Wikikilden

Forelæsninger over den norske Retshistorie/71

< Forelæsninger over den norske Retshistorie

Til fuldt Vidnebevis fordredes 2 Vidner, frie, myndige Personer, med fuld personlig Ret, som selv havde overværet det, hvorom de skulde vidne (sjónarvitni, návistarmenn), og hvorimod ingen Modvidner fremkom; „et Vidne er som intet og to er som ti“ (G. L. 59, 60; F. L. XIII. 25; M. L. I. 4, VIII. 2, B. L. 3). Kun i enkelte Tilfælde er eet Vidne, navnlig bestyrket ved visse Indicier, tilstrækkeligt. Saaledes var efter G. L. 156 eet Vidne tilstrækkeligt Bevis for, at et Drab var lyst, og efter F. L. IV. 24 eet Vidne i Forbindelse med den Saaredes Sigtelse tilstrækkeligt Bevis mod Gjerningsmanden; efter B. R. 169 var eet Vidne tilstrækkeligt Bevis om Skibsbefragtning, naar dette enten havde seet, at Fæstepenge blev erlagte, eller at Befragteren bragte sit Tjæld eller sin Føring ombord. Ifølge B. K. R. (II) 13 var endog et treaarsgammelt Barns Vidnesbyrd tilstrækkeligt Bevis for Voldtægt, naar Kvinden havde beklaget sig over den lidte Medfart for de første Folk, hun mødte, og skudt disse til Vidne derpaa; paa den anden Side tabte efter B. R. 46 og 96 Kvinden, naar hun ikke havde klaget samme Dag, endog Retten til at føre (de tilfældigvis) tilstedeværende Vidner, men maatte lade det komme an paa Settered af den Sigtede Efter E. K. R. 11 var, i Tilfælde af Forsømmelse af Korsbyrd, dens Vidnesbyrd, som havde frembaaret Korset, tilstrækkeligt Bevis mod den, som havde forsømt at bringe det videre Og efter F. L. XIV. 2., M. L. VI. 17. og VII. 26 var eet Godtroenhedsvidne om Jorddrottens Død tilstrækkeligt lige over for Ombudsmanden, som nægtede at aftræde Ombudet til hans Arving. Bekjendt er derhos Sven Knutssøns Anordning (Heimskr. Ol. s. Helga Kap. 253), at een dansk Mands Vidnesbyrd skulde være fuldt Bevis mod Nordmænd. – Omvendt krævedes der i Odelssager til Bevis om Odelsbyrd 3 Vidner, hvis Prov derhos skulde bekræftes af andre (G. L. 266; M. L. VI. 8, jfr. Rb. 1316).

Nær Beslægtede eller Besvogrede var udelukkede fra Vidnesbyrd med en Mand, med mindre Vidnet stod i lige nært Forhold til begge Parter. M. L. sætter Grænsen ved 4de Grad Slægt eller Svogerskab (fermenningar). – Da Fuldmyndigheden saavelsom den fulde personlige Ret og Ansvarlighed efter de ældste Love allerede indtraadte ved det 15de Aar, blev dette Alderstrin ogsaa Grænsen for Vidnedygtigheden (G. L. 190; F. L. IV. 34 og 36, IX. 23 fgg.). Da imidlertid Umyndighedstiden ved M. L. V. 22, jfr. 2, B. L. 20 var bleven forlænget til det 20de Aar, blev det ved Rb. 1280 Art. 9 bestemt, at saavel Vidnedygtighed som fuld Ret og Ansvarlighed fremdeles skulde indtræde allerede ved det 15de Aar (se ovf. I. S. 82). – Om Overfald paa Bonden og hans Søn hjemme i Huset (heimsókn) skulde imidlertid efter F. L. IV. 5, jfr. 62 ogsaa Børn over 8 Aar (Halvrettesmænd) saavelsom Trælle kunne bære fuldt Vidne; men denne Bestemmelse er udeladt i M. L. IV. 10. – Det siges udtrykkelig i G. L. 86, at i Sager angaaende Eiendomsretten til Sæter og Skovstrækning er Vidnet lige godt, om det end var Træl dengang, da det gjorde sin Erfaring, hvis det kun er frit, naar det afgiver sit Prov. Men til heraf at slutte omvendt, at Vidnet ellers altid maatte have været frit og myndigt paa den Tid, da det gjorde Erfaringen, er der vistnok ingen Grund, – forudsat naturligvis, at Vidnesbyrd om tilfældig Erfaring overhovedet var antageligt – Ved Rb. 2 Maj 1313 Art. 4 blev offentlige Skjøger og andre uskjellige. Personer erklærede udygtige som Vidner. Ligesaa var ikke alene Menedere, men ogsaa de, som modvillig havde nægtet, uagtet skudte til Vidne, at afgive Forklaring i Mandhelgsager, og efter de ældste Love endog Enhver, hvis Vidnesbyrd engang, om ogsaa af rent formelle Grunde, var bleven vraget (skrœkváttar), udelukkede fra at aflægge Vidnesbyrd (G. L. 59, 60[1] og 266; F. L. IV. 7 og 15; XIII. 25; M. L. IV. VII og IX. 16).

Angaaende Vidnernes Egenskaber iøvrigt mærkes først Fordringen om, at Løsningsvidnerne (árofar) saavelsom Vidnerne ved Paastandens Fremsættelse i Odelssager selv maatte være odelsbaarne, hvilken Regel vistnok har gjældt i alle Lagdømmer (G. L. 266; M. L. VI. 8; Dipl. Norv. III. 122). Ogsaa ved den kontraktmæssige Løsning skulde efter G. L. 272 og 276, jfr. F. L. XII. 1 anvendes odelsbaarne Løsningsvidner (réttir árofar), for saa vidt ikke de ved Handelen i sin Tid tilstedeværende Vidner havdes, da disse var gode uden Hensyn til deres Byrd. Efter F. L. X. 7 skulde Vidnerne ved Paastands Fremsættelse (kvøðu-vitni) være Bønder fra det Fylke, hvori Sagvolderen bor; hvorimod der til Stevnevidner kunde bruges hvilkesomhelst vidnedygtige Mænd – Vi møder vistnok her et Udtryk for den Opfatning, at Vidnerne paa en Maade optræder som Repræsentanter for selve Samfundet, og udtaler dettes Anskuelse. I Forbindelse hermed mærkes ogsaa Bestemmelsen i F. L. XIV. 7, at det Nævn, ved hvis Vidnesbyrd Spørgsmaalet, om en Strækning hører til Almenning eller privat Eiendom, skal afgjøres, om muligt skal bestaa af Haulder eller, i Mangel deraf, de bedste Bønder, saavelsom F. L. IV. 8 og XV. 11: at de opnævnte Edshjælpere ved Tylfter- og Settereden skal være Haulder eller, i Mangel deraf, de bedste Bønder i Fylket, – jfr. G. L. 132–135, hvorefter de skal være jævnrettes med Hovedmanden. Samme Tanke ligger ogsaa til Grund for Bestemmelsen i F. L. XIII. 25, jfr. 23: at, hvis begge Parter i en Ejendomstvist havde ført Bevis for sin Besiddelse, men ingen for sin Ejendomsret (ef báðum berst hafnar-vitni en hvárigum óðels-vitni), og den ene af Parterne selv er Odelsbaaren, men den anden Kjøblending, da har den første Fortrinnet til med sin Ed at tilsværge sig det omtvistede (jfr. G. L. 86); med mindre Kjøblendingen har en Odelsmand til selve den omtvistede Jord blandt sine Vidner; ti da staar hans Vidnebevis forfulde.

Vidnesbyrdets Beviskraft bortfaldt naturligvis, for saa vidt Modvidner fremførtes (at etjast vitnum). Men det gik ikke derved over i Indiciernes Række, og heller ikke gik det an at lade vidner og Modvidner gjensidig hæve hinanden som lovbestemt Bevis, og afgjøre Sagen efter dens Stilling til de øvrige Oplysninger. Endnu mindre kunde Retten paatage sig at bedømme og efter samtlige foreliggende Oplysninger vælge mellem de mod hinanden stridende Vidnesbyrd. Dette vilde været lige saa meget stridende mod Vidnebevisets Betydning som Bekræftelse paa Forholdets Notorietet, som uformeligt med Bevisets Stilling til Domsafgjørelsen. En objektiv Lovregel for Løsningen af Vidnestrid maatte saaledes haves, da Sagen maatte foreligge Tinget enten som bevist eller ubevist. Den almindelige Regel var da, at Vidnernes Antal gjorde Udslaget, saa at den Part, som havde eet Vidne mere end Modparten, sejrede (G. L. 60, 86, 124, 266, B. K. R. (II) 10). Var der lige mange for og imod, sejrede de, som først blev førte, altsaa i Regelen Sagsøgerens. – Dette var ogsaa i sig selv ganske konsekvent, aldenstund Afgjørelsen skulde være et Udtryk for Almenhedens Opfatning af Forholdet.

Allerede i de ældre Love spores imidlertid en Overgang, idet man i Vidneprovene mere søger et Udtryk for Sandheden, hvorpaa Afgjørelsen skal bygges. Saaledes skulde i Grænsetvistigheder om Udmark efter G. L. 86 og F. L. XIII. 25, hvis der stod lige mange Vidner for og imod, den af Parterne sejre, som med sin Ed vilde bekræfte sin Ret: men ifald enten begge Parter eller ingen af dem vilde sværge, skulde det omtvistede Stykke deles lige mellem dem. Ved F. L. XIII. 24[2] og B. R. 143, – der selv forkynder sig som en nyere Regel, – blev det derefter i Almindelighed bestemt, at i alle Sager, hvor der stod vidner imod Vidner, skal Parterne strax paa Stevnet opnævne hver 6 upartiske Mænd af de ældste og bedste Bønder, hvilke skal granske begges Vidnesbyrd, eftersom dem tykkes rettest for Gud, og ved de fleste Stemmer afgjøre hvilket der skal gjælde; er ogsaa her lige mange for og imod, og ingen af noget Parti vil gaa over til den anden Side, men begge fastholder sin Mening, skal den omtvistede Gjenstand deles lige mellem Parterne. Denne Regel er videre udført ved M. L. VI. 8 og VII. 24[3], der foreskriver, at, naar Vidner staar mod hinanden, skal de ikke alle aflægge Ed, men Domsmændene og, hvis disse ikke er enige, Lagmanden skal bestemme, hvilke skal stedes til Ed. – Her ser vi Grundsætningen om Vidneførselens Foretagelse og Bevisets Tilvejebringelse under Rettens Medvirkning og Kontrol ligefrem udtalt. Da nu tillige Vidnebeviset var udstrakt til ogsaa at omfatte tilfældig Iagttagelse, og Lagmandens Dommervirksomhed stadig tiltog, hvorved Bevisførelsens Inddragen i selve Rettergangen blev baade let og naturlig, maatte ogsaa den ældre Opfatning af Vidnesbyrdet som stadfæstelse paa Notorieteten snart forsvinde, og Vidnebeviset blive, hvad det i den nyere Ret er, en paa Vidnets personlige Værd hvilende Stadfæstelse af Sandheden.

Efter de ældste Love betragtedes i Tilfælde af Vidnestrid de, hvis Vidnesbyrd tilsidesattes, som uefterrettelige vidner (skrøkváttar), og straffedes efter G. L. 60 og F. L. XIII. 25 med en Bod af 3 Mark til Kongen og bestandig Ugildhed til at føres som Vidne eller nyde Andres Vidnesbyrd, selv hvor det var af udelukkende formel Grund, vidnerne maatte staa tilbage. Denne Regel, der stod i fuldkommen Samklang med den gamle Opfatning af Vidnesbyrdet som Udtryk for Notorietet, er i den nye Lov naturligvis ganske bortfaldt.

I visse Tilfælde, hvor Vitterligheden optræder som en integrerende Bestanddel af Forholdet selv, var Adgangen til til at føre Modvidner mod de ved Forholdets Stiftelse tilkaldte Vidners Prov ganske afskaaren, idet Vidnesbyrdet mere betragtedes som endelig Afgjørelse end som Bevis[4]. Dette melder fremfor alt de ved de forskjellige Rettergangshandlinger tilkaldte Vidner: ved Hjemstevning, Tingstevning, Krav og Kvada, Udsigelse i Løsningssager (forsagnar-vitni), Taksætning og vistnok tillige ved Lovfæstelse. Endvidere vidner om Gjælds Betaling (ályktar-vitni). Drikkebrødrenes Vidnesbyrd om Strid i Gildehus, og Husfolkenes Vidnesbyrd om overfald paa en Mand i hans Hjem (heimsóknar-vitni), se G. L. 59, jfr. 55 og 187; F. L. IV. 5, jfr. 62; M. L. I. 4, jfr. VIII. 2 og IV. 10, B. L. VII. 3 og 25, IV. 11). Heller ikke kunde efter B. K. R. (II) 9 Vidnerne paa de ved Fæstemaalet trufne Aftaler (giptar-vitni) mødes med Modvidner, naar Brylluppet vitterlig var fuldbyrdet: hvorimod G. L. 124 udtrykkelig tillader at føre Modvidner herom. Ligeledes fremgaar det af G. L. 136, jfr. 214, at de til at overvære Partseds Aflæggelse opnævnte vidner ikke kunde omstødes ved Modvidner; idet det bestemmes, at, hvis de indbyrdes er uenige, skal Afgjørelsen bero paa, hvem af dem vil beedige sin Erklæring, og hvis begge vil sværge skal de have Fortrinnet, som erklærer Eden retteligen aflagt.

Angaaende Fremgangsmaaden ved Vidnernes Førelse, indeholder Lovene ingen udtrykkelig Forskrift udenfor den stadig tilbagevendende Regel: at vidner skal fremstilles strax ved Foretagelsen af hvert enkelt Rettergangsskridt: efter Omstændighederne ved Hjemstevnet, ved Skilledommen og ved Tinget. At Vidnerne skulde bekræfte sin Forklaring med Ed, er i de ældste Love intetsteds sagt, og det er neppe heller sandsynligt, at saa har været brugeligt[5]. Gulatingsloven nævner aldrig Ed uden af Parterne selv og deres Mededsmænd, og G. L. 86 synes ved sin Forskrift om, at Sagen, hvor Vidnerne paa begge Sider er lige, skal afgjøres ved Parternes egen Ed, bestemt at forudsætte, at Vidnerne paa begge Sider ingen Ed aflagde; ligesaa bestemmer G. L. 136 og 314, at naar de til at overvære og bedømme Partseden opnævnte Vidner er uenige, skal de gjælde, som vil beedige sin Erklæring, hvori ligefrem ligger, at de ellers ingen Ed aflagde. Heller ikke de bevarede Levninger af Eidsiva- og Borgartingslovene omtaler nogetsteds Edsaflæggelse af Vidner undtagen maaske B. K. R. (II) 10[6]. I Frostatingsloven og Bjarkøretten nævnes derimod Edsaflæggelse af vidner paa flere Steder; saaledes F. L. IV. 5, X. 8 og 25, XIV. 2 og 7, B. R. 106, Erkebiskop Sigurds Kristenret, F. L. III. 20 og Haakon Haakonssøns Rb. 1244, F. L. Indl. 16[7]. Men man faar dog ogsaa her Indtrykket af, at Eden er en sednere Tilsætning. Især fremgaar dette af Sammenligning mellem F. L. XIII. 24 og M. L. VI. 8, VII. 24, hvoraf de sidstnævnte i Tilfælde af Vidnestrid lader Retten afgjøre, hvilket Parti skal stædes til Ed; medens det første lod de opnævnte Mænd i fornødent Fald under sin Ed afgjøre, hvilket Partis Prov skal tages forfulde. – Heller ikke synes Vidnernes Edfæstelse at stemme synderlig vel med hele Anordningen af den ældste Rettergang, der henlægger Bevisførelsen til private Forhandlinger mellem Parterne. Naar hensees til den Omhu og Højtidelighed, hvormed Partsedens Aflæggelse beskrives, kan man vanskelig tro, at der ved Siden af denne har gjældt et Edsinstitut af samme bevisende Styrke, men uden nogensomhelst offentlig Form. B. R. 106, der ligefrem siger, at det Vidne, som ikke kan møde for Retten, skal „sverja eið fullan á bók“ for to tilkaldte private Mænd er ikke hentet fra Frostatingsloven, uagtet tilsvarende Regler sees ogsaa at have gjældt der. – Sandsynligvis er Vidneeden kommen i Brug efterhaanden, under Kristendommens Paavirkning, og har da maattet slutte sig til de Former, hvori Vidneførselen foregik; oprindelig har den udentvivl været aflagt efter Vidnets eget Initiativ, uden at være forelagt eller modtaget af Nogen, og har vel heller ikke været anseet som mere end en forstærket Bekræftelse paa Udsagnets Sandhed. Først i Løbet af det 13de Aarh., medens samtidig Vidnebeviset angaaende tilfældig Erfaring tiltog saavel i Betydning som i Anvendelse, er Vidnesbyrds Beedigelse blevet en fast Regel, og da nu tillige Bevisførselen mere og mere droges ind under Tingets Medvirkning og Kontrol, vandtes derved ogsaa for Edsaflæggelsen en Form, der opretholdt dens Præg af offentlig Akt, og var lige brugbar, hvad enten det var Parter eller Vidner, der skulde sværge. Efter M. L. foregaar Vidnesbyrdets Beedigelse saavel som dets Afgivelse, udenfor Forfaldstilfælde, altid til Tinge eller for Lagmanden eller sysselmanden (jfr. Rb. 1280 Art. 24) og altid efter Rettens Bestemmelse (M. L. VI. 8 og VII. 24).

Naar Vidnet i Forfaldstilfælde afgav sin Forklaring for 2 Mænd, kan der neppe have været Spørgsmaal om nogen Indstevning af den, mod hvem Vidnesbyrdet skulde benyttes. Naar derimod Vidnesbyrd fremkom enten ved Hjemstevne, Skilledom eller Tinget, enten aflagt af Vidnet personlig, eller frembaaret af 2 Mænd, var Modpartens Indstevning for selve Sagens Skyld en Nødvendighed, og nogen særskilt Varsling til at paahøre Vidnesbyrd følgelig overflødig. Lovene omtaler heller ikke Stevning til Modparten ved Vidneførsel uden paa et enkelt Sted, G. L. 124 om Arvetvistigheder[8].

Efter den Udvidelse, som Vidnebevisets Anvendelse i den sednere Tid modtog, og den friere Anvendelse af Bevismidlerne, som efterhaanden udviklede sig, finder man jevnlig efter at Skrivekyndigheden var bleven mere udbredt, at Parterne forsynede sig med skriftlige Bevidnelser om forefaldende Begivenheder eller afgivne Forklaringer angaaende saadanne „til sandt Vidnesbyrd for Fremtiden“ (prófsbréf), og at disse derefter benyttedes som Beviser i Rettergang. For saa vidt de var udfærdigede under offentlig Auktoritet og efter lovlig stevning til Modparten, var dette ogsaa i sin Orden; i andet Fald kunde de naturligvis ikke gjælde som virkeligt Vidnebevis. Rb. 1280 Art. 24 bestemmer udtrykkelig, at, naar Sysselmanden stevner nogen Part for sig for at undersøge hans Sag, eller Sagsøgeren stevner sin Modpart for Sysselmanden til sagens Undersøgelse (undir rétt próf), er Parterne pligtige at møde, og den Bevidnelse, som Sysselmanden derefter, i Mangel af mindelig Afgjørelse, udfærdiger om Resultatet af sin Undersøgelse, skal kunne benyttes ved sagens sednere Paakjendelse af Lagmanden eller Kongen og hans Raad, uden at Vidnerne behøver at fremstilles for Dommerne. – Men der sees at være drevet store Misbrug med slige Provsbreve, og at disse, navnlig naar anseede Mænd havde deltaget i deres Istandbringelse, lagdes til Grund for sagernes Afgjørelse, uden at der spurgtes om den anden Part havde haft nogen Adgang til derunder at varetage sit Tarv. Ved Reces 1539 Art 11 blev det derfor udtrykkelig forbudt at dømme efter nogen Bevisning, som ikke var tagen for Lagmanden eller Lagretsmænd, paa Stevne eller paa Tinge, og der vedbørligen provet og beseglet, hvilket Bud gjentages i Reces 1568 Art 12, der foreskriver, at alle Vidnesbyrd skal tages paa Tinge eller paa Stevne, eller for Lagmanden, eller ved Parternes rette Sognekirke, naar Kongens Foged ener andre gode Mænd er tilstede, og samme vidner skal „sværge fuld Bogered“ efter Loven. Heller ikke her paabydes dog udtrykkelig, at Modparten skal være formelig stevnet, og dette vilde ogsaa, for saa vidt vidnesbyrdet toges paa andre Steder end for Lagmanden eller Tinget, ikke havde stemmet med Datidens Brug. Endelig blev det ved Adelens Privilegier af 14 Febr. 1582 udtrykkelig indskjærpet, at intet Vidnesbyrd, som gjælder paa Liv, Ære eller Gods, maatte tages over Nogen, uden han selv var lovligen tilstevnet ener nærværende, hvorhos det forbødes Præsterne at tage eller skrive Vidnesbyrd eller andre Bænkebreve, uden at baade Fogden og Lensmanden dermed omgaar efter Loven. Heraf blev det da en Følge, at alle virkelige Vidnesbyrd maatte aflægges for Domstolene, da stevning til andre Steder ikke mere fandt Sted. Alle disse Bestemmelser er indtagne i Chr. IV. L. I. 4, jfr. Lovb. 1–4–1 og 2–11–5 og 10. Bestemmelsen i Lovb. 1–13–6 er ny.

At derimod skriftlige Erkjendelser eller Erklæringer, forsaavidt deres Ægthed var ubestridt, afgav fuldt Bevis lige overfor Udstederen selv, er klart, og fremgaar af M. L. VIII. 11, B. L. 17, der paabyder, at der ved alle vigtigere Handler skal oprettes skriftligt Dokument af begge Parter under Besegling af Lagmanden, Sysselmanden eller andre skjellige Mænd, som var tilstede ved deres Handel, og i Mangel af Segl gjøres Chirographum (d e. charta partita, jfr. Chr. IV. L. ibid.), og dette skal i al Rettergang bære Vidne om deres Handel, hvis intet andet Vidne haves. Uagtet det her ligefrem siges, at den skriftlige Indklædning i og for sig er Fordringen vitterlig, bibeholder dog Loven endnu Budet om Tilkaldelse af vidner ved Handelens Afslutning og vil, at disses Navne saavelsom Tiden og Stedet skal nævnes i Dokumentet. Men hermed toges det vistnok ikke strengt, efter at Forskjellen mellem Procesmaaden i vitterlige og ikke-vitterlige Sager var udslettet, naar kun Ægtheden ikke var modsagt. – At iøvrigt Fabrikation af falske Dokumenter, saavel private som offentlige, i Norge som andetsteds, ikke sjælden fandt Sted i hine Tider, er bekjendt nok.

  1. ↑ G. L. 59: Eptir vitnum ok gøgnum skal hvert mál dœma. Svá er ef einn berr vitni með manni, sem engi beri, en tveir sem tíu, ef maðr uggir eigi andvitni á móti. Nú eru þau vitni, er eigi skulu andvitni á móti koma: þat er heimstefnu-vitni ok þingstefnu-vitni ok kvøðu-vitni ok nauðsynja-vitni ok forsagnar-vitni ok þau vitni, er menn bera um deild manna at øldrhúsi. – – – Nefgildismenn eða bauggildismenn eða námágar megu eigi bera vitni með manni, nema þeir sé báðum jafnskyldir. Taka megu tveir við eins vitni, ef sá er frumváttr, er við var; þá verðr þat vitni at fullu svá, sem þeir hafi allir við verit. – 60: Nú fœra menn andvitni á móti, þá skulu þeir auka einum vátt; þá eru þeir skrœkváttar, er fyrri báru; en ef þeir bera allir jafnmargir, þá eru þeir skrœkváttar, er eftri báru. ok bera aldri vitni of slíkt mál síðan, ok bœta þrem mørkum konungi hverr peirra.
  2. ↑ F. L. XIII 24: Ef menn etjast vitnum á fyrir kapps (skaps) saker eðs sveitar, um hvatki mål er bet er, ok hefir annarr tveim váttum fleira, þá nefni þeir þegar á stefnu 12 bœndr hina gegnstu ok hina elztu innan fylkis ok þá, er engan hlut hafi átt í med þeim, 6 hvárttveggja þeirra; en sá er eigi vill nefna, láti sitt mál. En þeir 12, er til eru nefndir, þá virði vitni þeirra, hvárt sem þeim þykkir fyrir guði réttligra vera, ok hafi sá sitt mál, er þeim synist at réttari hafi, ef þeir verða allir á eitt sáttir. En ef þá skil á, þá hafi þeir sitt mál, er fleiri eru saman. En ef allir verða jafnmergir, þá hafi þeir sitt mál, er einhverr vill ór annars føruneyti. Því til guðs skjóta fyrir sætter saker, at þess mál sýnist oss réttligra fyrir guði. En ef sérhvárir kallast rétt hafa, ok skjóta því til guðs er hvárumtveggja flokki, þá sé skipt máli með þeim í miðju í sundr, er þá skill á. En því er þetta mál gert, at opt eru ill vítni ofsuð fyrir kapps (skaps) sakar, ok lætr opt hinn liðlausi sitt mál; þó at hann hafi réttari.
  3. ↑ M. L. VII 24: Sá skal fyrri tjá vátta sína, er fyrri lagði løg ok dóm fyrir, en verjandi síðar, ok skal sá láta sverja sína vátta, er dómsmønnum þykkir sannari hafa, ok þeir vilja svara fyrir guði, at réttari hafa, en eigi skulu báða sverja láta. En ef þeim semr eigi, leggi til løgmanns.
  4. ↑ Den isl. Grágas, þingsk. þ. 37 (Reg.) forbyder altid at føre vidner mod Kvid eller Kvid mod Vidner, jfr. Maurer, Krit. Vierteljahrschrift XVIII. S. 70.
  5. ↑ Jfr. Hertzberg, Proces S. 240–47. Se derimod Krit. Vierteljahrschrift XVIII. S. 73–4.
  6. ↑ Vænist hon vitnum, en hinn nefnir ønnur i gegn, þá á þat vitni at vinna, er fleiri eru saman.
  7. ↑ F. L. X. 8: Þá skal hafa þá vátta, er hann má fá at sverja med sér. – B. R. 106: þat er mælt um vitnisburð, ef sá maðr skyldi bera vitni með manni, er eigi á hag at biða þeirrar stefnu, er hann þarf vitnisburðar hans, ok þat mál sé rétt at sœkja, þa skal hann sverja eið fullan á bók ok bera vitni slíkt, sem hann mundi bera, ef hann væri þá innan bœjar, er þat mál væri sótt. En tveir menn skulu þar nær vera ok taka vitnisburð hans, ok bera síðan, þeger at þeirri stefnu kemr, er hann þarf: slíkt sem hann bar fyrir þeim: þá má hinn fara brótt, ok verðr þeim, er sœkja skal, þat vitni jafnfullt, þá er hann þarf, sem hinn bæri. – F. L. Indl. 16: En váttar skulu svá vitni bera, at halda á bók ok skjóta því til guðs, at þeir voru því nær, er stefna var løgð.
  8. ↑ G. L. 124: Hvervetna þar, er maðr vill sik til arfs fœra, leiðir vátta sína ok stefnir eigi þeim til, er þeim arfi er næstr, þá er þeim váttum fyrirskotit.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Forelæsninger_over_den_norske_Retshistorie/71&oldid=183492»