Greven af Oslo gik ind ad Porten med sikre Skridt og en rank Holdning — som den, der gaar i sit bestemte og lovlige Erinde.
„Inden to Minutter er han oppe ad Trappen og velbjerget kommet ind paa Agentens Kontor,“ sa Krag.
„Og De er sikker paa, at der ikke findes mere end én Dør, som fører til Kontoret?“
„Absolut.“
„Naar han først er kommen ind paa Kontoret, kan han altsaa ikke slippe ud igjen ad anden Vei end gjennem Døren til Trappeopgangen?“
„Nei.“
Opdagelseschefen var aabenbart grebet af Situationens Spænding.
„Saa maa han falde i vore Hænder,“ sa han.
Detektiven trak paa Skuldrene.
„Lad os fremfor alt endnu ikke være for sikre. Husk paa, Hr. Opdagelseschef, at vi har med en Mand at gjøre, som har narret de dygtigste Støvere baade i Scotland Yard og i Pariserpolitiet.“
Opdagelseschefen nikkede samtykkende, men svarte:
„Han er dog alligevel nu gaaet i Fælden. Maskineriet vil ikke knirke. Er det ikke saa paa Tide at sætte det igang?“
„Lad os vente endnu i et Minut.“
De to Politimænd ventede i Taushed. Opdagelseschefen havde aldrig følt Tiden snegle sig afsted langsommere.
Omsider sa Detektiven:
„Nu er Tiden der! Giv Signalet!“
Opdagelseschefen lukkede Vinduet hurtig op, satte en Messingpibe for Munden og lod den skingre ud i Nattemørket.
Asbjørn Krags Øine søgte granskende henover Gaden. Med Tilfredshed merkede han, at man overalt var aarvaagen. Der dukkede Skygger frem fra Mørket. I Porten til Juvelerforretningens Gaard saaes to høie, bredskuldrede Skikkelser.
Det var af Politiets sterkeste Karle!
Der gik nogle Øieblikke i stor Stilhed; men saa pludselig hørtes en sterk Larm over fra Guldsmedgaarden, og bag Agenturkontorets nedrullede Gardiner saaes nu og da skarpe hvide Lysstreif, som krydsede hinanden. Det var Blændlygterne. Der lød to Revolverskud umiddelbart efter hinanden.
Opdagelseschefen vendte sig fra Vinduet for at springe over Gaden og hjælpe sine Folk, men Asbjørn Krag holdt ham tilbage ved et raskt Greb i hans Arm.
„Det er bedst, at vi blir her nu,“ sa han. „De er mange nok derover. Og —“
Idetsamme hørte Opdagelseschefen, at Krag spændte Hanen paa sin Revolver.
„Hvad er det, Krag?“ spurgte han og fulgte Retningen af Detektivens speidende Blik.
Politimanden fór uvilkaarlig sammen.
Midt paa Bygningens Façade, lige over Guldsmedens høie Speilglasrude, saa han en mørk Skygge, som bevægede sig. Det var en af Forbryderne, som useet havde sneget sig ud af Vinduet og nu forsøgte at klatre langs anden Etages Udspring. Med en fabelagtig Behændighed fik han virkelig sneglet sig frem, som det syntes langs glatte Væggen.
„Den Mand der,“ sa Asbjørn Krag, „er Greven af Oslo, som har forladt sine Folk, og nu forsøger at flygte. Det er vanvittigt, hvad han kan prøve, men dog kan det lykkes ham. Kommer han først frem til det Vindu der, er han saagodtsom reddet, for da er han kommet ind i den store Gaards Labyrinth af Korridorer og Værelser. Men forinden — — — —“
Krag fuldførte ikke Sætningen.
Han strakte sin Revolver ud igjennem det aabne Vindu.
Opdagelseschefen skalv af Spænding.
— „Her er kun et at gjøre,“ sa Detektiven med Kulde. „Vinduet der maa han ikke naa. Jeg skal vente i det længste, men hvis Taget ikke glipper for ham, blir jeg nødt til at skyde ham ned.“
Detektiven talte rolig og bestemt.
— „Jeg kan forsikre Dem om,“ sa han til Opdagelseschefen, „at aldrig har min Haand været støere, mit Øie sikrere.“
Larmen derover blev sterkere, men Politimændene la ikke videre Merke dertil.
Begges Øine stirrede i Spænding paa den mørke Skikkelse, som syntes at svæve mellem Himmel og Jord.
„Han nærmer sig Vinduet,“ sa Krag, „men han har endnu det vanskeligste Stykke Arbeide tilbage. Saa! — — — Der glap Taget!“
Detektiven sænkede sin Revolver.
Den farlige Forbryder havde mistet Haandfæstet og faldt ned paa Gaden. Han reiste sig imidlertid hurtig, saa sig om for at bedømme Stillingen og det bedste Punkt for et Udfald og la paa Sprang nedover Gaden. Men han var ikke løbet mange Skridt, før han igjen faldt voldsomt og pladask til Jorden. Han havde snublet i en Snor, som to af Politimændene, straks Opdagelseschefens Signal lød, havde spændt over Gaden. Forinden Greven paany fik reist sig, var sterke Politimænd over ham, og da han straks blev forhindret fra at bruge sin Revolver, varede det ikke længe, forinden han var overmandet og bundet. Samtidig saa Opdagelseschefen og Krag fra sit Vindu, at Politimændene kom ud af Porten med de andre Kjeltringer imellem sig.
Opdagelseschefen knappede sin Kappe.
„Nu kan vi vel gaa ned og høre, hvem de to Revolverskud gjaldt,“ sa han.
Da de to Politimænd kom ned, var der allerede et Par Droscher rullet frem, og to-tre nysgjerrige, sene Nattevandrere havde stanset op for at se, hvad der foregik midt i det fredelige Kristiania en stille Nattetime.
Forbryderne bragtes op i Vognene sammen med sine Vogtere. Opdagelseschefen og Krag fik længer nede i Gaden fat i en Vogn, som de steg op i. De bad Kusken kjøre i strakt Trav til Politistationen.
Under hele Kjørselen blev der ikke sagt noget udenom det, at Opdagelseschefen med en viss Stolthed bemerkede:
„Der ser De, Krag, at Maskineriet ikke knirkede paa et eneste Punkt.“ —
Og saa rullede da den uhyggelige Vognrække gjennem Kristiania Gader. Paa Stortorvet stansede de faa Nattevandrere og saa forbauset til. De kunde ikke forstaa, hvad dette skulde bety.
Forbryderne blev en efter en ledet igjennem Politistationens Hal og sat i Celle. Den gamle Isak saa dyster og mørk ud. Tateren Reinert lod som intet i ungdommeligt Overmod og spøgede med Konstablerne, saa en af dem tilslut maatte be ham holde Mund.
„Greven af Oslo“ blev sidst ført frem. Han havde paasat Haar og Skjeg af en brunlig Farve, men under de huskede Øienbryn stirrede Amerikaneren Nelsons følelsesløse Øine.
Han gik helt frem til Krag og Opdagelseschefen og bukkede ironisk for dem.
Med fuldstændig rolig Stemme sa han:
„Maa jeg gratulere mine Herrer til den overmaade heldige Fangst, De har gjort inat — arresteret den farlige Bande og dens Anfører „Greven af Oslo“.“
„De bekjender altsaa at være denne Mand?“ spurgte Opdagelseschefen.
„Hvorfor skulde jeg negte det? Nu er jo Spillet alligevel ude.“
„Ja, ikke alene for Greven af Oslo, men ogsaa for Amerikaneren Nelson.“
Med et mesterligt Forstillelsestalent satte Greven en yderlig forbauset Mine op.
„Det Navn mindes jeg ingensinde at ha hørt,“ sa han.
„De regner feil,“ svarte Krag, „i dette Øieblik er Deres Medhjælper i Droschen arresteret, saa De har ikke det Middel til at kunne bevise Amerikaneren Nelsons Alibi."
„Greven af Oslo“ fór sammen. Nu forstod han først Spillet var fuldstændig og haabløst tabt. Paa et Tegn af Opdagelseschefen nærmede to Konstabler sig for at føre ham til Cellen.
„Jeg beundrer Deres Snille,“ fortsatte Krag, „men jeg vil tillade mig at bemerke, at for Fremtiden maa De være mere forsigtig med de Herrer, som byr Dem Ild til Cigaren. I Skinnet fra Fyrstikken saa jeg godt Deres Medhjælper inde i den lukkede Vogn.“
Greven saa længe paa Detektiven.
„Jeg vil gjenta,“ sa han med en Gestus, som om han sa en udsøgt Kompliment i en Balsal, „at de Herrer inat har gjort en udmerket Fangst.“
Dermed førtes han bort af Konstablerne.
Detektiven saa ind i hans Ansigt, idet han gik. Der var et Udtryk deri af den usigeligste Foragt og Lede. Det var, ligesom han vilde si: Og her vil man holde mig i dette Hul, mig, som man forgjæves har forsøgt at holde indenfor Wormwood Scrubbs tykke Mure og i Ny Caledoniens djævelske Straffekolonier.
Detektiven tænkte straks: den Mand er vi ikke færdig med! Og han fik braat en ubestemmelig besynderlig Følelse af en nær forestaaende Fare.