G. von Below, Die deutsche Geschichtschreibung von den Befreiungskriegen bis zu unseren Tagen

Historisk Tidsskrift, femte række, fjerde bind, 1920 (s. 164-168).

◄ E. Lipson, An Introduction to the Economic History of England, I, The Middle Ages

B. Erichsen og Alfr. Krarup, Dansk historisk Bibliografi, 3. Bind, Personalhistorie ►

journalHistorisk TidsskriftG. von Below, Die deutsche Geschichtschreibung von den Befreiungskriegen bis zu unseren TagenEdvard BullGrødahl & Søn1920Kristianiafemte række, fjerde bindG. von Below, Die deutsche Geschichtschreibung von den Befreiungskriegen bis zu unseren Tagen164-168

G. von Below, Die deutsche Geschichtschreibung von den Befreiungskriegen bis zu unseren Tagen. Leipzig 1916.

Freiburgerprofessoren Georg von Below er i løpet av de sidste aar, ved siden av Meinecke, traadt stadig sterkere frem som en av de ledende blandt de tyske historikere. Baade ved særskilte bøker, ved sit fortræffelige tidsskrift, Vierteljahrschrift für Sozial- und Wirtschaftsgeschichte, og som utgiver av »Chroniken der deutschen Städte« har han fremmet kjendskapet til de tyske byer i middelalderen ganske betydelig, og som skarp og ubarmhjertig kritiker har han øvet bestemmende indflydelse paa flere forskningsomraader, navnlig indenfor den økonomiske historie. Med »Der deutsche Staat des Mittelalters« (1914) – et forsøk paa at slaa fast, i hvilken utstrækning Tyskland i middelalderen virkelig er en stat og hvordan denne »stat« skal defineres – slog han ind paa delvis nye baner, og omtrent samtidig begyndte han at beskjæftige sig indgaaende med moderne partihistorie (Die Anfänge einer konservativen Partei in Preussen; Internationale Wochenschrift ²⁄9 1911). »Der deutsche Staat des Mittelalters« forsøker at naa sit maal ad indirekte vei, ved kritisk, »dogmehistorisk« fremstilling av tidligere opfatninger, og alt her træder den aandshistoriske interesse for ideernes vekst og utvikling – rigtignok sterkt kritisk behandlet – saa sterkt frem, at det ofte skygger for selve bokens hovedformaal. Det er derfor ikke at undres over, at han i sin nye bok nu har tat op et rent aandshistorisk emne til behandling, hele den tyske historieskrivning fra befrielseskrigen til verdenskrigen^[1].

I motsætning til Fueter, Geschichte der neueren Historiographie, som bare tar hensyn til den egentlige historieskrivning, behandler Below ogsaa den historiske forskning og kritik og gaar desuten meget nærmere op imot vor tid end Fueter, som væsentlig slutter med 1870; men den væsentligste interesse ved boken hans knytter sig dog til den samlede helhetsopfatning av den tyske historieskrivningen, som han gir uttryk for.

Som næsten hele den ledende tyske historikerverden er von Below utpræget nationalkonservativ i sit syn; hos ham er opfatningen endda blit skjærpet ved slegtstradition (bedstefaren, Gustav von Below, hørte til den romantisk-reaktionære kong Friedrich Wilhelm IV’s nærmeste kreds), og hans uvilje mot al liberalistisk og rationalistisk historieskrivning, mot alt som kan minde om Buckle, er voldsom og ensidig. Romantiken og den Bismarckske nykonservatisme efter 1878 er for ham de eneste frugtbare utgangspunkter for historisk tænkning, og al »kulturhistorie« – hvis værdi han dog er villig til at anerkjende – maa gaa ut paa at se religiøs, økonomisk, litterær historie o.s.v. i sammenhæng med statslivets utvikling, den høieste form for menneskelig liv^[2].

Det er ikke her stedet til at gjennemgaa og vurdere hans opfatning av tysk historieskrivning i dens helhet; den er saa fast og sluttet, saa dypt grundet i von Belows hele livsopfatning, at en kritisk behandling for at bli frugtbar maatte ta op de største og vanskeligste grundproblemer i filosofi og politik. Derimot kan det ha interesse at maale endel av hans domme og vurderinger paa vore hjemlige forhold.

Paa forhaand skulde man tro, at norsk historieskrivning var sterkt paavirket av tysk. Det er jo ingen tvil om, at den moderne historiske teknik som nu ogsaa haandteres av norske historikere, er tysk i sin oprindelse, og sikkert har ogsaa de fleste nyere norske historikere faat sit tekniske (eller metodiske) grundlag direkte fra Tyskland, andre rigtignok bare indirekte, via Danmark. Men trods denne utvilsomme paavirkning i det rent haandverksmæssige er idépaavirkningen meget ringe^[3]. Det er klart nok, at f. eks. Ebbe Hertzberg er en elev av Konrad Maurer, at Sars har læst Ranke og Mommsen med utbytte, og at hele hans tænkemaate er dypt præget av Hegel; men hvor lite betyr det allikevel mot den sterke vesteuropæiske indflytelse, som ligger under al den norske historieskrivning i sidste halvdel av 19de aarh., som overhodet har noget idéindhold. Comte, Thierry, Guizot, Fustel de Coulange, Taine, Macaulay, Buckle o. a. er de navn som har betydd mest for norsk historieskrivning – en lærerik motsætning til Sverige, hvor en ledende historiker som f. eks. H. Hjärne er sterkt tysk præget og knapt tæller andre vesteuropæiske historikere end Tocqueville blandt sine aandelige forfædre.

Von Below, som gjør den politiske historieskrivning til den egentlige historie, hævder med adskillig ret, men dog med nogen overdrivelse, at et rikt og mægtig politisk – særlig utenrikspolitisk – liv er forutsætningen for al stor historieskrivning, og at tysk historieskrivning derfor har fundet »ihre klassische Ausprägung« i tilslutning til den monarkiske preussiske stat. »Die namhaften Historiker, die aus anderen deutschen Landschaften stammten, suchten ihre Themen auch vor allem in den grossen Momenten der preussischen Geschichte«. »Est ist nicht Zufall, dass die württembergischen und badischen Verfassungskämpfe keinen Geschichtschreiber hervorgebracht haben, wie auch die Schweizer Republik oder die norwegische Demokratie mit ihrem Mangel an auswärtiger Politik ihrer Geschichtschreibung Schranken ziehen« (s. 61).

Utenom en kjerne av sandhet ligger der her en betragtelig nationalistisk overvurdering av den aandelige værdi det gir at høre til en storstat, og overvurderingen har øiensynlig en av sine aarsaker i mangel paa kjendskap til de smaa folks historiske litteratur. Von Below kjender f. eks. ikke Sars’s »Udsigt« – hvad man vel heller ikke kan forlange, men hvad der burde paalagt ham en viss forsigtighet i uttryksmaaten – og det har overfor dette ukjendskap sin interesse at lægge merke til hvad han sier i anledning av Treitschkes Deutsche Geschichte im 19. Jahrhundert, hvis første bind utkom i 1879 (s. 85): Es wurde sogleich bei seinem Erscheinen hervorgehoben, dass hier in einem Mass wie bis dahin noch nie Kultur- und politische Geschichte innig verbunden dargestellt werden. Die innige Verbindung aber ist dadurch vollzogen, dass die Berücksichtigung der Kulturerscheinungen ihr Mass findet an den Beziehungen zum Staat. Treitschkes »Deutsche Geschichte« führt die neue Art der Geschichtschreibung herauf und symbolisiert sie zugleich: es erfolgt eine stoffliche Bereicherung, aber durchaus im Rahmen der politischen Betrachtung.

Næsten ord til andet kunde det samme sies om Sars’s »Udsigt«, hvis første bind utkom 6 aar før Treitschkes verk. For Below betegner Treitschke et av de største høidepunkter i tysk historieskrivning, netop paa grund av det som han her fremhæver; men uten dypere tysk paavirkning, ut fra hjemlige nationale forutsætninger og under indflytelse av de store vesteuropæiske tænkere naar en norsk historiker i en bok som ellers ikke har meget tilfælles med Treitschke frem til det samme standpunkt. Selv om man ikke er enig med Below i, at denne behandlingsmaaten av historien er den høieste tænkelige, kan man ikke komme fra, at den er et fremskridt; men boken om den tyske historieskrivning – saa fængslende den er baade paa grund av sin faste holdning og de mangfoldige ypperlige enkeltiagttagelser – vilde ha vundet betragtelig ved ikke at la dette være et fremskridt som bare er gjort i Tyskland, ved overhodet at stille tysk forskning og tænkning litt i forhold til den øvrige verden – ogsaa til de smaa folkeslags videnskap; den vilde da ha undgaat den skjæmmende nationale selvovervurdering som nu generer en unbefangen læser.

Edv. Bull.

Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden.

↑ Alt for snart 20 aar siden, i slutten av 1890-aarene, fremla han i en hidsig polemik med Lamprecht sit syn paa historieforskningens og -skrivningens metode og maal.
↑ Nogen eksempler paa hans ensidighet: Det politiske systemskifte i Tyskland i 1878 faar den betydning, at »die Arbeit der politischen Geschichtschreibung [uttrykket brukt i teknisk betydning om grupppen Dahlmann, Droysen, Sybel, Treitschke, Mommsen o. fl.] wurde eben jetzt ganz fruchtbar, durch die Vereinigung ihrer Ideen mit den konservativen und ihre gegenseitige Durchdringung« (s. 60). Det er for ham et dogme, at »das Mass der bürgerlichen Freiheiten in einem Staat im Verhältnis zu dem militär-politischen Druck steht, der auf seinen Grenzen lastet« – en lov som er præget av tanken paa Tysklands aktuelle situation og ingensomhelst almen gyldighet har. Og Ed. Meyers krigsbok om England gir ham (s. 59) »ein belehrendes Zeugnis« om »die durch unsere neuesten Erfahrungen gesteigerte Erkenntnis des englischen Wesens«; han har ingen mistanke om, at selv tyske historikere midt under verdenskrigen kanske kan ha faat sin evne til objektiv erkjendelse av »engelsk væsen« en smule svækket.
↑ Det sidste 10-aars forskning, som vi endnu ikke kan dømme klart om, er her ikke tat i betragtning; det ser ut som om den tyske idépaavirkning her er noget større. Sammenhængen mellem P. A. Munch og den romantiske tyske historieskrivning er aapenbar, men aldrig klart utredet; den kunde fortjene nærmere undersøkelse.

[1] Alt for snart 20 aar siden, i slutten av 1890-aarene, fremla han i en hidsig polemik med Lamprecht sit syn paa historieforskningens og -skrivningens metode og maal.

[2] Nogen eksempler paa hans ensidighet: Det politiske systemskifte i Tyskland i 1878 faar den betydning, at »die Arbeit der politischen Geschichtschreibung [uttrykket brukt i teknisk betydning om grupppen Dahlmann, Droysen, Sybel, Treitschke, Mommsen o. fl.] wurde eben jetzt ganz fruchtbar, durch die Vereinigung ihrer Ideen mit den konservativen und ihre gegenseitige Durchdringung« (s. 60). Det er for ham et dogme, at »das Mass der bürgerlichen Freiheiten in einem Staat im Verhältnis zu dem militär-politischen Druck steht, der auf seinen Grenzen lastet« – en lov som er præget av tanken paa Tysklands aktuelle situation og ingensomhelst almen gyldighet har. Og Ed. Meyers krigsbok om England gir ham (s. 59) »ein belehrendes Zeugnis« om »die durch unsere neuesten Erfahrungen gesteigerte Erkenntnis des englischen Wesens«; han har ingen mistanke om, at selv tyske historikere midt under verdenskrigen kanske kan ha faat sin evne til objektiv erkjendelse av »engelsk væsen« en smule svækket.

[3] Det sidste 10-aars forskning, som vi endnu ikke kan dømme klart om, er her ikke tat i betragtning; det ser ut som om den tyske idépaavirkning her er noget større. Sammenhængen mellem P. A. Munch og den romantiske tyske historieskrivning er aapenbar, men aldrig klart utredet; den kunde fortjene nærmere undersøkelse.

[1]

[2]

[3]