Utgitt av Den norske historiske Forening, A. W. Brøgger (s. 62-74).
◄  VI.
VIII.  ►
Schøning som Geheimearchivar. Udgiver Heimskringla. Dass’s Død, Schøning arver en Del af hans Bøger. Schønings Forhold til Luxdorph og Suhm, den sidstes huslige Ulykker. Schønings Sygelighed og Død. Hans Character.

Schønings første Forretning i Kjøbenhavn blev hans Deltagelse i den Commission, der var nedsat angaaende Langebeks Bo, thi af dennes store Samlinger skulde der udsondres, hvad der maatte ansees for privat Eiendom, og endel heraf indkjøbes for kongelig Regning. Hans Colleger i Commissionen vare Carstens, Suhm og Erichsen. Dernæst Skulde han overtage sit Embede, men „understod sig ikke at aabne H. K. Maj.s Geheime-Archiv, førend det ved visse dertil allernaadigst beskikkede kgl. Betjente blev ham overleveret og af dem tillige med ham Selv efterseet.“ Til saadanne Commissarier udnævntes Secretair C. F. v. Terber, Cancelliraad og Archivar Chr. Rud. Scharffenberg og Cancelliraad C. E. Voss.[1] Som Embedsløn var der tilstaaet ham 1200 Rdl. aarlig,[2] en forholdsvis ret anstændig Løn, der efter Pengenes daværende Værd maa ansees bedre end tilsvarende Lønninger i Nutiden. Som Medhjelper i Embedet fik han Registratoren Jens Jacob Weber, der ansattes i denne Post 1776 efter tidligere at have været Amanuensis ved Universitetsbibliotheket, en velstuderet og flittig Mand ikke uden literære Fortjenester.

Om Schøning som Archivar er der forresten meget lidet at sige, og Sporene af hans Virksomhed som Saadan i de faa Aar, han virkede i dette sit sidste Embede, ere kun faa[3], men hans literære Virksomhed fortsattes ogsaa i hine Aar med uforandret Flid. Der var først givet ham Befaling til, at han skulde fortsætte Langebeks store Verk, Udgivelsen af Scriptores Rerum Danicarum, hvoraf tre Bind vare udkomne i dennes levende Live, ligesom han ogsaa skulde antage sig det store Diplomatarium, men efter en Ordre fra Arveprinds Frederik, der foranledigede Rescriptet af 17de Juni 1776, forandredes Bestemmelsen Saaledes, at Suhm skulde overtage Scriptores, medens Schøning skulde udgive Heimskringla.[4] Denne forelaa hidtil kun i Peringskölds Udgave, men allerede Gram havde begyndt at forberede en ny ved at lade Islændinger afskrive og conferere Haandskrifterne.

Paa dette store Arbeide tog nu Schøning fat med stor Iver, og i Aarene 1777 og 1778 udkom to svære Bind af den bekjendte Folioudgave af Snorre og en stor Del af tredie Bind (til S. 211) var færdigtrykt.[5] Denne Udgave, hvis Fortsættelse senere overdroges Skule Thorlacius, holdt sig tre Menneskealdre, lige indtil Unger gjorde den overflødig (1868). Selvfølgelig havde den store Mangler, Kritiken af de benyttede Haandskrifter lod meget tilbage at ønske, og fra Peringsköld optoges „mange Træk som tilhørende Snorres Text af Kongesagaerne, der ere denne uvedkommende og eiendommelige for den senere vidtløftigere Bearbeidelse af disse, for ikke at tale om, at man har ladet Ord og Vendinger falde Snorre i Pennen, som have været aldeles ubekjendte for ham og hans Tid.“[6] Det „islandske“ Sprogstudium var endnu ikke saaledes udviklet, at fuldkomne Udgaver af den gamle Literaturs Skrifter vare blevne mulige, men, som N. M. Petersen bemærker om Schønings Snorre, „desto mere vidunderligt er det, at Sprogets Behandling ikke blev ganske forfeilet.“[7] Den latinske Oversættelse, der ledsagede Snorres Text, Skyldtes ogsaa Schøning, hvorimod den danske besørgedes af Jon Olafsen.

Ogsaa paa anden Maade kom Schøning i denne sin sidste Periode til at virke for Oldliteraturens Udgivelse. Han var nemlig den 12te Juni 1776 bleven Medlem af den Arnamagnæanske Commission[8] og havde i denne Egenskab Del i Udgaven af Hungrvaka, hvortil han ogsaa forfattede Fortalen.

Endelig hidrører ogsaa fra hine Aar tredie Bind af Norges Historie, hvilket Forfatteren ikke oplevede at se trykt.

Med Hensyn til Schønings private Forhold var en stor Forandring indtraadt under hans Reise i Norge. Da han skulde bosætte sig i Kjøbenhavn, fandt han ikke mere Benjamin Dass i Live. Denne havde 1773, samme Aar, som Schøning forlod Sorø, seet sig nødt til formedelst tiltagende Sygelighed at ty til et Hospital i Kjøbenhavn, men i Suhm og hans Hustru havde han trofaste og deltagende Venner, og Schøning bestred Udgifterne, idet dog den Gamle søgte at lette ham disse ved at sælge adskillige af sine Medailler og andre Kostbarheder, som han i fordums Dage havde samlet.[9] Den 5te Mai 1775 døde Dass i sit 69de Aar. Allerede i 1768 havde han gjort sit Testamente[10] og indsat Suhm til dettes Executor. Hans væsentligste Eiendom var hans store Bogsamling, til hvilken Suhm havde givet ham Locale. Af denne skulde alle „danske (og norske) Mænds Skrifter, saa og Fremmedes, som oplyse danske Sager, efter Aftale tilhøre Schøning, for hvilket mig for længe siden er skeet Vederlag, og er det mine Arvinger eller Andre uvedkommende, paa hvad Maade samme er skeet.“I lige Maade skulde Schøning „tage til sig endel svenske Mænds Skrifter til det Brug, som imellem os er aftalt, og ingen Bog i hans levende Live skilles fra bemeldte Samling, men heller forbedres, saavidt ske kan.“ Denne Aftale mellem Lærer og Discipel var, at det Hele i sin Tid skulde til Throndhjems[11]. Den øvrige Del af Bøgerne[12] skulde sælges, tilligemed hvad Dass forresten maatte efterlade til Fordel for hans to Søstre. Schøning, der selv stadig havde samlet Bøger, saa ved dette Testamente sin Bogskat betydelig formeret og var nu Besidder af et anseligt Bibliothek.

Blandt Schønings Venner i disse Aar var udentvivl Geheimeraad Bolle Willum Luxdorph en af hans fortroligste og kjæreste. Denne sande Lærdomselsker opskrev i en lang Række af Aar i sine Almanaker, der bevares i Geheimearchivet, en kort Redegjørelse for hver Dags Begiveriheder, og vi erfare heraf, at han idelig saa Schøning i sit Huus og selv igjen ofte besøgte ham. Luxdorph holdt ikke af at gjøre Selskaber og kom sjelden til Hove, men desto mere Pris satte han paa en stadig Omgang med en liden Kreds af Venner, og i Valget af disse lod han ikke Standshensyn raade; „han var,“ siger Suhm,[13] „ikke en Geheimeraad som andre, men en philosophisk Geheimeraad.“ Hielmstierne, Kofod-Ancher, Erichsen og Suhm hørte til dem, med hvem Schøning her traf sammen.

Til den sidstnævnte stod han fremdeles i det nærmeste Forhold, men just fordi dette Venskab var saa gammelt og prøvet, maatte Schøning berøres, og det vistnok meget smerteligt, ved den store Ulykke, der i den Senere Tid havde fordrevet Glæden fra Suhms Hjem. Der var nemlig i Suhms Liv en mørk Plet, og det var hans Opførsel mod den Hustru, hvis rige Arvemidler havde sat ham i Stand til at leve det sorgfrie, Videnskaberne indviede Liv. Han havde ægtet den af alle vel omtalte, men ikke smukke Karen Angell for Pengenes Skyld. Saadant var, allerhelst i den Tid, intet usædvanligt, Langebek f. Ex. havde gjort noget lignende og det to Gange efter hinanden.[14] Men medens den correcte Langebek ogsaa i sit Husliv blev et Mønster, var Suhms Forhold i denne Henseende ikke bifaldsværdigt. Efter Karen Angells Død berømmede han i varme Udtryk hendes mange gode Egenskaber[15] og tilstod, at hun havde været en fortræffelig Kone, der „sørgede for alle Ting i Huset, endog naar Bygninger Skulde opføres, saa at hendes Mand ikke havde andet at gjøre end at studere og fornøie sig, da hun med al mulig Ømhed sørgede for ham i alle Ting.“ Han erkjendte ogsaa da, at hun, paa hvis Opdragelse Intet var sparet, besad megen Dannelse og mange Kundskaber. Men forlængst havde den forøvrigt saa ansete Suhms Liv i en vis Henseende vakt almindelig Forargelse, og dette skal endog have været Grunden til, at han flere Gange efter hverandre gik glip af det hvide Baand, der var ham tiltænkt saavel i 1774 som i 1784.[18] I 1777 vilde Fru Suhm endog klage over ham til Kongen, dels af den antydede,Grund, dels fordi han forødte sine Midler. Hun søgte Trøst og Raad hos Luxdorph og hos Schøning, der var hendes Landsmand og gamle Bekjendt, og hvis Hustru var hendes Byesbarn og Veninde. Luxdorph skrev Suhm et alvorligt Brev til i Februar 1777.[19] Kort efter fik det ulykkelige Ægtepar en stor fælles Sorg, idet deres eneste Barn, den syttenaarige Ulrik Frederik (Fritz), døde 3die Januar 1778. Begge vare ganske utrøstelige, og Faderen „laa som i en Døs“; ved Begravelsen „var han saa overvældet af Sorg, at intet kunde være ynkværdigere at se.“ I disse triste Dage var Schøning og hans Hustru stadig hos dem, og maaske har den bitre Modgang for en Tid fremkaldt en Tilnærmelse mellem Suhm og hans Hustru; man ser i det mindste, at de nu i Forening oftere have besøgt Schønings, Luxdorph og Hielmstierne. Men inden Aaret var omme, vakte Suhms Liv paany Forargelse. Da Schøning den 12te December 1778 spiste Middag hos Luxdorph, „fik han over Bordet et Concept til et Brev fra Fru Suhm til hendes Mand“, som han i Forening med Luxdorph skulde gjennemse, inden det afgaves.[20]

sørgelige Historie, hvilke her forbigaaes. Om 1784 se N. M. Petersen, Bidrag til den danske Literaturs Historie, V, 2, S. 88. Karen Angells Cousine, den talentfulde Fru Ditlevine Feddersen, født Collett (om hvem se L. Daae, Det gamle Christiania, S. 174, og Alf Collett, Familien Collett, S. 31), har i et Brev, der findes i den Fayeske Samling i Rigsarchivet i Christiania, berørt denne Sag og givet et sørgeligt Billede af Fru Suhms sidste Aar.

Schøning havde stedse arbeidet med anstrengt Flid, men hans Helbred havde dog hidtil været ret god. En regelmæssig Levemaade og de Legemsøvelser, hvorpaa han synes at have sat Pris, have vistnok ogsaa bidraget til at bevare den. I 1778 var han imidlertid begyndt at skrante. Han blev i April angreben af en Betændelse i Leveren; Luxdorph fandt ham „farlig syg“, da han var hos ham den 20de April, og besøgte ham derfor saagodtsom daglig i den nærmestfølgende Tid. Allerede den 16de Mai var Schøning dog „vel igjen“ og aflagde et Gjenbesøg hos Luxdorph. I Slutningen af September 1779 overfaldtes han imidlertid pludselig af Betændelse i Underlivet, og atter se vi, at hans trofaste Ven Luxdorph flittig besøger ham, stundom endog flere Gange daglig. Schøning blev aldrig mere frisk efter den Tid, skjønt han dog kom ud igjen. I Juni 178O var han ude paa Landet, men her fik han i den følgende Maaned en Blodstyrtning. Han ønskede at se Luxdorph, som ogsaa besøgte ham, men fandt hans Tilstand meget slet. Den 18de Juli døde han, og den 24de s. M. blev han begravet i Frue Kirke.[21]

Samme Dag som Schøning døde Hielmstierne, der havde erhvervet sig saa store Fortjenester af Videnskabernes Selskab, og hvis ypperlige Samling af dansk Literatur hører til det kongelige Bibliotheks store Skatte. Tremaanedersdagen efter, 18de October, døde Historikeren Johan Henrik Schlegel, der i de sidste Aar havde

allerede længe før sin første Hustru Død havde været forelsket. (Folke, udg. af Fr. Barfod, I, S. 461 flg.). været Møllmanns Efterfølger som Professor og Bibliothekar. Den 21de April var Carl Deichman død i Porsgrund.

Den navnkundigste af Schønings Disciple fra Throndhjem, Johan Nordal Brun, om hvem han selv har nedskrevet i Skoleprotokollen de Ord: „Største Haab“,[22] kom kort før sin Død leilighedsvis til at udtale sig om sin fordums Lærer og bedømte ham da saaledes: „Blandt de Rectorer, som jeg, 70aarige, kan erindre, har jeg Ingen hørt rose, blot som Rector, mere end Thrønderen Benjamin Dass. Kun et af hans Rector-Mesterstykker vil jeg nævne, min Rector Schøning, af Naturen saa ganske uden Geni, som nogen Adams Søn, men, Dass’s Opdragelse og Yndling, blev han den Uforglemmelige, som Verden, som Norge især kjender og ærer.“[23] Ganske vist er dette overdrevne Ytringer, der paa engang indeholde en Overvurderen af Dass’s Evner som Lærer, ja af den pædagogiske Kunsts Kræfter i Almindelighed, og en Undervurderen af Schønings naturlige Gaver. Men det er dog Værd at lægge Mærke til dem, thi de indeholde et Vidnesbyrd af en aandfuld Mand, der har kjendt Schøning godt, om det end maa medgives, at Nordal Brun efter sin hele Retning let kunde være udsat for at misforstaa visse Sider hos den, der som Schøning først og fremst var og vilde være Lærd. Han, der selv har klaget over sit „Humeur“, kan nok til daglig og udenfor Venners Kreds have været alvorlig og ordknap, og Brun kan have opfattet dette som Mangel paa Aand.

Suhm, der saa stærkt berømmer Schøning og i sin Skildring af ham endog forsikrer, at han „aldrig ved den ideligste Omgang kunde opdage nogen Feil hos ham“,[24] har dog paa et andet Sted indrømmet, at „han heldede noget lidet til Hidsighed, hvilket Rectoratet forvoldte“,[25] og Schøning selv tilstod, som vi have seet, under sin Strid med Nannestad, at han havde et pirreligt Sind. Hans Udvortes synes ogsaa at have baaret Præget af et saadant Indre, thi han var en bleg og mager Mand af et alvorligt Udseende. Presten Lorentz Wittrup, ligesom Brun en fordums Discipel, kunde ikke undgaa i sin Mindetale at røre ved de Egenskaber, vi her have antydet, men han fremhæver ogsaa, at der var indtraadt en Forandring i hans hele Væsen, da han som Professor kom tilbage til Throndhjem i 1773. „Nu indtog han alle uden at gjøre sig Umage derfor, vort Throndhjem saa ham atter med en blid Munterhed, en sjelden Belevenhed, der ligesom aabnede for Verden hans ædle Bryst og lagde hans sande Gemytsbeskaffenhed kjendelig for Dagen.“[26]

Skjønt fortrinsvis fordybende sig i historiske Kildeforskninger, hengav Schøning sig ogsaa til philosophisk Læsning og blev ikke uberørt af de nyere Tankeretninger i Aarhundredet. Leibnitz’s Theodicee tiltalte ham i særdeles høi Grad, og hvad der er mærkeligt, han sværmede ogsaa lidt for Rousseau. Vel erkjendte han, at „Videnskaber vare Mennesket fornødne i dets nærværende Tilstand“, men han troede dog, at „Mennesket var lykkeligere i den naturlige Stand, end i den slebne“, og herom havde han mangen venskabelig Strid med Suhm. Ja, han var ikke langt fra at tro paa St. Pierres Theorier om en evig Fred.[27] I god Samklang hermed staar den „velmente Paamindelse“, som han i Fortalen til sin Norges Histories anden Del giver „sine kjære Landsmænd“ om „noget bedre at Studere Forfædrene, end hidindtil er skeet“, — „ei i deres Laster, ei i et stivt og ubøieligt, tildels følesløst Gemyt, ei i Ting, der ikke passe paa vore Tider, men i en tarvelig Levemaade, i Tapperhed, i et høit Mod, i Kjærlighed til Fædrenelandet, i at lægge Vind paa allehaande Legemsøvelser, i en ædel Tænkemaade, og i en Opførsel, der passer sig paa vore egne Lande, paa den Himmel-Egn, under hvilken vi leve, der kan characterisere os som en Nation, som en Original, og ei gjøre os til en Copie af andre Nationer, som vi en Tid lang have gjort os Umage for at blive.“ Han glæder sig ogsaa over, at Norges Historie „ikke har at opvise nogen Alexander, Cæsar, Muhamed, Cingischan og Tamerlan eller andre saadanne, der have forhvervet sig et stort Navn i Historien ved at ødelægge det menneskelige Kjøn.“

Som endel af de her meddelte Udtalelser nok kan lade os ane, var Schøning neppe fuldt ud orthodox. Men dette var et Emne, hvorpaa han nødig indlod sig; thi Strid om religiøse Meninger var ham imod. Som Skolemand havde han naturligvis efter Datidens Forhold ogsaa været Religionslærer og besad gode theologiske Kundskaber, men han tiltaltes mere ved Erasmus, Melanchthon og Grotius end ved den strengt lutherske Skole. Da han laa paa sin Dødsseng, hændte det, at en ung Prest, der i sin Tid havde været hans Discipel, trængte sig ind til ham, gjorde ham „Formaninger og Bebreidelser“ og ytrede „Tvivl om hans rigtige Religions Begreb“. Da han var gaaet, sagde Schøning: „Den Pedant!“[28]

Ligesom Schøning rostes som en kjærlig Ægtemand, var han ogsaa en trofast Ven. Det kjærlige Forhold mellem ham og Dass have vi oftere seet Beviser paa, og hans Venskab med Suhm er bekjendt. Denne forsikrer, at „Schøning og Hielmstierne kom Dass nærmest i Trofasthed, Fasthed og Ubøielighed og i at sige deres Mening lige ud.“[29] Mellem Venner kunde Schøning ogsaa være munter og oprømt.

Literær Bistand ydede han med Redebonhed. Enhver, der søgte den hos ham, og Mange nød derfor godt af den, f. Ex. Hans Strøm, i Anledning af sin classiske Beskrivelse af Søndmøre, og Schnabel, Forfatteren af Hardangers Beskrivelse. Disciple, der viste Lærelyst, kom jevnlig i hans Hus, hvor han glædede sig ved at vise dem sine Bøger og Lærdomsapparater, og de dygtigste af dem anbefalede han hyppigen til Dass’s Veiledning i Kjøbenhavn.[30]

Schønings naturlige Eftermaalsmand var Suhm, der følte, hvormeget han skyldte ham, og som selv af Schøning i deres throndhjemske Periode havde modtaget Impulserne til det store historiske Verk, som han, lykkeligere end sin Ven, skulde udføre. Suhm skrev en kort Levnetsbeskrivelse af ham, der meddeltes baade paa Dansk som Fortale til tredie Bind af Norges Historie og paa Latin som Praefatio til Scr. Rer. Dan. Tom. V. Paa mangfoldige Steder rundt om i Suhms „Samlede Skrifter“ vil man derhos finde Schøning omtalt. Disse Suhms Meddelelser have, som let vil sees, været Forfatteren af nærværende Mindeskrift uundværlige, ligesom de ville være det for Enhver, der maatte komme til at sysle med hans Levnetshistorie. Allerede lige efter Schønings Bortgang havde Suhm efter Datidens Skik udtalt sine Følelser i en latinsk Gravskrift, der lyder saaledes:

FLENTIBUS MUSIS
LANGEBEKIO ADEMPTO
APOLLO DIXIT:
NE FLETE SORORES,
SCHØNINGIUS VIVIT.
NUNC SCHØNINGIO SUBLATO
PLORANTIBUS MUSIS
COMPLORAT APOLLO
ET TACET.[31]

Videnskabsselskabet i Throndhiem, der skyldte Schøning saameget og, som vi senere skulle høre, kom til efter hans Død at se denne Taknemlighedsgjeld endmere forøget, hædrede hans Minde ved en Fest den 18de Juli 1781, Aarsdagen efter hans Død. Selskabets Secretair og Schønings fordums Discipel, Mag. Lorentz Wittrup, holdt ved denne Leilighed den Mindetale, af hvilken her nogle Træk til hans Biographi ere laante.[32]


  1. Protokol over Forhandlingerne i Langebeks Bo i Geheime-Archivet.
  2. Antegnelse i Luxdorphs Almanak for 1775 i Geh.-Arch.
  3. Conferentsraad Wegener, en af Schønings Efterfølgere saavel i det historiske Professorat som i Geheimearchivar-Embedet, gav mig i sin Tid med udmærket Forekommenhed Adgang til at gjennemse den af ham selv forfattede Registratur over Archivets Embedspapirer, hvilke imidlertid for Schønings Tid ikke frembød nogen Oplysning af Interesse.
  4. Scr. R. D. V, Praefatio.
  5. Heimskringla edr Noregs Konunga Sögor af Snorra Sturlasyni. Historia Regum Norvegicorum conscripta a Snorrio Sturlae filio. Havniae. I—II (III), 1777, 1778, (1783). Folio. I Upsala optryktes Originaltexten i tre Bind, (1815, 1817, 1829).
  6. Heimskringla eller Norges Kongesagaer af Snorre Sturlassøn, udg. ved C. R. Unger. Chra. 1868. Forord, S. XVII—XVIII. Gustav Storm, Snorre Sturlassøns Historieskrivning. Kbhvn. 1873. S. 228 flg.
  7. N. M. Petersen, Bidrag til den danske Literaturs Historie, V, 2. Kbhvn. 1861. S. 67.
  8. Scr. R. D. V, l. c.
  9. Schønings Breve i Suhms Saml. Skr. XV, S. 452.
  10. Suhms Saml. Skr. XV, S. 305 flg.
  11. Suhms Saml. Skr. XV, S. 51.
  12. Catalogus librorum, qvos reliqvit Benjamin Dass. Hafniae 1775.
  13. Saml. Skr. VI, S. 68.
  14. Langebek skriver selv til Carl Deichman fra Stockholm den 3die Dec. 1753: „I Norrköping havde jeg mit Hoved-Qvarter, der var det, jeg kom i en uventet Correspondence med nogle af mine Venner i Kjøbenhavn, som bragte mig et fordelagtigt Parti i Forslag, hvorefter jeg i Octobri maatte skyndigst reise hjem og fik den Sag lykkeligt bragt i Rigtighed.“ Deichm. Bibl. Mscr. No. 111, 4to, smlgn. Langebekiana, udg. af Nyerup, S. 181.
  15. Character af Frue Karen Suhm f. Angell, i Saml. Skr. IV, S. 361 flg.
  16. „Suhm er blevet meget opirret ved mit Brev, Gud forbedre ham“, skriver Luxdorph i sin i Almanak under 27de Febr. 1777.
  17. Luxdorphs Almanak. Som bekjendt døde Fru Suhm i Juli 1788 og allerede i October s. A. ægtede Suhm sin anden Kone, den smukke Christiana Becker, i hvem han, som han selv tilstod, allerede længe før sin første Hustru Død havde været forelsket. (Folke, udg. af Fr. Barfod, I, S. 461 flg.).
  18. I et udateret Brev, der dog rimeligvis (jvfr. Schønings Brev i Suhms Saml. Skr. XV, S. 445) maa henføres til 1774, skriver den lærde Prest E. G. Schytte i Bodø: „Paa min Efterspørgsel i Kjøbenhavn, hvorfor Suhm ikke har faaet Baandet, fik jeg til Svar, at Enkedronningen har afværget det formedelst hans altfor bekjendte amours.“ (Thjems Vid. Selsk. Mscr. 265, fol.). Luxdorphs Skrivkalendere og nogle senere udarbeidede Commentarer til disse (ligesaa i Geh.-Arch.) meddele forskjellige Enkeltheder til denneover ham til Kongen, dels af den antydede,Grund, dels fordi han forødte sine Midler. Hun søgte Trøst og Raad hos Luxdorph og hos Schøning, der var hendes Landsmand og gamle Bekjendt, og hvis Hustru var hendes Byesbarn og Veninde. Luxdorph skrev Suhm et alvorligt Brev til i Februar 1777.[16] Kort efter fik det ulykkelige Ægtepar en stor fælles Sorg, idet deres eneste Barn, den syttenaarige Ulrik Frederik (Fritz), døde 3die Januar 1778. Begge vare ganske utrøstelige, og Faderen „laa som i en Døs“; ved Begravelsen „var han saa overvældet af Sorg, at intet kunde være ynkværdigere at se.“ I disse triste Dage var Schøning og hans Hustru stadig hos dem, og maaske har den bitre Modgang for en Tid fremkaldt en Tilnærmelse mellem Suhm og hans Hustru; man ser i det mindste, at de nu i Forening oftere have besøgt Schønings, Luxdorph og Hielmstierne. Men inden Aaret var omme, vakte Suhms Liv paany Forargelse. Da Schøning den 12te December 1778 spiste Middag hos Luxdorph, „fik han over Bordet et Concept til et Brev fra Fru Suhm til hendes Mand“, som han i Forening med Luxdorph skulde gjennemse, inden det afgaves.[17] sørgelige Historie, hvilke her forbigaaes. Om 1784 se N. M. Petersen, Bidrag til den danske Literaturs Historie, V, 2, S. 88. Karen Angells Cousine, den talentfulde Fru Ditlevine Feddersen, født Collett (om hvem se L. Daae, Det gamle Christiania, S. 174, og Alf Collett, Familien Collett, S. 31), har i et Brev, der findes i den Fayeske Samling i Rigsarchivet i Christiania, berørt denne Sag og givet et sørgeligt Billede af Fru Suhms sidste Aar.
  19. „Suhm er blevet meget opirret ved mit Brev, Gud forbedre ham“, skriver Luxdorph i sin i Almanak under 27de Febr. 1777.
  20. Luxdorphs Almanak. Som bekjendt døde Fru Suhm i Juli 1788 og allerede i October s. A. ægtede Suhm sin anden Kone, den smukke Christiana Becker, i hvem han, som han selv tilstod, allerede længe før sin første Hustru Død havde været forelsket. (Folke, udg. af Fr. Barfod, I, S. 461 flg.).
  21. Luxdorphs Almanaker. Suhms Saml. Skr. VI, S. 46. J. Chr. Berg har antegnet, at Schøning oprindelig havde paadraget sig sin Sygdom i Geheimearchivets kolde Rum.
  22. Throndhjem Skoles Program for 1855, S. 84.
  23. J. N. Brun, Frederich Christian Holberg Arentz’s Portrait og Biographie. Kbhvn. 1816. S. 11.
  24. Saml. Skr. VI, S. 46.
  25. Saml. Skr. VI, S. 82.
  26. Willes Samling af Mindetaler, S. 217, 229.
  27. Suhms Saml. Skr. VI, S. 46—47.
  28. Suhms Saml. Skr. XIV, S. 270.
  29. Saml. Skr. XIV, S. 268.
  30. Wille, Samling af Mindetaler, S. 215.
  31. Wikikildens oversettelse: «Da musene gråt fordi Langebek var død, sa Apollon: Gråt ikke, søstre, for Schøning lever. Nå som Schøning er revet bort, sørger Apollon sammen med de jamrende musene og tier.»
  32. Wille, Samling af Mindetaler, S. 193—238.