Forbryderen Even Jonsen Gloppestuen
At et Menneske, som ikke forhen er bleven tiltalt for nogen Forbrydelse, med Et fremtræder som en fræk og oprørende Morder, altsaa paa engang ligesom springer til Forbrydelsens største Høide og maa lide den strengeste Straf, som Retfærdigheden fordrer, er et saa sjeldent Særsyn, at det maa være af almeen Interesse at lære de nærmere Omstændigheder ved en saadan Forbryders Liv og Levnet samt hans Tænkemaade baade før og efter Gjerningen at kjende. En saadan Forbryder var Even Jonsen Gloppestuen, som for oprørende Mord, udøvet paa hans egen Hustru, ved alle Retter blev dømt til at have sit Liv forbrudt, og som den 9de November 1860 blev henrettet lige i Nærheden af sit forrige Hjem Gloppestuen, en Plads under Biri Præstegaard, hvor den skrækkelige Gjerning blev forøvet. Da jeg ofte samtalede med ham, medens han hensad i Olsrud Arresthuus i Vang paa Hedemarken, og senere fulgte ham til Retterstedet, har jeg maaske bedre end nogen Anden lært ham at kjende, og da jeg antager, at det kunde være til opvækkende og oplysende Underholdning for dette Tidsskrifts Læsere, skal jeg her i Korthed meddele det Væsentligste af hvad jeg under mit Samvære og mine Samtaler med ham kom til Erfaring om.
Even Jonsen var den ældste Søn af fattige Huusmandsfolk i Biri. Befolkningen i dette Præstegjeld er af de nærmest liggende Præstegjeldes Indbyggere saavel som af Øvrigheden bekjendt for i det Hele at føre et stille, arbeidsomt og sædeligt Liv. Men herfra er der vel mange Undtagelser, og en af disse har nok Evens Forældre dannet. Jeg har hørt, at det hele Folkefærd ikke er synderlig vel anseet i Bygden, skjønt enkelte af Familien jo ogsaa have opført sig meget godt. Even var som sagt den ældste Søn, og i sin første Barndomstid, da han var kommen noget til Kræfter, blev han sat til at passe sine yngre Sødskende og tilbragte saaledes den største Deel af Dagen i og omkring Forældrenes lille Stue. Børnene vare for det meste overladte til sig selv, da Forældrene som oftest vare borte paa Arbeide den hele Dag. Der herskede saaledes en stor Frihed for Børnene, og der blev aldrig lagt Baand paa deres Lidenskaber ved en christelig Børnetugt. Men hvad der var det allersørgeligste var, at hverken Fader eller Moder synes at have lært dem at holde sig til Herren. Aldrig lærte hans Forældre ham, sagde Even, saa meget som at bede „Fader vor“ eller nogen anden Bøn, naar de vare hjemme Morgen eller Aften, og Bordbøn kunde der da ikke være Tale om i en Stue fuld af Smaabørn, som tumlede om uden noget synderligt Opsyn den hele Dag. Even kan saaledes ikke siges at være opdragen „i Tugt og Herrens Formaning“. Dog, var han ikke noget fromt Barn, blev han derimod en stærk, rask og hærdet Gut; thi han maatte døie Adskilligt, og der var god Malm i ham. Siden kom han i Tjeneste som Visergut og blev konfirmeret i en ung Alder. Han var vist ikke af de daarligste Konfirmanter efter Kundskaben at dømme; thi han læste ganske godt i Bog og havde ikke daarlige Evner til at opfatte hvad han hørte. Men det, han havde hørt eller læst, gjorde nok ikke synderlig Virkning paa ham; det gik ham ikke til Hjerte, og saaledes glemte han det snart. Efterat han var konfirmeret, var han end mere overladt til sig selv; thi han raadførte sig ikke stort med sine Forældre, og Huusbond skiftede han ofte. Han blev nemlig tilbudt bedre og bedre Løn, fordi han var anseet for en flink og rask Arbeider, for hvem Alt gik godt fra Haanden. Herved fik dog hans Hovmod mere og mere Næring og han spillede virkelig ogsaa snart Mester over sine Kammerater blandt den opvoxende Ungdom. I Biri var der den Tid mange Baller og Selskaber blandt de velstaaende Gaardbrugere, og da var Even gjerne med som Skydsgut. Her var han da den Første i Drengestuen. Han spillede gjerne Kort, og det var ikke sjelden, at han vandt over 1 Spd. om Natten fra sine Kammerater. Disse vare vel ofte forbittrede paa ham; men han lod sig ikke kue, thi han var stærk, og der havde vist vanket alvorlig Prygl, dersom Nogen havde vovet at fornærme ham. Han var ikke hengiven til Drik; først da han var 24 Aar, havde han engang været beruset, og i dette Rus, hvor Lidenskaberne fik frit Spillerum, havde han indladt sig i et Slagsmaal, hvorfor han og blev indstevnt til Forligelseskommissionen, uden at Sagen dog kom videre. Denne hans Ædruelighed kom dog ikke af Samvittighedsfuldhed; snarere var han afholdende, fordi han ikke havde nogen naturlig Tilbøielighed til Drik, og fordi han var for klog og stolt til at ville nedværdige sig saaledes og paa den Maade miste sin Anseelse som en paalidelig og dygtig Karl.
Hvorledes stod det nu under hele denne Tid til med Evens Christendom? Det var visselig saare ilde. Hvad han havde lært i sin Børnelærdom brød han sig ikke om, det var gaaet ind ad det ene Øre og ud ad det andet. Derimod lyttede han gjerne til Lærdomme, der fra Mund til Mund (ved Tradition) forplantedes, usle Sætninger af den i det forrige Aarhundrede og langt ind i dette saa almindelige Fornuftreligion (Rationalisme). Han forklarede mig sine daværende Begreber omtrent med følgende Ord. „Jeg var ikke saa ugudelig, at jeg ikke troede, at der var en Gud til, men jeg tænkte som de Fleste, at Gud ikke tog det saa nøie med Menneskenes Ondskab; thi han, som havde skabt dem, kunde heller ikke ville styrte dem i Fordærvelse. Men paa Christum troede jeg ikke, og jeg tænkte, at Alt, hvad der lærtes om ham og hans Apostle, om deres Liv og Lære, kun blev fremført for at holde Styr paa Menneskenes Ugudelighed og Ondskab.“ Even, som var en Mand med stærke Lidenskaber, selvgod, stolt og hovmodig, havde saaledes tillige kastet Vrag paa det kraftigste, ja det eneste Middel, som tilfulde kunde lært ham at see sin Syndighed og givet ham Kraft til at styre sine vilde Begjærligheder, det aabenbarede guddommelige Ord, hvilket han satte tilside for at vandre efter sin egen eller Andres omtaagede Fornufts Lys. Men Hovmod staar for Fald; „thi Gud staar de Hoffærdige imod, men de Ydmyge giver han Naade.“ Even faldt, og hans Fald blev stort. Han gik, som saa mange Andre, paa Frieri om Natten, og den Pige, han havde sat sin Hu til, blev frugtsommelig. Hun skal have været af god Familie, en god og from Pige; nu blev hun dog et sørgeligt Offer for en uchristelig og fordærvelig Skik. Even havde ikke ønsket at gifte sig saa snart; thi han vilde frem i Verden, og han var endnu kun lidt over 25 Aar. Han havde vistnok før været forelsket i Pigen; men nu giftede han sig fornemlig, for at Pigen ikke skulde end mere beskjæmmes, og fordi han i modsat Fald vilde paadraget sig Uvenskab og kommet i slet Rygte. Da han nu skulde gifte sig, fæstede han Pladsen Gloppestuen under Biri Præstegaard, paa saadanne Vilkaar at han skulde være Huusbondskarl i Præstegaarden og have Brugen af Pladsen til Løn. Han var i mange Henseender en dygtig og paalidelig Tjener for Præsten, og jeg tør sige, at han paa en Maade holdt af sin Huusbond. Han satte Arbeidet i god Gang paa Præstegaarden og drev baade Huusmænd og de øvrige Arbeidere til at gjøre forsvarligt Arbeide. Præsten havde derfor med Grund Tillid til ham og brugte ham som Raadgiver i mange verdslige Sager. Dog alt mere voxede Evens Mod, og hans Egenkjærlighed fik for stor Næring. Hertil kom, at hans Tjeneste i Præstegaarden naturligen drog ham bort fra Hjemmet, saa at der ikke kunde blive noget stadigt og kjærligt Samliv mellem ham og hans Hustru. Han blev mere og mere ligegyldig mod hende og betragtede hende og de to Børn, Gud havde givet ham med hende, mere som en Hindring for sin Ærgjærrighed end som sin bedste Glæde i Livet. Hans kjødelige Attraa begyndte ogsaa at drage ham hen til en Anden. Naar vi nu tænke paa hans utæmmede Lidenskaber, hans Stræben efter at tilvende sig Formue og en anselig ydre Stilling og endelig paa hans vantro og haarde Sind, kunne vi nok see, hvorledes Fristeren havde en aaben Dør til hans Indre, hvilken han da efter sin Natur som Manddraberen og Løgneren af Begyndelsen heller ikke undlod at benytte sig af. Even var ikke den, som kunde vise de onde Tanker fra sig; han havde bortkastet det rette Vaaben, som han skulde sætte derimod, nemlig Guds Ord. Han husede de onde Tanker i sin Barm, og da varer det ikke længe, før det kommer til Handling.
Som bekjendt forsøgte han først at forgive sin Kone i en Kop Kaffe, hvori han havde stukket Fyrstikker. Hun blev dog dengang reddet derved, at hun bemærkede Drikkens afskyelige Smag; Sagen blev heller ikke nærmere undersøgt, og Even slap vel derfra. Nu var det saa langt fra, at han kom til Besindelse, at han meget mere blev fastere bestemt paa at rydde sin Kone afveien, om det end skulde skee ved aabenbar Vold. Denne Verdens Gud forblinder de Vantroes Sind, og saaledes skede det og med Even, der var saa forblindet og saa haardnakket i sin onde Beslutning, at han efter sit eget Sigende endog heller vilde udsætte sig for at blive dømt til Slaveri paa Livstid end lade sit Forsæt fare. Han stod nemlig i den vrange Formening, at han, naar han ikke tilstod at have dræbt sin Kone med Overlæg og efter et længe næret Forsæt, ikke heller vilde blive straffet paa Livet, saa meget mere som han ikke forhen var straffet for nogen Forbrydelse og kunde fremlægge gode Skudsmaal. Derhos havde han og den Tanke, at han ved god Opførsel i Slaveriet skulde gjenerholde sin Frihed om 10 til 12 Aar, og da skulde han blive ligesaa god Huusbondskarl som før. Vi seer, i hvilken sørgelig, selv i verdslig Henseende taabelig Forblindelse han gik. Da Aviserne have indeholdt en udførlig Skildring om det oprørende Mord, vil jeg ikke her omtale de nærmere Omstændigheder ved dette og kun bemærke, at den Maade, hvorpaa han forøvede Mordet, klart viser os hans umenneskelig haarde Hjerte, hans forblindede Ihærdighed i at fuldbyrde sit onde Forsæt samt hans snu og rolige Betænksomhed. Hans listige Frækhed kunde dog ikke lukke Øinene paa alle hans Naboer, om end mange Mennesker lode sig bedrage derved og stode i den Formening, at det Skede kun var at betragte som et sørgeligt Ulykkestilfælde.
Ved sin Opførsel under de Forhør, som strax bleve optagne over ham, gav han nu ogsaa tydeligen tilkjende, hvor dybt han var nedsunken i Synd og Forblindelse. Hverken Synet af hans myrdede Hustrues afsjælede Legeme eller af hans smaa Børn kunde røre hans haarde egenkjærlige Sind. Kun naar han derved troede at kunne vinde sine Dommeres Velvillie, fremkom han med Tilstaaelser, der vare blandede med mange løgnagtige Tilsætninger. Et Menneske, der ikke er i Bund og Grund fordærvet, pleier ofte, naar den forbryderske Handling er fuldbragt og Synden i ham har baaret sin skrækkelige Affødning for Lyset, at gribes af Rædsel over den og finde Lettelse i en oprigtig Tilstaaelse. Men hos Even havde vel Synden havt for lang Tid til at regjere, til at dens Afskyelighed saa snart kunde indsees. Den Smule Kundskab, han fra sin Ungdom af havde bevaret om Christendommen, og den Færdighed han havde i Læsning, kom dog ogsaa her, som stedse, til Nytte. Allerede medens han hensad i Lensmandsarresten, begyndte han at læse Noget i Guds Ord og synge Psalmer. Læsningen syntes rigtignok ikke at gjøre synderligt Indtryk paa ham, hvortil vel og den Omstændighed bidrog Noget, at han stedse var omgivet af Vagtkarle, for hvilke han vilde give sig Skin af at være uskyldig og kjæk see Udfaldet af sin Sag imøde. Da han derimod for den sikkrere og lettere Varetægts Skyld blev henflyttet til Olsrud Arresthuus, fik han baade mere Ro til at læse Guds Ord, hvortil han stadigen opmuntredes, og det Indtryk, dette maatte gjøre paa ham, kunde ikke saa let afrystes ved letsindig Samtale med Uvedkommende. Vi tør vel ogsaa haabe, at det ikke har været aldeles uden Frugt, at baade min Fader og jeg i vore Samtaler med ham alvorligen foreholdt ham hans gruelige Misgjerning og dens fortjente Straf samt formanede ham til en snar og oprigtig Omvendelse. Det hendte ofte under saadanne Samtaler, at han rørtes til Taarer; men snart var han rigtignok igjen den gamle letsindige, ja tildels trodsige Mand. De Bøger, han, næst den hellige Skrift, helst læste, vare „Thomas a Kempis Christi Efterfølgelse“ og „Johan Arndts sande Christendom.“ Om end hans Sindsforandring nu ikke strax gav sig tilkjende ved en oprigtig Tilstaaelse af hans hele Brøde, har der dog sikkerlig rørt sig mange alvorlige Tanker i hans Hjerte, hvilket han ikke aldeles lukkede for Herrens Ord og hans Aands Paavirkning. Det kan vel og ansees som noget Godt ved ham, at han paa enkelte faa Undtagelser nær opførte sig ordentlig og stilfærdig i Arresten. Noget senere ud paa Sommeren fortalte han mig, at han havde en overordentlig stærk Følelse af sin Syndighed; han sagde, „at det forekom ham, som om hans Synder laa som uoverstigelige Bjerge mellem ham og Gud, og at han ikke kunde vente Andet end Straf af Herren.“ Tillige forstod han, at det eneste Middel til Redning var Troen paa Jesum Christum. Han begyndte da mere og mere at betænke Troens og Omvendelsens Nødvendighed og at forsøge paa i Troen at gribe den Herre Jesum Christum. Det vilde dog, som han selv tilstod, ikke ret lykkes for ham at forlade sig paa Christum alene, fornemlig fordi han ikke kunde lade alle Tanker om Benaadning og en senere Opnaaelse af sine jordiske ønsker og Forhaabninger fare. Dog begyndte visselig allerede da Troen at voxe hos ham, ligesom jeg ogsaa af enkelte Træk syntes at kunne mærke, at han oftere dvælede ved Tanken om at miste sit Liv. Saaledes drømte han en Nat, at han blev henrettet, at han lagde sit Hoved paa Blokken, og at han, i det Samme han som et Ryk følte Hugget – saaledes forstod jeg hans Udtryk „da det rykte mig“ –, sagde: „Grib mig Herre Jesu.“ Dersom nu Drømme, hvilket vel ikke kan antages som usandsynligt, afgive ligesom et Speilbillede af hvad der i vaagen Tilstand opfylder vort Sind, vel og forenede med underlige Glimt af et høiere Aandsliv, saa kan man maaskee ogsaa i denne Drøm see et Beviis paa, at hans Sind allerede var paavirket af Guds Aand, og at han under Tanken om det forestaaende Endeligt ikke skjød Christum og hans Fortjeneste fra sig. Under Alt dette var han dog temmelig uforandret i sin ydre Fremtræden og viste sig ofte letsindig i Ord og Miner. Naar jeg da saa denne underlige Sammenblanding af Ondt og Godt i ham, naar jeg hørte ham tale saa freidigt paa samme Tid, som han tilstod, at han var en stor Synder, da var jeg ofte i Tvivl, om ikke al hans Tale om gode Tanker og Rørelser kun var udenadlært Snak, ligesom det forekom mig, at hans Yttringer om, hvorledes han følte sin Syndighed, havde et vist tillært Præg. Men saa tænkte jeg igjen paa, at man ikke maa vente, at andre Mennesker skulle føle eller tale aldeles paa samme Maade, som vi selv gjøre, samt at man maa have Taalmodighed og ikke for snart vente at see Gjenfødelsens Frugter vise sig aabenbarligen. Det stod mig derhos for Øie det Ord af den gamle Kirkelærer Hollatz: „Naar den Voxne skal gjenfødes, opstaa der hos ham mange Betænkeligheder, hvilke med stor Flid maa bortryddes. Han maa oplyses af det guddommelige Ord gjennem en længere Tids Forløb, indtil en fuld Tro optændes i hans Aand[1].“ Tanken paa disse Ord hjalp mig ofte til ikke at miste Synet for den svage Fremgang, der dog undertiden var at spore hos ham. Rigtignok var jeg nær ved at opgive Haabet om, at der vilde foregaa nogen sand Omvendelse med ham, da han først begyndte aabenhjertig at tilstaa sin hele forbryderske Gjerning, lige til at han havde havt til Hensigt at forgive sin Kone i den omtalte Kop Kaffe, og dog endte med at angive en usand Bevæggrund eller dog en, som ikke havde været den vægtigste for ham. Jeg troede nu, som vel de Fleste maatte have gjort, at den hele Bekjendelse kun var et usselt Forsøg paa ved en saadan tilsyneladende Oprigtighed at røre den høieste Myndighed, da han havde erfaret, at hans Sag stod saaledes, at ingen Benaadning ellers var at vente. I denne Anledning troer jeg dog nu at burde bemærke, at det ofte kan blive en for haard Prøve for den Ubefæstede og i det Hele lidet moralsk Udviklede saaledes for Retten at skulle gjøre Rede for Tanker og Forsætter. Idetmindste var det saaledes med Even, at jo mindre jeg trængte ind paa ham, jo mere han følte, at jeg ikke gik Øvrighedens Ærinder, men var en Mand, der gjerne vilde hjælpe ham paa den rette Vei, des mere trængte han ligesom til at oplade sig for mig og lagde da hele sit foregaaende vantroe og syndige Liv frem for mig i aaben Bekjendelse, ja han fremførte denne næsten, som det var en Fortælling om en anden Person og ikke om ham selv, som sad for mig. Endelig kom han da ogsaa frem med den utvivlsomt sande Bevæggrund til Mordet, nemlig en syndig Kjærlighed til en Pige. Han paastod dog, at hun maatte være uvidende om denne hans Tilbøielighed, da han aldrig havde udtalt den for hende, ligesom der da heller ikke havde fundet noget udvortes utilladeligt Forhold Sted. Som Grund til, at han ikke for Retten havde afgivet en rigtig Forklaring, angav han, at han ikke vilde, at Pigen skulde offentligen blive beskjæmmet. Jeg foreholdt ham da det Urigtige i en saadan Afvigelse fra Sandheden, om han ogsaa meente at have en gyldig Undskyldningsgrund, da det var hans ubetingede Pligt at komme frem med Sandheden uden Hensyn til de sandsynlige Følger deraf. Det er vistnok ikke godt at afgjøre, hvilke syndige og skrøbelige Tanker der har hindret ham i strax at afgive en fuldstændig Bekjendelse; dog er det værd at lægge Mærke til, at han modtog Efterretningen om, at hans Dom uden Formildelse skulde fuldbyrdes, med stor Rolighed. Han bad mig vel engang i de Dage om, at jeg skulde indgaa til Hans Majestæt med et Bønskrift for ham, da Kulterstads Benaadning ad en saadan Vei stod ham for Hovedet; men da jeg med Bestemthed nægtede at kunne have nogen Deel i et saadant Skridt, som jeg ansaa for urigtigt, naar den høieste Øvrighed allerede havde afgivet sin paa moden Overveielse grundede Bestemmelse, hvori der ligger en Afgjørelse fra Herren selv, hvis Tjener Øvrigheden er, – da blev han vel bevæget, og Blodet steg ham til Hovedet, som det bestandig gjorde, naar han var vred eller paa anden Maade heftig bevæget, men han gjorde dog ikke mange Indvendinger og lod aldrig siden et Ord falde om denne Sag.
Jeg maa her tillige bemærke som et karakteristisk Træk af hans Maade at tale paa, at da jeg forestillede ham, at han ikke burde sætte sit Haab til Benaadning, svarede han: „dersom Gud vil, kan han benaade mig ogsaa for Straffen her i dette Liv,“ og som Grund til at tro, at Gud vilde gjøre dette, anførte han, at han maaskee ved sit senere gudfrygtige Liv kunde føre Mange til Omvendelse. Jeg maatte advare ham for den Hovmod, der maaske kunde ligge til Grund for disse Tanker, og bad ham betænke sin Svaghed og naturlige Letsindighed, og hvor lidet han af den Grund kunde være ret skikket til noget Redskab for Herren til Andres Omvendelse, idetmindste paa den Maade han tænkte sig det. Derimod er han maaske paa den Maade, Herren nu styrede det, – det ville vi i alle Fald haabe –, bleven til et advarende Exempel for Andre og saaledes bleven et bedre Redskab, end om han senere skulde vidnet for Andre ved sit forbedrede Liv og sin formanende Tale. Med Hensyn til sin Sindstilstand, inden han endnu fuldstændig havde gaaet til Bekjendelse, forklarede han, at han efter først, som ovenfor fortalt, at have følt sig sønderknust og uden Fred, senere og det allerede, da han havde afgivet den første om end ufuldstændige Bekjendelse for Arrestforvareren, til hvem han i det Hele havde stor Fortrolighed, og for mig, havdes følt en saadan Glæde og Fred i sit Sind, at han gjerne skulde gaa sin Død imøde, hvad Dag det skulde være, naar han kun den Dag maatte have en saadan Følelse i sit Hjerte. Han betragtede denne Følelse som en indre Besegling af, at han havde fundet Naade hos Gud, og jeg turde ikke betage ham denne Trøst, da han senere fortalte mig derom, hvor meget jeg ogsaa endnu maatte tro, at der manglede ham, navnlig paa den Tid, i fuld Hengivelse til Herren og levende Kjærlighed til Sandhed; kun formanede jeg ham atter til af ganske Hjerte at forlade sig paa Herren alene og stedse give ham og Sandheden Æren, naar han allerede i sin daværende skrøbelige Tilstand havde havt saadant Beviis paa Herrens Naade. Ligeledes formanede jeg ham til at søge sin fornemste Trøst og Bestyrkelse i Guds klare Ord om Naaden i Christo, fremfor i Følelser som saa let kunne skuffe os. Ogsaa da han tilsidst aabnede sit Hjerte for mig, var der udbredt en glad Freidighed over hans hele Væsen; der foregik ikke nogen saadan synlig udvortes Forandring med ham, som vi ere saa tilbøielige til at tænke os forenet med en gjennemgribende Sindsforandring; der var ingen voldsom Graad, ingen Stønnen eller Sukken, han var kun mere venlig, føielig og ydmyg i sin hele Opførsel. Idet han saaledes aldrig vilde lade sin Frimodighed fare, hvilken han – og jeg tror med Sandhed – paastod ene var grundet i en levende Tillid til Christi Fortjeneste, yttrede han dog ofte Frygt for, at han ikke skulde være ydmyg nok, og at han atter forfalde til hovmodige og egenkjærlige Tanker.
Alt imellem kom nemlig endnu hans gamle Menneske kraftig tilsyne i hans heftig opblussende Lidenskaber, hvilket jeg da i Kjærlighed maatte gjøre ham opmærksom paa. Især følte han sig let krænket ved den nødvendige Forsigtighed, som Arrestforvareren maatte bruge, f. Ex. ved i de sidste Dage, han hensad i Olsrud, at sætte Vagt udenfor hans Celle og ved at lægge Jern paa ham, da han skulde transporteres tilbage til Lensmandsarresten i Biri. Ligeledes vaktes hans Forbittrelse let, naar han bar udsat for enkelte Tilskueres nysgjærrige Blikke. Ved en venlig Tiltale og ved Paamindelse om, at dette jo var Noget, han maatte tage som en nødvendig Følge af sin Forbrydelse og som en Deel af den Straf, han var skyldig at lide derfor, formildedes dog strax hans Sind. Han yttrede heller ikke denne sin krænkede Stolthed saa meget i Ord, som det kunde sees paa hans ildfulde Blikke og urolige Bevægelser. Engang yttrede han under en Samtale i Anledning af denne hans Heftighed Lyst til at maatte tale et Par Ord til de Mennesker, der maaske vilde være tilstede ved hans Henrettelse, idet han da vilde bekjende sin foregaaende Ugudelighed og sin nuværende Tro paa Frelseren og derpaa advare Mængden mod at fremture i den Letsindighed som han var overbeviist om herskede hos de allerfleste Mennesker. Da jeg var bange for, at han ved at beskjæftige sine Tanker med en saadan Tale kunde forhindres fra alvorligen at betænke sin egen Saligheds Sag, og at han derhos kunde finde en Føde for sin naturlige Hovmod og Forfængelighed ved at optræde som Revser af Samfundets Vantro og Ugudelighed, bad jeg ham at lade denne Tanke fare og derimod stadigen bede Gud om Naade og Kraft til stille og taalmodigen at gaa Døden imøde. Han syntes ogsaa at indsee det Farlige i sit Forlangende og talte ikke senere derom. Dette Træk forekommer mig forøvrigt at være ret karakteristisk for hans Sindsbeskaffenhed, da det baade viser hans Frimodighed, men ogsaa hans Lyst til at udmærke sig ved at lægge sin vundne Erkjendelse af Christendommens Hovedsandhed for Dagen og tillige vise sig som en kjæk og uforfærdet Mand.
Den 6te November foregik hans Transport fra Olsrud til Biri, og da jeg var anmodet om at følge ham til Retterstedet og der yde ham geistlig Bistand, hvilket ogsaa var Evens ønske, besluttede jeg at følge ham paa Veien for at være sammen med ham paa Skydsskifterne og besøge ham i Lensmandsarresten, hvor han ogsaa vilde blive omgivet af flere Vagtkarle. Da jeg om Morgenen traf ham paa Bjerke Skydsskifte, var han frimodig som sædvanlig; kun havde han, som ovenfor antydet, følt sig krænket ved at være belagt med et Feltjern. For at skjule Jernet for nysgjærrige Tilskuere havde han trukket Lænken under sine Beenklæder, saa at han ei kunde faa den høire Haand frem, men holdt den i Buxelommen. Et Sted paa Veien fik han Tilladelse til at standse for hos en Handelsmand at kjøbe et Par Buxesæler, da han, som han sagde, fandt det Upassende at fremmøde paa Retterstedet med gamle udslidte Buxesæler. Den første Aften, han var i Lensmandsarresten, var han forøvrigt i en oprørt Sindsstemning og lidet tilgjængelig da Reisen og Synet af de mange Mennesker der havde flokket sig sammen paa mange Steder for at see ham, og hvoraf han kjendte Mange, havde gjort et ubehageligt Indtryk paa ham; dog deeltog han med Glæde i den Aftenandagt, som jeg holdt med ham og Vagtmandskabet. Han læste baade denne Aften og de følgende Dage flittig i den hellige Skrift og enkelte Afsnit af Johan Arndts sande Christendom, hvilke jeg paapegede for ham, ligesom han og gjerne sang Psalmer, med en behagelig Stemme og godt Udtryk. Den første Nat fik han paa Grund af Tandpine, som han havde paadraget sig paa Reisen, og vel ogsaa paa Grund af de mange Mennesker, der omgave ham, ikke sove synderligt, men var dog Tagen efter i en bedre Sindsstemning. Det Vagtmandskab, som fremmødte de følgende Dage, syntes ogsaa at være christeligsindede Folk, som gjerne deeltog med Even i Psalmesangen og Andagterne, og dette bidrog visselig til, at han senere følte sig mere tilfreds og kom i en kjærligere og mildere Stemning. Uopfordret bevidnede han ogsaa i disse Dage baade for Fogden og Lensmanden sin Erkjendelse af ikke at have opført sig rigtig mod dem og bad om deres Tilgivelse, som han da ogsaa fik et uforbeholdent Tilsagn om Dagen før Executionen meddelte jeg ham Alterens Sacramente, hvilket han efter foregaaende lydelig Bekjendelse baade af sin Synd og Tro paa Frelseren og efter derpaa grundet Tilsigelse af Syndernes Forladelse modtog med synlig Andagt og Glæde Om Eftermiddagen samme Dag tog han Afsked med sin forrige Huusbond og Sjelesørger, Sognepræsten i Biri. Denne erklærede senere, at han vel ogsaa i Førstningen blev overrasket og ligesom frastødt ved Evens freidige Væsen, men at han dog ved en længere Samtale med ham maatte ledes til med mig at antage, at der var et sandt Trosliv tilstede hos ham. Om Morgenen paa den Dag, da Executionen skulde foregaa, kom jeg til Even for som sædvanlig at holde Morgenandagt med ham. Han havde sovet godt om Natten og var freidig som ellers. Da Timen til Afreisen fra Arresten kom, reiste han sig og bad de Omstaaende at bede med ham og for ham og holdt derpaa en lydelig Bøn til Herren om Tilgivelse for hver en Synd, han havde begaaet, fra den første Dag han begyndte at synde, og indtil nu, og derpaa om at Herren selv vilde styrke ham til med Tro og Taalmodighed at gaa Døden imøde. Paa Veien til Retterstedet talede han med Skydskarlen om sin Glæde over ikke mere at skulle vandre paa Syndens og Letsindighedens Veie, men snart tages bort fra dette Liv med alle dets Fristelser. Sin Frimodighed og rolige Hengivelse i sin Skjæbne bevarede han ogsaa, da han blev bragt ind i sit forrige Hjem Gloppestuen for der at blive befriet for sine Jern. Han nød der et Glas Viin, som Lensmanden havde været saa god at have tilstede. Fra denne Stue gik han hen til Retterstedet, som laa et ganske kort Stykke derfra. Han gik ganske rask og villig uden synlige Tegn paa Frygt. Men da vi kom indenfor den Fiirkant, som Militæret dannede om det Bordgulv, hvorpaa Blokken var lagt, hvor Fogden allerede havde indfundet sig, og hvor tillige Skarpretteren og hans Medhjælper stode, da saa Even sig om med nogen Forfærdelse og maatte af Fogden i Venlighed mindes om at træde op paa Gulvet. Da Fogden derpaa oplæste Dommen og den kongelige Resolution om, at denne uden Formildelse skulde fuldbyrdes og derefter befalede Rigets Skarpretter at gjøre sin Pligt, naar Delinkventen først havde holdt sin Andagt saa gjorde disse Forhandlinger et saa stærkt Indtryk paa den Ulykkelige, at han begyndte at skjælve og tabte sin Hue, som han ærbødigen havde holdt i Haanden under Fogdens Oplæsning af Akterne. Jeg bad ham nu at læse sine Troesartikler; men da han ikke var istand til ret at faa Ordene frem, læste jeg dem for ham. Da jeg var færdig hermed, spurgte han med mere Freidighed, om han nu skulde læse dem efter, hvilket jeg dog for ikke at udhale Tiden erklærede for ufornødent, saasandt han med Opmærksomhed havde fulgt mine Ord og vilde bekjende dette som sin faste Tro. Paa dette Spørgsmaal som paa de øvrige, der findes i vort Ritual, og som jeg forelagde ham, svarede han med et lydeligt og bestemt „Ja.“ Derpaa knælede han paa en Skammel, og jeg meddelte ham nu Absolution i den Form, som Ritualet foreskriver ved saadanne Anledninger. Han reiste sig synlig styrket og spurgte, om han nu skulde klæde sig af. Da jeg herpaa svarede ja, tog han selv Yderfrakke og Underfrakke af og spurgte derpaa, om han skulde tage mere af sig. Jeg betydede ham da, at han ogsaa maatte tage Halstørklædet af, hvilket han da strax gjorde. Nu tog Skarpretteren et Tørklæde og bandt det for hans Øine samt førte ham hen til Blokken. Efterat det var anviist ham, hvorledes han skulde lægge sig ned, gjorde han dette villigen og lagde med Skarpretterens Hjælp Hænderne paa Ryggen. Derpaa knælede jeg ned og bad langsomt og lydeligt „Fader vor.“ Da jeg var kommen til den 6te Bøn, lod Skarpretteren Hugget falde og det med saadan Kraft og Sikkerhed, at Hovedet øieblikkelig skiltes fra Kroppen, idet en stærk Blodstrøm susede frem. Øxen blev siddende fast i Blokken. Der hørtes ingen Lyd fra den Døende, da han blev rammet af Hugget; derimod bemærkede man flere Trækninger i Hovedets Muskler, endog en Stund efter at det af Bøddelknægten var stillet op paa Skafottet, medens Legemet forøvrigt blev liggende ganske ubevægeligt.
Vi have da saaledes fulgt Even til hans sidste Stund og seet, hvorledes han, saavidt Mennesker kunne dømme, ikke svigtede det gode Forsæt at holde fast ved Frelseren og trøste sig ved ham alene. Som et Beviis paa denne hans Henflyen til Frelseren vil jeg ogsaa her tilføie, at man i hans Psalmebog fandt nedskrevet med hans egen Haand en Paamindelse til hans Børn om itide at lære at elske Christum og holde sig til ham, og derefter følgende Ord: „Kort før min Død. Gid jeg nu var vel beredt! Herren gjøre det selv“ Dette Suk har Herren visseligen hørt, saa han lod sin Naade hvile over ham i Døden og ikke svigtede hans Tillid, men gav ham Kraft til med Taalmodighed og Ro at gaa sin tunge Gang. Heri kunne vi see et stort Beviis paa, hvor naadig og barmhjertig Herren er, og hvorledes han annammer Syndere i Christo Jesu. Men have vi ved at betragte Even Gloppestuens sidste Dage kunnet glæde os ved Herrens underlige og store Barmhjertighed, saa faa vi ogsaa ved at betænke Aarsagen til hans dybe Fald og den rædselsfulde Straf, han maatte udstaa, Anledning til at kaste et Blik ind i en dyb Afgrund af menneskelig Fordærvelse. Vi kunne hos ham see, hvorledes hans Hjertes Tragten var ond fra Barndommen af, hvorledes den onde Begjærlighed fik mere og mere Magt over ham og tilsidst beherskede ham med et grusomt Herredømme og holdt ham under stedse tiltagende aandelig Blindhed, indtil han endog løftede sin Haand for at myrde hende som han for Herrens Alter havde lovet Kjærlighed og Troskab, og som visselig havde været ham en kjærlig og trofast Hustru. Dog det er ikke blot dette enkelte Exempel paa menneskelig Syndighed, som er saa forfærdeligt. Evens Liv afdækker ogsaa for os den mørke Side af det menneskelige Liv i Almindelighed, det lader os faa Øie paa en udbredt Fordærvelse ogsaa i vort Samfund og vort Folkeliv. Vi tære at kjende en til de lavere Samfundsklasser nedtrængt vantro Livsanskuelse blandt et Folk, som dog vil kaldes christeligt, vi see en dermed i nøieste Forbindelse staaende Letfærdighed og Letsindighed, som vel ikke tør træde ganske aabent frem for Dagens Lys, da Folket endnu vil ansees for at leve ærbart, men som trives kun alt for godt og æder om sig i det Skjulte. Vi have saaledes blandt Andet havt Anledning til at see, hvorledes Fortidens raa Folkeskikke, saasom Nattefrieriet, der dog maaske i sin første Oprindelse ikke have været saa fordømmelige, nu give en velkommen Anledning for Kjødet, der heller ikke beherskes og styres af en christelig Aand. Men „hvo, som saar i Kjødet, skal høste Fordærvelse af Kjødet,“ og det er ikke blot Even og hans Hustru, der have høstet Fordærvelse af deres Sæd i Kjødet, det er desværre mange, mange Mennesker, hvis sørgelige Liv dog kun bliver det Offentlige lidet bekjendt. Enhver kan sikkert finde Exempler derpaa i sin Kreds, om denne end ikke er stor.
Maatte da disse Linier bidrage til, at enhver ung Gut og hver ung Pige vilde vogte sig for at give Fristeren Rum. Vi kunne vel haabe, at det ikke er Mange, som ville blive førte saa vidt i Synden som Even; men ethvert Skridt paa Lastens Vei er fordærveligt og fører sin Straf med sig. Og naar vi see, hvorledes ogsaa Even, da han ved Guds Naade omvendte sig, fik Kraft til mere og mere at dæmpe og overvinde Synden i sig, skulde vi da ikke meget mere tro, at den, der endnu er langt fra det Ondskabens Maal, som han havde naaet, af Gud vil faa Kraft til at dæmpe Kjødets Gjerninger?
Herren giver da sin Naade til, at det snart maatte blive ret lyst i vore Dale, at Vantro og Overtro maatte vige, og at vort Folk altid maatte vandre sømmeligen som om Dagen. Han opvække enhver Fader og Moder til i Tide at vogte paa deres Børns Veie, til i Tide at føre dem til Herren ved at lære dem hans Ord at kjende og ved selv at foregaa dem med et godt Exempel. Han oplade ogsaa selv Øret for Troens og Kjærlighedens belærende, advarende og formanende Ord. Herren velsigne saavel hver enkelt, der redelig arbeider for, at Oplysning og Gudsfrygt maa tiltage blandt os, som vort hele Samfund, saa Troens Frugter maa vise sig i Kjærlighed og Troskab i alle Forhold i Livet og vort Haab om Salighed hisset ei blive til Skamme.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Adulto regenerando multi sunt scrupuli, qvi adhibita cura evellendi sunt, isqve illuminandus et informandus est e verbo divino longiori temporis tractu, donec plena fides in animo ejus accendatur.