Hassel-Nødder/I
Jeg var kaldet hjem til min ømme, elskede, skjønne Moders Begravelse. Hvem kunde holde ud inde? Sønderknustsslentrede jeg nedad den gamle Allee, og jeg saae mine Sødskende ligeledes gribe til Udflugter ad andre Kanter fra det Sorgens Huus.
I flere Aar i min Ungdom havde jeg, strax jeg kom hjem, været vant til at ile Alleen ned, forat see til to, ligesom tvende forelskte Slanger, sammenslyngede Rognetræer. Da de i Aaret 1823 stode i al ungdommelig Fagerhed, havde jeg udskaaret i hvert af dem Begyndelsesbogstaverne til mit og en underdeilig Piges Fornavne, og det saaledes at Trækkene vendte sig mod hinanden og kunde mødes. Dersom dette skedte og Træerne trivedes, tillod jeg mig en fjern Ahnelse om Muligheden af, at ogsaa vore Skjebner kunde forenes, saa lange og, paa Grund af visse Omstændigheder, høist mislige Udsigterne end vare. Med mystisk Kraft blev jeg da hvergang jeg var hjemme trukket afsted, saasnart jeg var kommen, og ellers gik jeg aldrig der forbi, uden at betragte Trækkene og Træerne paa det nøjeste.
I det første Aar beholdt Trækkene sin givne Form; de nærmedes som to Læber, der ville kysses, og Træerne trivedes fortræffeligt under Omfavnelsen. Det var ogsaa mit lykkeligste Aar. Ingen Sky paa min Drømmehimmel, uden jeg selv havde blæst den frem, og de Skyer vare blot glimrende Sæbebobler. Men næste Aar — Himmel, hvor afskyeligt havde ikke Trækkene trukket sig ud i Længden og paatvers, som mod hinanden vrængede Munde! Forskjellige gule Moseflekker røbede ogsaa, at Træerne skrantede. Min Tilbedte var rigtignok ogsaa bleven forlovet; men da dette ikke gjorde noget Skaar hverken i Kjærligheden, saa luftig som min var, eller i Forventningerne, udtolkede jeg ikke Træernes Vantrivsel anderledes, end at den Forlovelse var en Overgang ligesom Træernes Overgang vist vilde være. Min Kjærlighed længtes ikke efter nogen sandselig Belønning, uagtet jeg med Misundelse saae min Moder kysse den unge Pige — allerede da af Aar som af Stand en Dame — og mine Forventninger trængte sig med virkelig rosværdig Beskedenhed ganske tilbage til næste Aar, da jeg skulde blive Student; thi da, følte jeg, vilde de blive uhyre og Magten til at iværksætte dem ligesaa uhyre.
At sprænge en Officeer iveiret — Pyh, hvilken Bagatel for en Student i de gode Aar! Hun har forgabet sig i Uniformen. Jeg skal ogsaa komme hjem i Uniform og ved god Leilighed ved et Selskabsbord, hvor hun er tilstede, skal jeg intonere Studenternes Triumfvise:
«Jeg er Student, med andre Ord:
jeg er min egen Herre» o. s. v.,
med betydningsfuld Gjentagelse af Kandidatverset:
«Og naar jeg saa ved grønne Bord», o. s. v.
Men foran Træerne kom aldrig Tanker, der havde saameget Materie ved sig, tilorde i mit Bryst. Der og i den Elskedes Nærhed formaaede jo ikke engang hendes Forlovelse at genere min Kjærlighed. Det var kun af og til paa Hybelen i Byen og med den studentikose Pibe i Munden at den karnificeredes saa grovt. Min Kjærlighed var saa nøisom, at den følte sig oversalig, naar jeg ude i Gangen kunde snige mig til at kysse den Tilbededes Hat. Engang tog jeg dog feil, som jeg opdagede da de unge Damer kom ud efter Theen. Jeg havde havt Nydelsen, ja nydt til Overmaal, saa jeg var bange at have sat Flekker paa Hatten; men Eftersmagen var fæl. En Forlovelse gjør en saadan Kjærlighed intet Afbræk. Det er den umuligt at tænke, at den ikke tilsidst skulde krones, men den vil dette kun gjennem Lidelser.
Da jeg Aaret derpaa saae til mine Træer, vare de endnu mere vantrevne i alle Henseender. Min Elskede var vel bleven fri ved hendes Forlovedes Død; men mine store Forventninger, om hvad en Student kan udrette, vare skuffede. Visen havde jeg nok udbragt, men slet og ubeleiligt, medens en heldigere theologisk Student i Nabobygden kortefter virkelig ved samme Vise tilsang sig en Kjæreste for en Tid. Jeg grublede og grublede foran Træerne. Endnu grønnedes de dog i Toppen, og det udlagde jeg til: „Hvem veed hvad der kan skee? Maaskee hun, og maaskee jeg, og maaskee hendes Familie, og maaskee min Familie, og maaskee og maaskee og saaledes tusinde Maaskeer....“
Næste Aar var der kun et Par Krandse i Toppen og Navnetrækkene vare ulæselige. Jeg erkjendte Skjebnens Sejer og hørte op med at bigte foran Træerne, at de Forelskelser, som imidlertid kunde være mig overgangne som et Slags „røde Hunde“, kun vare Surrogater for min virkelige og første uslukkelige Kjærlighed.
Træerne vare forlængst uddøde, dog stode de endnu med sine bemosede udløbne forvrængede Træk. Store Blaaklokker, klattrende Vikker og vilde Roser skjød lystigt op om de hvide forvittrede Stammer.
Næstnæstsidste Aar stode de endnu sammenslyngede i Døden, som da de havde Dafnes friske Slankhed, og Barken duftede under mine ængstelige vellystige Snit.
Næstsidste Aar var det jeg hjemkaldtes i hiint sørgelige Ærind, og vandrede nedad Alleen. Jeg tænkte ikke paa Træerne; alligevel førte Skridtene mig did, forat blive gjennemgyst af den dybeste Sorgtanke, et Barn kan yde sin Moder: den om de forsvundne Uskyldens Aar, da vi, netop i de Øieblikke Slægtkjærligheden begynder at røre sig, fatte hvad det er at have en Moder, en Moder som seer hvad der foregaaer i vore Hjerter, som seer at Traade, der famle efter noget Fremmed, begynde at udspinde sig deri, og som dog med øm Uegennyttighed gjør alt for at fremme sit Barns Interesse.
Træerne vare borte. Afbrudte en Alen fra Roden laae de endnu omfavnende hinanden paa Jorden. Stunden da jeg skar Navnene i dem stod for mig; da vare de friske og livslystige som jeg ved Siden af min Moder. Der ligger min Ungdom, min herlige, sværmerske Ungdom! der ligger Livsenstræet i mit Paradiis, Vidnet om den Tid, da jeg nød Honningen af to Kjærligheder: den til min Moder og den til Hende, hvis Navn Træet havde baaret. Min Ungdom fra det 14de til det 17de Aar, stod for mig saaledes som den blomstrede i Ferierne med Kaktussens hurtige Fyrighed og overgaaende Pragt.... Jeg saa Moer i Gighen med Bybrunen fore paa en Visit til Nabogaarden med den hjemkomne, altid et godt Kvarteer forlængede Søn. Alt trak mig did: de venlige gamle Folk, Gaardens Præg af Alderdom og Adel, de kostbare gammeldags Møbler i de altid af Vellugt duftende Værelser, hvori et chinesisk Skab med barokke forgyldte Figurer og en pragtfuld Seng med tykt rødt Damaskes Omhæng med Figurer især havde vakt min Interesse. Ligesaa de høie, susende Lønnetræer i Gaarden og rundtomkring en beslægtet Frøkens grotteagtige Gravsted, de høje Hækker med Jasminer og hvide og røde Roser, bag hvilke vi endnu legede Gjemsel, jeg og de to med mig jevngamle Husets særdeles elskelige Døttre og endelig — til disse kom min Tilbedede ofte i Besøg. Da især, naar jeg havde faaet opsnuset det, var det, min gode Moer purredes ud i Gighen, og til at tage mig med.
O lykkelige Dag! Men Tusindfold lykkelig den Dag, da tre lyse Kjoler viste sig i Døren saasnart vi vare med Gighen under de store Træer.
Efter en saadan var det jeg om Morgenen skar Navnene i Træerne.
Med disse Tanker stirrede jeg paa de omfaldne symboliske Træer. Unævneligen vemodige, bleve mine Tanker tilsidst ikke ubehagelige. Besøgene paa hiin Gaard har nemlig altid vakt en lignende behagelig Erindring, som den man langt ude i Mandsaarene fra Skoledagene af nærer for Lørdagsaftnerne.
Dagen efter gik Liigfølget nedad Alleen. Jeg saae til Siden. Træerne laa der. Min Ungdom stod atter for mig, men ligesom Basreliefs i Gips. Selv min første Elskede havde Dødens Farve, men hun besad sin Skjønhed, og denne var af den Beskaffenhed, at man af hendes Hovedskalle, om den sees om hundrede Aar, vil kunne slutte sig til, hvor overordentlig den har været.
Hidtil havde dog Træerne staaet oppe; nu laae de i Græsset; og jeg tænkte: Min Ungdoms-Elskedes Lykke er knust; og hvad Glæde er der nu for mig i Verden, siden jeg ogsaa har mistet min anden endnu tidligere, lykkeligere og stærkere Kjærlighed: min Moder?