Henrik Wergeland – Fædrelandskjærlighed
Igjennem lange Tider har den norske Almuesmand haft kun lidet Kjendskab til sit Folk og Fædreland. I gamle Dage var det rigtignok ikke saa. For 500 Aar siden og længere tilbage lige ned til Harald Haarfagers Tid (900 Aar efter Kr.) var der en saadan Aand og Driftighed i Folket, at de baade vilde komme Forfædrene og deres Gjærninger levende ihu, og tillige ligne dem i mandig Daad. Der var i de Dage en saadan Færdsel og Rørelse mellem By og Bygd, et saadant Samkvem mellem Bønder og Herremænd fra den ene Landets Ende til den anden, at endog Almuen kjendte godt til de fjærnere Egnes Lejlighed og til Folkets dygtigste Høvdinger, Talsmænd og Helte, fra hvilken Kant de saa end var. Paa Sjøtog, Thingsteder og Valpladse, ved Kirkefester og i Kongehallen mødtes Odelsbønder, Herrer og Jarler, nærn og fjærn, og fik saaledes med egne øjne og ved Samtaler Kjendskab til Alt, hvad der af Vigtighed fandtes og skede videnom i Norges Dale.
Men Tiderne forandredes. Folkeaanden slumrede ind, og Landets fribaarne Odelsbønder fandt sig da blandt Andet i at udelukkes fra Thingforretningerne. Kun Herremændene og Præsteskabet gjorde sidenefter Rejserne til Things, og antog eller forkastede Kongens Love, Noget, som før havde været hele Folkets Rettighed. Ogsaa flere Omstændigheder kom da til, og gjorde, at Folkets Rørelse og Driftighed svandt hen; Almuen blev uvidende og ligegyldig om, hvad der levte og rørte sig udenbygdes – uden Kjendskab baade til fræmmede Egne, til Folkene der og til Landets øvrige Forholde. Hine Herremænd havde alene Anledning til at bevare og fornye dette Kjendskab, og saaledes opstod der ogsaa i denne Henseende en Kløft mellem dem og Bonden, som nu i alle Maader blev en Hjemfødning.
Indtil vore Dage har det været saaledes. Endnu er det ofte Tilfældet, at Almuesmanden ikke kommer udenfor sin Fødebygd eller idethøjeste til et Par Nabobygder og en By. De blaagraa Fjelde borte ved Himmelranden er Grænserne for hans Steds-Kunskab; hvad der ligger bag dem, ved han ikke, og bekymrer sig kun lidet derom. Endel Navne paa fremmede Bygder har han nok hørt; men paa hvad Kant de findes, og hvor fjærnt de ligger, det er ham en Gaade. Jeg erindrer saaledes godt, at jeg i min Barndom vidste Navn baade paa Klæbu, Rennebu og Ringbu, hvoraf det første er 5, det andet 11 og det tredie 30 Mil fra mit Barndomshjem; derimod vidste jeg ikke nøje, hvilket af dem var længst borte, førend jeg skulde ud i Værden og lede op Klæbu Seminarium. – Paa samme Maade er det naturligvis ogsaa med Kjendskabet til Beboerne i Landet, Man kjender Endel i sin nærmeste Kreds og En og Anden fra fjærnere Steder; man kjender Præsten, Provsten og Lensmanden, tildels ogsaa Biskoppen, Fogden og Sorenskriveren men ikke altid Amtmanden, endsige Embedsmænd længere borte. Nu, dette er jo slet ikke at laste Almuen for; jeg nævner det blot som et Exempel paa Forskjellen mellem Oldtiden og nu. Dengang gjaldt det ogsaa om Bønderne, hvad Almuen nu siger om „Finner og Storfolk,“ at „de er kjendt med hværandre Allesammen, hvor saa end mødes“.
Undertiden kan dog ogsaa Almuen faa høre lidt fra langtbortliggende Bygdelag, f. Ex. Rygter om Ole Højland og andre Stortyve, om „Vise-Knud,“ Syner og Aabenbarelser, om Visedigtere, mærkelige Hændelser o. s. v. Derimod er det sjælden, at vore lærde Videnskabsmænd, Digtere og Bogskrivere gjør synderligt Opsigt blandt Almuen, naturligvis fordi denne ikke kan fatte og skatte deres Værker.
En Digters Navn er der dog, som hertillands er bleven bekjendt i alle Kroge, tror jeg, og det er Henrik Wergelands. Vistnok ved man ikke synderlig om ham; man holder ham nok for en „Raring,“ men man tror dog ogsaa, at det var en mærkelig Mand, og deri tror man nu Ret. Fordetførste var han den største Digter, Norge har haft; han skrev en utrolig Mængde Kvad, skrev vistnok ogsaa mange andre Bøger, men viste sig dog overalt især som Digter, det vil sige, var stedse rig paa Lignelser, kraftige, livfulde Talemaader og herlige Indfald. Saadanne Mennesker er nu gjærne lidt anderledes end Andre, og da de af Gud er begavet med større Aandsevner end Folk ialmindelighed, er det heller ikke at undres over, om ikke Alle forstaar dem tilgavns. Mange kan jo fatte, hvad Wergeland skrev; men det er ingen Skam for almindelige Bønder, om de ikke forstaar ret saa meget af hans Digtninger; thi dels hører dertil megen Læsning og mange Kunskaber, og dels er det saa sin egen Sag med Poesi; det er ikke alle lærde Folk heller, som kan fatte stort af den; det kommer an paa, om man har Sans for, hvad der er Stort og Skjønt, thi deri bestaar Poesien eller Skjaldskabet (Digtningen). Wergeland har imidlertid digtet saa Meget, at der jo altid er enkelte Stykker iblandt, som Enhvær kan forstaa, naar man blot læser langsomt og med Eftertanke. Digte maa forresten ikke just som simple Viser læses efter Rimet, men efter Stansningstegnene; det er ofte, at der for Meningens Skyld er sat Punktum og maa stanses midt i en Verslinje, men at der ved Linjens Ende ikke skal stanses det Mindste.
Wergeland var en Provstesøn men gik som Student i Vadmelsklæder. Han indsaa, at Overdaadighed og Ødselhed er en af Norges timelige Ulykker, og han vilde saa gjærne vise Bonden, at det gaar an at leve simpelt, og lære ham at være arbejdsom. Derfor spør han etsteds: „Hvorledes tror du Landet kan blive til hvad det bør, næmlig til sine Børns Forsørger?“ Og han svarer:
„Ved Agerdyrkning og ved Industri, (d. e. Husflid)
kort – ved at Hvermand bliver lig en Bi;
ei lig en Humle,
der kun af Andres lever og kan brumle.“
Wergeland havde et meget kjærligt Hjærte. Selv var han fattig, men man siger, at han ofte gav bort den sidste Skilling, saasnart han fik se en Fattigmand, endog om denne ikke havde bedt ham. Han syntes Synd i Dyrene, som man saa ofte plager dels med for strængt Arbejde, dels ved at svælte dem og dels ogsaa ved at dræbe dem paa pinsomme Maader. Han kunde nok ofte blive hidsig og opirret, men han blev ogsaa snart blid igjen, og tilgav tit Fornærmelser, naar han blot fandt lidt Oprigtighed hos Folk. Derimod var han hadsk paa Alle dem, som han trode gjorde Landet og Folket Skade, f. Ex. endel Prokuratorer, Aagerkarle o. s. v. I sin Hidsighed angreb han endog slige Folk saa ubesindigt, at han dømtes til Pengebøder og paadrog sig megen Ærgrelse.
Blomster og andre Guds synlige Gjærninger i Naturen elskede han overmaade højt; man saa ham næsten aldrig uden med en Blomst paa Brystet. Han glædede sig saa ubeskrivelig, maaske endog formeget, ved Naturens Herlighed, og han søgte medrette at opmuntre Folket til at forstaa og nyde Landlivets Glæder. – Selv gjennemvandrede han flere Egne af Landet, gik om i Skog og Mark og samlede Blomster og Urter, ja ogsaa hans Værelse var opfyldt af Dyr, Planter og Stene. Som han saaledes vandrede om i Ejdsvolds Præstegjæld, hvor han var opvoxet, opdagede han ogsaa en Kilde, hvis Vand har helbredende Kraft, og som siden er indrettet til en ordentlig Sundhedsbrønd, hvor aarligaars mange Syge kommer for at bade sig. – Han var stor og kraftig af Væxt, og hærdede sit Legeme f. Ex. ved at bade sig i koldt Vand, endog sent paa Høsten naar Vandet allerede begyndte at islægges o. s. v. Men hvad Wergeland end gjorde, og hvormeget han end digtede, saa var der dog Intet ved ham, der straalede saaledes som hans Kjærlighed til Frihed og Fædreland. Det var disse 2 Ting, som idelig stod ham for Øje, laa ham paa Tungen, gjennemstrømmede hans Sjæl og drev ham til at digte. Vi havde faat en fri Forfatning i 1814, men den stod endnu mest kun paa Papiret, i Grundloven, og havde ikke gjennemtrængt hværken Folkets Bevidsthed eller Lovgivningen. Wergeland var opvoxet paa Ejdsvold, det Sted hvor Grundloven var bleven givet, og hans Fader havde dengang udmærket sig i Rigsforsamlingen. Det var derfor saameget rimeligere, at han elskede denne vor folkelige Frihed, og hvis den omsider rigtig faar Overhaand i vore Indretninger og vinder Bugt med alle tyranniske Anskuelser, som endnu hænger i Folket, – da maa vi ikke glemme, at Henrik Wergeland var dens første kraftige Forkjæmper. Han vilde ikke have en saadan Frihed, som bestaar i at haane Kongen; han elskede tværtimod baade ham og Folket højt. Han vilde ikke, som Saamange, have en Frihed blot for sig selv og sit eget Parti, men for det hele Folk, ja for alle Mennesker. Derfor ivrede han ogsaa for, at Jøderne ikke længer maatte blive udestængt fra Norge, og viste hvilken Uretfærdighed og Skam det var. Men han oplevede ikke at se dette ønske opfyldt; det skede først ifjor, og Wergeland var allerede død i 1845, efterat han i flere dejlige Digte, især „Joødinden,“ havde søgt at røre Folket til Barmhjærtighed mod de foragtede Jøder. Ogsaa andre Frihedssange og Frihedskvad har han skrevet vel i Hundredevis. Hans Fædrelandskjærlighed udtalte sig ligesaa ofte baade i Gjærninger, i Tale og i Sang. Alt hvad der var norsk, havde for ham en høj og kjær Betydning: det norske Folk, det norske Sprog og Norges Natur. Han var den Første, som for Alvor vilde optage Bondeord i Skriftsproget, og drev med Kraft derpaa. Ham kan man ogsaa sige det er, som allerførst gav Stødet til Oprettelsen af Almubogsamlinger i Landet. En af hans vakreste Sange om Naturen heroppe begynder saaledes:
„Det er min Sjæl en frydfuld Trang
at gjæste Norges Dale.“
Senere heder det:
„Hvor strømmer ud Berusning sød
fra Dalens Bjerkelunde!
Det var en Drøm i Engles Skjød
paa deres Mos at blunde.
Hvad Harpespil i denne Bæk!
Hvad Melodi! hvor sød en Skræk!
Bestandig ny den toner væk,
ak! som fra Perlers Munde.
Hist slanken Silje, Hæg og Pil
og Rogn sig sammenranke.
Det nøgne Fjeld de dække vil –
det er en kjærlig Tanke.
Saa, norske Brødre, Bryst ved Bryst,
vi ville med vemodig Lyst
vor Moders Brøst selv hylle til –
det er en kjærlig Tanke.“
Af „Smaagutternes Nationalsang“ skal jeg her anføre følgende Vers:
„Vi ere en Nation vi med,
vi Smaa, en Alen lange:
et Fædreland vi frydes ved;
og vi, vi ere mange.
Vort Hjerte ved, vort Øje ser,
hvor godt vakkert Norge er;
vor Tunge kan en Sang blandt fler
af Norges Æressange.
Mer grønt er Græsset intetsteds,
mer fuldt af Blomster vævet,
end i det Land, hvor jeg tilfreds
hos Far og Mor har levet;
jeg vil det elske til min Død,
ej bytte det, hvor jeg er fød,
om man et Paradis mig bød
af Palmer oversvævet.
Hvor er vel Himlen mere blaa?
hvor springe vel saa glade
de Bække, som i Engen gaa
for Blomsterne at bade?
Selv Vinteren jeg frydes ved,
saa hvid og klar som strøet med
al Stjernehimlens Herlighed
og hvide Liljeblade.
Jeg ikke vil for fremmed Vaar
min norske Vinter bytte,
og fremmed Slot ej, nær forslaar
imod min Faders Hytte.
Han siger, han er der saa fri.
Det ej saa nøje fatte vi
men noget Godt er vist deri,
som værd er at beskytte.“
Jeg skal endvidere tilføje et Stykke af Wergeland om Fædrelandskjærlighed, som findes i hans „Blad for Arbejdsklassen.“ Dette Blad indeholder mange særdeles gode Stykker, som ogsaa ialmindelighed er lette at forstaa. Et og andetsteds er der vel et Ord iblandt, der synes lidt underligt, men ved Eftertanke vil det nok fattes. Det er dog min Pligt at gjøre opmærksom paa, at ikke alle Stykker i Bladet for Arbejdsklassen er at rose. Wergelands Tro var næmlig ikke ren kristelig, og derfor er de religiøse Stykker de mindst gode af hvad han har skrevet. Ingenlunde skal vi fordømme ham derfor, især da han stedse var saa oprigtig at udsige sin Mening; thi endog en Hedning, naar han blot er oprigtig og ærlig, er mere at agte og staar Guds Rige langt nærmere, end en hyklersk Kristen, hvoraf der desværre er saa Mange iblandt os; – der er Intet, som mere strider mod Guds Væsen end Hykleriet, Falskheden og Uærligheden, hvorfor ogsaa Kristus kaldte sig selv Sandheden men derimod Djævelen Løgnens Fader. Manglede altsaa Wergeland kristen Tro, saa kan vi vel beklage det baade for hans egen og for vor Skyld; thi hvad vilde ikke han udrettet med sine overordentlige Evner, dersom blot hans Øje havde været ret opladt for Kristendommen i al sin Fylde og store Herlighed Vi kan og maa beklage det; men forøvrigt bliver det egentlig en Sag mellem Gud og ham, og vi har da intet Andet at gjøre, end hvad vi bestandig skal komme ihu, nemlig at prøve hvad vi læser, „prøve Alt og beholde det Gode.“ Og Wergelands Blad indeholder, som sagt, overmaade meget Godt; følgende Stykke er en Prøve deraf:
„En Patriot, d. e. en Fædrelandsven,“ er det Menneske, som vil og gjør sit Fædreland alt det Gode, som staar i hans Magt. Og Patriot kan baade Mand og Kvinde være, Manden paa mangfoldige Maader i Fred og Krig, Kvinden vel ogsaa i Ufred, men dog især ved de stille Dyder, som gjør Freden blomstrende, nemlig ved Tarvelighed og Arbeidssomhed og ved at opdrage Fædrelandet nyttige Borgere og Borgerinder i sine Børn.
Alting i Naturen synes at bære en fortrinlig Kjærlighed til det Jordstrøg, hvor det er fremkommet. Det er i denne Henseende med Menneskene ligesom med Planterne og Dyrene, at de trives i Almindelighed bedst der, hvor de have oprindeligen hjemme. Mennesket foretrækker derfor allerede tidlig det Land, hvori han fødtes, hvor uvenligt og barskt et Opholdssted det end kan synes for Andre. Finlappen ønsker sig fra sydligere, skjønne Egne tilbage til sit øde islagte Fjeld. Han foretrækker ikke deres Solglands for sit blege Nordlys[1]. Og saaledes med Alle: hjemme er bedst; og det heder overalt og for alle Folk paa Jorden:
„Fremmed Ild er ei saa klar
som den Røg vi hjemme har.“
Men denne stærke og almindelige Følelse bliver efterhaanden en Drivefjeder til de fortræffeligste Handlinger, og denne Drivefjeder kaldes Patriotisme eller Kjærlighed til Fædrelandet. Og hvad fortjener vel mere vor Kjærlighed og inderlige Hengivenhed, end det Land, hvor vi erholdt Livet, og hvis Statssamfund vi skylde vort Ophold og vor Sikkerhed? Overalt hvor vi henvende vort Øie i dette dyrebare Jordstrøg, føle vi, at det er vort Fædreland. Det Træ, vi have plantet, det Hus, vi have bygget, den Plet, vi ere fødte paa eller dyrke, eller hvor vi, som vore Fædre, skulle hvile – Alting er ved Vanen blevet os kjært, Alting minder os om, at det er vort Fædreland, Alting opfordrer os til at elske og forsvare det. Vort Liv og vor Formue tilhøre os derfor ikke mere i det Øieblik, Fædrelandet kræver dem. Normændene have et hædret Navn for at besidde Fædrelandskjærlighed i en høj Grad. Vor menige Mand har viist det som tapre Soldater i Felten, og vore Matroser synge midt i Sydens Herlighed:
„Vi længes svarlig hjem igjen.
Det gjør vi i Brasilien.
Og Appelsinen gyldenmalt
vi spise tit til Taarers Salt.
Men naar vi Norge faar at se,
da er forbi al Sorg og Ve.“
De mange Udvandringer af vore Bønder til Amerika synes derimod at staa i Strid med vort Folks Navn for at elske sit Land saa højt, ja man læste endog engang i Sommer med Forundring og Modbydelighed, at en saadan Skare havde forladt Fædrelandet under Hurra og Geværskud, som om Afskeden derfra ret var en Glædesfest. Men Alle have vel næppe været saa sløve, og selv De, hos hvem Armoden hjemme enten har været saa ulidelig eller Haabet om Lyksaligheden hinsides Havet saa stor, ere vel næppe komne langt før hin mægtige Følelse, Kjærligheden til Hjemmet, med Smerte har rørt sig i deres Bryst, ja der vil vel være dem, som netop faa føle den tungest, naar de finde sig skuffede i det Fjerne, hvor ingen Medfølelse findes for dem, og hvor de finde sig overladte mellem Fremmede til det Trøstesløse, at hjælpe sig selv ganske alene[2].
For nogle Aar siden, efter et Par uheldige Kornaar, udbredte det Rygte sig i det sydlige Norge, at der i Rusland eller i russisk Finland skulde staa herlige, fuldtopdyrkede og bebyggede Gaarde parate for dem som vilde komme og tage dem i Besiddelse. Men man maatte gaa langt Nord hedte det. Mangen Husmand, især i Gudbrandsdalen, lukkede da sin Stue af, og trak nordover med Kone og Børn. Efter nogen Tid at have vandret om i det Throndhjemske, kom nu vel de Fleste tilbage; men til Grund for dette Rygte laa dog noget Sandt, nemlig det, at der i Distriktet Senjen sydligst i vort eget Finmarken, i to af Naturen særdeles begunstigede Dalstrøg, findes endel Kolonister eller Nybyggere her søndenfjelds fra, især ifra Gudbrands- og Østerdalen, didkaldte og hjulpne til Udkomme og Ejendomsgaarde af en enkelt Patriot. Fortjenester af Agerdyrkningen fortjene allerede Navn af Patriotisme, og den enkelte RYdningsmand Navn af Patriot. Men i en udmærket Forstand kan vel dette Hædersnavn bruges om den Mand, som befolkede hine betydelige, indtil da ødeliggende, Dalstrøg, og som med Sandhed kan siges at have vundet sit Fædreland hele to Kirkesogne, og at have skabt i Ætledene Tusinder af Landsmænds Lykke.
Denne Mand var Jens Holmboe, siden Aaret 1781 ansat som Foged over Senjens og Tromsø Fogderi i Nordlandene.
Ved hans Ankomst til Stedet fandt han, at Beboernes Hovednæringsvei var Fiskeri, og at Agerdyrkningen derimod ikke alene var saare ubetydelig, men endog af de fleste anset for en foragtelig Syssel. Jordbunden fandt han imidlertid særdeles god, og Himmelegnen meget vel skikket til at befordre Planternes Væxt. Uagtet Sommeren der er kort og Egnen ligger højt mod Nord, indtraf i en Tid af atten Aar dog ikke flere end tre uheldige Aar, hvor Kornet ikke vilde lykkes. Dette gav ham Mod til at stræbe efter, ved eget Exempel, at virke Lyst hos Indbyggerne til at forbedre Jorddyrkningen. Ved Rydning, Grøfters Gravning og andre gode Indretninger begyndte han at udvide og forbedre sit eget Jordbrug. Han bragte det herved saavidt, at han omsider kunde saa og avle langt mere end dobbelt saa meget Rug og Byg, og holde dobbelt saa mange Kreature som ved sin Tiltrædelse. Men foruden dette rosværdige Exempel paa Flid i Jordbrug og store Fortjenester af Kreaturracerne og især af Hesteavlen, saa Senjens Heste endnu ere i stor Anseelse dernord, valgte han ogsaa et andet Middel til at opvække hos Indbyggerne Lyst til Forbedring i Jorddyrkningen. I Fogderiet vare mange ubebode, men frugtbare, Steder, som fortjente at opdyrkes. Blandt disse fandt han især to, Bardo- og Monselvdalene, hvis Frugtbarhed og herlige Beliggenhed bestemte ham til at arbeide paa at faa dem bebode; men at formaa nogen af Fogderiets Beboere til at forlade Sjøen og nedsætte sig i Dalene for at drive Jordbrug, var ikke at tænke paa. Han forskrev derfor i Aaret 1787 nogle brødløse Husmandsfamilier fra det sydlige Norge, og overtalede disse til at nedsætte sig i Bardodalen, paa det Vilkaar, at han forstrakte dem med Alt, hvad de, som fattige Nybyggere, behøvede at begynde med. Da Regjeringen blev underrettet herom, fik han sine første Forskud godtgjorte, og Tilladelse til at forskyde disse Folk endnu mere for offentlig Regning. Men der mødte adskillige Omstændigheder, som forvoldte, at Nybyggerne stode paaveje at flytte derfra igjen, dersom de ikke hastig og kraftigen bleve understøttede. Holmboe ydede dem strax denne Hjælp, forskaffede dem fra Bergen Fødevarer og andre Fornødenheder for 538 Rdlr., og satte sig for denne Sum selv i Gjæld hos Kjøbmændene. Kolonien blev reddet fra Undergang, og kom efterhaanden saavidt, at den fem sex Aar derefter kunde hjælpe sig selv, uden nogen Understøttelse. Indtil Aaret 1800 havde den saaledes udbredt sig, at den da bestod af 37 Familier, der talte 196 Medlemmer. Kreaturernes Antal beløb sig til 313 Hoveder Storfæ, 511 Stykker Smaafæ og 59 Heste. Kolonien gjorde bestandig de stærkeste Fremskridt, og voxede hvert Aar ved ny Tilflytning. Den havde at udbrede sig paa en Strækning af fire Mile Land, der bestaar af Skog og de græsrigeste Sletter, som de fiskerigeste Elve sno sig igjennem. Efter al Sandsynlighed vil og maa den med Tiden blive et af de folkerigeste Kirkesogne i hele Fogderiet. Allerede fra først af var dens betydeligste Næringsvei Agerdyrkning og Kvægavl, og dens fleste Beboere i Besiddelse af saa megen Ager, at de af Rug og Byg avlede saa meget de behøvede, ja at nogle endog havde Sæd tilovers fra det ene Aar til det andet. Adskillige af dem have bragt Potetesavlen saavidt, at de have kunnet sælge af dette Fødemiddel til Tromsø Kjøbstad. Overalt i Kolonien hersker Arbeidsomhed og huslig Flid, og i de fleste Huse en udmærket Renlighed. Men selv for Senjens Fogderi har denne ny Koloni været af udbredt Nytte; den er bleven bekjendt i det sydlige Norge som en Egn, hvor duelige og arbeidsomme Mennesker, skjønt de ere fattige, kunne finde Udkomme. Adskillige hundrede Familier droge derfor hid, og henvendte sig til den retskafne Holmboe, som formaade Indbyggerne til, for det første at forunde dem Huusly og lade dem arbeide hos sig for Føden, indtil den største Del siden er bleven bosat paa Stedet. Alle disse Nyankomne have været duelige Folk, bekjendte med Agerdyrkning og de til samme fornødne Sysler. De udbredte Kundskaber om et bedre Jordbrug blandt Indbyggerne, og Virkningen deraf var, at Jordeiendommene bleve solgte til mange Gange saa høi en Pris som forhen.
Distriktets Biskop, der paa sine Embedsreiser ogsaa besøgte dette ny Anlæg, kunde ikke noksom anbefale det hos Regjeringen, og gjøre den opmærksom paa, hvad der til Norges Opdyrkelse kunde udrettes, dersom der i Nordlands og Finmarkens mange ubefolkede Dalstrøg langs Fjorde og Elve indførtes Landbrug. Kun i fire Dage havde han Tid til at bereise den frugtbare, men øde Egn fra Sallingsfjord igjennem en ældgammel udhugget Bjerke- og Furuskov, over Bardoelven til Kolonien Bardofjorden, lige indtil Elvens Udløb i Malangerfjord, en Strækning af fjorten norske Mile. Men i denne korte Tid besøgte han dog femten af disse Nybyggeres Huse, havde Natteleie i to af dem, tog deres Bopæle i Øiesyn, og underholdt sig med mange af dem. Han frydedes her ved et Syn, som gjør Holmboes Navn evig Ære. Familier, som for største Delen vare komne over hundrede Mile fra, havde her i en Tid af tre til fire Aar fundet Leilighed til, med sine egne Hænder og med meget lidet Værktøi at opføre sunde Vaaninger, bekvemme Huse, Stalde og Laaver. Biskoppen traf her Folk, som selv anden, ja endog alene, blot med Hustruens Hjælp, havde fældet Træer, hugget Tømmer, opført vakre Stuer, Kaminer, Skorstene, Fjøse og Stabur, udset sig Agerland fra det første eller andet Aar, opbrudt det som oftest med den blotte Spade og Hakke, tilsaad det med Byg og Rug, og forskaffet sig fire, ja endog flere Kjør, og ti til tolv Faar. – Paa alle Nybyggerpladsene stode Agre af to til fire Tønders Sæd, rene for Ugræs og med jævnt tætte Ax, som uagtet den korte Sommer og ringe Varme gav Haab om en meget god Høst. Nybyggerne havde saa meget Korn i Behold, at de i et uheldigt Aar kunde hjælpe sig. De fleste af disse Pladse ere betryggede mod Frost, og Agrene fandt Biskoppen at være bedre dyrkede her end i de nærmeste Bygder. De fleste af Indbyggerne fandt han sædelige, arbeidsomme og opfindelsesrige. En stor Del var færdige i Haandværker, især i dem, der angaar Landbruget og Bygningsvæsenet.
Alt dette var Frugten af tretten Aars Bestræbelser, som Holmboe havde anvendt paa at anlægge og ophjælpe denne Koloni. Landhusholdningsselskabet belønnede ham derfor med sin største Guldmedalje. Men desværre, han glædedes ikke længe ved at se sit Værks Fremgang. Ogsaa denne sande Patriot havde sine Miskjendere og Fiender, og det er sagt om ham, at Krænkelse lagde ham før Tiden i Graven. Han døde i Aaret 1804, ikkun 53 Aar gammel. Fred og Ære med hans Minde! Det bør leve saalænge Bardo- og Monselvdalens Kolonier bestaa, og ikke blot der, men i hele Norge.“
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |
- ↑ Det var ogsaa saaledes den danske Digter Thaarup sang saa vakkert:
„Ei Grønlands arme Søn vil bytte
sit golde Fjæld med kornrigt Land.
Et Marmorslot er ham hans Hytte,
og Fjældet er hans Kanaan.“O. Vig.
- ↑ Man skulde rigtignok tro, at selv om Nøden drev Folk, maatte det dog være tungt at forlade Fædrenes Land; man skulde tro, at enhvær Nordmand dog vilde drage bort med et vemodigt Sind, og selv i Amerika mindes os med Velvilje. Men nej, saa kolde er Hjærterne blevne heroppe nu, at man endog haaner sit Barndomshjem, efterat man er kommen over Havet. Der stod saaledes nylig i „Arbejderbladet“ et Brev fra Amerika, hvori Norge kaldtes en „Skrab-Lap“ – en vakker Tittel!
O. Vig.