17.
Um Kvitø Staven.

Ei Gong va dæ ein gamalø Man, so gjek aa stauka[1] se mæ ein kvitø Stav. Saa kom’n aat ei Maurøtubbø, aa i hennø laag dæ ein Orm, aa bar se saa illø, at Maurad’n vildø drepa’n. Aa kjæro Man! sa’n, reddø me or desse Nø’n: Ræt te me Staven din aa kastø me otor Tubbun. Aa ja, Man gjordø saa. Trast sløngdø Ormen se ikring Hæls’n paa Manne aa sa dæ: ja no vil e stingø de ihæl. Ja saa, sa Man, no redda e dit Liv, aa du vil drepa me før Omakø. Ja, sa Ørmøn, ha du kji høyrt dæ, at alla goa Gjærninga sko illø lønast. Nei, sa Man, dæ kan inkji vera saa. Me faa gaae eit Stykkjy, faa me høyrø, um Alle sea saa. Aa ja dei komo daa te ei gamalø Mær. Høyr du gamalø Mo’r, sa Man, æ dæ sant, at alla goa Gjærninga sko illø lønast? Saa seie denne Ørmøn: E frelstø Livø hass, han laag i ei Maurøtubbø, aa dæmæsaa sløngdø ’n se ovør Hals’n min aa seie, at’n vil drepa me før Omakø. Ja, sa Mærre, e faar nok veta, at dæ gamlø Orspraakø æ sant e. For ha e hat møngø finø Føl, aa drage mangt eit tungt Lass, aa vøre te storø Nyttø; men no bjøø dei me ei blaaø Kulø i Skallin før Omakø. Ja, høyr no, sa Ørmøn, no sting e de ihæl. Nei, sa Man, me faa gaa eit Stykkjy te, dei sea væl inkji alle saa. Aa ja eit Stykkjy derifraa, komo dei te ei gommolø Kjyr. Høyr du gamlø Mo’r! sa Man, æ dæ sant, at alla goa Gjærninga sko illø lønast? Saa seie denne Ørmøn, e redda Livø hass, han laag i ei Maurøtubbø, aa Maurad’n ha sikkørk drepe ’n, men e redda ’n mæ kvitø Stave mino; men no vil han drepa me for Omakø! Ja, sa Kjyre, e faar saa finnø e, at dæ Orspraakø æ sant. Før ha e børe mange gjilde Kælva, aa mjølka dygtigt; men no bli e bøi ein blaaø Øxøhamar i Skallin før Omakø. Ja, høyr no, sa Ørmøn, no dræp e de. Nei, sa Man, me faa endno gaae eit Stykkjy, heyr e daa dæ sama, saa faar dæ væl saa skje. Saa komo dei te ein Røv. Høyr du Røv! sa Man, du æ no saa klokø paa allø Ting du? Æ dæ sant, at alla goa Gjærninga sko illø lønast? Saa seie denne Ørmøn, so e bærø ikring Hæls’n. E frelstø Livø hass. Han laag i ei Maurøtubbø, aa Maurad’n ha no snart drepe ’n, men e to ’n paa Staven min aa kastø ’n or Tubbun, aa han kasta se ovør Hæls’n min aa seie, han vil stingø me ihæl før Omakø. Ja, sa Røven, no ska e vera Dommar i myljo dikka e; men de maa løva me dæ baae tvo, at de vilja taka ve den Dommen so, e fælle. Aa ja, dæ løvdø dei. No ska e seta me paa ein Stein, aa du Man ska seta de paa ein Stein, aa Ørmøn ska lægji se paa ein Stein. Aa ja dæ gjordø dei. Ja no dømme e, at du Man ska ta kvitø Staven din aa slaa Ørmøn ihæl. Dæ gjorde Man trast. Ko ska du ha før Omakø dit? sa Man. Bli e i Nø ei Gong, saa ska du hjølpø me attø, sa Røven. Noko Daga derette sko Man og pløgdø. Dæmæ kom dæ ein Røv springand. Aa kjærø Man! sa ’n, pløg me ni Føre[2], saa ingjin seer me, dæ kjæmø ein Skjyttar aa vil skjøtø me ihæl. Aa ja, Man gjorde saa, før han kjændø at Røven, at dæ va den sama, so haddø hjølt hono. Saa kom Skjyttarn. Ha du ’kji sit ein Røv sprang her? sa ’n. Nei, sa Man; men han peigtø burtpaa Føre. Han sprang daa sjile plent te de, sa ’n. Nei, sa Man endaa; men han peikte paa Føre alt’n sto; men Skjyttarn hugstø[3] ’kji ette di, aa reistø sin Væg. No, sa Man, redda e oksaa dit Liv. Men Røven, so haddø se’t, at ’n peigtø, svara dæ: Ja du tala so ’n Man; men du peigtø so ’n Skjelm.


  1. støtte.
  2. Fure.
  3. Lagde ikke Mærke til.