Forsoning
Du fagre barn, mer væn end din fagre mor,
din hevn til pris jeg gir mine stygge vers:
lad bål og brand dem grumt fortære,
slyng dem i Hadrias vilde vover!
Ei Dindymene magter og ei Apoll
fra helligdommens dyb, ikke Bakkus selv,
ei Korybanters larm på malmet
presternes hjerner til afsind hidse,
som sinnet manden! Hvasseste norisk stål,
vraglystne hav og flammernes røde svelg,
ja Zeus, med rædslers brag i følge
stormende frem, ei den ilske skræmmer.
Så lyder sagnet: tvungen Prometeus blev
til mandens ler at føie fra verdens alt
en ringe del; så lod han løvens
rasende drift i vort bryst få sæde.
Som vredens offer fordum Tyestes faldt,
og stolte stæder styrted i støvet ned —
mens fiendehæren overmodig
murene merked med plogens furer
for den som sidste grund. Derfor styr dit sind!
Jeg selv i ungdoms rus, da mit hede blod
mig fristed hårdt, til smædedigtning
lod som en galning mig blindt forlede.
Men nu mod ét kun stunder jeg angerfuld:
min bitre hån at bytte med milde ord, —
vil du, når alt jeg ber dig glemme,
atter som ven mig dit hjerte skjænke?
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |