Fremdeles om Almue-Bibliotheker
Nu nys, i August og September Maaned, gjorde jeg en Reise til Nordmøre. Jeg lagde Veien over Opdal, og i Samtale med Bønder her fik jeg en temmelig mislig Forestilling om den Kulturens og Sædelighedens Tilstand, jeg skulde forefinde i Nabopræstegjældet Sundalen af Nordmøre; men inderlig glad blev jeg ved at finde, at der dog havde været en Del Overdrivelse i Fortællingerne. Endnu stærkere Indtryk gjorde det dog paa mig, da jeg af flere kjendte Mænd i Sundalen selv og ellers i de indre Bygder af Nordmøre hørte den enstemmige Forklaring, at naar jeg kom længer ud i Distriktet, saasom til Averøen (Kværnæs Præstegjæld), saa skulde jeg forefinde en yderst ringe Tilstand. Dette stemmede ogsaa med mine egne tidligere Formodninger om Forskjellen mellem de ydre og de indre Bygder paa denne Kant af Landet: ude ved Søkanten mindre Fremskridts-Aand end i Fjordene og Fjeldbygderne.
Nu traf det sig end videre saa, at jeg første Gang fik se Averøen udenfra, fra Havet, seilende indad fra den lille Ø Grip, som ligger en Mils Vei ude: Averøen vendte den uhyggeligste Kyst ud imod Havet, og bag de nøgne Holmer og brune Lyngbakker kom jeg til at forestille mig et sørgeligt Syn af fattige Hytter, forsultne Kreaturer, blege, forsagte Mennesker. Thi jeg synes at have seet Saadant før paa visse Steder af vor norske Kyst.
Men saa, nogle Uger senere hen, sad jeg en lang Aftenstund hos en saare hæderværdig Mand i Bremsnæs Sogn, hvilket Sogn netop danner Yder-Kanten af Averøen. Det var Hans Kristvik, Skoleholder her fra 1816 til nu for ganske faa Aar siden, da han formedelst Alderdom tog Afsked.
Under Samtalen med ham var det, som om jeg saa hele Almuen og alt dens Stel for mine Øine, og ogsaa her maatte jeg sande, hvad jeg saa tidt har erfaret, at de mørke Forestillinger, som man iforveien kan have dannet sig om Folkelivet i en eller anden Egn, heller klare op, naar man kommer helt derhen og faar betragte det Ene i Sammenhæng med det Andet. Jeg har endnu ikke været i den Bygd i mit Fædreland, hvor jeg ikke ialfald har fundet Tegn til Fremadstræben.
Og hør nu her!
Blandt mangfoldige andre Ting huskede jeg paa at spørge Hans Kristvik, om her var noget Almuebihliothek. Ja her var, særskilt for Bremsnæs Sogn, og han selv var Bibliothekar eller Bogholder, som det hedte her. Jeg fik Protokollerne frem, og jeg skal hidsætte følgende Uddrag, som jeg i en Hast fik istand:
| Aar. | Laantagere. | Udlaante Bøger. | Bøger i Eie. |
| 1840 | 428 | 486 | 141 |
| 1841 | 357 | 416 | ? |
| 1842 | 416 | 508 | ? |
| 1843 | 479 | 639 | ? |
| 1844 | 433 | 585 | ? |
| 1845 | 513 | 711 | 212 |
| 1846 | 495 | 701 | 218 |
| 1847 | 499 | 717 | 225 |
| 1848 | 443 | 653 | ? |
| 1819 | 528 | 797 | 210 |
| 1850 | 577 | 883 | 251 |
| 1851 | 161 | 628 | 261 |
| 1852 | 137 | 690 | ? |
| 1853 | 509 | 828 | 310 |
| 1855 | 612 | 976 | 341 |
| 1856 | 528 | 816 | ? |
| 1857 | 555 | 899 | ? |
| 1858 | 652 | 1010 | 411 |
| 1859[1] | 657 | 974 | 421. |
Man lægge Mærke til de stigende og store Tal af Laantagere og udlaante Bøger, i et Sogn med 1800 Mennesker.
Skotland er bekjendt for sin høie Almue-Oplysning, eller ialfald for sine mange og gode Indretninger til sammes Fremme. Men kommer jeg nogensinde did, saa vil jeg forhøre mig, om der i nogen tilsvarende Bygd findes Sidestykke til denne Mærkværdighed i Bremsnæs.
Almuen her i Sognet eier selv sin Kirke – Noget, som jo ikke overalt er Tilfældet. En Kirke, veed man, har visse Indtægter, og her havde Kirke-Kassen i lange Tider havt et aarligt Overskud. Saa – det var i 1834 – sammenkaldte daværende Sognepræst Holtermann et Almuemøde og fik bevilget 10 Spd aarlig til et Almuebibliothek. Dette blev derved stiftet og har siden havt det nævnte aarlige Tilskud. Det feilede ikke paa Modstand mod Forslaget fra en Del gammeldags Mænd; men heldigvis fik deres Mening ikke Overhaand. Nogle Aar senere, da der indtraf Præsteskifte, kom atter nogle Bønder og vilde have Bestemmelsen omgjort; men det viste sig nu endnu tydeligere, at Bibliotheksagen havde den større Mængde for sig.
Der blev naturligvis skrevet Love og Regler for Bibliotheket. Laaneberettigede skulde alle Gaardmænd og Husmænd eller alle Husfædre være; dog have nok ogsaa ugifte Folk, Tjenere og Andre faaet laane Bøger. – En Paragraf i Lovene siger, at Bestyrelsen (Præsten og et Par andre Mænd) en Gang for Aaret skulle samles til Møde for Bibliothekets Anliggender, og denne Paragraf har jeg at takke for, at jeg har kunnet meddele hine Tal-Oplysninger; thi i Forhandlingsprotokollen for disse samme Møder er blandt andet indført Bibliothekarens Opgave om Antallet af Laantagere m. m. i Aarets Løb.
I samme Forhandlings-Protokol saa jeg, at en Bog – det var endda et Bind af Mau’s „Christelig Samler“ – var bleven borte, og det saa, at der ikke kunde være Tale om at kræve den tilbage af Laantageren: denne var Fisker, havde den med paa Baaden, da han skulde ud til Fiskeværet, kuldseilede og blev.
Det var mig uventet, at Folk kunde tænke paa at faa Tid og Ro og Sind til Læsning ude paa Fiskeværene, hvor Livet selv paa Landlæge-Dagene synes at maatte være lutter Møie og Lidelse formedelst saa mange Menneskers Sammenstuvning i de faa Husrum. Men jeg hørte dog flere Exempler derpaa. „Da min Tjenestegut kom hjem fra Vaarfisket nu sidst – det var et af de Exempler, som en Bonde anførte – fortalte han mig store Stykker af Deres Beretning om Harham, som han havde læst derude paa Været.“
I det Hele sagde kjendte Mænd mig, at det havde været fornøieligt at lægge Mærke til, hvorledes Læselysten var tiltaget i disse Aar og med den Oplysningen og Skjønsomheden.
Jeg saa Fortegnelsen over Bøgerne. Det var alle Slag, religiøse, historiske, belærende, underholdende. Der var nogle kjedelige Bøger ogsaa, som i det Hele taget kun faa Mennesker læse og i Bremsnæs vel slet ingen, nemlig adskillige Aarsberetninger og andre officielle Skrifter, som vare sendte som Gave fra Selskabet for Norges Vel, Videnskabs-Selskabet i Throndhjem, Kirke-Departementet. Men blandt disse Gaver vare jo altid nogle kjærkomne Bøger, og det fornøiede mig i hvert Fald at se, at disse Almue-Bibliotheker vare Gjenstand for saadan velvillig Opmærksomhed.
To Gange havde Bibliotheket desuden faaet Pengehjælp udenfra, 15 Spd. hver Gang, nemlig Bidrag af det Fond, som Storthinget i sin Tid har bevilget til saadant Brug, og som Kirke-Departementet har raadet over.
Jeg talte om Love og Bestyrelsesmøder og Forhandlingsprotokol. Men netop Almuebibliotheker omkring i Landet frembyde saa mange Exempler paa, hvor snart det gaar overstyr med de gode Forsætter om at holde Tingen i Orden. Thi et saadant Bog-Anliggende kan saa let blive betragtet som en yderlig Smaating i Sammenligning med de mange andre Sager, som Bygdens Mænd alt i Et maa holde Møder for. – Her i Bremsnæs var det imidlertid gaaet godt, saaledes som jeg ikke har fundet det paa noget andet Sted. Men jeg mener ogsaa, at alle Vedkommende ere villige til at tilkjende Hans Kristvik Æren derfor.
Denne samvittighedsfulde Mand vilde nemlig ikke opbære sin Bibliothekar-Løn, 2 Spd. aarlig, uden at gjøre Ret derfor, og han holdt sig ikke betrygget i saa Henseende, førend Bestyrelsen havde været samlet og gjennemgaaet hans Regnskab og Bogførsel og befundet Alt i Orden. Og Bestyrelsen maatte samles i den Anledning; thi han purrede og purrede Vedkommende saa længe, at de bekvemmede sig til at bestemme Dag og Sted og træde sammen til Møde.
Bøgerne forvares i Kirkens Sakristi; der foregaar Udlaan og Indlevering, hver Prædike-Søndag, og der har da Hans Kristvik maattet udføre sin Bibliothekar-Pligt, Vinter og Sommer. – Jeg tænkte paa det deilige Ord, som ere sagt om dem, der er tro i det Lidet, og jeg yttrede nogle Ord om det meget Arbeide, han vist havde havt med denne Sag i disse mange Aar. Aa ja, det var kanske mere Arbeide, end det kunde se ud til; Manden gjorde mig opmærksom paa en Ting: der er fugtigt her ude paa Havkanten, og Bøgerne ville ligesom mugne, og gjerne hvert Aar havde han maattet passe paa, naar det var en Godveirs-Dag, og bære Bøgerne ud i Solen.
Jeg tænkte paa Myrerne, som paa saadanne Dage kunne sees at bære Myre-Eggene ud for at sole dem.
Men jeg har en Formodning om, at Manden har havt et end vidtløftigere Arbeide med fine Bøger: alt i Et vilde Laantagere have hans Raad om, hvad Bøger de skulde vælge, og Hans Kristvik har neppe bekvemmet sig til at give noget Raad, før han selv havde læst Bogen og forvisset sig om dens Indhold.
Jeg tror, at gamle Hans Kristvik ved denne stille Virken har bidraget endogsaa særdeles meget til Almue-Oplysningens Fremme i sin Kreds.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Ved dette Aarstal forstaaes Tiden fra Sommeren 1858 til Sommeren 1859. De andre Aarstal ligesaa. For 1854 ingen særskilt Opgave.