Guldaaren/Kapittel 20
Der laa en dæmpet uro i luften. Det var svære tider. Den sociale obstruktion hadde lammet den internationale omsætning, og al handel og industri gispet efter luft og levelige vilkaar. Det ene krach efter det andet fik bankerne til at ryste i sine grundvolder. Og hver dag, som gik, bragte nye bekymringer, nye jobsposter, nye fallitter.
Heller ikke Kristianias banker hadde sluppet helskindet fra den store verdenskrise. Reaktionen var kommet. Den finansielle pendel hadde naaet de høieste sifre, og nu svinget den atter ned mot bølgedalen, hvor de smaa tal, pengenøden og modløsheten var eneherskere.
Aviserne avspeilte den almindelige uro. De bragte bud om den ene vældige betalingsstansning efter den anden. Hver ny dag hadde en ny forfærdelse. Ingen var mere sikre. Overalt hørtes der jeremiader undtagen fra tranmæliterne, som brølte av henrykkelse over, at de nu endelig hadde faat samfundet til at krype paa sine knæ.
Mistilliden vokste. Den smittet alt og alle. Penger var ikke til at opdrive, og bankerne ruget skrækslagne over resterne av sit guld.
Selv den store pengeinstitution i Kirkegaten følte tidernes ugunst paa en meget ubehagelig maate. To handelshuses fallit hadde angrepet reservefondet saa sterkt, at den administrerende direktør hadde fundet det paakrævet at sammenkalde et ekstraordinært direktionsmøte kl. 8 om morgenen for at drøfte de foranstaltninger, man maatte træffe for at hindre en finansiel panik.
Bleke og nervøse sat direktionens medlemmer rundt det grønne bord og ventet paa formandens indberetning. Paa den anden siden sat bankchefen og aapnet dagens post. Der laa en trykket stemning over den lille forsamling. Aldrig hadde Norges finansielle verden hat krachet saa nær ind paa livet som nu.
Formanden reiste sig. Den store advokat og finansmand hadde helt mistet sit vakre og forhaabningsfulde smil. Og hans kraftige og sonore stemme skalv en smule, da han henvendte sig til de forsamlede mænd.
—Som d’hrr. medlemmer av direktionen vil vite, sa han langsomt, mens han stirret vedholdende paa det lille stykke papir med tal, som han holdt i haanden, har vi i den sidste uke lidt overordentlige tap. De to landskjendte firmaers betalingsindstillinger har likefrem rokket ved vor gamle pengeinstitutions grundvolde. Vi faar se sandheten i oiene som mænd. Vi kjender vore tap; men vi vet jo ikke i dette øieblik, hvormeget vi med tiden kan faa dækket. Men sikkert er det, at vi i løpet av denne formiddag faar en indrykning av inskydere, som vil true hele vor kontantbeholdning — ja, maaske tvinge os til at lukke kassen for en tid. Det er derfor, vi har latt direktionen sammenkalde saa tidlig om morgenen. Jeg har latt bankchefen opgjøre en foreløbig status, som jeg nu sender rundt. . . . Den fortæller i al korthet om vor stilling dags dato. Under normale omstændigheter vilde den maaske ikke gi grund til bekymringer for vor banks skjæbne. . . . Men enhver av mine herrer ved, at der gaar en feber av angst og rædsel over landet. Der er kun et hanefjed over til paniken. Og det er et stort spørsmaal, om ikke morgenaviserne med sine detaljer om de to firmaers fallit vil bringe over os denne panik. . . . De sidste to-tre aar har været skjæbnesvangre for os. Vore tap har været jevne og betydelige . . . Jeg tør i denne forbindelse nævne det store banktyveri, som bragte os et tap paa næsten en halv million og en kostbar reparation av panserhvælvet, desuten . . .
Formanden stanset et øieblik. Ti bankchefen reiste sig pludselig med et udtryk av den største forbauselse. Han holdt et brev i haanden, som han netop hadde aapnet. . . .
—Hr. formand, sa han, tillater De, at jeg avbryter Dem et øieblik.
—Værsgod, hr. bankchef. Hvis De kan gi yderligere oplysninger om vor banks stilling, har De ordet. . . .
—Jeg vet ikke rigtig, sa bankchefen litt forvirret. Men jeg har i dette øieblik faat et brev, som vedrører det banktyveri, hr. formanden netop berørte. . . . Det er en høist eiendommelig skrivelse, . . . men jeg kan jo ikke garantere, at vi ikke staar likeoverfor en mystifikation. . . .
Direktionsmedlemmerne saa spændte paa hinanden, . . . og formanden antydet ved en haandbevægelse, at han kunde fortsætte.
—Det brev, jeg sigter til, er avsendt fra Hamburg for nogen dage siden, sa bankchefen. Det er skrevet paa tysk med en dannet mands haandskrift og skriver sig — hvis da ikke brevet er et falsum! — fra den mand, som for nogen aar siden brøt op vort panserhvælv og bestjal os for henimod en halv million kroner. Indholdet lader intet tilbake at ønske i tydelighet. Det lyder saa i norsk oversættelse:
Hr. bankchef!
Natten til den 2den oktober 1912 blev der fra Deres banks panserhvælv stjaalet kr. 448,365. Da jeg nu ikke mere har interesse av denne sum, tilbyder jeg bankens direktion at betale den tilbake med renter og renters rente samt en passende erstatning for den skade, jeg med mit sprængstof har forvoldt banken. Alt i alt sætter jeg summen til 600,000 mark. Denne sum skal være banken ihænde inden klokken 12 formiddag den samme dag, De modtager dette brev.
Men jeg kræver til gjengjæld, at bankens direktion i en udtrykkelig protokoltilførsel forpligter sig til at lade tyverisaken falde og ikke gjøre nogetsomhelst forsøk paa at efterspore, hvor pengene er kommet fra, eller hvem gjerningsmanden er.
Hvis direktionen gaar med paa dette, maa jeg be om, at bankens flag blir heist mellem kl. 11 og 12. Jeg betragter da dette som en tilkjendegivelse av at mit tilbud er blit modtat — med de nævnte forpligtelser fra bankens side. . . .
— — —
Der blev en almindelig taushet.
Bankchefen tørret sveddraaperne fra sin pande, idet han lod brevet cirkulere mellem medlemmerne. . . Det blev prøvet og veiet . . . og havnet tilslut hos formanden, som hurtig læste det igjennem. . . .
—Ja, mine herrer, sa han efter en lang pause, dette er den underligste affære i min praksis. Det er mulig, at vi under almindelige omstændigheter hadde latt denne skrivelse gaa direkte til politiet. Men spørsmaalet er, om vi nu i dette øieblik tør ta ansvaret for at lade en slig chance gaa fra os. Dette brev kan være en mystifikation. Men det kan ogsaa være en redning for os, hvis vi i formiddag skulde bli udsat for det farlige »run« til kassen. 600,000 mark, . . . det er mange penger i dette øieblik, . . . det er tilstrækkelig til, at vi kan ride stormen av. Vi maa jo huske paa, at dette ikke er en gave fra en tyv, . . . det er vore egne penger, vi — i tilfælde — faar igjen fra en mand, som angrer sin gjerning. . . Jeg tror ikke, mine herrer, at vi har raad til nu at sætte os paa den høie hest og late etiske grunde raade. . . Vi har et ansvar i denne stund, som tvinger os til ikke at late nogen chance uprøvet. . . Jeg foreslaar, at vi allerede nu later vaktmester Fredriksen heise flaget . . . og samtidig telefonerer til opdagelseschefen, at vi frafalder tiltale. . . . . . Hvis den mand, som har sendt os dette brev, holder ord, saa gjør vi det ogsaa . . . Dermed ser vi dagen an med haab og fortrøstning! . . . Møtet er hævet! . . . . .
Den store finansmand tog ikke feil. Da bankens døre aapnedes tidlig om formiddagen, stod der allerede et halvt snes mennesker utenfor med bekymrede miner. De saa, at flaget blev heist, men det beroligede dem ikke. De trykket sine bankbøker ind til sig og styrtet ind til skrankerne. Sveddraaperne piblet frem av hovedkassererens pande, men han smilte venlig til alle. Der kom flere og flere, beløpene blev større, og det mægtige lokale var sort av mennesker, som skrek i munden paa hinanden og trængte sig frem. Det var mest smaafolk, som hadde sine penger staaende paa folio, men ogsaa de større forretningsmænd hadde sendt sine bud til banken for at prøve, om den vilde benytte sig av sin opsigelsesret.
Men kassereren betalte ut, og smilet paa hans ansigt blev blidere og blidere, jo mere hans beholdning svandt ind. Det kritiske øieblik var nær, men han hadde sine ordres . . . Stormen maatte rides av og tilliden gjenoprettes.
Ved ½12-tiden sendte kasseren bud efter de sidste kontanter i hvælvet.
Det var spændende øieblikke, flaget vaiet utenfor, men indenfor laa ængstelsen og bekymringen som en elektrisk tordenstemning. Man ventet en utladning . . .
Inde paa sit privatkontor gik bankchefen frem og tilbake. Klokken var et kvarter i 12. Hovedkassereren hadde sendt ham et bud om, at kontantbeholdningen holdt paa at slippe op. . . . Der var ingen utvei mere mulig, . . . hvis ikke . . .
Hans hænder skalv, mens han mekanisk bladet om i sine papirer. . . . For en underlig situation det var! . . . Bankens skjæbne berodde paa, om man kunde stole paa en skrivelse fra en tyv. . . . Han reiste sig og lukket op døren til banklokalet. Der stod hovedkassereren, solid og urokkelig og halte tiden ut, . . . hans hylder var tomme! . . .
Bankchefen slog døren igjen og gik hurtig frem og tilbake og vred sine hænder. Dette var altsaa enden . . .!
— — —
Da kom der et bybud ind i lokalet. Han saa sig forvirret omkring og tok luen av sig. Han hadde en liten, brun haandvæske i haanden.
—Hvad ønsker De? sa vaktmesteren strengt.
—Det var en kuffert, jeg skulde levere til bankchefen, svarte bybudet.
—Heri banken? . . . Det var vel til privatleiligheten? . . .
—Nei, sa bybudet stædig. Det var nok her.
—Naa, — det er den vei, sa vaktmesteren og pekte paa en dør.
Bybudet bante sig vei mellem de mange mennesker og banket paa døren . . . .
Bankchefen skalv. Han ventet hovedkassererens sidste bud om ordre for stængning av kassen. . . .
—Naa, hvad vil De? spurte han lettet, da han saa bybud 44 skride over terskelen.
—En kuffert, hr. bankchef, sa manden.
—En kuffert?
—Jeg fik ordre til at bringe den hit av en mand, som kom med Munkedamstrikken til Stortorvet . . .
Bankchefen greb kufferten, og bybudet gik. Han veiet den i haanden. Den var tung og solid. En nøkel hang ved laasen. Han grep den og laaste op. . . . Foran ham laa der en 10 store pakker med tyske riksbanksedler og en mægtig rulle med guld . . . .
Hovedkassereren kom ind likblek.
—Vi maa lukke, sa han stønnende. Der findes ikke en krone mere i kassen.
—Nei, sa bankchefen triumferende. Ta pengene her. Læg dem frem i glaskapet. Send Fredriksen ned til Norges Bank for at veksle. Det er 600,000 mark.
—600,000 mark? sa hovedkassereren glædestraalende. Da er vi reddet.
Og den brave mand tog kufferten og sit mest triumferende smil med sig. Det store »run« var avslaat.
Men bybud 44 gik rolig sin vei nedover mod Fæstningen. Han forsvandt i et av de mennesketomme hjørner ved volden. Der forsvandt ogsaa hans bybudsuniform, hans skjeg og rynkerne i hans ansigt.
En velklædd mand i reiselue kom nedover trappen til badehuset Sølyst.
Det var Jonas Fjeld.
Han gik langsomt opover byen. Der var kommen en forunderlig ro over ham. Hans magre, solbrændte ansigt lyste op av en stor glæde.
Utenfor et litet hus i Homansbyen stanste han. I haven sat en ung kvinde med en liten gut paa fanget.
Jonas Fjeld stod længe og saa paa den vakre idyl.
—Guldaaren, mumlet han hen for sig. Ja, her er guldaaren. Hele Klondyke har den ikke rikere. Der findes ikke renere guld i verden end det, som livet skaper i en trofast kvindes hjerte.