Der var engang en Mand, som hed Gudbrand; han havde en Gaard som laa langt borte i en Aasli, og derfor kaldte de ham Gudbrand i Lien. Han og hans Kone levede saa vel sammen og vare saa godt forligte, at Alt Manden gjorde, syntes Konen var saa velgjort, at det aldrig kunde gjøres bedre; hvorledes han bar sig ad, var hun lige glad i det. De eiede sin Jordvei, og hundrede Daler havde de liggende paa Kistebunden og i Fjøset to klavebundne Kreature. Men saa sagde Konen en Dag til Gudbrand: "Jeg synes, vi bør lede den ene Ko til Byen og sælge den, jeg, saa vi kan faae os nogle Haandskillinger; vi ere saa brave Folk at vi burde have nogle Skillinger mellem Hænderne, ligesom Andre have det; de hundrede Daler, som ligge paa Kistebunden, kan vi ikke tage Hul paa, men jeg veed ikke, hvad vi skal med flere end een Ko. Og lidt vinder vi ogsaa derved, at jeg slipper med at stelle den ene Ko, istedetfor at jeg har gaaet og maaget og vandlet[1] til to." Ja, det syntes Gudbrand var baade rigtig og fornuftig talt; han tog strax Koen og gik til Byen med for at sælge den; men da han kom til Byen, var der Ingen, som vilde kjøbe Koen. Ja, ja, tænkte Gudbrand, saa kan jeg gaae hjem igjen med Koen min, jeg veed, jeg har baade Baas og Klave til den, og der er lige langt frem og tilbage; og dermed gav han sig til at rangle hjemover igjen.
Men da han var kommen et Stykke paa Veien, mødte han En, der havde en Hest, han skulde sælge, saa syntes Gudbrand, det var bedre at have Hest end Ko og byttede saa med ham; da han havde gaaet et Stykke længer, mødte han En, der gik og drev en fed Griis foran sig, og saa syntes han, det var bedre at have fed Griis end Hest og byttede saa med Manden; derpaa gik han et Stykke til, saa mødte han en Mand med en Gjed og saa tænkte han, det sagtens var bedre at have Gjed end Ko og derfor byttede han med ham, som eiede Gjeden; saa gik han et langt Stykke til han mødte en Mand, som havde en Sau, med ham byttede han, for han tænkte: det er altid bedre at have Sau end Gjed; da han nu havde gaaet en Stund igjen, mødte han en Mand med en Gaas, saa byttede han bort Sauen mod Gaasen; og da han saa havde gaaet et langt, langt Stykke, mødte han en Mand med en Hane, med ham byttede han, for han tænkte som saa: det er sagtens bedre at have Hane end Gaas. Han gik da til det led langt ud paa Dagen; men saa begyndte han at blive sulten, og saa solgte han Hanen for tolv Skilling og kjøbte sig Mad for dem, for det er da altid bedre at bjerge Liv end have Hane, tænkte Gudbrand i Lien. Derpaa gik han videre hjemad, til han kom til sin nærmeste Nabogaard; der gik han indom. "Hvorledes er det gaaet dig i Byen?" spurgte Folkene. "Aa, det er nu gaaet saa og saa," sagde Manden, "ikke kan jeg rose min Lykke og ikke kan jeg laste den heller," og dermed fortalte han dem det Hele, hvorledes det var gaaet ham fra først til sidst. "Ja, du bli'er da sagtens vel modtagen, naar du kommer hjem til Konen din," sagde Manden paa Gaarden; "Gud hjælpe dig! ikke vilde jeg være i dit Sted." "Jeg synes, det kunde være gaaet meget galere, jeg," sagde Gudbrand i Lien, "men enten det nu er gaaet galt eller vel, saa har jeg saa snild Kone, at hun aldrig siger Noget, hvordan jeg saa bærer mig ad." "Ja det veed jeg vist, men ikke for det jeg troer det," sagde Granden. "Skal vi vædde paa det?" sagde Gudbrand i Lien; "jeg har hundrede Daler liggende hjemme paa Kistebunden, tør du holde Ligt imod?" Ja, de væddede, og saa blev han der til om Kvælden, da det begyndte at mørkne, saa gik de sammen til hans Gaard; der blev Grandmanden staaende udenfor Døren og skulde lytte, medens Manden selv gik ind til Konen. "God Kvæld!" sagde Gudbrand i Lien, da han kom ind. "God Kvæld," sagde Konen - "Aa, Gud skee Lov, er du der?" Ja, det var han da. Saa spurgte Konen, hvorledes det var gaaet ham i Byen? "Aa, saa og saa!" svarede Gudbrand, "det er just Intet at rose. Da jeg kom til Byen, var der Ingen, som vilde kjøbe Koen, saa byttede jeg den bort mod en Hest, jeg." "Ja, det skal du rigtig have Tak for, det," sagde Konen; "vi ere saa brave Folk at vi kan kjøre til Kirke vi, ligesaavel som Andre, og naar vi har Raad til at have Hest, saa kan vi sagtens lægge os den til. - Gaa ned og sæt ind Hesten, Børn!" "Ja," sagde Gudbrand, "jeg har nok ikke Hesten heller, jeg; da jeg kom et Stykke paa Veien, byttede jeg den bort for en Griis." "Nei, nei!" raabte Konen, "det var da rigtig, som jeg selv skulde gjort det, det skal du saamænd have Tak for! Nu kan jeg have Flesk i Huset og Noget at byde Folk, naar de komme til mig, jeg og. Hvad skulde vi med Hesten? Saa skulde Folk sige vi vare blevne saa store paa det at vi ikke kunde gaae til Kirke længer, som før - Gaa ned og sæt ind Grisen, Børn!" "Men jeg har nok ikke Grisen her, heller jeg," sagde Gudbrand, "da jeg kom et Stykke længer bort, byttede jeg den bort mod en Mælkegjed." "Jøs, hvor vel du gjør Alting!" raabte Konen. "Hvad skulde jeg med Grisen, naar jeg ret betænker mig; Folk skulde bare sagt: derborte æde de op Alt, de have; nei, nu har jeg Gjed, saa faaer jeg baade Mælk og Ost, og Gjeden beholder jeg endda. - Slip ind Gjeden, Børn!" sagde Konen. "Nei, jeg har nok ikke Gjeden heller, jeg," sagde Gudbrand; "da jeg kom et Stykke paa Veien byttede jeg bort Gjeden og fik en dygtig Sau for den." "Nei," raabte Konen, "du har da gjort det, akkurat som jeg skulde ønsket mig Alt; akkurat som jeg selv havde været med. Hvad skulde vi med Gjeden? Jeg maatte da klyve i Bjerg og Dale og faae den ned igjen. Nei, har jeg Sau, kan jeg faae Uld og Klæder i Huset og Mad ogsaa. - Gaa ned og slip ind Sauen, Børn!" "Men jeg har nok ikke Sauen længer, jeg," sagde Gudbrand, "for da jeg havde gaaet en Stund, byttede jeg den bort mod en Gaas." "Tak skal du have for det!" sagde Konen, "og mange Tak ogsaa! Hvad skulde jeg med Sauen? Jeg har jo hverken Rok eller Teen, og ikke bryder jeg mig om at slide og slæbe og virke Klæder heller; vi kan kjøbe Klæder nu som før; nu faaer jeg Gaaseflesk, som jeg længe har stundet efter, og nu kan jeg faae Duun i den lille Puden min. - Gaa ned og slip ind Gaasen, Børn!" "Ja, jeg har nok ikke Gaasen heller jeg," sagde Gudbrand; "da jeg var kommen et Stykke længer paa Veien, byttede jeg den bort for en Hane." "Gud veed, hvordan du har fundet paa det Alt!" raabte Konen; "det er Altsammen som jeg havde gjort det selv. En Hane! det er det samme som du havde kjøbt et Ottedages-Uhr, for hver Morgen galer Hanen Klokken Fire, saa kan vi ogsaa komme paa Benene til rette Tid. Hvad skulde vi vel med Gaasen? Ikke kan jeg lave til Gaaseflesket, og min Pude kan jeg jo fylde med Størgræs - Gaa ned og slip ind Hanen, Børn!" "Men jeg har nok ikke Hanen heller jeg, sagde Gudbrand; da jeg havde gaaet endda et Stykke, blev jeg skrubsulten og saa maatte jeg sælge Hanen for tolv Skilling forat bjerge Livet." "Naa, Gud skee Lov for du gjorde det," raabte Konen; "hvordan du steller dig, gjør du Alting, netop som jeg kunde ønsket det frem. Hvad skulde vi ogsaa med Hanen? Vi ere jo vore egne Herrer, vi kan ligge om Morgenen saa længe vi ville. Gud skee Lov, naar jeg bare har faaet dig igjen, som steller Alt saa godt, behøver jeg hverken Hane eller Gaas, hverken Grise eller Køer." Saa lukkede Gudbrand op Døren. "Har jeg vundet de hundrede Daler nu?" sagde han, og det maatte da Naboen tilstaae at han havde.