Fra Krigstiden 1716–18

I.

Jubellæreren Lars Rasch blev født 14de December 1676. Hans Fader var Mikael Gundersen, Sorenskriver i Jæderens Sorenskriveri. Moderen hed Sofia Rasch, Datter af Jakob Rasch, der 1648 var Laugmand i Stavanger. Ligesom Broderen, den bekjendte Rektor i Kristiania, antog han sin Moders Navn. Han blev Student 1693 og opholdt sig ved Universitetet næsten 3 Aar, tog saa til sin Morbroder, Mogens Rasch, Sogneprest til Lund, hvis 2 Sønner han dimitterede 1704. Han maatte efter forgjæves at have seet sig om efter Levebrød tage tilbage til Lund igjen, søgte herfra Embeder og fik 15de Februar 1707 Haabøl Sognekald paa Anbefaling af Statholder Gabel, for hvem han var „berømt at prædike vel“. Han synes at have optraadt i sin Menighed med megen Nidkjærhed og fik snart en ubehagelig Kirketugt-Sag med en Underofficier. Han fik fuldstændigt Medhold af Biskopen, men har maaske fra denne Tid faaet Avindsmænd blandt de militære, hvilket han haardelig fik føle.

Da Karl XII 8de Marts 1716 rykkede over Grændsen, tog han langs Øjeren til Mørk og gjennem Spydberg over Hovi, standsede i Haabøl for at rekognoscere, hvorpaa han rykkede mod Kristiania efter at have efterladt nogle 100 Mand i Moss til Dækning af et Magasin og for at opretholde Forbindelsen med General Ascheberg, der stod i Skjeberg. Svenskerne blev paa Moss angrebne af nogle Kompagnier af den i Fredriksstad henlagte Styrke og gjorte til Fanger, hvorpaa Karl XII atter lagde 700 Mand paa Moss under oberst Melkior Falkenbergs Kommando. Da Karl XII laa i Haabøl, var Provst Rasch uforsigtig nok til at kjøre hen i den fiendtlige Leir – rimeligvis af en let forklarlig Lyst til at se den berømte Konge. Denne vilde endelig have Prestens vel beredne Hest, og det hjalp ikke, at han gav den et daarligt Skudsmaal. Han maatte levere den og for den modtage 100 Dukater, hvoraf han strax uddelte den halve Del til de fattige i Menigheden, medens han gjemte Resten for dermed i roligere Tider at reparere „sin fattige Kirke“. Maaske det var ved denne ufrivillige Forbindelse med Fienden han blev sat istand til at sende et Bud gjennem de fiendtlige Linjer til „Slottet“ i Kristiania med Underretning om Fiendens Stilling, hvorved han mistede en Hest, der blev „reden tilskamme“. Kort efter var han paa Aas Prestegaard, hvor han „hørte Fiendens Tanke med den gothenborgske Flaade og bad Hr. Søfren [Hagerup] gjøre sig Flid for at faae Expresse afsted“: Da Karl XII var rykket ind i Kristiania, sendte Provst Rasch sin Slægtning Jens Rasch, Discipel af Kristiania Latinskoles Mesterlektie, ind til Kongen med et Andragende om, at Haabøl Prestegjelds Almue maatte forskaanes for Kontributioner – maaske paa Grund af hvad den havde maattet lide i de Dage, Armeen laa stille i Haabøl. Andragendet indvilgedes ikke i sin Helhed, men „de gårdar Probsten Hr. Mag. Lars Rasch uti inkomst vid dess bestälning anslagna äro“, og som Provsten havde opgivet, blev ved Grev Carl Gustav Mørners Skrivelse af April 1716 til vedkommende Officier befriede. De blev af Provst Rasch opførte med et større Tal end det virkelige, nemlig 21 Gaarde, hvoraf 2 i Kraakstad, 1 i Aas, 1 i Vaaler, Resten i Haabøl. 6 Gaarde var imidlertid blevne plyndrede af Fienden, og efter dette gik en Del af Almuen til Provst Rasch og spurgte, om det ikke var bedre at give noget til Fienden end at miste alt. De havde hørt, at i Vaaler havde Almuen givet af hver fuld Gaard 1 Sk℔ Hø, Tønde Rug (eller Havre), 1 ℔ Flesk (eller Kjød), 2 Kander Erter og 2 Kander Gryn. – Provsten har vel fundet dette rimeligt, men gav dem selvfølgelig ingen Befaling, hvorpaa Bønderne gik hen og lignede sig selv, og „gik det saa Gaarde og Gaarde imellem“. Det vil sees, at Provst Rasch havde drevet et farligt Spil, der let kunde have kommet ham dyrt at staa, om Krigens Gang var bleven en anden. Endnu var det dog kun Fienden, han havde at frygte, men det blev værre for ham, da han snart efter kom til at staa i et meget uheldigt Lys hos sine egne.

Søndagen 22de April 1716 stod Grev Sponneck med sine Tropper ved Haabøl Bro. Provst Rasch, der ikke var hjemme, vendte ved Efterretningen herom tilbage for at prædike for Soldaterne, men fandt dem allerede i Opbrud, før han naaede hjem. Dagen efter angreb Grev Sponneck den svenske Besætning paa Moss og overmandede den. Blandt de faldne var Chefen, oberst Falkenberg. I hans Lomme fandt man 2 Breve, et dat. Bjørve 10de April fra en svensk Lieutenant Lilja, der rapporterer, at han var gaaet til Haabøl, da intet var at udrette i Hølen og Soon. Han var kommen til Provst Rasch, der „var villig att göra all handräkning till contributions indrifvande“. Det heder videre, at „som vi härom talade, kom berättelse, at ett partie danske fotfolk ungefähr 12 gemene och 1 underofficierare var paa 4 mil när, som Probsten mig i tysthet berättade och svor han vid sin siäls salighet, att så i sanning var, och vill man häraf sluta, att denne underofficierare icke var alene utgangen i från Fredrikstad“. Han havde end videre af en troværdig Mand – han tilstod senere, at han undsaa sig ved at nævne en Kvinde som Hjemmel – hørt, at Fredriksstads Besætning var forstærket, og at et Angreb paa Moss var forestaaende, hvorfor han havde trukket sig tilbage til et noget sikrere Sted for ikke at blive afskaaren. – – Det andet Brev saa end værre ud. Det var fra Provst Rasch selv til oberst Falkenberg, dat. Haabøl 14de April 1716. Det viser sig af dette, at Provsten allerede tidligere har korresponderet med Obersten. Det heder i dette Brev:

„Saa dristig som jeg forleden tog Pennen i Haanden .til at recommandere Dem en fremmed. Sag,[1] saa frøgtsom bruger jeg den nu til at frembære min underdanige Reverance, fordi jeg finder mig selv saa ufuldkommen til at aflægge min tilbørlige Tacksigelses Complimente som Hr. Obristens bekjendte Artighed meget overgaaer mine faae og fattige Meriter. Det tilsendte Patent skal uopholdelig blive Menigheden bekjendt giort, ihvorvel de dog aldrig enten hidindtil har eller herefter skal bære Gevähr“. – –

Disse Skrivelser maatte ved første Øiekast synes i den Grad kompromitterende for Provst Rasch, at det vel havde været rimeligt, om man strax havde sikret sig hans Person. Det drog imidlertid hen. Brevene blev indsendte til Statholderen, og det synes, som endnu en ydre Foranledning maatte til, før man fandt det fornødent at skride ind mod Provsten. Maaske har man ogsaa betænkt sig i det længste, da han jo vitterligen havde gjort Kommandoen i Kristiania betydelige Tjenester, forbundne med personlige Opofrelser, der maatte gjøre det vanskeligt at se en Forræder i ham. Det kom dog dertil, og han fik bøde haardt for sit uforsigtige, om end unegtelig patriotiske Forhold. Det er ovenfor antydet, at Lars Rasch i Begyndelsen af sin Embedstid i Haabøl havde skaffet sig Avindsmænd. En af disse var Bonden Anders Svensen Høraas, 70 Aar gammel, født i Halland ved Varbergs Slot. Han havde været i Norge fra sit 10de Aar, havde tjent som Rytter i Gyldenløve-Feiden og var nu Dragon. Der maa have været noget imellem ham og hans Sogneprest, da han udtrykkelig kaldes dennes Avindsmand. Han har ruget paa Hævn og fandt nu efter yderligere at være opirret af Provsten Anledning til at øve den paa en grusom Maade. Da Svenskerne drog ud af Landet,[2] var en gammel ubevæbnet svensk Bonde, der i en eller anden Egenskab havde fulgt Armeen, bleven liggende efter. Den gamle Anders Røraas fandt ham „ skrigende jammerlig“ og bedende for sit Liv, men den gamle Soldat kjendte ikke Barmhjertighed og skjød ham. 2 Mænd, der formodentlig havde været Vidner til denne Nidingsdaad, „klagede over“ den for Provsten, der holdt det for sin Embedspligt at foreholde Anders Røraas hans Ugjerning. Dette synes at være skeet en Dag, da Anders var i Prestegaarden med 1 Tønde Havre som Offer, hvorhos han tillige vilde melde sig som Gjæst ved Herrens Bord. Provsten foreholdt ham hans Ugjerning, hvorhos han paabød ham 14 Dages opsættelse med Altergangen og „forbød ham at skyde“, men Meningen med dette Forbud var klarlig nok den, „at det ei tilkom ham at myrde en ubevæbnet Mand, som Vagten havde desarmeret og tilladt at gaa sin Vei som ubekvem til at gjøre noget ondt“. Provsten maa under Forhandlingen være bleven varm, og Ordet „Blodhund“ forekom i hans Tale. Han vilde selv have anvendt det paa Fienden, men Anders Høraas vidste ved Forhøret ikke at sige, hvem han mente. Provsten havde ogsaa sagt ham efter Anders’s egen Forklaring: „din Gaard kan blive opbrændt for saadan Gjerning“. Det er forklarligt, naar Anders Høraas efter sin feige Gjerning søger en Tilfredsstillelse i Hævn over Provsten, der har gjort ham urolig. Han gik til den kommanderende Grev Sponneck med allehaande Beskyldninger mod sin Sogneprest og undsaa sig ikke ved at paadigte ham de skammeligste Løgne. Han udnyttede hin Scene paa Prestegaarden derhen, at Provsten stod i Forstaaelse med Fienden og havde forbudt ham at skyde paa denne, fortalte, at Ligningen paa frivillige Kontributioner i Haabøl var skeet efter Provstens Befaling, at denne havde overskjændt en Kvinde, fordi hun ikke itide vilde gjøre denne Leverance, befalet hende at drage til den svenske Leir dermed o. s. v. – Under andre Omstændigheder vilde man vel neppe have skjænket en saa skammelig Angivelse nogen Opmærksomhed, men Ulykken var nu den, at Angivelsen syntes paa en vis Maade at harmonere med Indholdet af Provst Rasch’s Brev til oberst Falkenberg, der nu var i Auktoriteternes Hænder, samt at de militære Auktoriteter var meget misfornøiede med Bøndernes Holdning. Nu maatte noget gjøres. Baron F. Kragh skrev (Bragnæs 16de Mai 1716), at han havde samraadet om de 2 Breve med Generallieutenant Lützow, der deler hans Tanke, at Provsten „burde tages ved Hovedet og indtil videre Examen paa Fredrikstad Festning settes“. Samme Dag, dette Brev blev skrevet, rapporterede Grev Sponneck til Kongen; at Generallieutenant Lützow stod med 6 Batailloner V. for Glommen ved Sannesund og Generalmajor Cicignon med 5 Batailloner og hele Kavalleriet (600 Heste) ved Borge for at holde Fienden borte fra Fredriksstad. 15de Mai var imidlertid Fienden rykket frem til „Schøber Heyde“ [Skjeberg?] og havde slaaet Bro over Svinesund, hvor en stor Del af hans Arme stod. Cicignon maatte derfor hver Dag være færdig til at drage sig ind under Fredriksstads Kanoner. Dette, tilføier Generalen, viser, at Fienden maa have gode Efterretninger om os, og det er intet Under, naar selve Geistligheden er suspekt. Generalen sigter hermed til Provst Rasch, men antager det dog bedst at gaa Lovens Vei med Manden. Efter statholderens ordre blev Provst Rasch nu arresteret, og det skede ikke paa nogen lempelig Maade. Søndagen 24de Mai under – eller maaske efter – Gudstjenesten troppede Dragoner ind i Kirken, greb Provsten og førte ham i hans geistlige Dragt afsted til Fredriksstad, hvor han 2 Dage efter blev „indkastet“ i Corps de garde. Her var han „som den aller groveste Misdædere indespærret uden enten at have Frihed til at skrive eller tale med noget Mennische“. Daglig saa han syge og saarede Fanger dø omkring sig og „for at frelse hans Sjæl fra Døden“ fik han Tilladelse til at bo i Byen mod Kaution. Imidlertid havde han siddet i Fængslet fra 26de Mai til 28de August. Stillingen maa i denne Tid være bleven ham aldeles fortvivlet, medens de militære Auktoriteter havde andet at tænke paa end at anstille retslige Undersøgelser. Efter at Rasch havde gjort et Forsøg paa at undvige, bad Statholderen, Baron Kragh, Kongen om Tilladelse til at „overlevere Provsten til Biskopen, at hand kunde handle med ham, som hand agtede at forsvare“. Det skede ved kongelig Befaling af 4de Juli 1716, og nu var Provsten i gode Hænder hos sin Biskop, Bartholomæus Deichmann.

Om Biskop Deichmann overhovedet har betragtet sig som sine Presters Forsvarer, skal vi her ikke nærmere undersøge. Efter hvad der ellers er bekjendt om ham kan det neppe antages. I denne Sag maa det siges, at han gjorde alt, hvad der stod i hans Magt, for at faa den ulykkelige Provst dømt. Imidlertid fandt han det for det første hensigtsmæssigt at gjøre aldeles intet, medens han neppe kunde være uvidende om den haarde Arrest, hvorunder den ulykkelige Provst sukkede. Dette kunde dog ikke gaa. Provst Rasch sendte fra sin Arrest 20de September 1716 et Bønskrift til Kongen om, at hans Sag maatte fremmes og han selv løslades mod Kaution, og en ny Befaling udgik til Biskopen 6te Novbr. 1716, at Sagen uden Ophold skulde foretages, saa at den kunde komme for den geistlige Overret 9de Januar 1717, hvorfor den aller senest maatte være paadømt ved Provsteretten 20de Decbr. 1716. Provst Rasch havde imidlertid faaet Tilladelse til at begive sig til Kristiania – fremdeles i Arrest –, og her fik han høre om den første (4de Juli) til Biskopen udgangne Befaling, medens han lige til Sagens Paastevning synes at have været uvidende om den sidste, der maa være kommen Biskopen ihænde, da han 20de Novbr. sendte ham en Skrivelse. Han siger heri, at han kjendte den kongelige Befaling af 4de Juli, at han siden den Tid har tilbragt 4 Maaneder i Arrest, og nu beder han indstændig, at Sagen maa foretages. Han fik samme Dag Svar fra Biskopen, at hans Brev, hvoraf den med Fienden førte Correspondance skulde bevises, var i Statholderens Værge, og at Processen ikke kunde begynde, før han havde faaet det.

I „Protest“ af samme Dag havde Provst Rasch paastaaet „Sagens skyndige Fortfarelse“, men Provsteretten, bestaaende af Stiftsprovst Peder Lange, slotsprest Anders Brock og resid. Kapellan Bernt Brevig, blev dog ikke sat før 16de Decbr. I Retten fremlagdes de 2 Breve til Oberst Falkenberg fra Provst Rasch og Lieutenant Lilja. Det var maaske Provstens store Lykke, at denne befandt sig i Fangenskab i Fredriksstad, og at han vedgik faktiske Urigtigheder i sit Brev af 10de April til oberst Falkenberg. Retten samledes atter Dagen efter (17de Decbr.), og Rasch fik Udsættelse med Besvarelsen af en Række Spørgsmaal til Klokken 4. Han kunde da oplyse, at den i hans Brev til Oberst Falkenberg berørte Sag angik Generalinde Folckersams Gaard. Generalindens Tjenerskab ængstedes i hendes Fravær for Brandskat, og Provst Rasch havde da skriftlig ansøgt Obersten om Ophold i Exekutionen, til han kunde faa Bud til hende. Han havde „efter mange Modsigelser“ maattet tage de 100 Dukater, Karl XII ved en Officier overleverede for hans Hest, som han ikke kunde beholde. Det blev ham sagt, at Kong Karl ellers vilde bevise ham Unaade. Han havde fundet sig foranlediget til „skriftlig at gjøre dette bekjendt“ for Kongen i Mai Maaned – maaske da han begyndte at mærke Uraad. Angaaende det i hans Brev indeholdte Løfte, at Haabøls Almue ikke skulde bære Vaaben mod Fienden, da var det gjort for at „bedrage denne og derunder afverge den Trusel over Menigheden med Mord og Brand, hvorved han ei alene har exponered sin Person for Fienden“. Det var jo en Ting, der ikke stod i hans Magt, og det over Almuen optagne Thingsvidne beviste tilfulde, at han havde gjort alt, hvad han kunde for at opmuntre Bønderne til at kjæmpe. Blandt andet havde han stadig fremholdt for dem, at der om faa Dage kom Hjælp, saa de blot havde at holde gode Miner til Kontributionerne. De havde ogsaa grebet til Vaaben og angrebet en Kornet med hans Folk paa Hvidsten og forfulgt og sat efter ham til Vestby. Biskopen gjorde naturligvis alt for at faa Sagen oplyst, og strax efter Brevvexlingen med Provst Rasch (20de Novbr.) satte han sig i Gang. 24de Novbr. skrev han til General Lützow med Anmodning om, at der maatte blive optaget Krigsforhør over Lieutenant Lilja, hvilket ogsaa skede 1ste Decbr. Hans Forklaring var Provsten gunstig, da han maatte vedgaa, at der var faktiske Urigtigheder i det Brev, han havde sendt sin Oberst. Det var en Kvinde, der havde givet ham de Underretninger om norske Troppebevægelser, som han omtaler, og han kaldte hende „en troværdig Mand“, idet han undsaa sig for at „relatere en Qvindes Navn for sin Obrister som den, der skulde give ham Rapport“. En halv Mil fra Prestegaarden tog han Nattekvarter, men maatte Dagen efter trække sig tilbage, da han blev anfaldt af nogle „graa og hvide Soldater“ (omtr. 40 Mand). Han paastod, at han havde faaet Syn for Sandheden af Kvindens Udsagn, da han havde seet baade Infanteri og Kavalleri. Imidlertid kan han jo under Retiradens Hastighed have seet vel meget, da der paa denne Tid (10de April 1716) neppe kan have været norske Tropper i Haabøl og Provst Rasch med Bestemthed paastod, at det var Sognets Bønder, der havde jaget den lille Trop. Foruden Brevet til Generallieutenant Lützow sendte Biskopen samme Dag en Anmodning til vedkommende Øvrighed om, at Thingsvidne maatte optages over en Del Bønder i Haabøl, der i et og alt paaviste, hvor skammelig man havde løiet paa deres Prest. Ved dette Thingsvidne maatte ogsaa Anders Høraas frem og tilbagekalde sine grove Beskyldninger. Man maa lade Biskopen, at han tog ordentlig i, da han endelig saa sig foranlediget til at tage denne Sag under Behandling, thi samme 24de Novbr. sendte han endnu 2 Breve afsted til samtlige Prester i Rasch’s Provsti og i øvre Borgesyssel med Spørgsmaal, om de vidste noget om hans Forhold i denne Sag. I Rasch’s Provsti erklærede 3 Prester, at de intet vidste. Den sidste, Niels Bierring Jensen i Rakkestad, var selv „ilde mishandlet og udi Fiendens Haand“. Ogsaa de to andre Prester, Albert Wilhelm Dreyer (Trøgstad) og Hans Christensen Smit (Eidsberg), var uvidende om Forholdet. Dreyer erklærede, at han kjendte til, hvor ilde Rasch var omtalt i denne Sag. Smit i Eidsberg havde hørt et løst Rygte, men ansaa det ikke for noget, der burde lægges Vegt paa. I øvre Borgesyssels Provsti var ogsaa 5 af Presterne uvidende om alt, og kun Christen Rasmus Irgens (Askim) havde noget at meddele. Paa den Tid, Karl XII rykkede frem og de norske Tropper retirerede paa Vestsiden af Glommen, kom der til ham en Lieutenant Norby med nogle Underofficierer, som Presten antog havde Ordre til at stille sig i Spidsen for Bønderne, „at Fienden ikke saa vidt skulde udbrede sig i Sognene for at udskrive Contributioner“. Denne Lieutenant var meget misfornøiet med Provst Rasch’s Forhold uden dog dertil at angive nogen bestemt Grund. Han antog, at Provsten muligens „kan have været noget artig imod de Svenske, hvilket de og roeste ham fore“. Selv havde han (Presten) ofte faaet Opfordring af svenske Officierer, naar de kom i hans Sogn, til at „opvarte deres Konge og Generalen, hvilket de forsikrede vilde blive naadig optaget“, men han havde undskyldt sig og sagt, at han ikke vidste, at han der havde noget at bestille.

Provsterettens Dom lød paa fuldstændig Frikjendelse. Den blev allerede 23de Decbr. paastevnet til Konsistorialretten, der blev sat 9de Januar 1717. 11te og 12te. Januar var Sagen for, og Provst Rasch undlod ikke i sit Indlæg at udtale sig om Biskopens Fremgangsmaade: „D. Høiærv. Biskopen, som jeg skulle tænke burde være en fattig Præstemands Forsvar, har heller ikke forsømt i Sagens Procedur den yderste Rigeur, saavel i at indhente det gandske Land omkring alle Slags Inqvisitioner, som i at movere alt, hvad i Sagen nogen Tid nævnes eller optænkes kand“. Dommen blev afsagt 12te Januar og lød paa Frifindelse, mod at Provst Rasch aflagde Ed paa, at „han ikke haver haft nogen Intention at gjøre noget imod hans egen Konges Tjeneste“. Denne Ed aflagde Provsten samme Dag for Retten.

Da Provsterettens Dom var falden, troede Provst Rasch, der i den sidste Tid med Statholderens Tilladelse havde logeret hos sin Broder Rektoren, at han nu kunde begive sig hjem til sin Menighed, og reiste 2den Juledag, men Statholderen sendte „militær Vagt“ afsted for at hente ham tilbage, og 2 Dage efter blev han af denne atter ført tilbage til Rektorboligen. Man holdt det imidlertid ikke for sikkert at lade ham forblive her, og han blev derfor efter Statholderens Anordning bragt op paa Hovedtangen. Biskop Deichmann indberettede dette til Kongen 2den Januar 1717. Da Sagen var paakjendt ved Konsistorialretten, blev Rasch fremdeles siddende i Arresten. Allerede 4 Dage efter, at Dommen var falden, indberettede Biskopen dette til Kongen med Tilføiende, at han selv ikke havde kunnet tage Sæde i Retten. Han ønskede selv at staa som „Hoved-Actor“ og „alene bruge Procuratorens Tieneste ved Rætten under sin Direction“. Han havde gjort alt, hvad der stod i hans Magt, til Sagens Undersøgelse og androg nu om, at Kongen vilde lade Konsistorialakten efterse af Generalfiskalen, hvorefter han forventede Hs. Majestæts Resolution, om det skulde forblive herved og Provst Rasch løslades. Ogsaa denne sendte et underdanigst Andragende om Løsladelse, hvori han skildrede den haarde Medfart, han havde lidt, og at han „endnu under criminel Arrest forsmædeligen bliver anholden“, skjønt han har stillet Borgen for sin Person og er frikjendt ved 2 Retter. Den stakkels Mand maatte dog fremdeles sukke i sin Arrest, indtil den kongelige Resolution faldt 12te Marts 1717, hvorefter Provst Lars Rasch skulde sættes paa fri Fod for at tage sit Kald over, „dog skal han af Provsteretten en Reprimande gives med Advarsel, at band en anden Gang sig bedre haver i Agt at tage og skye ald Apparence, som nogen Ærgernis kand foraarsage, hvorom vi allernaadigst haver befalet Biskop Deichmann fornøden Anstalt at gjøre“.


Lars Rasch tog 1750 Afsked fra Provste-Embedet, og et „epistola valedictoria“ fra ham er dette Aar trykt i Kristiania. 1751 døde han 83 Aar gammel. Det synes, som Wilse[3] har kjendt den her omhandlede Begivenhed i hans Liv, men han har dog ikke meddelt andet herom, end at Provsten ved sin „kjække og snilde Opførsel“ fik afværget Brandskatning for Haabøl Sogn.

II.

Ogsaa en anden Prest blev under Krigen arresteret paa Mistanke om forræderske Forbindelser. Han slap dog med en mildere Behandling, da han kun blev betragtet som en farlig Person, medens man ikke havde nogen Handling af ham at grunde en Anklage paa. Jacob Jørgensen Wesseltoft var født 10de Juni 1657 i Gjønge Herred i Skaane, hvor hans Fader var Prest og præpositus honorarius. Hans Navn er ikke nævnt, men det siges, at han var fra Stavanger, hvor hans Fader var „Stigtskriver og Borgermester“. Moderen var Datter af Presten i Wesseltoft Niels Pedersen, der var Jyde. Han siger selv, at han er født „i aaben Mark, da mine salige Forældre laae i aaben Felt og Leir med ald Almuen paa Grentzen vagt imod Smaaland langs ved Siden paa Hellis Elv – – –“ Han fortæller ikke, hvorledes det gik med Forældrene, efter at Skaane var afstaaet til Sverige. Rimeligvis er de blevne nødte til at blive, hvor de var, da ellers Paastanden mod Jacob Wesseltoft, at han var Svensker, ikke vilde have havt nogen Støtte. De har imidlertid ikke villet binde sin Slægt til Sverige, og Sønnen, der tog Navn efter Moderens Fødested, gik til Kjøbenhavns Universitet. Under den skaanske Krig tog han som mange Studenter Krigstjeneste og fik Plads i Kristian V’s Garde. Paa 3die Aar tjente han derpaa ved det Bülow’ske jydske Regiment og var i 2 Aar Lieutenant ved det Ranzauske Kompagni, med hvilket han gjorde Tjeneste i Kastellet, paa Flaaden og paa Rügen. „En temmelig Tid“ var han „i Arrest af Feltmarschal Aschenberg, fordi han havde tjent her i Danmark“. Det siges ikke, naar, hvor eller hvorlænge han har været sin Frihed berøvet, men kun at det var, før han (1686) blev Prest til Inderøen d. e. Vikar for Sognepresten til Frue Kirke i Throndhjem, hvis Præbende Inderøens Kald var. Man kan vel ikke forklare denne Ytring anderledes, end at han blev gjort til Krigsfange og sluppen løs ved Fredsslutningen, hvilket atter synes at maatte lægge Tvivl over den afskyelige Historie, som Hammond beretter,[4] at han paa en Herregaard i Skaane havde hugget Hovedet af en adelig Frøken, der ikke hurtig nok var kommen bort, fordi han ikke turde give sig Tid til at lukke Laasen op paa den Guldkjæde, hun bar om Halsen. Havde han været skyldig i en saadan Nidingsdaad, var han vel neppe kommen derfra med Livet, naar han faldt i Fiendens Hænder. 1686 blev han – som nævnt – Prest til Inderøen, og hvor lidet man end ved om hans tidligere Aar, maa det dog ansees for vist, at hans Rygte var slet, og at hans Sæder ikke var blevne forbedrede ved Kriger-Livet. Det sees af et Brev fra Eiler Hagerup, da Personelkapellan til Kværnes, dat. 29de August 1711,[5] at han har været borte en Tid, men da var vendt tilbage til sin Menighed, hvor han havde gjort stor Skandale ved under Gudstjenesten at borttage Brødet og Vinen for sin Medtjener, saa Menigheden maatte forlade Kirken, uden at den hellige Handling blev fuldbyrdet. Er denne Historie mer end et løst Rygte, saa maa den rimeligvis skrive sig fra hans første Embedstid, da der fra 1700 til 1711 intet herom findes indberettet til Regjeringen, der dog neppe kunde blive holdt i Uvidenhed om en saadan Skandale. En stor Bitterhed mod ham maa efter dette Brev have været herskende i Menigheden, og maaske den har fundet Næring ved Rygtet om hans – formentlig – svenske Fødsel, der synes at have fundet Tiltro og at have været en medvirkende Grund til, at de militære Auktoriteter fandt at burde behandle ham som en mistænkelig Person. De havde dog flere Beskyldninger imod ham, navnlig at han havde overtalt Bønderne til ikke at skyde paa Fienden. General Budde havde tjent i Smaalenene under Karl XII’s Indfald 1716 og har vel derfra medbragt de slette Tanker om Bøndernes Forhold overfor Fienden, der synes at have været almindelige hos de høiere Officierer. Vi finde dem udtalte hos Grev Sponneck og statholderen Baron Krag. Wesseltoft havde imidlertid gjort, hvad han kunde. Ved Fiendens Indfald havde han foranstaltet den fornødne „Land og Sø Vagt“, sat Lensmanden som Sergeant og Bonden Peder Wist som Korporal til med sine „Mandhusinger“ at „an og opholde alle flygtige Marrodere, som havde flyd fra Skoger og stene Skandser, da Fienden faldt ind“. En flygtende Soldat og 2 Landdragoner bleve ogsaa anholdte, medens Presten var hos dem, men Lensmanden gav dem løs og sendte dem afsted tilbaads, hvorpaa de Mil ude i Fjorden paa Raavigen tog sig til at udplyndre en frugtsommelig Soldaterkone, der døde af Mishandlingen. Presten havde derhos kjøbt „Lod og Krudt og Flinter“ og overgivet det til en Medhjælpers Kone, der skulde uddele det til Almuen. Han havde modtaget en „Trudselsordre“ fra den svenske Kommandant i Skogers Skandse, Faber, gaaende ud paa, at han skulde paalyse og Lensmanden og Almuen forskaffe Kreaturer, Sild og Mel og bringe det op til Skandsen. En svensk Lieutenant med 12–14 Mand kom Dagen efter tilbaads og truede med at brænde Prestegaarden, hvis det ikke skede, men Presten svarede, at „det var ubrugeligt i vort Land, stod ikke en tro Patriot an, en christen Fiende burde ikke begjære saadant“. Han havde, da han saa Fienderne komme, sendt sin Søn tilhest til Lensmanden med Paalæg, at han skulde indfinde sig med 30 Mandhusinger, der let vilde kunne fange den lille Trop, men Lensmanden løb tilskogs. Han kom først 2 Dage efter, da Svenskerne var dragne bort, og vilde se den svenske Kommandants Ordre, der imidlertid var indsendt til den norske Overkommando, og han maatte lade sig nøie med at faa dens Indhold med den skriftlige Erklæring, at Presten ingenlunde kunde give Lensmanden nogen Befaling om at efterkomme Svenskernes Fordringer.

Et Mundhuggeri mellem Wesseltoft og en Kaptein Iver Lund synes at have givet Anledning til, at Mistanken henlededes paa ham. Kaptein Lund havde Allehelgensdag 1718, medens Presten var i Kirken, indfundet sig paa Prestegaarden efter Generalens Ordre. Han har rimeligvis havt Hast og Møie med at faa Prestegaardens Betjening til at lystre Ordre, hvorfor han – efter Prestens Sigende – behandlede den paa militær Vis, brød Døre op med en Øxe og lod Gaardens 4 Heste kjøre hver sit Læs Hø ned til Stranden, hvor det blev indskibet og ført til Magasinet i Throndhjem. Presten kom under Forhandlingen hjem fra Kirken og „begiægnede“ Kapteinen „med nogen Uvittighed“, men denne troede imidlertid ikke, at han „burde bruge Disputer i saadanne Tider, da Fienden stood os hver Dag under Øynene“, og gjorde Sagen af i en Fart. Hvad enten dette Mundhuggeri har været af en saadan Beskaffenhed, at Generalen maatte finde Presten strafbar, eller han blot ansaa ham for en farlig Person, faar staa derhen. Budde anfører selv, at han er bekjendt for sit „skarnagtige og malitieuse Gemyt“, at han 2 Gange har været suspenderet, og at man „ingen Ærlighed og Troskab kunde af ham forvente“, hvorfor han heller ikke havde fortjent den Lemfældighed, man viste ham. Det var kun 8 Dage efter Mundhuggeriet med Kaptein Lund, at Wesseltoft blev anmodet om at komme ned til Major Lorentz Bruun, der laa i hans Prestegjeld. Da han kom til Gaarden, fik han Befaling at begive sig til Throndhjem. Han protesterede, og da dette ikke nyttede, bad han om at faa gaa hjem forat klæde og proviantere sig til Reisen, men det blev ham negtet, og 2 Lieutenanter førte ham efter ordre til Throndhjem, hvor han maatte forblive, uden dog at blive indsat i Arrest. Juleaften 1718 sendte han en Ansøgning til Kongen, hvori han skildrede den Medfart, han havde lidt, og da han ikke vidste sig skyldig, bad han, at Kongen vilde forunde ham, at hans Sag maatte undersøges ved Lands Lov og Ret. Først 22de Mai 1719 kom der Svar paa Ansøgningen i en Ordre til Stiftsbefalingsmanden v. Ahnen og Biskop Peder Krog om at indberette Sagen. Wesseltoft havde imidlertid, da Fienden havde forladt Landet, den 23de Jan. 1719 faaet Lov at drage hjem til sin Menighed, og Stiftsdirektionen troede da at kunne lade det blive med at indsende hans Erklæring, der blev afgiven 12te Juli s. A. Dette fandtes imidlertid ikke tilfredsstillende, og 3die Novbr. udgik kongelig Befaling til Stiftsdirektionen, at Sagen skulde undersøges paa retslig Vis. Der blev optaget et Forhør, hvoraf intet graverende mod Presten fremgik. Stiftsdirektionen lod imidlertid Sagen ligge indtil 31te Januar 1721, da den indsendte samtlige Dokumenter med den Erklæring, at man intet havde fundet, hvoraf Prestens Utroskab kunde bevises, og at „intet om ham andet er fornummet end hvad som een redelig og troe Undersaaat eigner og anstaaer“.


Wesseltofts senere Levedage har ikke været lykkelige, og hans Embedslivs Udgang vidner tilfulde om „det skarnagtige og malitieuse Gemyt“, General Budde havde fundet hos ham. 13de Novbr. 1730 indgav 8 Bønder af Værrans Annex en skriftlig Klage over ham til Stiftsbefalingsmand Jakob Benzon, der lod optage Thingsvidne over Presten og under sit Ophold i Kjøbenhavn 12te April 1731 indberettede Sagen til Kongen. 4de Maj udgik Befaling, at der skulde nedsættes en Provsteret over ham. Han mødte ikke, men protesterede mod Vidnernes Habilitet og erklærede at ville udtage Kontrastevning. Han gjorde imidlertid ikke dette, og Sagen blev 22de Juli 1732 paadømt efter de foreliggende Vidnesbyrd. Det var ved disse bevist, at Wesseltoft havde afvist 30 Personer fra Nadveren, fordi de ikke vilde betale 1 Rdlr. i Nattehold, efterat det ved en Kommission i 1706 var bestemt, at han kun skulde have Rdlr. og Skydsgodtgjørelse. 5 Soldater, 1 Gut og 2 Piger havde han afvist fra Alteret af den Grund, at de havde holdt sin første Altergang for Kapellanen, – 2 unge Mennesker havde lidt den samme Medfart, fordi der ikke var betalt saa meget i „Udfærd“ ved deres Fædres Begravelse, som W. forlangte. En Kvinde paa 90 Aar, der var Krøbling, havde 5 Gange ladet sig føre til Kirken for at søge Herrens Bord, men var bleven afvist, fordi hun i sin Fattigdom ikke kunde erlægge den Husmændene paahvilende Afgift. Sidste Gang havde hun sendt 2 Mænd for at bede for sig, men forgjæves. 8 Dage efter var hun død. Flere Gange havde han sendt Skydsfolkene tilbage uden at følge med dem, fordi Natteholds-Pengene ikke var erlagte. Der var endnu mere af lignende Slags og mere end nok af Vidnesbyrd om et selv i hine Dage opsigtsvækkende Forhold, der maatte have Mandens Afsættelse til Følge. Han oppebiede ikke Dommen, men forlod Menigheden og skal siden – efter Erlandsen – have levet i Bergen.


Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.
  1. Andragende om Skaansel for Generalinde Folckersams Gaard.
  2. Karl XII forlod Kristiania 29de April 1716.
  3. J. N. Wilse: Spydebergs Beskrivelse p. 548.
  4. Missionshistorie S. 82.
  5. Ssteds S. 86.