H. Aschehoug & Co. (W. Nygaard) (s. 102-110).



K
lokken er 11. Hos Skibsreder Kolbø er Whistpartiet allerede samlet med Undtagelse af „Konsul Bjørn“ — alias Asbjørn Krag.

„Jeg liker ikke Folk, som ikke er præcise,“ udbrød Assessoren grættent.

„Men Klokken er jo netop slagen,“ beroligede Skibsrederen, „jeg tør vædde paa, at Bjørn kommer. I Udlandet lærer Nordmænd bestandig at være præcise.“

Amerikaneren Nelson sad allerede ved Kortbordet.

„Herrerne kunde jo tænke sig Muligheden af, at Konsul Bjørn har faaet Forhindring.“

„Da havde han sendt Bud. Hvad skulde forresten det være?“

Amerikaneren lo spøgefuldt overgivent.

„Tænk, om han var blit dræbt af den mystiske Røverbande, som huserer slig for Tiden.“

„Spøg dog ikke med den Slags alvorlige Ting,“ svarte Assessoren, han blev mere og mere grætten.

I samme Stund ringte det paa Entréklokken.

„Der er han,“ sa de to af Herrerne paa en Gang.

Amerikaneren sad rolig og ventede, trommede noget nervøs med Fingrene paa Kortbordet. En god Menneskekjender vilde ha bemerket Spændingen i hans Ansigt.

Et Øieblik efter førtes Konsul Bjørn ind og blev af Værten modtat med allerstørste Forekommenhed.

Halvt i Spøg bemerkede han:

„Ved De hvad, vi begyndte allerede at ængstes for Dem. De skulde bare hørt, hvad vor Ven Amerikaneren nylig sa om Dem?“

„Hvad var saa det?“ spurgte Konsul Bjørn let smilende henvendt til Amerikaneren, som imidlertid havde reist sig.

„Ja, han bemerkede,“ fortsatte Skibsrederen, „he, he, skulde De ha hørt paa Magen: Han bemerkede: Tænk om Bjørn er blit dræbt af Røverbanden.“

Der gik en Grimace af Ubehag over Amerikanerens Ansigt.

Asbjørn Krag saa paa ham med et Par Øine, som Amerikaneren forgjæves søgte at undgaa. Herrerne satte sig til Kortbordet, og Skibsrederen begyndte at blande Kortene.

Spillet gik livlig og raskt som altid hos Skibsreder Kolbø, hvor gjerne Byens bedste Spillere samledes. Amerikaneren spillede først sammen med Assessoren og tabte. Senere spillede han med Skibsrederen. Da tabte han ogsaa.

„De sidder i Uheld iaften,“ sa Konsul Bjørn skjødesløst elskværdig.

„Ja,“ svarte Amerikaneren tørt med et forbindtligt Buk; „min Stjerne daler iaften. Tilsyneladende, Hr. — Bjørn!“

Klokken blev et, og den blev halvto.

Detektiven sad i stor Spænding. Amerikaneren lod som intet, men Krag la gjentagne Gange Merke til, at Amerikanerens Blik saa forskende paa ham.

„Han vil se, om jeg ved noget,“ tænkte Detektiven, og lod, som han var helt optat af Spillet. Han følte sig overbevist om, at ved det mindste Tegn paa Utaalmodighed fra hans Side vilde Amerikaneren øieblikkelig fatte Mistanke.

Amerikaneren lod heller ikke den mindste Spænding komme tilsyne.

Klokken to sluttede en Rubber, og Amerikeneren foreslog at stanse Spillet, som da havde varet i tre Timer.

„Jeg føler mig ikke rigtig vel,“ foregav han.

Han havde tabt hele Aftenen.

Selskabet reiste sig fra Bordet, og efter endel intetsigende Passiar tog Herrerne Tøiet paa.

Amerikaneren havde imidlertid faaet Skibsrederens Tjener til at telefonere efter en lukket Vogn. Udenfor silregnede det. Der gik 10 Minutter, og saa rullede Vognen op for Døren. Herrerne tog Afsked med hinanden. Assessoren boede i Nærheden, han kastede bare et Regnslag over sig og traskede hjem i forholdsvis godt Humør med Aftenens bedste Gevinst. Konsul Bjørn, alias Detektiven, foregav at ville kapre en Drosche paa Holdepladsen længere nede i Gaden.

Da Amerikaneren stod færdig til at stige ind i Vognen, sa han:

„Hvor et sligt Regn gjør Luften ren og frisk!“

Han aandede den fugtige Luft ind i fulde Drag.

„Jeg liker et saadant mildt, roligt Regnveir!“ — Henvendt til Kusken fortsatte han:

„Kjør mig et Stykke udover til Sandviken. Jeg vil slaa Vognvinduet ned. Jeg beklager, Hr. Konsul,“ tilla han, „at jeg ikke kan by Dem Plads med. Slige natlige Kjøreture foretar jeg bestandig alene.“

„Konsulen“ smilede bare og bød frem sit Sølv-Cigaretui.

„Men en god Cigar bør De dog ha med paa Veien.“

Amerikaneren takkede og tog imod den.

Detektiven rev af en Fyrstikke og gav ham Ild. I Skjæret fra Fyrstikken fik han kastet et Blik ind i den lukkede Vogn. Saasnart Detektiven saaledes havde opnaaet sin Hensigt, hilste han og drev nedad Gaden. Amerikaneren steg ind i Vognen og smeldte Døren høit og lydelig igjen efter sig, hvorefter Kusken piskede paa Hestene. Vognen kjørte raskt afsted udover Drammensveien.

Da Krag efter en hurtig Gang var kommet ned paa Holdepladsen, kom en høi, skulderbred Mand imod ham.

Det var en af Politiets Mænd.

Detektiven hviskede nogle Ord til ham, og Manden sprang straks op i en Drosche, der kjørte ham samme Vei, som den „Greven af Oslo“ havde tat.

Krag selv kjørte ned til Politistationen.

I Hallen traf han Opdagelseschefen, som gik nervøs frem og tilbage.

„Jeg har ventet paa Dem i næsten en Time,“ sa han. „Klokken er nu halv tre.“

„Det er ogsaa paa Tide, at vi kommer afsted,“ svarte Krag, „vi har ingen Tid at spilde. Er alt iorden?“

„Fuldstændig. Vore Mænd er alle paa sine Pladse.“

Opdagelseschefen og Detektiven satte sig i Vognen og kjørte nedad mod den Bydel, hvor Juvelerforretningen laa. Det var i et af de Strøg, hvor der er et pulserende Liv om Dagen, men som om Natten ligger mørkt og næsten folketomt.

Vognen kjørte forbi Guldsmedbutiken og svingede op i en Sidegade, hvor Opdagelseschefen og Krag hurtig sprang ud, medens Vognen rullede videre nedad Gaden.

De to Politimænd listede sig ind i Porten til Hjørnegaarden. Herfra kom de op til Gaardens anden Etage, gik gjennem en lang Korridor og stansede endelig udenfor en liden Kontordør. Opdagelseschefen tog en Nøgle frem og laaste op. Politimændene befandt sig inde i et Værelse, hvis Vinduer vendte ud mod Guldsmedbutiken paa den anden Side af Gaden. Værelset laa i fuldstændigt Mørke, saa Politimændene, selv useet, kunde holde Øie med, hvad der foregik i Gaarden ligeoverfor.

Krag og Opdagelseschefen tog Plads ved det ene Vindu. Opdagelseschefen forklarede Detektiven de Arrangements, som var truffet. Politibetjente var smuglet ind i Trappeopgangen ovenover Agentkontoret, inde i Gaardsrummet og i Portrum nedover Gaden. Det var umuligt for nogen af Banden at undkomme.

„Ser De den Mand derhenne?“ spurgte Opdagelseschefen.

Krag nikkede.

„Mener De han, som forsøger at tænde sin Cigar?“

„Ja,“ svarte Opdagelseschefen, „netop han. Nu har han forgjæves revet af fire Fyrstikker. Det er et aftalt Tegn. Det betyr, at fire af Kjeltringerne allerede er kommet op i Agenturkontoret over Guldsmedbutiken.“

„Udmerket,“ sa Krag. „Nu mangler vi bare Greven.“

„Og De føler Dem overbevist om, at han kommer?“

„Absolut.“

Med et eiendommeligt Smil la Detektiven til:

„Men for Øieblikket kjører han bevislig udover til Sandviken.“

Opdagelseschefen rykkede til.

„Hvad,“ sa han, „jeg forstaar Dem ikke. —“

Krag forklarede:

„Da vi skiltes udenfor Skibsrederens Gadedør, steg Greven op i en lukket Vogn for at kjøre til Sandviken.“

„Det var naturligvis det sædvanlige Tyvetrick,“ afbrød Opdagelseschefen, „han steg ud igjen paa den anden Side.“

„Nei,“ svarte Politimanden; „det var ikke det almindelige, simple Trick. Der var en Plan ligesaa enkel som genial. Nu skal De høre:

Greven stiger op i den lukkede Vogn, som er en almindelig Leievogn, og Kusken kjører ham udover til Sandviken. Da han henad Morgensiden kommer tilbage igjen, stiger Greven af og gaar ind i sit Hus. Hvis noget skulde komme paa, kan Kusken bevidne, at Greven har været i Vognen lad os si fra Kl. halvtre til 6, og dermed er hans Alibi bevist.“

Opdagelseschefen lyttede spændt til Detektivens Fremstilling.

„Jeg forstaar Dem endnu ikke,“ sa han.

Detektiven fortsatte:

„Da Greven steg ind i Vognen, bød jeg ham en Cigar, og i Skinnet fra Fyrstikken, som han tændte den med, fik jeg kastet et Blik ind i Vognen, og jeg saa da, at der sad en Mand inde i Vognen. Denne Mand, en af Grevens Bande, havde luret sig ind i Vognen saa forsigtig, at Kusken ikke havde lagt Merke til det. Greven kunde altsaa gaa ind i Vognen og ubemerket springe ud igjen ved et Gadehjørne. Og Kusken, som ikke vidste noget om den anden, vilde sværge paa, at Manden, som steg ind i Vognen udenfor Skibsreder Kolbøs Bolig Klokken halvtre, var den samme som steg ud igjen udenfor Amerikaneren Nelsons Bolig Kl. 6. Paa denne snedige Maade havde Greven planlagt at bevise sit Alibi, hvis han havde sluppet os ud af Hænderne iaften, men det er altsaa forhindret.“

„Hvorledes?“ spurgte Opdagelseschefen i sterk Spænding.

„Jeg har sendt en af vore Mænd afsted for at arrestere den fremmede Mand i Vognen.“

Opdagelseschefen aandede lettet.

Detektiven fortsatte:

„Altsaa har vi intet andet at beskjæftige os med end denne Affære her.“

Han pegte ned paa Gaden.

„Ser De den Mand der i den brune Ulster?“

„Ja.“

„Godt. Det er „Greven af Oslo.““

Opdagelseschefen trak vantro paa Skuldrene.

„Den Mand der er jo gammel. Han har hvidt Haar og Skjeg.“

„Forklædt,“ hviskede Detektiven, „men han bedrager ikke mig. Den Maade, hvorpaa han svinger Stokken, er allerede nok til at forraade ham. Og se, hvordan han røger sin Cigar, han puster Røgen langsomt ud. Han røger Cigarer, som koster fem Kroner Stykket. Nu svinger han ind i Porten. Vi venter i tre Minutter, og saa kan De gi Signalet.“