Chr. Tønsbergs Forlag (s. 7-11).

Det var i det Aar, da man førstegang i Norges Hovedstad begyndte at brygge Øl i det Store og navnlig Otteskillingsøl. Jeg gik endnu paa Skolen; men et Par bergensiske Studenter i mit Logis gav mig gratis Underviisning i at drikke bemeldte Stærktøl i store Kvantiteter og i at røge Tobak, samt i flere Studenternetheder — jeg veed ikke een undtagen.

„Nu, Gut, drik!“ sagde den Ene af Kontubernalerne, et Menneske, jeg gjorde meget af ogsaa fordi han var saa smuk.

„Dona præsentis carpe lætus horæ et linque severa!“

„Hrr. Rasmussen — sagde jeg, idet jeg skjød baade Glas og Pibe fra mig — lad det være for ikvel; men gjør mig den Tjeneste at følge mig ind i næste Værelse.“ Det skede.

„Hun er i Byen — vedblev jeg — Jeg veed det positiv; Hun, som jeg har fortalt Dem om at jeg har skaaret hendes Navnetræk i Træet. Hun boer hos sin Tante.. O Gud! Gud! kunde jeg blot faae see et Glimt af hende, blot Profilen, ikke selve Ansigtet engang, vilde jeg være lykkelig. Og jeg veed et Middel dertil, naar De blot vilde hjælpe mig, og jeg torde komme frem med det. De skulde ogsaa selv faae see hende. Aldeles græsk, det forsikkrer jeg dem.“ Leende tilsagde han mig sin Bistand, uagtet jeg forlangte intet mindre end at han, Toaars-Studenten, skulde staae Buk for mig, Skolegutten (skjøndt rigtignok Mesterlektianer) saa jeg kunde kige indad Vinduet hos Tanten.

Klokken var kun 7, og før Kl. 10 blev det ikke saa mørkt, at Forehavendet kunde voves, især da der var en Skildtvagt næsten ligeoverfor. Men jeg stillede hurtigt mit nye Konfirmationsuhr ½ Time frem og foreslog en Spadseretour imidlertid. Den Ulykkelige indlod sig derpaa, og under idelig Snak fra min Side om den mageløse Skjønhed han skulde see, trak jeg ham med mig først til Tøjen, Tøjen rundt, ud til Egebergsvingen, gjennem Byen en Fjerdingvei paa den vestre Kant, rundt Fæstningen samt de fleste af Byens reelle Gader. Aldrig vilde det blive mørkt nok — ikke engang saa mørkt, at jeg turde vove mig igjennem den Gade, hvor Tanten boede. Jeg fortvivlede; min Kammerat havde alt mange Gange yttret Lyst efter de forladte sex Ølflasker. „Ak, hvor skulle de smage, naar vi komme hjem!“ var min daarlige Trøst, der kun bragte det grinende Svar: „ja naar Fanden bliver det? Men nu ikke et Skridt længer!“

Jeg fik ham tryglet ned til Hjørnet, hvorfra man kunde see Tantens Huus. „Bravo! Gardinerne ere alt nede, og Lys tændt. Endnu et Kvarteer, saa er det mørkt nok til at jeg kan klyve op.“

Ogsaa dette Kvarteer lod han gaae, og det gik i den fuldkomneste Taushed, thi jeg hørte mit Hjerte slaae som om det vilde sprænge sig ud; snart syntes det at sidde fast i Halsen som den bekjendte globulus hystericus.

„Nu Kujon! Kvarteret er gaaet,“ brummede min Kammerat. Aarerne i min Pande pulserede voldsomt under den ideligt tilbagekommende Tanke: Hvad om du blev greben som Gadeskøjer og ført ind til Tanten og til — —!

Men jeg maatte til. Studenten stod allerede Buk og det ikke altfor stille; bag mig klirrede Skildvagtens Gevær. Nu sidder hun og Tanten og drikke The, tænkte jeg, og da kan du vel betragte hende imag.

Jeg var oppe paa min Vens Skulder med Ansigtet til Ruden, hvor Rullegardinet lod en Aabning til Siden.

O Fortvivlelse! Ingen at see!

„Ak! Hun er der ikke“, hviskede jeg . .

„Nu ja saa slipper jeg . .“

„Nei, nei! for Guds Skyld! Hun maa være der, Hun maa! Blot to Sekunder til! Blot een! O! o! Nu er en Evighed for kort; thi jeg seer hendes Profil paa Væggen. O Gudskelov! Det er dog noget. Det er meget. Jeg behøver ikke meer. Tak! Tak for Hjælpen. Men se nu De . . ganske græsk . . .“

Neppe stod han paa min Skulder, før han brast i en umaadelig Latter. Af Forfærdelse syntes jeg det var umuligt at komme af Stedet, og dog befandt jeg mig inden to Sekunder ved Hjørnet, medens Studenten laa brølende paa Fortouget og Skildvagten raabte: Hvem der?

Jeg løb og løb videre, og Uhyret efter, leende saa høit og saa umaadeligt, at Folk aabnede Vinduerne og raabte paa Vægteren. Desto mere rasende løb da jeg, for ikke at komme i Ulykken med ham. Men pludselig fandt min Forfølger paa under Latteren at raabe mit Navn, og saa standsede jeg da hurtigere end Loths Hustru, forstenet af Skræk som hun. Med skrallende Latter faldt han mig om Halsen; Begge tumlede vi ned paa en Trap.

„Veed du hvad det var for en Profil du saae?“ brølede han, atter afbrudt af sin Latter, uden mindste Hensyn til Tid og Sted. „Og siig mig, er ikke Tanten pukkelrygget?“ Og saa spurgte han vel ti Gange, før han kunde give nogen Forklaring.

Men jeg loe ikke, da han underrettede mig om, at hvad jeg havde anseet for min Tilbededes Profil kun var Skyggeridset paa Væggen af Tantens fremspringende Ryg. Nogle tilfældige Bøininger af hendes Klædebon havde givet den græske Næse, de fine men distinkt tegnede Læber, Hagen m. m.

Denne siden inneholder en illustrasjon som bør klippes ut og lastes opp til Commons.

Øllet smagte ypperligt, da vi kom hjem. Jeg drak og røgte stærkt dertil, men med hollandsk Taushed.

„Et Qvi pro quo, Broder!“ sagde min Kammerat og stødte an.

Sibilla pro Illa“ mumlede jeg med en Klang som af en sønderbrukken Potte. Jeg var virkelig ogsaa som sønderknust baade i Hjertet og i Benene.

————————

„Men hvor havde du din Efterretning fra om din Tilbededes Ankomst til Byen,“ spurgte Kameraten mig Dagen efter.

„Hun stod som Ankommen i Avisen. Se her, jeg blev saa glad, at jeg kneb Nummeret fra Værten, og her staaer under Gaarsdagen den 10de Mai ankommen. . Tys!“ sagde jeg, bange forat høre det hellige Navn; „men her seer De selv.“

„Atter et Qviproquo“ — loe han — „Avisen er jo fra ifjor af.“

Med slappe Træk og et Par Koøine gloede jeg paa Tallet, som han pegte paa. Det lod sig ikke benegte; den var netop aarsgammel.