Ad en Omvei havde Asbjørn Krag ved 6-Tiden om Eftermiddagen sneget sig ind paa Teglverket. I en af de mørkeste Kroge, bag nogle Brætter og Bord, la han sig ned for at spionere. Detektiven havde forklædt sig som Gadeslusk med saadan Dygtighed, at selv ikke det mest granskende og øvede Øie kunde ha opdaget Forklædningen.
Lidt efter kom Bandens Medlemmer en for en, kun en enkelt Gang to sammen. Der var tilslut samlet 8 Stykker. Den uhyggelige gamle Mand, som kaldtes for Isak, kom sidst i Følge med Tateren Reinert.
Selskabet snakkede meget lidet sig imellem. Nu og da lød der nogle Enstavelsesord og løse Udbrud, hvilke alle viste, at Spændingen og Forventningen mellem dem var paa det høieste.
Da Klokken nærmede sig 7, gav Isak en Befaling, og en tre—fire af Banden krøb forsigtig udenfor Teglverksovnen. Detektiven forstod, at de skulde undersøge Terrænet, om alt var trygt i Omegnen og ingen Uvedkommende tilstede. Etpar andre undersøgte Verket indvendig, krøb omkring mellem Bjelkerne og lod sine Blændlygter spille. Detektiven frygtede intet Øieblik for at opdages, dertil var hans Skjulested for sikkert. Gjennem nogle Sprækker kunde han selv useet overskue hele Situationen og følge Kjeltringerne i hver mindste Bevægelse.
Efter en Stunds Forløb kom de fire udsendte Spioner lige saa lydløst forsigtige tilbage igjen. Der aandede nok Fred og ingen Fare overalt, hvorfor Selskabet blev rolig siddende og vente.
Endelig præcis Kl. 7 gjentog Isak Manøvren fra Gaarsdagen: Han krøb frem til den lille Aabning i Tagtækningen, svingede sin Blændlygte et bestemt Antal Gange frem og tilbage og slukkede den derpaa hurtig.
Straks efter lød der en let Støi, og „Greven af Oslo,“ denne udsøgte Forbryder og denne ligesaa udsøgte Bandes forvovne Anfører, viste sig i Aabningen.
Han blev modtat i Taushed. I sin fillede Lazzaronforklædning stod han i nogle Øieblikke og lod Søgelyset fra Blændlygten streife sine Redskabers Ansigter.
Og han kunde i Sandhed ikke ønske sig bedre Forbundne.
Først den grovlemmede, kjæmpesterke Isak med sit Rovdyransigt, saa den lille slu og smidige Tater og de andre seks, der hver og en opviste et Billede paa Laster og Forbrydelser. De var alle af den Bærmes værste Udskudd, som vover alt for sin Tilværelse, rede til at være hvilketsomhelst Forbrydelsens Redskab i en sterk Mands Hænder, som Grevens. Og ved sine Bedrifter og sit Eksempel havde han vundet om ikke deres Hjerter saa deres Tro og Hengivenhed, og de beundrende Blikke, de tilkastede ham, viste, at de mere end gjerne vovede med ham i Spidsen at la sig drive ud i de vildeste Eventyr.
Da „Greven af Oslo“ saaledes havde holdt Parade over sine Soldater, nikkede han tilfreds.
Han vekslede nogle hurtige Ord med Isak og gav Tateren Reinert en Befaling.
Denne sidste krøb straks hen til Aabningen i Tagtækket og forsvandt i Sølen udenfor.
Detektiven saa alt fra sit Skjul; men han kunde ikke høre, hvad der blev sagt. Han forstod dog saameget, at Tateren havde faaet Befaling til at holde Vagt udenfor for ved et aftalt Signal at melde, om noget mistænkeligt nærmede sig.
„Greven af Oslo“ havde en Bylt under Armen. Han bad sine Kamerater nærme sig ham, la sig selv ned paa Knæ og skar med et raskt Snit af sin Kniv Bylten istykker. Først trak han frem en solid Taugstige. I Skinnet fra Blændlygten fik ogsaa Krag fra sit Skjul et Glimt af den: Det var en tynd Silkestige af dem, som Forbryderne i Udlandets Storbyer benytter til sine Indbrudsforetagender.
Greven kastede Silkestigen hen til Isak, som hurtig foldede den sammen og puttede den indenfor Jakken. Deretter tog han frem nogle korte, tykke Æsker, som blev behandlet med den største Forsigtighed. Detektiven forstod straks, hvad det var: Dynamit til Sprængning af ildfaste Jernskabe. Bylten indeholdt ogsaa en hel Del andet Indbrudsverktøi, alt Sager af det mest fuldkomne i sin Slags. Tilslut halede Greven frem nogle aflange, ubestemmelige Tingester, som han veiede prøvende i Haanden. Først da disse Gjenstande blev kastet omkring til Bandens Medlemmer, som hurtig stak dem til sig, forstod Detektiven, hvad det var: Haardt stoppede Sandposer af samme Slags som den, man havde slaaet Rentier Berg i Svime og Betjenten Græff ned med, før han blev dræbt.
Krag forstod nu, at det her gjaldt et stort Kup, og at Banden var rustet til alt, for at dette skulde lykkes, selv om det kom til at koste Menneskeliv.
Da de forskjellige Gjenstande var uddelt, begyndte Greven at tale; men han snakkede saa lavt, at det var umuligt for den intenst lyttende Detektiv at forstaa, hvad der blev talt om. En enkelt Gang opfattede han Ordet „Stenene.“
Straks efter hørte han Greven si: — — „Der hvor det elektriske Lys —.“ Resten kom bort. Derpaa hørte han Greven nævne „Larmen fra Trykkeriet“ ... Flere Gange talte de om „Klokken to.“ Andet var det Detektiven umuligt at opfatte; men han skjønte, at de la Planer, og han svor i Stilhed ved sig selv, at ban ikke skulde tabe dem afsyne, forinden han havde gennemskuet dem.
Alt eftersom „Greven af Oslo“ talte, nikkede de andre. Det saa ud, som om de blev helt begeistret for Planen, for de blev tilslut formelig livlige og kastede nu og da Repliker ind. Der opstod, — saa det ud til for Krag, — en kort Trætte mellem Isak og Greven, men denne bed ham hurtig af med en skarp Bemerkning.
Endelig syntes alle at være enig, og Greven reiste sig for at gaa. Han viftede med Haanden til Afsked og forsvandt et Øieblik efter ud gjennem Aabningen i Tagtækket. Men først modtog han gjennem et Signal udenfra — sandsynligvis fra Tateren Reinert — Efterretning om, at Passagen var klar og intet mistænkeligt at merke.
Asbjørn Krag maatte i sit stille Sind beundre den Hurtighed, hvormed denne geniale Forbryderchef gik frem: Det Hele blev besørget paa mindre end en Time. Han gav kort og greit sine Befalinger, uddelte Vaabnene og overlod den videre Udvikling til sig selv. Planen var tydeligvis gjennemtænkt i de mindste Detaljer. Anføreren behøvede bare at sætte Maskineriet igang.
Saasnart Anføreren var kommet ud, lavede ogsaa de andre sig istand til at forlade Teglverket. En efter en krøb de ud gjennem Aabningen og forsvandt bort i Mørket. De sidste, som gik, var Tateren Reinert og Isak.
Saasnart disse var kommet udenfor, krøb ogsaa Detektiven frem. Med en Kats Behændighed sneg han sig langs Tagskjegget uden at gjøre den ringeste Støi. Da han var kommet frem til Aabningen, saa han to mørke Skikkelser, lige ned for sig. Det var Tateren og Isak, som forsøgte at finde Vei frem til Landeveien gjennem Sølen og Mørket.
De snakkede sammen.