Grundtrækkene i den ældste norske proces/8

I det foregaaende have vi punkt for punkt undersøgt og fremstillet, hvad vi have anseet for hovedtrækkene i den ældste norske rettergang. Det staar igjen til slutning at samle resultaterne til et sammenhængende og overskueligt system.

Det oldnorske samfund bestod af fri, selvraadende mænd. Forsaavidt som den indbyrdes sikkerhed og samfærdsel og det daglige livs behov henviste dem til hinandens hjælp og i kraft af den menneskelige naturs nødvendighed drev dem over i fællesskab og gjensidig afhængighed, fik statsidéen evne til at skabe sig organer, men disses virksomhed og styrke havde til alle sider indrømmelsens skarpe begrændsning, og endnu under den retsforfatning, der træder os imøde i folkets ældste skrevne love, er det den private frihed til fuld selvbestemmelse, der danner grundlaget for den herskende betragtning af samfundsforholdene.

I retsforfatningen finder denne synsmaade sig naturligvis skarpest afpræget. Retten havde hos de gamle ikke karakteren af en statsvillie, men dannede uafhængig af enhver saadan udtrykket for samfundets, hos dets enkelte individer hvilende, ethiske betragtning af menneskenes indbyrdes forhold. Heraf fulgte, at der ikke umiddelbart forelaa nogen nødvendighed for at benytte statens organer, naar man vilde faa konstateret, hvad der i det enkelte tilfælde var ret; thi dette formaaede private mænd at sige. Der uddannede sig derfor en række retsinstituter, ved hvis hjælp man saa længe som muligt søgte at undgaa det offentliges inddragelse i private forhold; først naar man ad denne vei ikke var istand til at værne om sin ret, fandt statsbegrebet adgang til at gjøre sig gjældende som et gode, der imødekom en trang.

Af disse private retsdannelser var læren om vitterligheden det dybtliggende grundlag, hvorpaa de øvrige havde afleiret sig. Da det var gjennem individernes personlige opfattelse, at retten som saadan fremtraadte, blev nemlig den nærmeste afledede sætning denne, at et faktisk forhold blot behøvede at være paa det rene, for at enhver derom kunde vide, hvad der var ret. Det blev derfor en hovedfordring, at alle omstændigheder, hvorigjennem man, uanseet om ved kontrakt eller delikt, indtraadte i retsligt forhold til sine medmennesker, saavidt muligt skulde have kjendsgjerningens fulde karakter, og dette opnaaede man dels ved vigtige retshandlers afsluttelse i talrige forsamlinger, paa thinge eller andetsteds, dels, hvor saadant ikke var praktisk, ved tilkaldelse eller opnævnelse af i det mindste to gode mænd, der skulde mærke sig, hvad der foregik. De mænd, formedelst hvilke kjendsgjerningen saaledes holdtes aaben, kaldtes vidner, og den retshandling, hvorved de opfordredes til iagttagelsen, betegnedes ved udtrykket at skirskote under vidner.

Vilde man gjøre et gjennem skirskotningen vitterligt forhold gjældende, var den forpligtede fremfor alle den, hvortil man havde at henvende sig. Af ham krævedes det, at han for tilfældet skulde gjøre sig til organ for samfundets retsopfatning, og princippet for det saakaldte søgsmaal i vitterlig sag blev altsaa ved hjælp af skirskotningsvidner at forelægge sagvolderen sagen i vitterlig stand og opfordre ham til at rette for sig d. e. til at udøve den retssætning, som han selv vidste her kom til anvendelse (krav).

Forudsætningen for denne fremgangsmaade var, at sagvolderen vilde vise sig at være en mand med agtelse for lov og ret. Udsprang forpligtelsen derimod netop fra en retskrænkelse fra hans side, maatte denne tankegang forlades. Ved de allermindste delikter holdt man vistnok endnu fast derved; men ved de fleste og større fandt man det nødvendigt strax at paakalde det offentliges hjælp.

Var det paa den anden side ikke muligt at gjøre forholdet vitterligt gjennem skirskotning – og i ethvert samfund vil der være rækker af forhold, der ikke kunne opfattes gjennem en enkelt iagttagelse – tyede man til personer, der ifølge deres stilling og livsvilkaar maatte have dannet sig en erfaringsmæssig kjendskab til sagen, og paaberaabte sig dem til fordel for sin paastand. Men saadanne erfaringsvidner stod dog ikke i den inderlige og umiddelbare forbindelse med kjendsgjerningen, som de, hvorunder den var skirskotet, og de gjorde ikke ifølge de gamles opfatning de af dem skildrede retsforhold vitterlige. Sagsøgeren kunde altsaa ikke i dette fald fremstille sig for sin modpart og forelægge ham et uomtvisteligt faktum til hans retslige bedømmelse. Hans nedlæggelse af paastanden blev intet krav, men en forespørgsel, en hilsen (kvaða).

For at undersøge, hvorvidt de paaberaabte vidner virkelig burde tages for gode, nedsatte derimod begge parter i fællesskab en privat domstol af kjendinger og naboer, den saakaldte skiladómr, og først ved dennes anerkjendelse af vidnerne bragtes sagen paa det rene, idet domen i henhold til de antagne vidnesbyrd erklærede, hvad der var ret. Dette udslag skirskotedes derpaa under tilkaldte vidner og dannede for fremtiden i den sag grundlaget for parternes gjensidige retsforhold; hvilket fra nu af var vitterligt og blev at gjøre gjældende i de vitterlige søgsmaals former.

Opnaaedes der ikke ved skiladómsbehandlingen enighed mellem de opnævnte mænd, hvilket navnlig kunde være tilfældet, naar der ogsaa fra sagvolderens side fremførtes erfaringsvidner, var man ude af stand til ved private retsmidler at skille trætten.

Ogsaa for det fald, at sagsøgeren end ikke kunde fremføre erfaringsvidner, benyttedes skiladomen til at bringe sagen paa det rene, og det middel, som den til den ende anvendte, var benægtelsesed med eller uden mededsmænd; viste det sig nemlig umuligt for sagsøgte at aflægge en saadan, ansaaes den nøgne klage for at indeholde fuld sandhed, og forholdet var i dette tilfælde ligeledes bleven vitterligt.

Da skiladomen kun havde til hensigt at udgreie retsforholdet mellem parterne, kom den ligesaalidt som kravet i vitterlig sag til anvendelse, naar den paastaaede forpligtelse havde sin grund i en forbrydersk handling, der ikke netop hørte til de allerringeste; thi forudsætningen for, at sagsøgte vilde rette sig efter loven, naar denne klargjordes ham, var her ikke tilstede.

Hvor de private retsinstituter derimod formaaede at virke, opnaaede man ved deres hjælp at kunne forelægge en retssag i vitterlig stand for sagvolderen, idet man henstillede til ham at gjøre, hvad lov og ret for tilfældet tilsagde. Nægtede han imidlertid fremdeles at rette for sig, begik han ifølge den gamle opfatning et retsbrud, en forbrydelse; thi han befulgte ikke den lovsætning, under hvis herredømme han for leiligheden stod, og som han forudsattes at kjende. Som ran skirskotedes derfor hans vægring under tilkaldte vidner. Og her var man kommen til det punkt, da det offentliges bistand maatte paakaldes. Retten havde vist, at den ikke formaaede at bringe sagvolderen til at gjøre sin pligt, og det stod saaledes kun tilbage at anvende magt. Men derved overskredes skillet, der betegnede statstankens fremskridt i oldtidens samfund, og man stod ligeoverfor den hovedfordring, der endnu i virkeligheden var dens eneste konstitutive yttring, at det alene var staten, der kunde tilstede udøvelse af magt mod et af dens medlemmer. En saadan tilladelse meddelte det offentlige imidlertid kun i forbindelse med en straffedom over den, der lod det komme til denne yderlighed, og søgsmaalet gik derfor over til en strafferetslig klage, der faldt ind under samme behandling som de sager, der allerede i sin første oprindelse udsprang af en med offentlig straf belagt forbrydelse.

Det almindelige var saaledes, at en hvilkensomhelst retstvist alene i form af søgsmaal til straf forelagdes staten. Denne gav derpaa efter forbrydelsens art og farlighed sit udslag i en af to former: enten udelukkede den den anklagede fra retsfællesskabet ved at gjøre ham fredløs (utlæg), eller den aabnede sagsøgeren adgang til ved en exekutionsforretning at tage sig tilrette, uden at hans modpart i andre henseender sattes udenfor lovens beskyttelse. Det organ, som statstanken havde skabt sig til udtalelse af disse dekreter, var thinget, forsamlingen af de fri mænd, hvilken ogsaa i andre retninger gjorde statsfællesskabet gjældende.

Ved sagsanlæg for thinget traadte atter forskjellen mellem vitterlige og ikke vitterlige søgsmaal frem. Var sagen vitterlig, blev skirskotningsvidnerne at føre, og dommen lød i henhold til deres vidnesbyrd efter tilfældets beskaffenhed enten paa utlegd eller eller paa, at sagsøgeren var kommen til sit søgsmaal, hvilke udtryk indeholdt meddelelsen af en ubegrændset og en begrændset adgang for klageren til at tage sig selv tilrette. Hvis forbrydelsen var en saadan, at utlegden kunde afløses ved bøder, udtalte thinget dog i almindelighed ikke fredløshedsdommen, men indskrænkede sig til at konstatere faktum og overlod det derpaa til parterne paa en privat sættarstefna under mægling af en af dem selv opnævnt voldgiftsret at komme overens om afløsningsvilkaarene.

Var sagen ikke vitterlig, havde klageren efter tilfældets beskaffenhed at samle de oplysninger, som paa forskjellig vis kunde haves, og thinget paalagde nu anklagede nægtelsesed med mededsmænd, hvis antal rettede sig efter oplysningernes styrke og den forbrydelses grovhed, hvorpaa anklagen lød. For enkelte meget grove misgjerninger paalagdes istedetfor ed renselse ved gudsdom, hvilken derimod ellers kun kom til anvendelse som en sidste tilflugt, naar edsaflæggelsen mislykkedes. Der er desuden maaske spor af, at man ved tilfælder, da enten troen til den anklagedes karakter maatte være usædvanlig ringe eller andre grunde forelaa, ikke har tilladt ham selv at aflægge benægtelsesed, men har befalet ham umiddelbart at lade sig sværge fri af gode mænd (jury). Fælles for alle arter af bevisdomme var det, at de ikke forudsatte nødvendigheden af nogen senere dom til fældelse; denne ansaaes nemlig at ligge som stiltiende alternativ i den første og traadte af sig selv i kraft, hvis frifindelsesbeviset mislykkedes.

Det eneste tilfælde, da en uvitterlig civil sag kunde forebringes thinget, var, naar dómsmændenes uenighed havde bevirket, at sagen ikke ved skiladómsbehandlingen var bleven vitterlig. I saa fald afgjorde thinget selv, hvilke vidner skulde have fortrinnet, og det henstilledes til sagvolderen at rette sig efter den saaledes udtalte dom; nægtede han dette, gjorde han sig skyldig i ran, og sagen sluttede saaledes ogsaa i dette fald som straffeklage.

Appel i nutidens betydning kjendtes ikke. Derimod forekom under navn af thingskot en i en vis grad tilsvarende overførelse fra et thing til et høiere, d. e. til et, der sammenkaldtes for en videre thingkreds. Den kunde blot finde sted, naar der blandt thingmændene herskede en bestemt dissents.

Dommens fuldbyrdelse var atter sagsøgerens private sag. Lød den paa utlegd kunde hvermand ustraffet dræbe ham; men staten paatog sig kun i visse enestaaende undtagelsesfald denne pligt. Aabnede dommen derimod kun adgang til almindelig exekution, nemlig for sagsøgeren til inddrivelse af hans fordring og de ham tilkommende private bøder, for den kongelige aarmand til inddrivelse af boden til kongen, skulde der endnu paa thinget stilles den dømte en sidste opfordring til godvillig at rette for sig. Skede dette fremdeles ikke, gjorde de berettigede atfør, hvorved udtoges det til alle fordringers dækkelse fornødne. Den samme fremgang benyttedes i utlegdssager, forsaavidt angik de formuesstraffe, der fulgte med fredløsheden. Til hjælp ved atføren kunde saavel den private sagsøger som aarmanden kræve thingmændenes bistand; det gjaldt ogsaa, at de begge skulde udtage sit tilkommende ved samme leilighed og under én forretning.

Disse ere omridsene af det ældste rettergangssystem, som de gamle love tegne for os. Men de indskrænke sig ikke dertil. Skridt for skridt lade de os tillige se, hvorledes retsudviklingen efterhaanden fjernede sig derfra og tilsidst skabte et nyt, i vigtige henseender forskjelligt og hvilende paa andre principper.

Eftersom landet traadte i fredelige forbindelser med de sydligere folk, og navnlig efterat det ved kristendommens indførelse var kommen i umiddelbar berørelse med den sydeuropæiske kultur, begyndte udviklingen at tage en stærkere fart. Man blev sig formaalene mere bevidst, statslivet gjorde sig stedse mere gjældende, og den økonomiske samfærdsel blev livligere, mere indviklet og mindre overskuelig. Retsforfatningen maatte følge med, afsatte i alle retninger sine omdannelser og skabte nye sætninger. Under disse omstændigheder blev det ikke længere en selvfølge, at hver mand kjendte loven, og da det ældste rettergangsvæsen dog hvilede paa denne grundbetragtning, begyndte ogsaa det at blive utidsmæssigt og antog former efter de nye forhold.

Den vigtigste, men ogsaa den mest nærliggende ændring skede derved, at det blev tilladt sagvolderen i vitterlig civil sag at undskylde sig med ukyndighed i loven og ved kravet at skyde sagen til things. Forhen havde han gjort sig skyldig i ran, naar han vægrede sig ved at udføre, hvad sagsøgeren fordrede af ham; nu kom sagen uden straffeklage til thinget, og thingmændene fik at undersøge, hvorledes det forholdt sig med vitterligheden og den hele sammenhæng. Men dette vilde atter sige, at skirskotningsvidnernes udsagn tabte i kraft og nærmede sig til det niveau af oplysende evne, hvorpaa erfaringsvidnerne hidtil havde staaet. Herved maatte samtidig ogsaa skiladomens virksomhed svækkes i anseelse; thi det var netop dens formaal at gjøre retsforhorholdet mellem parterne vitterligt. Kunde sagvolderen ligeledes overfor de vidner, hvorunder domens kjendelse var skirskotet, paaskyde lovukyndighed, var det ligesaa godt strax og med forbigaaelse af domen at bringe sagen for thinget. Skiladomen udtrængtes derfor efterhaanden. Magnus Erlingssøn afskaffede den i edssager, hvori den saameget lettere turde undværes, som enhver paa forhaand kunde beregne sig til den ed, der for tilfældet blev at aflægge. Sagvolderen skulde herefter ved kvaða ser paatage sig den foreskrevne ed. Og i den følgende tid bortfaldt domen ogsaa i sager, hvori erfaringsvidner havdes. Disse stilledes nemlig ganske jævnsides med de i vægt allerede synkende skirskotningsvidner. I formen skulde fremgangsmaaden med krav i vitterlig sag bruges ved begge; men faktisk maatte vitterligheden herved tabe endnu mere i indre værd og paalidelighed, og den udvei at skyde sagen til things altid falde sagvolderen naturligere. Kun i søgsmaal angaaende løsning af jord, hvilke ogsaa tidligere krævede en egen omstændelig fremgangsmaade, bibeholdt skiladomen sig fremdeles. Paa samme tid som forskjellen mellem vitterlig og ikke vitterlig sag forsvandt, trak thinget saaledes den hele rettergang til sig og nødedes til selv at foretage de til sagens oplysning fornødne undersøgelser. Ligeledes faldt den betragtning bort, at sagvolderen begik ran, naar han ikke, efterat sagen var bleven gjort vitterlig, godvillig rettede for sig, og naar thinget dog ifølge gammel sæd vedblev at idømme den, der lod det komme til atfør, visse private og offentlige bøder, saa begyndte man at forstaa dette, som om det gjaldt sportler til thingmændene og den kongelige ombudsmand for deres deltagelse i exekutionen. Ogsaa denne gik altsaa over til en offentlig forretning. Paa alle punkter trængte den seirende statstanke sig frem.

I nøieste forbindelse med denne omvæltning af processens indre ordning stod en række forandringer i thingorganisationen. Denne var oprindelig følgende: I hver bygd havde man et thing, hvilket i Throndhjem kaldtes fylkesthing, i det øvrige land hereds- eller fjerdings- (ogsaa trediedelsfylkes-) thing. Over disse stod som thinge for videre kredse i Throndhjem to og fire fylkers thing og andetsteds fylkesthing. Endelig kom øverst lagthingene, af hvilke Frostathing samlede nævndemænd fra hele det nordenfjeldske til og med Romsdalen med undtagelse af Haalogaland og maaske Namdalen, og Gulathing fra de vestlige fylker fra Agder til og med Søndmøre. Desuden havde det egentlige Thrøndelagen fra gammel tid i Ørethinget en thingforsamling, der synes at have staaet jævnsides med Frostathing og at være bleven regnet med blandt lagthingene. For Viken var Borgarthing det fælles lagthing. For Oplandene har derimod Eidsivathing nærmest kun været lagthing for de tre fylker, Raumarike, Ringerike og Hadafylke; men det gjaldt om de øvrige oplandske fylkesthing saavelsom om Haalogaland og de øvrige udenfor lagthingskredsene staaende landskaber, at de fulgte den ret, der var knyttet til egnens store lagthing som udgangspunkt. I et lignende afhængighedsforhold synes ogsaa Borgarthing oprindelig at have staaet til Eidsivathinget.

Paa lagthingene dannedes der en egen forberedende domskomité, lagretten, der i virkeligheden var den afgjørende ved domsafsigelserne; ved de lavere thinge dømte bønderne umiddelbart.

Denne ordning synes at have fundet sin endelige stadfæstelse under Olaf den hellige, men skriver sig dog for Gula- og Frostathingslagens vedkommende i det væsentlige allerede fra Haakon den gode.

Idet retssætningerne imidlertid begyndte at voxe ud over den menige mands bevidsthed og gjorde det umuligt i længden at holde paa læren om vitterligheden som grundlag for procesordningen, faldt det efterhaanden ogsaa bønderne paa thinge vanskeligt uden ledelse at dømme efter lov og ret. De lovkyndige kom mere og mere til at træde frem foran de øvrige thingmænd og dannede under navn af lagmænd et slags frivillig og oprindelig formløs lovkomité, der under almuens tilslutning afgjorde de forebragte retsspørgsmaal. Men eftersom lovkundskaben stedse mere gik over til et særeget studium, aftog lagmændenes antal paa samme tid, som deres stilling voxede i anseelse og tillige i formen og ikke alene ved de lavere thinge, men ogsaa ved lagthingene blev en ledende. Hvervet blev et ombud, og ombudet, som det synes under Sverre, et kongeligt embede, der i hvert distrikt kun beklædtes af én. Havde statsidéen gjennem sit ældste organ, thinget, trængt sig frem og tilintetgjort samfundets private retspleie, saa maatte nu paa sin side thinget vige for et sig selv mere bevidst og derfor bekvemmere organ, kongen og den fra ham udgaaende myndighed. Under Haakon Haakonssøn fik lagmandens udenfor thinget afgivne orskurd samme gyldighed som en thingsdom.

Endelig lykkedes det ogsaa at omdanne den private sætterstefna til en offentlig institution. Den havde oprindelig kun skullet mægle forlig i utlegdssager, men sattes efterhaanden i forbindelse med thingene og blev tilsidst i strafferetssager disses vigtigste bestanddel, idet den efter lagmandens anvisning idømte den anklagede de for tilfældet passende bøder.

I Magnus lagabøters love samle alle disse ændringer sig i et nyt system, hvilende paa den grundbetragtning, at retten er et udtryk for statsvillien. Mange ville maaske finde den ældre rettergangsmaade mere tiltalende. Den var i ethvert fald et ligesaa ædelt som enkelt og hensigtssvarende udtryk for et ufordærvet, kraftigt og selvraadende folks oprindelige retsfølelse. Derfor besad den ogsaa hin stærke foryngelsesevne, der i fortsat udvikling formaar at omdanne det ubrugelige og ud af sig selv at skabe nye midler for nye krav.