Guldberg & Dzwonkowskis Forlag (s. 76-77).
Mara.

„Mod Mare-ridt et Raad vor Substitut mig lærte,
Det er: Man sætter Sko for Sengen kun forkeerte.“

Peder Paars.

Til samme Slægt som Vardølget, Draugen o. s. v. hører Mara, der i Udseende ligner den skjønneste Qvinde, men i Lader det arrigste Trold. Hun gaaer igjennem lukkede Døre, overfalder sovende Folk i det hun snart sætter sig skrevs over dem, og plager dem saa det er en Gru, snart lægger sig over Folk og snører Hjertet sammen paa dem. Den, der modtagen et saadant Nattebesøg, siges at rides af Mara, og ofte et han nær ved at qvæles. Den lader sig imidlertid ei nøie med at plage Mennesker, men den rider baade Sauer og Heste. I Thelemarken kalder man den Muro, og der som andensteds har man mange Midler til at blive den qvit. Et af de kraftigste skal være at tage en Kniv, lægge den i et Klæde og paa en vis Maade lade den gaae tre Gange rundt om Livet med de Ord:

«Muro! Muro! Minde!
Er du herinde,
Saa skal du herud!
Her er Sax, her er Spjut!
Her er Simon Svipu[1] inde. –

Anm. Om Mara ere Beretningerne forskjellige. Gamle Ole Brekke fra Nissedal paastaaer, at naar Mara rider ham, som ofte skeer, saa kommer den paa ham som en Hund og vil qverke ham; men naar han først bliver færdig med „Fadervor,“ saa er han fri. Andre sige, at Mara ogsaa maa flyve, naar man kan faa frem: „Jesu Navn“ eller give et høit Skrig fra sig. Nogle mene, at det kun er hemmeligt Elskende, der ere udsatte for Mareridt, og Andre tilføie, at hvis Mara faaer Tid til at tælle alle Tænderne i Munden paa den Sovende, inden Fader vor bliver læst, saa er Døden uundgaaelig. Mara betegner efter F. Magnusens Mening (Eddalæren 4, 216) Hestegudinden ɔ: en Dise, som ynder Heste, (Mar, Mær) hvem man antog for et ondt Nattespøgelse, stundom for en dræbende Dæmon. Kong Vanland i Upsal blev saaledes, som Thiodolf synger, qvalt af „mara,“ der traadte (trad) ham. (Ynglinga Saga C. 16).

Paa Færøerne lægger den sig ovenpaa Folk, naar de sove, og er færdig til at qvæle dem; men kan man udraabe Navnet Jesu, da flyer den. Har man en Kniv hos sig, kan man ogsaa tage den bort. (Landt 449). I Sverige tilskriver man „Mara“ mange Slags onde Virkninger. Saar paa Læberne hede saaledes der Marekys. I Danmark heder den ogsaa Maren og ligner den norske (Thieles danske Folkesagn 2, 18 og 124). I Tydskland kaldes den der Mahr des Nachts eller der Alp.“ Den kan komme ind gjennem det mindste Hul og plager baade Folk og Heste. Kan man bringe Tommelfingeren ind i Haanden maa den vige. „Wer vor dem Schlafen gehen seinen Stuhl nicht versezt, den reitet der Mahr des Nachts“ siger Grimm (deutsche Sagen 1, 130). Englænderne kalde dette Væsen Night-mare, Hollænderne Nachtmaer og Irlænderne Phuka og Finlænderne Painajainen ɔ: Trykkeren. I Danmark fordriver man Maren ved følgende Riim (Peder Paars 1 Bog 4 Sang).

”Mare. Mareminde!
Est Du herinde
Saa skal Du herud.”

Og naar man i Tydskland siger til den:

”Trud komm Morgen
So will ich borgen!”

saa viger den strax, men kommer den næste Morgen i Skikkelse af et Menneske for at borge Noget. (Om Mara see F. Magnusens Eddalære 216 og 280–287).


  1. Simon Svipu, som og kaldes Mureqvast, ere de tykke Gevexter, som findes paa Qvistene af gammel Birk, og fem hænges over Heste, Sauer og i Sengen, at Mara ei skal ride. (Wille 252).