forbindelse mellem de 2 Lande. Tværtimod blev deres politiske Forhold fremdeles det samme, Slesvig som et dansk Len, Holstein et tysk. Ligesom den bestaaende Forening maatte briste, naar en af Lensherrerne kom i Strid med sin Vasal, og ligesom det derfor i en af Overenskomsterne fra det samme 15de Hundredaar var aftalt, at i Krigstilfælde skulde Krigsstyrken fra hvært Land kun følge til Landets Grense, for at Hertugerne af Slesvig ikke ved at følge Kongen af Danmark med slesvigske Soldater længere end til Holsteins Grense skulde gjøre Brud paa sin Lenspligt mod den tyske Kejser, – saaledes vilde det allerede være en Latterlighed at tænke sig et Hertugdømme og et Grevskab forenede til een Stat med begges Navn som Fellesnavn. Man kunde jo hværken sige Hertugdømmet eller Grevskabet „Schleswig-Holstein.“ Først i 1474 fik Kristian den Første Grevskabet Holstein ophøjet til Hertugdømme, og efter den Tid er heller ingen statsretlig Overenskomst om Landenes fulde politiske Forbindelse sluttet. Endnu i vore Tider føle derfor Schleswig-Holsteinerne det Ejendommelige i deres opdigtede Stats Benævnelse De komme bare dertil gjennem flere Overganger: „Hertugdømmerne, „Hertugdømmerne Schleswig og Holstein,“ „Hertugdømmerne Schleswig-Holstein,“ „Hertugdømmet Schleswig-Holstein.“
Om hine Begivenheder i 1460 skal vi endnu tilføje, at hvad der nærmest synes at have foresvævet de slesvigske og holsteinske Herrer, var ønsket om at vinde lignende Rettigheder og Myndighed som Rigsraadet i Danmark og i Norden overhoved, hvor Valgkongedømme var indført, om at slutte sig til og nyde godt af det rige politiske Liv, som kunde udvikle sig under Kalmar-Foreningen, og derfor at have felles Hersker med Skandinavien (hvilket, saalænge Unionskongerne valgtes, alene kunde naaes ved ogsaa i Hertugdømmerne at faa Valgret), men paa den anden Side om tillige at skaffe sig en vis selvstændig Stilling for at sikre sig mod at inddrages for dybt i de nordiske Forviklinger. Dette Ønske om Tilslutning aabenbaredes ogsaa derved, at de danske, slesvigske og holsteinske Raader paa et Møde i 1466 blev enige om efter Kristians Død at velge en felles Hersker. Beslutningen herom kom dog ikke til Fuldbyrdelse, og heller ikke fik det straks nogen Betydning, at den tyske Kejser samtidig med Holsteins Ophøjelse til Hertugdømme gav Kristian den Første arvelig Forlening derpaa (mod Stændernes selvtagne Valgret). Da Kristian døde 1481], syntes nemlig hans Enke, den kloge og myndige Dronning Dorothea, at den ældste Søn Hans havde nok med et eller flere nordiske Kongeriger, og at det var billigt, at den anden, Fredrik (den Første), fik Hertugdømmerne. Det lykkedes hende ogsaa for en Del at sætte sin Mening igjennem, idet Stænderne valgte baade Hans og Fredrik til Hertuger. De skulde styre begge Hertugdømmer i Fellesskab; men hermed gik det, som venteligt var, snart skjevt, og 1490 foretoges derfor den første Deling. Ved denne ligesom ved de følgende Delinger overhoved tog hvær Hertug sine særskilte tildels usammenhængende, Stykker af hvært Hertugdømme, dog ingenlunde i Anerkjendelse af den schleswigholsteinske Sætning om at blive evig udelte (!) sammen, men fordi de af mange Grunde fandt sin Fordel ved at feste Fod i begge Lande. Der blev da oprettet 2 særskilte Lensstater, hvoraf hvær havde sin Lensherre baade i Danmark og Tyskland, og som man tænkte sig skulde arves hvær i sin Linje. Om denne Deling heder det, at den skal „til evige Tider“ blive saaledes, og at hvært enkelt Slot, Borg By, Land, Sogn og Herred skal til evige Tider forblive sammen og medhværandre hos den Part, som det er tilkjendt, forenet og tillagt. Det er vel kjendt, at denne Overenskomst lige saa lidt som nogen af de mange andre fra hin Tid stod længe ved Lag; men vi har anført alt dette her for yderligere at vise, hvad Betydning der kan tillægges det schleswigholsteinske Snak om Privilegier for evige Tider.
Da Hertug Fredrik efter Kristian den Andens Forjagelse blev Konge i Danmark, blev Slesvig og Holstein atter helt forenede med Kongeriget under en felles Regent. Men allerede hans Søn Kong Kristian den Tredje delte Hertugdømmerne med sine Brødre Hans og Adolf, og siden delte Kong Fredrik den Anden sin Lod med Broderen Hans den Yngre, og da endelig Hans den Ældre i Haderslev 1581 var død uden Livsarvinger, delte først Kongen hans Lod med Farbroderen Adolf og derefter sin Del af denne Lod med sin Broder Hans. Fra Kong Fredrik nedstammer den kongelige Linje, fra Adolf den gottorpske og fra Hans den sønderborgske. Man fik saaledes 3 regjerende Lensfyrstehuse i Hertugdømmerne, og da det sønderborgske Hus atter splittedes i en hel Del Grene, skal der paa een Gang have været indtil 9 Regenter og Hoffer i disse smaa Lande, mens atter enkelte Landstrimler, Stiftelser og Byer skulde have en felles Regjering og vedblev at holde en Slags Enhed oppe.
Dette Tidsrum under og nærmest efter Delingerne er meget mørkt og frembyder et Billede af det største Virvar. Dog blev Hertugdømmernes Sambaand med Kongeriget nøjere ved de saakaldte „Unioner“ af 1533 og 1623 om den Bistand, som skulde ydes i Krigstider. Men det maatte i og for sig blive næsten en Umulighed at fastsætte sikre Regler for Udøvelsen af Regjeringsmyndigheden i 2 Lande, som var udstykkede mellem mange Smaahertuger og hvært for sig skulde have egen Lovgivning og Bestyrelse, det ene som Len af Danmark, det andet af Tyskland. Det var en tysk Skik, som Fyrstehuset til sin egen Fordel – for en Tid – fandt sig tjent med, at dets yngre Sønner blev forsørgede ved Landenes Udstykning. Men det blev tilsidst aldeles fornødent at sætte en Grense for Forvirringen – ganske kunde denne ikke hæves, saa længe hvær Hoveddel, Slesvig og Holstein, var delt mellem flere Regenter, der atter herskede i begge Lande. Da Hertugerne (Kongen for sin Del og hans Frænder for sin) endelig ved Forliget i Odense 1579 sig imellem blev enige om en fastere Ordning, var det naturligt, at de hentede Reglerne fra Delingernes Mønsterland, Tyskland, og de optog derfor Bestemmelserne fra den saksiske Lensret, hvorefter Ingen kunde faa Del i Landenes felles Regjering eller overføre sin mulige Arveret til sine Efterkommere, uden han inden ett Aar fra hvær Lensherres eller Lensmands Afgang havde søgt den saakaldte Forlening paa den samlede Haand og faat saadan. Hvad enten nu den Valgret, Stænderne engang havde tiltaget sig, kunde komme i Betragtning eller ikke, saa blev den dog endnu nogen Tid forsaavidt udøvet, som heller ikke nogen af de mange Prinser fik Del i den felles Regjering, uden at deres Ret dertil var godkjendt af Stænderne. Disse negtede nu stadig de sønderborgske Hertugers Meddelagtighed i Fellesregjeringen, og for at opretholde deres Værdighed og mulige Rettigheder for Slesvigs Vedkommende gav Kongerne dem i Formen eller som en Tittel ligeledes Forlening paa den samlede Haand (den saakaldte Simultaninvestitur), der ikke medførte nogensomhelst Myndighed.
Efter Odense-Forliget og den sidste store Deling i 1581 udviklede Forholdet sig nu saaledes, at af de 3 re- gjerende Linjer i Hertugdømmerne havde de 2, den konge- lige og den gottorpske, Størstedelen af Landene i sin Besiddelse og udøvede alene Fellesregjeringen. Da disse 2 Linjer i det 17de Hundredaar fik indført Førstefødselsretten og Udeleligheden for sine slesvigske og holsteinske Besiddelser[2], var da dermed Levningerne af Stændernes aldrig fuldgyldige Valgret ganske borte og den yderligere Udstykning i Hovedsagen hindret. De sønderborgske Hertuger ansaaes for en Sidelinje af den kongelige, der udøvede sine Rettigheder som Ætlinjens Hoved; de kaldtes afdelte eller affundne Herrer og havde kun visse Højhedsrettigheder over sine egne smaa Landstumper; de var lige ind i vort Aarhundrede nogle lidet paaagtede og omtalte Smaaprinser.
Skjønt Schleswigholsteinerne forsøge fra alle mulige Kanter at hente Virke til Bygningen paa sin indbildte Stat, kan det dog heller ikke lykkes dem fra nogen af disse mange Unioner og Forlig at hente virkelige Beviser for Slesvigs statsretlige Adskillelse fra Danmark og Forbindelse med Holstein. Vi har taget dette Stykke med for den historiske Sammenhængs Skyld, da det danner Overgangen til de følgende Begivenheder, og fordi de Arvegangspaastande, som den augustenburgske Linje af det søndenborgske Hus nu er fremkommen med, tildels maa bedømmes efter hine gamle Lensarvefølgeregler.
Neppe var man kommen saavidt, at man havde faat sat Skranker for hine endeløse Delinger, som i Tidens Medfør var foretagne, førend der rejser sig en bitter Strid mellem Hovedlinjerne i Hertugdømmerne. Gottorperne give den gamle Abels-Stammes Historie i ny Udgave. De stræve efter Uafhængighed og Løsrivelse og forene sig til dette Maal med de svenske Konger mod sine Medhertuger og kongelige Lensherrer. De hjelpe Svenskerne at kue Danmark, der igjen oftere har forenet sig med Rusland om at stække Sveriges Magt. De nordiske Riger har arbejdet ihærdig paa hværandres Svækkelse – og de har naad dette Maal, sig til Skade og fiendtlige Nabofolk til Baade.
I Krigen mellem Karl Gustav og Kong Fredrik den Tredje forenede den gottorpske Hertug Fredrik den Tredje sig med den Første og tiltvang sig med dennes Hjelp 1658 Suverænitet eller den fulde Statsmyndighed over sin Del af Slesvig (ikke af Holstein), og denne Fordel beholdt Gottorperne, om end med enkelte Afbrydelser under følgende Stridigheder, indtil 1713 eller 1721. For fremdeles at staa paa lige Fod med Gottorperne og for tillige at faa en Klemme paa Rigsraadet i Danmark, som endnu havde Ret til at velge Rigets Konge, erklærede Kongen ogsaa sin Del af Hertugdømmet for suverænt. Nu, sige Schleswig-Holsteinerne, kan man dog se, at vi har Ret i det, at Slesvig er et suverænt Hertugdømme aldeles løst fra Lenshøjheden og ethvært Baand med Danmark. Men ikke at tale om, at man da maatte sige, at der skal være 2 og ikke bare 1 suverænt Hertugdømme, og foruden at Kongens Del maa ansees for at være uadskillelig knyttet til Kongeriget formedelst den Bestemmelse i Kongeloven[3] af 1665, som gjorde det til Pligt for Kongerne at forbinde alle de Lande, de ved Arv, Krig eller paa anden Maade kom til at besidde, uopløselig med sin Krone, – saa stod endnu de sønderborgske Hertuger bestandig i Lensforhold til Danmark for sine Stykker af Hertugdømmet, hvorfor Danmarks Overhøjhed over dette aldrig har været ophævet. Og selv for den øvrige og største Del af Landet var Lenspligten ingenlunde ganske opgivet; den var bare hvilende, som det heder. Suveræniteten var ikke tilstaat Landet, men kun den gottorpske Hertug for dennes mandlige Afkom; han skyldte efter Lensretten endnu Kongen en vis Huldskab og var udtrykkelig bleven forpligtet til ikke at bortsætte nogen Del af Landet til Skade for Danmarks Krone eller for Kongen og hans Efterkommere.
Da den gottorpske Hertug under den store nordiske Krig i Begyndelsen af det 18de Aarhundrede atter sluttede sig til Sverige var Kong Fredrik den 4de derfor i sin gode Ret ved (1713) at besætte hans Del af Landet og, efterat Sverige ved Freden i Fredriksborg 1720 havde opgivet Hertugens Sag, i 17 2 1 højtidelig at lade sig hylde i den gottorpske Del af Slesvig (vel at mærke ikke af Holstein) og modtage Ed af Landets Indbyggere med Ridderskabet o. s. v. i Spidsen paa at være ham og hans arvelige Efterfølgere efter Kongelovens Regel hulde og tro samt ved at erklære Hertugdømmet uadskillelig indlemmeti Danmarks Krone som et kun i uheldige Tider derfra afrevet Led og til Tegn paa den foregaaede Forandring flytte Hertugdømmets Vaaben i Rigsseglet fra Midtpartiet (den kongelige Familjes Vaaben) til Hovedpartiet, hvor selve Rigets Hoveddelers Vaaben har sin Plads.
Betydningen af disse Kongens Skridt er klar og grej. Var Slesvig ikke før et uadskilleligt Ledemod af Danmarks Rige, saa var det det ialfald fra nu af. De Indvendinger, som Schleswigholsteinerne fremføre mod Betydningen af disse Statshandlinger, er kun tarvelige saasom at Kongen ikke lod sig hylde i den kongelige Del af Hertugdømmet (hvor han jo alt før var Enevoldsherre), at ved „Kongeloven“ skal forstaaes noget Andet end den bekjendte danske Kongelov, som i alle Lande har været kjendt under dette Navn (lex regia), og navnlig da en Arvegangsregel, som Kong Fredrik den Tredje 1650) havde givet for sin Del af Hertugdømmet (hvilken Huslov dog aldrig havde hedt „Kongeloven“ og maa være bortfalden ved Kongeloven af 1665), eller endelig at de Sværgende ikke vidste hvad de svor paa (hvilket dog kan vises at være dem tydelig forklaret).
Slesvigerne selv var vel tilfredse med den foregaaede Forandring. Deres saavelsom Kongerigets Beboeres Ro og Velstand vendte tilbage og befestedes, efterhaanden som Delingerne og de dermed altid forbundne Ugrejer og Uroligheder faldt bort. Det viste sig ogsaa nu og i den følgende Tid, hvad der gaar som en Hovedsætning gjennem hele Danmarks ældre og nyere Historie, at Rigets Velfærd og Lykke beror paa den inderligere eller løsere Sammenhæng mellem Slesvig og Moderlandet.
Kongen af Danmark havde ført Krigen mod Sverige og mod den holstein-gottorpske Hertug. Men han gjorde stadig Forskjel mellem dennes Stilling i Slesvig og i Holstein. I det første Hertugdømme skyldte Hertugen endnu, trods den hans Linje tilstaaede Suverænitet, efter Lensretten Kongen af Danmark visse Hensyn, som han brød ved at forene sig med Sverige, hvorfor Hertugdømmets Inddragelse under Kronen ogsaa deri fandt sin Hjemmel. I Holstein var derimod Kongen og Hertugen ganske Sidemænd og stod begge under den tyske Kejsers Lenshøjhed. For sin holsteinske Dels Vedkommende havde Hertugen derfor heller ikke gjort sig skyldig i noget Retsbrud mod Kongen, og Holstein-Gottorperne beholdt ogsaa efter Freden sin Del af Holstein (den kielske).
Slesvigs og navnlig den gottorpske Dels Besiddelse blev under og kort efter Krigen tilsikret Kongen ved de mest bindende Overenskomster med flere Magter, som Preussen (senere Sverig og Østerrig), England og Frankrig. Vestmagterne overtog endog den Forpligtelse altid at komme Danmark tilhjelp med en vis Styrke mod hvilkensomhelst Fiende, der vilde gjøre dem den gottorpske Lods Besiddelse stridig. Kun de holstein-kielske (tidligere gottorpske) Hertuger vægrede sig haardnakket ved at samtykke i den nye Tingenes Orden, og da de siden besteg den russiske Kejsertrone, blev Danmarks Besiddelse af Slesvig alvorlig truet. Tvisten blev dog afgjort uden Blodsudgydelse, og ved den endelige Overenskomst af 1773 gjorde den russiske Storfyrste (senere Kejser) Paul Afkald paa sin Æts tidligere Lod af Slesvig, ligesom han overlod den danske Konge sin Del af Holstein mod det oldenburgske Hus’s oprindelige Arvelande i Tyskland, Oldenburg og Delmenhorst, hvilke han siden skjænkede en yngre Sidegren af Gottorperne, som endnu hersker der. Ogsaa ved denne Lejlighed blev Forskjellen mellem Slesvig og Holstein skarpt overholdt, idet han afstod sin paastaaede Ret til Slesvig til Kongen af Danmark og hans rette arvelige Eftermænd, men sine Besiddelser i Holstein, der ansaaes som et tysk Mandslen, alene til den da regjerende danske Konge (Kristian den 7de) og til hans Broder Arveprins Fredrik samt deres mandlige Efterkommere.
I Løbet af det 17de og 18de Aarhundrede havde de danske Konger ligeledes dels ved Kjøb, dels ved Arv erhværvet de Stykker af Hertugdømmerne, hvor de mange sønderborgske Smaahertuger havde øvet en Højhedsret. Af alle disse Linjer blev tilsidst bare 2 tilbage, den augustenburgske og den beckske eller yngre glücksburgske. De Prinser af disse Huse, som endnu blev bosiddende i Slesvig, svor Kongen af Danmark Troskabsed efter Kongelovens Lydende og blev danske Undersaatter og Godsejere. Mens det engang havde ligget i Tidens Medfør, at saadanne Smaaprinser blev forsørgede ved at tildeles Herredømmet over nogle Stykker Land, laa det nu i de forandrede Tidsomstændigheder, at de søgte sin Underholdning dels ved at udstyres med Godser, dels ved Embeder.
Fra 1721 har altsaa Slesvig været indlemmet („inkorporeret“) i „Danmarks Krone,“ som Kongen efter Datidens Talebrug sagde for at betegne „Riget,“ eller Hertugdømmet har, statsretlig taget, været en dansk Provins lige saa fuldt som Sjelland Bornholm o. s. v. – Herom var der heller ikke hos nogen Vedkommende den ringeste Tvil. Saaledes blev Forholdet fremstillet af Statsmænd, Videnskabsmænd, Geografer o. s. v. ikke alene i Kongeriget og Slesvig, men ogsaa i Holstein og det øvrige Tyskland samt i andre fremmede Lande. Endnu i 1827 lærte en paa den preussiske Regjerings Foranstaltning udarbejdet Geografi for Artilleriofficersskolerne, at den danske Stat, saaledes som ovenfor fremstillet, bestaar af Kongeriget (Danmarks Rige) og de tyske Forbundslande, og at Kongeriget er sammensat af Øerne og Halvøen Jylland, som atter deles i det egentlige (Nørre-) Jylland og Hertugdømmet Slesvig. Først senere har den utrættelige schleswigholsteinske Bevægelse efterhaanden været istand til at forvrænge Begreberne, saa at Tyskerne nu synes ganske almindelig at staa i den Tro, at Slesvig er et oprindelig og igrunden tysk Land, som urettelig er skilt fra Holstein og Tyskland og bliver skammelig mishandlet af den danske Styrelse.
Naar man vil fremstille Hertugdømmet Slesvigs statsretlige Forhold, behøver man derfor alene at fortælle, hvad der foregik i 1721, hvilket Alt endnu rettelig staar ganske og aldeles ved Magt. Havde Kong Fredrik den 4de derfor end ikke været i sin ubestridelige og gode Ret, da han inddrog Hertugdømmet som et hjemfaldent Len under Kronen, saa besad han det ialfald ved Krigens og Erobringens Ret, beholdt Landet ved Fredsslutningen og blev anerkjendt som Eneherre i Landet ikke alene af de øvrige europeiske Magter, men endog af det fordrevne Fyrstehus. Alt dette i Forbindelse med den paafølgende snart 150aarige Besiddelse maatte gjøre Danmarks Ret til Landet saa fast, at skulde denne med nogensomhelst Føje kunne bestrides saa gives der neppe nogen europeisk Stat, som man ikke med lige saa megen Ret skulde kunne gjøre snart sagt hvilkensomhelst Provins stridig. Og fremdeles: laa der end fra ældre Tider noget Sandt til Grund for den Arvepaastand, som Sidelinjer af det oldenburgske Hus nu fremkomme med, saa maatte dog den Indordning af Landet under Kongelovens Arvefølge, som Kongen af Danmark i Overensstemmelse med denne Lov – hvilken han selv var pligtig at lyde – da med alle Vedkommendes Samtykke iværksatte, nu staa for Fulde, da det er almindelig anerkjendt, at et Menneske, der tilfældigvis fødes som Prins af et kongeligt eller fyrsteligt Hus, ikke derved for sig og Efterkommere i uendelige Led vinder nogen Ret til at kuldkaste hevdvundne statsretlige Ordninger og de Forhold og Statsdannelser, som den historiske Udvikling har slaat fast, – for ellers skulde de fleste Stater ved det regjerende Fyrstehuses Uddøen, som jo aldrig kan forebygges, være udsatte for Opløsning og Sønderlemmelse i Kraft af gamle Arvefordringer tværtimod den naturlige Sætning, at Statens og Folkets Ret maa være stærkere end de enkelte Personers og Slægters. Og endelig sige vi ligeledes var Sønderjylland end ikke fra Først af en dansk Landsdel, hvis Forhold til Hovedlandet vel i uheldige Tider var blevet løsnet, men aldrig ganske opløst, og var end enkelte af de Vaaben, Schleswigholsteinerne hente frem fra sit middelalderske Rustkammer, end i og for sig ægte eller brugelige og deres Fremstilling af hine gamle Tiders ugreje og ufuldkomne Stats- og Samfundsforhold ærlig og rigtig – saa hjalp det dog altsammen ikke en Snus: Begivenhederne i 1721 maatte have slaat en Streg over alle de gamle Aftaler og Særretter, som stod i Strid med dem; Kongen af Danmark maatte have faat rent Bord til at ordne Hertugdømmets Statsret efter den nyere Tids og sit Riges Tarv, og Skindbrevene maatte da endelig være blevne, hvad den sunde Sans siger, at de maatte være, Aktstykker af Betydning for Historien, men ikke for Nutidens Statsret.
Men Schleswig-Holsteinerne har viist sig som fuldendte Mestere i den Kunst ved ensidige og vrange historiske Fremstillinger at forvirre Begreberne, at lægge hvad der passer for deres Kram ind i gamle og forlængst betydningsløse Begivenheder og glide let hen over de nyere og vigtigere. Derfor, og fordi de ikke har indskrænket sig til at paavirke sine tyske Landsmænd, men endog har prøvet paa de samme Kunster hos os, i et nordisk Land, har vi trod at burde dvæle længere og udførligere ved hine gamle Tildragelser, end vi havde ønsket. Af samme Grund nødes vi til endnu at gaa tilbage i Tiden og omhandle et Par Forhold, som Schleswigholsteinerne, baade de, som paastaa, at en Stat Schleswig-Holstein er bygget paa statsretlig Overenskomst, og de, som ikke tør kjendes ved denne Mening, dog paaberaabe sig som Hjemmel for Slesvigs Adskillelse fra Danmark og Schleswigholsteins Oprettelse og Indlemmelse i Tyskland. Dette er den gamle landstænderske Forfatning og det i flere Hundredaar og lige til vore Dager nedarvede Fellesskab i Bestyrelse og Lovgivning.
Vi fortalte ovenfor, at de saa højt priste Privilegier af 1460 saa langt fra paabød noget Fellesskab mellem Slesvig og Holstein, at de tværtimod maa siges at have forbudt saadant, da jo hvært Land skulde have særskilt Bestyrelse Lovstiftning og Retspleje. Men Skillemuren mellem de 2 Hertugdømmer og Baandet mellem Kongeriget og Slesvig blev rigtignok svagere, da Fredrik den Første egenmegtig ophævede Retten til at paaanke slesvigske Domme til de danske Overdomstole, og da Fredrik den Anden flyttede Urnehoveds Thing til Flensborg og udelukkede Bondestanden eller det store, menige danske Folk fra Landdagene, som de herefter kaldtes. Paa den anden Side vil det fremgaa af vor tidligere Fremstilling, at hine Landsprivilegier snarest maa regnes for Standsprivilegier, givne med særligt Hensyn til Ridderskabet, der ønskede baade de størst mulige materielle Fordeler og en lignende indflydelsesrig politisk Stilling som Rigsraadet i Danmark. Disse over begge Hertugdømmer udbredte Adelsmænd dannede et eget sluttet Lag, som andre Familjer kun vanskelig kunde optages i. De fik sig tilvendt de store Vidder, som havde ligget umiddelbart under Kronen (Oprindelsen til de saakaldte „adelige Godsdistrikter“ med ejendommelig Bestyrelse) saavelsom Størstedelen af de gamle danske Hærmænds Ejendomme. Ved Neformasjonens Indførelse blev Stiftet Slesvig, der før var et Len for sig, indlemmet i Hertugdømmet, og dets Godser faldt for det Meste ogsaa i Riddernes Hænder. Ligesaa blev Klostergodserne inddragne, og 1 af Klostrene 1 i Slesvig og 3 i Holstein, blev med tilhørende Ejendomme tillagte Ridderskabet til Forsørgelse af ugifte Døtre, ligesom det blev bestemt, at Forstanderne (de kaldtes ialmindelighed „Provster“) for disse nu meget uegentlige Klostre skulde være Mænd af Ridderskabet. Dette blev saaledes en overvættes megtig Korporasjon (Lag); det ejer Godser af umaadelig Værdi; det har igjennem Aarhundreder været saa at sige selvskrevet til de vigtigste fornemste og bedst lønnede Embeder ikke alene i Slesvig og Holstein, men i hele den danske Stat; det er endnu et af de rigeste, dygtigste og stolteste Aristokratier i Europa.
Oprindelig bestod Landdagene her som i andre middelalderske Forfatninger af de 4 Stænder Adel, Gejstlighed, Borgere og Bønder. Men Bønderne blev snart udelukkede, og Borgerne mødte ikke for den hele Borgerstand, men efter visse snevre Regler for Borgerskabet i enkelte Byer, som fra gammel Tid havde Ret til at lade afgive Møde, og ikke i de nyere Kjøbstæder, om end disse blev nok saa betydelige. De Gejstlige var bare enkelte af de fornemste af Standen, og da deres bedste Ejendomme og højeste Poster ved Reformasjonen tilfaldt Ridderne, gik igrunden ogsaa de Gejstlige op i hine, og naar man i senere Aarhundreder taler om Prælater og Ridderskab i Hertugdømmerne, menes dermed Ridderskabskorporasjonen og de af denne valgte og af Kongen bekræftede Provster m. V. for de adelige Frøkenklostre, i Slesvig altsaa bare Ridderne med 1 saakaldt Prælat af deres Midte.
Hvært Hertugdømme skulde have sin særskilte Landdag. Men da nu Delingerne kom i Brug, og de forskjellige Smaahertuger fik Stykker af begge Hertugdømmer, maatte der nødvendig opstaa mange synderlige og ugreje Forhold. Som ovenfor fortalt blev nogle Stykker af Hertugdømmerne undtagne fra Delingerne og regjerede i Fellesskab af Hertugerne eller af de 2 Hovedlinjer, den kongelige og den holstein-gottorpske. Dette var nu netop Tilfældet med de adelige Godsdistrikter formedelst Riddernes Fellesskab i Interesser samt med nogle Byer m. V. Stænderne i disse Fellesdistrikter, d. e. Ridderskabet med endel Kjøbstadsborgere, kom efterhaanden sammen i Fellesmøder, hvad enten det nu har været af Hensigtsmæssighedsgrunde, eller fordi Fyrsterne fandt det fordelagtigt at dæmpe mulig Modstand fra det ene Hertugdømmes Stænder ved Hjelp af det andets. Der kjendes ingen bestemt eller paa statsretlig Vedtagelse grundet Hjemmel for disse felles Sammenkomster; de indførte heller ikke nogen fuldstændig konstitusjonel Forbindelse endog mellem hine Fellesdistrikter, da man tværtimod har Prøver paa, at Slesvigerne negtede at deltage i eller bare med Forbehold gik ind paa Udgifter, som nærmest vedkom Holstein; de faldt ogsaa, efterhaanden som Fyrsternes Suverænitet eller Enevælde, som det i de Tider gik i de fleste Stater, mere og mere udviklede sig, bort af sig selv. I 1711 holdtes det sidste af disse Møder, som det antages 150 Aar efterat de var komne i Brug; men dette var bare det andet Møde i Løbet af de sidste 50 Aar, og da blev begge Hertuger enige om ikke mere at holde slige Landdage. Dette sidste Møde havde ogsaa alene været besøgt af Prælater og Ridderskab, saa man ser, at de tilsidst bare blev en Repræsentasjon for visse Standsinteresser. De havde heller ikke haft nogen lovgivende Magt (denne skulde være hos hvært Hertugdømmes Landdag, som dog ogsaa efterhaanden kom af Brug); deres fornemste Hværv var at bevilge Hertugerne Krigsstyr og andre Skatter, og det ikke for hele Hertugdømmerne, da tværtimod hvær Hertug vilkaarlig udskrev Skatter af Bønderne i sine egne Distrikter, men alene for Fellesdistrikterne, hvortil de forsøgte at regne de sønderborgske Hertugers Lodder, hvis Højhedsret ikke ansaaes jevngod med Kongernes og Gottorpernes.
De Privilegier, som Fyrsterne stadfestede ved sin Tronbestigelse, var altsaa og blev endmere i Tidens Løb Standsprivilegier for en enkelt Klasse. Da denne fandt sit Udtryk i den felles (ridderskabelige) Landdag, og da Hertugerne paa Grund af Fellesskab i Delinger og Udstykninger og fordi den tyske Kejsers Overhøjhed mere og mere blev en tom Form ikke fandt synderlig Grund til at gjøre nogen Forskjel mellem Slesvig og Holstein eller altid at nævne hvært Hertugdømme i særskilte Dokumenter, blev Privilegierne som oftest eller indtil Kristian den 5tes Tid stadfestede underett. Men det maa af sig selv springe i Øjnene, at den Bekræftelse paa visse Særrettigheder, som meddeltes de i saadanne Møder, der kun angik visse Deler af Hertugdømmerne, deltagende Personer eller Klasser, ingenlunde kunde begrunde nogen virkelig eller forpligtende konstitusjonel og statsretlig Forbindelse mellem Landene. Fellesmøderne blev som sagt sidste Gang holdte i 1711[4].
Og i ethvært Fald danner ogsaa i denne Henseende Aaret 1721 et Vendepunkt. Medlemmerne af det slesvigske Ridderskab, som fuldt vel skjønte, hvad Klokken var slagen, og vidste, at den tidligere Forbindelse med det holsteinske Ridderskab ikke paa samme Maade som før kunde vedlige- holdes, efterat Hertugdømmet Slesvig var gjenforenet med den danske Krone, anholdt i et underdanigst Bønskrift om, at Kongen allernaadigst vilde bestemme en særskilt Landdag for Slesvig og forunde dem samme Rettigheder og Formoner som det holsteinske Ridderskab, for at de kunde være lige saa gode som det. Kongen vilde dog ikke give Løfte om nogen Landdag, og da Ridderne bad hans Efterfølger Kristian den Sjette om en Bekræftelse i Fellesskab af det schleswigholsteinske Ridderskabs Særrettigheder, gav han (1731) det slesvigske og det holsteinske Ridderskab hvær sin Stadfestelse paa deres Privilegier og det vel at mærke derhos med en noget forskjellig Ordlydelse, idet Stadfestelsen paa de slesvigske Ridderskabsprivilegier indeholdt en Sætning om, at den alene var given, forsaavidt det ikke er imod vor (hans) suveræne Eneregjering over dette Hertugdømme, – hvilke Ord ikke stod i det under Tyskland hørende Holsteins Ridderskabsprivilegier, selv ikke efterat den danske Konge ogsaa havde erhværvet den gottorpske Del af dette Hertugdømme. Saadanne særskilte og forskjellig affattede Privilegie-Stadfestelser blev givne af alle de følgende Konger.
Da Ridderskabet saa, at dets offentlige Forbindelse var ugjenkaldelig ophævet, søgte det at bevare Fordelene af den private Forbindelse mellem dets slesvigske og holsteinske Medlemmer. Paa dets Begjæring indrømmede Kongen det (1732) Ret til at bevare sin saakaldte nexus socialis (private Samfundsfellesskab) og de dermed sammenhængende Formoner, saasom Sameje i og Eneret til de adelige Frøkenklostre, en vis gjensidig Hjelp til Kredit paa Kiels Penge-Marked, Ret til at hæve Bropenge, Frihed for Told og Stempletpapir, fri Handel med og Udførsel af Smør o. s. v. Det er i dette adelige Smørbrev, som en dansk Forfatter kalder det, og som havde det udtrykkelige Tillæg, at det alene gjaldt, forsaavidt det ikke var til Hinder for Kongens høje Rettigheder, at Ridderne og deres schleswigholsteinske Tilhængere har villet finde den sidste Forskansning for sin Paastand om en uadskillelig Stat Schleswig-Holstein! Denne rent private ridderskabelige Forbindelse kunde ikke vinde en større retlig Uryggelighed derved at Kongerne siden (1775) tillod Ridderne af sin Midte at velge et fast Forretningsudvalg (den saakaldte bestandige Deputasjon), der havde at varetage disse private felles Anliggender og kunde henvende sig til Kongen med Forestillinger i Anledning af dem. Nexus socialis ansaaes for at staa ganske i Klasse med de mangfoldige andre Privilegier, som Kongerne efter Skik og Brug stadfestede ved sin Tronbestigelse. Kong Fredrik den 6te lod den endog i 1815 bekræfte ved en simpel Kanselliskrivelse (uden kongelig Underskrift), og under de senere Kjevlerier truede han Ridderne med, som han var fuldt berettiget til, ganske at ophæve deres Forbindelse dersom de misbrugte den.
At Danmark i Begyndelsen af dette Aarhundrede mod sin Vilje blev inddraget i den store Napoleons Krige, havde de ulykkeligste Følger, og Staten gik kun ud af disse med de største ydre og indre Tab, der efterlod en Svækkelse, som det skulde mange Aar til at forvinde. Stemningen var derfor i hele den tilbageblevne Del af Staten meget nedtrykt og stod i stærk Modsætning til den Begejstring, som herskede i Tyskland efter Sejeren over Napoleon. Den Vækkelse af den tyske Nasjonalaand, som nu foregik og navnlig spreddes fra Unibersiteterne, og i Sambaand dermed Sværmeriet for Middelalderen, da det tyske Kejserdømme virkelig havde Noget at sige, og for dens romantiske Liv og Indstiftelser fandt ogsaa sin Vej til Hertugdømmerne, ikke alene til det rent tyske Holstein, men ogsaa til Slesvig, hvis allerfleste rige og fornemme Indbyggere nu var Tyskere.
Da Fredrik den 6te i 1815 traadde ind i det tyske Forbund for Holsteins og Lauenburgs Vedkommende (hvorved den gamle Modsætning mellem Slesvig og Holstein altsaa paany fandt sit Udtryk), og da det i Forbundets Grundlove blev foreskrevet, at alle Forbundslande skulde have stænderske Forfatninger, forsaavidt saadanne ikke allerede bestod i anerkjendt Kraft, nyttede Ridderskabet dette Tilsagn og hin tyske nasjonale Stemning til et Forsøg paa i egen Interesse at faa den gamle Stænderforfatning gjenindført. Det indgav ved den bestandige Deputasjons Sekretær, Professor Dahlmann i Kiel, den nyere Schleswigholsteinismes Fader, i de nærmest følgende Aar det ene Bønskrift og Klageskrift efter det andet til Fredrik den 6te. Dahlmann søgte heri at paavise, at Ridderskabets sociale Forbindelse og Bekræftelsen af denne samt af dets Standsprivilegier skulde indeholde en Anerkjendelse fra Kongernes Side af de gamle Landsprivilegier (eller Landsfriheder som han omskrev Ordet) eller af Hertugdømmernes Stilling som en egen og uadskillelig Stat, og fordrede i Kraft heraf og af Bestemmelsen i Forbundsakten om Bevarelsen af de bestaaende landstænderske Forfatninger Indkaldelsen af den felles Landdag for Slesvig og Holstein. Her har vi altsaa den kunstige og urimelige schleswigholsteinske Lærebygning[5].
Fredrik den 6te afviste dog med Fasthed alle disse Forsøg, og da Ridderskabet efter Dahlmanns Anstiftelse tilsidst klagede til den tyske Forbundsdag og fremsatte sine Fordringer for denne, viste den (1823) Klagen fra sig, forsaavidt angik Kravet paa felles Landdag for Holstein og Slesvig, fordi Forbundet ikke havde det mindste med Slesvig at skaffe, – hvilket allerskarpest blev udtalt af den preussiske Regjering. For Holsteins Vedkommende kjendte Forbundet for Ret, at en Forfatning, som ikke havde gjeldt siden 1711, ikke længer kunde ansees for bestaaende.
Denne Afgjørelse var, som let vil skjønnes, ganske stemmende med Retfærdigheden, og den bør vel mindes, naar man stiller sig de tyske Magters og det tyske Forbunds senere Færd mod Danmark for Øje. Om det end for at svække Betydningen af Forbundets Kjendelse skulde indvendes at den blev given i dets mest frihedsfiendske Tid, saa vilde en saadan Indvending dog være aldeles ugrundet, – for en saadan Frihed, som Ridderne begjærede for sig, behøvede i Sandhed ikke den mest skyggerædde og folkefiendske Styrelse at være bange. Deres Forfatning var ikke den nye Tids Skabelse, men et Forsøg paa at misbruge Historien for af egennyttige Grunde at grave det Døde op af Jorden. Holsteinerne havde som ethvært andet Folk Krav paa i Tidens Fylde selv at kunne styre sine Anliggender under en fri Forfatning; men de havde ikke Ret til en bestemt, forlængst afskaffet Forfatning. Det norske Folk havde i 1814 en naturlig Ret til at give sig sin frisindede Grundlov; men Ingen faldt paa, at denne Ret grundede sig paa den hensmuldrede Lagthings-Indstiftelse, eller at denne atter skulde kunne kaldes tillive, og da det danske Folk i 1849 fik sin fri Grundlov, var dette beller ikke i Kraft af den i 1560 henvejrede Stænderforfatning.
Men dengang havde den schleswigholsteinske Skoles historiske Anskuelser og Erobrings- og Sjømagtslysten endnu ikke bedaaret Tyskerne og vakt deres folkelige Lidenskaber; dengang havde de tyske Fyrster endnu ikke lært at bortlede Folkets Krav paa Forbedring i de indre Tilstande ved at stemme med i det schleswigholsteinske Skrig; dengang kunde de derfor endnu give en uafhængig Kjendelse.
Det Røre, som Ridderskabet havde vakt, døde snart hen, og den nye, mere folkelige, schleswigholsteinske Bevægelse efter den franske Juli-Revolusjon af 1830 fik heller ikke for det Første nogen videre Betydning.
Da Fredrik den 6te i Aarene 1831 og 1834 gjorde et Skridt til at imødekomme Tidens Krav ved at indføre raadgivende Provinsialstænderforsamlinger, fornegtede han ogsaa fremdeles den schleswigholsteinske Lære ved at give Holstein og Slesvig hvær sin særskilte Stænderforsamling, som rigtignok (skjønt ingenlunde i schleswigholsteinske Øjemed) var saa aristokratisk sammensat, at de tyske Godsejere og Embedsmænd med deres Tilhæng fik en afgjørende Overvegt i den slesvigske Forsamling. Samtidig begik han en stor politisk Fejl ved af Hensyn til Tyskerne ogsaa at indføre 2 Stænderforsamlinger for det egentlige Kongerige en for Østifterne og en for Nørrejylland.
Endnu havde den schleswigholsteinske Lære saa lidet trængt igjennem hos Kongen af Danmarks tyske Undersaatter, at man i de første Stænderforsamlinger altid talte om Samstaten, den danske Stat o. s. v. og ikke havde nogen Tanke om Hertugdømmerne som særskilte Stater, og at det vakte Anstød, da nogle af Partiets Ledere endel Aar senere saa smaat begyndte at slaa paa denne Streng. Først i Aarene omkring 1840, da det blev mere og mere klart, at det regjerende Kongehus eller Fredrik den Tredjes Mandsstamme vilde uddø, og da de ærgjærrige og æreløse augustenburgske Prinser begyndte at fiske i rørte Vande, og derfor baade sluttede sig til Ridderskabet og pustede til den fornyede tyske Nasjonalbevægelse, som fik større Næring i Hertugdømmerne ved de begyndende Rivninger mellem den danske og den tyske Folkelighed i Slesvig – først da hævede det schleswigholsteinske Parti, som imens var blevet fuldt udviklet og havde forplantet sin Lære blandt Størstedelen af Statens tysktalende Borgere og saagodtsom over hele Tyskland, atter mere og mere dristigen Hovedet, og i Revolusjonsaaret 1848 kunde det endelig for en kort Tid med Tysklands Hjelp faa sat sine nu utilhyllede Paastande igjennem, at faa Slesvig indlemmet i det tyske Forbund, sammenkalde en schleswigholsteinsk Landsforsamling og vedtage en schleswigholsteinsk Statsgrundlov.
Ligesom Fordringen om en felles schlesvigholsteinst Landdag og den derpaa byggede Lære om Ret til en politisk Forening mellem Hertugdømmerne saaledes vil sees at være fuldkommen grundløs, saaledes gjelder det Samme ogsaa om Fellesskabet i Bestyrelse. Denne skulde jo ligeledes efter Landsprivilegierne netop være særskilt for hvært af de 2 Lande. Men Delingerne maatte ogsaa i denne Henseende nu og da fremkalde Forviklinger. De Stykker som hvær af de mange Hertuger alene herskede over, kunde ikke godt styres i Fellesskab med de øvrige Deler af hvært Hertugdømme. Omskiftelserne maatte lede til idelige Forandringer i Styrelsessæt. Naar en Hertug havde et lidet Stykke Land i Slesvig og et lidet i Holstein, overholdt han derfor just ikke Forskjellen mellem disse Deler saa nøje, men styrede dem for Bekvemmeligheds Skyld ofte underett. Men en saadan felles Bestyrelse berodde alene paa hans vilkaarlige Godtykke og var en rent administrativ Forholdsregel, der, som det ogsaa virkelig gik, lige saa let kunde gjøres om igjen. At Regenterne, baade Hertugerne slet og ret og de danske Konger af det oldenburgske Hus, var Tyskere og ikke havde nogen Tanke eller Følelse for den indfødde og overvejende danske Folkelighed i Slesvig, men stadig brugte tyske Embedsmænd, dels fra Holstein og af de tyske Familier i Slesvig, dels indkaldte fra alle Kanter af Tyskland, maatte gjøre de mange Sammen- og Omkomplinger saa meget lettere. Da Landsprivilegierne som oftere forklaret ikke tilsigtede noget administrativt Fellesskab, kunde forøvrigt deres paafølgende felles Bekræftelse af Kongerne indtil Kristian den 5te allermindst retlig grunde noget saadant i Tider, da Landene netop administrativt var adskilte i flere Stykker.
Naar man i hine Tider vil tale om noget administrativt Fellesskab, da møde vi igjen Ridderskabet med Fellesdistriktet. For dette var det aftalt mellem de 2 regjerende Hovedlinjer at have en felles Regjering, lige- som der blev oprettet en felles Landskasse til at bestride Udgifterne ved Hertugdømmernes Forsvar. Denne faldt dog bort netop paa Forlangende af Gottorperne, Datidens Schleswigholsteinerne, hvis Tragten var Løsrivelse fra Danmark, men ingenlunde Opretholdelsen af et udelt Schleswig-Holstein, og de 2 Huse blev enige om at dele Indtægterne af Fellesdistrikterne lige. Om disse Distrikters felles Regjering var det endvidere aftalt, at hvær af de 2 Fyrster skulde regjere 1 Aar ad Gangen. Men dette kunde ikke gaa godt. Denne saakaldte „Kommunion“ blev paa mange Maader krænket, og det fornemmelig af Gottorperne, som for at blive des mere uafhængige ønskede Adskillelsen, mens Kongerne for at have lidt Tag i det Hele som oftest holdt paa den. Efter mangfoldige Kranglerier blev det endelig ved den travendalske Fred 1700 bestemt, at Fellesskabet skulde aldeles ophøre, og Delingen blev straks udført for de Fellesdistriktet tilliggende Byers og Landdistrikters Vedkommende med Undtagelse af Ridderskabet og Klostrene om hvis Deling nærmere Aftale blev forbeholdt, men endnu ikke var truffen ved Krigens fornyede Udbrud og Slesvigs paafølgende Indlemmelse i Danmarks Krone. Vilde Nogen end mod al Ret paastaa, at det her omhandlede ufuldkomne Fellesskab nogensinde var hjemlet ved statsretligt Fordrag, saa var det ialfald nu, statsretlig taget, fuldstændig og gyldig ophævet.
Fellesskabet i Hertugdømmernes Bestyrelse havde derfor intetsomhelst retligt Grundlag. Saaledes som det inden Oprøret i 1848 bestod, havde det udviklet sig i Forbindelse med den efterhaanden fastere danske Helstats Bestyrelse og ganske afhængig af Enevoldsherskernes Forgodtbefindende. Det var fra omkring Midten af det 17de Hundredaar, at den administrative Ordning i den nyere Tids Forstand var opstaaet og uddannet. De til Adelens Bestyrelse overdragne Len blev inddragne og Amter oprettede, og i Kjøbenhavn blev Regjeringskontorene (Departementerne) omdannede efter hin Tids Mønstre. Statens indre An- liggender blev forvaltede gjennem 2 Kansellier, det danske for Danmark (og Norge), det tyske for den Del, Kongen besad af Hertugdømmerne.[6] Men det at Kongen henlagde Hertugdømulernes indre Forvaltning under en felles Regjeringsafdeling, indeholdt ingenlunde nogen Anerkjendelse af deres Ret til at høre sammen; det var et rent Bekvemmelighedshensyn (vistnok sammenhængende dermed, at det overvejende danske Land Slesvig blev styret paa Tysk), som her gjorde sig gjeldende; af samme Bekvemmelighedshensyn blev Behandlingen af de udenrigske Sager fra Først af henlagt til det mindste af de 2 Kansellier, det tyske, uden at man dog heraf har turdet udlede nogen Ret for Hertugdømmerne eller deres tyske Adels- og Embedsmænd til alene at styre Danmarks Udenrigspolitik, – skjønt i Gjærningen Danmarks Udenrigsministre og Sendemænd ved de fremmede Hoffer i de følgende Tider som oftest var holsteinske Adelsmænd.
At det alene afhang af Kongerne, hvordan Bestyrelsen skulde ordnes, viste sig, da Fredrik den Tredje 1669 uden Indvending lagde Behandlingen af alle slesvigske Sager under det danske Kanselli, og det var slet ikke Hensyn til nogen schleswig-holsteinsk Ret, som i 1688 bragte den forresten meget tyske Kristian den Femte til atter at indføre den felles Bestyrelse af alle slesvigske og holsteinske indre Sager under det tyske Kanselli.
Det var visselig en overvættes stor politisk Fejl af Fredrik den 4de, at han i 1721 lod sig nøje med at indlemme Slesvig i Danmarks Krone og ikke samtidig indforlivede det i Kongeriget, som han fra Først af havde tænkt, og som han utvilsomt havde baade Ret og Magt til. Det laa i Enevoldsmagtens Natur ikke uden særdeles Opfordring at foretage store Forandringer, og de idethele milde danske Konger kviede sig vel, omgivne som de var mest af tyske Hoffolk og Embedsmænd, for uden stærke og tvingende Grunde at røre ved det Tilvante og at løsne de Baand, som nu engang havde dannet sig mellem Hertugdømmernes fornemste Indbyggere, hvorfor de ogsaa (dog som en ren Naadeshandling) tilstod Ridderskabet dets sociale Forbindelse. Men for dette kongelige Hovmod, som tænkte, at med et Kongeord om Indlemmelsen og Magternes Garanti var den hellige Grav vel forvaret, har det danske Folk dyrt maattet bøde. Der mangler forresten ikke Vidnesbyrd ogsaa fra den nærmest følgende Tid og lige til det sidste Øjeblik for, at de danske Konger fuldtvel forstod Danmarks Riges Ret og vidste, naar det gjaldt, at hevde den og gjøre bestemt statsretlig Forskjel mellem Slesvig og Holstein; men for det danske Folks Ret har alle de oldenburgske Konger omfram den Sidste været saagodtsom blinde.
Den Bestyrelsesmaade, som nu gjaldt, holdt sig med enkelte Afændringer, som forandrede Tidsomstændigheder medførte, lige til forrige Oprørskrig. De Deler af Slesvig og Holstein som Danmark efter 1721 vandt, blev altsaa lagte under det tyske Kanselli, og efter Lauenburgs Erhværvelse forenedes tillige Bestyrelsen af dette Lands indre Sager dermed, hvorefter dette Kanselli fik Navn af det schleswig-holstein-lauenburgske. Heri ligger et nyt Vidnesbyrd om, at der aldrig har været noget schleswig-holsteinsk Kanselli og en med dette Navn sammenhængende Ret til felles Bestyrelse. For selv i Tyskland maa saagodtsom Alle indrømme, at Lauenburg tilhører den danske Krone og slet ikke staar i noget særligt statsretligt Forhold til Slesvig eller Holstein.
Vi har flere Ganger bemærket, at det var Hertugdømmernes indre Sager, som styredes af et felles Regjeringskollegium i Kjøbenhavn. De Sager, som her behandledes eller forbereddes jevnsides med de tilsvarende Sager i det danske Kanselli for Kongeriget Danmark (og i sin Tid Norge), var noget nær de, som pleje at høre under Kirke-, Justits- og Indenrigsministerier. Men ved Siden heraf havde der efter Kongernes Vilje dannet sig en Helstatsstyrelse for en stor Del andre Anliggender: de udenrigske Finanser Told, Statsgjeld Pensjoner, Land- og Sjøforsvar m. V. Der gaves et felles Ministerium eller Statsraad for hele Staten, og under de Regjeringskollegier, som havde med de felles Sager at bestille, hørte alle den danske Stats Landsdeler. Tidligere havde Ingen haft Noget at udsætte paa denne Ordning eller ment, at Hertugdømmernes Ret var gaaet for nær ved, at de i de allervigtigste Ting havde felles Bestyrelse med Kongeriget. Det tør derfor af det her Anførte fremgaa, at det alene berodde paa Kongernes Afgjørelse hvorledes Sagerne i Regjeringskontorerne skulde behandles, at den af dem fastsatte Ordning ikke havde nogen statsretlig Betydning, og at der ikke var nogen retlig Hindring for, at Kongerne, naar de vilde det, kunde enten slaa Hertugdømmernes Regjeringskontorer aldeles sammen med Kongerigets eller give hvært Hertugdømme sine særskilte. Det bør ogsaa bemærkes, at flere Deler af Slesvig (Tørninglen, Als, Ærø) laa og tildels endnu ligger under de kongerigske Embedsværk og dansk Lovgivning i Kirke- og Skolevæsens-Sager, hvilket jo vilde være uforeneligt med Hertugdømmets grundlovmassige Adskillelse fra Danmark og Forening med Holstein.
Efterat Fredrik den Sjette længe havde holdt sig tappert mod Schleswig-Holsteinernes Fordringer gav han, som et Slags Vederlag for sin Negtelse af at tilstaa begge Hertugdømmerne felles Stænderforsamling, efter for sine tyske Embedsmænds Ønske ved i 1834 at indstifte en schleswig-holsteinsk Provinsialregjering i Byen Slesvig til forberedende Behandling og for en Del endelig Afgjørelse af de Sager, som ellers laa under det schleswig-holstein-lauenburgske Kanselli, og ved samtidig at oprette en schleswig-holstein-lauenburgsk Overappelasjonsret i Kiel. Dette var en umaadelig Fejl, som bittert hevnede sig, da Schleswig-Holsteinerne siden pukkede herpaa som en Anerkjendelse af deres Ret, og da de tyskdannede og tysksindede Embedsmænd i disse nye Embedsværk siden for en stor Del arbejdede Oprørspartiet i Hænde. Men det var klart, at ligesom disse nye Embedsværk kunde oprettes ved en Privatlov, saaledes kunde de ogsaa paa samme Maade ophæves, og ved Underhandlingerne efter forrige Krig tilstod endog de tyske Magter, at Hertugdømmerne ikke havde Ret til saadanne Indstiftelser. De døde ogsaa hen med Krigen, kun at Overappellasjonsretten blev beholdt som en holstein-lauenburgsk.
Denne altsaa ingenlunde grundlovsmessige eller statsretlige Overappellasjonsret, som bare bestod omtrent 15 Aar, er den eneste Fellesdomstol, som nogensinde har haft dømmende Myndighed for hele de 2 Hertugdømmer. Det var jo fra Først af udtrykkelig fastsat, at hvært Hertugdømme skulde have sine særskilte Domstoler, og at Paaanken fra det ene skulde gaa til de danske, fra det andet til de tyske Overretter. Vel faldt, som vi har fortalt, Appelretten fra Slesvig til Danmark alt tidlig bort, ligesom ogsaa Appel- len fra de holsteinske Retter til den tyske Rigskammerret, skjønt først langt hen i Tiden, ophørte, og vel foregik der ogsaa med Hensyn til Domstolene under Delingernes og Forvirringens Tider adskillige Sammenkomplinger og Omstøbninger; men det havde dog inden Overappellasjonsrettens Indstiftelse i langsommelige Tider været saa, at hvært Hertugdømme eller da navnlig Slesvig havde haft sin egen Over- eller Appellasjonsret, som, uafhængig af det andets, dømte i sidste Instans, kun at Sagerne fra disse Retter ligesom fra Kongerigets Højesteret ved et Misbrug af Enevoldsmagten tildels kunde henskydes under Kongens „allerhøjeste“ Afgjørelse.
Heller ikke Lovgivningen var egentlig felles. Medens Holstein som det øvrige Tyskland søger sin Retskilde i Romer-Retten, er denne Kilde endnu i Slesvig Jydske Lov, ligesom flere Afsnit af Kristian den Femtes Lovbog der har Kraft. Under den flersidige Forbindelse, Fyrste- og Bestyrelses-Fellesskab med Holstein blev vel Lovgivningen mer og mer den samme; men det har aldrig været lovfast, at saa skulde være, og der er flere Prøver paa, at ligelydende eller noget nær de samme Love for de 2 Hertugdømmer vel er givne, men under forskjellige Datoer, saa Afgjørelsen har ikke været taget underett. Og paa den anden Side blev under den danske Stats i flere Maader felles Styrelse og den altid mere lige Retsanskuelse de samme Forordninger nu og da givne for hele Staten, om end ogsaa stundom til forskjellige Tider for de forskjellige Landsdeler.
Men under de forskjellige Regimenter og Delinger, og da Slesvigs Lovgivning og Bestyrelse fornemmelig var lagt i Hænderne paa Tyskere, indsneg sig ved Siden af den danske Ret ogsaa romersk og tysk med dennes mange Afdelinger som lybsk Kjøbstadsret o. s. v., indtil 33 forskjellige Retssystemer. Ingen felles eller almindelig Lovbog er mere given, medens de mange forskjellige Forordninger og Reskripter tildels staar i indbyrdes Strid. Retskredsene blev mangfoldige – 153 heder det –, og ikke det alene, men de enkelte Sogne, tilmed enkelte Landsbyer i Sognene, ja vi tror endog at have læst etsteds enkelte Huse var delte mellem forskjellige Thinglag. Det er derfor vanskeligt for den menige Mand at følge med i Lov og Ret, og Slesvig er ret blevet et Slaraffenland for Thingstude og Lovtrækkere. Den Hærskare af Advokater, hvoraf Landet har vrimlet, har maattet faa den største Indflydelse paa Folks Ve og Vel og dermed ogsaa paa dets Tænkesæt og Holdning overhoved.
Ulykkeligvis havde nu den danske Styrelse for at ophjelpe det af Gottorperne stiftede Universitet i Kiel 1768 befalet, at Alle, som i Hertugdømmerne (ogsaa i den dansktalende Del af Slesvig!) vilde søge noget Embede, for hvilket akademisk Dannelse var foreskrevet, skulde have studeret 2 Aar ved dette tyske Universitet (det saakaldte Biennium). Det var netop ved dette Universitet, at den schleswigholsteinske Lære blev udklækket, fostret og tilsidst aabenlyst prædiket. I Sammenhæng med denne Lære, som vilde gjøre Slesvig til et tysk Land og en Del af det tyske Forbund, stod ogsaa den over Tyskland meget udbredde, at Tyskerne er det udvalgte Aandens og Dannelsens Folk, som har naturlig Kald og Pligt til at herske over og fortyske sine svagere Nabofolk. Da nu den danske Almue i Slesvig ikke vilde gaa ind paa de tyske Fordringer om at gaa op i Tyskland og vilde hevde Landets gamle Tungemaals naturlige Ret, frigjøre det for det indtrængte Fremmedes Overvælde og skaffe det lige Ret med dette – saa begyndte denne mærkelige Sprogkamp, som indtager en saa fremragende Plads i vort sydlige Broderlands nyere Historie.
Inden vi gaar over til at fortælle disse senere Tildragelser, tør det derfor være rettest at meddele noget Fuldstændigere om Slesvigs nasjonale Forhold.
Det er alt paa sit Sted anført, at Sønderjylland lige fra de ældste Tider, som sikre historiske Efterretninger naar op til, efter alle Vidnesbyrd af Runestenene i Sagaerne, hos danske, tyske og andre udenlandske Forfattere var et dansk Land med dansk Befolkning paa Nordfriserne nær og maaske i nogle sydlige Grensebygder, – at saa var det og under de gamle danske Konger indtil Lensforholdets Indførelse – at det først gik en god Tid hen efter Hertugdømmets Oprettelse, inden holsteinske Adelsmænd, som drog endel Landsmænd med sig, fik Fodfeste i Landet, – at denne Indvandring syd fra blev af større Omfang i de holsteinske Grevers Tid, men at alligevel de Thingsvidner som 1424 blev forelagte den romerske Kejser, fremstiller os Landet som aldeles overvejende dansk.
Det er ligeledes i det Foregaaende paapeget, at det oldenburgske Fyrstehus oprindelig var tysk, og at det gjennem lange Tider var og blev tysk i hele sit Sind og Væsen. Det viste en utrolig Ringeagt for Nasjonaliteten hos det Folk, det var sat til at herske over. Tyskere baade fra Kongens tyske Lande og fra det øvrige store Tyskland blev i Mængdevis indkaldte til allehaande Embeder og Stillinger, som Hoffolk, Officerer, Videnskabsmænd, Digtere, Kunstnere o. s. v. Hoffet var mest tysk - de fleste Dronninger var tyske Prinsesser – og Tysk i lang Tid Hoffets og de Fornemmes Sprog. Ligesom der, da det gik tilbage med den danske Adel efter Enevoldsmagtens Indførelse, blev oprettet en ny Adel, især af indvandrede Tyskere, saa de allerfleste nulevende Adelsslægter i Danmark stamme fra Tyskland – saaledes skriver den Mængde tyske Familjenavne, som forekommer i Danmark og, om end i mindre Mon, i Norge, sig tildels fra saadanne af Styrelsen begunstigede Udlændinger. Hæren bestod en Tid mest af tyske Lejetropper og endnu langt ud i forrige Aarhundrede blev danske (og norske) Soldater ekserserede og kommanderede paa Tysk. Endog Love for Danmark (og Norge) blev sommetider givne paa Tysk; endnu har vi her i Landet Love (endel af Militærlovgivningen), som er affattede i det tyske Sprog. Kort, der var en Tid, da det tyske Væsen havde indfiltret sig saaledes i alle Forhold i Danmark, at Alt, hvad der ikke vilde regnes for simpelt, efter de Fornemmes Foredømme brød paa det Tyske, og kun de lavere Stænder beholdt sit Danske, hvorfor der senere maatte en kraftig Opvækkelse og Anstrengelse af den danske Folkeaand til for, at Folket atter ret kunde blive sig bevidst som et nordisk Folk, der havde noget ejendommeligt Dansk og Nordisk at agte paa og forsvare. „Al vor Fortræd er tysk,“ sagde Digteren Ewald i forrige Aarhundrede – en Sætning som det danske Folk, om end i en noget anden Betydning, den Dag idag kun alt for meget maa sande.
Men naar det gik saaledes med det grønne Træ, hvorledes skulde det saa gaa med det tørre? I Slesvig havde det danske Tungemaal ikke alene at drages med Konger, som var ligegyldige for det Danske og foretrak det Tyske, men ogsaa med en Mængde i Landet bosiddende Hertuger, Kongehusets Sidelinjer, som med bevidst Hu arbejdede paa Landsmaalets Undertrykkelse og det Tyskes Opelskning. Reformasjonen, som ellers afskaffede det latinske Sprog ved Gudstjenesten og skulde bringe Folket det Gode at faa høre Guds Ord tolket paa dets eget Maal, indførte i Slesvig tyske Prester, som under tyske Fyrsters Beskyttelse prækede først paa Plattysk, siden paa det for Almuen endnu uforstaaeligere Højtysk, ikke alene, som ret havde været, i det sydlige Grensestrøg, men ogsaa i den større, rent danske Del af Landet. Ligervis var det med Undervisningssproget i Almuskolerne, hvor det Tyske ikke saa sjelden maatte prygles ind i de danske Børn for at faa dem til at aflægge den stygge Fejl at tale – sit Modersmaal. Alle højere Dannelsesanstalter inden Landet (Latinskoler o. s. v.) var tyske ligesom dets Skolelærerseminarium, medens det rent tyske kielske Universitet, som vi har set, endnu i en senere Tid fik en Fortrinsret til at uddanne Landets Embedsmænd. Disse var saagodtsom Alle Tyskere eller Mænd med tysk Opdragelse og Dannelse og (senere) det dermed følgende tyske Sindelag. I Sønderjylland var Tysk i lange Tider eneraadendende Regjerings- og Lovsprog, – danske Folk blev styrede og dømte paa et Sprog, som de ikke forstod. Her blev da ogsaa alle Samfundsforhold sammenfiltrede 263
med og inddrukne af tysk Væsen i endnu højere Mon end i Kongeriget, og her gjaldt det i en ganske anden Forstand og det næsten lige til de sidste Snes Aar, at alt Fornemt og Velbaarent var tysk, for hvilket det Danske maatte bøje sig og krybe i Støvet.
Det danske Folk i Sønderjylland har altsaa ret maattet tømme Lidelsens og Ydmygelsens Kalk; det har været og er en Smertens Søn blandt de nordiske Stammer, deres Benjamin. Det burde derfor i sær Grad kunne gjøre Regning paa deres Kjærlighed, paa deres Hjelp.
Men gives der da endnu et dansk Folk i Sønderjylland? Man kunde fristes til at opkaste dette Spørsmaal; – vist er det, at dersom det endnu har holdt sig efter en saadan Medfart, maa det have været meget sejgt og udholdende, have holdt med Inderlighed fast ved sit forhaanede, under Fødder trampede Landsmaal, og saa har dette virkelig været Folkets og Landets ægte, naturlige og oprindelige.
Lad os da høre enkelte Vidnesbyrd blandt de mangfoldige fra Tiden efter Reformasjonen.
Den bekjendte, troværdige Forfatter Dankwerth siger i sin 1652 udkomne tyske „Landsbeskrivelse“. „Nutildags lever i dette Hertugdømme Danske eller Jyder, Saksere og Frisere. Jyderne besidde den største Del, da alle Indbyggere mellem Kolding og Byen Slesvig er Jyder eller danske Folk, som tale Dansk undtagen i Flensborg, hvor Dansk og Tysk er blandede.“ Byen Slesvig, tilføjer han, ligesom det søndenfor liggende Land er fornemmelig bygd af Saksere, der ligesom paa Øen Femern tale Plattysk. Halvøen Svansø var derimod endnu Dansk.
En højt anset tysk Forfatter, Gebhardi, skrev 1770 i sin „Danmarks Historie“: „I Byen Slesvig og søndenfor en ret Linje herfra til Husum er det danske Sprog ganske ukjendt og ude af Brug;“ men, lægger han til, allerede i den nærmeste Landsby i Angel tale Bønderne udelukkende Dansk.
Den velkjendte tyske Rejsende Kohl udgav i 1847 efter at have opholdt sig længe i Holstein og Slesvig en Reisebeskrivelse hvori han siger, at om det end er muligt, at det danske Sprog i Fremtiden vil vige fortere og fuldstændigere end hidtil, er det dog unegteligt at i de 1000 Aar, siden de 2 Folk først stødte sammen, har Tysken alene vundet et lidet Stykke paa neppe 9 □ Mil. Trods Indvandringen af tyske Adelsmænd og Prester, trods Indførelsen og Paatvingelsen af tyske Love, Skikke og Sæder er det alene en Attendedel af hele Hertugdømmet hvor det Tyske har raadet fuldkommen Bugt med det Danske. Kohl mener derfor, at det har lange Udsigter med Iværksættelsen af Tyskernes Yndlingstanke at udstrække sin Tunge helt op til Skagen.
Til det saaledes fortyskede Strøg regner Kohl foruden Halvøen Svansø (Schwansen), hvor det Danske først uddøde for 80 Aar siden, ogsaa en liden Strimmel Land langs Nordsiden af Slien eller det sydlige Angel. Men danske Forfattere paastaar at dette sidste Strøg endnu ikke burde være tabt for Dansken. De anføre blandt Andet, at da den slesvigske Forfatter Hansen (han skrev paa Tysk) i sin Topografi over Hertugdømmmet fra 1770 siger, at Bønderne almindelig tale Dansk, uagtet Højtysk bruges ved Gudstjenesten, saa er det ikke rimeligt at det danske Maal i den følgende Tid skulde være ganske uddød. Da danske Tropper laa her i Egnen under og efter forrige Krig, saa talte ogsaa Bønderne stadig Dansk med Soldaterne, og i de officielle Kriminallister anføres fra denne Egn som fra Angel overhoved ved de fleste Forbrydere Dansk som deres Modersmaal, hvorfor det ogsaa synes at maatte være det almindelige hos Folket. At det Danske endnu i Aarene henved 40 strakte sig næsten ganske ned til Slien, vedgaar ogsaa den schleswigholsteinske Historiker Prof. Waitz og den bekjendte ovenfor alt omtalte Prof. Falck. Denne ytrede 1838 som Formand i den slesvigske Stænderforsamling, at i den sydlige Del af Hertugdømmet er det danske Sprog blevet undertrykt ved voldsomme Midler.
Ogsaa herom skal vi meddele nogle Vidnesbyrd.
I 1743 skrev den berømmelige dansk-norske Biskop Erik Pontoppidan om denne Fortyskning, som især skyldtes 2 Biskopper Clotz fra Westphalen og Reinboth fra Saksen: „I disse Tider forskrev man mange Kandidater fra Wittenberg og Magdeburg uden at se saa nøje paa Sproget. Dog blev endnu Kirketjenesten paa de fleste Steder lang Tid dansk. Men Did efter anden har Presterne, som alene studerede i Tyskland og fandt Besværlighed ved det Danske, for sin Mageligheds Skyld søgt at indføre tysk Præken paa Landet, endog i de Egne hvor Almuen knap engang forstod en eneste tysk Sætning. Paa nogle Steder begyndte man først at gjøre hvær fjærde, siden hvær anden og omsider alle Prækener paa Tysk. Saadant kunde ej ske, hvis ej Provsterne og særdeles General-Superintendenterne saasom Tyske af Fødsel havde samme Principuum som Presterne; thi da de paa Visitasjoner udi Menigheden ofte Intet kunde udrette, ønskede de at indføre det, som er dem bedst bekjendt, skjønt Menigheden næsten fremmed. I denne Henseende holder jeg for, at General-Superintendenten Dr. Stefan Clotz handlede meget uforsvarlig da han midt i forrige Aarhundrede rent afskaffede det danske og indførte til Almuens store Sorg og Græmmelse, skjønt Presteskabet til Behag, tysk Sprog i alle angelske Kirker, det flensborgske Amt og Provsti tilhørende, hvor Dansk tales i hvær Bondes Hus, men aldrig høres en dansk Prædiken,“ o. s. v.
Det bør her bemærkes, at det tyske Sprog alt længe før Klotz’s Tid var brugt ved Gudstjenesten i mange danske Sogne; men før brugte man dog Plattysk, som ikke var Almuen saa fremmed som det af Klotz indførte Højtysk. Der skal være større Forskjel mellem Plattysk og Højtysk end mellem Norsk, Svensk og Dansk. I Grensebygderne, hvor det danske og plattyske Folkemaal mødtes, var det vel rimeligt at den danske Almue almindelig forstod Plattysk; men Højtysk var og blev den længe uforstaaeligt.
I 1660 klagede Almuen i Hanved, straks søndenfor Flensborg[7], for den danske Konge, til hvis Landsdel dette Sogn hørte, over, at deres Kommunikanter, Syge og Bedrøvede ikke kunde blive betjente paa Dansk, men at deres Sjele altid skulde plages med fremmede, uforstaaelige Ord. Klagen blev virkningsløs.
I 1697 fik en Prest i den næsten rent danske By Haderslev Skrub af sin Provst og Biskop, fordi han ved Alterens Sakramente sagde: „Dette er hans Legeme“ o. s. v. paa Dansk til dem, som han vidste ikke forstod Tysk. Men Provsten var fra Pommern og Biskoppen fra Düsseldorf.
Efter Pontoppidans Beretning havde den Gottorpske Hertug Fredrik IV, som 1702 faldt i Karl den Tolvtes Krig i Polen, svoret paa, at naar han kom hjem, vilde han se til at udrydde det danske Sprog fra alle sine Kirker.
En indfød Slesviger, Raupach, sagde i et Skrift fra 1704. „I mit Fædreland er dansk Folkesprog; men Prædikener og Katekisasjoner blive for det Meste holdte paa Højtysk. Hvilke Frugter er deraf at vente, hvilken Opbyggelse at haabe? Kan Undervisningens Øjemed naaes, naar Børnene lære Katekismus udenad i det højtyske Sprog? Dette maa meget betviles.“
En fremmed Prest i Hyrup i Angel beklagede 1730 disse Forhold, idet han ytrede, at der var mange gamle Folk, som ikke kunde noget Tysk, ikke kunde noget af Budene, Intet vidste om Synden, om Kristus og hans Forløsningsværk, men alligevel gik i Kirke, til Skrifte og til Alters uden at forstaa Noget af den tyske Tjeneste.
En anden Prest i disse Tider, en Pommerink ved Navn Fischer, tiltalte derimod sin dansk-angelske Menighed saaledes „Har jeg ikke villet lære eder, Djevelspak og Helvedesbrande! at tale Tysk. Men hvad hjelper det? Dette Djevelspak bliver bestandig ved sit gale danske Sprog, hjemme, indbyrdes og allesteds.“
Mange var vistnok opmærksomme paa dette Onde, som strakte sig over hele Angel og det øvrige Mellemslesvig, Kjøbstæderne og enkelte Sogne af Nordslesvig. Men saa stor var hos de Styrende i dette danske Land, endog efter dets fornyede Indlemmelse i „Danmarks Krone,“ Agtelsen for det fremmede Maal og Fordommen om dets større Hellighed til Brug ved Gudstjenesten at man ikke faldt paa den simple Udvej at ansætte danske Prester, men tænkte at afhjelpe Ondet ved at tvinge Almuen til at lære de fremmede Embedsmænds Sprog og derfor bød Skolelærerne at undervise paa Tysk. Men Skolelærerne forstod almindelig selv ikke andet end de Indføddes Tungemaal, og dette Bud kunde derfor ikke nytte. I sin Fortvilelse foreslog en Provst i Angel 1738 herefter kun at beskikke Skolelærere som ikke forstod Dansk.
Dette Forslag fremkom 3 Aar, efterat en Slesviger, U. Petersen, i en Bog havde meddelt, at man endnu taler Dansk i den nordlige Del af Byen Slesvig og paa Landet lige ned til Dannevirke!
Skjønt selv næsten ganske tysk og lidet fortrolig med sit Folk, ynkedes dog Kong Kristian den Sjette, der var en ivrig Kristen, over de danske Slesvigeres kristelige Vankundighed. Efter fra sine Embedsmænd (NB. Tyskere!) at have indhentet Erklæringer om Landsmaalet, som efter disse vistnok var dansk i hele det omhandlede Strøg, befalede han 1739 og 1740, at de Prester, som herefter blev ansatte der, skulde være kyndige i Dansk. Men det var ikke bekvemt for hans tyske Embedsmænd at efterleve disse Kongebud, og de blev heller ikke overholdt.
Da Adam Struensee (en Brandenburger af Fødsel og Fader til Kristian den Syvendes berømte, i 1772 halshuggede Minister) i 1759 var bleven Superintendent (Biskop) i Slesvig, tog han sig med megen Iver af sit Kald. Allerede i en Visitatsberetning af 1760 klagede han over den store Hindring for Kristendomskunskaben, som laa i, at Folkets Sprog ikke var det samme som Presternes. Han havde vel tænkt, at Presterne maaske burde tilholdes at lære Dansk; men da dette formedelst „Presternes Beskaffenhed“ ikke kunde ske, og da det var godt for Folket paa Grund af dets Samkvem med dets sydlige Naboer (han glemte de nordlige) at lære Tysk, foreslog han, at Undervisningen i Skolerne skulde være alene tysk der, hvor Prædikenen var tysk. Vel fandt det slesvigske Overkirkeraad paa Gottorp (Slesvig) for denne Gang, at det var rimeligere, at Presterne lærte Dansk; men Biskoppen fik sin Vilje igjennem og 1761 udkom (gjennem det tyske Kanselli) en kongelig Anordning, som paalagde at bruge Tysk som Undervisningssprog i Skolerne, hvor det var Kirkesprog. Dette var den første Lovhjemmel for den barbariske Fremfærd mod de danske Børn i Sønderjylland og den første gyldige Stadfestelse paa det hidtil igrunden selvtagne tyske Kirkesprog. Det er over den 90 Aar senere stedfundne delvise Ophævelse eller Indskrænkning af disse ubillige Bud, at Schleswigholsteinerne i de senere Aar har hævet et Ramaskrig og faat det store tyske Folk at fnyse af Harme.
Alt for længe blev man imidlertid ved at vandre paa den valgte uheldige Vej. Budet af 1761 blev indskjærpet i 1768 og 1776; det blev under streng Straf forbudt Skolelærerne at tale et dansk Ord i Skolerne; om Børnene ikke forstod hvad der stod i den tyske Katekisme og ikke kunde gjøre sig forstaaelige paa Tysk, maatte Lærerne dog ikke forklare dem Indholdet paa Dansk.
I en ny Indberetning fra 1777 melder Struensee, at i de Sogne i Tønders Provsti, hvor Kirke- og Skolesproget endnu var Dansk, havde Børnene en god Kristendomskunskab, mens det stod maadelig til dermed i den større Del af Provstiet, hvor Tysken var indført, og hvor navnlig Kvinfolkene slet ikke forstod Tysk. Men man vilde ikke se den Lærdom, som maatte ligge i denne Kjendsgjærning. Struensee søgte Fejlen i, at den „fortræffelige Anordning“ af 1761 ikke var tilstrækkelig gjennemført, og fik den atter skjærpet. 1779 var det endog alvorlig paa Bane at indføre Tysk som Undervisningssprog over hele Slesvig, og Sagen faldt alene hen af den Grund, at man ikke vidste at skaffe Lærere dertil. Det kunde da ikke ventes, at Provsten Fabricius i Tønder skulde faa Fremgang med det Forslag, han 1780 fremsatte om atter efterhaanden at indføre Dansk, hvor det var Folkets Maal, skjønt selve Struensee denne Gang fra Først af var gunstig stemt derfor.
Det danske Sprog havde hidtil haft en Beskyttelse i Skolemesternes Ukyndighed i det Tyske. Men 1786 faldt ogsaa denne Skranke bort, da der for Hertugdømmet blev oprettet et Skolelærerseminarium i Tønder, hvor Undervisningen alene var tysk. De Lærere, som gik ud fra denne Anstalt, drev Fortyskningen med en altfor sørgelig Nidkjærhed og bankede Børnene, om de talte sit danske Modersmaal enten i eller udenfor Skoleværelset. Forældrene blev tilholdt at tale Plattysk med Børnene.
Da Loven om Indfødsretten, som forbeholdt Statens Embeder for Danske (indbefattet Slesvigere), Norske og Holsteinere, udkom 1774, blev vel en Bom sat for den stærke Indvandring af fremmede Embedsmænd. Men kort iforvejen (1768) havde Kiels Universitet faat sin Fortrinsret til Uddannelse af Hertugdømmernes Embedsmænd[8], og da alle højere Dannelsesanstalter var tyske, blev derved kun Lidet vundet for Danskhedens Ret.
Dog se vi Struensees Eftermand Adler (en tysk Slesviger) 1793 raade til en Forandring i de urimelige Bestemmelser om Kirke- og Skolesproget. Men hans Henvendelse herom frugtede ikke. Ved denne Tid blev atter indhentet Beretninger fra de tyske Embedsmænd om Sprogforholdene; blandt disse skal vi eksempelvis nævne de fra de angelske Sogne Hyrup, Husby, Gjelting, Sterup og Siversted, som alle samstemmede deri, at den værste Hindring for Oplysningens Fremgang var den, at Børnene ikke kunde andet end Dansk, naar de kom i Skolen.
I Begyndelsen af dette Aarhundrede var efter alle Vidnesbyrd Dansk endnu det forherskende Sprog lige til Slien og en Linje fra Slesvig til Husum. Det var ikke synderlig Mere end Svansen, som da var endelig tabt; men samtidig havde det danske Sprog, uagtet Kirke- og Skolesproget i de frisiske Egne var Høitysk, ved sin egen Kraft fortrængt det Frisiske i adskillige vestlige Sogne. Men Kirke- og Skolesproget var lige til Nord for Flensborg udelukkende Højtysk. I Byen Flensborg var den sidste danske Menighed paa det Nærmeste ophævet 1782; i de næsten ganske danske Byer Sønderborg og Tønder blev kun Froprædiken holdt paa Dansk, ligesaa i Aabenraa, hvor man dog om Vinteren tillige havde dansk Aftensang, men maatte bruge tyske Salmebøger; i den saagodtsom danske By Haderslev, som endnu paa Kristian den Sjettes Tid havde 5 af 7 ugentlige Prædikener paa Dansk, fik man nu bare en Søndags Froprædiken paa Dansk og det i en udenfor Byen liggende Hospitalskirke, som blev betjent af en tysk Aftensangsprest. I Flækken[9] Løgumkloster var det 1792 paa 3 Personers Ønske bestemt, at hvær fjærde Gudstjeneste skulde være tysk, og dette vedblev indtil 1848. Ved Hertugen af Augustenburgs Slotte Augustenborg paa Als og Graasten i Sundeved, med tilliggende Flekker og Sogne var ogsaa Tysk indført, ligesaa i Flekken Nordborg paa Als og ved den adelige Kirke Kliplev i Sundeved, medens den tyske Gudstjeneste som var trængt ind i enkelte andre Sogne i de Stykker af det rent danske Sundeved, der stod under Augustenburgerne og de ældre (senere uddøde) glücksburgske Hertuger, af sig selv faldt bort. Og hvor tysk Kirkesprog helt eller delvis fik Indpas, gik det ligedan tildels endog videre, med Skolesproget.
Medens de tyske Styrere og Embedsmænd i Sønderjylland alt i lang Tid havde udgivet alle Love, Kungjørelser m. V. paa Tysk, var det ingenlunde ved Lov foreskrevet, at dette skulde benyttes ved Domstolene og i de lavere Embedsværk. Men da alle Embedsmænd var tysktalende, tog de sig selv Lov til at bruge Tysk i sine Forretninger og Protokoller ikke alene, som det burde at være, i det tyske Sydslesvig, men altid længer og længer mod Nord. Alligevel holdt Dansk sig ved Retterne i Nordslesvig temmelig langt ned i Tiden, og først i dette Aarhundrede, da Embedsmændene blev mere og mere ivrige for sit kjære Tyske, vovede de at drive det til dets fuldkomne Afskaffelse. 1833 forsvandt det i det sidste Distrikt, og nu blev da hele det sønderjydske Folk dømt og regjeret paa et Sprog, som det for en stor Del ikke forstod.
Imens begyndte det dog hos Statens øverste Styrer at gaa mere og mere op, at det var noget Galt ved den Behandling, de danske Sønderjyder led. Fredrik den Sjette havde under sit Ophold i Hertugdømmerne under de krigerske Forhold i Begyndelsen af Aarhundredet set, at der trængtes til en Forandring. Ved forskjellige Kongebud fra Aarene 1807 til 1820 blev det bestemt, at Lovene skulde have en dansk Oversættelse ved Siden af den tyske Affattelse, at en Professor i Dansk skulde ansættes i Kiel, at Alle, som søgte Embeder i Hertugdømmerne, skulde kunne læse og skrive Dansk, og at danske Seminarister kunde ansættes i Slesvig.
Det var kun Lidet, som herved blev udrettet, og enkelte af disse Bud, saasom det om Embedsmændenes Kyndighed i Dansk, blev, som man siden fik se, kun daarlig overholdte. Vigtigere havde det været, om Kongen havde gjennemført sin Befaling af 1819 om, at der, hvor Folket taler Dansk, skulde dette Sprog bruges i Kirken og Skolen.
Men atter skulde man gaa den lange Erklæringernes Vej og spørge de tyske Embedsmænd ad. Disse svarede vel, at Sproget i Angel og det øvrige Mellemslesvig var Dansk, men kom tillige som i Kristian den Sjettes Tid med saadanne Indvendinger som, at det var et andet Sprog end det egentlige Danske, hvilket Indbyggerne vist ikke vilde forstaa – Indvendinger hvis Grundløshed den nyere Tid har godtgjort, idet Danske, som nu har begyndt at underkaste Folkemaalet i Angel o. s. v. en videnskabelig Behandling, har paavist, at det er rent og godt Jydsk, som derhos under den lange Afsondring fra Sprogudviklingen i Kongeriget har beholdt en Mængde gamle nordiske Ord, hvilke Skriftsproget har mistet. Embedsmændene i det tyske Kanselli havde dog ikke Lyst til at indskrænke Tyskheden, – de henlagde egenmægtig Sagen, og naar Kongen sommetider mindede derom, fandt de paa Udflugter og Undskyldninger. Dokumenterne forsvandt sporløst og hemmelighedsfuldt; men bekræftede Afskrifter fandtes tilfældigvis siden i andre Regjeringskontorer. De uindskrænkede Konger er ikke sjelden meget indskrænkede i al sin Magtfylde.
Det var – vi udhæve det atter – fra det danske Folk i Sønderjylland, at Stødet til en virkelig Forandring først udgik. Bonden Nis Lorentsen fra Lilleholt (sydøst for Haderslev) foreslog i den første slesvigske Stænderforsamling at andrage hos Kongen om, at Dansk maatte blive Rets- og Forretningssprog i alle de Bygder, hvor det endnu var Kirke- og Skolesprog. Han vovede at udtale den Sandhed at Embedsmændene er til for Folkets Skyld og ikke omvendt, og spurte, hvad vel Holsteinerne vilde sige, om de skulde dømmes o. s. v. paa det for dem fremmede Danske. Dette billige Forlangende vakte vel Modstand og blev udsat til den følgende Stænderforsamling, men blev dog der antaget, rigtignok med Beskjæringer og i Sambaand med et andet Forslag, at der skulde gives nogen Undervisning i Tysk i samtlige Landets Almuskoler, ogsaa de tidligere rent danske. Regjeringen gav vel en tilsvarende Anordning, men tog dog siden endel af den tilbage ligeoverfor den Uvilje, denne billige Foranstaltning vakte hos det tyske Parti. Dette angrede Indrømmelsen og begyndte en forbitret Kamp mod Danskheden. I 1842 blev det i Stænderforsamlingen af Præsidenten og den tyske Flerhed forbudt et Medlem Kjøbmand Lorentzen fra Haderslev, at tale Dansk, og da han blev ved dermed, blev han udstødt fra Forsamlingen. Paa en Klage til Regjeringen var denne svag nok til (1844) at svare, at de danske Medlemmer vel maatte have Lov til at bruge sit Modersmaal, men kun forsaavidt de ved Samlingens Begyndelse erklærede ikke at være det Tyske tilstrækkelig megtige. Denne Afgjørelse fandt de danske Medlemmer saa krænkende, at de ikke længer vilde møde i nogen Forsamling inden Oprøret 1848.
Denne Forfølgelse mod det Danske, som ingen var ivrigere i end Brødrene Hertug Kristian og Prins Fredrik af Augustenburg, fortsattes imidlertid ogsaa udenfor Stændersalen, og Striden spredde sig nu ikke alene over hele Hertugdømmet, men ogsaa over Danmark og Tyskland. I Nordslesvig vaagnede Almuen til levende Følelse af sin Ret og den danske Folkeligheds Betydning. Den fik kraftig Hjelp fra fædrelandssindede Mænd i Kongeriget, hvor Øjnene endelig oplodes for det Skammelige i de danske Sønderjyders lange Mishandling. Danske Blade stiftedes; Almubogsamlinger oprettedes, ligesaa en dansk Bondehøjskole i Rødding; Folkefester holdtes, saaledes en paa Skamlingbanke, der var besøgt af 12,00)0 Mennesker; Foreninger til at værne om Danskhedens Ret dannedes osv.
Under Partikampen blev snart tysk og schleswigholsteinsk næsten enstydigt. Det tyske Parti skjønte, at det ikke kunde udrette Stort i det egentlige Nordslesvig, men var des ivrigere for ikke at slippe det Tag, det havde faat over Mellemslesvig. Til dette Maal sattes alle Hjul i Værk. Skolebøger og andre Skrifter for Almuen blev med de tyske Embedsmænds Bifald omarbejdede, saa at Sporene af den forhen i dem lærte Sandhed at Slesvig var et dansk Land, forsvandt, og Hertugdømmet nu blev regnet med under Tyskland. Endog i Regnebøger brugtes saadanne Kunster; de indeholdt f. Eks. (under Henvisning til et vedføjet historisk Tillæg) Opgaver som den: hvor mange Aar efter den Abelske Mandsstammes Afgang blev de holsteinske Grever forlenede med Slesvig og saaledes Holstein og Slesvig forenede? Folket i disse Egne blev det paa alle Maader indprentet at deres Maal var et simpelt, fordærvet Dansk („Ravnedansk“), som de ingen Vej kunde komme med, og hvor langt bedre og fornemmere dog det Tyske er, samt at de vilde krænkes i sine (indbildte) Rettigheder ved at skilles fra Holstein. Det lykkedes virkelig at faa en Del af Storbønderne i Angel til at indgaa en Forening om ikke at tale Dansk i sine Huse og at faa opdraget en Flok blandt den nærværende Slegt i flere Egne af Midtslesvig, som har Lyst til at fornegte sit Modersmaal og sætte sig op mod de senere retfærdige Bestemmelser om Sprogene. I Tyskland og alle andre Lande arbejdede man ihærdig paa at udbrede den Usandhed, at Slesvig var et gammelt tysk Land, som de danske Tyranner nu søgte at skille fra „det store Fædreland.“ Endog den preussiske Sendemand i London, Bunsen, undsaa sig ikke ved 1848 at overrække den engelske Udenrigsminister Lord Palmerston en Forestilling som blandt en Mængde lige saa paatagelige Urigtigheder indeholdt den, at Slesvig havde 700,000 Indbyggere (der var dengang omtrent 350,000), hvoraf kun 150,000 Danske, som var indvandrede fra Nørrejylland. Og dog gives der endnu fra Aarene henved 1840 (og endnu senere – se det ovenfor efter Kohl Anførte) en Mængde Vidnesbyrd fra tyske Forfattere for, at Sproget lige henimod Byen Slesvig var dansk, skjønt enkelte af dem rigtignok begynde at komme med den mistænkelige Omskrivning: „nærmer sig det Danske.“
Kristian den Aattende (1814 Kong Kristian Fredrik i Norge, Konge i Danmark fra Desember 1839) havde, som det vil sees af det nys Fortalte, just ikke værnet synderlig om det danske Folks Ret i Sønderjylland. Han var 2den Gang gift med en Søster af de ovennævnte augustenburgske Prinser, hvis Færd har gjort Navnet „Augustenburgeren“ til et Skjeldsord og skjemmet den vakre Amindelse, deres Farbroder Prins Kristian August („Gustenborgeren“) havde efterladt sig i Norge. Disse Brødre, som planmæssig forberedde Oprøret, viste han en bedrøvelig Tillit[10] og gjorde 1842 den yngste af dem, Fredrik (Prinsen af Noer), til Statholder og kommanderende General i Hertugdømmerne.
Omsider gik det dog op for Kongen, hvad alt dette maatte føre til. 1846 fik Prinsen og flere af de højeste schleswig-holsteinske Embedsmænd Afsked, og Kongen slog nu, skjønt vel silde, ind paa en anden Vej. Han besluttede at give det danske Sprog i Slesvig dets naturlige Ret tilbage og lod derfor – atter indhente Erklæringer. Denne Gang begyndte Piben at faa en anden Lyd. Da de tyske Embedsmænd nu frygtede for, at det endelig kunde blive til Alvor med de kongelige Hensigter gik den politiske og nasjonale Forblindelse og Hadskhed saa vidt, at Flere af dem gav sig til at negte, at der blev talt Dansk i vitterlig danske Egne. Amtmanden i Flensborg, Warnstedt[11], ledsagede den kongelige Skrivelse om denne Sag med et Følgebrev til Presterne i sit Amt, hvilket senere er kommet frem, og som udtrykkelig opfordrede dem til at farve sine Fremstillinger saaledes, at det maatte se ud, som om der nu ikke længer der i Egnen taltes noget virkelig dansk Sprog, saa en Forandring vilde være ganske utilraadelig. Dette gjorde virkelig ogsaa flere af disse Prester; men nogle, selv schleswigholsteinsksindede, holdt sig dog til Sandheden, og om enkelte af hine opdagedes tilfældigvis Erklæringer til andet Brug fra omtrent samme Tid, hvilke gik ud paa det Modsatte.
De Beslutninger Kristian VIII i sine sidste Leveaar havde fattet til det danske Sprogs Beskjærmelse (deriblandt at Haderslevs Latinskole skulde blive dansk), kom ikke til Udførelse inden hans Død (20de Januar 1848), og den schleswigholsteinske Oprørsstyrelse viste, saa længe den havde Magten, at noget Godt for den danske Besolkning ikke var at vente af den[12].
Da den danske Regjering efter Oprørets Undertvingelse atter kom i Besiddelse af Slesvig, maatte efter de vundne Erfaringer noget af den Første, den havde at gjøre, være at give den tro danske Befolkning dens Ret ved Sprogforholdenes Ordning.
Dette skede ved forskjellige Anordninger Høsten 1850 af den danske Regjeringskommissær Tillisch, som paa Kongens Vegne handlede med fuld Myndighed. De vigtigste af disse Bestemmelser er optagne i den særskilte slesvigske Forfatning af 15de Febr. 1854, og de har siden kun modtaget ganske enkelte Afændringer.
Hele Landet blev inddelt i 3 store Distrikter eller Belter: det nordlige (danske) det sydlige (plattyske og frisiske) og det mellemste (blandede). I det første af disse er i Landsbygderne Sproget i Kirken, Almuskolen, Retten og Bestyrelsen dansk, i det andet som før højtysk og i det tredje væsentlig ligelig delt mellem begge. Disse 3 Belter vil findes angivne med sine Grenser paa Kaartet bag i dette Hefte. I de Byer, som ligge i det sydlige Belte, bruges paa samme Maade i offentlige Anliggender bare Tysk, i Hovedstaden Flensborg midt i Landet paa Grensen mellem det danske og det blandede Sprogdistrikt næsten udelukkende Tysk og i Byerne i det danske Distrikt begge Sprog med nogen Overvegt paa den ene eller den anden Side undtagen i Ærøskjøbing, hvor Kirke- og Skolesproget altid har været dansk.
I Midtstrøget gjelder særegne Regler. Den almindelige Gudstjeneste holdes afvekslende (hværanden Søndag) paa Dansk og Tysk, andre gudstjenstlige Forretninger – som Konfirmasjonen (Daabsbekræftelsen i Kirken, ikke Overhøringen i Skolen), Brudevielser Barnedaab, Begravelser – i det af de 2 Sprog, som Vedkommende ønsker. Almuskolens Sprog er dansk; men der gives nogle Timer om Ugen Undervisning i Tysk. Forespørsler, Ansøgninger og deslige fra Enkeltmand eller Kommuner indgives efter Vedkommendes eget Valg paa Dansk eller Tysk, og Svaret eller Resolusjonen meddeles i samme Sprog, som Vedkommende har brugt. I Processer kan hvær af Parterne efter Behag benytte dansk eller tysk Sprog; Retterne bruge i private Tvistemaal det Sprog, som Indstevnte velger, og i Lovbrudssager den Anklagedes. Vidner tilspørges, om de vil afgive sit Vidnesbyrd paa Dansk eller Tysk, og deres Udsagn bliver indført i Protokollen paa det Sprog, de velger. Kontrakter og lignende Dokumenter affattes efter Vedkommendes Ønske i et af eller begge de 2 Sprog.
Et nyt tysk Skolelærerseminarium er oprettet i Ekernfͤörde, medens det ældre i Tønder (der ligger i en rent dansk Egn) er blevet dansk og er traad istedenfor det i Vonsild, hvis Oprettelse Kristian den 8de havde befalet.
Haderslevs Latinskole blev dansk, men giver naturligvis sine Discipler Undervisning ogsaa i Tysk. Slesvigs Latinskole er tysk; men Dansk hører blandt Skolens Fag. Latinskolen i Flensborg er blandet, saa Undervisningen i nogle Sprog gives paa Dansk, i andre paa Tysk.
Kiels Universitet blev fremdeles felles for begge Hertugdømmer, saa Slesvig betaler sin forholdsvise Del til dets Vedligeholdelse; men dets Fortrinsret til Uddannelse af slesvigske Embedsmænd blev ophævet (naturligvis med lige saa god ydre og langt bedre indre Ret, end den i sin Tid blev givet), og senere har de fleste Studenter fra Slesvig gaat til Kjøbenhavns Universitet, som er langt bedre udstyret og meget rigere paa Stipendier.
Alle Love, Regjeringskungjørelser m. V. udfærdiges i begge Sprog; begge Tekster gjelde som originale og trykkes Side om Side, hvær paa sin Spalte. Alt hvad der af Regjeringen forelægges Stænderforsamlingen trykkes i begge Sprog; ligesaa føres og afgives Forsamlingens Protokoller og Udvalgs-Indstillinger paa Dansk og Tysk. De enkelte Medlemmer af Forsamlingen kan bruge hvilket de vil af de 2 Sprog; men Formanden og den kongelige Kommissarius maa gjentage paa det ene Sprog, hvad de har sagt paa det andet.
De højere Embedsværk, som Appellasjonsretten, Sundhedskollegiet, Vejbestyrelsen, Biskoppen, Døvstumme- og Sindssyge-Anstalterne, er lignende Regler undergivne som Regjeringen.
Ingen skal kunne negte, at disse Forskrifter i sine Omrids er billige og retfærdige og i det Store taget indføre den størst mulige Ligestilling mellem de 2 Sprog. Dette blev ogsaa 1856 udtalt af en Kommissjon i Belgien, der med Hensyn til lignende Forhold i dette Land undersøgte den slesvigske Ordning. Det kommer da an paa, om Grenserne for Sprogdistrikterne er dragne retfærdigen.
Vi skal da først bemærke, at den danske Regjering havde nok af Indberetninger og Erklæringer at dømme efter, og at den vidste, at hele Tyskland stod paa Vagt, om den skulde gaa videre end tilbørlig[13], samt endelig at den, der som Minister i Slesvig satte Bestemmelserne om Sprogene ind i Forfatningen og siden kraftigen overholdt dem, var den holsteinske Greve Karl Moltke, der 1851 netop af Preussen var udpeget som den Mand, de tyske Magter fornemmelig maatte ønske sat til Styret i Slesvig.
Vi bede dernæst Læserne sammenholde det større, bagtil indheftede Kaart med de 2 mindre Træsnit paa modstaaende Side. Det tilhøjre er efter den danske historiske Professor Allen, som i flere Aar har undersøgt denne Sag paa det Omhyggeligste og forresten er en varmhjærtet dansk Mand. Det tilvenstre er efter et Sprogkaart af Tyskeren Geertz, der i Oprørstiden var Generalkvarteermester i den schleswigholsteinske Hær, siden gik i preussisk Tjeneste og neppe kan beskyldes for at have villet gaa det Tyske for nær. Det vil straks falde i Øjnene, at Forskjellen just ikke er stor, og vi kan tilføje, at der gives andre tyske Sprogkaarter, som give de Danske endnu større Ret end Geertz. Vi har desværre forsømt at lade Regjeringens officielle Sproggrense prikke paa disse Træsnit; men vil Læserne sammenligne dem med det større Kaart, skal det erkjendes, at Regjeringens Afgjørelse stemmer vel saa meget med Geertz’s Angivelse som med Allens. Det er kun nogle smaa Distrikter, der af Geertz angives for plattyske eller frisiske, som af Regjeringen er henførte til det blandede Strøg (efter Allen næsten ingen), medens Strøget langs Slien, der af Allen endnu angives at tale begge Sprog, samt nogle mindre Strøg i det Vestlige, der af Allen opføres som dansk-frisiske, af Regjeringen er henlagte til det ublandet tyske Distrikt. Derimod er begge Forfattere enige om, at en stor Landstrækning i det nordvestlige af Regjeringens Blandingsdistrikt er ganske dansk[14].
 |
 |
| Tysk Sprogkaart. | Dansk Sprogkaart. |
Begge Parter klage over Uret ved denne Afgjørelse, hvilket vel er et Tegn paa, at den i det Store taget er retfærdig. Det vil sees, at det Danske baade efter Regjeringens Bestemmelser og endmere efter den af begge Parter angivne virkelige Folkegrense endnu har den allerstørste Del af Landet inde, hvorved dog maa bemærkes, at den sydligste er den frugtbareste og bedst befolkede. Efter Folketællingen af 1855 havde noget over 131,000 Indbyggere dansk, henved 182,000 tysk og 82–83,000 blandet dansk og tysk Kirkesprog; men da der samtidig angaves at være omtrent 170,000 Dansktalende, 153,000 Plattysktalende, 27,000 Frisisktalende og 45,000 med blandet Talesprog, og da de Danske paapege mange bestemte Sogne, som enten har blandet Kirkesprog skjønt alle Indbyggerne maa regnes for Danske, eller bare tysk, skjønt de er overvejende danske, saa er det rimeligt, at de har Ret deri, at Regjeringen er gaaet dem for nær.
Vi skal meddele nogle andre Angivelser om Sprogenes Fordeling og bemærke, at om Nogen ved at lægge de enkelte Tal sammen skulde finde forskjellige Hovedsummer, kommer det deraf, at forskjellige Folketællinger er lagt til Grund.
1848 regnede den danske Rigsantikvar Professor Worsaae 129,000 ublandede Danske, 125,000 ublandede Plattyske og 69,000 Blandede foruden 27,000 Frisere[15].
I 1849 indgav en Biernatzki i Altona, som ogsaa har udgivet et Sprogkaart over Slesvig, til det tyske Rigsparlament i Frankfurt en Forestilling om Befolkningsforholdene i Slesvig. Den i Gotha, den tyske Nasjonalbevægelses Hjem, udkommende, for Diplomater o. s. v. bestemte Almanak har nyttet hans Opgivelser med forholdsvist Tillæg for den sidste Tælling. Efter denne skulde der være 33,000 Frisere, 146,500 Tyskere, 135,000 Danske og 85,000 Blandede.
Geertz og Allen er enige om at sætte Frisernes Tal til omtrent 25,000 og de Blandedes til omtr. 86,000. Derimod angiver den Første de Tyskes Tal til 148,090, de Danskes til 150,000, Allen derimod henholdsvis 122,000 og 177,000. Nyere Danske gaar endnu videre og regne 230,000 Danske, 150,000 Tyskere og 30,000 Frisere. Her har man altsaa delt de Blandede mellem begge Hovedstammer. Hvilken af disse der skal have Overvegten, kommer an paa det vanskelige Spørsmaal, hvordan Sprogene i Regjeringens Blandingsdistrikt er fordelte. Men da man baade efter Allens og Geertz’s Kaarter tør antage, at Flerheden her er dansk, kan man vist ved at dele paa denne Maade med Tryghed sige, at efter alle hine Opgaver, selv Biernatzkis, maa den danske være den talrigeste af Landets Stammer, og man fejler neppe heller ved at sige, at mere end Halvdelen af Indbyggerne er danske[16].
Der kan efter alt dette ikke være nogen Tvil om, at Tillisch’s Sprogordning i det Store taget var retfærdig og gav Tyskerne, som er de Fremmede og Indflyttede i Landet, altid har levet der under dansk Landshøjhed og ikke med et Gran af Ret kan forlange, at den oprindelige Befolkning ogsaa herefter altid skal danse efter deres Pibe, al den Ret, som de noget Skin af Føje kunde forlange. Den har ogsaa i det Store taget siden baaret god Frugt, og bedre vilde det have gaat, hvis de tyske Regjeringer og deres Undersaatter havde villet finde sig i Billighed. Men de har netop med Forsæt altid holdt Saaret aabent og ikke villet lade det af Partierne ophidsede Folk komme til Ro. I Nordslesvig, hvor Almuen i det Store taget er mere dansksindet end maaske noget andet Sted i Riget, tog man vel mod Ordningen, skjønt man ogsaa der syntes, at man havde faat for Lidt. I Sydslesvig (hvor der dog ikke blev rørt ved det Tyske), Holstein og hele Tyskland blev den modtagen med Haan og Trods og i Mellemslesvig med meget blandede Følelser. Her begyndte en forbitret Kamp. Endog dansktalende Folk, som var blevne inddragne i det lange Oprør, sluttede sig til Regjeringens Fiender, de Fornemme i Landet, Tyskerne, for at modarbejde dens Anordninger. Sjelden er større Iver og Dygtighed udfoldet for en Sag end her fra Schleswigholsteinernes Side. Der blev indgaat Foreninger om ikke at gaa i Kirken, naar der holdtes dansk Gudstjeneste. Man lagde sig paa Lur efter de Smaafolk, som gjærne vilde høre Guds Ord i sit danske Modersmaal, og truede dem med at berøve dem deres Næring, dersom de ikke gik med de Store. Over hele Tyskland gjenlød Jammerskriget over, at den danske Regjering vilde berøve et tysk Folk dets Kristendom og Dannelse. Opviglere gjennemreiste Landet paa Kryds og Tværs, holdt Bevægelsen vedlige og fyldte Tyskland med løgnagtige Historier. Styrelsen lod en af de værste blandt disse Urostiftere, Gustav Rasch fra Berlin, tiltale for ærerørige Beskyldninger mod en Prest og godtgjorde ved Thingsvidner, at han for med Løgn; men dette var ligeoverfor Tyskerne som at skvette Vand paa Gaasen.
Det være langt fra os at negte, at der kan være begaaet Fejlgreb baade af den danske Styrelse og dens Embedsmænd – Sligt er jo uundgageligt –; men vi tror, at de snarere stikke deri, at Styrelsen, lidet understøttet eller heller modarbejdet af andre Magter, har været for svag ligeoverfor Bevægelser, som havde hele Tyskland at støtte sig til, end omvendt. Man har ikke Lov til at tro om nogen Regjering, at den skulde være saa dum, at den ikke under Omstændigheder som disse skulde søge at sætte sine bedste Mænd paa de vigtigste Udposter istedenfor, som Schleswigholsteinerne sige, uværdige og uduelige Personer. Hvad imidlertid end Styrelsen sagde eller gjorde, var det lige godt og blev taget til Indtægt for Partiet. Gav den nogen Gang efter, var det Bevis paa, at alle Klager var grundede, og stod den imod, var det Undertrykkelse. Men da det nu var klart, at Tyskheden og Oprørsaanden hang sammen, kunde ingen dansk Styrelse give efter i det Hovedsagelige af Sprogordningen uden at opgive Statens Nødværgeret og sin Pligt at beskytte det danske Sprog hos den menige, tro Befolkning.
Der er ogsaa adskillige Vidnesbyrd for, at Danskheden i disse Aar før den nye Krig gjorde god Fremgang. I mange blandede Sogne blev den danske Gudstjeneste godt besøgt og de fleste ministerielle Forretninger efter Vedkommendes eget Ønske udførte paa Dansk. Børnenes Undervisning gjorde god Fremgang; for selv i de Sogne, hvor det Plattyske var trængt ind, var dette dog saa blandet med danske Ord, at Ungdommen havde lettere for at lære Dansk end Højtysk. Der begyndte saaledes at opvokse en dansk og dansksindet ny Slægt. Danske Almubogsamlinger – efter en af de senere Meddelelser 140 i Tallet med 60,000 Bøger – blev oprettede helt ned til den rent tyske Sproggrense. Bøgerne læstes med Begjærlighed baade af Gammel og Ung, og ingen Bøger var mere efterspurgte end Ingemanns Romaner som netop handler om Danmarks hæderlige Krige med Tyskerne i Valdemarernes Tider. Det danske Mindretal i Stænderforsamlingen, som fra Først af bare bestod af nogle Bønder, truede trods den urimelige og for de tyske Stormænd alt for gunstige Valglov med at blive Flertal, og de danske Stændermedlemmer kunde i Dygtighed nu fuldkommen maale sig med de tyske. Kort, det var paa høje Tider for Tyskerne at faa en ny Krig i Gang, om de ikke rent skulde miste sit gamle Overtag i det danske Land.
Vi beder endnu engang Læserne at følge os paa Kaartet. De vil her finde enkelte danske Navne søndenfor Ekernførde ved Siden af de tyske; men skulde Kaartet have været større og paalagt flere Navne, vilde de tyske her have været aldeles overvejende. Nordenfor Ekernførde og Slesvig er Forholdet derimod ganske omvendt. Lægger man Mærke til de her anførte Navne og sammenligner Kaartet med Navnene paa et Kaart først over Danmark og dernæst over de andre nordiske Lande, skal det findes, at de er rent danske og nordiske. Nu veed man, at man hertillands efter den norske Selvstændigheds Gjenfødelse har, og det med Rette, baade klaget over og gjort Nar af de Forvanskninger af vore gode norske Stedsnavne, som ukyndige danske Embedsmænd har indført, – og endnu er der altfor mange Landsmænd, som holde ved den gamle Slendrian. Da man begyndte at rette herpaa, tog man for sig gamle Jordebøger og saa, hvad hvært Sted før havde hedt, og sammenlignede dette med Udtalen. – I Slesvig var det nu endda meget værre end hos os. Man nøjedes ikke med at skrive Hürup for Hyrup, Nübel eller Nübbel for Nybøl, Windebuy for Vindeby, hvor dog de danske Ord endnu kunde kjendes igjen; men man oversatte friskvæk Navnene paa Tysk og det paa en Maade, som viser, at man slet ikke forstod den oprindelige danske Betydning. Forvirringen var saa stor, at Styrelsen fandt det fornødent at sætte en Grense derfor. Den lod ved Generalstaben udarbejde et Kaart over Slesvig, hvor Navnenes Skrivemaade blev indrettet efter Jordebøgerne og Udtalen, og den befalede Embedsmændene at benytte denne Skrivemaade i Embedsskrivelser (ellers kunde de og alle Andre skrive, som de vilde). Dette er et af Schleswigholsteinernes store Klagemaal over den danske Styrelse, at den vil fortrænge de oprindelige (!) tyske Stedsnavne. Lad os engang se paa nogle af disse danske og tyske Stedsnavne; ingen norsk Læser kan være i Tvil om, hvad der er det Rette. Haderslev kalde Tyskerne Hadersleben, Aabenraa Apenrade, Graasten Grauenstein (Grawenstein, Grafenstein), Sønderborg Sonderburg, Tønder Tondern, Sundeved Sonnewitt, Udmark Ohrfeld, Grumtofte Grundhof, Runtofte Rundhof, Eskris, Esgrus, Kjærherred Karrharde, Fjolde Viöl, Søgaard Seegarden, Koldkjær Kaltenkirchen, Ravnkjær Rabenkirchen, Hjortekjær Jordtkirchen, Nisvraa Niesgrau, Thorskilde Törtschel, Skovhus Schaafshaus (d. e. paa Norsk Sauebinge), Bregneryd Breckensrüde, Bøgeskov Bortschau (Beuschau, Beuschauholz), Skovbølgaard Schaubüllgarden, Sønderskov Sonnenschau, Tolleslev Tollschlag, Lyngsted Löwenstedt, Lyrskov Lührschau, Arnæs Arnis, Olpenæs Olpenitz, Hvidaa Widaue, Hvidkilde Wittkiel, Ravnholt Rabenholz, Fuglevig (Fowlwig) Faulück o. s. v. o. s. v.[17].
Naar vi til alt det Anførte lægger, at Personsnavnene (Fornavnene) i Slesvig endnu er de samme som i Danmark (og altsaa omtrent som i de andre nordiske Lande), Skikke og Sæder er nordiske, Bygningsmaaden den i Danmark sedvanlige lige ned imod Dannevirke o. s. v. – saa tør vi haabe, at det er godtgjort, at Slesvig efter sin Historie, Statsret og Nasjonalitet er et skandinavisk Land, og at Tyskernes Forsøg paa dets Løsrivelse er aldeles uberettiget.
Der kan have lagt sig en tysk Fernis eller Skorpe hist og her over det oprindelige danske Lag; men dette stikker over den allerstørste Del af Landet endnu og mere og mere op i Dagen. De tyske Herremænd og Borgere faar dog engang stikke Fingeren i Jorden og lugte, hvad Land de er komne ind i; de faar slutte sig til Folket, om de vil blive i Landet. Bergen var jo engang en tysk hanseatisk By; men ingen Normand vil sige, at det ikke var i sin Orden, at den tyske Borger efterhaanden blev norsk. Det er overalt Massen af Folket, den store, menige Almue, som bestemmer dets Nasjonalitet; Stormændene har ingen Rod i Landet uden ved at gaa Haand i Haand med den.
Vi har nu, haabe vi, i det Væsentlige løst den Opgave, vi havde stillet os, og vi kan da fatte os i større Korthed om de nyere politiske Tildragelser som tør forudsættes at være de fleste Læsere nogenlunde bekjendte.
Schleswigholsteinerne tog, som alt bemærket, til Grundlag for sin Lære den Paastand, at Hertugdømmerne var uafhængige, indbyrdes uadskillelig forbundne Stater med en særskilt Arvefølge som gik i Arv efter Førstefødselsretten i Kristian den Førstes Mandsstamme. Var denne Lære sand, saa kunde Augustenburgerne vistnok, naar Fredrik den Tredjes Mandsstamme uddøde, paa en Vis have haft den nærmeste Arveret til disse Lande. Den danske Regjering søgte forgjeves at berolige Stemningen ved Kristian den Aattendes aabne Brev af 8de Juli 1846, hvori det blev udtalt, at det efter de omhygggeligste Undersøgelser var bragt paa det Rene, at Slesvig havde samme Arvefølge som Kongeriget, og at der vistnok herskede Tvil for visse Deler af Holstein, men at Kongen haabede ved Underhandlinger at faa en felles Arvegang ogsaa for hele dette Hertugdømme i Forbindelse med den øvrige Del af Staten anerkjendt. Regjeringen gik nemlig ud fra, at enkelte Stykker af dette Hertugdømme som den regjerende Familjes Allodier, som de i Lensrettens Sprog kaldtes, maatte ansees som den kongelige Familjes Ejendom og altid følge dens Arveregler, og at dette ligesaa var Tilfældet med de Deler af Hertugdømmet som den kongelige Linje under Delingerne havde besiddet, og de Stykker, den havde erhværvet fra de sønderborgske Linjer. Tvilen skrev sig derimod fra, at det russiske Kejserhus alene havde afstaat sin Del af Holstein til Fordel for Fredrik den Femtes mandlige Efterkommere, og det var da et Spørsmaal, om det megtige russiske Kejserhus endnu havde nogen mulig fremtidig Ret til disse Besiddelser efterat den danske Regjering efter det tyske Riges Opløsning i 1806 havde samlet de forskjellige Deler af Holstein til et eneste Hertugdømme Holstein og indlemmet dette i den danske Stat som „en uadskilt Del“ af samme, eller om ikke fra nu af i Henhold til Kongeloven dennes Arvefølge gjaldt for hele Hertugdømmet, hvilket den, om ikke før, saa dog fra 1806 utvilsomt gjorde for dets andre Delers Vedkommende. Uagtet Kongen tillige i samme aabne Brev erklærede, at han ikke havde til Hensigt at ophæve den bestaaende Forbindelse mellem Slesvig og Holstein (han erkjendte intet statsretlig bindende Fellesskab), vakte Kungjørelsen dog den største Forbitrelse hos det schleswigholsteinske Parti, som vilde se hele sin kunstige Bygning falde sammen, om en felles Arvefølge kunde blive godkjendt for hele den danske Stat. De holsteinske Stænder klagede til den tyske Forbundsdag, og den slesvigske Stænderforsamling (hvor det danske Mindretal ikke afgav Møde) forlangte med Heftighed Indlemmelsen i det tyske Forbund. De Forklaringer, som den danske Styrelse nu gav Forbundsdagen, og dennes paafølgende Beslutning var vel i og for sig selv ikke af nogen Betydning; men de blev farlige for Fremtiden fordi de gav Tyskland et Paaskud til at blande sig i den danske Stats indre Anliggender for at paase den Ret, Holstein paastod at have til Forbindelse med Slesvig.
Fra denne Tid traadde vistnok som alt berørt Styrelsen kraftigere op mod de statsopløsende Rørelser; men den var endnu meget hildet i de nedarvede tyske og helstatlige Anskuelser, saa ikke klart den Fare, som gjennem Holstein truede Rigets Uafhængighed og havde ingen Tro paa Frihedens og den danske Folkeligheds forbindende og sejrende Kraft. Da Kristian den Aattende døde, havde han endnu ikke tilvejebragt nogen fast og anerkjendt Ordning, men dog forberedt Indførelsen af en friere Forfatning. Han efterlod sin Søn Fredrik den Syvende Udkast til en, skjønt temmelig beklippet, dog konstitusjonel Helstatsforfatning. Denne tog ved Arven og kungjorde Udkastet den 28de Januar 1848. Han erklærede tillige at heller ikke han agtede at løse den bestaaende Forbindelse mellem Slesvig og Holstein. Kungjørelsen tilfredsstillede ingen af Parterne. De Danske i Kongeriget fandt sig krænkede ved, at den opstillede 2 Hoveddeler af Staten, Kongeriget og Hertugdømmerne, og gav hvær af disse lige mange Repræsentanter, saa at 3 Indbyggere i Hertugdømmerne kom til at veje lige saa meget som 5 i Kongeriget, og Schleswigholsteinerne var endnu mere forbitrede, da en dansk Helstat med felles Arvefølge saa højligen stod deres ønsker imod.
Imidlertid udbrød den franske Februarrevolusjon. Denne forplantede sig over hele Tyskland. Overalt maatte Fyrsterne give efter for Folkets Krav, indføre større Frihed og give sit Samtykke til Sammenkaldelsen af et tysk Parlament i Frankfurt, der skulde vedtage en ny felles Rigsgrundlov, hvorved det tyske Statsforbund skulde omskabes til en Forbundsstat. Men ved Siden af Friheds- og Enhedsbevægelsen gik ogsaa den nasjonale. Og i mange Aar havde et tysk Schleswigholstein staat i første Række blandt Tyskernes nasjonale Drømmerier.
Schleswigholsteinerne holdt Møder, hvor de i høje Toner forlangte Schleswigholsteins Oprettelse og Deltagelse i det nye tyske Statsliv. Et Sendelag fra deres Stænderdeputerede gik til Kjøbenhavn for at aftvinge Kongen disse uforskammede Fordringer. Fredrik den 7de sluttede sig imidlertid sammen med sit danske Folk om at redde Danmarks Rige mod Tyskernes Overgreb. Han gav de schleswigholsteinske Herrer (24de Mars) det Svar, at han hværken havde Vilje eller Magt til at løsrive det danske Kronland Slesvig fra Riget og lade det indlemmes i Tyskland. Det var derimod hans Agt at give sit Rige (Danmark og Slesvig) en felles fri Forfatning med Bibehold af Slesvigs gamle Provinsselvstændighed, hvorfor Hertugdømmmet skulde faa en egen Landdag og Styrelse for sine indre Anliggender. Men de tyske Hertugdømmer vilde han gjærne unde Deltagelsen i Tysklands nye nasjonale og politiske Liv.
Inden dette retfærdige Svar, som siden har været Banneret for enhvær nasjonal og frisindet dansk Styrelse, var naad over til Hertugdømmerne, var imidlertid det længe og vel forberedde schleswigholsteinske Oprør, som man siden forgjeves søgte at dække med den Løgn, at Kongen i Kjøbenhavn var ufri, brudt ud i lys Lue. En provisorisk Regjering, hvoraf Prinsen af Augustenburg var Medlem, blev indsat, mens Hertugen rejste om i Tyskland for at puste til Flammen og skaffe Hjelp. Prinsen tog ved Overrumpling og Forræderi Festningen Rendsburg og rykkede med en Hær af frafaldne tyske Soldater og tyske Friskarer ind i Slesvig. De Danske samlede i Hast en liden Styrke, slog den 9de April Oprørerne aldeles ved Bov (nord for Flensborg) og skulde dermed have knust Oprøret, om dette ikke havde faat Hjelp fra Tyskland.
Men Fredrik Vilhelm den Fjærde af Preussen sendte sine Hærskarer, som nylig i Berlins Gader havde maattet vige i en rasende Kamp mod det forbitrede Folk, ind i Kongen af Danmarks Lande. De Danske, som havde sat sig fast i endel af Dannevirkes Levninger ved Byen Slesvig, maatte Paaskedag den 23de April efter en hæderlig Kamp vige for Overmagten og drage sig tilbage til Nørrejylland og Øen Als.
Krigen mellem Danmark og Oprørerne med Preussen og de andre tyske Stater (undtagen Østerrig) fortsattes med vekslende Held og med flere Afbrydelser i de 3 Sommere 1848, 1849 og 1850. De vigtigste af de følgende Begivenheder var det store Uheld, som ramte en Del af den danske Flaade ved Ekernförde den 5te April 1849, og de Danskes store Sejre over Schleswigholsteinerne ved Fredericia den 6te Juli 1849, hvor Normanden General Rye lod sit Liv, og ved Isted den 25de Juli 1850, hvor Normanden General Schleppegrell fandt Heltedøden, samt endelig Friedrichstadts kjække Modstand under Normanden Oberst Helgesen i Septbr. til Oktbr. s. A.
Sveriges og Norges Kong Oskar kunde ikke blive ligegyldig ved, at Krigsluen blev tændt i vort nærmeste Nabolag, og ved den Fare, som truede et nordisk Stammefolk. Saa lidet havde man alligevel endnu sat sig ind i det slesvigske Spørsmaal og aabnet sit Øje for dets Betydning for hele Norden, at selv Kong Oskar nu kun erklærede sine Rigers Sikkerhed sat i Fare, naar Tyskerne førte Krigen ind i det egentlige Kongerige. Efter af de svenske Stænder og Norges Storthing at have faat den fornødne Bevilgning og af det sidste tillige det fornødne Samtykke til mulig Anvendelse af Norges Stridskræfter indskrænkede han sig først til at sammendrage en svensk-norsk Hær i Skaane og lade endel svenske Tropper besætte Fyn, hvor deres Tjeneste forresten neppe trængtes. Samtidig søgte han imidlertid ogsaa at tilvejebringe Forlig mellem de stridende Parter, og under hans Mægling blev en Vaabenstilstand sluttet i Malmø den 2den Juli 1848. Efter denne skulde Preusserne, som alt iforvejen efter en skarp Trusel fra Rusland havde rømmet Nørrejylland, gaa ud af den danske Stat. Men nu begyndte et forargeligt Spilfægteri fornærmeligt for vor Styrelse, da man intet Hensyn fra tysk Side tog til de Vilkaar, hvorpaa den havde tilvejebragt Stilstanden og opgivet at yde Danmark virkelig Hjelp. Først negtede den preussiske General Wrangel – den Samme som nu har Overbefalingen over de fiendtlige Hære – at efterkomme sin Konges Bud under Foregivende af, at han stod under Centralmagten i Frankfurt, uagtet Preussen netop havde dennes Fuldmagt i Sagen, og da siden en ny Vaabenstilstand blev sluttet i Malmø den 26de August, og Preusserne forlod Landet, fandt de sig rolig i, at Oprørsregjeringen negtede at gaa ind paa Vaabenstilstanden, at den truede med at fængsle de Medlemmer af Bestyrelseskommissjonen for Slesvig, som Kongen af Danmark efter den trufne Aftale havde udnævnt, og at den fik indsat en rent schleswigholsteinsk Styrelse, der kungjorde den imens vedtagne Statsgrundlov for Schleswigholstein og lod endel nordslesvigske Bønder, som ikke vilde lystre dens lovløse Færd, nedsable.
Ogsaa i 1849 rykkede Preusserne ind i Jylland; men 4 Dager efter Slaget ved Fredericia eller den 10de Juli blev en ny Vaabenstilstand sluttet mellem Preussen og Danmark. Siden var ingen aabenbar Krig mellem Danmark og de tyske Forbundsstater, saa Danmark herefter alene skulde have med Schleswigholsteinerne at kjæmpe. Preussen viste sig imidlertid lige troløst. Det understøttede Oprørerne med Officerer og paa alle mulige Maader, og under Vaabenhvilen den næste Vinter, da Slesvig skulde styres af en Dansk og en Preusser med en Engelsmand til Opmand, mens Nordslesvig blev holdt besat af svensk-norske og Sydslesvig af preussiske Tropper, herskede Oprørsregjeringen under Preussernes Beskyttelse lige fuldt i den sydlige Del af Landet.
Omtrent 3 Uger før Slaget ved Isted eller den 2den Juli 1850 blev i Berlin sluttet endelig Fred mellem Danmark og Preussen paa Forbundets Vegne. Ved denne blev dog igrunden intet af Tvistepunkterne afgjort, idet begge Parter forbeholdt sig sine Rettigheder. Efter Sejren ved Isted skulde da Intet længer være i Vejen for, at Kongen igjen skaffede sig Raadighed over alle sine Lande. Men dette mødte mangehaande Vanskeligheder. Ved Freden havde Kongen lovet ikke lade sine Soldater rykke ind i Holstein for at gjenoprette den lovlige Orden der, førend Forbundets Mellemkomst forgjeves var paakaldt eller forsøgt. Først i Begyndelsen af 1851 blev Holstein besat af en østerrigsk Hær med Preussere i Baghaanden og Oprøret dæmpet, da Oprørsregjeringen og dens Hær opløstes, hvorefter dette Land indtil Videre blev styret af en Østerriger, en Preusser og en dansk Embedsmand (den holsteinske Greve Reventlow-Criminil). Men inden nu de tyske Stormagter overgav Landet til den lovlige Hersker, søgte de tværtimod Hensigten med Besættelsen at benytte denne til at aftvinge Danmark, som led under Følgerne af en treaarig Krig med dens store Udgifter og vel trængte til at faa Indtægterne fra alle Landsdeler, Indrømmelser i dets indre Forhold.
Danmark havde under Krigen ved Kongens og Folkets Samstemmighed faat sin Grundlov af 5te Juni 1849, nogetnær den frieste i Europa. Denne blev kaldt „Danmarks Riges“ for derved at betegne, at den skulde gjelde ikke alene for Kongeriget, men tillige for Slesvig. Men da Slesvig dengang var i Fiendehaand havde Valg til den grundlovgivende Rigsdag ikke der kunnet foretages, hvorfor Grundloven for det Første bare blev vedtagen for Kongeriget med Forbehold af senere nærmere at afgjøre, hvordan den skulde udvides til Slesvig. Og dette var endnu ikke skeet.
Da de tyske Stormagter underhandlede med Danmark om Holsteins Stilling i den danske Stat og dermed tillige blandede sig i Statens indre Ordning, havde Forholdene i Tyskland ganske snud sig. Revolusjonen var stanset, Parlamentet opløst, og den gamle Tids Mænd var atter komne til Magten. Disse og navnlig da de østerrigske Statsmænd, som dengang spillede aldeles Mester i Tyskland, var ingen Venner af Nasjonalitetsbevægelsen. De havde derfor Intet tilovers for den schleswigholsteinske Lære om, at Slesvig som et tysk Land hørte til Holstein og Tyskland; allerede ved Vaabenstilstanden i Berlin af 1849 var det desuden aftalt som Grundlag for Freden, at Slesvig ikke skulde være forenet med Holstein, men dog have egen Forfatning for sin Lovgivning og Bestyrelse. Men endnu mere var disse Statsmænd Fiender af en stor Folkefrihed; de ønskede derfor at komme den fri danske Grundlov tillivs, eller at den ialfald ikke skulde blive udvidet til Slesvig, og allermindst at Holstein skulde faa saadan Frihed.
Underhandlingerne drog ud indtil Begyndelsen af Januar 1852, da den danske Styrelse indførte en Helstatsordning og meddelte Forklaringer som de tyske Stormagter fandt sig fornøjede med, hvorefter de tyske Tropper forlod Holstein, og Forbundsdagen endelig 29de Juli 1852 billigede Østerrigs og Preussens Virksomhed og erklærede den Tyskland meddelte danske Helstatskungjørelse af 28de Januar 1852 for stemmende med Forbundets Love, forsaavidt den vedkom Holstein og Lauenburg. (Om Slesvig blev det erkjendt, at den ikke kunde fatte nogen Beslutning).
Den Afgjørelse, som da endelig blev truffen, var ikke sluttet som en Traktat eller bindende Overenskomst med bestemt angivne Forpligtelser. Den kom istand ved en Række Breve og Meddelelser med Bilag mellem vedkommende Udenrigsministre. Det er derfor vanskeligt at sige, hvorvidt Danmark paatog sig Forpligtelser, som var bindende for Fremtiden. Paa den ene Side var det nemlig fra dansk Side udtalt, at man ikke kunde give yderligere retlige Garantier for Forbundets og Holsteins forfatningsmæssige Rettigheder om end Suverænen af fri Magtfuldkommenhed kunde forstærke den moralske og til den Ende kunde bemyndige de danske Sendemænd hos de tyske Stormagter til i Fortrolighed at meddele disse Kongens Hensigter, – og hertil svarede den østerrigske Udenrigsminister, at Kongens Suverænitetsrettigheder ikke vilde lide noget Afbræk derved, at han meddelte sine Forbundne Oplysninger, hvorhos han for at vise Betydningen af saadanne Oplysninger mindede om den Erklæring, som Kristian den Aattende efter Udstedelsen af sit aabne Brev i 1846 frivillig gjorde Forbundsforsamlingen, der optog dem med samme Tanke og ingenlunde betragtede denne Forhandling som et gjensidig forpligtende Kontraktsforhold, hvilket den indrømmedes heller ikke i Virkeligheden at være, da det fulgte af sig selv, at man maatte se hen til senere forandrede Forhold, saa at Kongen kun ikke straks efter hin Erklærings Afgivelse kunde handle paa anden Maade uden at meddele nogen ny Oplysning. Paa den anden Side indeholdt samme østerrigske Ministerbrev nogle Udtalelser om, at man maatte have en Erklæring der af dens Forfatter ansaaes for bindende, og at den danske Regjering maatte vedtage som sin egen den af den østerrigske givne Fortolkning af dens Forklaringer og i bindende Form skulde ved en paa Kongens Befaling afgiven Erklæring sikre den virkelige Udførelse af de kongelige Hensigter. Da nu disse forskjellige Brudstykker af det østerrigske Ministerbrev ikke synes at stemme ganske overens, men den danske Udenrigsminister dog vedtog den i det Hele, bliver det meget tvilsomt hvad man skal antage. Om man imidlertid end vil gaa ind paa den Opfattelse, at en virkelig og forbindende Overenskomst blev sluttet, saa gik denne kun ud paa, at Slesvig og Holstein atter skulde have Provinsialstænder, – at alle Monarkiets Lande skulde forenes i en organisk og ligeartet Forbindelse under en felles Forfatning der dog ikke maatte være saa fri som Kongerigets Grundlov, – at Slesvig ikke maatte inkorporeres i Kongeriget (det vil sige mere, end det alt statsretlig var) eller noget dertil sigtende Skridt foretages – men at paa den anden Side heller ikke Fellesskabet mellem Slesvig og Holstein skulde fornyes med Undtagelse af nogle „ikke-politiske Interessers materielle Baand“ (som Ridderskabet med Klostrene, Universitetet et Tugthus, er Galehus, den tvungne Brandforsikring, Ejderkanalen o. s. v.). Og skulde end Danmark have indgaat bindende Forpligtelser, saa var disse dog afhængige af, at Tyskland holdt sine samtidig overtagne Løfter om ikke at blande sig i det danske Kronland Slesvigs Anliggender og at Kongen ikke skulde være anderledes indskrænket i sin Suverænitet over de tyske Hertugdømmer, eller at der skulde rettes yderligere Fordringer til ham som Forbundsmedlem, end der forbundsretlig kunde ske ligeoverfor alle Forbundets Medlemmer. Danmark har holdt sine Løfter, men Tyskland brudt sine.
Ved Siden af disse Forhandlinger med de tyske Magter var der tillige plejet Underhandlinger om Tronfølgen. Naar Kong Fredrik den Syvende og hans gamle Farbroder Arveprins Ferdinand som man kunde forudse, engang afgik ved Døden uden Børn, var hans Faster, som var gift med en Prinsesse af Hessen, og hendes Børn nærmeste Arvinger til den Del af Monarkiet, hvor det ansaaes for sikkert, at Kongelovens Arvefølge gjaldt. Allerede den 2den August 1850 afgav England, Frankrig, Rusland og Sverige-Norge i London en Erklæring, som siden blev tiltraad af Østerrig, til Gunst for Opretholdelsen af Monarkiets Helhed, og den 5te Juni 1851 afstod den russiske Kejser sine mulige Fordringer paa endel af Holstein til Prins Kristian af Glücksburg, der var af den yngre sønderborgske Linje og altsaa af den oldenburgske Mandsstamme og derhos paa Mødrenesiden nedstammede fra Kong Fredrik den Femte, og til hans Sønner i Egteskabet med Prinssesse Lovise af Hessen, der ligesom sin Mand havde Fredrik den Femte til Oldefader og efter sin Moders og sine ældre Søskendes Afkald var den nærmeste Arving efter Kongeloven, og som nu overførte sine Rettigheder paa sin Mand og sine Sønner med ham. Denne Ordning blev stadfestet ved en Traktat i London af 8de Maj 1852, som blev underskrevet af Sverig-Norge og alle Stormagter, ogsaa Østerrig og Preussen. Disse havde vel under Forhandlingerne om Helstatens Rømning gjort sin Villighed til at gaa ind paa en bindende Anerkjendelse af en ny felles Arvefølge afhængig af, at Danmark gav efter for deres Fordring om Statens Ordning; men selve London-Traktaten indeholdt intet Forbehold herom.
De fleste europeiske Stater, deriblandt adskillige tyske, anerkjendte den nye Tronfølgeordning, som ogsaa efter adskillig Modstand den danske Rigsdag gik ind paa.
De tyske Magter havde under Holsteins Besættelse drevet sin Indblanding saa vidt, at de forlangte, at Kongen skulde tage mindre liberale og nasjonale Ministre. Det nye danske Ministerium blev derfor just ikke synderlig frisindet, og værre blev det siden. De nye Stænderforfatninger, det gav for Slesvig og Holstein, var meget aristokratiske[18].
Den danske Grundlov maatte indskrænkes og forandres, for at en ny Helstatsgrundlov skulde kunne bestaa ved Siden af den, og Rigsdagen vilde ikke give sit Minde til disse Forandringer, inden den havde set den nye Grundlov. Det Ørstedske Ministerium gav da, vistnok med de tyske Stormagters Billigelse, (26de Juli 1854) paa egen Haand en Helstatsforfatning. Denne gav Folket en yderst snau Ret, og Repræsentassjonen (Rigsraadet) skulde fra Først af kun bestaa af Kongevalgte; men disse saavelsom de Folkevalgte, der senere skulde komme til, skulde dog for hvær Landsdel velges i Forhold til Folketallet, paa samme Maade som det blev bestemt i den senere Forfatning.
Fra Tyskland hørtes ingen Indsigelse mod denne Grundlov eller dens Bestemmelser. Men den gjaldt i Danmark for grundlovsstridig og vakte en saadan Storm, at Ministeriet tilsidst maatte gaa af. Det nye, noget mere frisindede Ministerium, som Holsteineren von Scheele først stod i Spidsen for, fik Rigsdagen til at gaa ind paa de nødvendige Indskrænkninger i den danske Grundlov mod først at blive gjort bekjendt med (ikke faa stemme over eller gjennemgaa) Helstatsforfatningen. Denne hvilede paa den forriges Grundvold, udvidede den noget og var lidt friere, men dog idethele meget lidet frisindet. Den traadde i Kraft 2den Oktober 1855. I den første Samling fremkom dog nogle faa tyske Medlemmer (langtfra engang Halvdelen af Medlemmerne fra Hertugdømmerne) med nogle Indvendinger mod Gyldigheden af den nye Forfatning, fordi den ikke havde været forelagt Stænderne, og talte om Mangel paa Ligeberettigelse. Det var i den diplomatiske Skriftveksel 1851–52 bestemt, at Fellesforfatningen skulde istandbringes ved Beslutning af Rigsdagen og med Raadspørgelse af Stænderne. Da det af Tyskerne selv paa en Maade indsatte frihedsfiendske Ministerium saa, at nogen Enighed ikke havde kunnet opnaaes, besluttede det ikke at spørge Rigsdagen og altsaa endnu mindre Stænderne. Dette Sidste vilde have været en ren Formalitet, da Stænderne kun havde raadgivende Stemme. Dette fremgik f. Eks. deraf, at da Regjeringen forelagde de holsteinske Stænder Udkast til en ny Stænderforfatning for Holsteins indre Anliggender som gav dem besluttende Stemme istedenfor den raadgivende, og da Stænderne, mærkelig nok, frabad sig denne udvidede Myndighed, udkom dog denne Forfatning lige fuldt forsaavidt retsgyldig, – og paa samme Maade vilde Helstatsforfatningen have været lige gyldig, enten Stænderne havde raadd fra eller til. Det er dog paa denne lille formelle Knag, at Tyskerne siden har hængt sin Hat. De tyske Magter fandt Lejligheden gunstig til atter at blande sig i den danske Stats indre Anliggender og paastod, at Forfatningen ikke var lovlig. Det hjalp ikke, at den danske Styrelse siden vilde afhjelpe den paastaaede formelle Mangel; man fremkom snart med andre Paastande talte om, at man ikke havde opfyldt Tilsagnet i Overenskomsten om at samle Landsdelene i en organisk og ligeartet Forbindelse, hvori ikke nogen Del skulde være den anden underordnet – og da det tyske Forbund erklærede Forfatningen ugyldig for Holsteins og Lauenburgs Vedkommende og truede med Eksekusjon i disse Forbundslande, blev Kongen nød til 6te Novbr. 1858 forsaavidt at ophæve den, mens den vedblev at bestaa for Kongeriget og Slesvig.
Det er bekjendt nok, hvilke Fordringer der under den lange fortrædelige Strid, som 1856–63 førtes, fremkom fra Holsteinernes og de tyske Magters Side[19]. Man paastod, at Ligeberettigelse ikke kunde finde Sted uden under Absolutismen, hvorfor Danmark maatte afskaffe sin fri Grundlov, – at ingen Lov og ingen Skat skulde have forbindende Kraft, hvis ikke Rigsdagen i Kongeriget og Stænderne i hvært af de 3 Hertugdømmer hvært for sig havde vedtaget den, – at Fellesforsamlingen maatte bestaa af lige mange Medlemmer for hvær af de 4 Landsdeler (Kongeriget har 1600,000, Lauenburg 50,000 Indbyggere!) –, o. s. v. – Paastande hvis fuldkomne Grundløshed allerede fremgaar deraf, at Østerrig og Preussen under ligeartede Forhold har sammensat sine Rigsdage efter Folketallet i hvær Landsdel.
Forbundsdagen havde erklæret sig tilfredsstillet ved Danmarks Indrømmelse af 1858, og Fellesforfatningen vedblev derefter nogen Tid at bestaa uanfegtet for Kongeriget og Slesvig. Men da man havde en Helstatsstyrelse med felles Finanser, Hær o. s. v., opkom altid nye Ugrejer. Nye Fordringer fra tysk Side, nye Indrømmelser fra dansk. Den dygtige Udenrigsminister Hall drog sig stadig fegtende tilbage, men uden at opgive Hovedsagen, Slesvigs konstitusjonelle Forbindelse med Kongeriget. Eftersom den nasjonale Bevægelse i Tyskland atter blev stærkere, begyndte alle Regjeringer, selv Østerrigs, at fiske efter Folkegunst ved at tage sig af den schleswigholsteinske Sag og blande sig i Slesvigs indre Forhold[20]. I Februar og Mars 1862 protesterede først Østerrig og Preussen og siden Forbundsdagen mod Fellesforfatningen for Kongeriget og Slesvig som ugyldig. Mens de tyske Magter forkastede alle Danmarks Forslag som stridende mod Overenskomsterne af 1852, indlod de sig aldrig selv paa bestemt affattede Forslag. Deres aabenlyse Maal var at hindre Forholdene i den danske Stat i at vinde Fasthed, for at de ved første gunstige Lejlighed kunde kaste sig over Landet og berede det Polens Skjebne, navnlig for at vinde de slesvigske Sjøhavne. Og den nærværende frihedsfiendske preussiske Minister v. Bismarck har rentud sagt, at der ikke kan være Tale om sand Fred med Danmark, saa længe det beholder sine demokratiske Indstiftelser.
I Overensstemmelse med den svensk-norske Regjerings Raad og ønsket hos det store dansk-nasjonale Parti i Kongeriget og Slesvig søgte Styrelsen endelig ved en Kungjørelse af 30te Mars 1863 lidt kraftigere end hidtil at berede Vejen til lempelig at skille de tyske Hertugdømmer ud af den danske Helstats Fellesstyrelse. Men ogsaa dette fandt Forbundet stridende med Overenskomsterne og føjede en ny Trusel om Eksekusjon til de mange tidligere.
Begivenhederne nødte snart den danske Styrelse til at gaa videre. For at hindre de Valg, som i Høst skulde have været foretagne af de slesvigske Stænder til det dansk-slesvigske Rigsraad, og for efter Evne at gjøre alt Fellesskab med Kongeriget umuligt sprengte det tyske Flertal sidste Sommer under et intetsigende Paaskud Stænderforsamlingen. Regjeringen maatte da søge at faa omdannet den kongerigsk-slesvigske Grundlov saaledes, at alle Folkevalg blev direkte. Den nye Grundlov, som den fik Rigsraadet til at antage, er langt mere frisindet end den forrige og akkurat lige saa gyldig eller ugyldig som denne, da Slesvig fremdeles beholder sin særskilte Styrelse og Stænderforsamling. Men 2 Dager efter dens Vedtagelse døde Fredrik den 7de (15de Novbr.), og siden har Ulykken stormet ind over Danmark. Forbundet skred til Eksekusjon, uagtet Kungjørelsen af 30te Mars blev tilbagekaldt; det taalte, at Hertug Kristian af Augustenburgs Søn[21] blev hyldet i Holstein og vilde ikke anerkjende den nye Konge Kristian den 9de. Hvorledes de tyske Stormagter for at kunne mestre Bevægelsen i Tyskland paaførte Danmark Krig uden engang at ville give Kongen og Ministeriet Monrad, som afløste Halls, Lejlighed til paa lovlig Maade at søge den nye Grundlov af 18de Novbr. ophævet, hvorledes de har bemegtiget sig Størstedelen af Slesvig og endel af Nørrejylland, og paa hvilken oprørende Maade de der fare frem, – det er endnu Alle i frisk Minde.
Bliver Krigen fortsai, kan vi ikke holde os udenfor, men skulde heller vente at maatte komme til at staa i første Række. Uden Hensyn nemlig til, hvor langt de Underhandlinger om et Forsvarsforbund, som vitterlig blev drevne sidste Sommer, var fremmede ved Fredrik den VII’s Død, saa er det dog vist, at vor Regjerings Raad har en ikke ringe Del i den danske Styrelses Politik i de senere Aar, og at vi derfor er i højeste Grad bundne ved Æren. Den Krig, hvor vi gaar i Spidsen, har desuden et klarere Maal, et uafhængigt Danmarks Rige, saa langt mod Syd som den skandinaviske Stamme naar, end den, hvor vi bare følger med paa Slæbetauget med Stormagter, som uden Syn og Hjærtelag for vore nasjonale Interesser atter kan fristes til at søge sammensmedet en umulig dansk Helstat, og den har altsaa tillige et Maal, som er mere betryggende for Fremtiden. For os kan det i visse Maader være ligegyldigt om Kongen af Danmark og endnu mere om Hertugen af Holstein heder Per eller Paal; men vi har ikke Raad til at føre nogen Krig, hvor en Familjes usikre Herredømme og ikke den store nordiske Fremtidstanke er Hovedsagen. Om den vil Folket slutte sig, og Ingen skal i Længden turde paastaa, at den megtige Bevægelse, som nu gaar gjennem Italienere, Tyskere Hellener, Rumæner o. s. v., skulde være gyldig hos alle andre Folk, men ikke hos os – –
–e–
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ I Slesvig som i Jylland og det øvrige Danmark er Bøgen det fornemste Træ, i Holstein og Nordtyskland derimod Egen.
- ↑ Det af den gottorpske Hertug givne Arvestatut blev bekræftet af Kejseren 1608 for Holsteins, af Kongen af Danmark 1609 for Slesvigs Vedkommende. Dette er en af de mange Prøver paa, hvordan Forskjellen mellem de Lande stadig bevares ogsaa i denne Tid.
- ↑ 1660 blev som bekjendt Danmarks gamle Stænderforfatning kuldkastet og Arveligheden med Magt til at bestemme Forfatningen overdraget Kong Fredrik III, hvorefter denne i 1655 gav Kongeloven, der indførte Enevoldsmagten. Kongelovens Bud var endog forbindende for de uindskrænkede Arvekonger.
- ↑ Hvordan det dengang stod sig med Uafhængighedsfølelsen hos denne Rest af en Repræsentasjon, kan sees af en Henvendelse fra Ridderskabet til Kongen det følgende Aar, hvor det heder, at de ere for beskedne til ikke at vide, at Lovgivningsmagten er hos Kongen, og at de alene har Æren af at lyde, samt fremdeles: at Bevarelsen af den kongelige Naade er Hovedsagen i denne Verden, og at deres højeste Lov skal være at blive fundne som Kongens allerlydigste Undersaatter.
- ↑ Om denne skal vi endnu bemærke, at dersom det virkelig tværtimod den sunde Fornuft og Historiens Vidnesbyrd kunde godtgjøres, at „Smørbrevene“ og de andre Standsprivilegier var en juridisk og for Kongerne forpligtende Fortsættelse af „Landsprivilegierne“ og disses Kilde, Aftalen mellem Kristian af Oldenburg og Ridderskabet i 1460, saa gik jo denne Aftale netop ud paa, at hvært Hertugdømme skulde have særskilt Bestyrelse og Landdag.
- ↑ Skulde Privilegierne haft forbindende Kraft, saa maatte denne nye Ordning have været ugyldig; for efter hine skulde Landsstyrelsen, hvad enten den var felles eller særlig, have sit Sæde inden Hertugdømmerne.
- ↑ Dette Sted vil ligesom de fleste, som anføres i det Følgende, findes paa det bagi indheftede Kaart.
- ↑ Ogsaa Kandidater fra Kjøbenhavns Universitet, navnlig Theologer, havde dog et Tilsagn om Ansættelse i Slesvig.
- ↑ Flækker kaldes mindre Byer, som ikke har fuld Kjøbstadsret, altsaa (skjønt de ogsaa kan ligge inde i Landet) omtrent som vore Ladesteder.
- ↑ Hertugen (Kristian) var den Første, som (1837 og uden Navn) i Tyskland udgav et lidet Skrift om en særskilt Arvefølge i et Schleswig-Holstein for Augustenburgerne. Han udfoldede en overvættes Virksomhed for sit Hus’s og Løsrivelsens Sag baade i danske og tyske Skrifter og Blade, tildels ved lejede Penne, og indgik derfor Kammeratskab med de sletteste Personer. Da en af disse, en Justitsraad Jasper, der for mislig Færd var dømt fra sit Embede, faldt ham for dyr, indbildte han Kongen, at det var en brav Mand, som fortjente at hjelpes, og narrede Kongen til at give ham en klækkelig Understøttelse af den danske Statskasse – til at nedbryde Danmarks Ret!
- ↑ Denne Mand blev under eller efter Oprøret fordreven fra sit Embede, men fik senere et Embede nede i Holstein eller Lauenburg og blev efter Forslag fra den dansk-tysk-holsteinske Minister Raasløff atter hædret med Dannebrogsordenens Ridderkors. Kors!
- ↑ Det er med en egen Følelse, en Normand maa fortælle om den danske eller nordiske Nasjonalitets Mishandling i vort sydlige Grenseland. Visse Betragtninger og Sammenligninger ligge jo saa nær. Vor egen norske Folkelighed har i sit gamle Odelshjem maattet rømme Højsædet for den danske, og der kunde vel være de, som finder, at de Danske nu i Sønderjylland rammes af en retfærdig Gjengjeldelse. Men uden at tale om at man ikke kunde vente nogen sær Kjærlighed for det Norske af de dansk-oldenburgske Konger, naar de lod det gaa saaledes med det Danske, og at Normændene, om de havde sat mere Pris paa sit Eget, vel ogsaa burde have forstaat at hevde det ialfald lidt bedre, saa vilde det dog ikke derfor nu være forsvarligt at nære nogen uvillig Stemning mod det danske Folk, som jo ligeoverfor Tyskerne maa regnes for vort eget Kjød og Blod. Der er de, som holde det vundne Fellesskab i Litteratur og Bogvæsen ubetinget for et Gode. Andre ønske en Skilsmisse og igjen at hæve det gamle Landsmaal til norsk Litteratursprog. Nærværende Meddeler hører til dem som føle stor Samhug for denne nye Norskhedsbevægelse og haabe, at der (dog paa Skriftsprogets Grundvold) kan komme noget Godt ud af den for det norske Folk, at det nyere Skriftsprog maa lyde mere hjemligt i vore Dale, naar det forynges ved en nærmere Tilslutning til Folkemaalet, saa at engang dog virkelig i „den vidt hentonende Treklang Norriges Stemme høres skal med.“ Men vi kan ikke tillægge dette vort Maalstræv nogen fuld Berettigelse, uden det sker i sand nordisk Aand. Vort Folk kan dog ikke udvikle noget rigt nasjonalt Liv uden i Samkvem med sine nordiske Broderfolk. Hvad der er Tab for den Ene, er det ogsaa for den Andens, og netop de, som tror at føle, hvad en nasjonal Ulykke vil sige, maa føle des større Deltagelse for den endnu dybere hos et skandinavisk Frændefolk. Det slesvigske Spørsmaal er nu Nordens felles brændende, og om det maa alle gode Kræfter samles. At endel af en af de skandinaviske Stammer bliver undertvunget af den tyske, er et uforvindeligt Tab for hele Norden, og den, som saaledes bliver undertrykt og voldsomt bortrevet, hjemsøges dog ganske anderledes haardt af Ulykken end den, som, om end med nogen Opgivelse af sit Eget, dog bliver i Samfundet med fine Brødre.
- ↑ Tillisch’s Bestemmelser blev trufne længe, før Tyskland efter Oprørets Undertvingelse paany overgav Holstein til Kongens Myndighed.
- ↑ Kaartet vil forresten forstaaes uden nærmere Vejledning. Det Strøg, der hos Allen angives som blandet dansk og plattysk, er stærkt prikket mod Syd, hvor det Tyske har Overhaand, men svagt mod Nord, hvor det Omvendte er Tilfældet. – Da vi for Omkostningernes Skyld ikke lod Kaartet farvetrykke, falde de Smaastykker i Vestslesvig, som høre til Kongeriget Danmark, ikke synderlig i Øjnene. Disse, som skrive sig fra Ribe Bispestols Forleninger, er dansktalende paa Fastlandet, medens af Øerne i Nordsøen de nordlige er danske og de sydligere frisiske.
- ↑ Friserne har draget sig mer og mer tilbage baade for det Danske og det Tyske, hvilket Sidste ublandet hersker i deres Kirker og Skoler undtagen et Par Sogne med hollandsk (med Frisernes nærbeslægtet) Kirkesprog i de oprindelig frisiske, nu plattyske Egne. Hele Halvøen Ejderstedt var før frisisk, men er nu plattysk.
- ↑ Endog den tyske Prest Otzen, Præsident i de senere slesvigske Stænderforsamlinger, regner 2⁄3 af Befolkningen for dansktalende.
- ↑ Der er vel Mange, som har Lyst til at le ad slige tyske Latterligheder og Tyskernes uforskammede Fordring om at sætte saadan Forvrængning igjennem i et nordisk Land. Men man behøver ikke at gaa over Bækken efter Vand; der er saa mange af vore kjære Landsmænd, som kan anvende disse Sprogprøver paa sig selv. Det er ikke alene Fornavne, men ogsaa Steds- og Familjenavne, som lide under Mangelen paa Sans for det Hjemlige og Naturlige. Fra den ældre Tyskagtighedens Tid er der saa mange norske Familjenavne, som er paasmurte saaledes for og bag med uvedkommende Bogstaver, at det Oprindelige er neppe til at kjende igjen, og de, som nu har den Fornøjelse at bære slige Navne, finde ofte Fornøjelsen helt tarvelig men har ikke saa let for at skille sig ved det fremmede Paahæng. Og dette fortsæites den Dag idag. Saa mangen skikkelig norsk Bondemand spekulerer endnu, naar han vil gjøre sit Gaardsnavn til Familjenavn, paa, hvordan han som bedst skal faa spjaaket det ud med det tyske W for V (Tyskerne har god Grund til at skrive W, da de bruge V for F), ch for k o. s. v. De Dannede synes nu endelig at være enige om, at saadan Unaturlighed er styg og smagløs.
- ↑ Den slesvigske Forsamling talte 43 Medlemmer hvoraf 4 valgte af de slesvigske Medlemmer af Ridderskabet, 5 af Ejerne af de adelige Godser, 5 af Presteskabet, 10 af Kjøbstadsborgerne, 17 af de mindre Landejendomsbesiddere, 1 fra Øen Ærø og 1 fra Øen Femern. De 9 ridderskabelige og Godsejere var alle tysksindede. Om nu end af de øvrige 34 Medlemmer endog de 21 tilsidst blev dansksindede, var dog de Danske i et fød Mindretal. Foruden at de fleste eller alle Prester efterhaanden sluttede sig til Regjeringen, var nu virkelig i den sidste Stænderforsamling Flerheden af de 29 Folkevalgte dansksindet.
- ↑ Endel herom kan findes i de „Tidender fra Ind- og Udlandet,“ som vi har meddelt i „Folkevennens“ 7de til 11te Aargang.
- ↑ Blandt de mange Klager over Danmarks Styrelse i Slesvig er ogsaa den om Partiskhed ved Embedernes Besættelse. Den, som er noget kjendt med Forholdene, veed dog, at mange baade Slesvigere og Holsteinere sad i de højeste Embeder, at mange Mænd, som havde viist sig utro under det forrige Oprør, blev siddende i sine Embeder og nu tildels paany har sluttet sig til Opstanden, at Styrelsen helst vilde besætte Embederne med Slesvigere, men at Forholdene var saadanne, at den først og fremst maatte søge Mænd, paa hvis Troskab den kunde lite, og at den derfor i de forløbne Aar mest maatte tage danske Kandidater, men at den netop nu havde begyndt at faa uddannet slesvigske Kandidater, der ikke var opdragne i Oprørets Skole.
- ↑ Augustenburgerne har slet ingen Arveret. Selv bortseet fra, at de ikke i sin Tid blev hyldede af Stænderne og ikke fik Del i Fellesstyrelsen, havde de længe ophørt at faa Forleningen paa den samlede Haand. 1721 hyldede den daværende Hertug Kongen efter Kongelovens Arvefølge. 1786 fraskrev ligeledes den daværende Hertug sig al anden Arveret end den, hans Børn kunde faa ved hans Egteskab med Fredrik VI’s Søster. 1852 fraskrev den fordrevne Hertug Kristian „ved fyrstelig Tro og Æͤre“ sig for sig og Familje alle Fordringer mod at faa 11⁄2 Mill. Spd. for sine beslaglagte Godser. Men Dagen efter Fredrik VII’s Død overdrog han sin indbildte Ret til Sønnen, som nu kalder sig Hertug Fredrik VIII. Det kan man kalde Mænd af Ære!