Grundtrækkene i den ældste norske proces/6
Det er i det foregaaende bleven fremholdt, hvorledes de gamle ved private retsmidler søgte at bringe enhver retsstrid til ende, uden at blande det offentlige ind deri. Heller ikke det oldnorske samfund var imidlertid i den ideale tilstand, at det kunde nøie sig med en rettergang, der hvilede paa den forudsætning, at enhver dog sluttelig vilde gjøre sin pligt, naar kun denne blev klar. Men hvor en saadan forudsætning ophørte, var det ogsaa forbi med de private retsmidlers virkeevne. Thi vistnok anerkjendte man nødvendigheden af at give den skadelidende eller krænkede adgang til ved tvangsforholdsregler at faa sit krav fyldestgjort; men staten var, saaledes som den i de ældste love fremtræder for os, allerede stærk nok til at kunne hævde, at denne nødvendighed skulde danne grændsen mellem dens egen og den private mands raadighedssfære. Hvad der gik forud for tvangsforholdsreglernes udøvelse, skede mellem sagsøger og sagvolder og deres fælles venner og bekjendte alene; hvad derimod umiddelbart sigtede til at hidføre deres tilladelighed, maatte ske for det offentlige, og tvangen kun udøves i kraft af dettes dom. Paa den anden side kunne lovenes hidtil gjengivne udførlige og faste bestemmelser om de private retsmidler ikke forstaaes saaledes, Kat deres iagttagelse var det offentlige som saadant ligegyldig. Tværtimod viser deres optagelse i landets retssamlinger saavelsom deres kraftige og regelmæssigt uddannede retsformer samt disses fortrolige forbindelse med og lovfaste indflydelse paa det følgende thingssøgsmaal, at staten forudsatte og krævede, at de stridende parter, inden de kom til thinget, skulde have benyttet de andre udveie til at skabe enighed sig imellem, som retsudviklingen lagde dem i hænde. Til den sky for uden trængende nødvendighed at blande det offentlige ind i deres egne private tvistigheder, der saa fremtrædende viser sig at have udmærket de gamle, svarede altsaa fra det offentliges side en ikke mindre stærk utilbøielighed til uden trængende nødvendighed at paatage sig afgjørelsen. Disse hinanden udfyldende anskuelser mødtes derfor i læren om vitterligheden, der fra dette synspunkt af igjen kan opløses i følgende to sætninger: a) om forholdet mellem sagsøgeren og den sagsøgte: er forpligtelsens tilværelse og omfang bragt paa det rene, saa er en vægring af at opfylde den en forbrydelse og hjemfalden det offentliges strafferet; og b) om forholdet mellem sagsøgeren og det offentlige: forpligtelsens tilværelse og omfang skulde man privat bringe paa det rene; men blev den ikke desto mindre ubefulgt, skaffer det offentlige sagsøgeren hans ret. Efter dette skulde følgelig kun vitterlige, retslig utvivlsomme sager kunne forelægges thinget, og saadanne have vistnok ogsaa altid udgjort thingsøgsmaalenes kjerne. Imidlertid traadte dog omstændigheder til, som bevirkede, at udseendet af de for thinget anlagte sager ikke blev saa ensartet. For det første kunde det nemlig, som vi have seet, hænde, at de private retsmidler i det enkelte tilfælde slog feil og ikke formaaede at gjøre sagen vitterlig. Dette var faldet, naar skiladomenes domsmænd ikke kunde blive enige og derfor lod det komme til væddemaal. For det andet stod det vistnok til den sagsøgte selv privat at vedtage en bod til kongen; men derimod kunde naturligvis ikke private mænd, siddende i en privat domstol, mod hans villie middelbart eller umiddelbart paalægge ham en offentlig, staten vedkommende straf, og derfor maatte enhver forbrydelse, selv om den ikke var vitterlig, naar kun paatalen gik ud paa bod til kongen eller fredløshed, altid forelægges thinget; men herved fik dette tillige den opgave, hvis sagen ikke forhen var vitterlig, at bringe den dertil. For det tredie have vi, som ovenfor udviklet, dels i Gul. kap. 35 fundet spor af, at vitterligheden begyndte at tabe sin evne til at gjøre enhver derimod stridende vægring til en forbrydelse, idet den sagsøgte ved at paaskyde ubekjendtskab til loven kunde bringe vitterlig sag ind for thinget uden ved sin nægtelse af øieblikkelig fyldestgjørelse at gjøre sig skyldig i ran, dels have vi af Fr. 10–24–2–1 seet, at erfaringsvidnerne ligeledes henimod lovperiodens slutning fik samme retslige virkning som skirskotningsvidnerne; ved begge ændringer nærmede thinget sig til udøvelsen af en forhørsmyndighed, som det tidligere ikke besad og ikke skjøttede om at udøve.
Det vil heraf sees, at søgsmaalene for thinget indtil en vis grad maatte være af forskjellig karakter, og at en fremstilling, der omhandler dem alle, nødvendigvis maa falde i flere afsnit. Den bedste oversigt erholdes vistnok ved at inddele sagerne i tre klasser: 1) straffesager, hvori anklagen lød paa en forbrydelse, for hvilken straffen kun var private og offentlige bøder (de saakaldte botamál); 2) straffesager, hvori anklagen lød paa en forbrydelse, for hvilken straffen var afløselig (utlegdarmál) eller uafløselig fredløshed (de sidste benævntes úbotamál), og 3) de civile thingsager, der undtagelsesvis kunde forekomme. Vi ville behandle dem efter hinanden i den her angivne orden, idet vi dog forudskikke den bemærkning, at hvor rigtigt det end er at have hin hovedinddeling for øie, der imidlertid inden den enkelte klasse atter gjør sig visse forskjelligheder gjældende.
I nærmeste forbindelse med thingets domsafsigelse stille lovene ogsaa dommens exekution. Vi have foretrukket heri at følge kildernes fremstilling, da denne sætter os istand til ved hjælp af beretningerne om den ene retshandling umiddelbart at bidrage til forstaaelsen af den anden; imidlertid maa der paa forhaand gjøres opmærksom paa, at en systematisk ordning fordrer en bestemt adskillelse mellem dem, og hertil skulle vi i kapitlets slutning komme tilbage.
Hvad altsaa først de ubetingede bótamál angaar, vare de ved deres indbringelse for thinget ialmindelighed i vitterlig stand. Dette var saaledes tilfældet med A) den hele række af oprindeligt civile søgsmaal, hvori vitterlighed enten a) ved skirskotning eller b) ved skiladóms kjendelse eller c) ved edsfald var bleven opnaaet, og hvori den sagsøgte ved fortsat vægring havde gjort sig skyldig i ran, og dernæst B) ogsaa med de straffesager, hvis straffe oprindelig kun vare bøder til den privat fornærmede, men som paa samme maade (a–c) vare gjorte vitterlige, og hvori den sagsøgte ved fortsat vægring af at betale boden ligeledes havde gjort sig skyldig i ran.
Thingforhandlingerne i disse sager skildrer Gul. kap. 35 i følgende ord: „Da skal han (sagsøgeren) føre sine vidner for, at han har søgt det gods efter loven; da er det vel, om han (sagvolderen) vil udrede ham det gods paa thinget eller fastsætte et (betalings-)stævne og betaler ham det der. Men hvis han ikke da vil betale, da skal han (sagsøgeren) kræve de thingmænd, som paa thinget ere, at fare til, og ligesaa kongens aarmand og bønder saa mange, som han, der har søgt sit gods efter loven, tykkes at behøve, at fare til og tage dobbelt saa meget, som han søgte, og kongen en baug til haande. Den, der søgte, skal have 6 øre, fordi det holdt haardt at faa (at harða fangi).“ Da rigtigheden af denne meddelelse tillige støttes af en række andre lovsteder[1], bliver altsaa fremgangsmaaden for thinget i disse sager følgende: Efter at sagsøgeren havde forebragt sin klage, fremførte han sine vidner paa, at den foregaaende private underhandling var skeet i overensstemmelse med lovene, altsaa sine tilkaldte vidner, hvis fordringen fra først af hvilede paa aftale, sine skirskotningsvidner, hvis den udsprang af en skadetilføielse, sine kvada- og domsvidner, hvis sagen havde været ved skiladóm, samt sine hjemstævnings- og kravsvidner, under hvilke sidste det endelige ran var bleven skirskotet. At den sagsøgte mod disse vidnesbyrd forsøgte at føre andre, synes kun sjelden at have fundet sted; hvad vidnerne paa de foregaaende processuelle skridt angaar, saa vide vi nemlig Gul. kap. 59, at modvidner mod dem ikke kunde føres, og for realitetsvidnernes vedkommende gjaldt det naturligvis, at den sagsøgte ved kravet maatte have havt dem tilstede, hvis han overhovedet havde nogen at fremføre, og i saa fald havde de enten været dere end sagsøgerens, hvorefter det selvfølgelig om denne som fornuftig mand ikke godt kunde forudsættes, at han dog vilde føre sagen frem for thinget, eller de havde kun været lige mange, og da stod sagsøgerens vidner fremdeles fast, og det kunde ikke nytte indstævnte at føre sine for thinget. I almindelighed kom derfor kun sagsøgerens vidner tilstede, og det laa altsaa lovene nærmest at omtale dette fald. Men Gul. kap. 59 forudsætter paa den anden side med bestemthed, at modvidner kunde føres. Vi maa derfor antage, at dette skede, naar sagsøgeren ved kravet ikke havde villet anerkjende sagsøgtes vidner som gode, eller naar den sagsøgte vistnok kun havde ligemange vidner eller færre end modparten, men paa sin side ikke vilde anerkjende dennes vidners godhed. Paa thinget blev nu vidnernes personlige egenskaber atter underkastede drøftelse. Fremtraadte kun sagsøgerens, og disse erkjendtes gode, var sagen i orden. Førte begge vidner, maatte saamange af sagsøgerens erkjendes gode, at han havde idetmindste ligesaa mange som den sagsøgtes gode; i modsat fald havde han tabt. Stod imidlertid sagsøgerens vidner fast (ef honum fullnast vitni til), havde thingmændene at dømme, at han „lovligen var kommen til sit søgsmaal“. Det henstilledes derpaa atter til indstævnte, om han vilde rette for sig. Erklærede han sig nu villig hertil, havde han, hvis sagen dreiede sig om en generisk fordring paa penge eller gods, enten paa stedet at udrede eller at bestemme en dag, da han vilde udrede: 1) den oprindelige fordring, 2) ransstraffen, bestaaende af a) en ransbod til kongen, b) en bod til sagsøgeren af samme størrelse som gjælden. Var sagen en vindikationssag, skulde han derimod vedtage at udrede: 1) den vindicerede gjenstand, 2) boden for den forbrydelse, hvorved han var kommen i besiddelse af gjenstanden, 3) ransstraffen, hvis private bestanddel her var ligesaa stor som den nævnte bod. Var det en fordrivelse fra fast eiendom, hvorom der handledes, maatte han 1) erkjende sin forpligtelse til at flytte, 2) udrede landnamsboden, 3) udrede ransstraffen, hvis private bestanddel her var af samme størrelse som landnamsboden. Var det endelig en med bøder strafbar forseelse, hvorfra fordringen udsprang, bestod udredelsen 1) af skadeserstatning, 2) af den for gjerningen gjældende bod til den private (landnam, áfang etc.), 3) ransstraffen, hvis private bestanddel her var af samme størrelse som den for gjerningen i loven fastsatte privatbod. Erklærede den sagsøgte sig derimod fremdeles uvillig, henvendte klageren sig til thingalmuen med anmodning om atfør d. e. exekution, og denne havde bønderne under straf øieblikkelig at yde ham. Han tog til den ende med sig saamange, som han troede at trænge til, samt den tilstedeværende kongelige ombudsmand, og begav sig til modpartens bolig (fara at). Her udtoges derpaa, hvis det gjaldt en generisk fordring, eiendele til den værdi, hvortil de samlede summer beløb sig, samt endnu 6 øre, fordi det havde holdt sagsøgeren saa haardt at blive fyldestgjort. Vilde aarmanden ikke deltage i forretningen, forbrød han derved den kongen tilkommende ransbod. Et spørgsmaal kunde det være, om den 6 øres bod at harða fangi ogsaa er bleven krævet i det Throndhjemske, da Frost.loven intetsteds nævner den; da imidlertid ikke alene Gul.loven, men ogsaa Jernsida og Magnus lagabøters landslov kjender den[2], ligesom endog de ældre islandske love[3], tør det maaske antages, at Fr.lovens nedskrivere kun have glemt at omtale den. Endelig kan det mærkes, at saavel Gul. kap. 35 som flere andre steder i begge love forudsætte muligheden af, at den dømte gjør voldsom modstand mod atføren; straffen herfor var for hovedmanden en bod af 40 mark, for de andre af 3 mark.
Var skyldnerens gods ikke tilstrækkeligt til samtlige posters dækkelse, indtraadte skyldtrældom, idet først hans børn, dernæst hans hustru og endelig han selv som skyldtrælle overgik i sagsøgerens besiddelse. Efter trælldommens ophør synes dog ingen pligt til at oparbeide det udækkede beløb at være bleven skyldneren paalagt. Af Gul. kap. 32 sees, at de private gjældskrav ved atføren gik forud for de private og offentlige bøder til dækkelse, og at begge de nævnte arter bøder maatte konkurrere i resten. Tillige viser Gul. kap. 115, at flere private mænds fordringer erholdt forholdsmæssig dækkelse, naar de fremkom paa samme tid.
Var den oprindelige sag en vindikationssag, blev naturligvis vedkommende gjenstand ved atføren at udlægge til sagsøgeren; gjaldt det fast godses besiddelse, blev den urettelige besidder med magt udkastet, og sagsøgeren indsat i eiendommens brug.
En særskilt omtale maa egnes et tilfælde, der vistnok formelt gik ind under de her behandlede søgsmaal, men dog indtog en stilling for sig, nemlig sager angaaende de ved sættardóm idømte bøder, ved hvis betaling skyldneren undgik fredløshed. Herom taler Gul. kap. 34 saaledes: „Men hvis en mand har sag mod en anden (ef maðr á sök at manni), og vil den ikke betale, der skal, da skal han stævne ham hjem til krav og vidners udsagn og byde ham sagbøders beregning (sakbota tölu); det gods skal man kræve tre gange som andet gods. Men hvis han da ikke vil betale, da skal han stævne ham til thing for ran og lovløshed; da skulle mænd dømme ham fredløs for sagsøgeren og alle de til thingkredsen hørende, indtil han byder bøderne paa thinget eller i mænds forsamling og har der at betale.“ Man har vistnok villet forstaa dette sted, som om det handlede om alle slags sager angaaende penge og gods, og deraf sluttet, at der var en tid, da thinget ikke indlod sig paa at hjælpe til ved atføren, men i alle sager kun afsagde fredløshedsdom og saa overlod det til sagsøgeren selv at skaffe sig ret hos sin modpart og af hans gods. Men allerede sætningen om de tre ganges krav som ved krav af „andet gods“ viser, at her ikke er tale om alle slags søgsmaal af gods, og udtrykket sakbœtr, der kun bragtes om de ved sættardóm eller paa anden maade til afløsning af fredløshed vedtagne bøder, gjør det ogsaa klart, at det er denne slags gjæld, her er tale om. Da disse bøder naturligvis ved vedtagelsen vare blevne. vitterlige, gjorde sig ogsaa her den almindelige betragtning gjældende, ifølge hvilken ikke-betaling var ran. Men uagtet sætningen ligeledes i denne anvendelse udtrykkelig udtales, maatte den her dog væsentlig kun blive theori; thi ifølge sagens oprindelse var følgen af manglende betaling jo for tilfældet utlegd, og herpaa kom altsaa klagerens paastand og thingets dom til at lyde.
Den i det foregaaende skildrede form var den sædvanlige for botamáls behandling paa thinget; men det kunde ogsaa forekomme, at sagen indbragtes uvitterlig. Ved oprindeligt civile søgsmaal skede dette vistnok ikke og heller ikke ved oprindelige straffesager, hvor forbrydelsen var rent privat; thi begge arter havde i skiladomen det middel, hvorved de kunde og skulde gjøres vitterlige. Men var forbrydelsen underkastet saavel offentlig som privat bod, maatte den, hvis den anklagede nægtede gjerningen, i uvitterlig stand for thinget. Der nævnes imidlertid i lovene ikke mange exempler paa saadanne sager; fremgangsmaaden ser man klarest af Gul. kap. 91, hvor det om begaaet landnam heder: „Hvis nu hin (den anklagede) nægter, og har sagsøgeren ikke vidner derpaa, da skal han stævne ham hjem og derfra til things; da skal han (den anklagede) paa thinge fæste lyritared eller landnam.“ Her nævnes rigtignok ikke noget om ransbaugen til kongen, og man kunde deraf ville slutte, at talen er om en ren privat forseelse, altsaa landnam uden forudgaaende forbudsnedlæggelse. Men ovenfor i kapitlet er det dog allerede gjort opmærksom paa, at landnam mod nedlagt forbud var ran, og at det er dette tilfælde den anførte bestemmelse har for øie, synes med sikkerhed i at fremgaa gjennem en sammenligning med Bj. kap. 21 og 82. Her siges det nemlig, som vi før have seet, med rene ord, at naar kongen ikke skulde have bod, blev straffesagen at anlægge for domene. Da nu Gul. kap. 91 lader den nævntevlandnamssag gaa til things, saa tør vi altsaa slutte, at der ogsaa tilkom kongen en bod, eller at der forudsættes, at forbud var nedlagt. Hvad følgen var, hvis anklagede nægtede baade at fæste landnamsbod og ed, siges ikke; men det er ikke tvivlsomt, at bønderne i saa fald strax gjorde atfør, hvorved ikke alene den dobbelte landnamsbod og ransbaugen til kongen, men ogsaa 6 øre at harða fangi blev at indkræve. Eden blev som ellers at aflægge inden 10 uger; indtraadte edsfald, var sagen bleven en vitterlig og altsaa at anlægge i overensstemmelse med de ovenfor ved dette tilfælde angivne regler.
Endelig maa ogsaa nævnes de straffesager, hvori straffen alene bestod i bøder til det offentlige. Herpaa frembyder især kristenretterne exempler. Fremgangsmaaden, der skildres i Gul. kap. 33, var, at den sagsøgte først i sit hjem opfordredes til godvillig at betale boden. Nægtede han imidlertid, stævnedes han til things, hvor han havde at fæste ed eller bod.
Vi gaa derpaa over til rettergangsmaaden i de sager, hvori straffen var afløselig eller uafløselig utlegd. Var misgjerningen en saadan, at bøder til den fornærmde kunde afløse utlegden, have vi seet, at ogsaa her en privat sagsbehandling blev benyttet, idet sættardomen, naar forlig kom istand, idømte gjerningsmanden en passende privatbod, hvilken tilligemed den lovfaste bod til kongen i aftalte terminer blev at udbetale. Men dette hindrede dog ikke, at der sammenkaldtes thingmøde til sagens offentlige granskning og til afsigelse af en utlegdsdom, fra hvis virkninger det da blev den dømtes private sag ved forlig at fri sig. Kilderne give kun for drabssagers vedkommende vidtlyftigere meddelelser om, hvorledes det paa disse thinge gik til, og hvilke hensyn man havde at tage; vi maa altsaa først gjennemgaa bestemmelserne herom, for af dem at kunne udlede de tilsvarende sætninger for andre tilfælder. Emnet fordrer imidlertid, at útlegðarmál og úbótamál ikke skilles ad, men i denne forbindelse behandles under ét.
Som undtagelsesfri hovedregel opstille begge love, at drabsmanden, hvis han ikke vilde ansees som morder og falde i uafløselig fredløshed maatte foretage viglysing d. e. lyse sig drabet paa hænde. Var trediemænd tilstede eller i nærheden skede viglysingen for disse, og selv i det tilfælde, at drabet foregik i flok krævedes det lyst[4]; men havde han været alene med den dræbte, kunde han fra drabsstedet ikke begive sig længere end til nærmeste gaard. Der skulde han standse, under sit navns nævnelse erklære sig som drabsmand og sige, hvor han havde havt sit sidste natteleie. Kun for det tilfælde, at den dræbtes nærmeste slægtninge boede paa de to første gaarde, kunde han gaa disse forbi; men ved den tredie skulde viglysingen ske, hvilke end boede der. De viglysingsvidner, hvorunder drabet saaledes blev skirskotet, var under straf forpligtede til at fremkomme med sine vidnesbyrd paa thinget; dog var det tilstrækkeligt, at gaardmanden selv aflagde den paa egne og sine husfolks vegne, hvis lysningen var skeet ved en gaard.[5] Skede viglysing uden iagttagelse af de lovlige former, ansaaes drabet vistnok heller ikke for mord; men under benævnelsen misvigi behandledes det strafferetsligt strengere.[6]
I sine øvrige bestemmelser ere de to love ikke ganske overensstemmende; dog skille begge mellem drab forøvet i flok eller paa thinge, og det, der forøvedes under andre, mindre offentlige omstændigheder. Var gjerningen skeet, uden at andre havde været nærværende derved end drabsmanden og den dræbte, befaler Gul. loven i sit defekte kap. 151, at de mænd, der først kom til stedet, skulde meta vápnastað, hvilket udtryk ikke, som man maaske kunde tro, betyder at undersøge drabsstedet, men at værdsætte vaabenmærkerne d. e. saarene og efter deres beskaffenhed afgjøre, om en eller flere havde øvet drabet. Af de gamles angrebsvaaben, bredøxe, arbeidsøxe og spyd bares nemlig i regelen kun det ene, og befandtes den dræbte derfor at have modtaget saar ved flere end et af dem, sluttedes det, at drabsmændene havde været flere.[7]* Fandtes den døende imidlertid sig selv endnu saa mægtig at han kunde opgive sin banemand, bortfaldt nødvendigheden af videre undersøgelser, og mændene havde kun at modtage hans forklaring. Havde den dræbte derimod været i følge med en anden, skulde denne øieblikkelig melde det forefaldne for eftermaalsmanden og desuden skirskote drabet under den første mand, han mødte. Bestod et følge af tre, hvoraf den ene blev dræbt og de to andre gjensidig anklagede hinanden for gjerningen, ansaaes de begge for banemænd; men havde de oprindelig været fire, skulde den staa for drabet, som de to andre opgav.[8] Foregik drab i gildehus, havde deltagerne at oplyse, hvem drabsmanden var, hvis gjerningen var skeet i lyse eller ved brændende arne. Skede drabet om natten uden om morgenen at blive viglyst, skalde den sigtes, som havde fjernet sig vare alle tilstede, havde eftermaalsmanden ret til at sigte tre af forsamlingen efter hinanden for mord.[9] Endelig mærkes det saakaldte heimsókn, det er anfald paa mand i hans eget hus. Gul.loven nævner det kun; men det kan ikke være tvivl om, at den har anerkjendt den samme sætning, som Fr.loven udtaler, at den ansaaes som forøver, der af gaardens folk, tyendet indbefattet, blev udpeget.[10]
Først naar han havde modtaget disse oplysninger, lader Gul. loven eftermaalsmanden stævne ørvarthing, hvilket skede derved, at der istedet for den sædvanlige thingbudstikke sendtes ud en pil (ör, gen. örvar). Det stod ham frit for, hvis det faldt ham beleiligst, at samle thinget paa drabsstedet, og det var i saa fald tilstrækkeligt, om kun 27 bønder kom tilstede. Valgtes det almindelige thingsted, maatte derimod en fjerdedel af thingmændene møde op for, at en lovlig dom kunde afsiges. Med pilen er der altsaa fulgt mundtlig besked om mødestedet. Men dette var ikke det eneste budskab, der sendtes med. Efter at have omtalt saarenes undersøgelse, fortsætter nemlig kap. 151: „Den skal følge pilen, som først blev lagt paa den, hvis der er tre mænds anfald; men den er fri, som senere blev lagt paa den. Nu er der én mands anfald, da ere de fri, som senere blev lagte paa den.“[11] Meningen med disse temmelig dunkle ord kan kun være denne: Befindes det, at drabet er skeet med tre usambaarne vaaben, tør eftermaalsmanden tilskrive tre mænd drabet; de tre, som han saaledes enten paa grund af egen mistanke eller indhentede oplysninger vil sigte, skal han imidlertid strax ved pilens udsendelse „lægge paa“ den d. e. han skal med pilen sende det bud, at de maa indfinde sig paa thinget for at værge sig. Nævner han derimod kun den ene, ere de andre foreløbig fri for at blive søgte, idet de først kunne stævnes til et nyt thing, og det hjælper ikke, at klageren under pilens løb rundt i bygden senere lægger de to andre navne paa den. Befindes det derimod, at drabet kun skyldes én mand, og den mistænktes navn lægges paa pilen, har han ikke lov til siden at finde en anden gjætning bedre og under pilens fortsatte løb ombytte det første navn med andre. Naaede pilen den, som var bleven lagt paa den, og han ikke ifølge kaldelsen indfandt sig paa thinget, følger det af kap. 151 og 156, at han derved erkjendte sig som gjerningens udøver, idet han lod forsvaret falde.
Paa ørvarthinget fremførte eftermaalsmanden derpaa offentlig sin sigtelse. Var viglysing skeet, og den sigtede faldt sammen med den af viglysingsvidnerne som drabsmand nævnte, var thingets første forretning, at paavise gjerningsmanden, dermed udført. Men loven forudsætter, at viglysingen ogsaa kunde udpege en anden drabsmand end de øvrige oplysninger, og at navnlig den døendes udsagn kunde have anklaget en anden end den viglysende. Var det sidste tilfældet, skulde ifølge Gul. kap. 156 begge ansees som drabsmænd, om der end kun var ét saar, en ældgammel sætning, der har sit sidestykke i den regel, at hvis to følgeslagere gjensidig beskyldte hinanden for den tredies drab, de begge skulde bære skylden. Men det nævnte kapitels videre bestemmelser vise dog, at man praktisk lod sig nøie med under saadanne omstændigheder at se bort fra viglysingen og holde fast ved sigtelsen mod den anden. Havde nu denne ifølge den paa pilen lagte stævning indfundet sig paa thinget og nægtede gjerningen, blev formodentlig de fremkomne oplysninger, den dræbtes udsagn eller ledsagernes erklæringer frembaarne, hvorpaa det henstilledes til den anklagede at foretage sit forsvar, og thinget hævedes. Havde han derimod ikke indfundet sig, uagtet pilen havde naaet ham, var gjerningen, som bemærket, erkjendt, og det forlangtes endnu kun, at eftermaalsmanden fremførte vidner for, at indstævnte havde færdedes i heredet og saaledes overhovedet kunde have begaaet drabet, i hvilken henseende oplysning om hans sidste natteleie var af vigtighed.[12] Derimod forbyder loven udtrykkeligt at fremsætte anklage mod nogen, der ikke ved at lægges paa pilen var bleven lovligen stævnt til thinget.[13] Med paavisningen af gjerningsmanden var thingets anden forretning, gjerningens karakterisering som drab eller mord, paa det nøieste forbunden, idet sigtelsen kun da kom til at lyde paa mord, naar den enten ikke faldt sammen med viglysingen, eller visse særdeles kvalificerende omstændigheder havde ledsaget aflivelsen. Thingets tredie og afsluttende forretning, domsafsigelsen, synes i almindelige drabstilfælde ikke at have fundet sted; idet man gik ud fra den forudsætning, at forligstilbud inden ganske kort tid fra drabsmandens side vilde fremkomme, undlod man at udtale en utlegdsdom, indtil det viste sig, at intet forlig kunde opnaaes, eller at et allerede indgaaet ikke blev holdt.[14] Gul. kap. 240 viser, at det sædvanlige var forligstilbudets fremsættelse paa selve ørvarthinget; men af det samme sted sees ogsaa, at man tænkte sig muligheden af, at eftermaalsmanden i aarevis ventede paa det.[15] Gik sigtelsen derimod ud paa mord, kom det paa de vestenfjeldske ørvarthing regelmæssig til dom, idet vedkommende dømtes til det i loven fastsatte forsvar, hvis han havde lydt stævningen, og i modsat fald strax blev endeligen domfældt som fredløs.
Frost.lovens regler ere i det hele taget mindre klart udtrykte end den anden kildes, men synes i ikke uvæsentlige punkter at afvige derfra. Den kjender vistnok ogsaa undersøgelsen af den dræbtes saar og den deraf dragne slutning[16], ligesom den tildeler den døendes udsagn samme vægt, som Gul.loven[17]; den giver klare bestemmelser om hjemsøgelsesvidner[18] og drab i gildehus[18], hvilke sidste ganske falde sammen med eller udfylde Gul.lovens, og endelig synes den i det hele at drage de samme slutninger af ledsagernes opførsel.[19] Mærkes maa det ogsaa, at Frost.loven udtrykkelig udtaler, hvad den vestenfjeldske lovbog kun giver som forudsætning, at den gamle regel om det tilfælde, at den døendes udsagn og viglysingen ikke opgav samme mand, fra at aabne adgang til samtidigt søgsmaal mod begge var rettet derhen, at viglysingen tilsidesattes. Men derimod synes det at fremgaa, at det først var paa ørvarthinget, at disse oplysninger nordenfjelds tænktes at komme eftermaalsmanden i hænde, og at denne derfor ikke i almindelighed indlod sig paa at stævne nogen bestemt til dette første thing. Frost.loven taler ikke et ord om at lægge nogen paa pilen og har derfor heller intet forbud mod paa thinget at anklage ustævnt mand. I forbindelse hermed staar det, at den dræbtes to ledsagere, der gjensidig beskylde hinanden for mordet, selv tænkes at stævne thing, hvortil altsaa eftermaalsmanden fik indfinde sig. Paa ørvarthinget afsagdes endelig heller ingen dom; thi en saadan forudsatte den anklagedes stævning.[20] Forretningerne indskrænkede sig altsaa til at indhente oplysninger, der kunde føre til en bestemt sigtelse.[21] Blandt disse oplysninger nævner Frost. lovens 4–7, saaledes som texten nu foreligger, imidlertid to arter, som Gul.loven ikke kjender. Efter at den døendes udsagn er bleven stillet over viglysingen, heder det nemlig: „Men hvis den saaredes udsagn ikke kommer frem paa første thing og ikke bygderygte vidner (heimiliskviðar vitni), men kommer viglysing og øienvidner, da skal viglysingen staa og ikke øienvidnerne.“ Hverken bygderygte eller øienvidner ere optagne i det vestenfjeldske anklagesystem. Hvad det første angaar, sees det dog strax, at det kun ved feilskrift kan være kommen ind i Fr. 4–7. Det vilde jo have været en meningsløshed, om bygderygtevidner, som den nuværende text kræver det, skulde være gaaede foran viglysingen, medens øienvidner, et rygtes bedste støtter, stod tilbage for denne. Allerede stedet selv nødvendiggjør derfor en rettelse fra heimiliskviðar til heimsóknar vitni, og at vi herved ikke begaar nogen vilkaarlighed sees af Jerns. kap. 27, hvor denne rettelse i den ellers ligelydende text er foretagen, og ikke mindre tydeligt ogsaa af Bj. kap. 27, der sætter viglysingen som nummer tre netop efter den døendes udsagn og hjemsøgelsesvidnerne. Som en for Frostathingsretten særegen oplysning i drabstilfælde staar da kun øienvidnerne tilbage. Disse maa nemlig ikke opfattes, som om de faldt sammen med den dræbtes ledsagere, hvilke paa andre steder omtales; om dem vidste man, at de maatte kjende til det forefaldne, om øienvidnerne derimod intet andet, end hvad de selv paastod at have været iagttagere af. Det er imidlertid at mærke, at Bj. kap. 27, der tydeligvis lægger an paa en vis fuldstændighed i opregnelsen af de ved drab brugelige oplysninger, ikke nævner det ringeste om saadanne øienvidner, og vi ledes derved til den slutning, at de oprindelig ligesaa lidt ere blevne tagne hensyn til i Frostathings- som i Gulathingsretten. I virkeligheden er deres omtale i Fr. 4–7 ogsaa mere negativ end fremhævende; thi idet i de stilles tilbage selv for viglysingen, indskrænkes deres opgave til, naar alle andre oplysninger glippede, at hjælpe eftermaalsmanden paa det rigtige spor. Men at de ogsaa i Gul.lagen under lignende omstændigheder faktisk have havt indflydelse paa klageren, naar det for denne gjaldt at afgjøre, hvem han skulde lægge paa pilen, lader sig vel neppe betvivle, og forskjellen bliver da kun, at øienvidnerne vestenfjelds forblev private angivere, medens den thrønderske regel, at alle oplysninger blev fremførte paa ørvarthinget, bevirkede, at øienvidnerne lik en offentlig karakter. Efter dette blev fremgangsmaaden paa ørvarthinget nordenfjelds denne: Havdes den døendes udsagn eller hjemsøgelsesvidner, modtoges disse oplysninger, hvorved den person, mod hvem sigtelsen skulde nedlægges, strax faststilledes. I mangel heraf afhørtes de mænd, der først vare komne til drabsstedet og havde undersøgt saarene, eller ledsagerne, hvis den dræbte havde havt saadanne. Ogsaa viglysingsvidnerne fremtraadte med sin forklaring, og eftersom de andre oplysninger faldt sammen med eller skildte sig fra denne, kom sigtelsen til at lyde paa drab eller mord. Forelaa ingen anden i loven anerkjendt oplysning, nøiede man sig med viglysingen alene, og kun for det tilfælde, at heller ingen saadan forelaa, tyede man til øienvidners fortællinger om, hvad de vilde have seet. Var gjerningen kun drab, synes ogsaa her gjerningsmanden som oftest at have indfundet sig paa ørvarthinget for at byde forlig; i det mindste forudsætter Jerns. kap. 32 dette. I ethvert fald har man vel ligesom vestenfjelds overladt det til parterne at komme overens om sættardóm. Lød sigtelsen derimod paa mord, skulde den anklagede stævnes til et nyt thing, der i regelen synes afholdt fem dage efter ørvarthinget og derfor kaldtes fimtarthing, og paa dette tør det da formodes, at lovenes almindelige regler om udeblivelse ere komne til anvendelse, saaledes at indstævnte, hvis han ikke indfandt sig, umiddelbart dømtes utlæg, og hvis han kom tilstede for at nægte gjerningen, dømtes til det i loven foreskrevne forsvar. Medens Gul.loven tænkte sig en privat indhentelse af oplysninger, hvorved sagen i en forholdsvis moden tilstand kunde forelægges ørvarthinget, naaede man altsaa nordenfjelds, paa grund af ørvarthingets rent foreløbige karakter, først ved det andet thing til den samme grad af modenhed.[22]
Vi gaa derpaa over til de særegne regler, der gjaldt for floksvig d. e. drab skeet i et følge af fem eller flere personer. „Hvis en mand bliver dræbt i flok“, siger Gul. kap. 152, da er det vel, om det hævnes. Men hvis han renner unda til skogs, da skulle alle renne efter, og ingen staa imod. Men hvis han tages tilfange i dette løb, da helliger tilfangetagelsen ham til things og derfra til bane. Have den dødes frænder at holde ham fast, hvis de ville, og holde ham til thinget eller føre ham til kongens aarmand. Lendermanden skal tage mod ham, hvis aarmand ikke er til. Nu skal kongens aarmand eller lendermand skaffe bøddel.“ Som man vil se, forudsættes her alle nøiere oplysninger overflødige, ligesaavel som enhver nægtelse af gjerningen umulig; tilstedeværelsen af en flerhed af gode mænd gjorde den i sig selv vitterlig, og de foreløbige undersøgelser og sigtelser bortfaldt. Men idet thinget saaledes strax sees at dømme i sagen, minder os den mærkelighed, at en formelig dødsdom synes at blive afsagt og endog efterfulgt af en offentlig henrettelse. Var der da fastsat en saa langt haardere skjæbne for den, der dræbte i flok, fremfor enhver anden drabsmand? Selv morderen slap jo med fredløshed, uden at det offentlige paatog sig nogen forpligtelse til at lade ham henrette. Denne sammenligning viser allerede klart, at bestemmelsen maa sees fra et andet synspunkt, og dette bestyrkes yderligere ved kap. 189, der indeholder ganske de samme bud for tilføielse af saar i flok; thi umuligheden af, at denne endnu ringere misgjerning skulde bedømmes haardere end nidingsværkene, er selvindlysende. Det skjønnes altsaa, at den øieblikkelige henrettelse ikke beroede paa selve forbrydelsen, men derpaa, at drabsmanden grebes paa frisk gjerning. Herved falder imidlertid hele sagen tilbage paa den gamle strafferetlige betragtning, ifølge hvilken den øieblikkelige retsforfølgelse altid medførte ret til en strengere fremgangsmaade end den sædvanlige, i dette tilfælde, til at afslaa ethvert forligstilbud og strax at benytte sig af den ved afslaget indtraadte fredløshed. Da hin betragtning desuden i sin grund ikke er andet end en eftergivenhed for den fornærmedes endnu blussende vredesfølelse, saa vil man se, at henrettelsen staar i den nøieste sammenhæng med tilladelsen til i gjerningens øieblik at hugge ham ned. „Da er det vel, om det bliver hævnet“, siger kap. 152; „falder han, saa falder han utlæg og uhellig“, siger kap. 189. Denne den fornærmedes ret gik ikke tabt ved, at det lykkedes drabsmanden at flygte et stykke, inden han indhentedes; men det offentlige krævede dog i saa fald saavidt muligt sine former iagttagne. Karlen blev at skaane, indtil det hurtigt sammenkaldte thing paa regelmæssig maade kunde dømme ham fredløs. Men at slaa ihjæl en mand, som man nu engang havde nøiet sig med at tage tilfange, var ikke længere en for den private mand værdig handling, og naar det offentlige havde krævet hans foreløbige skaansel, fik det ogsaa selv gjennem sine ombudsmænd sørge for aflivelsen. At dette var betragtningsmaaden, stadfæstes endelig tillige derved, at det kun var i tilfælde af den flygtendes umiddelbare paagribelse, at den summariske fremgang benyttedes; slap han unda, kom han, som det hed, til skogs, indtraadte, efter hvad kap. 189 udtrykkelig sigende almindelige regler om bøders tilbud osv. Kap. 152 og 189 ere imidlertid ikke de eneste, hvori Gul.loven omhandler floksvig; kap. 167 og 168 give nemlig under den samme overskrift ganske andre bud. Ifølge kap. 168 skal nemlig den hele flok bære skylden for drabet, hvis de ikke paaviser den virkelige banemand, og kap. 167 lader for det tilfælde, at to flokke komme op at slaas, det parti, der begyndte, undgjælde for, hvad skade der forøves Meningen er altsaa her, at sagen paa almindelig maade bliver undersøgt paa ørvarthinget, og at eftermaalsmanden bør sigte den, som af ledsageme opgives. I modsætning til den forklaring, vi troede at burde underlægge de forrige steder, maa forudsætningen her følgelig være den, at de øvrige i flokken, denne være nu bleven uenig indbyrdes eller med en anden, nærmest have stillet sig paa drabsmandens side og derfor ikke vare tilbøielige eller skikkede til retslig at forfølge gjerningen. Drabsmanden tænkes af den grund heller ikke at flygte, og den hele summariske fremgangsmaade bortfalder. Men herved træder den i kap. 152 nævnte hurtige og offentlige aflivelse af den fredløse endnu stærkere frem som en enestaaende undtagelse, og den formodning bliver tilladelig, at bestemmelsen mere har været gammel theori end praktisk ret, idet klageren i de fleste fald har nøiet sig med paa sædvanlig maade at affinde sig med sin modstander. Til slutning kan bemærkes, at Gul. kap. 181 omtaler drab paa thinget, altsaa en art floksvig, men i udtryk, der forudsætte almindelig stævning til thingbehandling af sagen og saaledes ogsaa udelukke brugen af den overordentlige forfølgning.[23]
Frost.loven giver i 4–23 i hovedsagen de samme regler om floksvig som Gul. kap. 167 og 168; nogen flugt, forfølgelse og summarisk fremgangsmaade nævnes ikke, hvorimod den hele flok eller praktisk talt den bedste blandt dem maa holde for, hvis banemanden ikke opgives. Derimod indeholder 4–9 til 12 de samme grundsætninger for paatale af drab, forøvet paa thinget, som Gul. kap. 152 lader gjælde for fioksvig i almindelighed, nemlig at de tilstedeværende skal løbe efter, og at den skyldige, hvis han indhentes og tages tilfange, efter thingets dom ved aarmanden bliver at aflive. Da denne haardhed ogsaa her kun foreskrives for det tilfælde, at manden bliver greben under umiddelbar forfølgelse, er det klart, at det ikke er den betragtning, at drab paa thinget fortjente døden, men som i Gul.lagen hensynet til eftermaalsmandens ret til hævn, der ligger til grund derfor. Men er dette rigtigt, kunne vi med trygghed drage den slutning, at Frost.lovens thing i denne forbindelse kun er et iøinefaldende og vigtigt exempel paa, hvad Gul.loven udtrykker med det videre og alle hidhørende fald betegnende ord flok, og at regelen i begge lagdømmer har været den samme. Ligesom det udenfor thinget kom an paa omstændighederne, om floksvig blev forfulgt paa den i Gul. kap. 152 eller paa den i Gul. kap. 168 og Fr. 4–23 angivne maade, saaledes synes det derfor ligeledes at have beroet paa omstændighederne, om drabet paa thinget skulde underkastes den strengere fremgang efter Fr. 4–9 eller den mildere efter Gul. kap. 181. Iøvrigt maa det bemærkes, at Fr.4–10 udtrykkelig udtaler, at det stod eftermaalsmanden frit for at lade drabsmanden gaa uskadt fra thinget, en yttring, der giver et tydeligt vink om, at dette var det sædvanlige; paa den anden side indskrænker samme lovsted adgangen til henrettelse alene til drabstilfælder, og da Gul. kap. 189 dog viser, at denne strenghed oprindelig ogsaa anvendtes ved saar, kan det af Frost.lovens blot delvise overgang til større mildhed skjønnes, at sætningen ved drab ikke saa ganske var ren theori.[24]
Disse vistnok ikke fuldt udtømmende anførsler maa være tilstrækkelige til at vise, hvorledes drabssager behandledes. Der spurgtes først og fremst om to ting: at skaffe en mand, til hvem eftermaalsmanden kunde holde sig med sit søgsmaal, og at faa vished for, om gjerningen var útlegðar- eller úbótamál. Det sidste opnaaedes ved hjælp af viglysingsinstitutionen, forsaavidt ikke de ledsagende omstændigheder gjorde drabet til en nidingsdaad, som ingen viglysing kunde give et bedre udseende. Sigtelsen mod bestemt mand derimod fremstod gjennem bedømmelsen af de oplysninger, som de konkrete forhold gjorde til de paalideligste, og her var det da, at den døendes erklæring, ledsagernes opførsel og udsagn, gaardsfolkenes eller andre øienvidners beretninger og bygderygtet toges i betragtning, ligesom viglysingen ogsaa i dette punkt faktisk blev af vigtighed. Af de nævnte oplysninger besad imidlertid ingen mere end en angivende evne, og omend denne ved enkelte af dem kunde stige næsten til beviskraft, saa maatte dog altid noget træde til for at fylde beviset: efter fremførelsen af den paa de angivende oplysninger støttede sigtelse, skred man følgelig til den egentlige bevishandling. Da skirskotningsvidner i drabstilfælde ikke gjerne forudsættes at haves, blev der altsaa ifølge de almindelige regler paalagt anklagede at rense sig for sigtelsen, og efter de angivende oplysningers styrke og anklagens lydelse gik renselsesdommen enten ud paa en mildere eller strengere ed eller paa gudsdom. Mislykkedes det rensende forsvar, synes dog ingen ny thingsdom, uagtet en saadan virkelig leilighedsvis forekommer, at have været nødvendig for at faa utlegden udtalt; den ansaaes at ligge som andet alternativ i dommen til renselse og indtraadte umiddelbart ved forsvarets ugunstige udgang, hvad enten denne viste sig deri, at den foreskrevne frist forløb uden edsaflæggelse eller jernbyrd, eller i et ligefrem uheld under renselsesakten. Var viglysing skeet, og eftermaalsmanden ikke fandt sig beføiet til at sigte en anden end den viglysende, bortfaldt naturligvis ethvert forsvar; thinget afsagde enten umiddelbart sin utlegdsdom eller den udsatte dermed og overlod det til parterne gjennem forlig at ende striden.
En særegen omtale egne de gamle love dernæst ogsaa søgsmaalet i tyvssager, hvilke behandledes med hensynsløs strenghed. De klareste bestemmelser indeholdes i Gul.lovens tyvebolk, lovens kap. 253 o. flg., hvormed Fr. 14–12 o. flg. og 15–7 o. flg. samt Bj. kap. 114 o. flg. i det væsentlige stemme.
Der gjordes forskjel, eftersom tyven grebes paa frisk gjerning eller ikke. Ifølge Gul. kap. 160 kunde eieren, naar han traf tyv paa sit stabur eller i sit fjøs ifærd med at læsse byrde eller bortføre kvæg sagesløs hugge ham ned paa stedet, og han skulde blot bagefter sammenkalde sine naboer og skirskote tyvsgjerningen under dem. I tyvsbolken selv nævnes ikke dette tilfælde, hvorimod det forudsættes, at tyven træffes med kosterne i hænde. Eieren skulde da vidnefast binde ham dem paa ryggen, føre ham til things og derfra efter ved vidner at have godtgjort, at godset var hans, ned i fjæren, hvor aarmanden skulde sørge for henrettelsen. Var værdien af det stjaalne under en ørtug, blev han dog ikke at dræbe, hvorimod han dømtes til den saakaldte gata, d. e. til at løbe spidsrod, medens de paa begge sider opstillede bønder kastede torv og sten paa ham. Som det vil sees, ere disse bud ensartede med dem, der gjaldt om drab i flok, og maa opfattes og begrundes paa samme maade som disse.
Grebes tyven ikke paa frisk gjerning, havde eieren, saasnart han blev tyveriet var, at lyse det for sine naboer. Saaes der endnu i sne eller søle spor efter karlen, skulde de følge sporene, hvilket Bjarkøretten udtrykker saaledes, at han skulde fælde kjævle d. e. budstikke i hans spor. Førte disse til en gaard, krævede man at faa gjøre husundersøgelse, og dette maatte af beboerne ikke nægtes, med mindre husherren eller i hans fravær den næste styrende vilde ansees som overbevist tyv. Dog var det ikke alene, naar man havde fulgt tyven i hælene, at husundersøgelse kunde fordres, men overhovedet, naar bestjaalne havde bestemt mistanke om, at man der vilde finde kosterne. Handlingen kaldtes at ransage d. e. søge i rann, et gammel ord for hus (rønne). Ledede ransagningen til, at man fandt det stjaalne, beroede det paa de nærmere omstændigheder, hvorunder det fandtes, samt paa, af hvad slags tingene vare, hvem der skulde betegnes som tyven. Men ogsaa her overholdtes strengt reglerne om vitterligheden; thi den saaledes udpegede var ved ransagningen kun bleven angivet, og det stod ham fremdeles frit for at nægte anklagen ved renselsesed.
Fandt ransagningen paa grund af manglende mistanke ikke sted – og det siges udtrykkelig, at bestjaalne tabte i troværdighed, hvis ransagningen ikke førte til noget –, men han senere kom over sine eiendele i en andens besiddelse, antog søgsmaalet en mere civilretlig karakter. Besidderen, der naturligvis i det fald foregav at have kjøbt eller paa anden lovlig maade erhvervet tingen, hjemstævnedes, og paa aftalt dag indfandt klageren sig med sine vidner, der havde at erklære, „at det er hans gods, og hverken gav han det eller betalte med det, og ikke solgte han det“. Ifølge disse vidnesbyrd havde derpaa den anden at udlevere kosterne; dog stod det ham naturligvis frit for at værge sit paastaaede kjøb med skiladóm, da vidnerne som erfaringsvidner ikke udenfor en saadan formaaede at gjøre sagen vitterlig. Var klagerens eiendomsret ved skiladómskjendelse eller besidderens indrømmelse saaledes bragt paa det rene, kunde han hermed lade sig nøie og tage sine ting, hvorpaa det da blev besidderens sag at indlede søgsmaal til skadeserstatning mod sin formand. Men klageren kunde ogsaa paa sin side fordre, at den sidste besidder skulde bevise sin hjemmel ved at fremføre vidnerne paa kjøbet, og brast dette for vedkommende, var han derved bleven vitterlig tyv. – Endelig omtales ogsaa det tilfælde, at eieren, uden at have gjenfundet kosterne, paa almindelig maade stævnte den, han mistænkte for tyveriet, til things, hvor ed blev at paalægge, og at indstævnte ved at lade forsvaret falde og ikke indfinde sig, erkjendte sig skyldig.
Paa grund af deres vigtighed og den store rolle, drabssager spillede i oldtidens haarde liv, omtales disse i lovene paa den den ovenfor gjengivne, vidtlyftige maade, og naar tyvssager ligeledes ere gjenstand for nøiagtigerebestemmelser, kunne vi vistnok slutte, at tyverier heller ikke i hin tid har hørt til de største sjeldenheder. Saare fattige ere derimod meddelelserne om andre utlegdssagers førelse, og det er kun antydningsvis, at vi faa at vide, at de med ændring og bortkastelse af de træk, der særskilt tilhørte drabs- og tyvssagerne, i det hele underlaa de samme regler. Saadanne træk vare paa den ene side viglysingen og den døendes sigtelse, paa den anden ransagningen; men disse vare ikke de eneste. Da den fornærmede nemlig udenfor drabstilfælde selv levede og optraadte som klager, maatte han som oftest ganske anderledes have rede paa, hvem han burde anlægge sag mod, end en eftermaalsmand, og derfor bortfaldt vistnok ogsaa i regelen hele den foreløbige undersøgelse, saaledes som den foretoges paa ørvarthinget. To thinge blev følgelig ikke nødvendige, idet klageren stævnte sin modpart til det første. Udenfor de nævnte sager finde vi derfor i almindelighed heller ingen foreløbige eller angivende oplysningsmidler benyttede. Vistnok nævnes paa enkelte steder sjónarvitni; men enten tilføies der som i Fr. 3–5 og Bj. kap. 67 udtrykkeligt ordene „hvorunder der er skirskotet“, eller det fremgaar, som i Borg. kr. II kap. 13 tydeligt nok af sammenhængen, at de vare skirskotningsvidner. Ligesaalidt hører de øienvidner, som Fr. 4–18 og Bj. kap. 28 nævner, til de angivende; thi de sættes ved siden af skirskotningsvidner og tilhøre altsaa en tid, da det ældre bevissystem ved erfarings- og skirskotningsvidnernes sammenblanding ganske var bleven brudt. Derimod omtale kilderne under navn af heimiliskviðarvitni et slags angivende vidner, der ikke findes benyttede i drabssag; men ogsaa her turde en nøiere undersøgelse vise, at en udvikling foreligger, der var retssystemets kjærne fremmed.
Heimiliskviðarvitni eller hjemrygtesvidnerne tilhøre i sin udviklede form udelukkende Fr.loven og Bjarkøretten. Gul. loven antyder dem kun paa et par steder, hvor der er tale om kristendomsbrud, og de to søndenfjeldske kristenretter, hvoraf den ene har et vidtlyftigere lovbud derom, fremstiller institutet i en endnu kun lidet formel uddannelse. Nu er det vistnok saa, at vi ikke besidde den gamle Eidsivathingslovs verdslige del, og der er derfor en mulighed for, at denne ligesom kristenretten har gjort brug af hjemrygtet; men naar det sees hen til, at den samtidige Gulathingslov i sine verdslige bestemmelser ikke kjender det allermindste dertil, uagtet dens kristenret ogsaa nævner saadanne oplysninger, maa det indrømmes, at sandsynligheden heraf ikke er stor, men at kildernes omtale derimod nærmest fører til den antagelse, at hjemrygtet oprindelig kun benyttedes i geistlige sager. Men at tillægge datidens geistlighed et retsinstituts udvikling er det samme, som at udtale formodning om dets udenlandske oprindelse, og virkelig er det heller ikke vanskeligt at paavise, hvorfra exemplet maa være taget. I Frankrig og Tyskland uddannede sig nemlig fra det 8de aarhundrede af de geistlige saakaldte sendgerichte, hvorved først biskoppen selv og senere hans missus, erkediakonen, overholdt den kristenrets1ige justits. Ved en saadan retsbestyrers ankomst til et kirkesogn stævnedes thing og blandt egnens gode mænd udvalgte han endel – syv eller flere eller færre – af de ældste og mest anseede, hvilke som anklagere skulde give oplysninger om de i sognet begaaede forbrydelser, der hørte ind under den biskoppelige paatale. De maatte aflægge en særegen ed paa, at de uden dølgsmaal skulde aabenbare, hvad de vidste eller havde hørt (si scis aut tibi indicatum fuerit), og forelagdes en række spørgsmaal, om den eller den eller den forbrydelse var bleven udøvet, hvorom de i kraft af sin ed havde at afgive sandfærdige oplysninger. De gjennem denne inkvisition angivne forbrydelser stilledes derpaa under bestemt anklage og dømtes paa sædvanlig maade af en med schöffen besat ret.[25] Intet synes nu at være rimeligere, end at denne rettergangsmaade, der i det 11te og 12te aarhundrede fremdeles var i fuld brug og stor anseelse i Tyskland, i den tid, da Norge tilhørte bispedømmet Bremen, har fundet biskoppernes efterligning heroppe, og at dette ikke er en blot formodning, synes med bestemthed at fremgaa af en sammenligning mellem det tyske retsmiddel og det, som Borg. kristenret, den ældste os bevarede lovkodex skildrer: „Nu hvis de sager blive misgjorte i heredet,i hvilke biskoppen erholder boden, da skal hans aarmand stævne thing i heredet. Nu er thinget sat, da skal aarmanden staa op. Jeg har hørt det, at en mand har misgjort i heredet i den sag, i hvilken biskoppen erholder bod; nævne manden ved navn og sagen, slig som den er. Nu vil jeg vide det, om I have hørt den sag før. Hvis en fjerdedel af de heredsmænd, som der ere paa thinget, før have hørt den sag blive sagt, da maa biskoppens aarmand søge den sag til slig bod, som ligger ved efter loven. Nu hvis færre end en fjerdedel af heredsmændene sige at have hørt den sag før, da falder den sag ned og heder det hans paafund, maa han ikke søge den sag efter loven.“[26] Som man vil se, benytter biskoppens aarmand ifølge dette sted i princippet ganske den samme inkvisition som biskoppens sendemand i Tyskland, og de forskjelligheder i formerne, som vise sig deri, at angiverne i Norge adspørges i anledning af bestemte fald, at de ikke aflægge ed, og at deres antal er bestemt paa en særegen maade kunne ikke formaa at skjule, vat der ved det anførte lovbud indføres et forhørsinstitut i vor gamlel retsforfatning, som forøvrigt var denne ganske ukjendt. Heller ikke kan det forundre, at det var det under kanoniske retsanskuelser virkende hierarki, der først følte trangen til et saadant retsmiddel. Af lovstedet fremgaar det, som det synes, ogsaa, at man vilde have det betragtet som en pligt for samtlige paa thinget tilstedeværende, hvis de virkelig kjendte rygtet, at nævne dette og saaledes hjælpe til at fylde den krævede fjerdedel; men da der paa den anden side ikke sættes nogen straf for at tie dermed, har man altsaa ikke vovet at gaa saa langt som ligefrem at fremtvinge angiveriet, og det er derfor væsentlig kun med hensyn til forhøret, at bruddet med de ældre retsanskuelser viser sig. I de to øvrige kristenretter fra det 12te aarhundrede er tanken den samme, men formen en anden. Eid. kristenret siger saaledes: „Biskoppens aarmand maa ikke beskylde nogen for trolddom, hverken karl eller kone, med mindre det er heredsrygte; sige det tre bønder eller flere og bære de vidnesbyrd om, at det er bygderygte.“[27] Ogsaa her er det klart, at der paalægges aarmanden en foreløbig undersøgelse; for at kunne paatale forbrydelsen, maa han have forhørt sig og skaffet sig tre bønders vidnesbyrd om rygtets tilværelse. Forskjellen er kun, at at han ifølge dette lovsted ikke skal anstille sit forhør paa thinget, men rent privat, og at angivernes tal atter er ordnet anderledes. Tilsvarende hertil er det ældste sted i Gul. kristenret, hvilket vistnok er udeladt i lovens hovedtext, codex Ranzovianus, men findes i et brudstykke af en ældre text.[28] Det heder her: „Men hvis kone beskyldes for at være trold eller mandæderske, det skal siges mod hende fra tre huse og være det før heredsrygte (nemlig før hun sættes under anklage)“. Her omtales aarmanden vistnok ikke udtrykkelig; men da det dog var ham, der paa biskoppens vegne skulde paatale deslige forbrydelser, er det ikke tvivlsomt, at det er til ham, budet er rettet. Heller ikke kan den omstændighed, at stedet ikke er optaget i den yngre text, berøve det sin brugbarhed; thi da det andet lovbud, hvori Gul.loven omtaler bygderygtet, er Magnus Erlingssøns retterbod, der lader det bruges ved nok et kristendomsbrud[29], er det klart, at hensigten ikke har været at indskrænke dets benyttelse, og at institutet heller ikke praktisk var i tilbagegang, men tværtimod i kraftig fremvæxt, viser sig tydeligt i det 13de aarhundredes lovværker. Grunden til udeladelsen maa altsaa have været en anden, og uden tvivl finde vi den i den maade, hvorpaa stedet lader den angivelige troldkvinde videre behandles: hun skal nemlig, siges der, føres ud paa søen og hugges over ryggen. Dette er det vel, der er forekommet erkebiskop Eystein og hans samtidige noget for drastisk, og det gjentages heller ikke i de senere kristenretter. Derimod taler alt for den antagelse, at den hele bestemmelse tilhører den ældste norske kristenretslige lovgivning under Olaf den hellige, og at altsaa ogsaa dens form for benyttelsen af hjemrygtet er ældre end Borgarthingslovens; den var i virkeligheden ogsaa endnu mindre udviklet end denne. Først i Fr.loven træder heimiliskviðen, som navnet her er blevet, imidlertid frem i en fastere skikkelse, og det saa, at man tildels optager den skik, at lade mændene afgive sin forklaring under ed, der dog som en følge af spørgsmaalets konkrete indhold her ikke bliver promissorisk, men assertorisk. Saaledes siger Fr. 2–29, at én skal bære hjemrygtesvidnesbyrdet og to sande hans udsagn, naar straffeboden udgjør 3 øre, og at én skal sværge og fire sande, naar den udgjør 6; var straffen endnu større, kom den i Fr. 5–22[30] omtalte tredie og strengeste form til anvendelse, at to svor og otte sandede. Eden var saalydende: „Det skyder jeg til Gud, at dette har jeg hørt, og det har faret (flotit) over tre gaarde eller dere; men ikke ved jeg, om det er sandt eller ei.“ Ogsaa denne retsbog bringer hjemrygtet først og fremst i forbindelse med kristenretslige forseelser: Fr. 2–46 siger, at biskoppens aarmand ikke maa anklage nogen for mened, før han har hørt hjemrygtesvidner i sagen; 3–3 og 5–22 befaler ham i løsagtighedssager at have hjemrygtesvidner med sig paa thinget; 2–29 ved anklage for helligbrøde, 3–18 ved anklage for bestialitet at søge med de samme Ligeledes maa ifølge 3–15 og 5–24 beskyldning for hedenskab eller hor støttes ved heimiliskviðarvitni, hvis man vilde undgaa straf for ærekrænkelse. Imidlertid gaar retsmidlets brug i Fr.loven ogsaa ind paa det verdslige omraade: Fr. 4–24 befaler den kongelige aarmand, der i mangel af privat eftermaal forfølger et mord, at søge med heimiliskviðarvitni[31]; 5–23 kræver beskyldning for landsforræderi støttet paa samme maade, og endelig antyder 5–26, at enhver privat anklager, naar klagen gjaldt større forbrydelser, kunde benytte sig deraf. Men at dette oprindelig var en rettighed, der strengt ansaaes knyttet til til paatalen og ikke begrundedes ved nogen almindelig sætning om, at enhver havde tilladelse til at snakke et bygderygte efter, siges udtrykkeligt paa det sidstnævnte sted: „Hvis man mæler ærerørige beskyldninger (okveðinsorð) mod karl eller kone,“ heder det, „hvorfor utlegd er sat som straf (nemlig for den forbrydelse, der nævnes), og det bliver skirskotet, da skal han, om han end helliger sig med heimiliskviðarvitni, bøde fuldrettesbod til den, som blev beskyldt, med mindre han er lovlig sagsøger; i saa fald er der ingen bod derfor. Saa skal det gjælde om alle fuldrettesord og ærekrænkelser.“[32] Citatet gjengives endnu i Magnus lagabøters landslov; men allerede i Fr.loven har man, som det sees af Fr. 3–15, Jerns. kap. 38 og Bj. kap. 35, 94 og 152 gjort undtagelser for trolddom, tyveri og løsagtighed; den, der beskyldte en anden for saadant, blev fri for straf for ærekrænkelse ved at paavise bygderygte derfor, om han end ikke var ret sagsøger.
Sammenfatte vi det ovenfor fremstillede, vil det altsaa sees, at Fr.loven benytter heimiliskviðen i en række tilfælder indenfor og i enkelte udenfor den biskoppelige paatales grændser og giver detaillerede regler for retsmidlets form og anvendelse. Men jo stærkere det fremtræder i den yngre lovkodex, desto mere iøinefaldende bliver det, at Gul.loven aldeles ikke kjender spor dertil udenfor de par steder i kristenretten. Heraf synes med fuld føie at maatte sluttes, at institutets endelige udfoldelse falder i tiden efter det vestenfjeldske lovværks redaktion, og dette bestyrkes ved andre betragtninger. Som vi saa, udtales det ligefrem, at det kun var den lovlige sagsøger, hvem det kom tilgode, at han kunde fremføre hjemrygtesvidner for sin beskyldning. Undersøges imidlertid de forskjellige enkelte tilfælder, hvorpaa denne almindelige sætning anvendes, finder man, at det udenfor de kristenretlige forbrydelser kun ere disse tre: mord, der forfølges af aarmanden, landsforræderi og tyveri. Da den lovlige sagsøger i kristenretssager naturligvis i de allerfleste fald var biskoppens aarmand, og i sager angaaende landsforræderi en kongelig ombudsmand[33], og da retsmidlets brug i mordsager indskrænkedes til det fald, da kongens aarmand var sagsøger, saa er det altsaa udenfor de almindeligvis af det offentlige anlagte søgsmaal kun tyveri, der danner en for de private sagsøgere særegen og virkelig praktisk klasse af tilfælder, hvori de siges at kunne benytte heimskviðen. Den store stamme derimod, hvortil institutets anvendelse knytter sig, er statens og kirkens sagsanlæg. Nu er tillige heimskviðen i det offentliges og privatmandens haand egentlig to i deres indre væsen vidt forskjellige ting. Den private kunde man ikke falde paa at forbyde sagsanlæg, om han end ikke skaffede sig saadanne foreløbige underretninger; for ham blev paavisningen af hjemrygtet nærmest kun et forsvarsmiddel mod, at hans klage, naar den ikke havde ført til anklagedes domfældelse, bedømtes som ærekrænkelse. Aarmanden derimod blev det simpelt hen forbudt at anlægge søgsmaal, før han havde hørt heimiliskviðarvidnerne; for ham var hjemrygtet gjenstand for en foreløbig undersøgelse, en paa embeds vegne foretagen inkvisition til oplysnings indhentelse i sagen, hvori vi med lethed se spiren til vort .nuværende forhør. Men denne indre forskjel viser, at retsmidlet oprindelig ikke kan være bleven benyttet paa mere end én af de nævnte maader og kun gjennem en vis analogiserende betragtning er udvidet til det andet fald, og da de offentlige sager endnu i Fr.loven udgjør den langt overveiende del af hidhørende tilfælder, og det i mordsager fremdeles kun er den offentlige klage, hvori rygtet bruges, og da Gul.loven kun kjender det i kristenretten, saa bliver det ene antagelige, at det fra biskoppens aarmand har flyttet sig over til kongens aarmand, der, som det sees, ofte var den samme person som hin[34], at det fra de offentlige sagsøgere videre har trængt sig over i den private rettergang, og her med opgivelse af den i stats- og kirke- myndigheden begrundede forhørsegenskab først er kommen den lovlige sagsøger tilgode og efterhaanden endog er bleven til en af loven rigtignok ligesaa udtrykkelig benægtet som delvis anerkjendt frikjendelsesgrund for enhver anden kalumniator. Vi tilføie endelig ogsaa, at det neppe i den ældre retsudvikling vilde være skeet, at et og det samme bevismoment var bleven brugt paa to forskjellige trin i den samme rettergang. Men dette er i vore love tilfældet med bygderygtet. Det vigtigste udtryk for retsforfatningens anerkjendelse af dets retslige brugbarhed er nemlig mededsinstitutionen, der hviler paa den grundtanke, at bygdeopinionen under datidens enge forhold formaaede at give et værdifuldt bidrag til sagens sande oplysning, og naar eddaen priser en god heimskvið[35], forstaaes dette uden vanskelighed om det gode rygte, der i denne som i andre henseender var de gamle af saa stor vigtighed. At det samme bygderygte, der saaledes under anklagedes renselse saa at sige skal sidde til doms over ham, imidlertid ogsaa gjennem heimiliskviðarvidnerne skal fremtræde som hans angiver, er ingen klar retstanke og synes blot at kunne tilhøre en tid, da den rent nationale udvikling begyndte at optage fremmede og derfor uharmoniske elementer i sig.
Men medens vi saaledes udenfor drabs- og tyvssagerne kun i visse undtagelsesforhold finde foreløbige retsmidler benyttede, træder til gjengjæld skirskotningen under vidner selvfølgelig atter frem som et vigtigt bevisinstitut. Ved ærekrænkelser, tilføiede i den fornærmedes egen nærværelse, var den endog en juridisk nødvendighed, idet dens undladelse opfattedes som vidnesbyrd om, at han havde taget det hele for en spøg. Iøvrigt er der om skirskotningen i denne anvendelse ikke synderligt at tilføie; kun et par lovsteder fortjener en lidt nøiere omtale. Gul. kap. 184 siger nemlig, at en mand, der er bleven anfaldet og saaret uden at have havt anledning til at skirskote under selve gjerningen, om muligt skal gaa med uforbundet saar, indtil han træffer folk, og disse skal han først vise skaden og dernæst sende dem til gjerningsmandens hjem for at stævne ham til things. Paa thinget skulle da disse mænd bære vidne om, af hvad art skaden forekom dem at være og „nævne manden til samme dag“. Ville de ikke afgive noget vidnesbyrd, ere de brødige en bod; „men da skal den nægte med lyritared, som bliver anklaget for sagen“. Her skulde den sidste sætning nærmest synes at henhøre til den lige foregaaende, hvoraf vilde følge, at det kun var for det tilfælde, hine efter saarets modtagelse tilkaldte vidner ikke vilde tale, at den anklagede stedtes til ed, medens deres udsagn, naar de afgav det, var ligesaa godt som almindelige skirskotningsvidners. Og denne mening bestyrkes derved, at hine vidner siges paa thinget at skulle nævne manden. Men herimod stiller sig den indvending, at vidnerne jo slet ikke havde seet gjerningens udførelse og følgelig kun af den saarede vidste, hvem forøveren var. At de ikke desto mindre skulde kunne optræde som vidner mod ham, synes aldeles uantageligt og strider ganske mod, hvad vi ellers om skirskotningsvidnernes væsen kunne erfare. Meningen maa derfor være den, at mændene foruden at afgive sin erklæring over saarets beskaffenhed ogsaa skulde nævne den mand, som de efter klagerens anmodning havde stævnt; thi indfandt denne sig ikke, var sagen ved forsvarets undladelse, men ikke ved vidneudsagnet bleven ham overført. Lød han derimod stævningen, kunde han altid kræve at aflægge benægtelsesed. Skirskotningen tjente altsaa i dette fald dels til at skaffe sikker oplysning om skadens størrelse, dels til at afvæbne den mistanke, at han selv havde været den anfaldende og faaet hug, hvilket man maatte have ret til at tro, hvis han gik i længere tid uden at omtale sin skade. At den saaledes forsøgte opfatning er den rette bestyrkes ved Borg. kr. II kap. 13, der for voldtægtstilfælder bestemmer, at kvinden skal skirskote under den første, hun møder, hvilket dog ikke udelukkede, at den anklagede stedtes til ed. Det var ogsaa her gjerningen, ikke dens udøver, der skirskotedes.
Den anklagedes forsvar blev, naar sagen ikke i sin helhed var vitterlig, at føre ved ed og meded eller ved gudsdom. I den form, hvori kilderne foreligge os, give de imidlertid over thingets renselsespaalæg ingenlunde den klarhed og regelmæssighed, der strax faldt i øinene ved skiladomen, hvor lyritareden, tomands- og eneeden i deres brug knyttede sig til bestemt afgrændsede værdiforhold. Foruden at nemlig lyritared og eneed ogsaa af thinget kunde paalægges, kjendte dette tillige tolvmands- (tylftar-) og sexmands- (settar-) ed, ved siden af hvilke ogsaa forekomme fem og syv mænds ed, og de regler, efter hvilke man lod disse forskjellige eder komme til anvendelse, udmærke sig slet ikke ved iøinefaldende forstaaelighed og konsekvents; meget mere synes de ved første betragtning at falde fra hinanden iligesaa mange uafhængige bestemmelser, som lovene kjende forbrydelser. Dertil kommer endnu, at gudsdommen i det hele taget forholder sig til ederne, som en strengere ed til en lettere og saaledes gjør rækken af renselsesmidler endnu mere broget. Nøiere eftersyn opdager dog visse holdepunkter. Det viser sig nemlig, at det var to betragtninger, man ved bestemmelse af renselsen især fulgte. Den første og vigtigste var hensynet til den forbrydelses grovhed, hvorpaa anklagen lød. Pæderasti blevet benægte med jernbyrd, mord med tylftared, tyveri med settared, et mindre tyveri med lyritared. Den anden og bitrædende betragtning var hensynet til anklagens egen, fra de anklagende og angivende omstændigheder hentede, indre styrke. Her fik nemlig alle saadanne omstændigheder en indflydelse paa beviset for gjerningen, som de i deres egenskab af blotte angivere ikke umiddelbart kunde udøve, men som dog ofte var stærk nok til praktisk at hæve dem til de i virkeligheden ene afgjørende, omend formelt ikke fuldt anerkjendte bevisligheder. Saaledes bevirkede den døendes sigtelse, at renselsen for mord steg fra tylftared til jernbyrd, og den samme virkning havde heimsóknarvidnernes udsagn. Ifølge Fr. 4–14 bliver den deltager, der om natten forlader et gildehus uden at skirskote, at alt er i orden, at anse for udøver af det i nattens løb forøvede mord, hvis han ikke kunde forsvare sig med gudsdom, ligesom Bj. kap. 110 indeholder et exempel paa, at heimiliskviðarvitni gjorde eden for den anklagede vanskeligere. Paa den anden side blev mord, som en anden havde viglyst sig paa hænde, efter Gul. kap. 156 kun at benægte med lyritared. Undersøger man derpaa nærmere, hvilke forbrydelser de forskjellige eder forbindes med, saa ser man, at landrád eller landsforræderi, mord, tryggrof d. e. drab mod given fred, bestialitet og efter Fr.loven større ildspaasættelser benægtes med tylftared, og at spillverk d. e. større beskadigelser, falsk bagvaskelse, herjen og hævn for tyves henrettelse samt efter Gul. loven alle og efter Fr.loven mindre ildspaasættelser benægtes med settared. Lyritareden derimod indtager, uagtet den maaske er den hyppigst nævnte, ikke en saa selvstændig stilling; naar bortsees fra enkelte i kristenretterne optagne forbrydelser, hvilke paa grund af deres løsrivelse fra den almindelige borgerlige landsret unddrage sig al nærmere paavisning af sammenhæng med denne, er der i virkeligheden kun en klasse forbrydelser, nemlig de forskjellige slags legemsbeskadigelser, som i sin renhed benægtes med lyritared. Alle andre, der i lovene sættes i forbindelse med denne ed ere saadanne, hvis begreb er et diminutiv, en formildelse eller afledning af de ovenfor nævnte hovedforbrydelsers. Vi nævne saaledes brandstiftelse, udført af trælle, mord paa træll, bistand under mord, hæleri, tyveri, som af eieren ikke er bleven lyst, hjælp ydet utlæg mand, mord, der af en anden er lyst paa hænde, drab, der paastaaes at være af vaade, altsammen følgelig forbrydelser, nærmere betegnede ved individualiserende omstændigheder, som ikke opstaa og samle sig samtidig med hovedbegrebets dannelse, men lidt efter lidt under en fortsat retsudvikling. Undtatagelsen dannes af de tre med hinanden nær forbundne misgjerninger afhug, saar og slag (drép), hvilke, saaledes som lovene ere os opbevarede, skulle benægtes med lyritared.[36]
Ogsaa med hensyn til mededsmændenes opnævnelse hersker der mellem tylftar- og settareden paa den ene side og lyritareden paa den anden en kvalitativ forskjel. Ved lyritareden valgtes nemlig begge edshjælpere af hovedsværgeren uden anden indskrænkning, end at den ene skulde være hans jævnrettesmand d. e. standsfælle og den anden en fri og myndig mand, der kunde staa for ord og ed.[37] Ved de to andre eder gjaldt derimod mere indskrænkende regler. Ifølge Gul. kap. 132 skulde tylftaredens elleve medsværgere vælges paa følgende maade: Man opnævnte 12 mænd af samme borgerlige ret og stand som parten selv; af disse skulde han faa to med sig. Dernæst skulde han medtage to af sine nærmeste slægtninge[38], hvilket ikke ved lyritareden var tilladt og endnu mindre paabudt; de syv andre kunde han derimod vælge frit. Det følgende kapitel giver for settareden lignende bestemmelser. Af de tolv opnævnte skulde han, naar anklagen gjaldt tyveri og ildspaasættelse, faa to med sig; ellers var det nok med én. De øvrige synes han at have valgt frit, da slægtninge ikke nævnes.[39] Om tylftareden indeholder Fr. 4–8 de samme regler; kun siges det her, at de tolv opnævnte skulde være haulder d. e. odelsmænd til sine gaarde og kun i mangel af saadanne kjøblæn- dinger, hvorved altsaa til gjengjæld fordringen paa standsfællesskabL med den anklagede bortfalder. Dernæst skulde de hverken være venner eller uvenner af ham, hvilke ord dog naturligvis her maa tages i en vis indskrænket betydning, og endelig skulde halvparten af dem opnævnes af den anklagede selv og halvparten af sagsø- geren. Settareden beskriver Fr. 15–11 saaledes, at hver af par- terne skulde opnævne tre haulder eller gode bønder, hvis de ikke vare til; af disse skulde sagvolderen faa én med sig, den anden skulde ivære en nær slægtning og de tre øvrige fri mænd, der kunde staa for ord og ed. En vis underordnet forskjel mellem begge loves regler findes der altsaa; men i det store taget ere de dog de samme, og naar Gul.loven ikke siger, hvem der foretog nævndemændenes opnævnelse, bør den derfor uden al tvivl for- staaes i overensstemmelse med Fr.loven, der lader. det halve antal opgives af hver af parterne. Det kan vistnok ved første øiekast synes, at en saadan regel maatte være en simpel udartning, da sagvolderen, hvis han selv og hans modpart havde opnævnt mæn- dene, naturligvis ved sit valg af en eller to medsværgere kun holdt sig til dem, han-selv havde opnævnt, hvorved klagerens op- nævnelse vilde blive ganske ørkesløs. Men denne forudsætning rammer ikke sagens kjærne. Da nemlig ingenfaf parterne havde lov til at nævne personlige venner eller uvenner af den anklagede, laa der ingen stor vægt paa de opnævntes maaske mere eller mindre gunstige stemning ligeoverfor ham; hvad man vilde faa fastslaaet var alene, om de med deres kjendskab til vedkom- mendes forhold i almindelighed og i angjældende sag i særde- leshed turde beedige sin tro paa, at han sagde sandt, naar han „ edelig-fralagde sig beskyldningen. Men skulde deres beredvillig- hed eller vægring herved have nogen betydning, maatte man netop ikke vælge mænd, der forhen havde staaet ham saa fjernt, at de hverken kunde have nogen gunstig eller ugunstig mening om ham, og om gunsten end maaske kunde have sin indflydelse paa opfat- telsen af det foreliggende fald, saa vilde det paa den anden side være af saa meget større virkning, naar en mod den anklagede ellers velvillig sindet mand ved denne leilighed fandt at burde nægte ham sin bistand. Den sidste mulighed turde endog i tvivlsomme sager have været af saa overveiende betydning, at den anklagede heller valgte først at prøve sig frem hos de af modparten nævnte mænd, end tat udsætte sig for et farligere afslag hos sine egne; ja det kan meget vel tænkes, at han netop med flid ved selve opnævnelsen har undladet at medtage sin ætts nærmeste kjendinger, hvilke det da til gjengjæld har staaet modparten frit at nævne. Med andre ord, parternes hver for sig foretagne opnævnelse af nævndevidnerne synes mere at have havt en formel end en reel betydning. At det ikke var uberettiget indflydelse fra de den anklagede nærstaaende, man frygtede, fremgaar ogsaa med betegnende klarhed deraf, at en af slægtningerne ifølge loven som oftest endog skulde medhaves blandt medsværgerne.[40]
Ligesom lyritareden blev ogsaa tylftar- og settareden at aflægge inden 10 uger. Forgik dette tidsrum var den at anse for falden. Til aflæggelsen, der skede i kirken og paa evangeliebogen, skulde klageren stævnes, hvorhos vidner maatte haves tilstede, for at udfaldet under dem kunde skirskotes. Ifølge Gul. kap. 136 opnævnedes der endog fra begge sider to mænd, der skulde skjønne, om eden blev rigtig aflagt.
Bagenfor ederne staar i de ældste love gudsdommen som den anklagedes sidste udvei og renselsesmiddel. Saa særegen den end kunde synes at være, gjælder der dog ikke synderlig andre regler om den end om nægtelseseden. Den indtræder nemlig først og fremst som eneste benægtelsesmaade dels ved anklage for et par meget grove forbrydelser, pæderasti og hustruens mord paa sin mand[41], dels paa grund af de anklagende omstændigheders styrke, hvorpaa ovenfor anførtes exempler. Oftere danner gudsdommen dog kun et subsidiært renselsesmiddel for det tilfælde, at den anklagede ikke kunde erholde det tilstrækkelige antal medsværgere, og det er at mærke, at det ikke blot er tylftareden, der saaledes „falder til“ gudsdom, men at beskyldninger, hvorfor endog lyritared ansaaes tilstrækkelig, ved edens fald kunde blive at nægte paa denne vanskelige maade. Det paafaldende heri forsvinder imidlertid, naar man betænker, at ogsaa lyritareden ellers umiddelbart vilde være falden til utlegd, og at mistanken mod den anklagede i høi grad maatte stige, naar han i anledning af en forholdsvis mindre betydelig beskyldning ikke engang kunde faa to medsværgere med sig.
Gudsdommen bestod i at bære gloende jern (jernbyrd) eller i at gaa paa gloende jern eller ogsaa i at tage en gjenstand op af kogende vand (kjedeltag). Det sidste udførtes kun af kvinder, det første baade af kvinder og mænd, det andet derimod kun af mænd. Handlingen foregik under religiøse ceremonier.
Gaa vi fra bevismidlerne over til thingets domsafsigelse, saa er derom kun lidet at sige. Forelaa gjerningen konstateret enten gjennem den anklagedes tilstaaelse eller gjennem skirskotningsvidners udsagn eller endelig derigjennem, at anklagede ved at oversidde stævningen og udeblive lod forsvaret falde, afsagdes strax utlegdsdom. Indfandt derimod vedkommende sig og benægtede anklagens sandhed, paalagdes han at rense sig ved ed eller gudsdom. Ogsaa dette udslag synes imidlertid, som ovenfor bemærket, fra thingets side i regelen at have været det afsluttende.
Med hensyn til exekutionen maa det nævnes, at dommens hovedindhold i almindelige utlegdssager ikke medførte nogen saadan. Den dømte havde fem nætters frist til at komme af veien, saavel naar utlegden indtraadte umiddelbart ved dommen, som efter en mislykket renselse, og efter den tids forløb kunde enhver uden videre dræbe ham, ligesom der var sat straf for at huse eller paa anden maade understøtte ham. Det offentlige paatog sig derimod i regelen ingen forpligtelse til at aflive ham, og det blev derfor sagsøgerens egen sag at udøve sin hævn. Mod almenfarlige forbrydere kom dog, eftersom statslivet udviklede sig, en aktiv fremgang fra de offentlige ombudsmænds side mere og mere i brug, og naar drabsmænd og tyve grebes paa frisk gjerning, have vi allerede seet, at den i dette undtagelsesfald foretagne exekution paa personen blev at udføre af dem. Af slutningsordene i Gul. kap. 32 har man villet uddrage, at utlegden i úbótamál allerede opstod ved gjerningens udøvelse, medens den kun i utlegðarmál først af thinget maatte erklæres.[42] Der er dog ingen antydning til, at man, naar sagen var uvitterlig, har nægtet den i úbótamál skyldige den frist af 5 dage fra kirkedøren, som ellers tillodes den uheldige edsaflægger til at komme bort fra bygden; hvad derimod de vitterlige úbótamál angaar, saa bevirkede paa den ene side sagens klarhed og paa den anden umuligheden af for gjerningsmanden at faa fred, at thingets dom blev en ren formsag. Men netop ordelagene i Gul.kap. 32 vidne dog om, at det offentlige ogsaa i disse fald krævede utlegden udtalt ved dom, og at det kun for undtagelsestilfælder tænkte sig afvigelser herfra.[43]
I og med fredløsheden ramte der imidlertid den fredløse ogsaa en formuesstraf. Var han drabsmand, heder det i Fr. 4–1, at han forbrød alt, hvad han eiede, med undtagelse af sin jord. At dette virkelig-var den gjældende grundsætning, stadfæstes ogsaa i Magnus Erlingssøns retterbod saavelsom i Fr. indl. kap. 2.[44] Men det sidste sted viser tillige, at praxis havde mildnet denne haarde regel derhen, at kongen lod sig nøie med de bøder, som for et drab tilkom ham, og at det, som gik ud over denne sum, forblev hins eiendom. Saameget mere blev følgelig ved andre utlegdarmál kun den for forbrydelsen fastsatte bod af hans gods til kongen at udrede Var sagen derimod et úbótamál, hjemfaldt alt, hvad han eiede i land og løsøre, kongen. Der gjordes herved alene den begrændsning, at kun det, hvoraf han ved fredløshedens indtræden var virkelig eier, blev at inddrage, og at kreditorerne forlods skulde kunne udtage, hvad der tilkom dem; derhos erholdt arvingerne ret til efter taxt at indløse jorden. Kun forsaavidt disse bøder og konfiskationer an- gik, ledede altsaa en utlegdsdom regelmæssig til atför. Denne blev at forlange af den kongelige aarmand, der i tilfælde af utlegdens indtræden efter mislykket renselse synes at have sammenkaldt et særeget atfararthing.[45]
Om det fald, at en til simpel utlegd dømt misgjerningsmand ved forlig skaffer sig fred, men ikke opfylder vilkaarene, er ovenfor under de vitterlige botamál bleven handlet. Af dette private forhold var dog naturligvis kongens ret til bod uafhængig, og denne blev ved atför at indkræve, saasnart manden var bleven dømt.
Vi gaa dernæst over til den tredie klasse af søgsmaal, der for thinget kunde forebringes, nemlig visse civile sager. I den tid, da den ældre ret endnu i sin renhed var den herskende, kom dog kun de civile sager for thinget, som de private retsmidler ikke havde formaaet at gjøre vitterlige; thi var først denne egenskab opnaaet, gik de enten som godvillig afgjorte ud af søgsmaalsrækken, eller som uafgjorte over i straffesagernes klasse. Havde skiladomen derimod ikke været istand til at bringe spørgsmaalet paa det rene, fordi domsmændene vare indbyrdes uenige, have vi seet, at de maatte indgaa et væddemaal om løsningen og forelægge sagen for thinget. Dette var baade tilfældet i odelssag ifølge Gul. kap. 266 og i vindikationssager ifølge Fr. 10–15 og i søgsmaal til betaling af gjæld ifølge Fr. 10–18 og Bj. kap. 52. Saavel den antikke form, hvori denne skyden til thinge saaledes var iklædt, som den omstændighed, at de derom handlende lovsteder ogsaa forøvrigt med sikkerhed kunne skjønnes at indeholde gammel ret, vidner om, at vi her have den oprindelige maade, hvorpaa civil sag kunde bringes for offentlig domstol. Ovenfor er det søgt at vise, at den uenighed, som i disse tilfælder mellem domsmændene forudsættes, i det væsentlige blot kan have dreiet sig om de fra den ene eller anden side fremførte erfaringsvidners godkjendelse; thi erkjendtes først vidnerne som gode, maatte man med hensyn til opfattelsen af faktum rette sig efter deres udsagn, og lovens anvendelse paa det saaledes givne tilfælde synes at have været den forholdsvis mindre tvivlsomme sag. Men heraf følger, at hellerikke thinget, naar det endelig skulde afgjøre spørgsmaalet, kunde faa stort andet at gjøre end at fastsætte, hvis vidner fortrinnet burde gives. De faa ord, hvori kilderne omtale fremgangsmaaden for thinget i disse sager, antyde ogsaa dette. Det eneste, som Fr. 10–15 finder det nødvendigt at sige, er nemlig, at begge parter skulle nyde sine vidner paa thinget, hvilket viser, at det var paa deres fremførelse hovedvægten fremdeles laa. Og Gul. kap. 266 nævner som uundgaaelig følge af det ene parties nederlag, at dets vidner blive skrœkváttar, hvormed tydeligt nok er sagt, at de andre tages for gode, og at man slet ikke tænkte sig muligheden af en middelvei, ad hvilken man maaske ved krydsforhør og jævnførelser kunde forbinde begge udsagn og komme til et fra begge forskjelligt resultat. Men ifølge hvilke betragtninger erklærede thinget den enes vidner for gode og den andens for falske? Naturligvis var det først og fremst deres personlige egenskaber og livsomstændigheder, som blev granskede og veiede; men dertil kom vel ogsaa den mere omfattende kundskab til bygdeforholdene, som et fuldtalligt thing i sammenligning med en skiladóm formaaede at opvise. Man maa huske, at det ved bedømmelsen af erfaringsvidnernes godhed især kom an paa at klargjøre, om de overhovedet havde havt anledning til at gjøre sikkre erfaringer i det foreliggende tilfælde. Men i hine tider, da vel en logisk, men ikke let en systematisk tankerække laa indenfor de dømmendes evne, maatte det selvfølgelig netop blive en af de bedste prøvestene for erfaringsvidnernes godhed, at deres udtalte erfaringer stemmede overens med, hvad man ellers vidste. Man gik med andre ord, naar det behøvedes, bagenfor vidneudsagnene, søgte ved at sammenføre thingmændenes egen kjendskab og gjorte erfaringer at komme sandheden nær, og fra det saaledes opnaaede standpunkt af erklærede man da, at disse vidner vare brugelige, men de andre sagde skrœk. Herved blev ikke de godkjendte vidner overflødige, idet de blot sagde det samme som thingmændene selv havde udfundet; thi deres kundskab strakte sig vel i alle fald, naar de optraadte som vidner, langt længere ind i enkelthederne af det omspurgte forhold. Efter at thingmændene vare komne til en mening og i overensstemmelse dermed havde udtalt dommen, synes det, at slutte fra andre tilfælder, at være bleven krævet, at den indstævnte, hvis han havde faaet uret, strax paa thinget skulde rette for sig, enten ved at udføre, hvad modparten krævede, eller ved at afgive forsikkring om, at det skulde blive gjort. Nægtedes dette, have vel bønderne paa klagerens anmodning strax besluttet atfør, idet vægringen ansaaes for ran og førte til den almindelige fremgangsmaade.
Et andet fald, hvori civil sag kunde føres frem for thinget, nævner Gul. kap. 35, hvis bestemmelse om, at den sagsøgte ved kravet i vitterlig sag kan foregive ukyndighed i loven og skyde sagen til things, vi ovenfor have søgt at vise, har været af sildigere oprindelse. Hvad angaar fremgangsmaaden paa thinget, er der heller ikke her nogen grund til at tvivle om, at thingfolkene nærmest have havt at bedømme vidnernes habilitet, hvilket iøvrigt ogsaa om dette tilfælde i lovstedet siges; men paa den anden side tilhørte dog budet en tid, da spørgsmaalet om, hvad der i den enkelte sag var lov, var bleven af større praktisk interesse, og heri begrundes jo netop den hele uregelmæssighed.
Naar civile sager i uvitterlig stand forelagdes thinget, tør det, uagtet intetsteds udtrykkelig sagt, vistnok med sikkerhed formodes, at forsamlingen, hvis den ikke formaaede at komme til vished om, hvilke vidner den skulde give fortrinnet, har paalagt indstævnte nægtelsesed. I det mindste kunde det ikke ligge fjernere at benytte dette retsmiddel end gudsdommen, og om den sidste vide vi, at den ogsaa i en enkelt art af civile sager kom til anvendelse. Dette var nemlig ifølge Fr. 8–16 tilfældet, naar en mand paastod at være ret arving, men var udenlands født og ikke havde vidner at fremføre. Det er denne bestemmelse, der som bekjendt fik en saa skjæbnesvanger indflydelse i den norske historie, da den navnlig benyttedes til at bevise kongelig herkomst og arveret til riget. Ogsaa praktiseredes den i videre udstrækning end lovbogens ord egentlig tilsteder det; thi der gjordes i tidens løb ingen forskjel paa, om vedkommende var indenlandsk eller udenlandsk af fødsel.
Hermed have vi afsluttet fremstillingen af de forskjellige former, hvorunder søgsmaal behandledes ved thinget. Saa individuelt udprægede flere af dem fremtræde, hvile de dog alle paa de tvende korrelative grundbetragtninger, at det var samfundets pligt, naar det derom anmodedes, ved dom at konstatere og fastsætte retsforholdet mellem sine medlemmer, og at det var ethvert samfundsmedlems pligt, inden han anvendte magt for at tiltvinge sig sin paastaaede ret, at erhverve sig en saadan dom. Paa visse punkter og navnlig med hensyn til forbrydere, der grebes paa frisk gjerning, var det kun ufuldkommen lykkedes at gjennemføre disse principper ligeoverfor det øieblikkelige udbrud af den enkeltes krænkede retsfølelse; men dette udelukker ikke deres almindelige gyldighed. Paa den anden side gik ikke alene sager mellem to privatmænd ind derunder, men ligesaa meget de straffeklager, der af det offentliges repræsentanter, konge og biskop, blev at anlægge; thi disse den middelalderske retsstats magtbærere stod i den her omhandlede periode af den norske historie endnu ikke over samfundet, men dannede alene dets ypperste led, udrustede med funktioner, der i medfør af tidens retsudvikling iklædtes formen af personlige rettigheder.
Thingets dømmende virksomhed falder i to dele, sagens faktiske oplysning og den vedkommende retssætnings anvendelse paa det foreliggende fald. Det første skede enten ved at anerkjende de forskjellige slags vidner, der af parterne fremførtes, eller ved at paalægge indstævnte benægtelsesed. I umiddelbar forbindelse hermed stod den anden del, domsafsigelsen, idet den, hvis sagen var bleven oplyst ved vidner, fulgte lige ovenpaa deres udsagn om det bestridte retsforhold, eller hvis den blev at oplyse ved ed, som oftest laa som stiltiende andet alternativ i den i dette fald udtalte bevisdom.
Nogen nødvendig forbindelse mellem thingets dom og thingmændenes exekution af dommen forelaa derimod ikke. Man har vistnok udtrykt sig, som om thingets dom regelmæssig var en atfarardóm d. e. en beslutning om umiddelbar atfør[46]; men at dette neppe turde være formelt nøiagtigt, fremgaar allerede deraf, at der efter thingsdommens afsigelse endnu fra sagsøgerens side rettedes en opfordring til den tabende modpart om efterkommelse. Først hvis denne opfordring ikke toges tilfølge, henvendte hin sig til thingmændene og bad om atfør, hvilken de ikke kunde nægte ham. Dette viser, at der ikke i kraft af dommen paalaa thinget nogen pligt til selv at sætte sig i bevægelse for at faa den udført, men at dette var den vindende klagers egen sag[47], idet han blot havde ret til at fordre hjælp under udførelsen; gjorde han altsaa ingen saadan henvendelse, skede der heller ingen atfør. At denne ikke var nogen thingforretning, sees ogsaa deraf, at sagsøgeren kunde tage med sig saa faa eller mange af de tilstedeværende, som han troede at have brug for, medens et fuldgyldigt thing dog mindst maatte bestaa af fjerdeparten af thingkredsens bønder eller i et enkelt undtagelsesfald af syv og tyve. Paa den anden side lader det sig vistnok med fuld grund antage, at ogsaa andre end de i thinget deltagende bønder faldt i samme bødestraf som disse, hvis de ikke adlød en sagsøgere opfordring til deltagelse i en lovlig atfør. Som vi ovenfor have seet, var den kongelige aarmands nærværelse med hensyn til handlingens lovmæssighed ganske unødvendig; da han imidlertid i embeds medfør havde at indkræve de i samme retssag forbrudte offentlige bøder, har han dog vel regelmæssig været tilstede, men vel at mærke i egenskab af sagsøger. Var sagen fra først af anlagt af ham som rent offentlig straffesag gjaldt dette ligeledes, om end ikke saa meget mere.
Men maa saaledes end atføren begrebsmæssig ansees som et privat, men retslig tilladt angreb paa modpartens gods til en af thinget anerkjendt fordrings fyldestgjørelse, en strudis legitima, som tyske love kalde den, saa turde dog i virkeligheden thingets authoritet ogsaa have strakt sig ud over den og bidraget til at mildne og fordunkle grundbetragtningens skarphed. Idet en del af thingmændene, hvad øiensynlig var det regelmæssige, umiddelbart fra thinget af begav sig hen til den gjenstridige sagsøgtes gaard og der i overensstemmelse med dommen gjorde lovlig exekution, kunde det ikke godt undgaaes, at thinget som saadant i den almindelige opfatning sattes i forbindelse med atføren og denne som en nødvendig følge af den afsagte dom. Dette synes da atter at have virket tilbage paa thinget selv og efterhaanden bragt det til ogsaa i formen at fatte virkelige thingbeslutninger om atføren; i det mindste tyder det enkelte gange forekommende ord atfarardóm og atfararþing herpaa. Og ikke nok hermed. Vi have ovenfor paa sit sted søgt at vise, at den fordobling af fordringssummen, som i kilderne omtales, oprindelig var den sagsøgeren tilkommende ransbod. Det nævntes imidlertid ogsaa, at nogle steder i Fr.loven udtrykkelig tillagde de atfarende bønder denne sum som et slags sportel, paa samme maade som den af aarmanden hævede bod i de senere love er bleven til en godtgjørelse for hans deltagelse i exekutionen. Alt dette synes nu at staa i sammenhæng. Eftersom nemlig thinget mere og mere udstrakte sin authoritet ogsaa over atførshandlingen, hvilket historisk seet atter ikke var andet, end at det i styrke stadig tiltagende statsbegreb gjennem et af sine udtryk, folkeforsamlingen, gjorde sig gjældende udenfor sit tidligere omraade, traadte exekutionens private karakter mere og mere tilbage for den fra thinget udgaaende offentlige, og thingmændene og aarmanden indtog sagsøgernes forrige plads som de egentlige exekutører; paa samme tid bevirkede thingets stigende myndighed som domstol, at sagernes vitterliggjørelse dels gjennem tilladelsen for sagsøgte til ved kravet at undskylde sig med lovukyndighed, dels gjennem gjerfarings- og skirskotningsvidnernes sammenblanding, i langt betydeligere grad end før blev trukken ind i forhandlingerne paa thinget, og at den gamle sætning om ransstraf for vægring af at efterkomme vitterlige fordringer derfor blev upraktisk og efterhaanden mere og mere forglemt. Men herved var det grundlag, hvorpaa saavel sagsøgerens ret til dobbelt betaling som kongens til en ransbod havde hvilet, gaaen tabt, og ligesom den bod, som aarmanden vedblev at optage, gik over til en sportel for hans nærværelse ved atføren, saaledes laa det ogsaa nær at anse de atfarende thingmænd berettigede til en lignende, og denne blev da den dobbelte betaling, hvorpaa sagsøgeren ikke mere formaaede at fremlægge noget retslig begrundet krav.
I en reel sammenhæng med exekutionen, om end formelt ganske uafhængig deraf, staar det saakaldte tak; forsaavidt dette institut fandt sin anvendelse i processen var det nemlig en ret til af sin modpart at fordre borgen for, at han ikke svigagtig skulde unddrage sig søgsmaalet, og at det fremsatte krav, hvis det af domstolene maatte ansees retmæssigt, skulde blive opfyldt. Fordring herom kunde fremsættes paa ethvert trin i rettergangen, bvorefter det erholdt forskjellige navne, og en nægtelse af at opfylde den var strafbar. Sikkerheden meddeltes enten i den sagsøgtes egen formue, naar denne var af en vis tilstrækkelig størrelse, eller ved kaution af en anden, der eiede saa meget. Taket varede en maaned og synes kun at have medført en personlig forpligtelse for den taksatte til ei at afhænde godset. Stærkt benyttet turde institutet kun have været i stæderne, hvor det ogsaa holdt sig efter lovforandringen; i landsloven omtales det derimod ikke mere. Vi skulle iøvrigt saa meget mindre gaa nøiere ind paa behandlingen af dette kun delvis indenfor processen liggende emne, som det allerede har fundet udførligere drøftelse i vor unge retshistoriske litteratur.[48]
- ↑ Gul. kap. 37, 77. 81; Fr. 9-23, 10–10 og 24, 13–17, indl. kap. 15; Jerns. kap. 113; Bj. kap. 98 og 158.
- ↑ Jerns. kap. 113, landsl. 7–3.
- ↑ Graagaas, Finssøns udgave, II 145.
- ↑ Fr. 4–23.
- ↑ Gul. kap. 155, Fr. 4–7. Slutningssætningen i Gul. kap. 156 giver kun mening, naar man istedetfor hinna, som texten har, læser hjuna.
- ↑ Gul. kap. 240 jfr. 238.
- ↑ Jfr. Bj. kap. 14 og Fr. 4–23. Paa det sidste sted heder det: En ef maðr verðr þrimr vápnum úsambærum veginn, eitt er breiðøx, annat er bóløx, spjót ok sværð, þat er eins manns vapn, þá má eptirmælandi kenna þat vig .iii. mönnum. Heraf sees altsaa ogsaa, at sværd og spyd ansaaes som sambaarne vaaben.
- ↑ Gul. kap. 158, 155, 154. Meget karakteristisk tilføier det sidste sted, at hvis en af de fire var træll, var han drabsmanden, hvis de øvrige vilde sigte ham, en sætning, der vel neppe bør betragtes som et godt raad til de to fra lovens side, men mere som en humoristisk erkjendelse af, at det rimeligvis vilde gaa saa.
- ↑ Gul. kap. 157.
- ↑ Gul. kap. 178, Fr. 4–5.
- ↑ Gul. kap. 151: Sá skall örum fylgja er fystr var á lagðr, ef þat er þriggja manne at vigi, en sá af er eftri var á lagðr. Nú er þar eins manns at vigi, þá eru þeir af er eftri váru á lagðir. Naturligvis maa at vigi her læses i ét ord: atvigi d. e. anfald; jfr. Fr. 4–23 i overskriften: Um flokka atvigi etc.
- ↑ Naar det i kap. 156 heder: Tveir skulu þat bera, at hann fór þar i heraði, svá at hann mátti við þat vig komast, þeir skulu bera um náttstað hans, þvi at eins þarf um náttstað at bera, ef annarr sé á örvar lagðr, en annarr lýsti vigi á hendr sér, – saa er herved naturligvis ikke tænkt paa det tredie tilfælde, at slet ingen viglysing havde fundet sted.
- ↑ Se foruden den anførte bestemmelse i kap. 151 ogsaa kap. 156, der siger: Rád mát þu eigi kenna manni nema hann fylgi örum ok sé mælt á hendr honum á þingi.
- ↑ Gul. kap. 32 og 34.
- ↑ Gul. kap. 240: þat er misvigi – – ef sætt er boðin á þingi hinn fyrsta, svá hátt at heyra má yfir þingring þverran, þá er rosat vigit. En þat er hit .xiiii. (misvigi) ef sætt er eigi boðin innan .xii. manaða, þá er seint boðin. Nogen krænkelse for klageren kunde en saadan udsættelse kun indeholde under den forudsætning, at utlegden ikke var bleven udtalt, thi var manden fredløs, maatte det jo blive hans egen sag, hvor længe han ønskede at leve i den tilstand.
- ↑ Fr. 4–26 og Bj. kap. 14.
- ↑ Fr. 4–5.
- ↑ 18,0 18,1 Fr. 4–14.
- ↑ Fr. 4–6, 26 og 27. Naar det første sted siger, at klageren kan sigte, hvem han vil af to, der gjensidig beskylde hinanden for deres kammerats drab, saa synes dette kun at vare en praktisk formildelse af den ældre sætning, som Gul.loven har, at de begge blev at anse som skyldige, subsidiært maatte vel her ogsaa den anden holde for.
- ↑ Fr. 5–12: En engi maðr fellr at máli nema ör eða maðr stefni manni þing.
- ↑ Fr. Brandt i Langes tidsskrift 5te bind p. 116.
- ↑ I det brudstykke af den ældre Eidsivathingslov, der findes optaget i Norges gamle love 2det bind p. 522, haves denne lovs bestemmelser om hærværk, men kun i korrupt stand. Saameget sees dog, at ørvarthinget søndenfjelds ligeledes har havt en ganske foreløbig karakter, idet vidnerne, der paa ørvarthinget vare blevne fremførte, skulde gjentage sin forklaring paa heredsthinget, og dette derpaa stadfæste ørvarthingets dom.
- ↑ Gul. kap. 181: En of maðr er veginn á þingi, þá skulu ervingjar ör skera ok láta koma til búðar hans, þá eigu þingmenn þar um at dœma.
- ↑ En anden forstaaelse af lovstederne om flokksvig gjør v. Amira gjældende (p. a. s. p. 69 flg.). – Da han ikke indrømmer klageren ret til at nægte bøders modtagelse med den virkning, at forbryderen bliver fredløs, nødes han til at forstaa stederne, som om de kun tilstede henrettelse, hvis den grebne ikke byder bøder. Spørges der om lovens bud og ikke om dens praktiske anvendelse paa en given tid, kan jeg ikke slutte mig til denne fortolkning.
- ↑ Se Dove: Die fränkischen Sendgerichte, i Doves og Friedbergs Zeitschrift für Kirchenrecht 4de og 5te bind.
- ↑ Borg. kr. I kap. 17, II kap. 26, III kap. 23.
- ↑ Eid. kr. I kap. 41, II kap. 33.
- ↑ Norges gamle love II p. 495; se ogsaa Sverres kristenret kap. 98.
- ↑ Gul. kap. 32 (pæderasti).
- ↑ Lakunen fra 5–22 til 30 fyldes, som en sammenligning med bokens indholdsfortegnelse og brudstykkerne i Norges gamle love II p. 505 viser, bedst ved hjælp af Jerns. kap. 37 og 38. Jfr. ogsaa Bj. kap. 84, 35, 67, 93, 94 og 152.
- ↑ Naar derimod Fr. 4–7 ogsaa nævner heimiliskviðarvitni i almindelige mordsager, beror det, som ovenfor vist, paa en skrivfeil for heimsóknarvitni.
- ↑ Budet gjentages i Bj. kap. 152; se ogsaa kap. 110.
- ↑ Jfr. Fr. 15–1.
- ↑ Se Gul. kap. 30: þeir ýfirsóknar menn, er þar eigu syslur bæði af konungs hendi ok biskupa, þá láti gellda þá.
- ↑ Sigrdrifumál.
- ↑ Den vigtige ransforbrydelse kunde paa grund af sit begreb som aabenbar handling ikke benægtes, da den derved vilde være gaaet over til tyveri; rent private forbrydelser som landnam og áverk blev, som vi have seet, at anlægge for skiladom og høre ikke herhen.
- ↑ Gul. kap. 185.
- ↑ I texten staar: hafa tvá nánastir niði, hvor Fritzner oversætter niðr med slægtning paa mandssiden. Jeg skylder imidlertid Konrad Maurer den bemærkning, at niðr neppe har en saa indskrænket betydning. Wulfila oversætter dermed det græske συγγενης, og i angelsaksisk betyder det endog simpelt hen et menneske; heller ikke kan vistnok noget bevisende sted anføres for, at ordet i det oldnorske sprog kun betegnede mandsstammen.
- ↑ Se ogsaa Gul. kap. 24 og 28.
- ↑ Naar Bj. kap. 96 skiller mellem en settared med nefndarvitni og en anden med fangavitni, maa meningen være, at valget af medsværgere i sidste fald stod den anklagede ganske frit, medens han i første fald paa sædvanlig maade havde at tage en eller to blandt et antal af opnævnte mænd. Fr. 4–7 i. f. jfr. 4–8 pr. forudsætter maaske noget lignende for tylftaredens vedkommende, og Eid. kr. I kap. 42 skildrer en tylftared, ved hvilken det stod den anklagede frit for at finde sine medsværgere blandt mænd eller kvinder i de tre hereder, hvori han var bedst kjendt.
- ↑ Gul. kap. 32; Fr. 4–35.
- ↑ Gul. kap. 32: En ef maðr er görr at útbótamanni, ok hefir eigi sakar áberi styrk til, eða kunnastu at skera örvar upp, þá er hann þó úbótamaðr jafnvel sem ádr.
- ↑ fr. v. Amiras indgaaende og særdeles instruktive fremstilling p. 136–68. Forf. mener, at fredløsheden egentlig for alle forbrydere opstod „durch die That und mit der That“, men at denne de gamles grundanskuelse kun undtagelsesvis fik lov til at vise sig praktisk, idet thingets dom regelmæssig forlangtes til utlegdens udtalelse. Denne opfatning turde være den ene rigtige. Naar forf. videre deler undtagelserne i to klasser, dem, hvori fredløsheden indtraadte uden dom, og dem, hvori den maatte stadfæstes ved en efterfølgende dom, er heller intet herimod at sige, om jeg end ikke kan tillægge denne klassifikation nogen stor betydning; ogsaa i tilfælder hørende ind under den første klasse, har man vistnok ofte fundet det sikkrest at indhente thingets efterfølgende billigelse af at have behandlet en mand som fredløs inden dommen (det saakaldte søgsmaal mod død mand), og herpaa anfører jo ogsaa forf. selv historiske exempler. Derimod kan jeg ikke være enig med ham i den betragtning, at en saadan exekution før eller uden dom – om dette udtryk iøvrigt kan bruges – ikke skulde staa i forbindelse med og i virkeligheden falde tilbage paa en anerkjendelse af hævnens lovlighed; thi i dere af de af forf. anførte lovsteder siges det jo udtrykkeligt: da er det godt, om det hævnes, og de øvrige tilfælder vidne ogsaa om, at det er den øieblikkelige vredes indskydelse, som man tror ikke at kunne berøve ethvert raaderum. Manden havde nok ved sin gjerning gjort sig fredløs; men grunden til, at lovene ikke krævede thingets dom for fredløshedens indtræden i disse tilfælder var den øieblikkelige hævns berettigelse.
- ↑ Fr. 4–1: En ef maðr vegr mann, þá hefir hann fyrirgört öllu þvi er hann átti nema jörðu sinni. Gul. kap. 32 jfr. Fr. 5–46: – Þá eru þeir úbótamenn allir fyrirgört fé ok friði, landi ok lausum eyri. – En sá er fyrr dóm lögsamdan fyrir sal, æða at fyrstum sölum, nauðsynja lausn, þá gengr sá á grið sin, ok er hann tryggrofi ok hefir fyrirgört fé ok friði. Fé ok friði staar her i tydelig modsætning til det ovenfor ved úbótamál nævnte fé ok friði, landi ok lausum eyri, og det maa ikke forvilde, at den slette betaler kaldes tryggrofi; noget nidingsværk kunde undladelse af at betale til rette tid naturligvis ikke blive. Endelig Fr. indl. kap. 2: En þó at vér mættim fyrir værðleika sakir kanna alt lausafé konungdóminum, þat er mannsbanin átti eptir þvi sem Frostaþings bok váttar, þá höfum vér góða vægð á gört ok miskunn, at hvárt sem eptir eru eignir eða lausafé, þá skall konungr taka eigi meira i þegngildi en áðr er vandi á af fé eða eignum.
- ↑ Jfr. v. Amira p. a. s. p. 106–36, hvis udførlige gjennemgaaelse af de herhen hørende lovsteder jeg i det store taget tiltræder.
- ↑ Fr. Brandt i Langes tidsskrift 5te bind p. 114.
- ↑ Ligesom det var v. Amiras hovedopgave i hans tidt citerede bog „Ueber daa Vollstreckungsverfahren“ at behandle atføren, saaledes er det ogsaa bogens hovedfortjeneste med overbevisende klarhed at have fremhævet exekutionens private karakter. Jeg beklager kun, at hans fremstilling kom mig for sent i hænde til i disse punkter at kunne afgive et grundlag for min.
- ↑ Brandt: Om foreløbige retsmidler i den gamle norske rettergang, juridisk Ugeblad for 1863; Aschehoug i Langes tidsskrift 7de bind p. 226; v. Amira p. a. s. p. 329 ff.