Fra Hardangerviddens Fortid

FRA HARDANGERVIDDENS FORTID.
AF O. OLAFSEN.

Den store Fjeldmark, som benævnes Hardangervidden eller forkortet Vidden (Vidda, Viddo), indbefatter i videre Betydning den vilde Fjeldmark, som udbreder sig fra Sogn (Aardal og Lærdal) i Nord til Telemarken og Bykle i Syd, mellem S. Bergenhus og Stavanger Amts Fjeldbygder i Vest til Hallingdal, Numedal og Telemarken i Øst. Det er Norges mest udstrakte og høitliggende Fjeldmark. I Almindelighed forstaar man dog ved Hardangervidden Fjeldstrækningen fra Ulvik og Hallingdal i Nord til Telemarken og Røldal i Syd, mellem Sørfjorden–Oddadalen i Vest til Hallingdal–Numedal i Øst. Hvor stor Vidden, taget i denne sidste Betydning, er, er ikke opgivet og kan kun opgives saa omtrentlig, da der ikke gives bestemte Grændser. Jeg anslaar den til omkr. 8000 Km2. Naar undtages enkelte Partier, er Vidden kun lidet bekjendt. Det er væsentlig kun Fiskere, Jægere og Driftefolk, som færdes heroppe, bortseet fra Stølene og deres nærmeste Omgivelser. Jagt og Fiskeri er i den senere Tid meget aftaget, og Kjendskabet til Fjeldet er derfor ogsaa blevet mindre. Man faar et levende Indtryk af den Mangel paa Kjendskab til Fjeldet, som har raadet, naar man studerer lidt nøiere Amtskartet. Det minder i liden Maalestok om Karterne over det Indre af Afrika. Kommer man med Kartet i Haand herop, vil man meget hyppig finde, at man er i et terra incognita, og at de lokalkjendte Folk staar ganske forstaaelsesløse og glor paa En, naar man læser op Navnene efter Kartet: »Me kjenne ikkji da!« Hvad skal man da kunne vente af andre, naar vore første Autoriteter paa dette Omraade er saa lidet orienterede og paalidelige!

Gjennem Aartusinder har Vidden ligget, som den nu gjør; nogen væsentlig Forandring har den vel neppe undergaaet i den historiske Tid. Engang har den været dækket af en umaadelig Isbræ; men Ingen kan sige os, hvor lang Tid der er hengaaet, siden den forsvandt. Saa maa der efter alt at dømme være fulgt en varmere Periode eller kanske flere med Afbrydelser af koldere. At Klimaet har været mildere heroppe engang, kan vi se nok af Vidnesbyrd om; de store Rødder, som findes i Myrerne, vidner om, at engang har Vidden været dækket af en stor og frodig Skog. Man har regnet ud, at Viddens Middeltemperatur engang har ligget 2° høiere end nu, hvorved Trægrændsen kom til at ligge høiere end Vidden[1]. Hvorlænge det er, siden Skogen forsvandt heroppe, kan Ingen sige. Rødderne i Myren kan antagelig holde sig gjennem Aartusinder. Paa sine Steder findes endnu enkelte forkrøblede Træer, som kan tages som Levninger af en større Skog. Sandsynligvis har Skogens Undergang taget lang Tid, rimeligvis Hundreder af Aar. Temperaturen sank langsomt, og Skogen holdt sig endnu i lang Tid paa enkelte Steder, efterat Temperaturens Aftagen havde sænket Trægrændsen. Der er Intet i Veien for at antage, at der endnu i den historiske Tid, for omkring 1000 Aar siden, har vokset Skog paa Vidden, stor og udstrakt Furuskog; ja det kan vel godt være, at Skogen har holdt sig i Dalene og paa de lunere Steder indtil for en 4–500 Aar siden. Men alt dette er kun løse Formodninger; Ingen kan sige noget bestemt.

Et andet Spørgsmaal, som er af endnu større Interesse, er Spørgsmaalet, om Vidden nogensinde har været beboet. Det er en Mening, som oftere har dukket op, og som man finder i dunkle Omrids blandt Folket i gamle Sagn, at engang var Fjeldet beboet. Det er Sagn, som man gjenfinder ogsaa paa mange andre Steder, og som man ikke uden videre tør afvise.

Spor efter Mennesker og deres Liv heroppe findes endnu. Saaledes har man oftere fundet Pilespidser paa fjeldet; det viser, at man i hvert Fald har gaaet paa Jagt her i en Tid, som ligger langt tilbage.

Der findes fremdeles Spor af gamle Tufter, som synes at tyde paa Bebyggelse, og der er dunkle Sagn, som ligeledes synes at tyde i denne Retning. I Ljosodalen indenfor Reinsnos findes en Flade, som synes at vidne om Beboelse og Dyrkning. Stedet ligger forøvrigt ikke høiere, end at det kunde være beboet. Paa Meldestveit under I. Alsaker ligger flere Gravhauge; Stedet maa saaledes tidligere have været beboet, ligesom der ogsaa gaar Sagn herom. Flere saadanne Eksempler kan rimeligvis paavises ogsaa i andre Egne.

Mærkeligst i denne Henseende er dog de Levninger af Dyreben – »Benhauge« –, som findes paa sine Steder paa Vidden, og hvorom W. F. K. Christie har meddelt nogle Oplysninger[2]. Efter ham fandtes der saadanne Hauge af Ben ved Normandslaagen og ved Finsevandene. Ligeledes fandtes der Spor efter Husetomter, 7–10 Alen lange og 6–8 Alen brede. Spor af runde og ovale Tomter fandtes ligeledes. Benhaugene var fra 1122–312 Alen høie og havde et Omfang af 25–84 Alen. Jeg har talt med paalidelige og oplyste Mænd i Nutiden, som selv har seet disse Benhauge og har bekræftet, hvad Christie meddeler efter Vilhelm Korens Undersøgelser. Haugene – er det blevet sagt mig – indeholder en saa overordentlig Mængde af Dyreben (og Rensdyrhorn), at det er en Umulighed, at de kan hidrøre fra Skytter- og Veidefolk, som færdedes her kun en enkelt Gang. Det maa have været flere Familier, som gjennem en lang Aarrække har boet her. Christie mener, at det har været Lapper (Finner), som har holdt til her. Denne Mening synes ogsaa »Fjeldfolk«, som færdes paa Vidden, at hylde. Jeg har ialfald hørt den udtalt af oplyste og troværdige Mænd som noget sikkert og givet.

P. A. Munch optog denne Tanke og gav den en videnskabelig Form. Han opstillede den Hypotese, at før Nordmændene trængte ind i Norge nordfra, var Landet beboet af Finner eller Lapper, som drog omkring, især paa Fjeldvidderne, med sine Rensdyr. De var Oldtidens Stenaldersfolk. Han paaberaaber sig som Vidnesbyrd herom Benhaugene og Tufterne paa Vidden. Paa Grund af Munchs store Anseelse blev denne Hypotese ophøiet til gjældende Lære; i mange Aar gjaldt det som en historisk Kjendsgjerning, at Finnerne (Lapperne) var Norges Urindvaanere. Det er imidlertid en Lære, som nu forlængst er forladt.

Antikvar N. Nicolaysen har ogsaa behandlet Spørgsmaalet. I Aarsberetningen for 1857 fra Foreningen til Fortidsminders Bevarelse har han skrevet om Levninger af Norges Urfolk. Han var selv oppe i Finsedalen ved Finsevand og undersøgte Levningerne. Han mener, at de ikke kan hidrøre fra en finsk (lappisk) Urbefolkning. Men hans Ræsonnement er meget forfeilet. Han spørger: Hvad skulde vel bevæge disse Mennesker, naar de ikke fortrængtes af andre, men var i udelukkende Besiddelse af et vidløftigt Land, til mere her end andre Steder at fjerne sig fra Kysten? Det er et besynderligt Spørgsmaal; som bekjendt drager jo Finnerne om med sine Renhjorder den Dag idag paa Fjeldvidderne. Fjeldet er jo Renens Hjem. Han mener, at Levningerne kanske skriver sig fra Stavangerbispens Reiser til Hallingdal; men denne Antagelse var saa rent utrolig, at han selv senere opgav den. Han forkaster saaledes Tanken om »Urfolket«.

I Aarsberetningen for 1860 kommer han tilbage til denne Sag, idet han beskriver sin Reise op til Finsedalen og Finsevand. Formodningen om, at Stenhytterne og Benhaugene skrev sig fra Bispens Reiser over til Hallingdal, opgiver han nu som sagt. Han antager, at det har været Skyttere fra Bygderne nedenfor, som har holdt til her om Sommeren. De Grunde, han anfører herfor, er dog ingenlunde afgjørende. At der fandtes Jernsager i Haugene, viser kun, at disse Folk, som holdt til heroppe, har levet i en senere Tid; men der er intet i Veien for, at et Nomadefolk af finsk Herkomst har levet her oppe med sine Renshjorder længe efter, at Norge var bebygget af Nordmænd. Der er med andre Ord ikke leveret noget Bevis for hverken den ene eller den anden Opfatning.

Den, som mest indgaaende har behandlet Oldtidslevningerne paa Vidden, er Skolebestyrer Bendixen: Fornlevninger i Hardanger, Særtryk af Aarsberetn. fra Foreningen til norske Fortidsminders Bevarelse for 1891 og 1892. Foruden de af Nicolaysen nævnte Gjenstande, som skriver sig fra Stenboderne og Haugene ved Finsevand, opfører Bendixen følgende Gjenstande som fundne

Den sidste, som indgaaende har behandlet Spørgsmaalet om Norges Urbeboere, er Dr. A. M. Hansen i hans Værk: Landnaam i Norge. Han opstiller den Hypotese, at Norge, før den ariske Indvandring fandt Sted, har været beboet af et Folk af mongolsk Oprindelse, rimeligvis en ugrisk Folkestamme, nærbeslægtet med de nuværende Finner i det nordlige Norge. Den yngre Stenalders Folk skulde da være disse vort Lands oprindelige Beboere. Til Støtte for denne Hypotese beraaber Forf. sig bl. a. ogsaa paa de omtalte Fortidslevninger paa Vidden og mener, at de er Levninger efter dette Folk.

Det er ikke min Mening her at komme ind paa Spørgsmaalet om Norges første Beboere; jeg vil kun holde mig til Vidden. Skulde de omtalte Levninger skrive sig fra Stenaldertiden, synes de at blive temmelig gamle, og jeg kan ikke nægte for, at det synes mig noget tvivlsomt meget af hvad Forfatteren fremfører. Men at et Folk, som levede af Jagt og Fiske, engang har holdt til paa Vidden, deri synes han at maatte gives Medhold. Levningerne er altfor store til at være fra Jægere og Fiskere, som blot færdedes her engang imellem; Beboerne af Hytterne maa have boet heroppe i lang Tid. Vi kjender ikke til, at Finnerne i den sidste Del af Middelalderen og den nyere Tid har været paa disse Kanter af Landet; hvis saa havde været Tilfældet, vilde sikkerlig Mindet derom have levet her, om ikke andet saa i enkelte Stednavne. Men intet saadant Minde kjendes, og derfor maa rimeligvis dette Folks Optræden ligge længere tilbage i Tiden. At det ikke har været Nordmænd, d. e. Folk af arisk Herkomst, kan ikke bestemt afvises uden videre; men det synes lidet rimeligt. Vi kjender i hvert Fald ikke noget Vidnesbyrd om, at vort Folk nogensinde har levet som Nomadefolk af Rensdyravl paa Fjeldene. Jeg har vanskeligt for at forstaa, hvorledes Stenalderens Folk, som bevislig har holdt til i Lavlandet og fortrinsvis paa de bedste Steder, kunde samtidig færdes med Ren oppe paa Høifjeldet.

Spørgsmaalet er saaledes endnu ikke løst, og kanske det aldrig vil blive det. Saameget kan man kanske antage som sandsynligt, at et Nomadefolk, som levede af Rensdyr, og som hørte den finsk-ugriske Folkegren til, har i Aarhundreder og kanske længere havt sit Tilhold paa Vidden. Det er intet i Veien for, at de endnu i Begyndelsen af den historiske Tid har holdt til her. At der findes Redskaber af Jern blandt deres Efterladenskaber, er intet Vidnesbyrd om, at Folket hørte Jernalderen til. Dels kan det jo tænkes, at de stod i Forbindelse med Nordmændene nede ved Fjorden eller i Dalene, og dels kan det antages, at Jernsagerne skriver sig fra en senere Tid. Det var nemlig Skik og Brug, og det er det endnu til en vis Grad, at Jægerne og Fiskerne benyttede Stenboderne paa Fjeldet, hvor de fandt dem. De betragtedes næsten som et Fælleseie, selv om denne eller hin Mand havde sat dem op. Havde et Nomadefolk bygget de omtalte Stenboder og senere forladt dem og Fjeldet, vilde efter al Sandsynlighed Nordmændene benytte dem senere, naar de færdedes paa Fjeldet. Det er intet i Veien for at antage, at disse sidste gjennem mange Hundrede Aar har benyttet de gamle fundne Stenboder, og at de fundne Jernsager er Efterladenskaber fra dem.

Hermed gaar jeg over til et andet Spørgsmaal, som angaar en senere Tid, nemlig om de gamle Nordmænd i Middelalderen kjendte og brugte Hardangervidden. Som bekjendt er det meget sjelden, at vore Sagaer omtaler, at Høvdinger eller andre drog over Fjeldet mellem Hardanger og Østlandet, medens der idelig og altid fortælles om Reiser gjennem Gudbrandsdalen, over Dovre, gjennem Valders osv. Det er klart, at Veien over Vidden blev kun meget sjelden benyttet. Fjeldet var langt over, uveisomt og uden Fjeldstuer. Stundom er det dog blevet benyttet; vi ved saaledes, at Gregorius Dagssøn reiste over Telemarken, Haukelid og Røldal til Etne, og rimeligvis er der ogsaa enkelte andre, som kan have taget den samme Vei eller fra Hallingdal over til Eidfjord. Forbindelsen mellem Bygderne paa begge Sider af Fjeldet har uden Tvivl i Middelalderen været meget liden, størst mellem Eidfjord og Hallingdal. Folkemængden i disse Bygder var meget tynd, og nogen Handelsforbindelse var der endnu neppe Tale om. De gamle Veie, »Slæbene«, som fører over Vidden, og som viser os, at Forbindelsen over Fjeldet er gammel, er vistnok yngre end Middelalderen for de flestes Vedkommende.

Vi ved med Sikkerhed, at Biskoperne i Stavanger pleiede at drage over Fjeldet fra Eidfjord til Hallingdal, naar de reiste paa Visitats til sine Menigheder i Hallingdal. Eidfjord hørte derfor ogsaa indtil 1636 Stavanger Stift til. Hallingdal og Valders vedblev at høre under Stavanger Bispedømme indtil 1631, da det bestemtes (10. April), at Valders og Hallingdal skulde gaa over til Oslo Bispedømme, medens Øvre Telemarken skulde lægges til Stavanger[3]. Peder Claussøn fortæller i sin Norges Beskrivelse[4], at Biskopen i Stavanger drog over Halnefjeld eller Hardangerfjeld til Hallingdal. Der var 14 Mil over Fjeldet, og der var Boder paa Fjeldet, hvor Biskopen overnattede; en af disse kaldtes Biskopsbod. Om Biskopernes formentlige Reiserute over Fjeldet har jeg skrevet paa et andet Sted. Rimeligvis har Biskopen med sit Følge taget op paa Fjeldet i Simodalen, hvorved han undgik Elvene. Maabødalen kunde han ikke komme op med Heste; Hjelmodalen var ogsaa meget besværlig. Hvor Boderne laa, ved vi ikke; men det er ikke urimeligt, at den saakaldte Olafsbu kan have været en af dem, og at den har faaet Navn efter St. Olaf; men dette er kun en Formodning. Navnet Halnefjeld er endnu bevaret i Navnene Halnekol, Halnekjøn osv., og Biskopens Reise har maaske gaaet omtrent hvor nu Turistveien gaar eller lidt søndenfor Krækjahytten.

Efter Sagnet skal Kristian den anden i 1508 eller 1511 have reist over Vidden paa sin Reise til Bergen. Han skal være kommet over Haukelid og Røldal og ned gjennem Oddadalen. Han overnattede, siges der, paa Gaarden Hildal – man nævner ogsaa det Tun, hvor han laa – og drog derfra til Hovland, hvor han overnattede i den gamle Røgstue, som endnu staar her. Sagnet fortæller ogsaa, at man maatte drage ind en Høslæde og rede Leie paa denne for den unge Konge, da Sengen var for kort. I Eidfjord fortæller Sagnet, at Kongen reiste herfra over Fjeldet, og at han kom hid paa en Søndag, just som Folk gik til Kirke. Hvor meget sandt der kan være i dette Sagn, kan jeg ikke afgjøre; men mærkeligt er de Træk, som omtales, og som synes at maatte have noget historisk at knytte sig til.

Men hvad jeg særlig vilde henlede Opmærksomheden paa her, er den Omtale af Vidden, som vi finder hos Johannes Svaning: Christiernus II Daniæ Rex. Speculum regis, Lib. I, Cap. V., hvor han omtaler Erik Walkendorfs Reise til Bergen. Kongen sendte ham did for nøiere at undersøge Forholdene, og det er da ikke utænkeligt, at den unge Konge har fulgt samme Vei, da han kort efter drog til Bergen. Erik Walkendorf, siger nævnte Forfatter, drog over Fjeldet til Bergen, og den Beskrivelse han giver af Fjeldet er saadan, at han maa have hørt Reisen skildret af en, som havde været med eller ialfald var lokalkjendt. Han benævner Fjeldet Dorefjeld, som maa være en Misforstaaelse og en Forvanskning af Dovrefjeld. Forøvrigt svarer Beskrivelsen netop paa Hardangervidden og ikke paa nogen anden Fjeldmark i Norge. Der er mange Dages Reise mellem Oslo og Bergen; Veien er meget besværlig og vanskelig. Man maa reise over vilde og høie Toppe (per scopulos asperrimos altissimosque) og gjennem dybe Dale og en Ørken af uhyre Udstrækning (perque desertum vastissimum atque longissimum). Her er ingen menneskelige Boliger; men der er alene opført af de gavmilde gamle Konger et Hus midt paa Fjeldmarken, hvor Veifarende kan finde Ly og overnatte; thi Ved skjænker Stedet i Overflod til alle Aarets Tider. Naar de Reisende medfører Ildtøi, kan de her gjøre op Ild og koge og spise af, hvad de fører med sig; men nogen Kok vil de ikke finde der. Ørkenen har faaet sit Navn a vastitate et stultitia – han sigter her til Navnene Vidden og Dorefjeld –; thi den, som uden en tro og velkjendt Fører vover sig ind i den, dumdristig og taabelig, vil som Regel blive narret og vil omkomme paa Veien. Saa vidstrakt er den baade i Længde og Bredde, at Europa ikke har nogen Ørken, som er større og mere udstrakt end denne. Som vi ser, Beskrivelsen passer netop paa Vidden, og det er tydeligt, at det som sagt netop er dens Navn: Vidde, som han vil udtrykke med sine Omskrivninger.

Hvor den her omskrevne Fjeldhytte har været, ved vi ikke. Enten har den vel ligget paa Overgangen fra Hallingdal til Eidfjord, eller ogsaa paa Haukeli-Fjeldet. Den kan dog ogsaa have ligget ved Nordmandslaagen eller inderst i Bjoreidalen. Men mærkeligt synes det mig, hvad Forfatteren siger om Veden: nutrimenta ignis qvolibet anni tempore locus abunde ministrat. Man fandt Ved i Overflod paa Stedet. Paa ingen af de nævnte Ruter findes nu anden Ved end Dvergbirk (Kise) og Vidjer, og mangesteds er der meget lidet ogsaa af disse Buskvekster at finde. Det synes, som om der paa denne Tid maa været Skog paa Vidden paa sine Steder, og eftersom det hedder, at man til enhver Tid af Aaret kunde finde Brænde, kunde man være tilbøielig til at slutte, at der kanske fandtes fortørkede Furuer, som stod igjen fra en uddød Skog. For enhver Fjeldvandrer er det en velkjendt Sag, at Spørgsmaalet om Brænde er meget vigtigt og vanskeligt. At gjøre op Varme med Løvskog, hugget af Roden, er ingen let Sag, naar man intet har at tænde med. Men finder man en gammel fortørket Furu i Nærheden, er det en let Sag.

Jeg har ovenfor sagt, at de saakaldte »Slæb«, d. e. optraakkede Veie paa Vidden, skriver sig fra en forholdsvis sen Tid. Jeg skal nu nærmere paavise dette. Efter alt at dømme har Færdselen over Vidden i Middelalderen været meget liden; sjelden eller aldrig drog Bygdefolk over Fjeldet. Herfra gjør rimeligvis Eidfjord og Hallingdal nogen Undtagelse, idet sandsynligvis ogsaa i Middelalderen nogen Forbindelse fandt Sted mellem disse to Bygder. Sagnet siger derfor ogsaa, at Eidfjords Befolkning er kommet fra Hallingdal, og dette er ikke utroligt; Folket i Eidfjord har et andet Præg end Haringerne i Almindelighed. At Befolkningen er fra Hallingdal vil vel kun sige, at den er stærkt opblandet fra Hallingdal af. Befolkningen i Eidfjord var imidlertid meget liden, og Forbindelsen med Østlandet var derfor ogsaa kun ringe.

Vi ved temmelig god Besked om, naar den livlige Handelsforbindelse mellem Hardanger og Østlandet opstod. Som bekjendt blev Kongsberg Sølvværk og Bergstaden Kongsberg anlagt i 1624. Der opblomstrede en betydelig Bergværksdrift her, og en Mængde Mennesker nedsatte sig her. Dette gav Anledning til, at Haringen begyndte at reise over Fjeldet for at drive Handel. Denne Forbindelse tiltog stadig og naaede sit Høidepunkt i den sidste Halvdel af det 18de Aarhundrede, da store Følger drog over Vidden hele Sommeren udover, efterat Fjeldet var blevet farbart. Det var især Fedevarer og navnlig Talg til Bjergværket, som man førte paa Hesteryggen. Paa Tingene lignedes der ud – som det synes – hvormeget hver af Færdselskarlene skulde levere af Talg til Værket. Ogsaa Humle var en almindelig Handelsvare.

Men kanske endnu vigtigere end nogen af de nævnte Handelsartikler var en anden og helt forskjellig. I over 200 Aar har der foregaaet en livlig Handel med Heste mellem Hardanger og Telemarken. Denne Handel begyndte omkring 1700 eller kanske lidt efter. Det var et Par Mænd paa Gaarden Espe, Sønner af Lensmand Ole Knutsen Espe, som først begyndte hermed; Forretningen tiltog efterhaanden, og flere og flere blev med. En Mængde Heste omsattes Aar om andet. Telemarkingerne mødte oppe paa Fjeldet for at gjøre sig nærmere bekjendt med Hestene. Hestemarked holdtes en lang Tid ved Saltpyt i Rauland. Haringen tjente mange Penge ved denne Handel; det var de bedste Mænds Sønner, driftige, foretagsomme og dygtige unge Mænd, som drev Forretningen. Til Gjengjæld blev de af Øvrigheden gjentagende mulkterede for »Løsgjængeri« – det var i Slutningen af det 18de Aarh., da den danske Regjerings Visdom fandt, at Handel var »Landprang« og »Løsgjængeri«. At saadan Taabelighed kunde vinde Udbredelse og Medhold i Lovgivning og Styrelse, viser klart, hvilken Magt Fordommene har.

Flere Gange hændte der under disse Reiser over Vidden Ulykker. Flere Mænd mistede Livet, især i Elve og Vande. Det vilde føre mig forlangt her nærmere at fortælle derom.

Hvor almindeligt det var, at man drog fra Hardanger over Fjeldet til Kongsberg og andre Steder, har vi mange Vidnesbyrd om. Vi finder, at man leiede sig Heste af Gaardmændene, at hver enkelt Reisende kunde have flere Heste belæssede med Kløv, og at det var ofte store Følger, som drog afsted. Det var mærkeligt, at disse ofte unge Personer, som ikke kunde skrive eller regne som Regel, kunde greie sine Forretninger. Men det gjorde de. Jeg har fundet et oplysende Eksempel derpaa i en Retssag i Eidfjord fra Begyndelsen af det forrige Aarhundrede. Der var kommet falske Pengesedler i Omløb i Hardanger, og der blev holdt Forhør i Sagen. Man fulgte Sedlerne tilbage til en Mand paa Varberg i Eidfjord, og han oplyste, at han havde faaet Sedlerne fra Østlandet. Han havde en Søn, som var omkring 18 Aar, ikke konfirmeret, kunde hverken læse eller skrive end sige regne. Gutten, som havde været til Kongsberg med flere Kjør foruden anden Vare og havde en 6–700 Rgd. med sig i Lommen tilbage, kunde dog for Retten med en beundringsværdig Nøiagtighed gjøre Rede for den hele Sum, lige til Skillinger, hvormeget han havde faaet af den og den osv.

Jeg nævnte, at mange mistede Livet ved Ulykkestilfælde paa Reiserne. Det er underligt, at et ikke meget større Tal omkom. Vi skal nemlig lægge Mærke til, at man først maatte over Veig, dernæst over Kvenno eller Laagen, alt efter som man lagde Veien, foruden over en Række andre Elve, som kunde være farlige nok. Især tidlig paa Sommeren og tildels om Høsten under stærkt Regn var det forbundet med stor Fare at passere Elvene. Hestene havde jo tung Kløv, og saa skulde de desuden bære en voksen Mand. Ofte hængte flere sig paa en Hest. En anden Fare, især sent om Høsten, var, at man blev overrasket paa Fjeldet af Styggeveir, Snefog, saa man ikke kunde komme nogen Vei. Ogsaa herom har vi mange Fortællinger, som jeg her forbigaar.

Da det kanske kan interessere enkelte Fjeldvandrere, skal jeg afskrive to Reiseruter over Fjeldet, saaledes som jeg har fundet dem optegnet. Den ene er Telemarksruten og den anden Numedalsruten, og begge har sit Udgangspunkt fra Sørfjordens Østside.

1. Numedalsruten eller Nordmandsslæbet:

Den første Dag fra Sørfjorden til Hallaskar (paa Østsiden af Veig; gammel Hvileplads for Færdselsmændene).

Den anden Dag fra Hallaskar til Bremafot (paa Grændsen mellem Bergenhus og Buskeruds Amt).

Den tredie Dag fra Bremafot til Søkjødnabuane i Numedal, hvorefter man vel havde Bygden for sig.

2. Telemarksruten ser saaledes ud:

Første Dag til Hallaskar, som ovenfor.

Anden Dag til øvre Lakadal.

Tredie Dag til Vollane.

Fjerde Dag til Mjøsstranden.

Denne Rute har saaledes rimeligvis gaaet over Laagen ved Heisankjønnene, fulgt Normandslaagens Østside og bøiet af ved Lakadalsnuten. Kvenno har den rimeligvis passeret ved Hansbu. Hvor de tog ned paa Mjøsstranden, staar her intet om; men vi ved, at man pleiede at komme ned i Rauland.


I denne Forbindelse vil jeg ogsaa nævne en anden Forretning, som var knyttet til Vidden, nemlig Falkefangsten. Falke var som bekjendt meget efterspurgte i sin Tid, og det var derfor mange, som drev Fangst efter dem. Kronens Falkeleier omtales i Lensregnskabet for Bergenhus 1566[5], hvoraf sees, at Kronen havde enkelte Steder tilegnet sig Falkefangsten som en Rettighed. Den leiede denne ud mod Afgift, som synes ikke at have været saa ubetydelig. Af det sidst anførte Sted sees, at Falkefængerne skulde yde Told og Rettighed, hvoraf man kan slutte, at Regjeringen i Kjøbenhavn betragtede Falkefangsten som et kongeligt Regale. Denne Falkefangst er vel foregaaet ikke blot paa Vidden, men overalt paa Høifjeldet. At den dreves paa Hardangervidden, har vi endnu sikre Vidnesbyrd om. Der er flere Steder, som har Navn efter Falkefangsten, som Falkabrot, og Sagnet fortæller, at her fangede man Falke.

Det Spørgsmaal, som særlig interesserer mig, og som jeg her nærmere vil behandle, er Spørgsmaalet om, naar Stølene paa Vidden er taget i Brug. Stølene, d.e. de egentlige Fjeldstøle inde paa Vidden, er af forholdsvis ny Oprindelse. I Middelalderen havde ialfald Hardanger ingen Fjeldstøler. Befolkningen var saa tynd og adspredt, Kreaturholdet saa lidet og Beiterne i Lierne og under Fjeldeggen saa udstrakt, at man ikke følte Trang til at drage ind over Fjeldvidden. Fjeldet er for en stor Del saaledes beskaffent, at man maa reise en lang Strækning gjennem et vildt, oprevet Høifjeld med stride Elve og Bræer for at naa til de bedre Havnegange. Mange af disse Elve var vanskelige at passere, naar der ikke blev bygget Broer over dem. Vi kan med temmelig stor Klarhed følge Udviklingens Gang. Nede i Lien, et Stykke ovenfor Gaarden, ligger som Regel en Støl, som nu enten er nedlagt eller kun bruges en kort Tid Vaar og Høst. Det er antagelig Gaardens første Støl og er vel ligesaa gammel som Gaarden selv som oftest. Oppe under selve Fjeldeggen eller helt oppe paa denne ligger den næste Støl, som ogsaa for Tiden enten er nedlagt eller kun bruges til enkelte Tider; den betegner det næste Trin i Udviklingen: Man søgte op paa Fjeldet for at naa i Havnegangene her. Rundt omkring Fjeldmarkens Nord- og Vestrand, mod Kinservikfjorden, Sørfjorden og Oddadalen, ligger eller laa Stølene som en Krands rundt Fjeldet. Enkelte af disse Støler kunde ligge i en Dal eller et Skar i Fjeldmassen og havde en gunstigere Beliggenhed end de andre, hvorfor de kunde holde sig saa meget længere. Saadanne Støler er: Stølene i Grytingdalen, som skjærer op fra Husedalens nedre Del og rimeligvis ogsaa flere. Det tredie Skridt i Udviklingen var, at man forlod Stølene paa eller under Eggen og drog østover eller indover Fjeldet til de store og ypperlige Beitestrækninger, som her findes. Vi ved intet om Tiden, da de to førstnævnte Rækker af Støler optoges; men derimod kan vi med temmelig stor Sikkerhed bestemme Tiden, da de sidstnævnte Støler toges i Brug; for manges Vedkommende kjender vi endog Aaret. I Almindelighed tilhører de Tiden mellem 1660 og 1820; senere er ingen nye Støler paa Vidden optaget; men mange er nedlagt.

Den første Gang, at jeg har fundet Fjeldstøler udtrykkelig omtalt, er i en Aftagsforretning paa Gaarden Hus i 1645, hvoraf Afskrift er indtaget i en Lagtingsdom af 1698. Her omtales, at der »iaar« havde været saa meget Sne tilfjelds, at man ikke kunde komme paa Stølen. Her maa selvfølgelig menes en Fjeldstøl, og da kan det neppe være nogen anden end Gaardens nuværende Støl Grøndal ved Grøno ovenfor Husedalen i en Høide af omkring 1200 M. over Havet. Altsaa er denne Støl optaget før denne Tid. Ved denne Tid flyttede Sognepresten i Kinservik fra Braavoll til Ullensvang. Braavoll maa da have havt Støl i Grytingdalen; senere – omkring 1700 – byttede Presten Stølen i Gryting med Stavalid, som altsaa ogsaa maa være ældre end det sidstnævnte Aar. Ullensvang Prestegaard havde tidligere havt Støl paa Fjeldeggen ovenfor Gaarden; nu fik den den omkring 5 Fjeldmil fjernede udmærkede Fjeldstøl Stavalid.

Gaarden Sekse havde sin Støl i Nærheden af det lille Omnkjel-Vatn; den kaldes endnu som før Munkabu, rimeligvis fordi Sekse-Gaardene for den største Del tilhørte Lyse Kloster. Fra Munkabu flyttede Sekses Opsiddere omkring 1650 og tog sig Støl i Solemmedal. De skjænkede Kinserviks Kirke 7 Spand Salt, rimeligvis for at kunne komme lykkelig og vel over Kinso. Disse 7 Spand Salt kaldtes derfor Kinsolaupen. Den findes ikke i Bjørg. Kalvsk., heller ikke i en gammel Jordebog fra 1585, som har tilhørt Bispearkivet, og heller ikke i en Fortegnelse over Kinservik Kirkes Landskyld i Kirkestolen fra 1645. Den nævnes, saavidt jeg har kunnet finde, første Gang i Kirkestolen i 1660; Aaret efter opføres den i Landkommissionens Jordebog af 1661. Stølen er saaledes rimeligvis optaget kort i Forveien. I 1712 førtes der en Sag for Retten mellem Opsidderne paa Sekse om Kinsolaupen, og her ser man, at den ikke var meget gammel.

Omtrent paa samme Tid som Sekse flyttede ogsaa den store Gaard Opedal øst i Fjeldet og tog sin Støl (Finnabu og Langedalen). Sagnet fortæller endnu, hvorledes det gik til. Deres tidligere Støl var Opesjo. Samtidig med Opedal flyttede ogsaa Aarhus østover; de havde tidligere stølet i Nærheden af Opesjo (i Ysjebotnen). Vi har Efterretninger om, naar dette skede. I en vidløftig Sag mellem Opedal og Ullensvang om Stølsbeiterne og Grændserne omkring 1800 oplyste et af Vidnerne, at han havde hørt sin Bedstefar Mathis Frøines (omkr. 1730) fortælle, at Aarhus forlod sin Støl i Ysjebotnen og tog op Gunhildstøl. Manden, som gjorde dette, nævnes ogsaa; han levede omkring 1650. Ullensvang flyttede, som før nævnt, til Stavalid omkring 1700. I Tiden mellem 1650 og 1700 synes en Række Støler at være blevet optaget, dog ikke de, som ligger længst inde paa Vidden.

Temmelig nøiagtige Oplysninger om Stølsforholdene paa Vidden findes i Matrikulkommissionens Protokoller af 1723. For hver Gaard omtales ogsaa dens Sæter. Det sees af disse Opgaver, at de fleste af de Støler, som nu kjendes paa Viddens vestlige Del, da var tagne i Brug. Derimod er der endnu ikke kommet Støler i dens midtre Del: Veigdalens øvre Del, Bjoreidalen, Bjønnabotn, Belabotn osv. Saagodtsom alle disse Støler tilhører Ullensvangs Herred; Eidfjord er kun opført med een Støl paa Fjeldet. Eidfjord havde saa rige Beiter nærmere, og Befolkningen var saa tynd, at der endnu ikke var nogen Trang her til større Havnegange.

Det synes, som om der i de nærmest følgende Aar efter 1723 ikke er blevet optaget nogen ny Støl; men i den anden Halvdel af Aarhundredet optages flere Støler, især i Veigdalen, som Fljodal, Hallaskar (?), Frisæter, Olavsdal osv. Olavsdal blev optaget i 1776 af Legreid. I 1809 optoges Aaremot, i 1807 Krokevashallet og Litle-Os, i 1808 Bjønnabotnen, i 1820 Hansbu. Her er det navnlig af Interesse at lægge Mærke til, hvorledes man optog Stølene. Dette skede ved »Udraab« til Tinge. Og det hedder da almindelig, at Vedkommende tog Støl i Kongens Alminning. Jeg skal kun anføre en saadan Forretning fra 1811 vedkommende Lille Olavsdal. Det hedder her: »– – At de ingen ringeste Ret har til ermeldte Dalføre Lille Olavsdal, men at samme som de øvrige omhandlede Strækninger, dem ingen kan tilegne sig »er hans Majestæts Alminning tilhørende: – – – – – og da ingen af den tilstedeværende talrige Almue erklærede sig at vide andet, end at det er Kongens Alminning – – – –

Man ser heraf, at der endnu var en klar og levende Bevidsthed om, at Vidden var Stats-Alminning. I den senere Tid har denne tabt sig mere og mere, og man har begyndt at betragte Fjeldet som tilhørende private, hvorfor ogsaa en hel Del Støler i den sidste Tid er blevet særskilt skyldsatte. At dette er en ganske feilagtig Betragtningsmaade, kan der efter min Mening ikke være Tvivl om. Hardangervidden kan som alt Høifjeld forøvrigt i vort Land kun have været Stats-Alminning.

Efter et gammelt Sagn skal der engang være fundet Sølv paa Vidden i Veigdalen, og en Mand fra Eidfjord skal have drevet Bjergværksdrift i det Smaa heroppe. Han holdt Stedet hemmeligt og tog sin Hemmelighed med sig i Graven. Mange har ledt efter Sølvminer i Veigdalen, men uden at finde nogen. I 1898 fandt en Mand fra Eidfjord, som vardede op Veien fra Bjoreidalen til Telemarken, en Grube, som !antages at have været den omskrevne Sølvgrube. Det var en 6 Meter, lang Gang eller Stoll ind i Fjeldet, som tydeligvis far gjort af Menneskehaand. Gruben var fuld af Vand. Der blev ogsaa fundet Sølverts; men den var ikke meget righoldig[6].




Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. Se J. Rekstad, Skoggrændsen og Sneliniens større Høide tidligere i det sydlige Norge. Naturen for 1903, S. 65.
  2. Se Urda, II, 408.
  3. Se Faye, Kristiansands Stifts Bispe- og Stifts-Historie, S. 235.
  4. Storms Udg. af Peder Claussøns Skrifter, S. 333.
  5. N. Mag. II, 66. 81; I, 463.
  6. S. Bergenhus Folkebl. 1898, No. 33.