Paa Havet (1861)/2
En af de smukkeste Stuer, som jeg veed om, er Sjøstuen, som jeg kalder den, i Amtmand Harris’s Bolig i Stavanger. Vindues-Væggen staar lige op af Sjøen, uden nogen Brygge eller Strand foran; det kan hænde, at et Fartøi ligger Side om Side med Stuen, Dækket næsten i Høide med Gulvet. Fra disse Vinduer kunde en Maler hente Stof for Søstykker: brusende Dampbaade, Fartøier, som komme, og Fartøier, som gaa, alt, hvad der flyder paa Stavanger Vaag, med Gjenbo-Husene og Valberg-Taarnet paa den anden Side – Domkirkens Gavler og Kongsgaard-Træernes høie Kroner ved Vaags-Bunden, til Høire!
En bælmørk Aften i December Maaned for 3 Aar siden sad Hr. Amtmand Harris i sin Familiekreds her i Sjøstuen. Vindues-Gardinerne vare nede og dækkede for Mørket derude; det var lunt og lyst herinde.
Pludselig høres Skrig og Nødraab fra Sjøen, tæt ved, der ved Hjørnet af Huset, hvor et aabent Rum eller en saakaldet Almenning fører fra Gaden indenfor til Vaagen udenfor.
Amtmanden ud, hans Fuldmægtig med – og snart finde de en Mand, som plasker i Vandet og holder sig i Brygge-Stolperne. De troede da, det var kun den Ene, som var i Fare, og holdt paa at hale ham op.
Saa fik Amtmanden se en Arm stikke op af Vandet længer ude, adskillige Favne fra Land. Han kastede sig ud i Øiblikket, tog Spænd mod Brygge-Stokkerne, skjød sig udover, speidede, famlede, fik netop gribe Manden, som ikke længer arbeidede med Armene, ikke engang skreg, men allerede havde tabt Bevidstheden og var ved at gaa til Bunds.
Redningsmanden troede ham allerede død, da han svømmede i Land med ham. Men nu vare flere Folk komne til: den Forulykkede blev halet op, blev rullet, gav Livstegn, kom sig.
I næste Øieblik blegnede Fru Harris ved at se sin Mand komme ind. Vandet, som strømmede af ham, sagde hende, hvor han havde været.
To Mænd havde gaaet Arm i Arm langs Strandgaden. Ukjendte med Gadeløbene dreiede de om Hjørnet og gik sig i Mørket ud over Bryggekanten. Ingen af dem kunde svømme; han, som kom saa langt ud, havde plasket med Armene paa samme Vis, som Hunden kaver med Labberne. Det var endda en Note-Bas.
Det er maaske ikke alle Læsere, som rigtig kunne sætte sig ind i, hvad kjæk Redningsdaad dette var. Men hele Stavanger By blev greben ved Fortællingen herom næste Dag. – Under Bevægelsen vare en Del Herrer samlede paa Byens Klub og enedes om at gaa i ordnet Følge ud til Amtmanden og komplimentere ham; de havde allerede valgt sin Ordfører. Dette kom dog ikke ganske til Udførelse, af den Grund, at Amtmanden selv tilfældigvis kom ind i samme Øieblik; men uvilkaarlig reiste Alle sig Amtmanden imøde, og Ordføreren frembar for ham Forsamlingens Beundring og Taknemmelighed.
For nogle Uger siden stod jeg ved Vinduet i Sjøstuen, og paa min Begjæring fortalte Hr. Amtmanden selv hin Aftens Begivenhed. Jeg havde jo hørt den før; men jeg vilde saa gjerne høre den af ham selv. Han sluttede saa: „Jeg vilde ikke tale sandt, dersom jeg sagde, at jeg i den Stund, da jeg kastede mig ud, havde Tanke om, at nu gjorde jeg noget, som jeg burde gjøre. Det var en uvilkaarlig Drift. Da jeg saa Armen, havde jeg ikke Tanke for Andet, end at der ud maatte jeg.“
Denne Forklaring forstaar jeg ganske vel. Men den gjør ikke noget Skaar i min Glæde over den raske, uforfærdede Daad.
Ikke saa sjelden ser jeg af Aviserne, at der i Kongens Navn uddeles Bægre og Medaljer, som Hæderstegn til Mænd, der have udmærket sig ved saadanne Leiligheder. Denne hædrede Skare bestaar mest af Fiskere og Matroser. Jeg vilde, at Amtmanden skulde være med her!
Det som kaldes Aalesunds By, er en mangfoldig og uregelmæssig Husklynge, eller rettere flere adskilte Klynger, spredte henover besværlige Klever og Klippe-Strande, paa nogle Her og Næs. En Aften senhøstes 1856 skulde jeg gaa omtrent fra den ene Udkant af Byen til den anden. Det var Storm og Regn, og jeg kunde ikke se mine egne Hænder; men jeg troede mig kjendt og lagde i Vei. Etsteds snublede jeg over nogle løse Stene og faldt – efter nogen Famlen og Undren fandt jeg, at jeg var bleven liggende tvers over en lav Mur ved Kanten af en Sten-Bro, som førte over et Sund, og som jeg netop var kommen midt ud paa. – Da jeg nogle Timer skulde gaa samme Vei tilbage, havde jeg faaet mig en Lygt. Og det var vel. Det var saa sent, at Folk for det Meste var gaaet til Sengs, og det løste ikke ud af Vinduerne; jeg gik mig vild, kom ud paa en Brygge eller Almenning og var allerede paa den yderste Kant, da Lygten viste mig Vandet, dybt nede. Et Skridt til – og jeg var gaaet udfor.
Dagen efter opfordrede jeg flere af Bymændene til at sørge for, at der blev sat Gadeløgter paa saadanne Steder eller gjort noget Andet til Sikkerhed.
Hvad der er blevet gjort, veed jeg ikke. Men efter den Tid har jeg seet Aviserne berette om to Tilfælde, hvor fremmede Folk i Mørke have gaaet sig ud for Aalesunds Brygger og ere blevne.
Hvad jeg skrev i næstforrige Hefte under den Overskrift: „Paa Havet,“ har bevirket, at en Mand i Throndhjem, Telegrafist Høyem, har sendt mig til Afbenyttelse en Afhandling, som allerede havde været trykt i Throndhjems Adresseavis, med den Overskrift: „Fiskare, les her!“ (Afhandlingen er skrevet i Landsmaalet). Jeg tager Hoved-Indholdet.
„Det gjøs i mig, naar jeg tænkte mig i dit Sted, Fisker, saaledes som du ofte er stedt i Havsnød. Jeg ønskede dig en Baad, som ikke paa noget Sæt kunde søkke, og som ikke gjerne vilde ligge hvelvet. Jeg ønskede: Gid den norske Fisker kunde kuldseile og endda slippe for at miste indehavende Gods, med andre Ord: Gid han turde gjøre Farmen fast i Baaden og endda være tryg for, at han ikke sakk, om Baaden gik fuld eller hvelvede. Jeg ønskede: Gid Baaden havde været saaledes bygd eller indrettet, at den ikke vilde ligge paa Riperne (Æsingerne) med Kjølen i Veiret. Gid den i det mindste ikke rullede helt rundt, men bare til Siden, saa kunde Mandskabet snarere faa den paa Kjøl igjen.
Saaledes tænkte jeg og ønskede, og kom med det samme paa følgende Raad:
Ligesom nogle af de nyeste Jernskibe, som gaa mellem England og Amerika, have lufttætte Kasser overalt, hvor de ikke ligge i Veien, saaledes maatte slige lufttætte Kasser være nyttige for en Baad ogsaa. De kunde jo haves baade store og smaa, naar de bare ikke tog bort nødvendigt Rum. Jeg har saaledes tænkt at foreslaa en trekantet, langskabt Kasse i hver Baad-Skut, der hvor Skuten er smalest og uden videre Nytte. Kasserne maatte passe godt i Skuterne og være bredest i øvre Enden. Ligesaa vilde jeg, at den øvre og flade Ende skulde naa jevnhøit med Stavnen. Nu var det jo bedre, jo flere Luftkasser Baaden havde, og derfor kan jeg let tænke mig, at jeg vilde ønske Rummet opunder Tofterne opfyldt med slige, naturligvis ikke bredere end Toftbredden.
Du Fisker, tænk paa dette. Du kunde jo som til en Prøve eller til en Snarhjælp bruge Duble-Kagger, saaledes, at du surrede en Kagge fast i hver Skut og saa høit op imod Stavnerne som muligt. – Aa, gjør det, du! Du har dem jo oftest med dig alligevel. Bind dem allesammen fast til Baaden din, og du skulde se, at du i et Ulykkes-Tilfælde ikke vilde angre paa det.
Jeg veed, at kuldseilede Baadsfolk have prøvet at redde sig paa Duble-Kagger, som laa flydende omkring den hvelvede Baad, og at det ikke nyttede, fordi de ikke vare fæstede til nogen Ting, men rullede omkring alt i Et, saa den Hjelpeløse altid kom under dem.
Jeg behøver ikke sige dig, hvor stærk en Duble-Kagge er til at bære op det som ligger i Vand; for det har du selv mere end en Gang seet og rønt.
Tænk dig nu, at du havde en slig Luftkassebaad, og at den kantrede, medens du havde Farmen fastgjort i Baaden. Tænk dig videre, at Baaden, som den jo gjør, først blev liggende paa Siden en Stund, med Sejl og Mast fladt hen over Sjøen. Tror du da, at den kom til at gaa aldeles rundt? Jeg tror det ikke; for Kaggerne eller Kasserne op i Skuterne og op i Stavnerne maatte da klemmes eller trykkes ned under Vandskorpen – og det vil de ikke. Idetmindste vilde det Tilfælde vanskelig indtræffe af den Grund at den egentlige Baadtyngde ikke laa midt paa dem, men til Siden for dem. Vilde du være endnu mere forsynlig, saa kunde du jo have en Kasse eller Kagge under Seiladsen fæstet eller hægtet til Masten, en Alen eller saa omtrent op fra Baaden – du var da sikkrere paa, at den ikke sakk og ikke hvelvede rundt; thi du indser, at ogsaa Mast-Kaggen vilde hindre den i at vende Kjølen i Veiret. –
Endnu et Ord. Du veed, at Postskyds-Baadene ere tilpligtede at have Fæste for Postsækkerne, og at Postkarlene maa have disse fastbundne, naar de ro eller sejle over Sjø og Fjord. Jeg synes, de desuden skulde have et andet Paalæg: de skulde bestemt have Luftkasser eller idetmindste Duble-Kagger i Baaden, saa at den ikke kunde søkke. I en Postbaad er der heller ikke ondt for Rum for samme, da de bare have Postsækkene at fare med. Skulde jeg føre Baadpost, vilde jeg af mig selv skaffe mig slige Greier, uden at bie paa Paalæg fra mine Overmænd. – Mangt et Ulykkestilfælde kunde dermed været afvendt. Saaledes veed jeg, at en Postbaad for nogle Aar siden kuldseilede paa Frøyfjorden i Nordmøre. Baaden var liden og havde mange Mand ombord. En Vindflage kom, da den var som midtfjords, og der hvelvede den. Folkene kom sig nok saa godt paa Hvelvet – men Baaden gik under. De blev allesammen. Men da de vare døde og skyllede bort fra Baaden, da flød denne op og drev i Land, saa Posten blev funden og det i god Stand. Vi læste sjøvaade Aviser den Dag, og mange af os med tunge Tanker. Havde Baaden havt Luftkasser til at holde den oppe, saa skulde Poftkarlene rimeligvis ikke ladet sit Liv den Gang.[2]
Siden 1824 bestaar i England et Rednings -Selskab, som hovedsagelig lægger an paa at holde Redningsbaade for Skibbrudne, The Royal National Life-boat Institution. Selskabet udgiver et eget Tidsskrift, The Life-Boat („Rednings-Baaden“), og med stor Interesse har jeg læst om dets Virksomhed. Jeg ser her et herligt Vidnesbyrd om Almenaand og Menneskekjærlighed. Og om end Exemplet ikke i alle Dele vilde være at efterligne her hos os, saa er det dog skikket til at vække Eftertanken og Virkelysten. Jeg hidsætter derfor det Væsentligste af Aarsberetningen for 1860.
Adskillige Aar i Rad har Bestyrelsen været saa lykkelig at kunne berette om, hvorlunde Selskabet stadig er gaaet fremad og har steget i Almenhedens Gunst. Aar for Aar har dets Virkekreds udvidet sig – dets Redningsflaade er bleven forøget – og i Forhold til Tallet paa Skibbrud ved vore Kyster er Tallet paa de Liv, som ved Selskabets Medvirkning ere blevne reddede fra ubetimelig Død, blevet større.
For dette Held maa Bestyrelsen udtale sin dybe Taknemlighed mod den Almægtige, og den henvender derhos sin Tak til alle dem, hvis Redebonhed har udstyret den med Midlerne til Arbeidet.
Et af de vigtigste og interessanteste Træk i det forløbne Aars Begivenheder er, at ikke mindre end 14 nye Redningsbaade ere blevne Selskabet skjænket, af forskjellige Menneskevenner.
I Regnskabs-Oversigten findes fuldstændig Fortegnelse over disse ædle Gaver. Men Bestyrelsen kan ikke afholde sig fra her at omtale en af dem, som der knytter sig en særegen Interesse ved, saasom den er skjænket af to engelske Damer til Minde om en afdød Søster. Denne Redningsbaad, som er stationeret ved Llandudno i Nord-Wales, har efter Giverindernes ønske faaet det Navn „Søsterens Minde.“
Selskabets Foretagender i det afvigte Aar skulle fremstilles under de forskjellige Overskrifter, saaledes:
Redningsbaade. I Aarets Løb ere 17 nye komne til, og Selskabet har nu en Flaade af ikke mindre end 110 Redningsbaade – 100 af dem saa godt som nye, byggede inden de sidste 10 Aar,[3] samtlige derhos i god Stand og færdige til øieblikkelig Brug. Nogle flere Baade ere for Tiden under Bygning.
Som sædvanligt har der været udført Øvelser med Baadene, ofte i de voldsomste Brændinger, og de have bevaret deres Ry for Sikkerhed og Dygtighed. Derhos ere de paa nogle faa nær i Aarets Løb blevne inspicerede af Selskabets Inspektør, Marine-Kaptein Ward.
Og i Aaret 1860 have Baadene tjent som Middel til at redde to Hundrede og ti Mennesker fra 34 Vrag, foruden at de ved 46 andre Leiligheder gik ud til Skibe, som dog kom ud af Faren uden at behøve deres Hjælp. Og alle disse Tjenester ere blevne udførte, uden at et eneste Liv af Baadenes Mandskab gik tabt. – Desuden have Mandskaberne mange Gange været samlede og holdt Vagt i stormfulde Nætter, naar det truede med Ulykke.
Og skjønt det egentlig ikke hører med til Aarsberetningen for 1860, skal Bestyrelsen endnu meddele, hvad den tror vil glæde Selskabets Venner, at i de forløbne Maaneder af indeværende Aar (1ste Januar til 21de Marts 1861) have Selskabets Redningsbaade bjerget ikke mindre end 168 Mennesker, deraf 78 alene under den forfærdelige Storm den 9de og 10de Februar. Af disse sidste blev 19 reddede fra Barken Guyana af Glasgow, ved Garnsore Redningsbaad. Med tilhørende Transportvogn var denne Redningsbaad bleven anskaffet for 300 Pund Sterling, der var skjænket Selskabet som er Tak-Offer af en Dame, som var bleven reddet fra Drukning af H. A. Hamilton, Esq., paa hvis Yacht hun var, da Hændelsen forefaldt.
Redningsbaad-Vogne. For 16 Stationer ere saadanne anskaffede, og der arbeides paa flere.
Baadehuse for Redningsbaadene ere opførte paa 16 Stationer.
Barometre. Bestyrelsen har gjort Begyndelse med at forsyne nogle af Redningsbaadenes Stationer med Barometre; disse ere særlig indrettede til dette Brug, og deres daglige Angivelser ville blive anførte paa en Tavle ved Siden af Instrumentet. Det synes rimeligt, at med saadanne Hjælpemidler skulle vore Fiskere og Kystfarere i mange Tilfælde slippe for Ulykker, som de nu maa prøve. Et godt Barometer paa en offentlig Station skal advare Folk i Nabolaget om, hvad Veir der er ivente, og dermed skulle de mangen Gang vide at undgaa Faren.
Skibbrud og Tab af Menneskeliv. Skjønt Aaret 1860 var næsten exempelløs stormfuldt, var dog Tallet paa de Skibbrud, som havde Mennesketab til Følge, betydelig under Middel-Tallet, og lykkeligvis indtraf intet Tilfælde, hvor Liv offredes i det Store, saaledes som da Pomona og Royal Charter forliste Aaret forud og over 800 Mennesker omkom med disse to Skibe alene. Ved Kysterne af England med Skotland og Irland indtraf i 1860 ialt 1379 Skibbrud, og 536 Mennesker omkom; men Middeltallet for de sidste 7 Aar var 1184 Skibbrud og 800 Omkomne.[4]
Dette Spørgsmaal paatrænger sig ved Betragtningen af saa mange Menneskers Forlis: Er der ikke noget muligt Middel, som hidtil var uforsøgt, men som kunde hjælpe til at formindske Ulykken i Fremtiden? Har Landet gjort sin Skyldighed mod sin Sømandsbefolkning, navnlig mod den Del af samme, som bemander vore Kystfartøier? Om der ikke kan svares paa disse Spørgsmaal saaledes, som det kunde ønskes, saa er det at haabe, at den stadig voxende Mængde vaade af Gods og af Menneskeliv, som sættes paa Spil i vor Handels-Verden, vil bringe Landet til at føle og erkjende, at der maa gjøres alt, hvad gjøres kan, for at bringe det store Tab ned til det mindst mulige Beløb.
Ifølge Handels-Departementets Lister var Antal af Reddede som følger:
| Ved Redningsbaade[5] | 326 |
| Ved Raket-Apparater[6] | 408 |
| Transport | 734 |
| Transport | 734 |
| Ved Skibenes egne Baade, ved Kystbaade, Dampskibe etc. | 2,949 |
| Ved personlig Anstrængelse | 14 |
| ialt 3 697. |
De, hvis Bjergning skyldes Redningsbaadene, ere alle bragte iland under farlige Omstændigheder, for det meste saaledes, at Redning ikke var mulig paa anden Maade. Et Eksempel paa Redningsbaadenes Tjeneste være det tilladt at anføre.
For faa Maaneder siden blæste det en svær Storm udfor Lyme Regis. Omtrent Kl. 8 om Aftenen blev der gjort Allarm; et Fartøi var i Havsnød. Det var mørkt som Beg; Mørket, Stormen Søgangen var, som Byens Mayor har indberettet, nok til at afskrække Folk fra at gaa i Redningsbaaden. Alligevel var Baaden efter kort Frist bemandet med en tapper Besætning – dens Fører, Thomas Bradley, havde øieblikkelig været paa sin Post. Tjæretønder bleve tændte, og Baadene gik ud i sit hellige Kald. Men det var en saa forfærdelig Nat, at fast hver Mand paa Stranden opgav Tanken om at se dem igjen. Og dog – efter halvanden Times Kamp med Stormens Raseri kom Baaden tilbage, bringende med sig tre Mand, som havde udgjort Besætningen paa den strandede Smak Elisabeth Ann fra Lyme Regis. Folket i Byen var aldeles forbauset over Redningsbaadens flinke Arbeide og over det dygtige Mandskabs Uforfærdethed.
Tallet paa Skibbrudne, som enten ere blevne reddede ved Selskabets Baade, eller for hvis Redning Selskabet har ydet Belønninger, er alt fra Selskabets Stiftelse af, som følger:
| i Aaret | Antal af Reddede | i Aaret | Antal af Reddede |
| 1824 | 124. | 1834 | 214. |
| 1825 | 218. | 1835 | 364. |
| 1826 | 175. | 1836 | 225. |
| 1827 | 163. | 1837 | 272. |
| 1828 | 301. | 1838 | 456. |
| 1829 | 463. | 1839 | 279. |
| 1830 | 372. | 1840 | 353. |
| 1831 | 287. | 1841 | 128. |
| 1832 | 310. | 1842 | 276. |
| 1833 | 449. | 1843 | 236. |
| 1844 | 193. | 1853 | 678. |
| 1845 | 235. | 185 | 355. |
| 1846 | 134. | 1855 | 406. |
| 1847 | 157. | 185 | 473. |
| 1848 | 123. | 1857 | 374. |
| 1849 | 209. | 1858 | 427. |
| 1850 | 470. | 1859 | 499. |
| 1851 | 230. | 1860 | 455. |
| 1852 | 778. | ialt | 11,856. |
Belønninger. I et Tillæg til Aarsberetningen findes Forklaring om hvert af de Tilfælde, i hvilke der af Bestyrelsen har været uddelt Hæderstegn eller Pengebelønninger for Redning eller for Forsøg paa Redning af Menneskeliv i afvigte Aar. Det var: 16 Sølv-Medaljer, 14 Takke-Skrivelser paa Pergament, og Pengebelønninger til Beløb af 1,111. 12. 4 (i norske Penge omtrent 5000 Spdr.).
Bestyrelsen, som altid anvender den største Omhu for at forvisse sig om Redningsmændenes virkelige Fortjenester, har Grund til at antage, at Selskabets Belønninger virke godt. Medaljerne og de andre Agtelses-Tegn ere i stor Anseelse blandt Kystbeboerne, og Pengebelønningernes Størrelse og hurtige Udbetaling vække almindelig Tilfredshed. Det er ikke saa sjelden at se Medaljerne fremviste ved offentlige Møder.
Bestyrelsens Arbeide kan kortelig angives saa: siden Selskabet blev stiftet, har den anvendt til Redningsbaads-Stationer (i norske Penge) noget over 200 Tusinde Speciedaler, og foruden Penge-Belønninger til et Beløb af over 60 Tusinde Spdlr. har den for udmærket Rednings-Daad uddelt 82 Guld- og 666 Sølv-Medaljer.
Regnskabs-Oversigt. Indtægten i Aaret 1860 var £ 14,027. 11. 2 (omtrent 63,000 Spdlr.).
(Det sees, at af hin Indtægt var ikke mindre end £ 2721 (omtrent 12000 Spdlr.) mest af nogle faa private Personer skjænkede til Anskaffelsen af de ovenfor omtalte 14 nye Redningsbaade. Og desuden sees adskillige Givere at have skjænket betydelige Beløb indtil 100 Pund Sterling hver.)
Udgifterne i Aaret var £ 13,085. 8. 11.
(Bestyrelsen slutter med en indtrængende Opfordring til Landsmænd af alle Klasser om fortsat Medvirkning og Pengeunderstøttelse for det Værk, som Selskabet har paataget sig.)
Ei dem sattes noget venligt Minde,
Som kunde melde hvor de lagdes ned.
Over dem kun Tang og Tare vinde
Sin gustne Krands om dunkle Hvilested.
Ei for dem i rolig Grav at hvile,
I Højen, som staar blomstersmykt om Vaar!
Fred de fanged’ under fredløs Vove,
Søvnen dyb, hvor søvnløs Brænding gaar.
Over dem det vilde Hav skal stride
En grufuld Strid mod Vindene fra Land.
– Men just derved deres Ben vil glide,
Ret lunt og godt, dybt ned i Dybets Sand.
Og dem en evig Sørgesang skal klinge
Igjennem Bølgens Suk og Vindens Vinge.
Og for hver Bølge, som mod Strand sig hæver,
Mig deres Minde gjennem Sjælen bæver:
Ja, Stranden blir for deres Skyld mig kjær,
For deres Skyld mig Bølgen hellig er.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Fortsættelse fra Side 350.
- ↑ Den Opfindelse med Luftkasser synes saa overmaade simpel, at man skulde tro, enhver Baadeier maatte kjende den; siden alligevel faa eller ingen Baade her tillands benytte den, kom jeg til at tænke mig, at der dog kanske var en Hage ved. Jeg har derfor ikke ladet dette Stykke trykke her uden efter Raadførsel med en Søofficer. – Vore Fiskere, sagde denne, have nu i Menneske Aldere brugt al deres Skarpsindighed paa at give deres Baade den hensigtsmæssigste Indretning, og det er saa sin Sag at give dem Raad i disse Ting; saa meget kan imidlertid ansees som afgjort, at Brugen af lufttætte Kasser vil være anvendelig og hensigtsmæssig for Postbaade og Embedsmands Reisebaade, og kom først disse Baade til at give Exemplet, saa kan man ikke vide, hvor meget af de nye Indretninger der med Tiden kunde blive overført paa andre Baade.
E. S.
- ↑ I Aaret 1850 udsatte Hertugen af Northumberland en Præmie paa 100 Pund Sterling for den bedste Model til en Redningsbaad, og følgende Aar blev han Rednings-Selskabets Formand. Siden den Tid er det, at det hele Foretagende har faaet saadant Opsving. Et Exempel paa en af de nyeste Baade: Længde 32 Fod, Bredde 7 Fod 10 T., Dybde 3 F. 9 T., eng. Maal, Antal Aarer 10, Vægt 45 eng. Centner, Bekostning 182 Pund Sterling (over 800 Spdlr.), bygget 1861 af Forrestt, efter Tegning af Peake. Med Transport-Vogn, Baadhus og andet Tilbehør har hver af hine 100 nye Rednings-Baade krævet et Udlæg af ikke mindre end 400 Pund Sterling, med et Middel-Tal.
- ↑ Dette, at der aarlig omkommer omkring 800 ved Skibbrud, nævnes oftere i det engelske Tidsskrift som en National-Ulykke, der opfordrer til Tænkning og Handling. Men i mit forrige Stykke „Paa Havet“ har jeg viist, at aarlig omkommer ved Drukning omtrent 700 i vort folkefattige Norge.
- ↑ Foruden Selskabets 110 Rednings-Baade var der endnu 65 andre rundt omkring i Landet, tilhørende enkelte Byer eller mindre Foreninger; Selskabets Baade alene reddede 210.
- ↑ Bekostede af Regjeringen, ikke af Selskabet.
- ↑ Efter det Engelske, ved en Dame – Det Udtryk „at blive“ bruges af Almuen overalt i Landet i samme Betydning som By- og Skriftsprogets: „at drukne, at omkomme paa Vandet“.