Gamla Reglo aa Rispo/7
Paa Hamre[1] hava ein Støl i Fjælle, so kallast Kvidthaug, aa der æ dæ mange smaa Hauga, so dei Gamlø kunnø seia, at dei øfto ha seet baadø Folk aa Krøter paa den Ti, so dei ha vøre heimat fløtte mæ sino eiø Krøter. Ei Gøng kom han Andris Hamre paa Støl’n Bufaræfta’n, dæ vil seia: Kvæld’n før dei skuldø buførø[2], aa saa slæfte’n Mær’n tet ve Støl’n, soleins so’n haddø gjort baade før aa sia. Sosnart’n haddø faa’t se Madt, vildø’n gaa up i ein Fehavne eit Stykji ifraa Støle, aa daa’n kom ut, vart’n vare, at Mærra va komi rat aat Skamdalsose paa hi Sia aat Fjore, aa at dæ sadt paa’n ein blaaklæddø Kar; aa han rei paa’n ikring ein Haug i drivønde Ta’n, sø dæ va sli Skrammøl paa Stalvækjun, ho haddø paa se. Han Andris vart sintø, aa meintø saa te, at’n skuldø ha fat i den, so rei Mærre hass; (Han hugstø ’kji, at dæ va ein Haugakar, so rei o, maaveta) men han fæk inkji sport, at nokon Fremmandø hadde vøre der. O Morgon daa dei fønno attø Mærre, daa va o saa gali, at dæ va inkji Raa te aa faa Stæl paa’n. Dei prøvdø aa lægji Sæle paa o, taa Moer hass skuldø rie paa’n; men ho slæfts Bakkjølun, og gjek paa Knjøno, saa at Moer hass inkji tøldø riø paa’n. Han Andris prøvdø sjæl aa vildø riø paa’n, men dæ va ingji Raa; saa prøvdø’n te aa lægji Kløv paa o, men ho kasta taa se Kløve aa sleit se reint ifraa dei. Men saa va o paa Støle Grandkjæringe dærist, ho Birith nori Gare, ho va no bekjændø før, aa kunnø nokomeir ell mata se, so Orspraakø lye. „E ska riø paa’n e.“ sa o. Aa saa snart ho sættø se uppaa o, daa gjek o saa fint, so ho haddø gangje før, aa seia saago dei aldør nokor Vanskøleheit taa’n meir; aa daa førstøndo dei, at da va Haugafølkø, so haddø førvilla o. Dei ha hællist øfto seet Haugafølk der. Dæ va ei Gong ein Bufaræfta, dæ sadt ei Kjering aa bustulla ette dæ va myrt o Kvæld’n, paa ein Støl, so liggø paa hi Sia, aa kallast Ondal’n. Før eit Hændils gjek Kjæringe ut, aa daa vart o varø, at dæ bran burti ein Haug. Dæ va likoso dæ sto øpi ei Dyr, aa at dæ bran paa Peise innø, aa ho saag, at dæ gjek Følk um Varmin, aa at dei stundo leto attø Døre aa gjengo ut, aa stundo, at dei leto upat Dyre, aa gjengo inat. Denne Kjæringa eittø Ragnild Øldrø. (Neer dei pla tala te Haugafølke, saa brukø dei støt dæ Orspraakø: „O væl vøro de.“) Daa o daa haddø seet paa dette ei Stund, saa tænktø, o ve se sjøl: E ska prøvø aa gartø[3] te dei, taa dæ va ’kji saa langt ifraa Sæle hennø, aa dæmæso roft o te dei: „O væl vøro de, Stakkara!“ sa o, „O væl vøro de attø!“ sa dei. „Æ dæ saa, de bustullø de mæ no?“ sa o. „Ja,“ sa dei. „No faar du leva so væl! i Mørgo buførø me te Rundhaug,“ sa dei. No vistø ho væl kor Rundhoug va; aa øfto hadde o seet, at dæ hadde baadø brønne o røkje or dei Hauge.