Forelæsninger over den norske Retshistorie/56

Af Forbrydelser med Hensyn til Gods og Formue nævner de gamle Love, foruden Tyveri: Ran, Bedrageri, Ødelæggelse af Andres Ting samt ulovlig Brug af Andres løse eller faste Ejendom. Derhos er Misligholdelse af kontraktmæssige Forpligtelser i en stor Mængde Tilfælde belagt med en Bod (handsals-slit, kaup-rof), hvori tildels ogsaa Erstatning er indeholdt. Herom er imidlertid ovenfor handlet i en anden Forbindelse (Retshist. I. S. 203 f.).

I. Tyveri (þýfi, þýft, þjófnaðr, stuldr) var hemmelig Tilegnelse af anden Mands Ting. Derimod kom Besiddelsesstanden ikke i Betragtning, men Underslag eller hemmelig Forvendelse af fremmed Gods, hvoraf man er i Besiddelse, betragtedes lige med Bemægtigelse deraf. – Efter begge Landslovene (G. L. 253;[1] F. L. Indl. 9, XIV. 12), straffedes Tyveri, hvis det stjaalne var af en Ørtugs Værdi, eller hvilketsomhelst Kreatur,[2] med Døden. Var det stjaalne af ringere Værd end en Ørtug, straffedes Tyven med legemlig Refselse, der bestod i, at hans Hoved blev raget, oversmurt med Tjære og bestrøet med Fjær, hvorefter han skulde løbe en Vej af ni Buelængder (níu boga lengð), medens de paa begge Sider staaende overdyngede ham med Sten og Tørv; slap han derfra med Livet, var han fri, men havde for Fremtiden ingen Ret. Tyveri af mindre Værdi end en Thveite (Mynt af ubestemt Værdi, under en Pening: Hvid?) benævnes i Frostatingsloven, jfr. B. R. 34, 92 og 147, hvinnska, og medførte ingen anden Straf, end at Tyven for Eftertiden skulde være retløs og hede hvinn. – Efter B. R. 115 og 116 skulde Tyveri indtil en Ørtugs Værd straffes med en Marks Bod; fra en Ørtug til en Øres Værd med 3 Marks, og over en Øres Værd med 8 Marks Bod; Børn mellem 8 og 15 Aar skulde erlægge halve Bøder. Men dette Sted er neppe ægte; jfr. Kap. 147, der tilhører samme Haandskrift og næsten ordlydende stemmer med Frostatingsloven, samt Kap. 168, der for Tyveri ude i Kjøbfærder foreskriver den samme legemlige Refselse som Landslovene. – Tyveri af fribaaren Kvinde straffedes efter G. L. 259 med Landflygtighed, og efter F. L. X. 38 med at bøde halv Ret. Tyveri af Umyndige medførte blot Erstatning. Indfødt Træl, som stjal, skulde halshugges, men udenlandsk Træl pidskes. Indfødt Trælkvinde eller frigiven Kvinde skulde de to første Gange miste Ørene og tredje Gang Næsen; „da heder hun stúfa og núfa og kan siden stjæle saa meget hun vil“. Stjal en Træl og en fri Mand sammen, betragtedes ifølge G. L. 261 Trællen blot som et Redskab, og Ansvaret paalaa alene den Frie.

Den nyere Lov betragter Tyveri under en Øres Værdi som Hvinske, der bødedes med en Øre til den Bestjaalne og 2 Ører til Kongen, hvorhos Gjerningsmanden blev Mindremand (M. L. IX. 10 jfr. VII. 17; B. L. VIII. 9). Tyveri til en Øres, men under en halv Marks Værdi straffedes ifølge M. L. IX. 1: første Gang med en Bod af 3 Mark til Kongen eller, i Mangel deraf, med Hudstrygning; anden Gang med 6 Marks Bod eller, i Mangel deraf, Hudstrygning og Brændemærke paa Kinden; tredje Gang med ubetinget Hudstrygning og 6 Marks Bod; stjal han oftere, skulde han dræbes. Tyveri til ½ Marks Værdi og derover, men under 1 Mark, straffedes første Gang med 8 Ørtuger og 13 Marks Bod eller, i Mangel deraf, med Døden (Fredløshed), og i Gjentagelsestilfælde ubetinget med Døden. Den, som stjal til en Marks Værdi eller derover, skulde første Gang have forbrudt alt sit Gods og undergaa saadan Legemsstraf, som Retsbestyreren bestemte, men dog beholde Livet; anden Gang havde han forbrudt al sin Ejendom og Livet med.[3] – Chr. IV. L. følger i det hele Landslovens Forskrifter.

Som Tyveri betragtedes ogsaa Forrykkelse af Grænseskjæl ved at flytte Grænsesten (jarðar-stuldr, jarðar-þjófr); hvorimod den blotte Overskridelse af Grænsen, selv om Brugen var forbunden med Borttagelse af Skjelstenene, alene medførte Landnamsbod. – Ligeledes ansaaes det for Tyveri, naar Kongens Ombudsmand solgte, eller nogen Anden vidende kjøbte Kongens Jord, saavelsom naar Nogen solgte sin Veitslejord (G. L. 89 og 264;[4] M. L. IX. 8, B. L. 11, Chr. IV. L. 9). Andet ulovligt Salg eller Kjøb af anden Mands Jord af Ombudsmand betragtedes alene som uhjemlet Brug, der medførte Landnam (F. L. XIV. 2; M. L. VI. 17, Chr. IV. L. 12).

Hvorvidt der i Henseende til Behandlingen af Tyveri har været skjelnet, eftersom Gjerningen var aabenbar eller alene bevist derved, at Befrielseseden var falden for den Sigtede, er for de ældste Loves Vedkommende ikke klart, da G. L. 254[5] jfr. 257 og 258 om alle Tilfælde siger, at Eden falder den Sigtede til útlegð, jfr. G. L. 135, der udtrykkelig siger, et Settereden for Tyveri falder til úbóta. – Ikke destomindre synes man at maatte antage, at man i Norge, paa samme Maade som andetsteds, har skjelnet saaledes, at Tyveriet, hvor det ikke var aabenbart, ikke medførte ubetinget Dødsstraf; men at Følgen af, at Settereden faldt, alene var, at Utlegden indtraadte med sine regelmæssige Følger saaledes, at Angjældende beholdt Udsigten til gjennem Forlig med den Bestjaalne et erholde sin Fred tilbage (mod at bøde 40 Mark til Kongen, jfr. G. L. 150). Hvorfor taler, at Budet om Tyves Aflivelse i begge Hovedlovstederne er knyttet til Forudsætningen om, at Tyveriet strax er blevet efterlyst og Tyven greben med Kosterne ihænde og ført til Tings med disse bundne paa sin Ryg. Mærkes maa ogsaa F. L. IV. 30, der indskrænker Adgangen til Forbryderes Anholdelse og Budet om Straffens umiddelbare Fuldbyrdelse til de 2 Tilfælde: naar Nogen, som har forøvet Drab paa Tinget, strax bliver paagreben, samt naar Tyv er greben med Kosterne ihænde,[6] og udtrykkelig tilføjer, at alle andre Forbrydere kan fordre Lejde.

Ved Siden af bevist Tyvsgjerning sætter begge Love det Tilfælde, naar, efter at et begaaet Tyveri er efterlyst og Sporet forfulgt, den Mistænkte enten modsætter sig Ransagning, eller Kosterne ved Ransagningen findes i hans Hus eller i hans Gjemmer (G. L. 255[7], F. L. XV. 7–9, jfr. 15 og 16). – Tvivlsomt er det derimod, hvorvidt Tyveriet i saadant Tilfælde betragtedes som aabenbart, eller ikke. Vistnok kunde ifølge Frostatingsloven Besidderen i sidste Tilfælde fralægge sig sigtelsen med Settered; men denne havde nærmest til Hensigt at oplyse hans Hjemmel, jfr. G. L. 254, 1ste Del. Gulatingsloven taler intet om Befrielsesed. hvor Kosterne ved Ransagning er fundne i den Sigtedes Besiddelse, og synes at have betragtet ethvert paa fersk Gjerning forfulgt Tyveri lige, hvad enten Kosterne fandtes i Tyvens Haand (Kap. 254) eller ved Ransagning i hans Hus (255); kun hvis de fandtes paa saadanne Steder eller under saadanne Omstændigheder, at de kunde antages indstukne der uden Besidderens Vidende og Vilje (bora-fóli, jfr. E. K. R. 24: stunga-fóli), havde denne Adgang til ligefrem at benægte Tyveriet (hann á níkvædt), og dette kunde ske med Lyrittered.[8] – Men, foruden, at allerede Adgangen til at aflægge Befrielsesed, – hvilken i ethvert Tilfælde, hvor ikke Tyven var greben i Gjerningen eller, ved at modsætte sig Ransagning, havde vendt en uafbevislig Formodning imod sig, maa have staaet den Sigtede aaben, – i og for sig medførte en Begunstigelse, om ikke i andet, ved den Adgang, som den til Edens Aflæggelse indrømmede Frist af 10 Uger maatte give den Skyldige til at redde sig ved Flugten, – saa kan det vistnok antages som ganske sikkert, at den „Fredløshed“, der indtraadte som Følge af en falden Lyrittered, i Virkeligheden alene betyder Bøder. Dette maa saaledes ogsaa antages at melde i ethvert Tilfælde, hvor Nogen var sigtet for et Tyveri, som ikke strax var blevet efterlyst, og Sporet forfulgt, saavelsom hvor Sigtelsen alene gjaldt Hæleri, se G. L. 257 og 258[9], der om begge disse Tilfælde siger, at Lyrittereden falder til útlegð; jfr. ogsaa G. L. 314, hvorefter Kjøb af røvet Gods, der ligeledes skulde nægtes med Lyrittered, alene medførte en Bod af 3 Mark til Kongen. – Rigtigheden heraf bestyrkes saavel ved de overensstemmende Udtryk om forskjellige undtagne Tyverier, som især ved de tilsvarende Bestemmelser i den nyere Lov: Medens Benægtelseseden i alle Tyvssager efter denne Lov er Settered, er den almindelige Tyvsstraf indskrænket til det Tilfælde, at Tyven er greben med Kosterne ihænde; hvorimod det udtrykkelig siges saavel om Hæleri, som hvor Besidderens Hjemmel brister, eller hvor Nogen beskyldes for et ikke efterlyst Tyveri, uden at kunne fralægge sig samme, at Eden falder til 4 Marks Bod, hvilket saaledes i denne Lov er straffen for det ikke aabenbare Tyveri, se M. L. IX. 4, 6 og 7, B. L. 6, 7 og 8. Og heraf synes man igjen at kunne slutte, at Boden til Kongen efter de ældre Love for de Tyverier, der skulde nægtes med Lyrittered, maa have udgjort 15 Mark (jfr. G. L. 253 og 256, sammenholdt med M. L. IX. 2 og 3). Udtrykkene i G. L. 150: fjóratigu og fimtán marka þjófr synes ogsaa at tyde paa en saadan Skjelnen mellem de ikke aabenbare Tyverier i de ældre Love.

Samme Bod, 4 Mark, sætter M. L. IX. 7 ogsaa for at stjæle Falk eller Høg, der er bunden i Redet, hvilket i Kilden, G. L. 263 jfr. 75, betegnes som Tyveri, der skal benægtes med Lyrittered, hvilken falder til Utlegd, der efter det anførte maa betyde 15 Marks Bod til Kongen. Var Høgen eller Falken derimod ikke bunden, medførte deres Borttagelse alene Landnamsbod, jfr. F. L. XIII. 5. Jfr. Chr. V. L. 3–14–38 og 6–15–5. – Om Fordølgelse af Hittegods siger M. L. IX. 12, B. L. 13 alene, at Finderen bliver Tyv derfor, hvis det er saa meget, at det kan begrunde Tyvssag, d. e. mindst en Øres Værd; Straffen maa ogsaa her efter Sammenhængen antages at have været 4 Marks Bod. Det tilsvarende G. L. 144 siger alene, at Fund skal oplyses, men sætter ingen Straf for Forsømmelsen. Den, som ved ulovlig Gravning finder jordgravet Gods, skal efter M. L. V. 16, hvis Jordens Ejer beskylder ham for at have underslaaet noget af det Fundne, fralægge sig det med Lyrittered eller „bøde slig Bod, som om han havde stjaalet lige saa meget“, hvorved vistnok maa forstaaes 4 Mark. Det samme foreskriver B. L. VI. 2 om den, som lumskelig fravender drukken Mand noget. – I de ældre Love findes intet Tilsvarende.

Af andre undtagne Tyverier mærkes at patte Andres Kjør og at stjæle i Urtehaver, hvilket efter F. L. XIV. 13 og 14 betragtedes som Hvinske; medens det efter F. L. XIII. 11 alene ansaaes for en ulovlig Brug, der bødedes med Landnam, at fare i anden Mands Nøddeskov, Æble- eller Humlehave. Ifølge B. R. 118 og 119 var det Tyveri at patte eller melke Andres Kjør saavelsom at stjæle Kaal, Hvann eller andre Urter, jfr. dog Kap. 148 (i samme Haandskrift), der ordret stemmer med F. L. Efter M. L. IX. 9 jfr. VII. 37 Slutn. skal den, som patter Andres Kjør, være retløs, og Tyveri i Have, „som man freder med Gjærde eller Bevogtning“, behandles som Hvinske eller, hvis det Tagne er saa meget som til en Øres Værd eller derover, straffes som andet Tyveri. – Ulovlig Bemægtigelse af Træmaterialier, som en Anden havde aavirket i Almenning, bødedes efter F. L. XIV. 8 med 3 Mark til Kongen og Erstatning til den, der havde hugget det, hvilket ved M. L. VII. 52 forandredes til 6 Ører til Kongen og Erstatning samt Avindsbod til den Forurettede. – Den, som for til en Hval, som en anden Mand havde fæstet og skar deraf, var efter G. L. 150 „fyrgetyve Marks Tyv“, hvis det skede om Natten, og „femten Marks Tyv“, hvis de skede om Dagen; efter M. L. VII. 64 er Boden i begge Tilfælde 8 Ørtuger og 13 Mark. – Ifølge F. L. XIV. 11, B. R. 146, skulde den, som tog Sæl paa anden Mands Sælvær i den fredede Tid (Juni–Oktober), ansees som Tyv „ligesom i en Mands Stabur“; medens det efter G. L. 91 og M. L. VII. 65, uden Hensyn til Tiden, alene medførte Sælens Tab og Landnamsbod at skyde Sæl paa anden Mands opdæmmede Sælvær; jfr. Chr. IV. L. 62. – At stjæle Dyr af anden Mands Gildre ansaaes efter M. L. VII. 58, der intet Tilsvarende har i de ældre Love, „som Tyveri“ med en Marks Bod til Kongen og dobbelt Erstatning til Ejeren. I Chr. IV. L. 56 er Boden sat til 4 Mark. – Ifølge M. L. VII. 17 skulde den, der stjal Jærnet af anden Mands Plog eller Ard, give tredobbelt Erstatning, erlægge Avindsbod til Ejeren og bøde 2 Mark til Kongen. Dette er altsaa ikke betragtet som egentligt Tyveri, men mere som en ondskabsfuld Skadetilføjelse; at stjæle Plogredskab eller Sæletøj betragtedes derimod som Hvinske; Tyven skulde give Ejeren tredobbelt Erstatning og siden altid hede Hvinn. Chr. IV. L. 15 sætter Boden for at tage Jærnet af anden Mands Plog til 4 Mark, og siger om den, der stjæler Redskaber ener Sæletøj, at han bliver Tyv derfor.

Ulovlig at aavirke i anden Mands Skov eller slaa anden Mands Eng eller skjære anden Mands Ager betragtedes ikke som Tyveri, men som ulovligt Brug af Jorden og bødedes med Landnam, hvorom nedenfor, se G. L. 91; F. L. XIII. 11, 17 og 23; M. L. VII. 18, 21 og 24.

Den Bestjaalne tilkom naturligvis altid fuld Erstatning af Tyven. – Efter G. L. 260 skulde han have tredobbelt Erstatning, og efter Haakon Haakonssøns Rb., F. L. Indl. 22. og M. L. IX. 7 Erstatning og fuld Ret. Efter F. L. XIV. 12 og M. L. IX. 2 havde den, som greb Tyven, Ret til at beholde alt det Gods, denne førte med sig, og som ikke nogen Anden tilhjemlede sig.

II. Ved Ran (rán, at ræna) forstodes enhver retsstridig aabenlys Tilegnelse af Andres Formuesgjenstande, uden Hensyn til disses Art, og uden at Besiddelsesstanden kom i Betragtning. Derunder henhørte saaledes paa den ene Side ogsaa. Røveri, og paa den anden Side Selvtægt og modvillig Retsfornægtelse, selv om Gjenstanden ikke var nogen legemlig Ting.

De ældste Love skjelner mellem 3 Arter af Ran. Den groveste Form var Boran (búran), Røveri, Hjemsøgelse med væbnet Haand; i Forbindelse hermed nævner Eidsivatings- og Frostatingsloven udtrykkelig Nedslagtning eller Bortførelse af Bondens Besætning (bú) eller 3 Stykker Storfæ (G. L. 142 jfr. 314; F. L. IV. 62, V. 14 og VII. 25; Brudstykket af Eidsivatingsloven i gl. L. II. S. 522–3). Denne Gjerning, der i Vikingetiden ikke har været sjelden, havde tildels en offentlig Forbrydelses Karakter, og synes oprindelig at have været betragtet som Ubødeværk, hvorom de oftere forekommende Benævnelsen níðings-herr (G. L. 133), níðings-ráð, gorvargar (Eids. L.), grímu-menn (F. L. IV. 62) synes at vidne, og dette foreskrives ogsaa i Eidsivatingsloven. Efter Gulatings- og Frostatingslovene havde derimod Voldsmændene, forsaavidt deres Færd ikke var forbundet med Drab paa Husets Folk (G. L. 178; F. L. IV. 4 og 5), Adgang til at erholde sin Fred tilbage mod at bøde til Kongen: Høvdingen 40 Mark og hver af hans Ledsagere 3 Mark Sølv og erstatte de Ranede deres Tab.[10] – Enhver, som kjøbte med Ransmændene, var brødig 3 Mark til Kongen.

Ved Siden af Boran stod ulovlig optagelse af en Mands Gods (atfør) af de kongelige ombudsmænd uden Dom (G. L. 141[11] og 213; F. L. X. 33 jfr.IV. 50–52). Endvidere ulovligt Strandhug af Ledingsfolket (G. L. 303; F. L. VII. 23, búhøgg), jfr. Beretningen om Gangerrolf i Heimskr. Harald Haarfagres S. Kap. 24).

Efter M. L. III. 16–18, der i det hele svarer til G. L. 314, var Røveri med væbnet Haand Ubødesag for alle Deltagerne, og dem som vidende kjøbte med Røverne, var brødig en Mark Selv til Kongen.[12] Men derhos har VIII. 1 Slutn. optaget den samme Bestemmelse som G. L. 142: at Røverne kunde faa beholde sin Fred mod at føre det Ranede tilbage og bøde 10 Mark til Kongen, og den Skadelidende hans Ret efter 12 Mænds. Dom Dette kan imidlertid her alene forstaaes som et Tilkjendegivende om, at Kongen forbeholder sig at eftergive Røverne Livsstraffen paa disse Vilkaar. – Ulovlig Atfør af de kongelige Ombudsmænd skulde ligeledes bødes med 10 Mark til Kongen for Høvdingen og 1 Mark for hver af hans Ledsagere samt fuld Ret til den Fornærmede, hvorhos det Tagne skulde bringes tilbage. – Ulovligt Strandhug af Ledingsfolket medførte efter III. 13, foruden Erstatning til Bonden, 8 Ørtuger og 13 Marks Bod for Høvedsmanden og 1 Mark for hver af hans Ledsagere: af disse Bøder skulde udredes fald Ret til den Fornærmede efter hans Stilling, og Resten tilfalde Kongen.

Den anden Art af Ran var Haandran, – hvor en Ting er reven ud af Besidderens Haand (G. L. 143, B. R. 44); det medførte 3 Marks Bod til Kongen. – Den tredje Art, det simple Ran, omfattede saaledes ulovlig Selvtægt, der ikke var forbundet med voldsomhed mod Person (G. L. 34, 216;[13] F. L. X. 1; B. R. 45, jfr. F. L. Indl. 23), Overtrædelse af Forbud (G. L. 72, 81, 91; F. L. XIII. 11, 17, 19) og anden modvillig Retsfornægtelse (G. L. 35, 37, 77, 88, 100, 9, 19, 33; B. R. 100; F. L. II. 35 o. fl.). Derfor bødedes 12 ører (ránbaugr) til Kongen. – Efter Bjarkøretten[14] skulde Haandran bødes med 3 Mark til Kongen; men dersom Gjerningsmanden undveg med Tingen og nægtede godvillig at tilbagelevere den, betragtedes dette som et nyt Ran, der medførte 3 Marks Bod til Kongen, og den samlede Bod for Haandran blev saaledes 6 Mark. Simpelt Ran medførte alene 3 Øres Bod til Modparten og intet til Kongen, saafremt Gjerningsmanden paa Opfordring godvillig leverede Tingen tilbage; men i modsat Fald var han ogsaa brødig 3 Mark til Kongen. – Ogsaa F. L. X. 1 gjør Ransboden til Kongen afhængig af, at den skyldige nægter godvillig at tilbagelevere den tagne Ting.

Det viser sig imidlertid, at den typiske Forskjel mellem disse 2 Arter af Ran, eftersom det var forbundet med Voldsomhed mod Person, eller ikke, i Lovene, som vi nu besidder dem, ingenlunde er fastholdt og maaske heller aldrig har været strengt gjennemført. Efter Princippet skulde jo egentlig al modvillig Retsfornægtelse medføre Fredløshed (jfr. G. L. 34 Slutn.[15]), og det var derfor i sig selv naturligt nok, naar Bøder traadte i dens Sted, at ogsaa andre Hensyn, navnlig Gjenstandens egen Vigtighed, kom i Betragtning ved Fastsættelsen af den offentlige Bod, der jo maatte rette sig efter Retsforstyrrelsens Betydelighed. G. L. 90 (gl. L. I. S. 118) sætter saaledes 3 Marks Bod for at spærre alfar Vej (ræna øðrum þjóðgøtu), men 12 Ører for at spærre Sæter- eller Driftevej. B. K. R. 12 sætter 3 Marks Bod for mod Præstens Forbud at begrave Lig paa Kirkegaarden (greftarrán). Baade G. L. 102 og F. L. III. 20 sætter 3 Marks Bod for Nægtelse af at stille Tak i Rettergang. F. L. X. 24 jfr. IX. 23 sætter 3 Marks Bod saavel for Nægtelse af at betale vitterlig Gjæld (og det for hver frugtesløs Opfordring) som for Undladelse af at efterkomme Dom, – og samme Bod sætter ogsaa G. L. 121 for „at lægge Dom for en Arv, man ikke tilkommer“. Men G. L. 35 og 37 sætter i Almindelighed 12 Ørers Bod for Nægtelse af at betale vitterlig Gjæld eller at efterkomme Dom; men for Nægtelse af at „fæste Dom“ (for ikke-vitterlig Gjæld), – altsaa af overhovedet at indlade sig paa Rettergang, – sætter samme Lovsted, jfr. 268, en Bod af 6 Ører for hver frugtesløs Opfordring, eller ialt 18 Ører, og samme Bod er i B. R. 104 sat for ikke at efterkomme Domme, halvt til Domhaveren og halvt til Kongen.

Foruden Ransboden til Kongen maatte den Fornærmede naturligvis have sin Ejendom tilbage eller Erstatning derfor. I Tilfælde af Selvtægt havde derhos efter Frostatingsloven og Bjarkøretten den Skyldige tabt sin Sag i Realiteten; hvorimod G. L. 34 udtrykkelig forbeholder ham hans Ret efter lovlig Omgang. I Tilfælde af Brud paa Lovfæstning maatte efter G. L. 91 og F. L. XIII. 15, 23 o. fl. foruden Ransboden bødes dobbelt Landnam. Den, som ikke vilde betale vitterlig eller ved Dom stadfæstet Gjæld, maatte erlægge Beløbet med det dobbelte. – Derhos maatte vistnok overalt hvor et positivt Angreb paa Modpartens Person eller Gods havde fundet Sted, bedes dennes fulde personlige Ret.

Den nyere Lov (jfr. Haakon Haakonssøns Rb. 1260, F. L. Indl. 23[16]) udslettede Forskjellen mellem Haandran og simpelt Ran og belægger dem begge med den almindelige Ransbod af ½ Mark (d. e. Tredjedelen af 12 Ører) til Kongen, se M. L. VII. 43, hvor imidlertid Texten ikke er sikker, idet enkelte Haandskrifter i dette Lovsted, der ligefrem er taget af G. L. 90, bibeholder den gamle Skjelnen og sætter Boden til Kongen for Haandran til én Mark.[17] At imidlertid den anden Læsemaade er den rette, og at Boden i begge Tilfælde skal være en halv Mark, synes at fremgaa af Sammenligning med VII. 50[18], der omhandler et Tilfælde af virkeligt Haandran, nemlig Borttagelse af Andres Fiskeredskab (idet det fremhæves som det afgjørende ved Bestemmelsen af, om dette skal betragtes som Ran eller som Spildeværk: hvorvidt Ejeren er tilstede ved Bemægtigelsen eller ikke), og hvor alle Haandskrifter sætter Ransboden til en halv Mark. Noget Tilsvarende til G. L. 143 findes heller ikke i den nye Lov. – Aldeles uregelmæssigt sætter M. L. VII. 32 for den, der egenmægtigen tager sit indsatte Kvæg tilbage, uden at ville betale den Skade, det har gjort paa den Andens Mark (loku-rán), Boden til en Mark for Hovedmanden og 2 Ører for hver af hans Ledsagere til Indsætteren, og ligeledes Art. 33 for Indsætteren en Marks Bud til Kvægets Ejer, hvis han nægter at udlevere ham det mod tilstrækkelig Sikkerhed for Erstatningen; nægtede han fremdeles modvillig at udlevere Kvæget og erlægge Boden, var han derhos brødig ½ Mark til Kongen „for búrán“. – For at anmasse sig en andens Havneplads (hafnar-rán) sætter M. L. IX. 14 og 15 en Marks Bod for hver af Besætningen, halft til Kongen og halft til den Fornærmede. – En halv Marks Bod til Kongen foreskrives derimod, – foruden, som anført, for Haandran og Afspærring af Veje, – i M. L. VII. 11 (G. L. 77) for Nægtelse af at fravige utagen Jord, samt i VII. 16 (G. L. 88) for at tage en Jord i Besiddelse, hvortil en Anden var berettiget (jarðar-rán); i M. L. VII. 40 (G. L. 81) for ikke at fare af Hjemhagen i betimelig Tid (gras-rán) samt i M. L. VIII. 3 (G. L. 35) for Nægtelse af at betale vitterlig Gjæld. For ulovlig Selvtægt var Boden efter M. L. VIII. 1 uregelmæssigen sat til 3 Ører. I alle disse Tilfælde tilkom den Fornærmede saavel Erstatning som fuld Ret efter 6 Mænds Dom. – Nægtelse af at efterkomme Lagtingets Dom eller Lagmandens Orskurd (jfr. F. L. Indl. 16) bødedes efter M. L. I. 5 og 10 med 4 Mark til Kongen, og samme Bod sætter M. L. 1. 8 for Dombrud i Almindelighed, hvilket dog alene er at forstaa om Misgjerningssager, der drog útlegð efter sig, og hvor Dombruddet allerede ved Rb. 1164 (G. L. 32, F. L. V. 46) var belagt med 15 Marks Bod til Kongen foruden 18 Ører til Domhaveren.[19]

III. Bedrageri (fox, flærð, fár, fals) omtales paa mange Steder i Lovene, saasom: ulovligt eller uhjemlet Salg og Fremlaan (G. L. 48 og 49; M. L. VIII. 19); dobbelt Pantsætning (G. L. 50; M. L. VIII. 20); Svig under Arveskifte (G. L. 123; M. L. V. 18); Svig ved Værgemaal (F. L. IX. 23, 28, XL 9; M. L. V. 3); Svig i Fuldmagtsforhold (F. L. XIV. 1 og 2; M. L. VI. 17 eg VII. 26 og 7) m. fl. Det synes ikke i Almindelighed at have medført særskilt Bod, men dog at have været anseet for en vanærende Handling, ligesom den regelmæssige Bod for Retsfornægtelse selvfølgelig maatte komme til Anvendelse, naar Bedrageren nægtede at oprette Modparten hans Tab (jfr. ovf. § 32). Af særskilte Straffebud forekommer alene G. L. 40, der sætter en Bod af 3 Mark til Kongen for Salg af falske Varer (þat er fár sé í), men tillige antyder, at anden Svig i Handel alene medfører Erstatningsansvar.[20] – Det tilsvarende M. L. VIII. 10 sætter endog 8 Ørtuger og 13 Marks Bod for Salg af falske Varer; med mindre Sælgeren selv var bleven bedragen med Tingen, i hvilket Tilfælde Boden var 5 Mark, hvis han vidende solgte den til Andre.[21] – Underslaaen og Forvendelse af betroet Gods betragtedes, som foran bemærket, som Tyveri. – Mærkes maa endelig M. L. VIII. 29, der sætter en Bod af 1 Mark for at benytte ujusteret Maal eller Vægt saavelsom for uberettiget at forfærdige Maal- og Vægtredskaber.

  1. G. L. 253: Engi várr skal annan stela þeirra manna, er í landeign konungs várs vilja vera. En ef hann stelr ertog eda ertog meira, þá er hann útlagr ok dræpr; en ef hann kveðr nei við, þá skal hann synja settar-eidi. En ef hann stelr minna fé, þá skal hánum skapa gøtu, ok kasta á hann grjóti eða torfi; þá hafi hann svá gert. En ef hann kveðr nei við, syni med lýrittar-eiði; en sá eiðr fellr hánum til gøtu. En hánum skal gøtu skapa þeðan, sem hann verðr sannr at; en sú gata skal vera níu boga lengð fulltíða manns. En þá skal tyrfa hann með grjóti ok með torfi, ok fellr hann útlagr ef hann fellr; en ef hann kemst þeðan, þá hafi hann svá gert. En ef maðr stelr blóðugri bráð ferfœttri, þá er sá útlagr, þó at hann steli lambi nætrgømlu. – En ef maðr stendr þýfsku í hendi manni, þá skal binda fóla á bak hánum, ef váttar eru við, ok leiða hann í þá þingsókn, sem hann stuld stal, ok fœra hann ármanni konungs, ef hann vill þat … Nú skal hinn þá þing kenna, ok leiða þingat þjóf með fóla bundinn, er þjóf hefir tekit, ok fœra fram vitni, at sá á fé, er batt, ok þar lýsti hann þýft eptir, ok vitni annat, at hann batt hann á því fé; þá skulu þingmenn um dœma. Ef þeir dœma hann misbundinn, þá er sá sekr, er batt, at fimtan mørkum við konung; en ef þeir dœma hann réttbundinn, þá skal ármaðr fá bana at hánum; hann er sekr at 40 marka, ef hann vill eigi; þá skulu bœndr kaupa bana at hánum ur fé hans sjálfs. En ef hann gengr með lífi í brott, þá skulu bœndr gjalda 40 marka. En ef þeir láta hann ganga údœmdan af þingi, þá eru þeir sekir 15 mørkum við konung.
  2. þjófr verðr maðr af blódugri bráð hverri, nema af hundi, F. L. XIV. 12.
  3. M. L. IX. 1: Engi várr skal annan stela. Nú er þó greinandi ef sá maðr stelr mat, er eigi fær sér vinnu til fóstrs, ok helpr svá lífi sínu, þá er sá stuldr fyrir engan mun refsingar verðr. En sá maðr, er vinnu fær sér til fóstrs, stelr til eyris, ok var ekki áðr at slíku kendr, þá skal hann á þing fœra ok leysi húð sína þrem mørkum silfrs. Nú stelr hann annat sinni til eyris, leysi huð sína 6 mørkum silfrs; en ef hann leysir eigi, láti húð sína, ok sé brugðit lykli á kinn hánum. Stelr hann þriðja sinni til eyris, láti húðina, en konungr taki af fé hans 6 merkr silfrs. En ef hinn sami stelr optar, þá er hann dræpr. En ef maðr stelr til hálfrar merkr veginnar, sá er ekki var at því kendr fyrr, þá skal hann á þing fœra ok leysi hann sik 8 ertogum ok 13 mørkum silfrs við konung eða fari utlagr. En ef hann stelr optar, þá er hann dræpr. En ef þjófr stelr til merkr veginnar í fyrsta bragði, þá hefir hann fyrirgert fé sinu øllu við konung ok hafi slíka refsing, sem sá maðr leggr á hann, er konungs vald hefir í hendi til réttra refsinga, ok haldi hann þó lífi sínu. Nú ef hinn sami stelr optar, þá hefir hann fyrirgert landi og lausum eyri ok lífinu með. – 10: Nú ef maðr stelr hundi manns eða ketti, knífi eða belti ok øllu því, er minna er vert en eyris, þá er hvinnska, ok ef maðr verðr sannr at, gjaldi konungi tvá aura silfrs en þeim eyri, er átti, ok heiti maðr at verri.
  4. Nú kaupir maðr jørð at ármanni, þá er hann þjófr at, nema hann kaupi á þingi. En ef maðr selr veitslu-jørð sína, þá verðr hann þjófr af; en eigi sá er kaupir. Nú tekr maðr marksteina upp, er standa, ok setr niðr í øðrum stað, ok fœrir á hlut hins, er móti hánum á, þá er hann þjófr at – Jfr. Kap. 89: Nú ef marksteinar eru uppgrafnir ok settir eigi niðr, ok vunnit um, þá skal hann gjalda aptr lóð ok landnám þeim, er jørð á.
  5. G. L. 254: Nú stendr maðr fé sitt í hendi øðrum manni, þat er þjófstolit er, en hann vænist heimildar-manni ok kallar kaup sitt, þá skal hann æsta taks fyrir hann ok svá fyrir fé þat, er hann kennir sér, ok gera eindaga til. Þá skal han fœra fram vitni, at þat er hans fé, ok hann gaf eigi, né galt, ok eigi sølum seldi; þá er hánum uppnæmt; þá skal hann gera, hvárt sem hann vill: at fara brott með fé sitt eða reyna heimildar-taka hans. Nú ef hann brestr hánum, þá er hann þjófr at. – Nú kennir maðr øðrum stuld, þá skal hann gera hvárt sem hann vill: at stefna hánum heim ok þeðan til þings, eða fara á þing ok lýsa þar þýft eptir; þá eigu þingmenn at gera hánum heimstefnu til næsta þings, ef hann er innan fylkis; þá skal gera hánum laga-stefnu aptr til þings, ef hann er útan fylkis, ok eindaga þat þing. Nú ef hann kemr eigi, þá ber hann á baki søk, nema nauðsynjar-vitni beri hánum. Nú kemr hann sjálfr á þing, þá skal hann þar eið festa; en ef sá eiðr fellr hánum, þá fellr hann til útlegðar.
  6. Svá er mælt, at engum manni skal synja þinggøngu, nema mannsbana þeim, er vegr mann á þingi ok verðr tekinn í eptirrás, ok þjófi þeim, er fóli var á bak bundinn.
  7. G. L. 255: Nú ef maðr er stolinn fé sínu, ok sér hann manna forveg í frá liggja, þá skal hann ganga eptir heraðsmønnum sínum, ok lýsa sínu torreki, ok æsta þá liðs til eptirfarar, ok spyrja til garðs manni. Þá skulu þeir sitja útangarðs ok gera einn til húss ok segja til erendis, æsta til rannsaks; þá býðr hann þat, ok gengr eptir grønnum sínum; þá eigu hinir inn at gange í skyrtum einum ok lausgyrðir. Nú ef hinn synjar rannsaks, þá sannar hann sér stuld á hendr. Nú ef þeir finna fóla meðal skjaldbálka tveggja, þar sem eigi má borafóli vera, þá er búandi þjófr at, ef hann er heima, en sonr hans fulltíða, ef eigi er búandi heima; en ef þeirra er hvárgi heima, þá er griðmaðr, ef hann er heima; ef þess missir, þá er húsfreyja; dóttir fulltíða, ef eigi er húsfreyja; en ef þeirra er hvárgi til, þá er bryti þjófr at. Nú er karlmaðr þjófr at, ef þat er í karlklæðum sá fóli; en kona, ef í kvennklæðum er. Nú er fóli hittr í sæng manns, þá er sá þjófr at, er sæng gerði. Nú er fóli hittr i lásum eða í lokum, þá er sá þjófr at, er lykli veitir vørð. Nú er fóli hittr í hløðu manns úti, þar sem eigi má útantil taka þar sem er, nema brjóti til, þá er sá þjófr at, er þann hlaða hlóð; slíkt er ef í viðkesti er. Nú afla hjún steikar, þá er þar húsfreyja heima beztra manna; ef hon blandar møtuneyti við þau, þá er hon þjófr at, þó at þau steli; en ef hon hverfr ífrá, þá er bryti þjófr at. Hvar sem borafóli er, þá á sá níkvæðt, ok halda eiðum upp.
  8. F. L. XV. 16: Ef maðr hittir føt sín í hløðu eða í hjálmi eða í viðkesti, þar er útan má í stinga, þá er þar lýrittar-eiðr; en ef undir hlaði annattveggja í hjálmi eða undir viðkesti, þar er eigi má hendi í fara, þá skal sá vera þjófr, er hlað Þat hlóð, hvárt sem þat var þræll eða búandi.
  9. G. L. 257: Nú kennir maðr manni stuld, en øðrum viðtøku, at hann hefi tekit við fé hans þjófstolnu; sá kveðr nei við; hann skal synja með lýrittar-eiði; en sá fellr til útlegðar. – 258: Maðr sœkir annan um stuld, ok er eigi lýst þýft eptir, þá skal sá synja lyrittar-eiði, er fyrir søk verðr; sá fellr hánum til útlegðar.
  10. G. L. 142: Nú róa menn skipi skipaðu at búanda, eða gengr flokkr manna at garði, ok bera hann ofriki, ok brjóta hús hans, ek bera út fé hans, þá er þat útlegðar-verk; hverr í landi vill vera af þeim, fœri aptr fé búanda alt þat, er þeir tóku, ok gjaldi 40 marka; ellar fari útlagir. – F. L. IV. 62: Ef maðr gerist grímumaðr ok ferr at búanda, ok berr hann, ok tekr fé hans, þá skaf ør skera ok eptir fara ok drepa. En ef þeir komast undan, þá fari þeir útlagir. En ef hjún kenna menn þá, er at váru, þá skal þat satt, er hjún bera um. En ef þeir vilja bœtast fyrir ok fara í land aptr, þá skal høfðingi bœta 40 marka, en hverr annarra 3 marka. – V. 14: Ef menn fara til búanda ok veita hánum búrán, ok taka af hánum þrjár kýr eða þrem fleira, eða þrjú kúgildi; þá verðr eigi fyrr at búráni, en svá er tekit, nema hinn eigi eigi fleiri en þrjár; þá er þegar búrán, ef ein er aftekin; þá skal ør fara ok hverr bera á hendr øðrum, eða sekist hann baugi. En ef menn fara eptir ok finna þá menn með því búi ok láta þeir, þá skal høfðingi gjalda 40 merkr, en háseti hverr 3 merkr. En ef þeir standa fyrir, þá eru þeir allir útlagir, hvárt sem verðr veitt, ok sár þeirra úgild, en hinir allir helgir, er til sœkja, ok sár þeirra øll gild. – Eids. L.: Ef maðr høggr bú fyrir manni, þó at eigi høggvi meira en eina kú, ok er þá bú hanns alt høggvit, þá eru þeir allir úbóta-menn, er hjuggu ok at því verki váru. En ef hann á tvær kýr, gjaldi þrjár merkr ef aðra høggr, en ef báðar høggr, þat er úbóta-verk. En ef maðr á þrjú naut, þá er fjárfœling á tveim, en úbóta-verk, ef øll høggr þrjú. En ef maðr á meira bú en þrjú naut, þá liggja þrjár merkr við þrjú naut, þrídeili á; en ef maðr høggr hitt fjórða, þá er úbôta-verk øllum þeim, er at varu ok fylgðu til ok í frá, ok svá allir þeir er réðu, ok at því verða kunnir ok sannir; þeir heita gorvargar.
  11. G. L. 141: Nú tekr lendrmaðr eða ármaðr bú búanda upp útalt eða údœmt, þá skal hann fœra þat aptr ok leggja á 40 marka, fyrir því at laga er hverr maðr verðr fyrir sínu.
  12. M. L. III. 16: Nú eru ránsmenn úbóta-menn, hvar sem þeir eru ok þeir verða teknir, ok hverr sá, sem þeim veitir lið til þess, eptir því sem segir í úbóta-málum i mannhelgi várri. Nú herja þeir, ok á sá eigi kost liðs til eptirfarar, er fyrir hernaði verðr, þá skal hann ør skera, ef hann vill; þá skal hverr fara þingat, sem ør stefnir hánum eptir her. Nú fara þeir eptir þeim, þá skulu þeir allir fara, er fyrir sitja; en ef þeir vilja eigi, þá er fé þeirra uppnæmt, nema nauðsyn banni. Nú koma þeir þar, sem hinn er fyrir, er ør skar upp, ok hefir hann rétt skorit, þá er vel; en ef hann hefir rangt skorit, ok er þar eigi herr til húss kominn, þá er þeim fé hans uppnæmt, ok skipti sín í millum. En ef hann hefir rétt upp skorit, þá skulu þeir fara med hánum svá langt, sem hann vill. En ef þeir hitta her, ok þurfu at rjóða til fjár þess odd eða eggjar, þá á sá, er fé átti, alt þat, er hann kennir; en þeir skipti sín í millum því, sem hermenn áttu, nema kennendr komi til með vitnum. – 17: Nu fara þeir, er herjat hafa, fyrir land fram, ok kaupir maðr af þeim einhvern grip, þá skal sá hafa fé þat, er fyrri átti, ok komi til með tveggja manna vitni. En sá, er við víkinga keypti, gjaldi mørk silfrs konungi, ef hann vissi. En ef hann fær eigi vitni á hendr hánum, er fé rangfengit hefir keypt, þá skal stefna hánum til þings; þá eigu þingmenn hánum fé at dœma, eða lyrittar-eið fyrir.
  13. G. L. 143: Nú veitir maðr øðrum handrán, en hann skírskotar undir vátta, þá er hinn sekr þrem mørkum, er hann rænti. – 216: Nú ef maðr tekr grip einnhvern fyrir manni, ok leggr fyrir løg ok dóm, ok er þat hins, er hann tók fyrir, þá hefir hann með ráni; þá skal hann bœta baugi konungi, en hinn hafi grip sinn, er á, ok vitu þat váttar.
  14. B. R. 44: Ef maðr rænir mann handráni, ok skírskotar hinn, þá gjaldi sá þrjár merkr konungi ok bœarmannum, ok fyrirtekit sókn sinni; þat heitir handrán, er hann tekr ur hendi hánum, en hann skírskotar. Nú ef hann gengr, þá skal hann ganga eptir hánum með vátta húsfastra manna ok leggja rán við ok rétt konungs. En ef hann vill eigi selja hánum grip sinn í hønd, þá er hann sekr øðrum þrem mørkum. Þá skal hann æsta hann taks til móts fyrir tvenn rán ok fyrir fé sitt, ok njóti vátta á móti, at hann rænti hann handráni, ok hann fór eptir ok beiddi út, ok lagði rán við í annat sinn, ok æsta hann til taks til móts; þa er hann sekr 6 mørkum við konung ok bœarmenn. – 45: þat er rán, ef maðr berr í brott þat hann á ekki; þá skal hinn ganga eptir hánum með húsfasta menn tvá ok beiða út gripar síns, eða hvat fé tekit er frá hánum. Ef hann selr þegar í hønd hánum, þá á konungr þar ekki á, en hann skal leggja á 9 ertogar; þá skal hinn hafa féit, er átti; en ef hann vil eigi selja hánum í hønd, þá skal hann leggja hánum rán við ok æsta hann taks til móts fyrir rán; þá er hann sekr þrem mørkum við konung ok bœarmenn, ok níu ertogar; en hinn skal njóta vitnis síns, at hann tók frá hánum, ok beiddi út með vátta.
  15. Ef maðr á søk at manni, ok vill sá eigi gjalda, er reiða skal, þá skal stefna hánum heim til krøfu ok váttar-søgu ok bjóða hánum sakbóta-tølu … En ef þá vill hann eigi reiða, þá skal stefna hánum til þings fyrir rán ok fyrir løgleysu; þá skulu menn dœma hann útlagan við þann, er sótti, ok við þá alla samþingendr, til þess at hann bjóði søk á þingi eða í fjølda manna ok hafi þar at reiða.
  16. Ef maðr rænir mann fé sínu eða føngum, þá taki sá fé sitt með vitnum, er ræntr var, ok kostnað sinn svá mikinn, sem han kostar eptirferð sína, ok 12 aura í rétt sínn, en konungr taki slíkan ránbaug, sem áðr er í løgum mælt.
  17. Den rigtige Læsning af M. L. VII. 43 er vistnok: Nú rænir maðr annan þjóðgøtu, þá skal hann gjalda konungi hálfa mørk silfrs, svá ok hit sama, ef maðr rænir mann handráni ok þeim fullrétti, er ræntr var … Nú rænir maðr annan setrgøtu eða rekstri þeim, er verit hefir at fornu fari, bœti til konungi hálfa mark silfrs fyrir vegar-rán, ok hafi hinn gøtu sína sem áðr. – I Overensstemmelse hermed maa Noten 3 i Forelæsn. over Retshist. I. S. 217 berigtiges.
  18. Nú ef menn takast fyrir árar eða þiljur eða ausker eða annan reiða eða fiskigøgn, ok spillir hverr fyrir øðrum, bœti sem 6 skynsamir menn meta ek øfundar-bót á ofan eptir laga dómi. En ef gerir eitthvert þetta, svá at eigandi er hjá, bœti fullrétti eiganda eptir 6 skynsamra manna dómi løgliga til nefndum, ok skaða, sem 6 skynsamir menn meta, ok konungi hálfa mørk silfrs.
  19. Jfr. Hertzberg, Den ældste norske Proces, S. 100 fgg.
  20. Nú skulu kaup øll halda handsalað ok þau, er váttar vitu, ef þeir menn kaupast, er kaupum sínum eigu at ráða, nema maðr seli úheimilt eða sé far í; þá skal kaup þat aptr ganga, en hinn hafi andvirði sitt. Engi várr skal selja øðrum fox né flærð; en sá er fár gerir í, hann er sekr mørkum þrem. Þat er alt fár, er menn meta til fárs; ef maðr kaupir sand eða saur, þar sem hann hygst kaupa mjøl eða smjør, ok allt þat, er eigi má útan á sjá. Øll skulu halda handsalað mál, þau er halda megu; þat má eigi halda, ef þú selr manni þat, er þú hefir fyrr øðrum selt. En ef sá hefir hønd at, er síðar keypti þá má hann halda skiladómi fyrir kaupi sínu. Nú á sá kaup at hafa, er fyrri keypti, ef hánum fullnast vitni at skiladómi; þá er þeim kaupfox, er síðar keypti; þá skal hann skírskota undir valenkunna menn. Þat er ok kaupfox, ef maðr kaupir þat, er hinn átti ekki í, er seldi; nema at þess ráði væri selt, er átti. Nú skal hann hitta þann, er hánum seldi, og heimta sitt af hánum. En ef hann vill eigi í hønd hánum selja, þá skal hánum heim stefna ok njóta vátta sinna, at þú létst at løgum laust, ok krefja hann fjár þíns, ok leggja hánum ran við.
  21. Ef maðr selr gull eða brent silfr, hvárt sem er smíðat eða úsmíðat, í þat sem skírt skyldi vera, ok fyrir skírt er selt, þat skal skírt vera. Svá ok ef maðr selr hunang í tunnum eða í vøkkum, malt eða korn í pundum, mjøl í meisum, smjør eða salt í laupum, lín í bendum eða belgjum, eða nøkkurn þann hlut, er í bendum eða belgjum er, þat skal vera jafngott innan sem útan; því at engi skal øðrum selja fox né flærð. En ef sá gerði fals í, er seldi, þá er hann sekr 8 ertogum ok 13 mørkum silfrs við konung, nema meira virðist at løgum. En ef hann seldi slíkt, sem hann keypti, ok vissi þó, at fals var í, ok vildi eigi úr taka, gjaldi 5 merkr silfrs konungi.