Hans Husholderske bragte ham Frokosten og Aftenens Aviser samtidig. Dagens store Sensation var „Greven af Oslo“s Paagribelse. Det detektive Politi berømmedes i høie Toner. Særlig blev Asbjørn Krag hædret som den, hvis Kløgt og Snarraadighed havde ledet til Bandens Paagribelse. Der lagdes ikke Skjul paa, at Detektiven herunder samtidig havde gaaet med Livet i Hænderne. Det beviste tydelig nok Mordet paa Betjenten Græff.
Et Par Blade bragte endog Krags Billede med Levnedsbeskrivelse. Man gjenkaldte i Erindringen den berygtede Rakkemorders Paagribelse, som Krag ogsaa havde havt den væsentligste Andel i. „Denne udmerkede Politimand,“ stod der, „som har gjort Forbryderes Efterforskning til Videnskab, og som nu har befriet vor By for en Plage, som — —“ o. s. v. o. s. v.
Krag kastede træt Aviserne fra sig. Denne Gang kunde han ikke rigtig glæde sig over Lovordene, som saa ofte før havde sat ham i godt Humør. Han havde fremdeles paa Følelsen, at der vilde komme til at hænde ham noget ubehageligt, noget som han ikke kunde hindre. Han mindedes „Greven af Oslo“s usigelig overlegne og haanlige Blik, idet denne store Forbryderchef førtes ned i Cellen. Hvad var det for vilde Planer mon, som da tumlede om i hans Hjerne?
Krag gik en Tur nedom Opdagelseschefen og fik vide, at der den følgende Dag skulde afholdes Forhør. Foreløbig havde han været oppe og undersøgt Grevens Hus og beslaglagt hans Eiendele.
Detektiven var saa udslidt af de forrige Dages Anstrengelser, at han gik tidlig hjem for at faa sove ordentlig ud. Nu, da Spændingen var forbi, kom Slappelsen over ham.
Han sov trygt og fast hele Natten. Henad Morgensiden kvak han op, som det forekom ham vækket ved en let Støi i Værelset. Han reiste sig op i Sengen og bøiede sig lyttende fremover. Men da han intet videre hørte, la han sig tilbage igjen i den Tro, at det Hele havde været Indbildning.
Da Krag med en langt fra glubende Appetit havde spist sin Frokost, hørte han, at det ringede hvast paa Entreklokken. Straks efter kom en underordnet Politimand ind til ham med et Brev fra Opdagelsespolitiets Chef. Brevet lød saaledes:
„Greven af Oslo har inat brudt sig ud af sin Celle og er rømt. Han har saget Jernstængerne over med en skarp Fil.“ —
Krag reiste sig bleg fra sin Plads.
— Du store Verden, tænkte han, saa er jeg i overhængende Dødsfare. Den Mand har tabt alt, han har intet mere at miste. Nu vil han hævne sig. Ja, ja, det faar endda være. Jeg er altsaa ikke færdig med ham. Det skal bli til en ny, til en sidste Dyst mellem os. Men den farligste!
Krag gik ind i sit Arbeidsværelse for at hente sine Vaaben.
Idet han skulde aabne Skrivebordskuffen for at ta sin seksløbede Revolver frem, faldt hans Øine paa en blaa Konvolut, som var stillet op paa Bordet. Han greb den og læste sit Navn udenpaa den.
— Det var merkeligt, tænkte han. Det Brev saa jeg da ikke her igaaraftes. —
Han rev Konvolutten op og trak frem et tykt, fint, glittret Brevark. Brevet var stilet til ham og skrevet med sort Blæk.
Krag læste nogle Linjer —, da han med et forbauset Udraab vendte Arket om for at se paa Underskriften. Han var kommet i meget sterk Bevægelse, hans Hænder skalv, og han jagede febrilsk igjennem de sorte Linjer.
Da han havde læst Brevet, foldede han det omhyggelig sammen og la det ind i sin Tegnebog. Saa gik han tilbage til sin Dagligstue og bad Betjenten gaa til Opdagelseschefen og si, at han selv skulde komme straks efter.
Krag blev længe siddende og tænke sig om. Han overveiede i en vigtig Sag. Omsider tog han Tøiet paa og gik ud. —
Nede paa Politistationen fik han vide alle Enkeltheder ved Rømningen. Han bad om at faa se Grevens Celle, og førtes did ind. Detektivens Øine fæstede sig straks ved nogle afrevne Blade af en Cigar, som laa paa Gulvet.
„Forstaar man, hvorledes han har faaet fat i Filen?“ spurgte han.
Nei, ingen vidste det.
Detektiven spurgte:
— „Ikke sandt? Fangen vilde gjerne røge?“
— „Ja, han ansøgte om det som en særlig Gunst at maatte faa beholde sit Cigaretui. Og det blev indvilget ham.“
— „Da er det klart nok,“ sa Krag, „han har havt Filen inde i en af Cigarerne. Det har været en af de haarde og fabelagtig skarpe File, som med Lethed gjennemsager selv de tykkeste Jernstænger, hvilket netop disse ikke er.“
Eftersøgningen af den Rømte lededes af Opdagelseschefen personlig. Krag havde anmodet om at fritages for dette Hverv.
Da to Dage var gaaet, modtog Opdagelseschefen til sin store Forbauselse Asbjørn Krags Afskedsansøgning fra Politiets Tjeneste. Da Opdagelseschefen spurgte ham, hvilken Begrundelse han gav for dette Skridt, fik han til Svar, at den egentlige Grund kunde han ikke angi. Imidlertid vidste jo Opdagelseschefen godt, at han længe havde næret Ønske om at træde tilbage, da han vilde arbeide mere frit og uafhængig som Privatdetektiv. —
Dagene gik, og der hverken hørtes eller spurgtes mere til „Greven af Oslo.“ Retssagen fortsattes imod de andre Medlemmer af Banden, som en efter en blev dømt. Af deres Forklaring fremgik det, at Banden havde stjaalet paa en Masse Steder rundt om i Byen, særlig Kostbarheder, men ogsaa rede Penge. Juvelerne sendte Greven til Udlandet, hvor de saa solgtes af hans Forbindelser.
Isak blev dømt til livsvarigt Strafarbeide for Mordet paa Betjenten Græff. Han levede paa Akershus indtil for 3 Aar siden. Tateren Reinert fik 4 Aars Tugthus. Efterat han slap ud af Fængslet, har Politet endnu ikke hørt noget til ham. De andre Medlemmer af Banden fik tilpasset lignende Straffe.
Der gik et Aar, hvori Asbjørn Krag havde havt meget at gjøre som privat Opdager og i det Stille feiret mange smaa Triumfer. Saa fik han en Dag et Brev, som var paastemplet Kalkutta. Det var meget langt og fyldte 12 tætskrevne Sider, og det var undertegnet „Greven af Oslo.“ Krag læste det meget omhyggelig igjennem. Da han var færdig, tog han frem fra sin Tegnebog et andet Brev — det var Brevet i den blaa Konvolut, som laa paa Detektivens Skrivebord Morgenen efter Greven af Oslos Undvigelse. Dette Brev, skrevet med samme Haand som Brevet fra Kalkutta, læste Detektiven paany. Det lød saaledes:
„Da jeg førtes ind i Fængslet, havde jeg besluttet at dræbe Dem, men senere kom jeg paa andre Tanker. Jeg beundrer Deres Dygtighed, og jeg har lært Dem at kjende som Menneske. De forstod vel ligesaa godt som jeg, at det ikke nyttede at stænge mig inde bag deres latterlige Mure og skrøbelige Gitterverk. Jeg er nu brudt ud og vil forlade Landet. Jeg kunde forlade det allerede inat, men hindres deri af noget, som jeg først maa ha udrettet i Byen. Det vil ta mig to Dage. Saasnart disse to Dage er gaaet, skal jeg forlade Norge for bestandig. Jeg forsikrer Dem paa min Ære, at det ikke er nogen ny Forbrydelse, jeg har fore, men en helt privat, mig magtpaaliggende Affære. Der vil nu sættes igang Eftersøgelser for at fange mig. Men den eneste, jeg frygter for, er Dem — De alene kan lægge mig Hindringer iveien i disse to Dage. Det er af den Grund, jeg skriver til Dem. Jeg vil be Dem om, at la mig være i Fred. De behøver ikke at gjøre det anderledes end ved at fralægge Dem Befatningen med Ledelsen af Forfølgelsen. Lad de andre bare gjøre, som de lyster! Jeg frygter dem ikke. Jeg sverger paa, at jeg ikke oftere skal volde Deres Politi Bryderi — om overhodet noget Politi i Verden. Jeg har andre Planer, som kan beskjæftige mig. Jeg er ikke Forbryder af Trang, men af Lyst. De vil selv forstaa, hvad der i dette Tilfælde vil være den fornuftigste Handlemaade af Dem.
Jeg haaber, De ikke tror, at denne Henvendelse er et nyt Fif. Men jeg skal dog gi Dem et Bevis paa, at jeg mener det alvorlig. Jeg vil i Nat lægge dette Brev ind paa Deres Værelse, medens De sover. Det skal gjøres stille og uden Larm af Indbrudsverktøi. Og jeg vil da komme Dem saa nær, at jeg kunde dræbe Dem ved blot at strække Haanden ud. Men jeg gjør det ikke. Tror De nu, det er Alvor? Forresten kjender De mig saa godt, at De ved, jeg aldrig spøger.
Hvis De opfylder min Anmodning, lover jeg, at De skal faa høre fra mig om et Aar, og jeg skal da fortælle Dem, hvorfor det var saa nødvendigt, at jeg maatte bli her i Kristiania endnu i to Dage og to Nætter.
Asbjørn Krag havde da veiet for og imod, før han bestemte sig, men fattede, som vi ved, den kloge Beslutning at la Greven af Oslo i Fred. Samtidig havde han saa indleveret sin Afskedsansøgning. Detektiven fik ikke Anledning til at angre denne Handlemaade.
I Brevet fra Kalkutta fortalte Greven ham mange merkelige Ting om sine Oplevelser de sidste to Dage i Kristiania og senere hen. Men da disse ingen Sammenhæng har med nærværende Fortælling, hører de ikke hid. En anden Gang kan de nok gjøres til Gjenstand for en ny Skildring til Belysning af den merkelige Mand, som inden Forbryderverdenen og mellem Politiet i Kristiania en Tid gik under Navnet „Greven af Oslo.“