Assessor Helgesen havde indbudt en 15—16 af sine bedste Venner til Middag. Deriblandt var flere af hans Kolleger samt Politimesteren, der præsenterede en alvorligt udseende ældre Gentleman, som ogsaa viste sig at være en god Bekjendt af Assessoren.
Denne kom ham glædesstraalende imøde med Udraabet:
„Nei se, det var da morsomt, at du endelig er kommet hjem fra Udlandet.“ Han førte ham rundt til de øvrige af Selskabet og præsenterede ham som Konsul Bjørn, der netop var vendt hjem fra en meget lang Udenlandsreise.
Herrerne samlede sig i smaa diskuterende Klynger. Passiaren gik livlig og utvungent.
Vi finder Konsul Bjørn inde i Røgeværelset sammen med Assessor Helgesen og et Par andre Herrer — en Skibsreder og en Advokat, begge vel kjendte Mænd i Byen.
Assessoren ledede Samtalen ind paa Røveriet hos Rentier Berg, som havde bedrøvet alle hans mange Venner i særdeles Grad.
„Hvem skulde ane en saadan Hændelse med vor gamle, hæderkronede Rentier,“ sa Advokaten. „Jeg var sammen med ham igaar hos Statsraadinden. Han var oprømt og glad og elskværdig som sædvanlig. Stakkars Mand!“
„Ja, vi savner ham her blandt os idag,“ indskjød Assessor Helgesen. „Han bragte al tid godt Humør med sig, han ogsaa.“
„Jeg forstaar ikke,“ sa Skibsrederen, idet han kastede et Blik ind i Værelset ved Siden af, hvor Politimesteren stod i Samtale med Husets unge, smukke Frue, „at sligt noget kan foregaa i denne vor høist fredelige og bedsteborgerlige By.“
„Hys, hys,“ truede Advokaten, „Argussen derinde vil nok tilslut spore Kjeltringerne.“
„Jeg forlanger ikke meget,“ svarede Skibsrederen alvorlig, „men saa meget forlanger jeg dog, at slige Forbrydelser ikke Gang paa Gang skal foregaa uden at Politiet faar et eneste Spor af Slynglerne. Forholdene er dog ikke saa uoverkommelig store her i Kristiania.“
„Nei, ved De hvad, kjære, jeg tror at vide“ — Assessoren trak paa det, som om han betænkte sig paa at betro en saa dyb Hemmelighed — „at Politiet nu har et Spor. Man mener, at det er nogle gamle Bekjendte, som Lovens Arm har truffet mange Gange før.“
Skibsrederen smilte tvilende.
„Ja, saan er det med Politiet i alle Lande,“ sa han, „naar det staar raadløst, falder det paa, at disse „gamle Bekjendte“ har været ude, saa det skal bli en forholdsvis Bagatel at fange dem ind igjen. Men jeg tror nu ikke, det er „gamle Bekjendte,“ som hjemsøger os denne Gang. Dere husker, hvad vor Ven Amerikaneren sa.“
„Pyt, Amerikaneren!“ svarede flere Herrer i Kor. „Han er vant til større Forhold, til de daglige Mord i Chicago og Newyork, Millionsvindlerierne, Togrøverierne —“
Paa dette Punkt blandede den hjemkomne Konsul Bjørn sig i Samtalen. Han havde hidtil staaet taus og hørt paa de andre.
„Dette interesserer mig,“ sa han. „Hvad er det. Amerikaneren har ytret om Banden, som nu driver sit Spil i Kristiania?“
„Det er vor Ven Norskamerikaneren Nelson, vi taler om,“ forklarede Advokaten; „han mener, at Politiet maa søge Slynglerne andetsteds end i Vaterlands og Vikas Forbryderkvarterer.“
„Og hvor da, om jeg tør spørge?“
„Han mener, at Politiet bør gaa høit op paa Samfundsstigen for at finde dem.“
„Javel,“ svarede Konsul Bjørn interesseret „Det er unegtelig en Tankegang, som lar sig høre.“
„Det mener jeg ogsaa,“ tilføiede Skibsrederen. „Det er bare Politiet, som er af en anden Mening.“
„Nei, hør nu, mine Herrer,“ indskjød Advokaten, „Forbrydere af den Slags inden Kristianiasocieteten — ved Dere hvad, det er dog for eventyrligt.“
„Det er ofte det eventyrligste, som tilslut viser sig at være mest dagligdags og almindelig,“ svarede Konsul Bjørn med et Smil.
Samtalen drev derpaa ind paa noget andet. „Apropos,“ var det en af Herrerne, som sa, „hvor blir der af vor Ven Guldmanden idag? Det er igjen Norskamerikaneren,“ tilføiede han, henvendt til Konsulen; „den Herre strør nemlig Penge ud som Sand. Han har vistnok tjent en kolossal Formue derover i det vilde Vest.“
„Tar jeg ikke feil,“ svarede Assessoren, idet han vendte sig mod Døren, „saa er det ham, som netop kommer!“
En høi, elegant Herre traadte ind. Han blev modtat med glade Velkomstraab fra alle Kanter. Det var en alvorlig, noget bleg Mand med kulsort Haar, som var kjæmmet glat ned og fremover begge Tindingerne. Hans mørke Øine lyste af Skarphed og Intelligens.
Flere af de andre Herrer trykkede ham i Haanden, og der faldt nu og da gemytlige Ytringer, som alle tydede paa Amerikaneren Mr. Nelsons Popularitet i Selskabet. Af Advokaten blev han ogsaa præsenteret for Konsul Bjørn med en spøgende Bemerkning om, at Mr. Nelson i Konsul Bjørn havde faaet nok en Tilhænger af sin Theori om Kristianiarøverne.
„Det glæder mig,“ sa Amerikaneren. „Saa De mener, at man maa gaa høiere op, end Politiet gjør, for at finde Kjeltringerne?“
Konsul Bjørn nikkede.
Der havde nu samlet sig en stor interesseret Klynge om Mr. Nelson.
„Jeg tror endog,“ la Konsul Bjørn til, „at man, naar Tiden er inde, vil bli meget forbauset over at finde, at Banden har Tilknytningspunkter til Kredse, som man mindst af alt kunde tænke sig Muligheden af.“
„Nei, hvad mener De dog?“ indskjød Advokaten med et tvilsomt Smil.
„Ja, at vi hver Dag godt kan gaa og lette paa Hatten for en dristig Forbryderchef, kanske regne ham endog blandt vore gode Venner. Hvem ved? Kanske er han her iaften midt iblandt os.“
Ytringen vakte almindelig Opsigt, og der faldt Udraab som „Hør nu!“ — „Nei, ved De hvad!“ — „Umuligt!“ — „Latterligt!“ — „Fornærmeligt!“
Politimesteren, som var kommet til, rynkede Panden af Misfornøielse.
Men i samme Øieblik fik Konsulen Undsætning af Amerikaneren.
„Jeg er enig med Dem,“ sa han, „ingen ved, hvor Forbryderen befinder sig, eller hvem han er, og ingen af Eder, mine Herrer, kan bevise, at han ikke er i dette Selskab.“
Amerikanerens Udtalelse blev modtat med en Blanding af kraftige Modsigelser og overgiven Munterhed.
Advokaten — det var den berømte L ...., som gjerne yndede ved denne Slags Anledninger at ta paa sig en overlegen-beskyttende Mine, — klappede Mr. Nelson overbærende paa Skulderen og sa:
„Den Logik er dog noget forfløien, Høistærede.“
Idetsamme sloges Døren til Spisesalen op, og Selskabet gik samtalende og spøgende didind.
„Lad os nu lægge tilside alle andre Tanker for Bordets Glæder,“ sa Assessoren. „Vi maa alle ønske, at Slynglerne blir knebet.“
„Ja, det blir de nok,“ svarede Bjørn — han gik ved Siden af Amerikaneren, — „om de er aldrig saa slu,“ fortsatte han, „Vil de dog omsider efterlade et Spor, som leder til Opdagelse.“
„Ja, tror De nu egentlig det?“ spurgte Amerikaneren ligegyldig.
„Tja,“ svarede Konsulen, ogsaa meget ligegyldig, medens han dog stirrede Amerikaneren ind i Øinene og vogtede paa hvert Træk i hans Ansigt, „Forbryderne vil sent eller tidlig komme til at gjøre en Feil, begaa en Tankeløshed, være uheldige. Lad os si efterlade noget, tilsyneladende ubetydeligt, der kunde lede paa Sporet. For Eksempel en Mansjetknap.“
Ikke en Nerve syntes at røre sig i Amerikanerens Ansigt; han var lige kold som ellers.
„Vi faar vel se med Tiden,“ mumlede han.
Dermed var de kommet ind i Spisesalen, og deres Samtale gik istaa.
Ved Bordet summede imidlertid Ordene let og friskt. Samtalen blev krydret med mange vittige Indfald, som særlig Advokaten gav tilbedste. Konsul Bjørn — vore Læsere har vel anet, at Detektiven Asbjørn Krag skjulte sig under dette Navn — sad mellem Amerikaneren og Advokaten. Mr. Nelson deltog med Liv og Lyst i Samtalen og syntes at more sig fortræffelig. Han blev hele Tiden stjaalent iagttaget af sin Sidemand Konsulen. En noget tykfalden, blegfed Tjener gik rundt med Fadene. Det forekom Konsulen, at denne Tjener ved et specielt Tilfælde var i Rapport med Amerikaneren, de vekslede Blikke, — kanske uden Betydning! Men dog — — — — — — ?
Under gemytlig Støi gik Gjæsterne fra Bordet og spredtes i de tilstødende Værelser, hvor Kaffen serveredes.
Konsul Bjørn — alias Detektiven Asbjørn Krag — holdt sig stedse i Nærheden af Amerikaneren. Han la atter Merke til det næsten usynlige Minespil mellem Mr. Nelson og den blegfede Tjener, medens denne bragte Kaffen omkring.
Da Amerikaneren skulde ta sin Kop, forekom det Detektiven, som om han holdt sin Haand vel længe over Brettet.
Detektivens Hjerne arbeidede intenst. Raskt gjorde han sine Slutninger.
Da den blegfede Tjener kom forbi ham med Kaffebrettet, strakte Detektiven Haanden ud og slog Brettet til Gulvet saa Kopper og Glas knustes.
De andre Gjæster troede naturligvis, at Uheldet skyldtes en Klodsethed enten fra Tjenerens eller fra Konsulens Side.
„Konsulen“ lod ogsaa meget forvirret, og bøiede sig ned for at hjælpe Tjeneren med at samle Skaarene op. Han rodede tilsyneladende febrilsk nede paa Gulvet, men hans Snille var aarvaagent, og Heldet fulgte ham, — han fandt, hvad han søgte: En liden sammenrullet Papirkugle!
Denne puttede han hurtigt og ubemerket til sig.
Straks efter fjernede Tjeneren sig med Skaarene.
Det lille Uheld bragte selvfølgelig Stemningen endnu nogle Grader op.
Særlig morede man sig over „Konsulens“ Forvirring, da han bøiede sig ned og rodede i Skaarene.
„Det kunde ha gaat værre,“ sa Amerikaneren. Han var kommet til at staa ligeoverfor Detektiven; „sligt er farligt,“ la han til.
„Hvad mener De?“ spurgte Husets Frue med et Smil.
„Jeg gjentar, at sligt er farligt. Man kan skjære sig paa Skaarene, saa der kan rinde Blod.“
Og Amerikaneren sendte Detektiven et haardt og koldt Blik.
Selskabet fortsatte endnu en Times Tid i den bedste Stemning.
Da foreslog nogle Herrer, at der skulde spilles Whist. Forslaget blev modtat med Begeistring, og der dannedes straks tvende Kortborde.
Ved en merkelig — tilfældig eller beregnet — Tilskikkelse magedes det saadan, at Detektiven og Amerikaneren kom til at spille ved det ene Bord sammen med Assessoren og Skibsrederen. Detektiven og Skibsrederen blev Makkere mod de to andre.
Da alle fire Spillere var meget dygtige, blev Spillet særdeles interessant.
Den første Rubber tabte Detektiven og Skibsrederen. Men straks i anden kom disse ovenpaa paa Grund af nogle heldige Udspil af Detektiven.
„De spiller dristig,“ sa Amerikaneren og tilkastede Detektiven et Blik, som alene denne opfattede.
„Lykken tilsmiler den dristige,“ svarede Krag.
„Ikke altid. Hr. Konsul, som oftest ender det med en Katastrofe. Det er Skjæbnens Lov. Slig er det ogsaa med Livets Spillere.“
„Se, saa, nu begynder man at bli poetiske,“ indskjød Skibsrederen, han var ifærd med at blande Kortene.
Amerikaneren lod, som han overhørte Bemerkningen.
„Livets Spillere gaar næsten altid tilbunds. Og altid gaar det dem ilde, hvis de ikke trækker sig tilbage, naar de merker Faren. Det kan saa let ende med Døden.“
Detektiven trak paa Skulderen.
„Den virkelige Spiller trækker sig ikke tilbage, før han har vundet eller tabt,“ sa han ligegyldig. —
„Nuvel,“ svarede Amerikaneren, „saa faar han finde sig i at tabe. Det blir værst for ham.“
Spillet fortsattes til Kl. 1. Da reiste Herrerne sig. Flere af Selskabet havde allerede trukket sig tilbage, andre var ifærd med at bryde op.
Politimesteren stod med Tøiet paa. Krag gik hen og talte nogle Ord med ham.
Straks efter gik Politimesteren.
Krag og Amerikaneren var blandt de sidste. Den første gik udover mod Drammensveien, den anden mod St. Hanshaugen.