Grim eller Fossegrim
Beslægtet med Nøkken er den musikalske Grim eller Fossegrim, et Væsen, der opholder sig ved Fosse og Qverne. Han spiller især i stille og mørke Aftener for at lokke Folk til sig, og lærer dem at spille paa Violin og anden Strengeleg, som en Thorsdagsqveld med bortvendt Hoved offrer ham et hvidt Bukkekid, der kastes i en mod Norden strømmende Fos. Er Offeret magert, kan Lærlingen ikke bringe det videre end til at stemme sin Violin; men er det fedt, griber Fossegrimmen over Spillemandens høire Haand, og fører den saa længe frem og tilbage indtil Blodet springer frem af hver Fingerende. Nu er Lærlingen fuldlært og kan spille saa uforligneligt, at Træerne dandse og Fosserne standse i deres Fald. Han viser sig i alskens Skikkelser. Da en Mand i Nissedal engang var ved Qvernen, sprang Døren pludselig op og ind traadte en Buk, der var saa høi, at Hornene rakte op under Loftet. Den gik dog snart sin Vei og den forfærdede Mand vovede knapt at følge ham ud. Han saa dog efter ham, men i det samme forsvandt Bukken i en stor Steen tæt ved Qvernen; og Manden var glad ved saa snart at slippe fra Besøg af Fossegrimmen; thi ham var det.
Ligesom han kan iføre sig forskjellige Skikkelser, saa har han og forskjellige Navne. Paa nogle Steder kalder man ham Fossekallen, paa andre Qvernknurren. I Gjerrestad pleiede man tilforn at hensætte Levsekling, en Ølbolle eller andet deslige ved Qvernen, for at Qverneknurren skulde øge Melet i Sækkene. En Tid lang opholdt han sig i Sandaker-Fos, hvor en Mand havde en Mølle. Saa ofte han vilde male Korn, standsede Qvernen. Manden, som vidste, at det var Qvernknurren, som forvoldte denne Fortred, medtog en Aften, da han vilde male, noget Beg i en Gryde, hvorunder han gjorde Ild. Saasnart han lod Qvernen løbe, standsede den som sedvanlig. Han stak nu en Stang ned for at bortjage Qvernknurren, men forgjeves. Endelig lukkede han Døren op for at see, men i Døren stod Qvernknurren med aabent Gab, saa stort, at Underlæben sad ved Dørtærskelen, Overlæben ovenover Døren. Han sagde til Manden: „Har du seet saa stort Gabendes?“ Flux greb denne den sydende Beggryde, og slog den ind i Gabet med de Ord: „Har du smagt saa hedt Kogendes?“ Brølende forsvandt Qvernknurren og siden har man ikke seet ham.
Anm. Meddeelt. Sammenlign Sillejords Beskrivelse 251, og Hansens Archiv 2, 361. Nær beslægtet med vor Fossegrim eller Fossekal er den svenske Strømkal, der ogsaa ynder Strengeleg og Sang. See Molbechs Reise i Sverige 3, 85. Afzelius’s Sago-Häfder, 151. Islænderen Thorstein Raudnef ansaa en Fos ved sin Bolig for hellig og bragte den Offer (Landnama 341).
Den lærde F. Magnusen gjenkjender i dem en Levning af den oldnordiske Gud Brage, der var kyndig i Strengeleg eller Odin, som i Grimnismaal Str. 46 kaldes Grim ɔ: den Formummede, og Grimner ɔ: den, som veed at skuffe eller blænde. Uhland har derimod i sin skarpsindige Behandling af Thors-Mythen paa en eiendommelig Maade bragt Sagnene om Fossegrim i Forbindelse med Mythen om Starkadd. S. 180–183.