Gamla Reglo aa Rispo/16
Ei Gong va dæ tvo Sylatra aa ein Undørøfcer, so haddø teent ve ei Regjimentø i Paris, aa haddø faa’t Afsje derifraa mæ berymmøle Pars, dei vildø ut aa vandrø før aa sjaa se um i Vær’n. Dei vandra daa langt aa længji. Endøle saa komo dei aat ein storø Skog, aa der vørsto dei vinglandis heilø Dagen te dæ lei te Kvelds, daa komo dei paa ei storø Slæt, aa mit paa dei Slæt’n va dæ ein storø Stein. Saa sa dei ve inan: her ve denne Stein faa me lægji uss, før me sjaa inkji aa gaa længør i Kveld. Den sama Stein syntis paa ein Maate skikka te aa løserø paa før tryaa Kara. Dæ va tryaa Skorto[1] i o, aa kor taa dei Skorto va maatø storø aat ein vaksin Kar aa ligji ti. Aa ja dei la se. Dessa tvo sovna trast, men Undørøfcer’n fæk inkji søva. Ræsso’n laag, saa førvanlas Stei’n te eit fiint Kammørs, aa daa laagaa desse Karad’n i korssi finø Seng mæ Blaiø aa Ovørdynø paa; men desse tvo søvo, aa vistø ’kji taa nokon Ting. Ræsso’n laag, dæmæ kom dæ ind ei Dos[2] aa den vart likøso staa’and mit paa Gølve, aa trast kom dæ undaa Døs’n trpaa Ørma, aa ein taa dei Ørmo krak uppi Senge te Undørøfcere, aa hine tvo kreko uppi Senge te Sylatro aa la se ein hjaa kor taa dei, aa trast vart dæ ei finø Jamfrjugø taa kor Ørm. Undørøfcer’n tala te dei, so laag hjaa hono, aa spord ’o, kost alt detta haddø se? Jau, sa o, dæ ska e førtælja de: Me tryaa, so du ser her, era Systa, aa Døttad’n aat ein Kunge, aa Kungsgar’n von va paa desse Slæt’n. Me haddø ingjin Bror aa’e æ den ælstø, aa altsaa skuldø e ha Kungørikjiø ette Far mino. No buddø dæ eit Bærgatrøl her nemmøve aa han haddø ein Saan, aa han fann paa aa vilja fri te me. No kan du got tru, at e vildø ’kji hava han te Man, um han saa ha vøre manga Gønge saa rikø, so ’n sa’n va. Ræsso e svara Nei, at e ’kji vildø ha ’n, saa vart Gjyggre, Mor hass, saa sintø at ho skaftø Ørmsham paa uss alla tryaa, aa førvanla heilø Kungsgarn vøn te ein Stein. Men vil no du gjera dæ, so e befala de, saa kan du reddø uss, aa daa løva e de Ægtøskap, aa daa ska du bli Kunge ovør vort heilø Rikji. Du, aa Kammøratad’n dine, de sko vandrø i sjau Aar fram, men aldør tebakørs, aa neer dei sjau Aare era førbi, daa samlas de attø paa desse Slæt’n. Aa her ska e førærø de try Bygkød’n, aa dei ha den Jæ’re,[3] at neer du hældø dei i Vat’n, daa kan du skaffo saa mykjy aa saa godt Drikkø, so du vil ha. Aa her ska e skaffø de ein Duk, aa neer du breie den Ut, daa har han den Jære i se, at du kan skaffø saa mykjy Mat, so du vil begjærø. Aa her ska du faa ein Pung, so rae[4] æ fullø mæ Pæing, men bli aldør tomø, ko mykjy du tækø or o. No ska du gjeva Kammørato dino dygtigt Pæing, aa saa sko de skjiljas aat; dei tvo sko vandrø tesamøn, men du ska vandrø aleinø; men du ska førtælja dei altsama, so e no ha sagt de; aa attø okso dei sko vandrø fram i desse sjau Aaro, men aldør tebakørs, faa vil nøk Skjæbna føre dikka tesamøn at paa denne Slætte, aa daa sko dei bli gjifte mæ Systo mino aa faa kor sit Hertukdømme; men du aa e, me sko faa heilø Rikjiø, saa so e for ha sagt de, bærø du no æ truø, aa gjere faa so sagt æ. Aa ja, dæ løvdø’n. Aa mædisama saa vørto dei burtø aa daa laago desse Karad’n i kor si Skortø i Steine, saa so daa dei la se. Daa no desse tvo vakna, (før dei haddø aldør korsji seet ell høyrt nokon Ting dei) saa førtældø Undørøfcer’n dei Alt, soleis so’n haddø fornøme dæ aa daa dei kjendø han før ein truværdigø Kar, faa tveltø dei inkji paa at’n sa sant, aa telikømæ at’n skaffa dei saamykjy Pæing, saa vøro dei visse paa, at dæ hadde se ret. Dei løvdø daa, at dei skuldø førhaldø se saa so’n haddø sagt, aa dermæ skjildis dei aat aa toko kor paa si Lei[5]. No veit e ’kji meir um, kost dæ gjek mæ desse tvo; men Undørøfcer’n han vandra eit Stykkjy; der fæk’n sport, at dæ va ei Prinssessø paa ein Kungsgar, so eitø Skjønhaug, so dæ va saamange førnemme Hæra, so haddø fri’t te’n; men sumle taa dei hadd’ o drepe aa sumle hadd’ o føragte. No reistø’n dit, aa ga se ut før ein Prins, aa begjærdø aa vildø faa o te Ægtø; men han gjordø nøk eit skarvø Strek den Gønge. Daa’n kom saa uppødaga’n sit Ærind. Aa saa svara o dæ, at ess’n va gote skaffø saamykjy Drikkø, at firø Hundrø Man kunna drikkø se otyste, saa skuldø’n faa o. Ja, sa’n, saamange, so du skaffa Drikkø aat idag, saa ska e skaffø aat dubbølt saamange imørgo. Aa ja, ho skaffa aat firø Hundrø Man; men Dagen ette, skaffa han aat ottø Hundrø Man. Ja, sa o, enno faar du me ’kji; men kan du no skaffø Mat aat saamange Man paa ein Dag du so e, saa ska du faa me. Aa ja dæ løvdø n. Aa hona skaffa Mat ein Dag, aat ret mange; men hin Dagen skaffa han Mat aat dubbølt saamange. Ja ænno vil e prøvø de sa o, kan du no skaffø saamange Pæinga i ei Gøng du so e, saa ska du virkøle faa me te Ægtø. Ja dæ truddø’n se te. Ho skaffa daa terettis fælt mykjy Pæing, so ho rekna up; men han sa dæ: E pla aldør saa nøijø reknø mine Pæinga e; men e ska fyllø heilø Laavin aat Fa’r dinø, aa daa maa dæ bli meir. Men daa gjek dæ mæ hono, so dæ gjek mæ Samsaane, daa ho Dalila fæk løkka han: denne læst se saa, at o vildø ha’n, aa fæk saa løkka taa o fyst Bygkødne, saa Duken, aa sia Pungen. Aa ei Gøng daa sia, mæ’n søv, stak o’n førdærva i Augo; men inkji værrø el’n saag noko lite, aa saa stælt o ein te aa leiø’n ut or Kungsgare aa jaga’n aav. Dæ fækø’n førdi, at’n inkji heldt dæ Truskapsløfte, so’n haddø løft ve storø Stein paa Slæt’n. Men saa sko de høyrø kost dæ gjæk viarø. Han laut daa derifraa. Aa saa leit’n se daa fram, aa prøvdø atte aa vandrø; der kom’n aat ei Myr, der to’n Vat’n aa vaska se i Augo, aa trast vart’n likar te sjaa; saa kom’n aat eit Tre, so va saa mykjy finø Æpple paa, aa dæmæ va’n svøltin maaveta, aa aat saa taa dei Æpplo, aa trast vaks dæ paa’n tvau storø Hød’n; men likøvæl, saa toko ’n noko taa dei Æpplo aa gjøvmdø dei. Eit Stykkji derifraa kom ’n aat eit anna Æppløtre, so va noko skurvuttø Æpplo paa; saa aat ’n noko taa dei, aa trast vart ’n kvittø Hødno attø. No tokø ’n noko taa dei Æplo oksaa aa gjøymdø. Saa va dæ ein Syndag, Følkø vildø te Kjyrssji, saa gavø ’n se te aa gaa attaat Væge, so laag ifraa Kungsgare aa aat Kjyrsjun, aa resso ’n gjek fækø ’n sjaa at Prinssessa kom akandis mæ seks Hesta for Vøgd’n sinnø. Han sættø se daa ve Vægen, aa la desse fino Æpplo paa Lummøplaggø sit. Daa ho daa kom, aa fæk sjaa Æpplo, saa spordø ’n um’ n vildø sælja noko taa dei? Jau han vildø daa dæ. Ho kjøftø noko taa dei, aa saa reistø o sin Væg. Daa o haddø vøre ini Kjyrsjun ei Stund, te Præst’n va komin paa Prædikstol’n, saa vart o saa tysto, saa tænkt o: e ska smaka paa dessa Æpplo e kjøftø, saa gaar dæ ovør. Aa ja, ho aat ei nøkkør, aa trast vaks dæ paa o tvau storø Hød’n, saa at alle vørto førskrækte so saago o. Præst’n vart saa ræddø, aa tænktø at den Styggø va komin ini Kjyrssja, sprang neat taa Prædikstole aa sættø paa Døre, aa heilø Ølmugin ette. Kussken hennø laut daa vaagø se innat ett’n; men dæ va saa ner at’n inkji ha faa’t o utigjøno Døre før Hødno. Han kjøyrdø o daa heimat; men ho gjek inkji ind, før Hødno arøstane, ell dei maattø ha o ind paa Laavin. No vart dæ skreve øver øllø Lønd[6] ette ein Døktør, so kunna taka taa ’n Hødne; men ingjin va gote faa dei taa ’n. Denne Undørøfcer’n ga se daa ut før Døktor aa kom dit. Han haddø daa fønne mæ se mange gjilde Piska, aa telikømæ saa haddø’n noko taa desse skurvuttø Æpplo. Ho spordø ’n daa, um ’n kunna ta taa ’n Hødne’? Jau sa ’n; men e lyt vera aleinø mæ de; aa saa sa ’n dæ ve hine: dæ bli nøk ilt saa ho skrikø; men ko stært o skrikø, saa maa ingjin koma te uss, elldaa faar e ’kji Hødne taa ’n. Aa ja han gavø ’n daa ei Par taa dei skurvuttø Æpplo, aa trast minka Hødne noko; han stirdø daa likøso i ei Bok, aa sa dæ: Du ha vist bedrage ein Kar Du, sa’n. Ja, ho vildø ’kji saa ret staa ve dæ. Fæk du ’kji taa o try Bygkød’n? Jau sa o. Ja dei lyt e faa, saa sta e prøva dæ e kan. Resso ’n fæk dei, saa gav ’n hennø tvau Æple, aa trast saa minka Hødne. Fæk du ’kji oksaa taa o ein Duk? Aajau sa o. Ja, den maa du skaffø me, sa ’n. Den fækø ’n, aa saa gavø ’n hennø ei Par Æpple attø, aa Hødne vørto trast mindør. Ja, men du fæk vist oksaa taa dei sama Fyre ein Pung? Ja, sa o, dæ gjorde e, men den vilde e nok inkji missø, men Pæing ska du faa, sligt du vil; bærø du kan ta taa me dæ, so æ attø ta Hødno. Nei, sa’n, e ser dæ i Boken minnø, at essø du ’kji gjere de reinø før di Bedragøri, saa bli ’kji Hødne mindør. Aa ja, saa laut o koma mæ Punge, aa skaffø o. Saa gav ’n hennø eit Æpple, aa daa minka dei saa, at dei ’kji vøro størrø ell so noko gjildø Bukkohød’n. Aa dæmæsaa sa ’n: dæ va me du bedro du, di Tævø; men no ska du faa Likø før dæ. Aa saa to ’n Kjæppid’n, aa dængd o sligt so ’n va gote. Aa ho skreik aa han slo, aa ingjin tøldø koma te dei. Daa’n daa haddø dænkt o sligt so’n truddø ’n[7], saa reistø ’n sin Veg, aa let o saa behøldø dei Hødne o haddø at. Aa ifraa den Ti, saa kalla dei o „Hød’njamfrjuga.“ I gamalø Ti, haddø Fa’r hennø aa ein a’n Kunge vøre i Trættø um den Kungsgar’n so eittø Skjønhaug, aa ifraa den Ti vart den Dal’n so Garn laag i kalla Trættødal’n. No begjyntø denne Undørøfcer’n si Vandring paanyt. Kor’n kom, saa va’n aldør førlegjin korsji før Mat ell Drikkø, aa helldan inkji for Pæing. Daa sjau Aar va førbi, daa va’n komin aat ein storø Skog attø, aa seint ein Kvæld komø’n paa ei storø Slætt, aa mit paa Slæt’n va dæ ein storø Stein, aa daa ’n kom aat Steine, daa fann han hine tvo Kammørattad’n sine der. Men dæ ha e rettigtnøk førgløymt, at den Jamfrjuga, so tala ve Undørøfcer’n ve denn Stein før sjau Aar sia, ho sa o, kost’n skuldø førhøldø se, ner’n kom aat Steine at: daa kjæmø dæ fyst ein storø Bjød’n sa o, aa han sætø paa dæ aa den maa du prøvø du faar skyte, aa kjæmø dæ ein Graabein, aa han sætø paa ein taa Sylatro, aa den maa han skjøtø, aa saa kjæmø dæ ein Røv, aa sætø paa hin Sylatør’n, aa den ska han skjytø aa mædisama han ha skøte Røven, daa flygø dæ ei Sjør or Huvvue paa Røve, aa den maa du sjaa aa faa fat paa, aa faa drepe o, før dæ æ altsama vonda Utsendinga ifraa Bærgatrølle, so kasta Ørmsham paa uss; men neer dei bli drepne, daa bli Kungsgar’n vøn uppødagøle, aa saa bli me kvittø Ørmshamo. Aa dæ vart soleis; trast dei vøro komne aat Steine, aa haddø fortælt inan kost dei haddø left i dei sjau Aaro, dæmæ kom dæ ein Bjød’n, aa han rendø paa Bakføto imot Undørøfcere, aa vildø ta’n; men han la fram Gjeværø sit, aa skaut ’n ihæl. Aa saa kom Graabein, aa sættø imot ein taa Sylatro; men han skaut ’n ihæl. Aa likøeins gjæk dæ mæ Røve, so sættø paa hin Sylatørn. Men mædisama han skaut Røven, daa flaug dæ ei Sjør or Huvvue paa o; men Undørøfcern va saa vissø te skjøtø, at’n skaut o mæ o flaug, saa at o dat endøne.[8] Detta arbeiddø dei paa, heilø Natte; men daa Sole kom o Mørgon aa skjin paa storø Stein paa Slæt’n, daa førvanlas han te ’n finø Kungsgar, aa heilø Slætte te ’n Hage mæ alløslags Urte aa Blomstre, aa daa komo desse tryaa Prinssessud’n ut, aa toko imot Fyro sino, aa Alt va daa hærle aa væl. Dei gjordø daa alle dei Anstalta, so kunna tænkjas te eit Storbryllaup: Undorøfcer’n fæk den ælstø, aa vart Kunge ovør den støstø Deil taa Frankørikji, aa Sylatrad’n føngo korssi taa hino, aa fingo, so sagt va, korsit Hertukdømme; aa øllø try Pare vigdø paa ein Dag, aa Bryllaupø heldo dei tesamøn i firø fjurt’n Daga. Saa va ’kji e mæ dei længør.