Detektiven lod, som han blev overrasket ved at træffe ham, og passiarede en Stund høirøstet med ham om ligegyldige Ting. Tilslut hviskede han:
„Er alt iorden?“
„Ja,“ svarede Manden i den sorte Kappe.
Saa gav de sig igjen høirøstet til at tale om andre Emner, medens de gik opover Gaden.
De kom til Asbjørn Krags Bolig. Forinden de gik ind, lod Krag det skarpe Skjær af sin Blændlygte lyse i alle Kroge. Ogsaa da han gik opover Trappen, holdt han Blændlygten foran sig. Han lod Lygten staa paa Bordet inde i sit Værelse og tændte ikke Lampen. Udenfor Vinduerne stod Mørket som en svart Væg.
Manden i den sorte Kappe saa forbauset paa ham.
„Kjære Kollega,“ sa han, „jeg har aldrig før seet Dem bange.“
„Jeg er heller ikke bange,“ svarede Krag alvorlig; „men det mindste Feiltrin her kan ødelægge hele Affæren for os og muligens koste mig Livet til ingen Nytte. En gjennemført Forsigtighed er paakrævet.“
„Har De da fundet det rette Spor?“
„Ikke alene det. Jeg har fundet Forbryderbandens Chef. Jeg har endog talt med ham.“
„Men hvorfor i alverden arresterer De ham da ikke?“
„Fordi der endnu ikke findes et eneste Bevis mod ham. Og fordi han har en Række Medskyldige, som heller ikke maa slippe os ud af Hænderne. Sandsynligvis planlægger Banden et nyt stort Kup. Da kan der bli Anledning til at knibe dem alle. Foreløbig er det af Vigtighed, at mine Befalinger paa det nøiagtigste efterfølges.“
Detektiven tog nu frem den lille sammenrullede Papirkugle, som Amerikaneren havde tænkt at spille den blegfede Tjener ihænde.
I Skinnet af Blændlygten foldede han Papiret ud og læste:
„Forsigtighed. Vi iagttages. En Hund i Selskabet.“
Det var med et tilfreds Smil, at Detektiven puttede det lille, krøllede Papir i Lommen.
„Vent paa mig her, Græff,“ sa han til sin Ledsager, „træk imidlertid Rullegardinerne ned, saa man ikke kan staa over Gaden og se ind her.“ Med disse Ord forsvandt Krag ind i Værelset ved Siden af.
Manden i den sorte Kappe, Detektivbetjent Græff, trak hurtig Gardinerne ned og satte sig i en af de brede, dybe Lænestole. Medens han sad der, forekom det ham, at han et Øieblik hørte Støi i Leiligheden, som laa Væg i Væg med Krags. Han lyttede. Var det ikke en Dør, som knirkede, og lød der ikke Skridt, som gik nedover Trappen? Betjenten sad en lang Stund og lyttede, men da der ikke hørtes noget mere, troede han at have hørt feil.
Ti Minutter efter kom Asbjørn Krag ind i Værelset igjen.
Der var da foregaaet en fuldstændig Forandring med ham.
Efter en ypperlig Maskering og Omklædning presenterede han sig nu som den mest fuldendte Lazzaron, — lappet og skidden, med et tykt Skjærf om Halsen og en fedtet Skyggelue hængende nedover det ene Øre. En gjennemført Type fra Kutorvet og Vaterlandsbro.
Der kom et beundrende Udraab fra Betjenten.
„Nu skal Kampen begynde for Alvor,“ sa Detektiven, „endnu i denne Nat maa der slaaes et Slag.“
„Jeg er meget spændt,“ svarede Betjenten interesseret, „hvad agter De at bruge mig til?“
„Foreløbig maa De bli her.“
„Her?“
„Ja, netop. De kan være forvisset om, at Spioner rundt omkring holder Øie med dette Værelse. Naar det fremdeles er lyst her, og naar De af og til gaar som en Skygge forbi Vinduerne, da tror de Herrer derude naturligvis, at ogsaa jeg fremdeles opholder mig her. Jeg agter imidlertid at snige mig ud en Bagvei, jeg klatrer over Gjærdet i Mellemgaarden og kommer ud i en anden Gade.“
„Vel, vel,“ svarede Betjenten og nikkede. Han var inde i Situationen.
„Har De Deres Revolver?“ spurgte Krag.
Betjenten trak en seksløbet Revolver frem af Baglommen og undersøgte Magasinerne. Den var ladet.
„Det er godt,“ sa Detektiven, „muligens De kan faa Brug for den. Glem nu ikke at gi eventuelle Spioner derude Indtryk af, at to Mennesker i dette Værelse befinder sig i livlig Samtale med hinanden.“
Med disse Ord aabnede Krag sagte og lydløst Døren og sneg sig ud.
Krag listede ned Kjøkkentrappen og kom ud i den indre Gaard, skilt ved et høit Gjærde fra Nabogaarden.
Det var dog kun et Øiebliks Sag for den behændige Detektiv at svinge sig over Gjærdet og la sig glide ned paa den anden Side.
Derfra spadserede han ud paa Gaden, som laa der mørk og tom.
Da Krag havde gaaet nogle Skridt, mødte han en Konstabel. Detektiven slentrede forbi ham og saa ham ind i Ansigtet. Han kjendte ham straks! Det var en af Politikorpsets ældste og mest paapasselige Konstabler.
Med Tilfredshed la Krag Merke til, at Konstabelen vendte sig om, da han havde passeret ham. En saa mistænkelig og lazzaronudseende Fyr, mente Konstabelen, at han maatte holde Øie med.
Da Krag var kommet nedover mod Parkveien, begyndte han at agere „fuld Mand“. Han hikkede og snakkede med sig selv, som rigtig berusede Folk pleier at gjøre. Tilslut stansede han udenfor Assessorens Hus, det han nylig havde forladt som „Konsul Bjørn“.
Han lænte sig mod Husvæggen og nynnede en kjendt Revyvise, — hans Fyllebøttestemme lød søvnig og falsk; saa sluttede han at synge og tog istedetfor fat paa at snakke med sig selv igjen, smaabandende og spyttende. Omsider karrede han sig opover et Stykke, stadig støttende sig til Husvæggen. Tilslut forsvandt han om Hjørnet.
Eller rettere sagt: Det saa ud som om han forsvandt i en Sidegade.
I Virkeligheden havde han med et raskt Tag hivd sig over Gjærdet til Assessorens Have og dumpet ned paa den anden Side.
Der blev han liggende i flere Minutter, uden at røre sig.
Da Detektiven ikke merkede noget mistænkeligt, og da han tydeligvis ikke havde foruroliget nogen ved sin Manøvre, reiste han sig op igjen og sneg sig nærmere Huset.
Han havde et udmerket Skjul i Ly af nogle Buske. Herfra kunde han gjennem Sprinklerne i Gjærdet overskue Gaden udenfor, saa ingen kunde komme useet ind eller ud ad Hovedindgangen. Kjøkkenopgangene med hele Bagsiden af Huset havde han lige foran sig.
I selve Bygningen var der slukket og sort i alle Værelser med Undtagelse af et, i hvis Vindu der endnu brændte Lys. Detektiven konstaterede med Tilfredshed, at dette Værelse maatte tilhøre en af Tjenerskabet.
Han stod en lang Stund urørlig og ventede, stadig stirrende op mod dette lysende Vindu, nu og da kastende et granskende Blik omkring i Haven eller nedad Gaden.
Pludselig slukkede Lyset.
Et Par Minutter efter hørte Krag nogen komme gaaende nedover Trappen, forsigtig og stille for ikke at vække nogen i Huset.
En Nøgle blev stukket i Gangdøren og dreiet om. En Mand i lang Frakke og en stor, bredbremmet Filthat sneg sig ud. Med det samme han gik ud, rev han af en Fyrstikke og tændte sin Cigar. I Skinnet fra Gløderne, som lyste rødt op i hans Ansigt, kjendte Krag straks sin Mand igjen.
Det var Assessorens blegfede Tjener.
Tjeneren aabnede med en Nøgle en liden Luge i Havegjærdet og gik saa ud paa Gaden. Han laaste ikke efter sig.
Den blegfede blev staaende en Stund ude paa Fortouget og speidede op og nedover Gaden. Saa stak han begge Hænder dybt ned i Frakkens Lommer og slentrede afsted i Retning af Drammensveien.
Detektiven sneg sig straks ud og efter ham.
Den blegfede Tjener gik rolig afsted uden at se sig om, hverken tilhøire eller venstre.
„Han gaar som en Mand, der ved hvad han vil,“ tænkte Krag.
Paa Hjørnet ved Drammensveien stansede Tjeneren en Stund for at se paa sin Klokke i Skinnet fra Gaslygten her.
Da han igjen begyndte sin Vandring, tog han det mere mageligt, gik endnu langsommere og med Hænderne paa Ryggen.
Detektiven havde straks en Slutning færdig.
„Stevnemøde,“ tænkte han, „og til fastsat Tid. Og han vil ikke komme fortidlig, derfor gaar han langsommere.“
Krag var næsten overbevist om, at Tjeneren skulde hen og besøge den amerikanske „Guldmand“, hvis Villa han vidste laa ude ved Skillebæk. Han blev derfor meget forbauset, da Tjeneren slentrede forbi Huset, uden engang at se op mod Vinduerne.
Lige udenfor Amerikanerens Hus var der Sporvognsholdeplads. Paa den Bænk, som her stod til Afbenyttelse for det ventende Publikum, laa der en sammenkrøben Skikkelse med Hodet begravet i Armene.
Den blegfede Tjener tittede bort paa Skikkelsen, og Krag, som imidlertid travede ligegyldig afsted paa den anden Side af Gaden, hørte ham mumle nogle medynksfulde Ord.
Detektiven smilte.
„Han skulde bare vide,“ tænkte han, „at det er en af vore Sporhunde, som ligger der og passer paa, hvad der foregaar i Amerikanerens Hus.“
Efter at ha gaaet endnu et Par Minutter, dreiede pludselig Tjeneren af tilhøire og slog ind paa Benveien til Rentier Bergs Villa.
Detektiven fór uvilkaarlig sammen.
„Dette betyr intet godt,“ mumlede han ved sig selv, „naar disse Herrer vover sig did igjen. Hvad kan dog Manden ville der?“
Krag maatte iagttage den yderste Grad af Forsigtighed, for at ikke Tjeneren skulde merke sig forfulgt nu.
Da den blegfede Tjener naaede op til Porten, fløitede han et Par Gange. Det var tydeligvis et Signal.
Lidt efter aabnedes ogsaa Porten forsigtig, og en hvidklædt Kvindeskikkelse viste sig.
Detektiven syntes at gjenkjende den ene af Rentierens Tjenestepiger; men det var ham paa Grund af Mørket umuligt bestemt at afgjøre det.
„Det er i alle Tilfælder en latterlig Uforsigtighed, de begaar,“ tænkte han.
Den hvidklædte Kvinde lukkede Tjeneren ind og laaste Porten efter sig.
Krag blev taalmodig staaende tilbage og vente. Han var betydelig overrasket.
Efter en Stunds Forløb kom den blegfede Tjener ud igjen i Følge med Tjenestepigen.
Krag blæste i en skingrende Politipibe. Nogle Konstabler kom løbende til, og paa Detektivens Befaling blev baade Tjeneren og Pigen arresteret, trods deres heftige og indignerede Protester.
Affæren syntes ikke at ha vækket Gaardens øvrige Beboere.
Krag tog en Drosche og kjørte i Hast til Politistationen.
Detektivchefen sad endnu og ventede utaalmodig paa sit Kontor.
„Noget nyt?“ spurgte han. „Jeg tror at ha arresteret to af de Medskyldige!“ svarede Krag. „Forinden jeg fortæller, vil jeg dog ha et Bud hjem til min Bolig, til Græff, som sidder og venter der.“
En Konstabel blev sendt ekspres med nogle skrevne Ord fra Krag.
Detektiven fortalte nu Chefen alt, men undlod at nævne Navnet paa Amerikaneren. Han kaldte ham kun for „en Herre i Assessorens Selskab“.
Detektivchefen syntes meget tilfreds og gned sine Hænder.
„Vi vil forhøre de to imorgen,“ sa han; „nu er vi da endelig paa Sporet.“
Han havde endnu ikke talt ud, da en Mand kom styrtende ind paa Kontoret.
Det var den Konstabel, som var sendt afsted til Græff.
Han var ophidset og forskrækket.
„Græff,“ sa han, „Græff ... Græff ....“
Krag reiste sig bleg som et Lig.
„Hvad er det med Græff?“ spurgte han.
„Betjenten Græff,“ svarede Konstabelen, „er inat myrdet paa Deres Værelse!“