Forelæsninger over den norske Retshistorie/83

Frederik Brandt

Forelæsninger over den norske Retshistorie

Damm, 1883 (2, s. 389-397).

§ 83.

Dommens Fuldbyrdelse. Endelighed.

Da Dommen efter sin oprindelige Mening ikke tilsigtede Afgjørelsen af omtvistede Spørgsmaal, men umiddelbart gik ud paa at skaffe Klageren hans Ret, skulde altsaa enhver Dom ogsaa indeslutte det Idømtes Iværksættelse, i fornødent Fald ved Tvang, og i Virkeligheden stod ogsaa Exekutionen i umiddelbar Forbindelse med Dommen og dannede Slutningsledet i denne. Men ligesom Grundsætningen i første Henseende undergik adskillige Modifikationer i Anvendelsen, idet Tinget ogsaa maatte indlade sig paa at afgjøre Spørgsmaalet om Forpligtelsens Tilværelse, saaledes finder man ogsaa forskjellige Lempninger med Hensyn til Dommens umiddelbare Fuldbyrdelse; uagtet Princippet fastholdes.

Gik Dommen ud paa Aflivelse eller legemlig Refselse, gik dens Udførelse ved Tingmændenes Hjælp, under Anførsel af Kongens Ombudsmand, altid Slag i Slag med dens Afsigelse, G. L. 152, 183, 253; F. L. IV. 10, XIV. 12; B. R. 13; M. L. IV. 8, 14, 15, 16, jfr. 17 Slutn., IX. 2, B. L. 8, 15, 16, 3. Det samme gjaldt i alle Ubødesager, hvor den skyldige var paagreben^[1]. – I simple Utlegds-Sager, der blev mindelig afgjorte, berammedes et privat Forligsstevne til Fastsættelse af Bodens størrelse og Betalingsterminer; hvorimod der paa Tinget ikke afsagdes Dom, men alene det indgaaede Forlig forkyndtes^[2]. Men selv em den Skyldige ikke til rette Tid formaaede at erlægge Bøderne, beholdt han dog sin Fred, hvis han godtgjorde, at Forsømmelsen havde sin Grund i uovervindelige Forhindringer, og erlagde den første Termin inden Maanedens Udløb, M. Erls. Rb. 1164, G. L. 32; F. L. V. 46, jfr. 9 og M. L. I. 8. Vægrede han sig derimod modvillig for at erlægge sine Bøder, forspildte han sin Fred; gjaldt det Mandebod eller Bøder for Lejermaal, der var Blodhævn undergivet, gjenindtraadte i dette Tilfælde Fredløsheden uden videre; men ved ringere Sager skulde den Forsømmelige for „Domrov“ bøde 18 Ører til Sagsøgeren og 15 Mark til Kongen og alligevel efterkomme Dommen. Var han fremdeles uvillig, skulde Kongens Ombudsmand stevne Ting, og her blev han lyst fredløs. Om nogen tvungen Fuldbyrdelse af Forliget kunde saaledes ikke være Tale. – Ved Privathævnens Afskaffelse blev, som før forklaret, disse Forligsstevner inddragne under Tinget, og saaledes alle Strafsager endelig paadømte af 6 eller 12 af Retsbestyreren opnævnte Mænd, hvis Dom, enten den saa gik ud paa Livsstraf, Refselse eller Bod, umiddelbart fuldbyrdedes jfr. M. L. IV. 16 og 20.

I Sager angaaende Penge og Gods paadrog Skyldneren sig, hvis Fordringen var vitterlig, Ransbod (efter G. L. 35 af 12 Ører og efter F. L. X. 24 af 3 Mark) allerede ved efter Paakrav at nægte Betaling; kun hvis han udtrykkelig paaskjød Retsuvidenhed, paadrog han sig intet Ansvar ved at æske Tingmændenes Dom. Var Fordringen ikke vitterlig, maatte den enten gjennem Skilledom eller Edfald bringes i vitterlig Stand. Skyldneren var imidlertid, naar han erkjendte Fordringen og var villig til at betale, berettiget til mod Sikkerheds-Stillelse at forlange en passende Frist og at sætte et sednere Stevne til Betalingens Erlæggelse^[3]. Ved dette Stevne var da som oftest gode Mænd tilstede for at bedømme Betelingsmidlernes Godhed (meta løgeyri) jfr. Retshist. I. S. 187–8. Ved M. L. VIII. 3 blev Betalingsfristen bestemt til en halv Maaned, jfr. Rb. 1280 Art. 16. Hvis en bestemt Forfaldsdag var fastsat (eindagat fé), synes Debitor ikke at have kunnet forlange nogen Udsættelse, men Inddrivelse ufortøvet at have fundet sted, hvis ikke Betaling erlagdes efter Paakrav paa Dagen (G. L. 36; M. L. VIII. 14, jfr. Rb. 1280 Art. 17). – Istedetfor Ransboden sætter F. L. X. 13^[4], for at „bryde en tolv Mands Dom“, en Bod af 18 Ører, halft til sagsøgeren og halft til Kongen. Efter Pladsen synes hermed aabenbart at være ment Skilledommen; men det er klarlig urigtigt, og saavel Kapitlets eget Indhold som sammenligning med Parallelstedet, B. R. 104, giver Grund til at antage, at Bestemmelsen i Virkeligheden har Hensyn til Sættarstevnet, jfr. F. L. V. 9, og Magn. Erls. Rb. F. L. V. 46, G. L. 32, der ligeledes sætter 18 Ørers Bod (til Domhaveren) for Brud paa Sættarstevnets Afgjørelse i ringere Sager. Endvidere sætter F. L. V. 46 en Bod af 18 Ører, halvt til Kongen og halft til Tingmændene, for ikke at efterkomme Lagtingets Dom; men da denne Bestemmelse ikke er tilføjet i G. L. 32, bliver det usikkert, om den oprindelig har tilhørt Retterboden af 1164. At Meningen ikke kan have været at forandre Regelen i X. 24, synes at fremgaa af Rb. 1244, F. L. Indl. 16, der fremdeles sætter 3 Marks Bod for ikke at efterkomme Lagmandens Orskurd. – M. L. I. 5 og 10 sætter for at bryde Lagtingets Dom, saavelsom for at bryde Lagmandens Orskurd, en Bod af 4 Mark til Kongen og 1 Mark til Domhaveren, – og samme Bod sætter M. L. I. 8 for Brud paa Domsmændenes Afgjørelse i ringere Strafsager, jfr. IV. 10. Endvidere bestemmer M. L. I. 5, at Bøder for Brud paa Tingordenen, hvis de ikke erlagdes paa Stedet, maatte være betalte inden næste Lagting, da i modsat Fald Boden for Domrov indtraadte. Udenfor disse Tilfælde forfaldt den uefterrettelige Skyldner efter M. L. VIII. 3 ikke i Beder, med mindre han lod det komme til Inddrivelse ved Atfør. – I Arvesager sætter G. L. 121 en Bod af 3 Mark, og M. L. V. 17, B. L. ibid. af 6 Ører for den tabende Sagvolder alene for at have ladet det komme til Rettergang.

Selve Udsøgningen af det Pligtige tilligemed Bøderne i den Skyldiges Bo foretoges af Domhaveren selv med Bistand af Tingmændene, som under Straf af Bøder havde at følge ham, samt under Ledsagelse af Kongens Ombudsmand (atfør). Denne Medvirkning ved Fuldbyrdelsen er i 4den ældre Tid Tingets egentlige Hensigt; det er ikke Dommen, der er Fuldbyrdelsens Gjenstand; men Udsøgningen maa være auktoriseret af Tinget, for ikke at blive ulovlig Selvtægt (G. L. 34); selve Forpligtelsen maatte altid være given, før end Sagen kom for Domstolen. Inddrivelsen foregik i umiddelbar Forbindelse med Paadømmelsen, hvilket Loven ogsaa udtrykkelig tillægger overalt, hvor den foreskriver en Sags Paastevning til Tings. Hvor Fordringen tidligere havde været Gjenstand for en virkelig Dommer-Afgjørelse, saasom hvor det gjaldt Fuldbyrdelsen af en Fylkes- eller Lagtingsdom eller et Lagmandsorskurd, eller hvor Retsspørgsmaalet i en vitterlig sag var henskudt til Tinget, men Betaling til det fastsatte Stevne udeblev, maatte Sagsøgeren sammenkalde et Ting alene i den Hensigt at faa den inddreven (atfarar-þing), ved hvilket da blot blev at fremstille Vidner paa den stedfundne Afgjørelse, og derefter Tingmændene tilligemed Kongens Ombudsmand strax begav sig afsted. Eftersom det mere og mere kom i Brug i alle Sager at erhverve Tingsdom angaaende selve Forpligtelsen, maatte saadant særskilt atfarar-þing blive Regelen, og efter M. L. VIII. 3 maatte det blive nødvendigt overalt, da dette Lovsted gav den Domfældte i vitterlig sag en gjentagen Frist af ½ Maaned efter Tinget til at skaffe Betaling. Dette, der dog neppe har været Lovens Mening (jfr. B. L. VII. 13), blev ved Rb. 1280 Art. 16 og 17 igjen forandret saaledes, at Sagsøgeren strax ved det første Ting kunde holde Atfør, naar han havde vidnesfast krævet sin Debitor ½ Maaned i Forveien eller, ved eindagat fé, til den fastsatte Betalingstid. Herved var altsaa den gamle Regel igjen optagen: Tvungen Udsøgning kunde foretages strax, naar skyldneren efter den fastsatte Frist ikke betalte; men selve Betalingspligten maatte altid forud være given, altsaa enten Dom eller Lagmandsorskurd eller Skyldnerens egen Erkjendelse foreligge, eller Sagsøgeren have sine vidner tilstede ved selve Atfarartinget. – Ved Rb. 2 Maj 1313 Art. 7 blev Bøderne for Tingmændenes Nægtelse af at ledsage Retsbestyreren til Atfør forhøjede til ½ Mark.

Ved Atføren udtoges efter de ældre Love, foruden Ransboden til Kongen, Gjældens dobbelte Beløb til Sagsøgeren samt efter G. L. 35 en Tillægsbod til denne af 6 Ører for vanskelig Erholdelse (at harða-fangi). Efter M. L. VIII. 3 skulde alene Gjældens Beløb udtages tilligemed fuld Ret og 2 Ører for harðafang til Sagsøgeren og Ransbod (½ Mark) til Kongen. B. L. VII. 12 vil derimod fremdeles, at Gjældsbeløbet skal udtages med det dobbelte, hvoraf Sagsøgeren skal have sit Tilkommende tilligemed fuld Ret, og Kongen og Bymændene det Øvrige (jfr. F. L. X. 17, der for et enkelt Tilfælde har en lignende Bestemmelse). Ligeledes sætter Byloven Ransboden for ikke at betale vitterlig Gjæld til 1 Mark (svarende til Frostatingslovens 3 Mark).

Fuldbyrdelsen af Bødesager, forsaavidt ikke den Skyldiges Vægring paadrog ham Fredløshed, foregik paa samme Maade ved Atfør, som andre Sager angaaende Penge og Gods, G. L. 3, 19, 91; F. L. X. 24; XIII. 11; M. L. IV. 20 o. fl. Ligesaa kom selvfølgelig ogsaa i Fredløshedssager Atfør til Anvendelse med Hensyn til den Skyldiges forbrudte Gods, jfr. G. L. 162, F. L. III. 23 og V. 13, se ovf. S. 16–17.

Hvor Nogen vægrede sig ved at fravige fast Ejendom, efter at hans Uberettigelse til at besidde den paa lovlig Maade var bragt paa det Rene, foreskriver Lovene paa samme Maade Ransbod og Udkastelse med Tingmændenes Bistand under Ledsagelse af Kongens Ombudsmand, G. L. 77, 121, 269; F. L. XIII. 17. jfr. B. R. 100^[5]; M. M. VII. 11, Chr. IV. L. 10. Om nogen Frist for Besidderen, eller Forpligtelse tør Sagsøgeren at oppebie Faredag, tales intetsteds. – Kun i Løsningssager kunde Sagsøgeren først kræve Jorden fravegen til det anordnede Opladelsesstevne, efter G. L. 266, 269, 274, 283 og 284 Torsdag i Paaske-Ugen, efter F. L. XII. 2, som det synes, Lørdag før Fastelavns Søndag^[6]. Ved M. L. VI. 10–12 bestemtes Opladelsesstevnet til Tirsdagen efter Paaske-Ugen; men denne Dag er her tillige, i Tilfælde af Tvist om Løsningsretten, foreskreven som Løsningssagens Tægtedag, saa at Gaardens Fravigelse altsaa maatte ske umiddelbart efter at Dommen var falden. Jfr. ovf. S. 323 og 328. M. L omtaler ellers ikke udtrykkelig Fuldbyrdelse af Domme i Løsningssager.

Den kongelige Ombudsmand, Sysselmandens Foged og i Byerne Gjaldkeren (Byfogden), blev i den følgende Tid naturligvis den egentlig handlende Person ved Fuldbyrdelsen saavel af de civile som de kriminelle Domme. Istedetfor at tidligere Domhaveren, saasnart ban havde erhvervet Tingets Kjendelse, selv foretog Udsøgningen i Modpartens Bo, og hertil, alene hvis han behøvede det, kunde paakalde Tingmændenes og den kongelige Ombudsmands Bistand^[7], – optræder han nu som Rekvirent af Exekutionsforretningen, hvilken Ombudsmanden bestyrer, medens Tingmændene er tilstede som Vurderingsmænd og Vidner og for at yde den fornødne fysiske Haandsrækning. Det blev nu ogsaa anseet overflødigt at stevne formeligt Ting for at erholde denne Bistand; men Ombudsmanden opnævnte og medtog selv den Hjælp, han fandt fornøden. Dette antydes allerede ved Udtrykkene i Rb. 2 Maj 1313 Art 7^[8]. Og Chr. IV. L. 1. 4 og VII. 3, jfr. VI. 10 har vistnok i det hele optaget Reglerne i M. L. 1. 4, VIII. 3 og VII. 11; men udtrykker sig dog saa, at det er „Kongens ombudsmand eller hans Foged“, som, naar den Domfældte ikke vil fyldestgjøre Dommen, har at skaffe Domhaveren hans Ret – Bestemmelsen om „Kongens Sekt“ i Lovb. 1–22–19 Slutn. er vistnok en Levning af Ransboden i de ældre Love.

Efter det Forklarede var saaledes enhver Dom endelig i den Forstand, at ingen Klage eller Indsigelse fra den Tabendes Side længere kunde hindre dens Fuldbyrdelse, og at tvertimod den Domfældte forfaldt i Straf ved ikke frivillig at efterkomme den. Dette siges udtrykkelig i Magnus Erlingssøns Rb. 1164 (F. L. V. 46; M. L. I. 6), selv om den Domfældte paaberaaber sig, at Sagen har været vrangt fremstillet for Lagretten. – Derimod afgjorde Dommen ikke det omtvistede Forhold saaledes, at den stillede nogen formel Hindring imod, at det paany forelagdes Retten til Afgjørelse. Det moderne Begreb om res judicata var fremmed for den gamle Rettergang, hvis Grundsætning var, at det Resultat, som efter de foreliggende Oplysninger stillede sig for Tingmændene som det rette, i ethvert Tilfælde skulde komme frem. Kunde den Domfældte skaffe nye Oplysninger i Sagen, betragtedes disse følgelig som causæ supervenientes, og han kunde frit anlægge ny Sag mod sin Modpart for samme Ret og, ifald hans Oplysninger fandtes fyldestgjørende, erholde den ergangne Dom forandret. Dette ligger ligefrem i G. L. 116, og i den nys anførte Rb. 1164 (F. L. V. 46, M. L. I. 6^[9]) heder det, at, hvis den Domfældte paaberaaber sig, at Sagen har været vrangt fremstillet for Lagretten, maa han vistnok ligefuldt fyldestgjøre Dommen; men har Ret til at stevne sin Modpart til næste Lagting, og her fremkomme med, hvad han har at klage over. Man finder ogsaa stadig Dommene klausulerede med det Tillæg: „med mindre anderledes kan bevises“; – „saalænge N. N’s Bevisligheder staar ved Magt“ o. dl., og noget Spor til den sednere Tids Strenghed, at man forspilder sin Sag ved ikke at fremkomme med sine Indsigelser og Bevisligheder i rette Tid, findes aldrig; en anden Sag er det, at virkelige Erkjendelser og Indrømmelser var uigjenkaldelige. – Den Retsusikkerhed, som maatte blive en Følge af denne frie Adgang til at opnaa et forandret Resultat ved nye Oplysninger, søgte man i den sednere Tid at modvirke ved i selve Dommen at fastsætte en vis Frist, inden hvilken disse nye Oplysninger maatte være fremkomne eller ogsaa Adgangen være tabt: „med mindre inden Maanedsdag, inden Aar og Dag anderledes bevises“ o. dl. Det er en Levning heraf, som er kommen ind i Lovb. 5–2–60. – Det Punkt: „at disse Bevisligheder ikke sees at være inddragne udi Dommen“, findes derfor altid paaberaabt som en Hovedgrund, hvor nogen Sag paakjendes med forskjelligt Resultat mod en tidligere Dom.

Havde derimod Klageren ingen nye Bevisligheder at fremføre, er det i alle Fald tvivlsomt, om den samme Domstol nogensinde kunde omgjøre sin Dom. I ethvert Fald forsøgtes denne Vej vistnok kun yderst sjælden. Den regelmæssige Fremgangsmaade, hvor Klageren alene bestred Dommen som velgrundet, var at rette Klagen mod Dommerne selv. Tingets Auktoritet som offentlig Myndighed var ikke til Hinder for, at den tabende Part vendte sig mod Domsmændene med Søgsmaal, „fordi de har gjort ham Uret med sin Dom“, og ad denne Vej forsøgte at vinde Oprejsning.

I ethvert Fald var det nødvendigt at stevne saavel Domhaveren som dem, der havde afsagt den ældre Dom, selv hvor det var paa nye Oplysninger, et andet Resultat søgtes opnaaet. I modsat Fald fremlægger Modparten den ældre Dom med Paastand om, at Sagen dermed er afgjort, – hvilken Paastand altid tages tilfølge, „saa længe hin Dom er ustevnt“. Dette gjælder ligemeget, hvad enten det nye Resultat søges opnaaet ved samme eller ved overordnet Ret.

1. Þá helgar hønd hann til þings ok þeðan til bana, G. L. 152. – Haldi ármaðr (þjóf) til þings ok af þingi í fjøru, F. L. X. IV. 12. – Bœndr eru skyldugir at dœma hann eptir løgum, en sýslumaðr at láta refsa eptir løgum, M. L. IV. 16.
2. Jfr. Hertzberg, Proces S. 106–9.
3. G. L. 35: þá er vel, ef hann vill þat fé á þingi reiða, eða gerir stefnu til ok lýkr því þar. – F. L. Indl. 15: Ef maðr á skuld at manni, þá kæri hann með váttum, beiði hann stefnu-lags; en ef hann synjar, þá stefni hánum þing, – – – – búenðr sé skyldir til atfarar með hánum, ef hinn fær eigi fulla vørðslu fyrir sik til eindaga. – F. L. X. 24: leggja rán við, ef á er haldit, ok stefna hánum þing; nema hinn stefni þrínætting innan fimtar. – B. R. 158: stefna hánum þing, nema hinn leggi stefnu, er vørn á. – Jfr. Hertzberg, Proces, S. 85–6.
4. Hvar er maðr rýfr 12 manna dom, ef hann sjálfr gerir, þá er hann sekr 18 aurum silfrmetnum. … Slíkt liggr erfingja hans við, ef hann rýfr, sem hánum, er sætti, síðan vitni er um borit.
5. Ef hann býðr þrjót ok vill eigi af fara, þá fari hinn til með vátta, ok leysi naut hans úr gøgnum hans; en ef hann stendr fyrir, þá leggi rán við, ok stefni hánum heim til þingstefnu ok þing síðan, ok hafi fram vitni sitt á þingi, at þeir høfðu fimtarstefnu, ok at hánum var vitni borit, at hann tók jørð þá fyrri; þa skal hann æsta bœndr atfarar ok fœra hann af jørðu ok taka ránbaug konungi. – B. R. 100: Ef maðr sitr í húsum manns lengr, en hann leigt hafi, at úvilja húsbónda, þá skal svá sœkja: beiða skal húsbóndi hann lás ok lykla ok leggja hánum rán við.
6. Jfr. Hertzberg, Proces, S. 89–93.
7. Jfr. v. Amira, Vollstreckungs-Verfahren S. 256–62. Hertzberg, Proces 229–32.
8. Þar ok sem menn sœkja fjársóknir sínar í heraði með atfarar-þingi, liggi þar við hálf mørk silfrs þeim, er þrjótskast heim at fara af þinginu med réttaranum, rétt at gera, hverr sem sœkir.
9. M. L. I. 6: Ef annarrtveggja frýr á hlut sinn, þá er mál kemr heim í hérað, ok kallar rangt upp borit fyrir løgréttumønnnm, þá skal þó eigi dómi brigða sektarlaustg en hann má stefna hánum næsta ár eptir, er mál á við hann, til løgþingis, ok hefi þá hvárrtveggja sitt mál uppi. En ef mál reynist með sama hætti ok fyrr, þá hefi sá kostnað sinn hálfu aukinn af hinum, er ylfði hann til rangs máls,ok sœki þat sem aðrar fjársóknir. Prófast ok svá, at hinn hafi rangt upp borit fyrir løgréttumønnum, er fyrri dœmdist málit, ok dœmist þá hinum, þá taki sá kostnað sinn hálfu aukinn, en konungr mørk silfrs, ok sœki sem áðr váttar. Ok svá skal hvervitna þar, sem løgmaðr ok aðrir skynsamir menn sjá, at menn verða aflagliga ok rangliga sóttir ok til laga stefndir, eða þing-stefnur eða aðrar laga-sóknir, ok dœmist hánum hvárki fé né eiðar; nema sá, er sótti, sveri fyrir einseiði, at hann hugðist eptir réttu máli sœkja.