Hassel-Nødder/Hule Nødder
Ekhorn har nok selv spiist de Bedste.
Huller sidde jo i de Fleste?
Da til Tidsfordriv
i travaligt Liv
brug ei Tand, men Kniv!
frelse liden Maddik derinde!
Den en gylden Pung dig skal spinde.
Ekhorn veed vi nok er en Skøjer,
tænker kun paa evige Løjer,
spiser Kjernen sød,
men i Pigens Skjød
kaster hulen Nød.
Men just netop udi de Hule
Sommerfuglelarver sig skjule.
Ekhorn Egoist vil kun svælge,
Fantasus de Hule vil vælge.
Om de Friske veed
han jo den Besked:
der er Kjerne fed.
Men i en af hundrede hule
kan et stort Vidunder sig skjule.
Engang var en Perle inddrukket,
engang var en Guldnaal indstukket.
Huldren — det var slemt —
havde Naalen glemt
for en Alfes Skjemt.
Ofte blaa som Himmelens Bendel
boer der liden Sfinx Filifendel.
Fantasus har hørt den at hamre
sidste Høst paa Hamsenes Kamre;
tænker saa som saa:
jeg de hule maa
nøje passe paa.
Der formummet tør jeg dig finde,
Fagre Sfinx, du min Elskerinde!
Derfor Du de hule ei hade,
Livet liden Maddik tillade!
Sfinxen næste Vaar
med sin Vinge slaaer
Ekhorns Næse saar.
Gylden Pung, som ligger tilbage,
bør du som et Minde ei vrage.