Johan Dahls Forlag (s. 91-93).
I.
Hvorfor Bjørnen er stubrumpet.

Bjørnen mødte engang Ræven, der kom luskende med et Fiskeknippe, han havde stjaalet. "Hvor har du faaet det fra?" spurgte Bjørnen. "Jeg har været ude og medet, Herr Bjørn!" svarede Ræven. Saa fik Bjørnen ogsaa Lyst at lære at mede, og bad Ræven sige ham, hvordan han skulde bære sig ad. "Det er en simpel Kunst for dig," svarede Ræven, "og den er snart lært: du skal bare gaae ud paa Isen, hugge dig et Hul, og stikke Halen nedi; og saa maa du holde den der brav længe. Du maa ikke bryde dig om at det svier lidt i den: det er, naar Fisken bider; for jo længer du kan holde den der, jo fleer Fisk faaer du. Og ret som det er, skal du tværrykke op!" Ja, Bjørnen gjorde som Ræven havde sagt, og holdt Halen længe, længe nedi Hullet, til den var vel frossen fast; saa tværrykkede han den - tværs af, og nu gaaer han der, den Dag i Dag er, stubrumpet.

II.
Ræven snyder Bjørnen for Julekosten.

Bjørnen og Ræven havde engang kjøbt sig et Smørkvarter tilsammen; det skulde de have til Juul og de gjemte det derfor under en tyk Granbuske. Derpaa gik de et Stykke bort og lagde sig i en Solbakke til at sove. Da de havde ligget en Stund, reiste Ræven sig og raabte: "ja!"; og løb saa sin Vei, lige hen til Smørkvarteret, som han aad en god Trediepart af. Men da han kom igjen, og Bjørnen spurgte, hvor han havde været, siden han var saa fed om Flabben, sagde han: "Troer du ikke, jeg blev buden til Barsel da?" "Ja saa! hvad hed Barnet?" spurgte Bjørnen. "Begyndtpaa!" sagde Ræven.

Dermed lagde de sig til at sove igjen. Om en liden Stund, sprang Ræven atter op og raabte: "ja!" og løb sin Vei hen til Smørkvarteret. Dengang aad han ogsaa en god Slump. Da han kom tilbage, og Bjørnen igjen spurgte, hvor han havde været, svarede han: "Aa! blev jeg ikke nu igjen buden til Barsel da, troer du!" "Hvad hed Barnet nu da?" sagde Bjørnen. "Halvædt," svarede Ræven.

Bjørnen syntes, det var et rart Navn, men han undrede sig ikke længe paa det, før han igjen gispede og sov, men aldrig før han havde ligget en liden Stund, saa gik det ligedan som begge de forrige Gange, Ræven sprang op igjen, raabte: "ja!" og løb hen til Smørkvarteret, som han dengang aad det Sidste ud af. Da han kom tilbage, havde han igjen været i Barsel; og da Bjørnen vilde vide, hvad det Barn hed, svarede han: "Slikket-i-Bunden!" Dermed lagde de sig igjen til at sove og laae en god Stund; men saa skulde de hen at see til Smørret, og da det var opædt, skyldte Bjørnen paa Ræven, og Ræven paa Bjørnen; den Ene sagde da at den Anden havde været henne i Smørkvarteret, mens han selv laa og sov. "Ja, ja," sagde Mikkel, "vi skal snart faae vide, hvem af os der har stjaalet Smørret. Nu skal vi lægge os der bort i Solbakken: den som da er fedest i Enden, naar vi vaagne, han har stjaalet det." Ja, Bjørnen vilde gjerne gaae ind paa den Prøve, og da han vidste med sig selv, han ikke havde smagt Smørret engang, lagde han sig ganske trygt til at sove i Solen. Saa luskede Mikkel bort til Kvarteret efter et Smørgran, som sad igjen i en Spræk, og listede sig saa tilbage til Bjørnen og smurte ham i Enden med det; derpaa lagde han sig til at sove, som om Ingenting var hændt. Da nu Begge vaagnede, saa havde Solen smeltet Smørret, og saa blev Bjørnen den, som havde ædt Smørret alligevel, han.