Forelæsninger over den norske Retshistorie/84

Om at prøve Rigtigheden af en Doms Resultat gjennem dens Indanke for højere Ret kunde der efter de Gamles Opfatning saavel af Domstolenes Stilling som af Dommens Betydning ikke være Tale. Heredsting, Fylkesting og Lagting stod ikke i Forhold til hinanden som under- og overordnet Instans, men som besluttende Folkeforsamlinger for engere og videre Samfundskredse, der hver for sig med fuld Myndighed endelig afgjorde ethvert Kredsen vedkommende Anliggende. Dommen i en Rettergangstrætte var, som enhver anden Folkebeslutning, et Udtryk for Samfundsviljen, hvis Gyldighed ikke kunde være afhængig af, hvorvidt de Overvejelser, af hvilke den var fremgaaet, ogsaa ved nærmere Undersøgelse holdt Prøve. – Kun den i den nyere Lovgivning anordnede Revision af Lagmandens Orskurd og Lagtingets Domme (M. L. I. 4 og 11; B. L. VII. 15) var i sit Væsen en virkelig Prøvelse af Afgjørelsens Rigtighed, bygget paa Grundsætningen: at Kongen er Lovens øverste Vogter.

Til en rettelig fældet Dom hørte imidlertid, at den var enstemmig, eller idetmindste afsagt med en saa overvejende Stemmeflerhed, at de Dissenterende ganske overdøvedes; i modsat Fald var den ikke noget sandt Udtryk for Samfundets Overbevisning, og følgelig ingen Dom; i dette Tilfælde var der ingen anden Udvej end at forsøge, om ikke et Resultat kunde naaes ved at gaa til Tinget for den videre Kreds. Men Lovene forudsætter ogsaa, at Dissens mellem Tingmændene vanskelig kan indtræde uden Pligtforsømmelse fra disses Side; det betegnes i G. L. 266 som „løgran“; i F. L. X. 30 som „þingrof“, og det tabende Parti belægges med Bøder for „misdœmi“, eller maa aflægge Ed paa, at de har dømt efter sin bedste Overbevisning (F. L. Indl. 16; M. L. VII. 25). – Denne Opfatning, der stemmer med, hvad der gjaldt om Vidner, hvis Forklaring tilsidesættes, var ogsaa ganske konsekvent, saa længe Notorietet er Retsafgjørelsens Grundlag og Loven forudsættes hvilende i hver Mands Bevidsthed.

Medens saaledes de forskjellige Ting hvert for sig havde fuld Kompetens til endelig at afgjøre enhver det forelagt Sag, og der altsaa i og for sig intet var til Hinder for at stevne sin Sag umiddelbært ind for Fylkes- eller Lagtinget, – var dette dog Noget, som vistnok alene skede, hvor enten Sagen var af en særlig vigtig eller vanskelig Beskaffenhed, eller andre særlige Omstændigheder, saasom at Begivenheden netop var foregaaet paa Tinget, eller at det lavere Ting var inhabilt til at dømme i Sagen o. dl., var tilstede Ti kun Heredsting kunde sammenkaldes, naar som helst Nogen behøvede det, og at oppebie de almindelige Fylkes- eller Lagtingstider vilde som oftest komme i Strid med den foreskrevne Hurtighed i Forfølgningen.

I visse Sager var det imidlertid en Nødvendighed at anlægge Sagen umiddelbart ved det højere Ting. Saaledes ser man af Sigurd Hranessøns Proces, at Kongen alene kunde sagsøges for Lagtinget, og at en Lændermand ikke kunde søges for Heredstinget, – hvilket var en ligefrem Følge af, at han efter den ældste Ordning, som Herser, selv var Heredets Forstander. Og paa samme Maade kunde Søgsmaal mod Tingmændene som Helhed naturligvis ikke forelægges Tinget selv til Afgjørelse, men maatte gaa umiddelbart til et Ting, hvorfor de sagsøgte Dommere svarer som Parter, nemlig til Fylkes- eller Lagting.

Som Regel forudsætter alle Lovene, at Sagerne anlægges hjemme i Bygden, eller ved Bymøde, G. L. 35 og 266; F. L. X. 30[1], jfr. XIV. 7; Eidsl. N. gl. L. II. S. 523. – Blev Tingmændene enige, var Sagen dermed afgjort; i andet Fald kunde den efter Gulatingsloven skydes til Fylkesting (undir úthéraðs-menn); men fra dette kun, dersom en Fjerdepart af Tingmændene dissenterede, til Lagtinget (þingskot). – I det egentlige Trøndelagen, hvor Fylket dannede den engeste Tingkreds, anlagdes Sagerne for Fylkestinget, og gik derfra til Tofylkestinget, derfra til Firefylkestinget og derfra til Lagtinget (Øreting eller Frostating). Her var det altid Betingelsen for, at en Sag skulde kunne skydes til højere Ting, at en Fjerdepart af Tingmændene paa det lavere, herunder ikke medregnet Parternes Beslægtede og Besvogrede, havde dissenteret. Paa Haalogaland og i Naumdølafylke var Halvfylkes-Tinget første Instans, hvorfra Sagen rimeligvis gik til Tinget for det samlede Fylke, og derfra til Frostatinget; maaske har paa lignende Maade i Nordmøre og Romsdal Sagerne først været anlagte ved Skibrede-Ting, og er derfra gaaede til Fylkesting, og derfra til Frostating. – Paa Oplandene anlagdes sagerne ved Halve- eller Tredjings-Ting (efter som Fylket var delt i Halver eller Tredjinger), og gik derfra til Fylkesting eller, som det ogsaa kaldtes, ályktar-þing (Afgjørelsesting); derfra kunde Sagen skydes til Trefylkers-Ting d. e. Eidsivatinget. – I de Landskaber, der stod udenfor Lagdømme-Inddelingen (det nordlige Haalogaland, Jæmteland og Herjaadalen samt rimeligvis ogsaa Gudbrandsdalen), maatte naturligvis Afgjørelsen paa Fylkestinget altid være endelig.

Hvorledes det gik til, naar der ogsaa paa Lagtinget fandt Meningsforskjel Sted, er intetsteds sagt. Sandsynligvis har man, ligesom paa Island, altid forkyndt Lagrettens Majoritets Dom, naar den var samtykket med Vaabentag af de øvrige Nævndermænd, som enstemmig Lagtingsbeslutning. Dette Samtykke af Nævndermændene udenfor Vebaandene var vistnok altid enstemmigt i Formen, hvor Tinget gik fredeligt af, idet en Minoritets Dissens ikke vel kunde gjøre sig gjældende. Og i Tilfælde af større Meningsbrydninger har sandsynligvis Sagerne maattet henstaa uafgjorte til et følgende Ting. – Ifølge M. L. I. 4 (jfr. F. L. I. 2 og X. 30), hvor det udtrykkelig siges, at Lagretsmændene paa Lagtinget endelig skal paakjende alle de Sager „som did er henskudte med ret Tingskud“, var, i Tilfælde af Dissens inden Lagretten, den Mening Dom, hvorfor Lagmanden erklærede sig. – I Byerne gjorde efter B. R. 102 altid Pluraliteten Udslaget paa Bymøderne, og i Tilfælde af Stemmelighed sejrede de, som vilde bekræfte sin Dom med sin Ed. – Ifølge B. L. VII. 15 var Bymødets Dom endelig, hvis alle Mødesmændene tilligemed Lagmanden, Sysselmanden og Gjaldkeren deri var enige; men i Tilfælde af Dissens kunde Sagen skydes til Lagtinget, og derfra, hvis der inden Lagretten var Dissens, til Kongen og hans Raad[2].

Da Tingmændene i den engere Samfundskreds tillige svarede som Parter under Tinget for den videre, laa heri, trods Tingenes sideordnede Stilling, Spiren til et virkeligt Appel-System, idet den tabende Part kunde indstevne dem, der havde afsagt Dommen, til som Parter at stande ham tilrette for den Uret, han derved formente sig at have lidt, hvilket Søgsmaal selvfølgelig alene kunde anlægges ved Tinget for den videre Kreds. Herved blev vistnok lige saa lidt, som naar den Tabende anlagde ny Sag mod den Vindende ved samme Ting paa nye Oplysninger, den ergangne Doms Retskraft suspenderet; men Sagen gik dog i begge Tilfælde ud paa at erholde dens Rigtighed undersøgt og dens Virkninger ophævede, idet Dommen i den nye Sag, hvis Klagerens Paastand vandt Medhold, gik ud paa, at den ergangne Dom „ikke skal komme ham til Skade“. Det højere Ting optræder saaledes virkelig som Over-Instans over det lavere. – Ved Siden heraf omtaler vistnok endnu Magnus Lagabøters Lov Henskyden til Lagtinget af de Sager, der paa Grund af Meningsforskjel ved Hjemtinget ikke der havde kunnet finde Afgjørelse (þingskot); men det er sandsynligt, at dette sjældnere er indtruffet, idet man har foretrukket at lade de Sager, hvori Meningsforskjel lod sig formode, afgjøre ved Lagmandens Orskurd, eller ogsaa anlagt dem umiddelbart ved Lagtinget. I ethvert Fald er denne Skjelnen mellem Sager, i hvilke der ved Bygdetinget herskede Dissens, og som følgelig maatte henskydes til endelig Afgjørelse ved Lagtinget (altsaa med suspensiv Virkning), – og enstemmige Bygdetingsdomme, der alene kunde indbringes til Lagtinget til Underkjendelse af den tabende Part, efter at han havde fyldestgjort Dommen, som Klage over den derved lidte Uret (altsaa uden suspensiv Virkning), forsvunden i det 16de Aarhundrede, da Bygdetingene var blevne regelmæssige Domstole, hvor Tingalmuen i Virkeligheden ingen Stemme havde med i Dommen, og en bestemtere Instansfølge havde udviklet sig. Ti kun paa den Maade vilde de gjentagne Forbud mod, at Bygdetinget viser Sagerne fra sig til Lagmanden (Fr. 3 Febr. 1579, 16 Aug. 1590 og 21 Juli 1591 Art. 4) være at forklare.

Den Revisionsmyndighed, som M. L. I. 4 og 11 og B. L. VII. 15 tillægger Kongen og hans Raad over Lagmandens Orskurd og Lagtingets Domme, var oprindelig vistnok alene en yderste Tilflugt mod Retsfornægtelse. Men efter at der heraf havde udviklet sig en regelmæssig Dommermyndighed, ser man, at ogsaa Rigsraadet og de deraf udsprungne Herredage, saavelsom Overlagtingene i Oslo og Bergen, ligeledes har antaget Sager til Behandling som første Instans, hvilket dog ved Rb. 8 Januar 1357 og Recessen af 1557 Art. 5 er indskrænket til de vigtigere.

Man finder saaledes gjennem det 16de Aarhundrede Bygdeting, Lagting og Herredage paa engang som Domstole i 1ste Instans og tillige som Appel-Instanser i Forhold til hinanden. Men det var naturligt, at dette blandede Forhold efterhaanden maatte ophøre, navnlig efter at Bygdetinget havde vundet en fastere Organisation og mere Anseelse gjennem Sorenskriver-Embedets Oprettelse. Man ser, at Forbudet mod, at Bygdetinget „viser Sagerne fra sig til Lagtinget“, har været forstaaet som et Paabud om, at Sagerne først skal anlægges ved Hjemtinget (N. Samll. I. 275), og Chr. IV. L. I. 9 gjengiver Forbudet i Rb. 1357 mod at indstevne smaa Sager for Kongen og hans Raad, med at „Kongens stevning (hvilket her betyder stevning til Overdomstolene i Almindelighed) maa ikke tages udi smaa Sagen men de skal først ordeles til Bygdeting, og der først gange Dom. Hvem som ikke vil nøjes med den Dom, Lagrettesmænd afsiger, maa stevne dem for deres Dom for Lagmanden. Hvis Lagmanden ikke vil dømme, eller og dømmer uret og mod Loven, da stevne ham for sin Dom ind for Kongen og hans Raad“. – Imidlertid var denne Bestemmelse for vag til at kunne gjennemføres med nogen Strenghed, og man finder ogsaa i det 17de Aarh. ofte temmelig ubetydelige Sager behandlede ved Lagtinget som første Instans. Ved Herredagene derimod, hvis Egenskab af Appel-Tribunaler fra først af var den overvejende, finder man nu, at Sager, som indstevnes, uden forud at være paadømte af Lagmanden, stadig bliver afviste, med mindre de vedkommer Adelen eller er vigtige Statssager; det tilføjes nu udtrykkelig i alle de om Herredages Afholdelse udgivne Kongebreve (Kgbr. 6 Decbr. 1606 og følgende indtil 26 April 1664), at dertil ikke maa indstevnes Sager, „som ikke tilforn har været ordelet af Lagmanden og Lagrettet til Hjemting“. – At Sager, som angik fast Ejendom, altid først maatte behandles ved Hjemtinget, var en Følge af deres egen Natur, og siges ligefrem i Loven (M. L. VII. 24. Chr. IV. L. 22 o. fl.). Men for andre Sager blev det egentlig først ved Lovb. 1–2–3, jfr. 1–6–8 til 10, som almindelig Regel paabudt at de altid først skulde være paakjendte ved Hjemtinget, og saaledes Lagtinget gjort udelukkende til Appel-Tribunal.

Den frie Adgang til ved Søgsmaal for højere Ting at søge Oprejsning for den formentlige Uret, man havde lidt ved det lavere, har vistnok bevirket, at man ikke saa ofte søgte at vinde sin Ret gjennem nyt Søgsmaal ved samme Ting, og har saaledes efterhaanden bidraget til at befæste den Anskuelse, at ingen Dom kan rokkes i sit Resultat uden gjennem Indstevning til højere Ret. – I sig selv maatte det ogsaa altid stille sig mindre sandsynligt, at et modsat Resultat, selv paa nye Oplysninger, skulde være at vinde ved den samme Domstol, som før havde udtalt sig i Sagen, og, som – tidligere bemærket, er det i det mindste tvivlsomt, hvorvidt der var Adgang til at erhverve en ny Dom, naar ikke nye Oplysninger var tilvejebragte. Ved det højere Ting faldt disse Vanskeligheder bort, og denne Vej var heller ikke forbunden med synderlig større Besvær og Bekostning end hin. Hvor den tidligere Dom var afsagt ved Lagtinget, udsatte saavel sagsøgeren som Lagretsmændene sig for Ansvar efter Tingfarebolkens Kap. 5 og 6 ved at søge den tilsidesat paa anden Maade end gjennem Indstevning for Herredagen, hvis de nye Oplysninger ikke var fuldkommen afgjørende. – Saaledes gjorde efterhaanden den Anskuelse sig gjældende, at den Afgjørelse, et Forhold har faaet ved en Dom, altid er endelig, „saalænge Dommen staar ved Magt“. Og da maatte ogsaa den Anvisning paa nyt Søgsmaal, som laa i den ældre Klausul: indtil anderledes bevises m. v., opfattes, som om Retten skjød Sagen fra sig istedetfor at paadømme den, – altsaa som en grov Pligtforsømmelse fra Dommerens Side; istedetfor at den efter den tidligere Opfatning aldeles ikke direkte berørte Dommene Retskraft, men alene indeholdt et Forbehold af Regres for det Tilfælde, at den Tabende sednere kunde bevise at have lidt Uret ved Dommen. Saadan Adgang til at gjenoptage en paadømt Sag, ansaa man nu som ene egnet til „Landet med Trætter af forfylde“’ og slige Domme blev derfor forbudte ved Fr. 15 Marts 1633 § 5, gjentagen i Reces 1643, 3–21. Kilde til Lovb. 1–5–12.

Forfølgningen ved Overinstanserne foregik ganske som et selvstændigt Søgsmaal i første Instans mod den tidligere Dommer og Domhaveren. Den første behandles altid som Hovedmodpart, „fordi han har gjort Klageren Uret ved sin Dom“, – og han tager altid til Gjenmæle, idet „han formener med sin Dom ingen Uret at have gjort, men at den bør staa ved Magt“. Efter Dommerens Død maa hans Arvinger svare til hans Domme. Man finder endog, at Underdommeren selv er optraadt som Appellant for Herredagen, paaankende den Lagtingsdom, hvorved hans Dom er forandret.

En Følge af den selvstændige Karakter, som Retsforfølgningen for Overdomstolene havde, var det fremdeles, at man ikke kunde appellere nogen Dom, førend man havde efterkommet den (M. L. I. 6), da man jo ellers ikke kunde beklage sig over at have lidt Uret ved Dommen. I modsat Fald bliver Appellanten, hvis han taber, tillige idømt Bøder for Domrov. Vinder Appellanten derimod Sagen, bliver det forsaavidt uden Indflydelse, idet Dommen i saa Fald altid gaar ud paa, at „den underordnede Dom ikke skal komme Appellanten til Skade“.

Nogen bestemt Termin, inden hvilken den underordnede Rets Dom maatte appelleres, blev først foreskreven ved Fr. 17 April 1636, gjentagen i Reces 1643, 3–23, Kilden til Lovb. 1–6–12 til 15, der anordnede, at Kommissariers og Lagmænds Domme skulde være appellerede inden 3 Aar efter Dommens Forkyndelse; men hvis Dommeren inden disse 3 Aar døde, skulde de, som vilde stevne hans Arvinger, udtage Stevning i det sedneste inden Aar og Dag efter Dommerens Død. Fra disse Terminer forbeholder imidlertid Kongen sig at dispensere, hvorhos det tilføjes, at ingen Præskription gjælder, hvor Appellanten ikke klager over Dommen selv, men alene paastaar, at Modparten har erhvervet den ved Svig. – Ved Lovb. 1–6–12 og 13 blev disse Terminer forkortede til resp. Aar og Dag og 6 Maaneder, medens de 3 Aar blev gjældende som almindelig Oprejsningsfrist. – Ved Appel fra Bygdetinget til Lagtinget gjaldt derimod ingen fatalia før Lovb. 1–6–10, der er hentet fra den danske Ret, Fr. 8 Juni 1639, Reses 1643, 2–6–15, jfr. Reces 1558 Art. 26 og Chr. IV. Birkeret Art. 17 . – Ved Kjøbstædernes Priv. 30 Juli 1662 § 7 blev Appelfristen for Raadstuerettens Domme fastsat til 2 Aar (jfr. Meddelelser fra d. n. Rigsarkiv s. 39 Og 47).

Ogsaa Tingsvidner kunde være Gjenstand for Appel til Underkjendelse ved højere Ret paa samme Maade som Domme, idet Klagen rettes mod Vidnerne, som har forklaret sig til Appellantens Skade. Dette var i sig selv en naturlig Følge af den Form, hvori disse Provsbreve jevnlig sees at være udfærdigede, og som egentlig er en Levning fra det ældre Forhold, da Bevisførelsen laa udenfor Retten som en særskilt Akt, der afgjorde Sagens faktiske Side. Vidnernes Prov var Udtryk for deres hele Opfatning af Forholdet, – summariske Erklæringer om Faktum, – ikke blot Beretninger om Vidnets Erfaringer angaaende dette; saaledes: at N. N. er „rette Ejer“, „sand Odelsmand“ o. s. v. til N. N. Gods; „skyldig N. N. saa og saa meget“; „skyldig i den eller den Forbrydelse“, o. s. v., – og herpaa bygges Dommen, uden yderligere Drøftelse eller Undersøgelse om Adkomstens Beskaffenhed, Besiddelsestidens Længde, Gjældsfundamentet, Omstændighederne ved Gjerningens Forøvelse m. v. Naar nu Modparten vilde modbevise Rigtigheden af disse Forklaringer, indstevnede han Vidnerne for overordnet Domstol, fremlagde sine Modbeviser og æskede Dom for, „at det afgivne Prov ikke skal komme ham til Skade“, – uden Hensyn til, at endnu ingen Dom var afsagt i Hovedsagen. – Ogsaa Eden, som jo i sig selv, hvor den blev aflagt, endelig afgjorde Sagen, finder man paa samme Maade indstevnt til Underkjendelse ved højere Domstol, hvor da Appellanten fremkommer med de Bevisligheder, hvormed han mener at kunne godtgjøre sin Sigtelse, og i Henhold hertil paastaar „Undenførslen kjendt ugyldig“; se f. E. Dipl. Norv. V. 960 (fra 1493).

Om nogen Erstatning for de med Sagen forbundne Omkostninger har der i den ældste Tid vistnok aldrig været Tale; idet dels Processerne ikke medførte nogen direkte Udgift, dels Retsnægtelsen fra Sagvolderens Side i Regelen medførte Bøder, hvilke tillige indesluttede Erstatning til Modparten. I F. L. V. 46 Slutn., der tilhører M. Erls. Rb. 1164, bestemmes imidlertid, at hvor Nogen klager over at have tabt sin Sag ved vrang Fremstilling for Lagretsmændene, men Sagen ved dens fornyede Foretagelse faar samme Udfald, skal han erstatte sin Modpart Sagene Bekostning dobbelt. Bestemmelsen er gjentagen i M. L. I. 6, B. L. 5, med det Tillæg, at dersom Appellanten vinder sin Sag, skal Modparten erstatte ham hans Bekostning dobbelt og bøde 1 Mark til Kongen, og saaledes skal altid ske, naar det skjønnes, at Nogen er bleven vrangeligen sagsøgt, saa at han ikke engang bliver ilagt Benægtelsesed; med mindre Sagsøgeren sværger, at han troede at have ret Sag. – Selvsamme Bestemmelse forekommer i M. L. VIII. 8, B. L. 24, og Rb. 11 Oktbr. 1303 foreskriver ligeledes, at den Foged, der stevner Nogen i Rette og udebliver, eller befindes ikke at have nogen gyldig Grund for sin Paatale, skal erstatte den Anklagede Sagene Omkostninger.

Efter at den tidligere skarpe Adskillelse mellem vitterlige og ikke-vitterlige Sager var udslettet, er det vistnok ogsaa for Sagvolderens Vedkommende blevet Regel, at Boden er bortfalden, men Indstevnte anseet pligtig at erstatte Sagsøgeren Sagens Omkostninger, naar han ligefrem blev dømt efter Paastanden, uden at stædes til Benægtelsesed. Regelen er saaledes for begge Parter bleven den, at den Tabende maatte betale Sagens Omkostninger, hvor han havde procederet uden rimelig Grund. Disse omkostninger har i Regelen alene bestaaet i Rejse-Udgifter, da der endnu ikke var Spørgsmaal om nogen Betaling for Sagfører-Bistand.

Procesomkostningerne synes i Regelen at have været indtalte ved særskilt Søgsmaal (Kostholds-Sager), hvilket ogsaa antydes i M. L. I. 6[3]. Kun hvor Modparten udeblev, synes de altid at have været idømte under selve Hovedsagen. – I Appel-Tilfælde, hvor den underordnede Dommer altid var berettiget til Erstatning for Kost og Tæring, naar hans Dom blev stadfæstet (Rb. 8 Januar 1357, jfr. Kold. Reces 1558 Art. 8, Kilde til Lovb. 1–6–19), sees der endog stundum at være fordret sikkerhed herfor, inden Dommeren vil indlade sig paa Sagen.

  1. F. L. X. 30: Mál hvert þeirra, er allir fylkismenn eru á eitt (sáttir), þá skal þat hvergi rjúfa, er þeir dœma løg um þau mál øll, er þeir eigu um at dœma, þó at frá hverfi bauggildis-menn ok nefgildis-menn eða námágar. En ef frá hverfr fjórðungr manna eða fleiri þingmanna réttra, þá skal bera þingrof aptr á þing, ok skjóta máli til tveggja fylkna-þings; en þó at engi beri þing aptr, þá er engi búandi sekr, er af þingi gékk með hánum. En ef menn verða eigi sáttir á tveggja-fylkna-þingi, þá skal skjóta til fjøgurra-fylkna-þings; en ef þeir verða eigi þar sáttir, þá skal skjóta til átta-fylkna-þings: hafa þat þar, er allir verða á sáttir ok í løgréttu kemr. Nu er fylkit skipat í sundr, þá er svá mælt, at svá skal standa mál þeirra sem fylkismanna allra.
  2. Jfr. Aschehoug, Statsforfatningen indtil 1814, S. 64–66.
  3. ok sœki sem aðrar fjársóknir.