Havmænd og Havfruer
„En Havfru op af Vandet steg,
Hun spaa’de Her Zinklar ilde.“
Zinklars Vise.
Stundom see Sømanden og Fiskeren, naar Veiret er stille, Havmænd og Havfruer at stige op af Havets Skjød. Hine ere mørkladne, have langt Skjeg, sort Haar og ligne oventil et Menneske, men nedentil en Fisk; disse derimod ere skjønne og ere oventil som den fagreste Qvinde; men nedentil have de ogsaa Fiskeskikkelse[1]. Fiskerne fange stundom deres Børn, som man kalder Marmæler, og tage dem hjem med sig, for af dem at erholde Kundskab om Fremtiden; thi saavel de, som Havmænd og Havfruer kunne spaae. Sjeldent er det imidlertid nu at høre Havfruer tale eller synge. Sømanden see disse Væsener ugjerne, thi de bebude Storm og Uveir. At ville tilføie dem Skade er farligt. En Sømand, der engang lokkede en Havfrue saa nær, at hun lagde Haanden paa Rælingen, og derpaa hug den af, blev straffet for sin Grusomhed med en frygtelig Storm, hvorfra han kun med største Nød slap med Livet.
[Mundtligt].
Anm. Troen paa disse Væsener og deres Spaadomsevne er ligesaa gammel som den er almindelig. For Kong Hjørleif paa Hørdaland maatte, som Forfatteren af Halfs Saga C. 7 beretter, en Havmand (Marmendil), qvæde et Par Spaadomsqvad, inden man igjen vilde slippe ham løs, og Islænderen Grim Ingjaldsson fiskede, (efter Landnamabok P. 66) en Havfru, som paa hans Spørgsmaal forudsagde hans Skjebne. Paa sin Vikingsfærd traf Olaf den Hellige ogsaa paa en Havfrue (margygr), der ved sin listige Sang pleiede at dysse Sømænd i Søvn, og derpaa trække dem ned til sig. Ovenfor Beltet lignede hun en Qvinde, nedenfor en Fisk. Skyder dette „Skrimsl“ sig mod Skibet, varsler det Mandetab ombord; skyder det derimod fra Skibet, tyder det paa en lykkelig Reise. (Fornmanna Søgur IV C. 35 og V Pag. 162). Havfruen Isbrandt, der aabenbarede sig 1577 for en Bonde paa Samsø, og spaaede om Christian den 4des Fødsel, er en noksom bekjendt Fabel. Om Havmænd see videre Thieles danske Folkesagn 3, 46. Paa Island kaldes de Hafgygur, og paa Færøerne besøge Havets smukke Døttre stundom Oververdenen i Selhundeham, (See Thieles danske Folkesagn 3, 51).
I Sverige betragter man Havfruen, snart som et velgjørende, snart som et forrædersk Væsen, der med Guldkam kjæmmer sit lange gule Haar, og paa Holme og Strande lader sin sneehvide Buskab græsse. Mennesker, der drukne og atter findes, troes at have været indtagne i Havfruernes Boliger. (Svenske Folkeviser 3, 148). Ved Pommerns Kyst viser sig undertiden en underskjøn „Seejungfer.“ Hun er taus, men Fiskeren og Sømanden spaa sig Lykke, naar hun viser sig for dem. (Temme 252). Paa Shetland findes Sagnene om Havfruer mest fuldstændige. De boe i Havets Dyb under Fiskene i Boliger af Perler og Koraller, ligne i Udseende Menneskene, men overgaae dem langt i Skjønhed. Naar de ønske at besøge Oververdenen, iføre de sig en eller anden Fiskeham; men vee den, der taber sin Ham, thi med dens Tab er alt Haab om at komme hjem igjen tilintetgjort, og de maa blive, hvor de ere. Ve-Skeries (de hellige Skjer) N. V. for Papa Stour er efter den almindelige Folketro et meget yndet Opboldsted for Havets skjønne Børn, der her, uforstyrrede af Menneskene, aflægge deres Ham, indaande den jordiske Luft og sværme i det klare Maaneskin. Da Oceanets grønhaarede Skjønne ere dødelige, udsættes de ofte paa deres Reiser for Farer, ja man har endog Exempler paa, at de ere blevne fangne og dræbte af overtroiske Fiskere. Stundom har det imidlertid ogsaa hendt sig, at jordiske Mænd have ægtet Havfruer, hvis Ham de har bemægtiget sig, og saaledes faaet de Skjønne i deres Vold. (See Hibbert 564–71). I Vilkina Saga C. 18 tales om en Konge, der med en Havfrue, som var overordentlig deilig, havde en Søn, der blev en Rise af Væxt og ond at komme tilrette med.
Ogsaa andre Folk have Sagn om saadanne Væsener. Ved Italiens skjønne Bred, hvor i Oldtiden Sirenernes fortryllende Sang lød, sees endnu af og til en Havfrue, og selv de fjerne Grønlændere have et Slags Havmænd, Ingersoit, der boe i Skjerene og bortsnappe Grønlændere, som de dog ei tilføie noget Ondt, men beholde dem til Selskab. (Hans Egedes Grønlands Perlustration P. 110). Spørge vi om Oprindelsen til disse Sagn om Havfolk, da ere de vel ikke saa meget at betragte som dunkle Spor af den oldnordiske Lære om Ran og hendes 9 blege Døttre, der ødelagde Snekker og fik Mandskabet i deres Vold, som udpyntede Fortællinger om Søvæsener, der i Skabning have noget tilfælles med Menneskene og hvis Tilværelse vel er udenfor al Tvivl (Sammenlign F. Magnusens Eddalære 4, 348. Debes Færoa reserata 171 og Strøms Beskr. over Søndmør).
E. Pontoppidan, som i sin Norges naturlige Historie C. 8, udførligen afhandler denne Gjenstand, anfører blandt andre Beviser Presterne Peder Angels og Hans Strøms Vidnesbyrd for, at man paa Alstahaug og Nærøen har fundet en paa Stranden i Storm opdreven død Havmand, og angaaende Marmæler beretter han (2, P. 318): „de sees af adskillig Storhed. Nogle sige som et Barn af et halvt Aar, andre af et Aar, andre af tre Aar gammel. Af denne sidste Størrelse er nylig fanget en i Sellø Sogn, paa Overdelen som et velskabt Barn, og ellers som en Fisk. Man kastede den strax i Havet. Undertiden tages de hjem i Bondens Huus, da man giver dem Melk at drikke, som de ei forsmaae, men vende Øinene underlig i Hovedet ligesom af Nysgjerrighed og for at see sig om efter det Ubekjendte. De, som vove sig til at tage dem hjem, gjøre det i Haab om at høre af dem en Spaadom om tilkommende Ting. Længere end et Døgn eller 24 Timer tør de ikke beholde dem, da de agte sig skyldige til at roe ud paa Søen og sætte Marmælen just paa samme Sted, hvor de toge ham.“ I Speculum regale P. 169–170 omtales og beskrives Havmanden „Hafstramb“ og Havfruen, Margygia, som varsle Storm. Havmanden og Havfruen ere efter den lærde Biskop Gunnerus’s Formodning kun Søoxen og Søkoen eller den saakaldte Manati (Suhm om Odin 225). Missionspresten Dr. Philips nøiagtige Beskrivelse af en død Havfrue findes i Hermoder 3, 92. Om denne Materie sammenlign Odin Wolffs Journal for 1809. II. 40. 1820, 1. 23.
- ↑ Saaledes beskrives de ogsaa af de gamle Skribenter Gervasius Tilburiensis Og Olaus Magnus. See der deutschen Mittelalters Volksglauben og Heroensagen von Dobeneck 1, 38 og Olaus Magni Lib. XXI præfatio. Olaus anfører som Hjemmel troværdige norske Fiskeres Beretning.