Wikikilden

Grundtrækkene i den ældste norske proces/7

< Grundtrækkene i den ældste norske proces

Under de foregaaende skildringer af søgsmaalsformerne og deres behandling have vi paa forskjellige steder, eftersom sammenhængen krævede det, ogsaa medtaget de didhørende stykker af bevislæren. Det bliver nu her vor opgave at forbinde disse enkeltheder til et samlet billede, hvorved vi tillige faa anledning til at gaa ind paa spørgsmaal, som ovenfor ikke fandt sin passende plads.

Vi have i det første kapitel søgt at udvikle, at skirskotningsvidnerne dannede de gamles hovedbevismiddel, og at den ved dem bestaaende vitterlighed var det grundlag, hvorpaa det hele bevissystem egentlig var bygget, og vil have seet, at dette gjaldt baade den civile og den strafferetslige søgsmaalsform. For den sidstes vedkommende er der imidlertid bleven gjort en anden opfatning gjældende, ifølge hvilken nægtelsesed og meded skulde være det herskende bevismiddel, der kun for en ganske liden del var indskrænket ved vidner.[1] Det forekommer os imidlertid, at der til grund for denne fremstilling maa ligge en miskjendelse af skirskotningens betydning og virkekreds Det er vistnok saa, at vidnebeviset i den form, hvori nutiden benytter det, i den ældste norske retsperiede var ubekjendt, og at dets nyere skikkelse maatte kjæmpe sig frem ved siden af eden og mededen; men paa den anden side er dog intet sikkrere, end at skirskotning under vidner ligesaavel kunde bruges i straffesager som i civile, og at vidnebeviset i denne snævre, men hverken uvigtige eller lidet benyttede form altid gik forud for eden og udelukkede dennes brug. Ved enkelte arter af forbrydelser, især mord og tyveri, var skirskotningen en umulighed, og da det navnlig er fremgangsmaaden i disse sager, hvorom kilderne vidtlyftigst udtale sig, træder vidnebeviset i deres beretninger maaske vel svagt frem; men der findes dog ogsaa en række steder, der bestemt hævde dets fortrin for edsinstitutionen ogsaa paa det kriminelle omraade[2], ja man kan uden fare for at forlade det rigtige synspunkt endog sige, at næsten samtlige for de offentl ge thinge førte skirskotningsvidner vare vidner i straffesag, idet det jo overhovedet var en sjeldenhed, at et civilt søgsmaal uden som ransklage indbragtes derfor.

Gaa vi altsaa ud fra, at skirskotningsvidnerne i deres forskjellige slags, som lysingsvidner, tilkaldte eller tilfældigvis tilstedeværende og opnævnte vidner, dannede de gamles hovedbevismiddel, saa kunne vi ikke undgaa at fæste os ved den omstændighed, at disse vidner dog ikke betegnedes ved et eget teknisk navn. Vistnok er udtrykket skirskotin vitni d. e. skirskotne vidnesbyrd bestemt og klart; men de personer, der bar dem, benævnes kun med det almindelige og lidet skjærpede ord váttar, og til dette slutter sig igjen ordet vitni, vidnesbyrd, hvis omfang er i det mindste ligesaa vidt. Da en betegnelse, selv om den mangler skarphed, dog altid vil være et udtryk for, hvorledes gjenstanden blev opfattet og anskuet, og i hvilke begrebsforbindelser man var tilbøielig til at indføre den, skulle vi kortelig gjennemgaa de betydninger, hvori lovene benytte de to nævnte ord. Det viser sig da, at den opfordring, man paa sine steder føler, til at tage váttar i en engere betydning end vitni, i det hele taget ikke kan følges. Foruden at de paa talrige steder betyde skirskotningsvidner og skirskotne vidnesbyrd, ledsage de nemlig hinanden over paa andre omraader. Se saaledes Gul. kap. 86, hvor der under váttar indgaar saa utvivlsomme erfaringsvidner som folk, der vare trælle, da de gjorde erfaringen, og hvor deres udsagn kaldes vitni; det samme melder om odelsvidnerne i Gul. kap. 266 og Fr. 12–8. I Fr. 13–10 kaldes erfaringsvidner om en bondes fra gammel tid bestaaende veiret váttar-, og i 10–9 og 32 føres váttar for skiladóm og ere følgelig ogsaa her erfaringsvidner. For at kunne betegnes som vidner, var det heller ikke nødvendigt at afgive et selvstændigt udsagn; Gul. kap. 266, Fr. 2–29 og Bj. kap. 34 viser, at de mænd, der ved visse leiligheder benyttedes til at bekræfte (sanna) hovedvidnernes erklæringer, ogsaa sagdes at afgive vitni og at blive skrœkváttar, hvis deres bekræftelse befandtes usand. Men ikke dette alene. Talrige steder viser, at ogsaa de ved edsaflæggelsen optrædende medsværgere gik ind under benævnelsen váttar, og at deres udsagn vare vitni. Gul. kap. 132, Fr. 2–46, 4–8, 10–32, 15–11, Bj. kap. 23, 24, 37, 50, 150 og 151 med flere benævne dem váttar og inddele dem i frit valgte fangaváttar og de blandt de opnævnte udtagne nefndaváttar eller váttar, er nefndir váru; ligesaa hyppige ere udtrykkene fangavitni og nefndarvitni. Ligeoverfor disse bevissteder synes man ikke at kunne komme til anden slutning, end at váttar i det norske retssprog overhovedet har været alle dem, der i sin egenskab af gode og velkjendte mænd til fordel for en anden optraadte med en erklæring, dennes indhold være nu skirskotet eller ikke og afgivet i form af meded eller almindeligt vidnesbyrd, samt at vitni har været betegnelsen for selve denne erklæring. Fælleskjønsordet váttr for personen og intetkjønsordet vitni d. e. det, som vides, for hans udsagn have altsaa svaret til hinanden. Det ligger imidlertid i karakteren af et ord, der betegner et abstrakt begreb, at det langt lettere end et, der betegner en person, kan benyttes uregelmæssigt og billedligt, og da vitni tillige indeholdt et verbalt moment, som váttr i det mindste synes at have tabt[3], og følgelig uden vanskelighed kunde forbindes med et objekt, saa se vi vitni allerede i de ældste kilder erhverve sig en udvidet benyttelse, idet det dels ligesom den nyere form vidne bliver brugt om personen istedetfor váttr og dels beholder fortrinnet, hvor en sammensætning med en objektiv genitiv var ønskelig. Dette er da grunden til, at vi høre om heimsóknarvitni, heimiliskviðarvitni og sjónarvitni, hvorimod man ikke maa lade sig forlede af saadanne udtryk til at slutte, at de to ords betydning ikke naaede lige langt. Mere har det heller ikke paa sig, naar vitni bruges rent billedligt, f. ex. i Gul. kap. 149, hvor det heder, at hvalens efterladte rygg, hoved og hale skal bære vidne (vitni bera) om dens størrelse, hvis finderen ikke har vidner (vitni) derpaa, eller i Fr. 14–10, hvor hvalens bóg ligeledes siges at skulle vidne, eller i Gul. kap. 207, hvor skogen, og Fr. 4–39, hvor seng og lagen bære vidnesbyrd. Paa en lignende halv billedlig, halv personificerende maade bruger Gul. kap. 156 udtrykket vitnit mikla om gudsdommenes udfald.[4] Først da váttr ved at gaa over i verbet vátta tabte sin stærke personelle bemærkelse, kunde denne stamme bruges paa samme billedlige maade; men da skede ogsaa dette, hvilket f. ex. kan sees af Fr. indl. kap. 9 og 21, hvor lovbøgerne siges at vátta. Endelig kan det mærkes, at begge ord undertiden forekomme allitereret forbundne i formelen njóta vátta ok vitna sinna eller með váttum ok með vitum[5]; man maa imidlertid ikke i denne sammenstilling søge en klassifikation af forskjellige bevisligheder, men ifølge den gamle poetiske sprogbrug kun to hinanden gjensidig udfyldende betegnelser for det samme, og altsaa oversætte: nyde sine vidner og vidnesbyrd, eller: med vidner og med deres viden.[6]

Ville vi danne os en sammentrængt oversigt over de gamles anskuelser af sit vidnesystem, maa vi altsaa efter dette inddele vidnerne i fem slags: 1) skirskotningsvidner, 2) erfaringsvidner, 3) anklagevidner, 4) bekræftelsesvidner og 5) mededsvidner.

Af disse vare skirskotningsvidnerne de eneste, der havde evne til at gjøre en kjendsgjerning vitterlig. Som vi have seet, kom det derfor i ethvert forhold og ved ethvert rettergangsskridt sluttelig an paa dem, idet alle andre bevisligheder for at erholde endelig brugbarhed maatte undergaa en prøvelse, hvis udfald skirskotedes under vidner og derpaa gjennem disse blev at gjøre gjældende.

Erfaringsvidnerne vare de næste i vægt, idet ogsaa deres udsagn afskar modparten enhver adgang til ed. Den reelle forskjel mellem dem og skirskotningsvidnerne laa deri, at deres erfaring angik varige forhold og tilstande, eiendoms-, besiddelses- og tildels familie- og standsspørgsmaal, medens skirskotningen havde hensyn til øieblikkets kjendsgjerning; den hertil svarende formelle forskjel var den, at erfaringsvidnerne først ved domstolens anerkjendelse blev sande vidner, og at en vægring af at rette sig efter deres udsagn inden denne anerkjendelse aldrig betragtedes som ran.

Under navnet anklagevidner sammenfatte vi dernæst hjemrygtesvidner, hjemsøgelsesvidner og tilfældige øienvidner samt, om man saa vil, tillige den døende, der nævner sin drabsmand, og den døendes ledsagere, der ligeledes give oplysninger om drabet. De bar de svageste vidnesbyrd, idet ingen af dem udelukkede den udpegede fra muligheden af at rense sig for anklagen. Indbyrdes vare de af ulige styrke, idet de enten kunde tilbageslaaes ved ed og meded eller alene ved gudsdom. Med hensyn til hjemrygtesvidnerne have vi ovenfor søgt at godtgjøre den store sandsynlighed af deres sildige og fremmedartede oprindelse. Hvad de øvrige angaar, indtage de i det hele taget en underordnet plads, idet de blot nævnes ved drabssøgsmaal og overhovedet fremtræde i en uregelmæssig og lidet udviklet form.

Heller ikke bekræftelsesvidnerne, de paa Island og vistnok ogsaa i Norge saakaldte sannaðarvitni, spille i kilderne nogen meget fremtrædende rolle; men det maa dog mærkes, at de foruden i forbindelse med heimskviðen ogsaa nævnes som et regelmæssigt led i de ældgamle odelssager, hvoraf kan sluttes, at deres brug gaar langt op i tiden. I hvilken form deres udsagn har sluttet sig til hovedvidnernes, er ikke ganske tydeligt. De siges vistnok at sande, sanna, disses vidnesbyrd; men spørgsmaalet bli- ver netop, hvormeget hermed er sagt. Ordet kan nemlig enten betegne, at de objektivt erklærede det at være sandt, som hovedvidnerne havde udsagt, hvorved de altsaa alene i formen, forsaavidt de ikke ordret afgav den samme vidnesbyrdsformular, kom til at skille sig fra disse, eller det kan betegne, at de subjektivt erklærede at anse det for sandt, som hovedvidnerne havde sagt. Sees imidlertid hen til, at hovedvidnesbyrdet ikke blot aflagdes af et, men af flere, i odelssager af tre egentlige vidner, hvilket ikke kan indsees at ville have været velbegrundet, hvis de øvrige, der blot sandede hines udsagn, i realiteten havde været ligesaa gode; videre til, at der hos sannaðarvidnerne ikke krævedes en saa høi grad af paalidelighed som hos hovedvidnerne, idet de i odelssager kun behøvede at have været femten aar ved faderens død, ikke som hine tyve, og i hjemrygtessager ikke aflagde ed, samt endelig til, at ordet sanna, ogsaa bruges om mededsmændene, om hvilke vi vide, at de kun erklærede personlig at anse et hovedudsagn for sandt, synes man ikke godt at kunne komme til anden anskuelse, end at de saakaldte sannaðarvitni afgav en lignende accessorisk erklæring om hovedvidnets godhed.

En anvendelse af den samme tanke, der skabte bekræftelsesvidnerne, foreligger ogsaa i brugen af det femte slags vidner, mededsmændene, der bortseet fra formen alene adskilte sig fra hine ved, at deres udsagn umiddelbart gik ud paa at bekræfte selve sagsøgtes benægtelse. I denne deres egenskab af accessoriske godtroenhedsvidner laa derfor intet skarpt skjelne ligeoverfor de øvrige vidnearter, saameget mere som man ved læsning af kilderne ikke kan værge sig for det indtryk, at det kun høist ufuldkommen er lykkedes de gamle i det praktiske liv at gjennemføre hin adskillelse mellem tro og viden. I sidstnævnte henseende er det saaledes allerede betegnende, at Magnus lagabøter finder det nødvendigt at indskjærpe, at edens ordlyd kun maatte udtale de sværgendes gode tro; thi om end en umiddelbar, istedetfor en middelbar bestyrkelse af indstævntes benægtelse vel kun var et simpelt misbrug, saa har dog selv et saadant altid sin grund i en eller anden eiendommelighed ved den rigtige brug og synes i al fald i dette tilfælde at tyde paa, at der ikke har ligget nogen gabende forskjel i den gamle betragtningsmaade mellem personlig overbevisning og objektiv kundskab, men at man fra den ene umærkelig er kommen over i den anden. Større vægt har det imidlertid, at de ældste love ikke paa et eneste sted fremhæver denne forskjel; selv hvor mededsmændene og deres edsaflæggelse er gjenstand for særlig omtale, siges det ikke, at deres udsagn havde en ganske anden karakter end andre vidners. Det er, som sagt, først Magnus lagabøter, som i den norske ret nævner den personlige overbevisning som edens gjenstand.[7] Herimod nytter det ikke at indvende, at forudsætningen om denne edens egenskab var saa vel bekjendt og indgroet i folkebevidstheden, at ingen faldt paa at udtale den; thi den nysnævnte misbrug viser netop, at denne velbekjendthed ikke herskede. Ja, man tør af de ældre loves fuldstændige taushed derom slutte, at end ikke lovsamlerne og de retskyndige mænd i nogen synderlig grad have været opmærksomme paa forskjellen; thi havde de været det, maatte de i misbrugen have fundet den fuldeste grund til udtrykkelig at omtale og fremhæve den, paa samme maade som Fr. 6–1 klager over den misbrug, som sættardómsmændene gjorde sig skyldige i ved bødernes fastsættelse og fordeling. Hermed ville vi selvfølgelig ikke have benægtet, at den omhandlede godtroenhedsegenskab hos mededsmændene virkelig var tilstede som det ene fornødne[8]; vi søge kun at godtgjøre, at den for de gamle selv har været lidet fremtrædende og er bleven lidet agtet paa. Grunden hertil lader sig ogsaa uden vanskelighed indse. Skulde mededen ikke blive et blot spilfægteri og en formsag, kunde ikke hvilkensomhelst, der intet ondt vidste om sagsøgte, anse sig berettiget til at aflægge den; medsværgeren maatte kunne danne sig en personlig mening. Hvad enten denne nu grundede sig paa hans kjendskab til de tvistendes karakter eller paa hans større eller mindre underhaandskjendskab til det omtvistede spørgsmaal selv, saa kom hans ved eden udtalte vidnesbyrd dog til at hvile paa en overbevisning der ikke stod den objektive kundskab fjern, men tværtimod i det mindste delvis hvilede paa denne. Men var det tilfældet, kan man neppe forundre sig over, at man i hine tider kun var lidet opmærksom paa forskjellen.

Naar vi ville finde, hvad der for de gamle selv fremstillede sig som særkjendet ved mededsvidnerne, henvises vi altsaa efter dette til deres formelle egenskab, at de ledsagede sine udsagn med ed, og dette er det ogsaa, som i kilderne ved enhver leilighed siges og underforstaaes. – For deres edsaflæggelse gives der en række bestemmelser, efter den fik bevismidlet sit navn, og vidnerne selv sammenfattes meget almindeligt under ordet eiðalið d. e. edshjælp. Mod at trække videre slutninger heraf stiller sig imidlertid strax den fra nutidens standpunkt meget naturlige indvending: men de øvrige vidner, skirskotnings-, erfarings- og anklagevidnerne, aflagde de da ikke ogsaa sine vidnesbyrd under ed, hjalp de ikke ogsaa sin part med ed, hvorledes kan i saa fald mededsvidnerne fortrinsvis faa navnet edshjælpere? Det bliver derfor nødvendigt at undersøge, hvorledes det oprindeligt forholdt sig med den almindelige vidneed.

I saa henseende er det høist paafaldende, at de ældste blandt vore kilder ikke give en eneste sikker efterretning om vidners edsaflæggelse, medensden i de noget yngre allerede hyppigere forekommer, hvoraf man strax faar en mistanke om, at eden i denne anvendelse turde skyldes en senere udvikling og navnlig kristelig og kanonisk indflydelse. Og at saa virkelig har været tilfældet, synes ved nærmere undersøgelse at blive høist sandsynligt. Først og fremst maa det saaledes mærkes, at vor ene hovedkilde, Gul. loven, ikke nogetsteds giver endog blot en antydning af, at vidnerne afgav sine udsagn under ed. Saa ofte den og har anledning til at omtale vidnesbyrd, sigter ikke et eneste af dens udtryk til edsaflæggelse; den indskrænker sig til at lade vidnerne bera vitni eller vita þat, men kjender intet til at sverja vitni eller deslige, og den vidneførende siges at leita vátta, njóta vátta og at stævne sin modpart til vátta sögu, aldrig til vátta eiðs. Dette falder saa meget mere i øinene lige overfor de udtrykkelige og udførlige bud, som loven indeholder om partsedens og mededens aflæggelse, og medens der nøiagtigt bestemmes, hvad følgen var, hvis en mededsmand nægtede at aflægge sin ed, gives os intet vink om, at en lignende vanskelighed kunde opstaa ved vidneførselen. Imidlertid lade sig ogsaa mere positive argumenter benytte. Kap. 86 bestemmer, som ovenfor paavist, for markesskjelstrætter, at i tilfælde af lige mange erfaringsvidner paa begge sider den vandt, som vilde beedige sin paastand. Efter nutidens opfatning indeholder det vistnok ingen selvmodsigelse, at partsed afgjør sagen, efterat vidner forud under ed ere blevne afhørte; men ganske anderledes maatte dette stille sig i oldtiden, da erfaringsvidnernes udsagn ikke indeholdt nærmere forklaringer og oplysninger, men alene kort og bestemt gik ud paa, at saaledes og ikke anderledes var det omspurgte forhold („her skillr“, ok þá er rétt). Tænke vi os nu, at i tilfælde af samme antal vidner paa begge sider alle disse havde aflagt sin vidneed, hvorledes vilde da den regel tage sig ud, at parterne selv ved sin ed skulde afgjøre sagen? For det første vilde det have stemmet saare lidet med den gamle retssædvane, at hovedmandens ed saaledes skulde komme efter hans understøtteres, der i dette fald i virkeligheden dog kun vilde være hans medsværgere, og dernæst vilde, hvad der er hovedsagen, bestemmelsen have været ganske upraktisk; thi hvilken part vilde vel betænke sig paa at sværge, at stykket var hans eget, naar flere gode mænd allerede ligefrem og ubetinget havde besvoret, at det var hans? Man vilde følgelig altid have faaet begge parters ed, og hele bestemmelsen kunde ligesaa gjerne have været usagt. Antage vi derimod, at vidnerne ikke aflagde nogen ed, men kun afgav sin erklæring, faar partseden en ganske anden og selvstændig betydning. Fra det samme kapitel lader sig endnu et ikke uvigtigt bidrag hente, idet det i al korthed giver ordformen for det i hint tilfælde fornødne vidnesbyrd. Om markeskjel, heder det, alt det, som mænd ere uenige om, derom maa hver, som vil, bære vidne, fri og myndig mand; han skal „svá at orðum kveða, at her skillr, ok þá er rétt.“ Udtrykket at orðum kveða synes dog her ligefrem at udelukke tanken paa en ed; om en saadan vilde det utvivlsomt have lydt: hann skal svá sverja, eller: hann skal þvi at guði skjóta. Og aflagde vidnerne ikke i dette fald ed, saa gjorde de det heller ikke ellers. Endelig maa mærkes kap. 136, hvis bestemmelse om de to mænd fra hver side, der skulde overvære en partseds aflæggelse for at paase, at den blev rigtigen aflagt, ender med det bud, at uenighed mellem mændene skal løses derved, at den ene fraktion afgiver sit skjøn under ed. Som ovenfor vist, regnedes skjønsmænd nemlig paa en vis maade ind under vidnerne, og de her nævnte kaldes til overflod i lovstedet selv váttar. Da disse nu kun for det tilfælde, at uenighed herskede, skulde styrke sit udsagn med ed, saa følger, at vidnesbyrdet sædvanligvis afgaves uden ed, hvilket atter med trygghed tør overføres til almindelige vidner.

Hvad der saaledes lader sig slutte af Gul.loven, understøttes paa det bedste i Borg.kristenret. Vistnok har denne ikke den store anledning til at omtale vidneinstitutionen som en hel lovbog; men den nævner dog paa en række steder vidner og vidneførsel[9] og giver ligeledes ingensomhelst antydning af edeligt udsagn. Det samme gjælder Eids.kristenret, uagtet den etsteds forholdsvis udførlig omhandler en vidneførsel.[10] Derimod bestemmes i den sidstnævnte lov, at skjønsmænd skulde afgive deres taxt under ed[11]; men for de egentlige vidner beviser dette intet. Af et sted, der viser, at skjønsmændene endnu ikke i almindelighed aflagde ed, kan nemlig vistnok sluttes, at heller ikke de øvrige vidner gjorde det; men derimod er den omvendte slutning utilladelig, da det laa meget nært at omgive et formeligt skjøn med tiere garantier end en simpel vidneforklaring. Imidlertid synes denne enkeltstaaende anvendelse af vidneeden dog at have dannet den første begyndelse til en udvidet brug; thi i Fr.loven og Bj.retten finde vi den allerede hyppigere omtalt. Først og fremst er det saaledes hjemrygtesvidnerne, som det i disse love er lykkedes at bringe saavidt i samklang med de udenlandske mønstre, at hovedvidnerne ved de større anklager afgive sine angivelser under ed.[12] Dernæst er det syns- og skjønsmænd, der beedige sine erklæringer[13], og endelig udtaler Fr. 10–8 og Bj. kap. 106, hint med hensyn til erfaringsvidner førte for skiladóm, dette med hensyn til skirskotningsvidner førte for thinget, at udsagnet skulde beediges; hertil slutter sig da atter nogle andre steder.[14] Trods alt dette turde et enkelt sted i Fr.loven, saaledes som den foreligger for os, dog ogsaa tyde paa, at vidneeden ikke var saa ret gammel. Som vi ovenfor saa, krævedes hjemrygtesvidnesbyrdet efter anklagens størrelse aflagt i tre forskjellige graden to, som sværge, og otte, som sande; én, som sværger, og fire, som sande, og endelig én, som bærer, og to, som sande. Meningen med denne skala er klarlig, at man saavel for hovedvidnerne som for bekræftelsesvidnerne regelmæssig slog noget af i fordringerne ved de mindre forbrydelsen men fra fordringerne til hovedvidnet i anden grad sker der intet afslag med hensyn til hovedvidnet i den laveste, hvis man ikke forstaar lovens forskjellige udtryk: „én, som sværger“, og „én, som bærer“, forskjelligt, og altsaa opfatter det sidste saa, at det i modsætning til det første ingen ed krævede. Men dette vilde da atter vidne om, at der var en tid, da vidneed endnu ikke regelmæssig blev at aflægge, men kun forlangtes som en særegen garanti ved visse leiligheder.

Af denne oversigt over kildernes omtale af almindelige vidners edsaflæggelse, turde institutets gradvise udvikling allerede temmelig tydelig fremgaa. Men vi ville heller ikke tilbageholde den bemærkning, at vidneed neppe har ladet sig forene med det gamle processystem, da dette endnu stod ved fuld magt. Der er nemlig intet spor til, at skirskotningsvidnerne, naar de ved krav i vitterlig sag fremførtes for den sagsøgte i dennes eget hus, edelig skulde afgive sine udsagn; det er stedse for domstol, at de vidneeder aflægges, der i lovene endelig fremtræde. Men skulde de samme vidner ikke desto mindre, hvis sagen forelagdes thinget, beedige sine vidnesbyrd, for at disse der kunde tages for gode, maatte saadant da ikke uimodsigeligt have medført, at sagsøgte ved kravet var fremkommen med den indvending: Ja, faa se, om om de paa thinget tør sværge paa, hvad de sige, og at denne indvending havde frigjort hans vægring for karakteren af ran? Vi se jo af Gul. kap. 35, at det har været skyldnerne om at gjøre at finde en undskyldning for uden ransstraf at lade sagen gaa til things, og det maatte dog have ligget dem langt nærmere at sige, at de ikke mere end thinget stolede paa ubeedigede vidnesbyrd, end hvad de sluttelig opnaaede at sige, at de intet havde at inde vende mod vidnerne, men at de desværre selv ikke forstod loven. Havde vidneeden for thing eller dóm oprindelig været i brug, vilde derfor vidneinstitutionen i sig selv fra først af have budt en anledning til at undgaa det hele vitterlighedssystem, der høist sandsynlig vilde have hindret dette fra nogensinde at opstaa. Derimod passer det saare godt, naar vi antage, at vidneeden først er bleven almindelig i en forholdsvis sildig tid; thi samtidig foregik, som vi have seet, ogsaa den udvikling, der opløste den gamle paa vitterligheden byggede bevislære og forlagde den hele sagførelse til thinget og lagmanden. – En antydning af vidneedens sildigere oprindelse turde dernæst ogsaa den mindre høitidelige form være, hvori den i modsætning til partsed med edshjælpere blev aflagt. Da nemlig den ed, der ligesaa ubetinget fældede en mand, som nægtelsesed og meded friede ham, ikke i vigtighed og vægt kan siges at staa tilbage for denne, tør forskjellen i høitidelighed mellem parternes aflæggelse i kirke eller i den hedenske tid i templet og vidnernes paa thinget bedst forklares derved, at partsed og meded fra først af vare de ene brugelige eder, og at vidneeden senere er traadt til som attribut til et allerede længst formelt uddannet institut og derfor har maattet slutte sig til de former, hvorunder vidnesbyrd blev at afgive, nemlig for domstolen selv.

Endelig hente vi fra strafferetten slutstenen i vor bevisførelse. Det er klart, at man, hvis vidner oprindelig ikke have aflagt ed, blandt forbrydelserne maatte gjøre forskjel mellem mened og falsk vidnesbyrd for retten, og at omvendt en saadan skjelnen i strafferetten maa vidne om, at begreberne heller ikke udenfor dens omraade gik ind under hinanden. Og virkelig finde vi i begge hovedlove de to nævnte forbrydelser behandlede paa forskjellige steder, nemlig meneden i kristenretterne og det falske vidnesbyrd i anden forbindelse, og der gjøres bestemt forskjel mellem at „bera skrœk“ d. e. bære urigtigt vidnesbyrd, og at „vinna eið usœran“ d. e. aflægge mened. Saaledes belægger Gul. kap. 28 meneden med 15 marks bod, det siges ikke til konge eller biskop, med mindre den skyldige havde handlet af uagtsomhed og heller ikke var hovedmand ved edsaflæggelsen; thi da slap han for straf, medens hovedmanden i saa fald desuden maatte bøde 3 mark for hver, som han havde med sig. Kap. 60 straffer derimod skrœkváttar ufravigelig med en bod af 3 mark til kongen, hvorhos den skyldige for fremtiden tabte sin evne til at vidne i „saadanne sager“. Fr.2–46 sætter for mened 3 mark til biskoppen eller under de nævnte fritagende omstændigheder en forøgelse i hovedmandens bod af 5 øre, hvorimod 13–25 belægger skrœkváttar med en ufravigelig 3 marks bod til kongen og tillægger, at de desuden blev retløse og hverken kunde nyde eller bære vidnesbyrd siden.[15] Man har vistnok forsagt at forklare disse iøinefaldende uoverensstemmelser saaledes, at begge lovsteder i hver lov handlede om mened, men et ene fra kristenretsligt, det andet fra verdsligt standpunkt, og at forbrydelsen følgelig maatte have været et stridsæble mellem konge og kirke; imidlertid synes dog denne forklaring ganske utilfredsstillende, da de to steder, der tale om ed, klarlig ikke tage hensyn til de almindelige vidner, men kun til hovedsværger og mededsmænd, medens atter de to, der omhandle falske vidner, ikke nævne et ord om nogen edsaflæggelse. Vi tør derfor anse det som bevist, at mened og skræk oprindelig vare to forskjellige ting, hvoraf det ene ikke gik ind under det andet, og vi begrunde dette forhold ved den antagelse, at vidnesbyrd overhovedet ikke i den ældre tid beedigedes. Først ved Fr. indl. kap. 13 synes den nyere opfatning at gjøre sig gjældende ogsaa paa strafferettens omraade.

Sammenfatte vi nu alt dette komme vi altsaa til den slutning, at det først er ved det 13de aarhundredes lovgivning, at den skik under geistlig indflydelse er bleven almindelig landsret, at de egentlige vidner skulde aflægge ed.[16] Men tro vi da herved at have fundet en forklaring paa, at edsaflæggelsen kunde ansees særlig at udhæve mededsmændene, idet denne forestilling tilhørte en tid, da kun disse besvor sine udsagn, saa fremstaar saa meget stærkere det spørgsmaal, hvori en saa udpræget formel forskjel mellem dem og de øvrige vidner oprindelig har været begrundet. Svaret herpaa maa tildels søges i deres udsagns accessoriske karakter i forhold til den sagsøgtes benægtelse; idet denne krævedes afgiven under ed, har man anseet det for nødvendigt, at de mænd, der skulde bestyrke dens rigtighed, meddelte sin bevidnelse i ligesaa sikkrende former. Som vi nedenfor skulle se, var imidlertid denne formelle forskjel betinget af en dybere reel, der viser, at det mere var rent ydre grunde end indre institutionel sammenhæng, hvortil de gamle tog hensyn, naar de henregnede mededsmændene til vidnernes klasse.

Edshjælpernes regelmæssige antal var 2,5 eller 11. Eden med to hjælpere kaldes i kilderne lyritareiðr, og vi støde i dette ord atter paa det dunkle udtryk lyrit, som vi ovenfor allerede have nævnt i forbindelsen laga kvöð ok lyritar. Foruden i disse to sammensætninger forekommer det i norske kilder paa et par steder ogsaa i en tredie, idet et lovformeligt kjøb betegnes som laga kaup ok lyritar.[17] Dermed er imidlertid alle bidrag, som vore love til udtrykkets opklarelse yde, opregnede; thi at de to bistene, som pleie at sættes en grændsesten ved siden, i senere tid undertiden sees kaldte lyritar[18], er klarlig kun begrundet i en symboliserende efterligning af hovedsværgeren med sine to edshjælpere. Derimod er det af vigtighed, at ordet paa Island hovedsagelig benyttes i betydning af retsligt forbud; thi ogsaa denne anvendelse deraf maa have sit udspring fra dets oprindelige bemærkelse. Nu viser alliterationen lög og lyrit i de først anførte forbindelser, at disse to ord maa betegne to i en eller anden retning korresponderende begreb (kjöb, kvaða i kraft af eller ifølge lov og lyrit); af disse er lög i sig selv utvivlsomt nok, og det gjælder altsaa for lyrit at finde en betydning, der med hensyn til kjøb og kvaða kan svare til og udfylde begrebet lov, og som tillige tillader en forklaring af udtrykket lyritareiðr og en tilbageførelse af den afledede bemærkelse forbud. Holde vi os til den ende først til forbindelsen laga kvöð ok lyritar, saa kan korrespondentsen med lög her forklares paa dobbelt maade, nemlig enten saaledes, at lyrit betegner et til lög svarende begreb, hvilket i saa fald ikke godt kunde være andet end rettighed (laga kvöð ok lyritar altsaa fordring i kraft af almindelig lov og sagsøgerens særskilte rettighed), eller ogsaa saaledes, at det betegner den handlingen ledsagende form. Den sidste gjætning synes at være den nærmest liggende, og ser man hen til det andet udtryk laga kaup ok lyritar, saa lader vistnok kun den sig opretholde, da det ikke skjønnes, at en oversættelse som kjøb i kraft af lov og rettighed (til at kjøbe) under den fuldkomne kjøbefrihed, som herskede mellem samfundets myndige mænd, vilde give nogen god mening. Men standse vi altsaa ved den formodning, at lyrit betegner en vis form, der benyttedes ved kjøb og ved retsligt nedlagte paastande, viser det sig, at heller ikke ordet lyritareiðr eller betydningen af lyrit paa Island som forbud lægger hindringer i veien; thi den samme form kan ogsaa tænkes anvendt ved benægtelsesed og ved forbudsnedlæggelse, og den sidste tør, idet den beholdt vedkommende form længst, ligefrem have faaet sit seneste tekniske navn derefter. Men i saa fald kunne vi ikke undgaa stærkt at mindes den under de norske forbudssager ovenfor omhandlede lovkjævle, om hvilken vi erfor, at den brugtes af samtlige Germaner og saavel ved kjøb, idet staven overgaves den nye eier, som ved kvaða, idet den af sagsøgte kastedes frem for for sig og af klageren ved paastandens fremsættelse holdtes i haanden, saavel ved forbud, idet en retssag, der begyndte med forbudsnedlæggelse, betegnedes med udtrykket sœkja með lagakefli, som endelig ogsaa ved edsaflæggelse, idet eden svores med staven i haand. Om nu lyrit oprindelig ikke var andet end den tekniske betegnelse for staven, medens ordet lovkjævle som yngre og bedre forstaaeligt i tidens løb har trængt sig frem ved siden deraf? Er dette rigtigt, maa vi altsaa oversætte: kaups lage kaup ok lyritar kjøbe lovskjøb og stavskjøb, kveðja laga kvöð ok lyritar fremsætte fordringen efter lov og med stav, og lyritareiðr stavsed, og dette synes alt at være fuldt tilladeligt og tilfredsstillende, ligesom heller intet lader sig indvende mod at antage, at betegnelsen for formen paa Island er gaaet over til at betyde den ved formen udhævede handling, forbudet Nogen sikkerhed kan imidlertid herfor neppe erholdes, før det lykkes filologerne at udgranske ordets afledning, hvilken trods alle forsøg er saa dunkel som nogensinde. Fritzners gjætning, at det skulde staa for lygiript og betyde løgnens sønderrivelse er maaske den mindst halsbrækkende, men kan dog hverken erkjendes for sproglig god eller rammende sagen; i sidste henseende kræver nemlig forbindelserne lyritar kaup og lyritar kvöð nødvendigvis en mere positiv bemærkelse end en jus prohibendi. Paa provindsiallovenes nedskrivelsestid var ordet allerede antikveret eller vel endog uforstaaeligt[19], og dette turde have været grunden til dets yngste brug som navn for de to bistene ved grændsemærker. Idet man nemlig ikke længere vidste, hvad det iøvrigt saa velbekjendte og tidt benyttede ord lyritareiðr egentlig betydede, søgte man at finde en ny, og det laa da nært at tænke paa edshjælpernes antal, der netop var det, der adskilte denne ed fra andre. Af hunkjønsordet lyrit har man derfor dannet hankjønsordet lyritr, der maaske har været brugt om hver af de to mededsmænd, men som sikkert kun vides benyttet og første gang saa sent som i Magnus lagabøters landslov til betegnelse af bistenene.

Med hensyn til lyritaredens benyttelse have vi seet, at den af skiladomen anvendtes i sager angaaende penge og gods, og af thinget ved en række misgjerninger, selv om disse vare underkastede straf af utlegd. Hvad den sidste anvendelse angaar, have vi imidlertid ogsaa seet, at den i det hele taget ikke havde karakteren af oprindelighed, idet det med undtagelse af legemsfornærmelser egentlig kun var forbrydelser vi en eller anden speciel afskygning eller afart, hvilke blev at benægte med lyritared. Saameget engere skjønnes derimod dennes forbindelse at have været med skiladomen og navnlig giver Gul. kap. 37 herpaa et karakteristisk bevis. Idet nemlig dette sted bestemmer, at lyritared skulde benyttes, hvor gjældsfordringen var 3 øre eller vderover, tilføier den: „derpaa skal man nægte med lyritared, indtil summen stiger til et halvt (stort) hundrede, det er halvottende mark eller mere, da skal man fordoble lyritareden, lægge bogen paa tærskelen og tage den op, og de samme mænd skulle aflægge eden (nok engang)“. Af dette ældgamle bud sees det altsaa, at lyritareden var saa uadskillelig forbunden med skiladomen, at man, selv hvor den deri liggende sikkerhed fandtes liden nok, dog ikke formaaede at rive sig løs derfra og øge edshjælpernes antal, men maatte indskrænke sig til den ligesaa kunstige som antikke og betegnende fordring, at lyritareden for større krav skulde aflægges to gange af de samme mænd. Ligeoverfor denne bestemmelse sees Bj.kap. 52, der tillader skiladomen at paalægge settared, tydeligt at være en meget nyere forbedring, saameget mere som Fr. 5–42 og Bj. kap. 154 udtrykkelig sige, at lyritared skulde bruges, hvor stort end kravet var. Men en saadan fastholden ved en regel, hvori der dog viser sig trang til ændring, tyder med bestemthed paa en eng og oprindelig tankeforbindelse mellem de to instituter, som man har saa vanskeligt for at skille ad, og da dette stemmer godt overens med den uselvstændige stilling, lyritareden indtager i thingsagerne, tør det maaske med nogen grad af sandsynlighed antages, at lyritareden kun fra først af er bleven benyttet af skiladomen. Da dennes brug imidlertid atter indskrænkede sig til de civile sager angaaende penge og gods, vilde heraf følge, at det oprindelig kun var i saadanne søgsmaal, at lyritareden anvendtes, og herved komme vi da atter tilbage til den ovenfor fremsatte gjætning, at lyritared egentlig betyder stavsed. Staven synes nemlig efter alle de forbindelser, hvori den forekommer, nærmest at have betegnet eiendom og paastaaet raadighed, hvilken ved kjøb overgik til kjøberen, ved forbud stilledes op imod den indtrængendes anmasselser og ved sagsanlæg forsøgtes gjort gjældende mod de sagsøgte. Intet turde da være rimeligere, end at den, der ved benægtelsesed forsvarede sin eiendom, brugte staven paa lignende maade, eller for at udtrykke det samme i omvendte ordelag, at lyritareden har været knyttet til de civile søgsmaal og først efterhaanden ogsaa er bleven benyttet i thingets straffesager. Antages dette at pege i den rigtige retning, vilde den næste slutning være, at lyritareden oprindelig har været den eneste af skiladomen anvendte ed. Sees hen til ordets ælde, og denne eds anseelse og brug i sammenligning med én- og tomandseden, synes det ogsaa meget sandsynligt, at disse ere af yngre alder og skylde trangen til en klassifikation nedad sin tilblivelse, paa samme maade som en lignende trang opad tilsidst ogsaa bragte skiladomen til at paalægge settared; thi den sidste tilhører ligesaavel som tylftareden fra først af tydeligt nok kun thinget.

Til disse fem arter af vidner føie de gamle love endnu en sjette, det saakaldte store vidne, gudsdommen. Hvor det ikke var muligt at erholde fuldgyldigt menneskeligt vidnesbyrd, tyede man til den høieste personlighed og indhentede gjennem en under religiøse ceremonier foretagen prøve, der kun ved et mirakel kunde faa et heldigt udfald, verdensdommerens udsagn. Som man vil se, ligger der følgelig for dette bevismiddel ganske den samme betragtning til grund, som for det egentlige vidnebevis og mededsinstitutionen: man stolede ved dem alle paa paalidelige personers erklæringer.

Hermed have vi gjennemgaaet de forskjellige former, hvorunder et vitni, et vidnesbyrd efter den gamle norske retsanskuelse kunde afgives. Tilbage staar at betragte parternes egen stilling i bevissystemet. I sin renhed sees denne bedst i de sager, hvor klageren paa sin side ikke førte vidner og den sagsøgte paa sin kunde indskrænke sig til med sin eneed at benægte paastanden. Tænke vi os nemlig her eden borte, saa beholde vi i den nøgne benægtelse et forsvarsmiddel, der ikke besad befriende evne; thi det var først den tilgift af paalidelighed, som den høitidelige edsform meddelte, hvorved benægtelsen blev stærk nok til at tilbageslaa anklagen. Med andre ord, den moderne sætning, at sagsøgtes nei er ligesaa godt som sagsøgerens ja, gjaldt ikke i den gamle bevislære; ifølge denne var sagsøgerens blotte ja bedre end sagsøgtes nei, saalænge dette ikke ledsagedes af ed, og kunde den sagsøgte ikke i lovlig form aflægge eden, var denne omstændighed tilstrækkelig til at fylde beviset og lade klagen uden noget videre bevisskridt fra dens fremlæggers side blive tagen for rigtig. Men hvad vil dette egentlig sige andet, end at der tilkom klagen som saadan en vis grad af offentlig troværdighed, der blot behøvede at bestyrkes gjennem edsfaldet for at blive juridisk vished? Erkjendes dette, saa følger videre, at klagen i den gamle proces selv danner det første moment i bevisrækken; thi en erklæring, der i forbindelse med en anden kjendsgjerning danner fuldt bevis, har herigjennem faaet bevismidlets karakter og egenskaber. Og denne klagens indre styrke fremtræder kun saameget skarpere ved ed med edshjælpere. Alene i smaasager var sagsøgtes benægtelse under ed tilstrækkelig til at beseire sagsøgerens nøgne paastand; regelmæssigt fordredes ogsaa en edelig forsikkring af gode mænd om, at de ansaa hans benægtelse for sand. Hermed staar det ikke i modsigelse, at klagen ligeoverfor benægtelseseden undertiden ved angivelsesvidner eller visse tilkommende omstændigheder kunde styrkes eller svækkes med den følge, at eden blev en anden, end den for tilfældet ellers foreskrevne; thi dette medførte kun en gradation i klagens beviskraft, men tog aldrig denne ganske bort. Heller ikke kan nogen indvending hentes fra Gul. kap. 38, der siger, at en kreditor maa have vidner at føre paa sin fordring, hvis skyldneren er død; thi da ingen kunde sværge for den dødes bryst d. e. sværge den benægtelsesed, han skulde have aflagt, kom klagen i dette tilfælde til at savne den tiltrædende omstændighed, som ellers kunde gjort den til fuldt bevis.

Betragte vi nu fra dette standpunkt begge parters stilling til beviset, saa bliver det tydeligt nok, at klagerens i det formelle princip var fordelagtigere end sagsøgtes; thi havde de været ligestillede, havde dennes simple benægtelse maattet være ligesaa god som hins simple paastand. 1mod dette resultat indvender man imidlertid, dels at de gamle love dog synes at fremstille det som en ret og en fordel for den sagsøgte, at han kunde aflægge ed, og at det som en følge heraf atter siges at være en fordel for klageren, naar han ved at fremføre vidner kan afskjære sin modpart adgangen til edelig benægtelse[20], dels at det jo ogsaa i sig selv maa være indlysende, at det var en væsentlig begunstigelse for den sagsøgte at kunne afgjøre sagen ved sin egen ed, medens det maatte være en ligesaa stor mislighed for klageren, at han ikke kunde faa lov til at fylde beviset ved sin ed, men var nødt til at lade udfaldet bero paa sagsøgtes. Men hertil er følgende at bemærke: Det lader sig ikke paastaa, at de norske kilder med eftertryk udhæve den fordel, sagsøgte drog af sin adgang til edsaflæggelse. De almindelige ordelag er, at han skal nægte med den eller den ed, at han, hvis han vil nægte, skal gjøre det med den eller den ed, og lignende, og der findes endog steder, der nærmest tyde paa, at det i yderste fald dog ansaaes som en fordel for klageren at kunne tvinge modparten til ed.[21] Med dette forbehold skal det imidlertid paa den anden side ogsaa indrømmes, at det ofte af lovenes udtryk og vendinger middelbart fremskinner, at adgangen til ed var en fordel for den sagsøgte; til saadanne udtryk regne vi f. ex. at njóta skirsla sina, hafa eið fyrir sik, hafa syn fyrir sik, standa fyrir með eiði, hafa nikvæðt osv. Men neppe skal man kunne paavise et eneste sted, hvor denne fordel tænkes som modsætning til det tilfælde, at klageren selv havde faaet sværge. En saadan formalistisk betragtning af eden, hvorved den skiltes fra sit materielle grundlag og blev et bevismiddel, der snart kunde lægges i sagsøgtes, snart i klagerens haand, er maaske rigtig efter de ældre tyske love; men efter de gamle norske var benægtelseseden ikke først og fremst ed, men først og fremst benægtelse og kunde derfor ikke i hin relation opfattes som en gunst for den sværgende. Den i kilderne antydede fordel forklares derimod simpelt hen gjennem den umiddelbare betragtning, at det altid er til fordel for den, som skal forsvare sig, at han har forsvarsmidler, og den almindelige formodning for en klages troværdighed maatte bringe denne fordel til at træde saa meget skarpere frem. Hermed er egentlig ogsaa den anden indvending besvaret, at en processuel fordel ifølge sagens natur maatte falde i dens lod, der fik aflægge eden; thi sagens natur var i sin grund den, at sagsøgte dog altid maatte have lov til at sige nei, men at hans nei paa den anden side intet gjaldt, naar det ikke udtaltes i en form, der gav det en særegen paalidelighed; og dette hviler atter paa det meget rigtige psykologiske instinkt, der er desto sikkrere, i jo engere samfundsforhold man lever, at det personlig falder betydelig vanskeligere at fremsætte en falsk beskyldning, end naar en beskyldning er fremsat, at nedlægge en falsk benægtelse derimod, eller med andre ord, at en beskyldning paa forhaand i og for sig fortjener større tiltro end en benægtelse. Men ligesom dette er grundtanken, saaledes synes det heller ikke i praxis at have faldt den anklagede saa ganske let at unddrage sig klagens magt. De exempler, man i de islandske sagaer finder paa, hvorledes man ved at indrette edens ordlyd tvetydigt søgte at komme fra en sand og, om man saa vil, mental edsaflæggelse, viser, at allerede eneeden dog havde sin indflydelse selv paa bedragerske folks samvittighed, og med hensyn til ederne med edshjælp give de norske love ingenlunde det indtryk, at de for hovedsværgeren var en saa særdeles let sag. De glemme ikke at tilføie, hvad følgen af edens mislykkede udfald bliver, og omtale i det hele denne mulighed paa en maade, der bestemt viser, at den hørte til de meget praktiske retsfænomener. Det er derfor klart, at det ogsaa her var klagens indre styrke, hvorunder indstævnte led; den omstændighed, at en i bygden velkjendt mand fandt sig beføiet til at fremtræde mod ham med en retslig klage, var i sig selv et kraftigt varsko til andre gode mænd mod at hjælpe ham med deres ed, og om han end inden visse grændser selv havde ret til at vælge sine mededsmænd, saa var han dog faktisk bunden til at tage dem blandt sine sambygdinger, for hvilke den ved klagen til opmærksomhed bragte bygdeopinion altid vilde være af betydelig vægt. Hvad endelig angaar den bemærkning at det var en fordel for klageren, om han ved at fremføre vidner kunde hindre sagsøgtes edsaflæggelse, saa siger den naturligvis hverken mere eller mindre, end at det var fordelagtigt at kunne have sin klage saaledes paa det rene, at modparten ikke kunde fremkomme med nogen benægtelse – ved skirskotningsvidner, eller ikke opretholde den – ved erfaringsvidner; men det var i begge fald vel at mærke benægtelsen og ikke blot benægtelseseden, der blev den sagsøgte umulig, hvilket fandt sit udtryk deri, at selve benægtelsen var strafbart ran.

Vi kunne derfor ikke komme til anden opfattelse, end at den fordel, der efter nutidens ordning kunde synes at tilflyde den sagsøgte gjennem hans adgang til at aflægge benægtelsesed, fuldeligen opveies ved den magt, klagen i oldtidens enge samfundsforhold saavel offentlig gjennem bevisreglerne som privat paa bygdemeningen udøvede. Først eftersom forholdene udvidedes – og det forekommer os, som om denne udvidelse i det bevægede og folkerige Tyskland allerede maa have været paa god vei i en meget tidlig tid – ændredes stillingen, klagens betydning indskrænkedes mere og mere, indtil den blev en simpel anmodning til retten om at tage sagen under sin undersøgelse og dom, og ikke længere hindret af dens moralske vægt paa egnens befolkning kunde sagsøgte skaffe sig sine medsværgere. Men denne udvikling falder for Norges vedkommende betydeligt sildigere end den her behandlede lovperiode, ja er vel endog neppe fuldstændig indtraadt, saalænge mededsmænd overhovedet vare optagne i vort bevissystem.

I det foregaaende have vi med forsæt seet bort fra de faa og enkeltstaaende exempler, som kilderne give paa, at ogsaa klageren kunde styrke sit udsagn med ed og meded. Det er ogsaa kun for ikke at synes overseende, at vi her ville gjøre opmærksom paa dem; de danne nemlig saa singulære undtagelser, at de ikke bør have den ringeste indflydelse paa opfatningen af retssystemets principper. Bortseet fra en sætning i kristenretterne, hvilken tydeligt nok skyldes geistlig indflydelse[22], er det vigtigste tilfælde, at en formynder, deg ikke i sin tid ved modtagelsen af myndlingens gods har sørget for at skirskote værdien under vidner, maa finde sig i, at myndlingen ved opnaaet myndighed ved sin ed uden meded fastsætter, hvad han har at udrede ham[23]; som man ser, er her den hele regel imidlertid bygget paa den betragtning, at der fra formynderens side forelaa en pligtforsømmelse, der ikke kunde falde bedre ud for ham, og der lader sig herfra ingen analogier trække til klagerens stilling i almindelige fald.

Ville vi nu endelig til slutning søge at sammenstille de forskjellige bevismidler i et let overskueligt skema, opdage vi snart, at de ikke alle lade sig henføre til et og det samme ledende grundprincip. Det maa nemlig meget mere siges, at være to af hinanden uafhængige hovedtanker, der i de gamles bevislære træffe sammen og forene sig om at skabe det billede, hvis enkelte grupper vi ovenfor have dvælet ved. Den ene er, at det, som er vitterligt, ikke kan benægtes; den anden, at den formodning om berettigelse, som en mands ord vækker, stiger til vished, naar et forsøg paa at stille en betryggende nægtelse op derimod mislykkes. At vitterligheden enten hvilede paa de for en bestemt leilighed opnævnte vidners personlige iagttagelse eller paa de af skiladomen anerkjendte vidners i tidens løb erhvervede erfaring, have vi ovenfor søgt at vise, ligesom det ogsaa blev fremstillet, hvorledes man fra den tungvindte fordring paa fuld offentlighed i fjölda manna for de fleste tilfælder var gaaet ned til at nøie sig med to vidners erklæring, medmindre modvidner havdes, i hvilket fald det parti seirede, der kunde føre de fleste. I sammenhæng hermed staa ogsaa de sjelden forekommende bekræftelsesvidner, forsaavidt som de kun tjente til at styrke hovedvidnernes udsagn, og i tilfælde af modvidner ligeledes kun fik betydning, hvis de vare i flertallet. Ganske udenfor denne udvikling staar derimod klagens egen vægt og dens benægtelse ved hjælp af ed og meded. Her gjaldt det ikke at bringe paa det rene, hvad der inden en vis kreds var vitterligt, men under umuligheden heraf at komme sandheden nær. Klagen stilledes til den ende op mod benægtelsen efter begges indre psykologiske værd, og man fandt, at benægtelsen maatte ske i høitidelig form, under ed, for at komme op mod hin, og at den tillige i regelen maatte støttes ved meded, medens klagen paa sin side for at blive fuldt bevis maatte styrkes ved den kjendsgjerning, at sagvolderen ikke formaaede at afgive en paalidelig benægtelse. Anvendte i en anden grundtankes tjeneste falder derfor ogsaa mededsmændene ind under ganske andre regler end vitterlighedsvidnerne, disse være nu enten skirskotnings- eller erfaringsvidner: de afgive sine erklæringer i samme ordelag som de ellers lidet fremtrædende sannaðarvitni, de ledsage disse erklæringer med ed, deres antal er ikke fastsat til to eller en ubestemt flerhed større end to, men er efter sagernes slags enten et større eller mindre, men altid i loven bestemt og endelig erholde reglerne om modvidner paa dem aldeles ingen anvendelse. Opfyldende en anden opgave og fremtrædende i andre former have de derfor i virkeligheden kun lidet med de øvrige vidner tilfælles, og naar det sees hen til, at de øvrige oldgermaniske retsforfatninger drage en skarp grændse mellem vidner og edshjælpere, turde den slutning være berettiget, at det kun er den ydre omstændighed: at de som gode mænd fremtraadte med et udsagn til fordel for en part, der har bevæget de gamle Nordmænd til at hensætte dem i vidnernes klasse.

Vi kunne efter dette sammenføre vor anskuelse af de gamle loves bevissystem saaledes: Klagen, en mands ord, var i sig selv et bevismoment. Dettes styrke kunde øges ved hjemrygtesvidner, synsvidner, hjemsøgelsesvidner, den døendes angivelse af drabsmanden og lignende omstændigheder, den kunde forringes ved andre f. ex. ved at en anden end den anklagede viglyste sig drabet paa hænde, ved at et tyveri ikke blev lyst osv.; tillige steg den og sank med beskyldningens mere eller mindre graverende indhold. I ethvert fald krævede klagen imødegaaelse, hvis styrke igjen rettede sig efter hins, idet de nævnte forstærkende og forringende omstændigheder og ligesaa indholdet af beskyldningen her viste sin virkning. Imødegaaelsen bestod enten i sagsøgtes edelige benægtelse, enestaaende eller ledsaget af medsværgere, der sandede hans udsagn, eller hvor klagen var meget stærk i at sagsøgte underkastede sig gudsdom, og ligesom dens heldige udfald var fuldt modbevis mod klagen, var dens mislykkelse det bevismoment, der hævede klagen til fuldt bevis.

Foruden klagen havde klageren imidlertid ogsaa et virkeligt bevismiddel i sin haand: skirskotnings- eller erfaringsvidner. I enkelte tilfælder ansaaes skirskotningsvidnernes udsagn saa stærkt, at intet modbevis tillodes. Men regelmæssig bestod modbevis mod fremførte vidner i modvidner af et større antal.

Hermed ere vi imidlertid endnu ikke ganske færdige med de gamle norske bevismidler. Som bekjendt er der bleven yttret adskillig forundring over, at der i Norge ikke har været brugt det bevismiddel, som almindeligst er kjendt under navnet jury, uagtet alle andre nordgermaniske stammer, ja Nordmændenes egne kolonier paa Island og i Nordmandie besad institutet i udviklede former. Det er derfor enhver forfatters pligt, der befatter sig med disse emner, at give sit bidrag ogsaa til hint spørgsmaals opklarelse. At juryen eller som den i Sverige og Danmark kaldtes nævnden og paa Island kviðen var et bevismiddel og ingen domstol eller led i en saadan, er af Schlyter og Maurer tilstrækkelig godtgjort.[24] I Sverge skilte man mellem tre slags søgsmaal, vitnismál, dulsmál og nefndamál, eftersom beviset blev at føre med vidner, med benægtelsesed og edshjælpere eller med nævnd, og denne bestod af et vist antal enten af parterne eller i andre tilfælder af de offentlige ombudsmænd opnævnte mænd, der havde at faststille, hvad der i sagen var sandhed. Paa Island er derimod af hine tre slags sager dulsmaalene paa enkelte spor nær ganske forsvundne, og beviset føres altsaa ved vidner eller ved kvið. Med hensyn til denne skilte man mellem tolftarkvið, bestaaende af 12 mænd, goden og 11 af ham opnævnte, og búakvið, der opnævntes af den part, som behøvede den og skulde bestaa af 5 eller 9 naboer. Dette naboskab kunde imidlertid regnes ikke blot med hensyn til en af parternes bolig, men ogsaa til stedet, hvor den omstridte gjenstand befandt sig, eller hvor gjerningen var begaaet eller endelig fra et hvilketsomhelst andet synspunkt.[25] Undertiden forekommer ogsaa en fangakviðr, sammensat af ganske frit valgte mænd. Hvad grunden er til, at kviðen paa Island har faaet en saa stærk overhaand ligeoverfor ed med edshjælpere, er et spørgsmaal, som endnu ikke har faaet nogen endelig besvarelse.

Undersøge vi nu de ældste norske love for der at finde spor af et med kviðen ligedannet bevismiddel, saa støde vi virkelig paa nogle enkelte lovsteder, hvilke vi tidligere ikke særlig have omtalt, da de kun vilde have gjort oversigten over det regelmæssige bevissystem mindre klar, men som her gjøre krav paa en nærmere drøftelse.

Fr. 4–5, der omhandler heimsókn og heimsóknarvitni, bestemmer om anklagedes modbevis: „Men den, mod hvem hjemsøgelsesvidnesbyrd bæres, han er banemanden, sand og aabenbar, og værges ikke ved eder, undtagen i det fald alene, at han har været saa fjernt stedt paa den dag, da drabet blev begaaet, at han ikke samme dag kunde fare veien frem og tilbage til og fra drabet, og hvis han var stedt paa thing eller i kirke eller i gjæstebud eller paa skib af 12 aarer eller længere, da bære de 12 gode mænd (þegnar) ham fri (undan bend), som da vare stedte med ham, fri og myndige mænd; men hvis han ikke er stedt paa nogen af disse steder, komme han for sig med jernbyrd, hvis han ikke naar at værges med eder; men hvis de ikke kunne fremføre sit udsagn paa thinge, da skulle to mænd bære det og boge (boka) deres udsagn paa thinget.“ Dette sted har man villet forstaa saaledes, at de nævnte 12 mænd skulde være mededsmænd, hvorfor man kun har gjort den bemærkning, at tallet 12 var uregelmæssigt, da sværgeren med hovedmanden derved vilde blive 13. Men herimod indvendes, at en tylftared ikke alene skulde aflægges af 12 og ikke af 13, men at de 11 mænd blev at udse paa en ganske anden maade, end tilfældet er med de 12 i Fr. 4–5 nævnte. Til en tylftared krævedes opnævnelse af mænd fra begge sider, udvalg blandt disse af edshjælpere og endelig slægtninges deltagelse i eden, medens de her omhandlede mænd kun behøvede at have været tilstede, hvor anklagede var, men ogsaa bestemt maatte besidde denne ene kvalifikation. Altsaa stemmer hverken tallet eller opnævnelsen med reglerne for tylftens sammensætning. Jævnfører man stedet med Jerns. kap. 24; der er ligelydende, alene med den forskjel, at tylftared er indsat istedet for den i mellemtiden afskaffede jernbyrd, saa ser man ogsaa med bestemthed, at de 12 mænd ikke vare medsværgere; thi her gjøres netop et skarpt skjelne mellem tylftareden og det ved de 12 mænd fremkomne bevis.[26] Men hvad var saa dette? Det kan ikke kaldes andet end erfaringsvidnesbyrd i straffesag, afgiven af 12 af den anklagede opnævnte mænd, med hensyn til hvilke det krævedes, at de skulde have været tilstede, hvor han opholdt sig fjernt fra drabsstedet. Vi kunne herved umulig undgaa at finde nære berøringspunkter med den islandske nabokvið, der ogsaa opnævntes af den ene part, og hvis naboskab kunde udmaales fra de forskjelligste synspunkter. Og hertil kommer, at uagtet jævnførelsen med Jernsida uimodsigeligt viser, at de 12 mænd ikke vare mededsmænd, erklæres de dog at værge ham med eder, og det siges, at deres udsagn skulde boges d. e. beediges paa thinget; der var altsaa ogsaa den lighed med kviðen, at mændene aflagde ed paa sit udsagn.

Det næste sted, vi ville fæste os ved, er Fr. 4–7, der handler om søgsmaal i drabssag. Efter at have omtalt ørvarthingets udpegelse af gjerningsmanden[27], giver kapitlet regler for det tilfælde, at den saaledes anklagede er udenbygds. Eftermaalsmanden skal fare til hans hjem, og hvis dette er udenfor Frostathingslagen, skal han søges efter det steds love. „Men hvis han træffer den mand inden vore love, da skal han stævne ham thing, men paa det thing skulle 12 fri mænd bære ham unda (anklagen) og ikke nævndevidner og han skal fremføre dem paa det thing, som blev stævnt ham. Men hvis det ikke sker, er han overbevist i sagen.“ Blev han derimod paa denne maade frikjendt, kunde eftermaalsmanden „fare tilbage og søge to mænd til tylftared“ d. e. anklage dem for mordet og derved tvinge dem til at forsvare sig med tylftared. Ogsaa her synes der altsaa at gjøres en forskjel mellem tylftareden og de 12 fri mænds vidnesbyrd, ja det siges udtrykkeligt, at disse ikke skulde være nævndemænd, d. e. skulde ikke tildels være udtagne blandt visse opnævnte mænd, saaledes som ved edstylftens sammensætning, men ganske frit, og klageren sees ikke at have nogen indflydelse paa deres tilkaldelse; denne blev ganske anklagedes sag. Vi faa endvidere, hvis denne forstaaelse er rigtig, den mærkelige oplysning, at forsvaret i hjembygden var ed, men i en for klageren fremmed egn 12 mænds udsagn. Grunden hertil vilde være let at fatte; thi medens klageren selv tog del i opnævnelsen af mændene, hvoraf tylften tildels skulde tages, kunde denne ret ikke komme ham synderlig tilgode i en bygd, hvor han var ukjendt, og valget saaledes vilde være skeet paa slump. Man tog derfor sin tilflugt til et forsvarsmiddel, hvor en saadan ret ikke tilkom klageren, men hvori heller ikke indstævnte fik personlig deltage ved sin ed. – Derimod synes stedet vanskeligt at kunne forstaaes saaledes, at det blot vil have tilkjendegivet, at tylften for tilfældet skulde have en friere sammensætning, uden at anklagede udelukkedes fra selv at sværge med.

At mærke er endelig ogsaa bevismaaden i trolddomssager. Gul. kap. 28 giver herom en bestemmelse, der sees at have tilhørt den før Magnus Erlingssøn gjældende ret og vel derfor uden dristighed tør tilskrives Olaf den helliges kristendomslovgiv- ning.[28] „Hvis kvinder beskyldes for at fare med galdrer og gjerninger, da skal nævnes 6 kvinder, 3 hustruer paa hver haand af hende, om hvilke mænd vide, at de ere gode; de skulle bære vidne, at hun ikke kjender galdrer eller gjerninger. Men hvis det vidnesbyrd falder, da falder det til utlegd.“ Om mænd siges det derimod, at almindelig settared skulde aflægges, og i den anledning gives de sædvanlige regler for mededsmændenes valg. For kvinder have vi imidlertid her en kvið, nævnd eller jury i allerbedste form. Det fremgaar navnlig af ordene, at ikke anklagede selv, men thingmændene opnævnte de 6 kvinder (om hvilke mænd vide, at de ere gode), og at disse havde at udtale et enstemmigt ikke-skyldig, hvis hun skulde blive frikjendt; nægtede de derimod at give hende et saadant vidnesbyrd, var hun fældet. Med andre ord, de 6 kvinder kunde give erklæring i dobbelt retning, til anklagedes fordel eller til hendes skade. Nu kan det dog neppe antages, at man for kvinder har dannet et helt nyt bevismiddel, og usandsynligt bliver det derfor ikke, at man i bestemmelsen har en antydning af, at mændenes forsvar ved ed og edshjælp beror paa en nyere ændring. Saa ganske ny behøvede en saadan iøvrigt ikke at være; da trolddom allerede under hedendommen synes at være bleven optaget blandt forbrydelserne[29], have reglerne havt tid nok til at undergaa forandring. Og heri turde Eid. kristenret I kap. 45 bestyrke os. Om den for trolddom anklagede heder det nemlig her: „da rense han sig med ed af 6 mænd, som (með .vi. manna eiði þeirra er) ere fødte der i heredet, hvor han er stedt.“ Om settared er klarlig heller ikke her tale; sexten blev at sammensætte paa en ganske anden maade, og at anklagede selv ikke var indbefattet i de 6, fremgaar med bestemthed af ordene. Det synes derimod iøinefaldende, at de 6 mænd her indtage samme stilling, som de 6 kvinder i Gul.loven. Denne fortolknings rigtighed bliver ubestridelig ved en jævnførelse med samme kristenrets 2den recension kap. 34 og 35, af hvilke det første for trolddomsanklage mod mænd siger, at hvis anklagede „byder nægtelse for sig, da skulle de bedste bønder, som ere i heredet, bære ham unda“. Lader disse ord sig i nogen henseende anvende paa settareden, der skulde aflægges af anklagede, en af hans slægtninge, en af et udvalg af mænd, hvilke han ogsaa selv tildels kunde opnævne, samt tre af ham ganske frit valgte? De kunne blot betegne en paa thinget foretagen udvælgelse af en kvið. Og paa samme maade udelukke udtrykkene i kap. 35 tanken paa ed med edshjælp. Om anklage mod kvinde erklæres, at „hvis hun siger nei dertil, da har hun at staa for 6 mænds ed“, hvoraf sees baade, at hun selv ikke var med i eden, og at man i Eidsivathingslagen ikke havde fundet det nødvendigt at lade beviset for kvinde udføre af kvinder, men holdt sig til samme form som for mændene.[30] Sammenføres nu alt dette turde det med temmelig bestemthed fremgaa, at den ældre maade, hvorpaa en for trolddom anklaget kunde fries fra sigtelsen, bestod i, at der paa thinget opnævntes 6 gode, i bygden hjemmehørende mænd, hvilke med sit kjendskab til vedkommendes forhold før og nu havde enten at erklære ham uskyldig eller nægte at afgive saadan erklæring. Var anklagede kvinde, blev i Gulathingslagen 6 gode husfruer at opnævne. Med undtagelse af det sidste tilfælde, siges udsagnet at skulle afgives under ed; men ogsaa i Gul. kap. 28 synes sammenhængen med de øvrige bud at tale for, at meningen var, at erklæringen skulde beediges. Spørgsmaalet bliver dernæst, hvorledes disse ældre lovsteder staa i forbindelse med de øvrige, der for trolddom tillade almindelig ed med edshjælp. I saa henseende er det lærerigt at sammenligne Eid. kr. II kap. 35 med det tilsvarende og næsten ligelydende I kap. 46. Her ombyttes nemlig udtrykket „har hun at staa for 6 mænds ed“, med dette: „skal hun aflægge settared“. Koncipisten af første recension har følgelig simpelt hen, men med fuldkommen uret forstaaet de 6 mænds ed som settared, hvorved i hans arbeide den urimelighed er indkommen, at det bevis, der i trolddomssager benyttedes med hensyn til mænd, bestod i 6 mænds ed, der vare fødte i heredet, medens kvinde skulde aflægge almindelig settared, altsaa stik modsat af, hvad Gul. kap. 28 bestemmer. Det nævnte sted bliver altsaa ligefrem at anse for urigtigt; men det indeholder netop herved et godt fingerpeg om, hvorledes man efterhaanden ved sextallet har ladet sig forlede til at sammenblande reglerne for 6 mænds ed med dem om settareden. Nu indse vi derfor ogsaa, at bestemmelsen i Gul. kap. 28, at mænd skulle aflægge settared, men kvinder forsvares ved 6 husfruers udsagn, virkelig grunder sig paa en lignende forveksling. Oprindelig har man for mænd krævet 6 mænds ed; dette er i tidens løb bleven forstaaet som om det gjaldt settared, og en velvillig afskriver har da givet den hele beskrivelse af denne ed tilbedste, medens budet for kvindernes vedkommende, der krævede 6 husfruers udsagn og følgelig ikke kunde sammenblandes med settareden, blev staaende uforandret.

Det kunde efter dette være interessant at vide, om der ikke ved andre forbrydelser skulde foreligge en lignende overgang fra mænds ed til meded, som den, vi have troet at kunne forfølge ved trolddom. Saaledes som lovene nu foreligge er paavisning heraf imidlertid vel som oftest umulig, da forvekslingen, hvor den fuldt er indtraadt, netop skjuler sig selv. Et enkelt forsøg ville vi dog gjøre. Ovenfor saaes, at anklage for overfald paa mand i hans egen gaard efter Fr.loven kunde modbevises ved en edelig erklæring fra tolv gode mænd, at den anklagede havde været andetsteds. Af Fr. 4–62 sees det, at de, der gjorde sig skyldige i saadant overfald, kaldtes grimumenn d. e. maskemænd, vel fordi de som oftest søgte at gjøre sig saa ukjendelige som muligt. Nu forekommer der paa et eneste sted i Gul.loven, nemlig dens kap. 134, en ed, der kaldes grimueiðr d. e. maskeed, og som visselig ikke kan have hensyn til anden forbrydelse end den at fare som grimumaðr. Men denne ed beskrives saaledes: „Man skal nævne 3 mænd paa hver haand af ham (nefnu skall .iii. menn á hváru hönd hánum), jævnrettesmænd med ham, have han dem alle, selv skal han være den syvende.“ Hvor ganske anderledes tages altsaa her medsværgerne mod ellers. Her var der intet foreløbigt udvalg, af hvilke en eller to skulde udtages, heller ingen slægtninge; alle dem, som først opnævntes, skulde han tage. Og hvad der er endnu betydningsfuldere, opnævnelsen foretoges ikke som ved andre eder af ham og hans modpart; det sees tværtimod med bestemthed, at thingmændene her vare de nævnende. Men havde den anklagede saaledes intet valg med hensyn til dem, der skulde stadfæste hans ed, saa vil det sees, at grundtanken for mededsinstitutionen ikke mere var tilstede; thi det blev nu ikke længere den almindelige mening blandt hans omgivelser, hvortil han kunde ty, hvorimod han blev afhængig af et bestemt lidet udvalgs opfattelse af sagen. Hvad der imidlertid fordunkler dette udvalgs karakter af len virkelig kvið, er, at anklagede selv sværger med. Men antage vi, at man i Gulathingslagen ikke som nordenfjelds har fordret 12 mænds udsagn til grimumenns frikjendelse, men kun 6 ligesom ved trolddom, turde vi have hele opløsningen. Der er indtraadt en sammenblanding mellem mænds ed og meded, og forskjellen imellem dette tilfælde og det, vi stødte paa ved trolddom, er kun, at man hist holdt fast ved tallet 6 og optog hovedmanden deriblandt, hvorved en almindelig settared fremkom, medens man her har erindret, at alene medsværgerne skulde udgjøre 6, hvorved hovedmanden blev den syvende, og en ny ed, grimueiðr, maatte opstilles.

Disse ere de steder af de gamle love, vi have troet at burde omtale i denne forbindelse. Hvad derimod angaar Fr. 13–24, som man ogsaa har nævnt som et spor af norsk jury, idet der bestemmes en opnævnelse af 12 gode mænd til at vurdere (virða) vidner, der fra to sider udenretsligt føres mod hinanden, saa synes dette dog mere at skulle betyde en slags voldgifts- og forligelsesdomstol end et bevismiddel, saameget mere som ingen antydning gjøres af, at de 12 mænds afgjørelse skulde kunne bruges for nogen virkelig ret. Neppe bør heller Fr. 14–7 her anføres. Den handler om almenningssager og bestemmer vistnok opnævnelsen af 12 gode mænd, hvis udsagn skulde benyttes for retten; men det er dog kun de af dem, som klageren kan faa med sig (er geta má) der skulle afgive sit vidnesbyrd, og sammenlignes stedet med den nyere landslovs ligelydende 7–61, saa sees, at meningen var, at han blandt de 12 skulde faa 2 med sig til at vidne om grændserne. Talen er altsaa om et almindeligt erfaringsvidnesbyrd i civil sag, hvorved kun valget af vidnerne var mere end sædvanlig indskrænket. Det samme gjælder en lignende bestemmelse i Fr. 3–1.

Men om vi end ikke tør medtage de sidstnævnte lovsteder, tro vi dog at have paavist enkelte ting, der synes at burde tages som spor af, at der endnu paa de gamle loves nedskrivelsestid var et bevismiddel i brug, deri grundtanken nøie svarede til den islandske kvið og bestod i, at enten en af parterne, som efter Fr. 4–5 og 7, eller retten, som i trolddomssager og efter Gul. kap. 134 opnævnte et vist antal, 6 eller 12, gode mænd eller undertiden kvinder, hvilke ved sin ed eller ved sin vægring for at sværge havde at afgjøre en anklagets uskyld eller skyld. Sin vigtigste anvendelse har denne forsvarsmaade i den senere tid maaske fundet for det tilfælde, at eftermaalsmanden i drabssag hørte hjemme i en anden bygd end den, hvor søgsmaalet blev at anlægge; men vi tro tillige at have vist sandsynligheden af, at den tidligere har været den regelmæssige i flere slags sager, men efterhaanden er gaaet over til almindelig edshjælp. Denne antagelse kan ikke andet end styrkes ved en henvisning til de øvrige nordgermaniske folks retsordning og navnlig til Islændernes. Paa deres ø optræder kviden saa tidlig, som vi overhovedet kunne trænge tilbage i dens retshistorie, ved den første fælles lovstiftelse[31], og det ene rimelige er derfor, at udvandrerne have bragt den med sig fra det forladte hjem. Under den store mangel paa efterretninger om norske retstilstande i det 9de og 10de aarhundrede synes der imidlertid kun at være ringe udsigt til nogensinde i dette punkt at opnaa fuld sikkerhed. Ganske uden vidnesbyrd ere vi dog maaske ikke. Det træffer sig nemlig saa heldigt, at vi i beretningerne om Egil Skallagrimssøns for efterverdenen saa velkomne processer ogsaa i synes at finde en anvendelse af mænds ed. I Egils saga kap. 57 fortælles herom, efter at det i forveien er berettet, hvorledes Egil krævede sin kone, Asgerds arv, men af modparten blev mødt med den indvending, at hendes moder Thora som bortført fra fædrehjemmet var trælkvinde og ude af arvegangen: „Arnbjørn (Thoras broder) blev meget vred, da han hørte, at Thora blev kaldet trællkvinde, og stod op og tog saaledes til orde: „Vidnesbyrd skulle vi fremføre, konge, om denne sag og lade eder følge, at det blev bestemt i forliget mellem Thora, min fader, og Bjørn, at Asgerd, Bjørns og Thoras datter, blev ledet til arv efter Bjørn, sin fader.“ Ambjørn førte da frem vidnerne, 12 mænd og alle vel valgte. Disse havde alle hørt paa Thoras og Bjørns forlig og tilbød kongen og dommerne at sværge derefter. Dommerne vilde tage deres eder.“ I en tilføiet visestub opfordrer Egil tillige godsets indehaver (auðkonr) til at modtage edsaflæggelsen (greiða eiða). Det er klart, at det heller ikke her er tale om nogen meded, og have vi ikke ovenfor taget altfor meget feil under vort forsøg paa at at vise, at ed af almindelige vidner ikke oprindelig er bleven krævet, kan ligesaa lidt en saadan være ment. Det staar derfor kun tilbage at antage bevismidlet for en kvit i civil sag, fremført af klageren, og hermed stemmer da ogsaa tallet 12, der, som vi have seet, var et af de regelmæssige ved denne institution, medens 12 vidner intetsteds fordres.

Skulle vi til slutning paa disse mere eller mindre usikkre antydninger bygge en samlet formodning, saa bliver det denne: De nordgermaniske folk har kjendt to maader at benytte den medborgerlige opfatning af et foreliggende retstilfælde, idet det enten overlodes den anklagede inden visse grændser frit at forskaffe sig gode mænd, der vilde støtte hans edelige benægtelse, eller det valgtes, hvor der forelaa grunde mod denne fremgangsmaade, at lade et af parten eller retten opnævnt udvalg afgive en selvstændig edelig erklæring. I begge fald maatte udfaldet ske under ed for at bøde paa den formløse og usikkre maade, hvorpaa mændene indhentede sin kundskab og grundede sig sin mening. Disse to nærbeslægtede bevismidler stod det naturligvis i udviklingens magt at holde ud fra hinanden, og dette blev tilfældet i Sverge. Men paa den anden side indbød de saavel ved sin indre grundtanke som ved sin ydre form med edsaflæggelse til en sammenblanding. Hvilken institution der i denne blev den seirende, har neppe beroet paa dybere forskjelligheder hos de enkelte folk, men turde kun være bleven bestemt ved en skik og brug, der efterhaanden mere og mere erklærede sig for den ene og derpaa misforstod den anden og gjorde den til et med hin. Saaledes kunde det maaske lettest og simplest forklares, at Islænderne beholdt kviden og enkeltstaaende spor af mededen, og i Norge maatte udviklingen blive at tænke saa, at man først har ladet kviðens edsaflæggelse indskrænke sig til det fald, at den udtalte sig for den anklagedes uskyld, og at man derpaa lidt efter lidt har trukket denne selv ind blandt de sværgende, hvorved mededen tilsidst blev enehersker. Vi gjentage imidlertid, at vi kun ville have disse antydninger betragtede som løse bidrag til det interessante spørgsmaals opklarelse; fra de norske loves standpunkt kan en fast opfattelse ikke naaes.

Med bevissystemet har man ogsaa villet sætte den retslige tvekamp i en vis forbindelse. Hvad vi herom for Norges vedkommende vide, indskrænker sig imidlertid til meget lidet, da retten til at udfordre allerede blev afskaffet under Erik af Lades styrelse i begyndelsen af det 11te aarhundrede, og det følgelig ikke i de til os komne lovtexter findes noget spor af en saadan brug. Vor kundskab hente vi derfor næsten udelukkende fra Egils saga, der under skildringen af et par tvekampe tillige giver enkelte vigtige oplysninger om sagens retslige side. Hvad da først angaar den tvekamp, der ikke stod i nogen forbindelse med en retstvist, saa se vi af den nævnte sagns kap. 67, at enhver, der ønskede at tilegne sig en andens eiendom havde ret til at udfordre ham til tvekamp om den forønskede gjenstand. Tabte den retmæssige, havde seierherren vundet, hvad han havde krævet; var udfaldet modsat, maatte udfordreren, som det hed, løse sig af holmen med en sum af samme størrelse som kravets. Man vil se, at dette ikke kunde have noget med bevislæren at gjøre; tvekampen var simpelt hen en okkupationsmaade, der ganske fornægtede retten og følgelig ikke kunde have sin grund deri.[32] Den var i denne skikkelse at anse for en levning fra en tid, da retsbevidstheden endnu ikke havde formaaet at underlægge sig alle i samfundet virkende personlige interesser. Men havde man først paa det udenretslige omraade hin sætning, er det klart, at den uden ændring af grundtanken med lethed lod sig overføre til forefaldende retstvister. Den ret, klageren som enhver anden havde til at udfordre sagsøgte til tvekamp om den bestridte sag, kunde han ikke tabe ved at indlede søgsmaal for dóm og thing, og han kunde altsaa til enhver tid afbryde rettergangen og tage sin tilflugt til vaabenafgjørelse. Dette se vi ogsaa Egil Skallagrimssøn to gange gribe til.[33] Men med den samme nødvendighed følger det af den første sætning, at ogsaa sagsøgte i en retstvist maatte have adgang til at foreslaa tvekamp; thi det vilde have været et spil med regler, om han skulde have været nødt til at bie, indtil klageren havde vundet sagen og ad retslig vei var kommen i besiddelse af tvistens gjenstand. I Egils saga siges det ogsaa udtrykkeligt, at det var lov og gammel sædvane, at det var hver mands ret at udfordre en anden til holmgang, enten han skulde forsvare sin sag eller var sagsøger.

Af denne korte, men, som vi tro, let overskuelige fremstilling, tør det altsaa fremgaa, at tvekampen i Norge var en udenretslig afgjørelse af sagen, der ikke stod i nogen begrebsmæssig sammenhæng med bevislæren. Saameget mindre kan man følgelig henregne den til en bestemt klasse af bevismidler, hvilket de have forsøgt, der optage den blandt gudsdommene.[34]

  1. ↑ Med megen klarhed er denne mening med hensyn til vor retsudvikling fremstillet af professor L. M. B. Aubert: Bevissystemets Udvikling i den norske Kriminalproces indtil Christian den 5tes lov, Kristiania 1864, p. 9 o. flg.
  2. ↑ Foruden de ovenfor anførte steder citere vi her kun Jerns. kap. 49, der i anledning af jafnaðaredens afskaffelse udtrykker sig saaledes: þá viljum vér, at þessir eiðar (jafnaðareden) falli vannligs niðr ok þá eina uppiláta sem lögbækr vátta, en þat eru duleiðar, ok um kænzlumál þau sem eigi eru løglig vitni til.
  3. ↑ Ordet váttr hænger maaske etymologisk sammen med vita; dets afledning er imidlertid hidtil uopklaret, se Vigfussons Icelandic-English dictionary, Oxford 1869–73.
  4. ↑ Naar Fritzner i sin ordbog under ordet vitni oversætter det nævnte udtryk med Guds vidnesbyrd, men dog tilføier et spørgsmaalstegn, er det vistnok tilstrækkeligt at henvise til en jævnførelse mellem Gul. kap. 156 og Fr. 4–5 i. f.; det sidste sted nævner nemlig netop jernbyrd, hvor det første har vitnit mikla og stadfæster saaledes den betydning, som det særegne udtryk allerede selv lader os mere end ane.
  5. ↑ Fr. 9–7.
  6. ↑ At der paa Island synes at gjøre sig en engere betydning af ordet váttr gjældende ligeoverfor vitni, er mærkeligt; men de norske love kunne ikke erkjendes at byde noget holdepunkt for den antagelse, at denne indskrænkning før ogsaa har været norsk opfatning. Bør ordet váttr afledes af vita, skulde ogsaa dette tale mod en ældre engere betydning.
  7. ↑ Jerns. kap. 49 gjentaget i landsl. 4–26: Svá liz os ok háskasamligt fyrir guði, at þar sem sá maðr sverr fyrir sem máli á at svara, þá skulu allir sverja eptir hans eiðstaf þó at þeir viti eigi hvárt er þeir sverja satt eða eigi. Nú viljum vér þá skipan á gera at sa sveri fullan eið fyrir sik, er fyrir máli er, en aðrir sanni hans eið, með þvi skilorði, at eigi vita þeir sannari fyrir guði en þeir sverja.
  8. ↑ Aubert p. a. s. p. 22 o. flg.
  9. ↑ se f. ex. I kap. 14, 17; II kap. 9, 10, 13, 15, 21, 26; III kap. 16, 21, 23. At et enkelt sted, II kap. 21 (III kap. 16) lader præsten sværge, at man har øvet et slags ran mod ham, kan naturligvis ikke opfattes som exempel paa vidneed. Thi vistnok siges præsten i den anledning at bære vidne; men at det kun er dette udtryk, som er brugt i en usædvanlig betydning, sees deraf, at det er præsten selv, der er klager og som saadan oppebærer de forbrudte bøder.
  10. ↑ I kap. 30 (II kap. 26); se ogsaa II kap. 33.
  11. ↑ II kap. 32; bœndr skulu til ganga, ok meta jörðina svá sem þeir þóra sverja at hon sé verð.
  12. ↑ Fr. 2–29, 5–22; Bj. kap. 34, 61, 92.
  13. ↑ Fr. 4–25; Bj. kap. 14.
  14. ↑ Fr. 10–8: Sá skall dóm festa er kvaddr er, en hverr sem dóm festir, þá skall hann at váttum spyrja, en hinn skall nefna ef hann er spurðr; þá skall hann hafa þá vátta er hann má fá at sverja með sér. Den sidste sætning kommer saa mærkværdig befalende, som om den meget godt var sig selv bevidst, at den krævede noget nyt. Bj. kap. 106: Þat er mælt um vitnisburð, ef sá maðr skyldi bera vitni með manni, er eigi á hag at biða þeirrar stefnu er hann þarf vitnisburðar hans, ok þat mál sé rétt at sœkja, þá skall hann sverja eið fullan á bók ok bera vitni slikt sem hann mundi bera ef hann væri innan bœar þá er þat mál væri sótt. Skulde eden her maaske kun benyttes for det fald, at vidnesbyrdet afgaves udenretsligt? Se ogsaa Fr. 3–20 eg 4–5, begge i. f, 10–25 og 14–2 og 7, samt indl. kap. 16. Derimod kan neppe med følge paaberaabes som bevisende vidneedens ælde hin bestemmelse om retsforholdene mellem Norge og Island, der findes i et islandsk haandskrift fra midten of det 13de aarh., men siges at hidrøre fra en edelig forsikkring, som biskop Gizurr og nogle andre islandske høvdinger pas hans tid herom afgav (Se Norges gamle love 1ste bind p. 437.) De to af de tre eder, som deri omtales, ere nemlig partseder, tildels med edshjælpere; den tredie er vistnok en vidneed, idet der siges, at vidner paa tak ikke behøve at sværge, hvis vedkommende indrømmer at have givet tak; men dels synes ogsaa denne yttring nærmest at antyde en vis uvillie mod at aflægge vidneed, hvilket godt vilde stemme med, at den var noget folket oprindelig fremmedt, og dels have vi ingensomhelst vished for,i hvilken grad haandskriftet gjengiver den oprindelige overenskomst eller i enkelthederne omformet og fuldstændiggjort ved senere tiders praxis. Den for sig staaende vidneed kan derfor ligesaa vel tilhøre Fr.lovens kompilationstid som Gul.lovens. Endelig er det jo meget muligt, at man har søgt særegne garantier land og land imellem, som ikke brugtes mellem de indfødte selv, og af et saadant hensyn turde det ogsaa have været, at biskoppen og hans samtidige høvdinger besvore den hele erklæring.
  15. ↑ Gul. kap. 28: En ef maðr verðr at þvi kunnr ok sannr, at hann vinnr eið usœran, æða leiðir aðra menn með sér, þá er hann sjálfr sekkr .xv. mørkum, en .iii mørkum fyrir hvern er svór með hinum, ef þeir vissu eigi at úsœrt var. En ef þeir vissu at usœrt var, fyrr en þeir vynni, þá gjalldi hver .xv. merkr sem hann. Gul. kap. 60: Þá eru þeir skrœkváttar – ok bera alldri vitni of slikt mál siðan, ok bœta .iii. mørkum konungi hverr þeirra. Fr. 2–26: Sá maðr er sver eið rangan hann sekkizt .iii. mørkum viðr biskup. En ef hann leiðir fleiri menn með sér á eið rangan, þá skal hann gjalda .vi. aura fyrir vátt hvern. En ef þeir vita at þeir soru rangt þá sekkjazt.iii. mørkum hverr þeirra. Fr. 13–25: Um skrœkvátta. En þeir menn er at skrœkváttum verða, þeir eru sekkir .iii. mörkum konungi hverr þeirra ok vera aldregi váttbærir siðan, ok enskis vitnis njóta ok réttarlausir.
  16. ↑ Uagtet sammenligning med fremmed ret i det hele taget ligger udenfor dette arbeides plan, skulle vi dog gjøre opmærksom paa, at de longobardiske love indeholder antydninger til, at vidneeden ogsaa der er af sildigere oprindelse, idet de ældre ikke kræve en saa almindelig anvendelse deraf som de yngre og endog ganske fritog folkets bedste mænd derfra. Se Liutprandi Legum liber II kap. .viii. Hos Bairerne aflagde kun et af vidnerne eden, se Lex Bajuw. XVII, 6. Se overhovedet om vidneeden hos de tyske folkeslag Brunner, Zeugen und Inquisitionenbeweis der karolingischen Zeit, Wien. 1866 p. 11 o. flg. og Die Entstehung der Sehwurgerichte, Berlin 1871, p. 54 o. flg. Med hensyn til den angelsachsiske ret siger Palgrave, Rise and progress of the English commonwealth 1ste bind p. 251: Compurgation was always made by oath; the solemn assertion was the very foundation of the process. Evidence, on the contrary, was usually given upon the simple affirmation of the witness. Jfr. ogsaa p. 244: Jurymenn were distinguished from any other witnesses only by the customs, which impossed upon them the obligation of an oath etc.
  17. ↑ Gul. kap. 57, Bj. kap. 154.
  18. ↑ Magnus lagabøters landsl. 6–3. Jfr. Udskiftningslov af 12 okt. 1857 § 18 g.
  19. ↑ Dette sees dels af dets sjeldne forekomst, der indskrænker sig til strengt teknisk-juridiske udtryk, dels deraf, at ogsaa disse i nyere tekster ændres, øiensynlig fordi det gamle ord var uforstaaeligt. Sammenlign saaledes Bj. kap. 154, der giver en ældre text med Fr. 5–42, der har en yngre og omskriver den antikke formel kaupa saman at laga kaupi ok lyritar med det moderniserede kaupa saman at lögum. Jfr. Fr. 14–11: hegna með lagakefli, der i Bj. kap. 146 er omskrevet med: hegna með lögum.
  20. ↑ Fr. 12–7: Þá (nemlig naar sagsøgeren ingen vidner mere kan føre) á hann eigi meira af hinum en lyritar eið.
  21. ↑ Saaledes siger Gul. kap. 39 for det tilfælde, at vidner ere præskriberede: men i ethvert fald kan han kræve ham paa ed (koma hánum til eiða) og Fr. 4–7 giver paa en mindende maade eftermaalsmanden adgang til at „søge to mænd til tylftared, men kun for det fald ogsaa den tredie“ osv.
  22. ↑ Borg. kr. II kap. 21, III kap. 16.
  23. ↑ Gul. kap. 119, Fr. 9–22. Jfr. Fr. 12–2, hvor en saadan vurderingsed sværges af den sagsøgte i et tilfælde, hvor det havde været klagerens pligt at føre vidner for værdien. De øvrige hidhørende steder ere: Gul. kap. 314 og Fr. 7–25 og 13–2.
  24. ↑ Schlyter, Juridiska afhandlinger, Upsala 1836, p. 209; Maurer, Kritische Ueberschau der deutschen Gesetzgebung etc., 5te bind, München 1857, p. 222 o. flg.
  25. ↑ Maurer p. a. s. p. 376.
  26. ↑ Jerns. kap. 24: – Þá bæri þeir .xii. þegnar hann undan er þá váru með honum staddir frjálsir menn ok fulltiða en ef hann var i engum þessum stað staddr, komi fyrir sik tylftareiði.
  27. ↑ Kapitlet synes nærmest at tænke paa det tilfælde, at en har viglyst sig drabet paa hænde, men st det ved klagerens ankomst til hans hjembygd af den an- klagede paastaaes, at hans navn ved viglysingen falskeligen var bleven nævnt af en anden.
  28. ↑ Se Norges gamle love II p. 495.
  29. ↑ Snorre, Harald haarfagres saga kap. 36; yngre Olaf Tryggvasøns saga kap. 4; yngre Olaf den helliges saga kap. 1. Maurer, Die Bekehrung des norwegischen Stammes, 2den del p. 146.
  30. ↑ Ligeoverfor disse steder i Eid. kristenret, hvortil ogsaa kan føies Borg kr. I kap. 16, synes det enkeltstaaende sted, Eid. kr. I kap. 47 at blive tvivlsomt; det kræver nemlig „12 mænds vidnesbyrd“ i trolddomssag, medens alle de andre har 6. Kunde her en skrivfeil af 12 for 6 antages at foreligge, blev stedet ligelydende med de øvrige bestemmelser om trolddommen i den samme lov.
  31. ↑ Landnáma IV kap. 7.
  32. ↑ Jfr. Fr. Brandt, Brudstykker af Forelæsninger over den norske Retshistorie, § 71, og det der citerede Gul. kap. 314.
  33. ↑ Egils saga kap. 57 og 68.
  34. ↑ Se iøvrigt Maurer, Kritische Ueberschau etc 5te bind, München 1857 p. 222 flg, hvor tvekampens uafhængighed af beviset fra et fælles-germanisk standpunkt tilfulde er godtgjort. Jfr v. Amira p. a. s. p. 291.
Hentet fra «https://no.wikisource.org/w/index.php?title=Grundtrækkene_i_den_ældste_norske_proces/7&oldid=188849»