Gjengangere, Udbaarer og Deildegaster
„Nu galer Hanen den røde
Og maa jeg da afsted,
Til Jorden skulle alle de Døde,
Thi maa jeg følge med.“
Gjengangervisen om Aage og Else.
Den Mening, at de Afdødes Sjele finde Behag i at besøge de Steder, hvor de have nydt Glæder eller følt Sorg og Smerte, er almindelig hos de fleste Folkeslag. Deraf den gjengse Tro, at en Myrdets Sjel gjerne dveler ved det Sted, hvor hans Legeme er bleven jordet, og viser sig for at fremkalde Hevn over Morderen. Saadanne paa Jorden dvelende Sjele kalder man ogsaa Gjenfærd, og paa nogle Steder saavel i Norge som paa Island Drauger. Overtroen seer dem snart som hvide Spøgelser paa Kirkegaarden, hvor de standse Heste, skremme Folk og gjøre mange Spektakler, snart som henrettede Misdædere, der i Maaneskin vandre om paa Retterpladsen med Hovedet under Armen. Undertiden knibe de Folk isøvne baade blaae og sorte, og saadanne Pletter kalder man Dødningepletter eller Dødningeknib, hvilke sidste dog altid ere fordybede ligesom blaa Hulninger ind i Kjødet. Saadanne Gjengangere kunne ei faae Ro i Graven formedelst egen eller Andres Misgjerning, førend de adspørges hvad de gaae efter, hvorpaa de ei lade sig mere see. Kugler, Krudt og Vaaben ere spildte paa dem, men for Kors og Besvergelser maae de vige. Til Gjengangerne maa henregnes baade Udburer og Deildegaster. Udburerne, eller som de ogsaa kaldes Udbaarer antages ialmindelighed for Gjenfærd af myrdede Børn. Derfor hører man dem i nogle Bygder at græde i Skovene som smaa Børn, i andre at klage og jamre saa længe indtil Misgjerningen er opdaget, og i enkelte Egne at opholde sig paa bratte Fjelde og afsides liggende Steder ved Havet. Deildegasten, som i flere Fjeldbygder i Christianssands Stift viser sig i Fugleskikkelse og stundom græder og stundom leer ret frygtelig, opholder sig gjerne ved Deilder eller Byttestene, da de ansees for Gjenfærd af dem, som i levende Live svigagtigen flyttede Byttestene mellem Gaardene. I Sætersdalen og i Ombli kaldes den ogsaa Skogagasten og paa andre Steder Heigasten. Overalt troer man at den gjerne dveler paa de Steder, hvor der har været Strid om Byttestene og andre Grændsemærker.
Anm. Mundtligt. Om Troen paa Gjengangere o. s. v. sammenlign Ruges fornuftige Tanker om adskillige curiøse Materier C. 2. Feroa reserata C. 8. Budstikken 3, 735. Biskop Hansens Archiv 2, 362. Udvalgte danske Viser fra Middelalderen 1, 200, og om Gjenfærd og Gjengangere af F. Oldenburg 1818.
Troen paa Gjengangere, (det oldnordiske Draugr v. Apturganga) stod i Oldtiden i Forbindelse med den da temmelig almindelige Mening, at de Døde boede i Høie (F. Magnusens Eddalære, 4, 229, det eddaiske Qvad om Helge Hundingsbane), hvorpaa og Begrebet om Dains-fylgia ɔ: Dødens Følgeaand, som troedes at opholde sig i Graven hos den Døde, og forsvare hans Been og Eiendom imod Enhver, der lagde vanhellig Haand paa samme, synes at hentyde. Til denne Materie henhører den, selv blandt oplyste Folk ikke ualmindelige tror at de Druknedes og voldsomt Dødes blodige eller blege Skikkelser kunne vise sig for Slægt og Venner; at deres Aand som et Vindpust gjennemfarer Værelset, som et dybt Suk lyder i den fjerne Ven eller Frændes Øren i det samme Øieblik som den Hedenfarendes Aand forlader Støvets Land, hvilket man ved Exempler troer at kunne stadfæste. I Øvre-Thelemarken kaldes den Afdødes Aand, der lader sig see som en tyk, hvidagtig Sky i det den farer ud af Mennesket, Voren. (Willes Beskrivelse over Sillejord, S. 253).
Troen paa Udburrer synes saavelsom Navnet at henpege paa og være en Levning af den hedenske Skik, at Forældrene pleiede at udsætte i Skovene de Børn, som de ei kunde eller vilde opfostre. De norske Lapper troede paa et lignende Væsen, Epparis eller Shjort, som meentes at opholde sig paa det Sted, hvor et Barn, der ikke havde faaet Navn, var myrdet. (Leens Beskrivelse over Finmarkens Lapper, S. 426). At det spøger paa de Steder, hvor et Barn er født i Dølgsmaal og bleven myrdet indtil Misgjerningen bliver opdaget, er en blandt Almuen ikke sjelden Overtro. Hvor indgroet den Overtro var sees af en Skrivelse til Presten paa Bodø i Aaret 1687, hvor der anføres, at en saadan „fordømt Aand af et myrdet Barn,“ bragte den angivne Moder paa Retterstedet. See Keilhaus Reise Side 218. Om Skogagasten, siger Sogneprest Lund i sin Beretning om Overtroen i Sætersdalen (Biskop Hansens Archiv 2, 365): „Høres Skrig paa Marken af en mindre Slags Ugle, kalde Bønderne den Skogagasten. Den holdes for at være et Gjenfærd af et Menneske, der i sit Liv fornærmede sine Naboer ved at flotte Reitestene. Det skal nu være hans Arbeide til Straf i hiin Verden om Nætterne at bringe disse tilbage til deres rette Sted. De Forandringer, hvilke Fuglens Stemme virkelig har, forklares overeensstemmende med denne Overtro. Snart synes hans Stemme at ligne den Glades Latter, og nu skal det lykkets Gjenfærden at løfte Stenen; snart lader den sig høre i en ynkelig Tone, og nu falder Stenen Gjenfærdet af Hænderne. At skyde denne tilsyneladende Fugl er en Forbrydelse, der straffes med Uheld.“
Svarende til den norske Deildegast er den svenske Skälvrängare, (see Molbechs svenske Reise 3, 89).