Og med denne dybe Refleksion reiste Isak sig fra sit Leie og krøb hen til en Aabning i Taget for at gi de aftalte Signaler: Han tog frem en liden Blændlygte, som han havde gjemt under Jakken. Han tændte Lygten og holdt den frem i Aabningen i nogle Øieblikke, tog den tilbage igjen og atter frem et bestemt Antal Gange, medens han blev siddende og stirre ud i Mørket, ligesom han afventede et Signal. Under dette var hans Kamerater aldeles stille.
Efter et Par Minutters Forløb trak Isak for tredje Gang Lygten pludselig tilbage og fjernede sig fra Aabningen. Han mumlede noget mellem Tænderne om at dette var da Fanden!
Derefter krøb han forsigtig frem over Ovnen, luskede afsted paa myge Klør og følte sig for med Hænderne.
Han stødte først paa den drukne Lazzaron og lod Skjæret fra Blændlygten skinne ham lige i Ansigtet.
Lazzaronen sov tungt og fast. Det var et ældre, fordrukkent Menneske, klædt i fillede, smudsige Klær. Hans Ansigt bar Merker efter Næveslag, og Blodet fra et Slag over Næseroden havde sølet ham græsselig til.
Isak ruskede haardt i ham; men den sovende bare brummede, vendte sig om og sov tungt videre. Da lod Gamlingen ham ligge ifred og luskede tilbage til sine Kamerater.
Saa gik der yderligere en halv Times Tid, hvorpaa Isak atter gav Signalet. Lige efter hørtes der en let Larm udenfor Aabningen i Taget. De fire Mænd sad urørlig, turde ikke engang trække Aande. De hørte et Menneske krybe gjennem Aabningen. Straks efter blev det stille.
„Det er ham,“ sa Isak ganske høit.
Idetsamme oplystes Rummet ved Skjæret af en sterk elektrisk Blændlygte. Men den slukkedes snart igjen.
En Stemme spurgte:
„Alt i Orden?“
„Alt i Orden!“ svarte Isak.
„Er vi alene?“ spurgte Stemmen igjen, denne Gang sagtere.
„Her er to fulde Mennesker, men de sover som Svin,“ svarte Isak. „Ingen Fare,“ la han til.
„Jeg liker ikke, at her er andre Mennesker,“ svarte den Nyankomne. — Han var nu gaaet helt hen til dem.
„Det var umulig at holde dem væk,“ forklarede Tateren Reinert, „ellers vilde de ha lavet formeget Spektakel.“
Den Nyankomne lod nu Blændlygten skinne igjen.
Han foretog samme Undersøgelse som Isak med den drukne Lazzaron. Kjærringen kjendte han tydeligvis. Han bare kastede et Blik paa hende og lod hende ligge rolig og sove.
„Ingen andre?“ spurgte han.
„Nei,“ blev der svaret.
„Hold for Sikkerheds Skyld Øie med den Fyr der,“ sa han og pegte paa Lazzaronen. „Ingen kan vide ... Forresten ser han noksaa uskyldig ud.“
Saa satte han sig hen til de andre.
„Vi var uheldige inat,“ begyndte han.
Isak lo igjen med sin korte, knurrende Latter.
„Vi kan bli heldigere til Natten,“ sa han.
Den anden brød ham myndig af.
„Vi lar være med det nu, Isak,“ sa han; „det er for voveligt Spil og desuden uklogt. Jeg har andre Planer.
Det gjælder et større Kup.“
Hans Ord hilsedes med en tilfreds Mumlen.
„Jeg trænger adskillige tusen Kroner nu. Der vil falde betydeligt af paa eders Part ogsaa. Nu skal I høre ....“
Pludselig stansede han. De andre kvak i.
Lazzaronen havde foretat en Bevægelse, ligesom han var ifærd med at vaagne.
Hurtig som Lynet var Isak henne hos ham og bøiede sig over ham, men han blev snart beroliget. Lazzaronen sov videre med en Snorken, som er eiendommelig for sterkt drukne Mennesker.
Isak vendte tilbage til de andre.
Den Nyankomne fortsatte:
„Skulde nogen komme os iveien, ved nok du, Isak, hvorledes du har at forholde dig ..! Men,“ la han til, „vi er alligevel for faa til dette store Kup. Jeg trænger endel flere Trofaste.“
„De kan nok hurtig skaffes,“ sa Reinert.
„Forhaabentlig.“
„“Jeg behøver bare at gi dem et lidet Vink,“ fortsatte Tateren.
„Og hvad skulde det være for et Vink?“
„At de kommer til at tjene under Greven af Oslo. — En saadan Anfører vil Alverdens dristige Mænd flokkes om,“ la han næsten begeistret til.
„Du tror det,“ sa den Nyankomne eller Greven af Oslo med en viss Munterhed. „Og de skal heller ikke angre paa det,“ la han til alvorligere.
„Jeg trænger Dere fire,“ fortsatte Greven, „Og saa fire til! De gamle af mine Folk tør jeg ikke denne Gang benytte. Det er uklogt, saalænge vi har denne Detektiv i det gamle Spor. Vi faar gi ham nyt at lugte paa.“ —
„De skal faa saa mange nye, De vil ha,“ mumlede Isak; „alle ville gjerne være med, hvor Greven af Oslo befaler. Naar vi bare faar høre lidt om Planen — ?“
„Ikke iaften — men rimeligvis imorgen skal Dere faa høre! Sagen kræver Mod, Vilje og Snuhed. Og lykkes den, blir vi alle rige — til næste Gang!“
„Den skal lykkes,“ udbrød Isak. „Med Greven i Spidsen kan intet gaa galt.“
Paa dette velmente Udbrud svarte Greven af Oslo med en kort Latter: „Ja, du Isak bør fremfor alt sørge for, at Planen ikke mislykkes. Blir du knebet, gjælder det dit Liv. I Nødsfald slaa derfor til, hvis det kræves; et fra eller til siger intet; men slaa ikke feil Mand, som nu i sidste Nat.“
Isak lo med sin korte, knurrende Latter:
„Aa nei! Vær tryg.“
„Jeg gaar nu fra Dere,“ fortsatte Greven. „Imorgen Aften Klokken 7 kan vi mødes igjen her. Det tør være, at Planen kommer til Udførelse allerede imorgen Nat mellem Klokken 2 og 3. Jeg forudsætter derfor, at Dere skaffer mig de fire paalidelige Mænd, som jeg trænger.“
Igjen skinnede den skarpe elektriske Blændlygte for at lyse Greven ud gjennem Aabningen i Taget, nedad Planken og frem gjennem Sølen, til han naaede Landeveien. Her stak han den til sig.
Greven gik hurtig nedover mod Byen. Nede ved Sagene stod der en lukket Vogn og ventede. Det saa ud, som Greven vilde gaa ubemerket forbi den. Men pludselig aabnedes Vogndøren og Greven smat ind. Kusken smeldte med Svøben, og et Øieblik efter rullede Vognen ind til Kristiania. —
— — — Tidlig næste Morgen — henimod 8-Tiden — sad Asbjørn Krag og Opdagelseschefen i dennes indre Kontor.
Begge var de lige optat af disse Forbrydelser, som for Tiden satte Sindene i det ganske Kristiania i Bevægelse. Her maatte der skaffes Klarhed og Fred!
„Ja! Banden planlægger til og med et nyt Kup,“ svarte Krag paa et Spørgsmaal fra sin Chef, „vistnok større og farligere end noget af de tidligere. Det skal, tør hænde, iverksættes allerede inat.“
„For at kunne vide dette saa sikkert, maa De ha været i en usedvanlig nær Rapport med Forbryderne,“ udbrød Opdagelseschefen, fuld af Beundring over sin Førstebetjents Ihærdighed.
„Jeg har været inde paa Livet af Banden den ganske Nat,“ svarte Krag. „Banden holder om Nætterne til i et af Aktieselskabet „De forenede Teglverker“s Ovne — i „Kulten“, som de selv kalder Stedet. Dette bragte jeg paa det rene ved Undersøgelse af nogle Hjulspor igaar Formiddag deroppe ved Veien til Teglverket. Det var Spor af en liden, let Vogn med eiendommelige Gummiringe om Hjulene. Jeg bragte i Erfaring, at Vognen var kjørt der forbi ved 10-Tiden igaar Formiddag. Af Sporene kunde jeg se, at den havde stanset udenfor Teglverket og holdt stille en fem til ti Minutters Tid. Dette skede altsaa, medens der ingen Arbeidere var paa Verket. Senere paa Dagen fik jeg konstateret, hvem Vognens Eier er. Jeg forstod forresten straks, at det maatte være ham.“
„Hvem ham?“
„Den Mand, som er Forbryderbandens Chef,“ svarte Krag.
„Og hvad skulde saa han ud til Teglverket at gjøre i sin elegante Vogn?“
„Han lod, som han foretog en Kjøretur. Ved Teglverket er der Hestevanding. Han har altsaa havt den bedste Grund til at stanse der. Hensigten synes aabenbar nok: Han vilde aflevere et eller andet Bud. Gi en Besked f. Eks. til en af sine Mænd i Teglverket om et eller andet paakrævet vigtigt Møde af hele Banden samme Aften. Manden fra Troperne var desuden i Fare. Det gjaldt at varsle ham for alle Tilfældes Skyld. Nu, som sagt: senere paa Eftermiddagen, — det var i Promenadetiden, — fik jeg se vor fælles Ven komme kjørende opover Karl Johan under almindelig Sensation.'“
„Var det ham med de to hvide Heste?“ indskjød Opdagelseschefen.
Krag nikkede.
„Det er vor Mand,“ svarte han; — „jeg styrtede til, straks han havde kjørt forbi, og jeg fik øieblikkelig min Mistanke bestyrket. Akkurat de selvsamme Hjulspor.
Nu slutted jeg som saa: Aldenstund Manden har anseet det saa vigtig at faa git et Vink til Mændene i Teglverket idag, er det klart, at noget skal hænde ikveld eller inat deroppe.
Jeg besluttede mig derfor til at spionere.
Omklædninger, som kunde narret min egen Mor, hører blandt mine letteste Kunster, ved De! Og snart var jeg ogsaa omskabt til den mest fuldendte Lazzaron, som nogengang har traakket i Kristiania.
Da det mørknede mod Kveld, var jeg allerede i Udkanterne og ranglede omkring fra Kneipe til Kneipe. Paa et Sted traf jeg sammen med et Fantefølge, og vi blev slængende opover Veiene sammen. Alle i Følget var berusede, og jeg lod til at være den værste blandt alle. Listelig fik jeg trukket Følget forbi det Teglverk, hvor Banden holder til. Og jeg opførte da et saadant Leven, at denne maatte ha bemerket det. Lidt efter sørgede jeg for at komme i Slagsmaal med en af Følget, en bekjendt Slaaskjæmpe. Det var forøvrigt ikke vanskeligt. Og da jeg havde faaet et Par Slag over Næseroden, saa jeg blødte godt, gik jeg fra dem og karrede mig istedet ind paa Teglverket, hvor min Ankomst ikke vakte videre Opsigt. I Begyndelsen var der bare to af Banden samlet derinde, men siden kom to til, og den ene af dem var mig en særdeles magtpaaliggende Person.“
„Og hvem var saa det?“ spurgte Opdagelseschefen spændt.
„Det var ingen mindre end den stakkars Græffs Morder,“ svarte Krag med en underlig Klang i Stemmen. „Jeg forstod straks, at det maatte være ham, og jeg kan med Tilfredsstillelse meddele Dem, at jeg har faaet Ret i min Formodning om hans Udseende. Her er forøvrigt hans nøiagtige Signalement.“
Detektiven la et Stykke beskrevet Papir paa Bordet. Opdagelseschefen stak det straks til sig. „Hvad der videre hændte, er hurtig fortalt,“ fortsatte Krag. „Ud paa Aftenen kom, som jeg havde ventet. Bandens Anfører selv, forklædt som Sjømand.“
„Og det var Manden med de to hvide Heste? Amerikaneren Nelson?“ spurgte Opdagelseschefen spændt.
Krag nikkede bekræftende.
„Der jeg laa, kunde jeg ikke opfatte, hvad der blev sagt, men saasnart Amerikaneren var gaaet igjen, røbede de andre sig ved at tale høirøstet. Det gjælder et Kup, som skal iverksættes rimeligvis inat allerede. Amerikaneren kommer igjen paa Teglverket Klokken 7 iaften for at meddele Planen i sine Enkeltheder og mønstre de nye Folk, som Banden er ude og hverver.“
„Saa har vi jo en glimrende Anledning til at gribe ham.“
„Nei,“ svarte Krag, „lad dem nu løbe Linen helt ud, saa griber vi hele Banden paa fersk Gjerning. Jeg forklæder mig iaften igjen og skjuler mig i Teglverket. Naar saa Greven kommer, kan jeg faa vide, hvad der skal gjøres.“
„Greven?“ spurgte Opdagelseschefen forbauset.
„Ja,“ svarte Detektiven, „Banden kalder sin Anfører Greven af Oslo. Jeg har hørt det Navn i Forbryderkredse før. Der er det hædret og priset, og det er vistnok saa, at enhver større Forbryder og Morder her i Byen er Greven af Oslos givne Forbundsfælle. Deri ligger Mandens Magt. Hans Undergivne stoler blindt paa hans uomtvistelige Dygtighed. Hvor „Greven“ gaar, der følger de andre ham fanatisk i Hælene, selv om han gaar til de voveligste Eventyr.“
Detektiven reiste sig.
„Nu er jeg færdig,“ sa han. „Jeg vil komme til at tilbringe Dagen i forholdsvis Kjedsomhed, til Mørket falder paa.“
„Dette gjælder jo Liv og Død for Dem,“ sa Opdagelseschefen alvorlig.
„Hvis jeg skulde bli dræbt,“ svarte Asbjørn Krag med et uvilkaarligt Skuldertræk, „blir det særdeles kjedeligt for Amerikaneren. Han faar ikke da sin hyggelige Whist ikveld.“
Detektiven la forklarende til:
„Jeg er nemlig — som „Konsul Bjørn“ — indbudt til at spille Whist hos Skibsreder Kolbø iaften. Amerikaneren Nelson, eller Greven af Oslo, skal ogsaa did. Partiet begynder Klokken 11.“
„Og De vil komme under saa alvorlige Omstændigheder?“ spurgte Opdagelseschefen.
„Selvfølgelig. Greven af Oslo skal aldrig savne mig paa Pletten!“ svarte Krag. „Jeg forsømmer ogsaa selv nødig et Kortparti med saa store Indsatser.“