Om Landalmuens Næringsdrift og Levemaade
Som Enhver ved, der har haft lidt Omgang med Folk fra Landsbygderne, klages der gjærne over, at det er smaat og trangt om Ophold. „Her er Lidet at leve af og Intet at kjøbe for“, heder det; „det nytter ikke, om man slider og slæber Aar ud og Aar ind; Tiden bliver værre og værre, der er ingen anden Raad end at flytte til Amerika!“ – Saaledes lyder Klagen, og det kan ikke Andet end gjøre os opmærksomme og tankefulde, hvis vi virkelig har vort Folk og Fædreland kjært. Det er idetmindste værdt, ja endog Pligt, efter Evne at overveje denne Sag, og finder vi, at der er noget sandt i hin Jammersang, hvem af os skulde ikke da have Lyst at gjøre Sit til, at den maatte holde op! Det vilde dog visselig glæde ethvært Menneske med Hjærte i Livet, om Tilfredshed, ydre Lykke og Velstand blev almindelig i Landet; ja det maatte ikke blot glæde, det vilde isandhed gavne os Alle, thi Armoden trykker ikke blot den Enkelte, paa hvis Skuldre den hviler – ogsaa de rigere Medborgere faar i en vis Grad lide derunder; det ægte Borgersamfund er et Legeme, der ikke kan være ligegyldigt ved de enkelte Lemmers Nød. Ethvært, omend nok saa lidet, Vink til at forbedre Folkets timelige Kaar, er derfor visselig ikke at foragte; – det er denne Tanke, der giver mig Mod til at nedskrive nogle Raad, som vel ingenlunde er ny, men som alligevel Folk har godt af at læse, tænker jeg.
Nu ved jeg nok, der gives Mange, som strax gjør følgende Indvending: „Ja men, det er aldeles ikke sandt, at Folkets ydre Kaar er værre nu end før“. Dertil svarer jeg, at jeg heller ikke er af den Mening; jeg er tværtimod fuldt og fast overbevist om, at man idetheletaget finder mere Velstand nu end fordum, og hvis man et og andetsteds ikke gjør det, saa er som oftest Folkets egen Levemaade Skyld deri. Værden og Menneskeslægten gaar i alle Maader fremad; det er en Sandhed, der ikke kan rokkes, om det end for mangt et kortsynet Øje synes anderledes. Naar man næmlig uden synderlig historisk Kunskab, og uden grundig Eftertanke, blot raadspørger sin egen korte Erfaring, da kan man vel ofte have den Mening, at Tiden bliver værre og værre. Forskjellige vexlende Omstændigheder, Krig, Pest, Uaar baade tillands og tilsjøs o. s. v. kan jo virkelig gjøre, at det iaar er vanskeligere at slaa sig frem end ifjor – at de sidste 10 Aar har været trangere end de foregaaende 10 o. s. v. Men alt dette, der i og for sig kan være ganske sandt, beviser dog ikke stort. Enhvær ved dog, at gode Aaringer, Fred og Sundhed staar i Guds Haand, og kan herefter indtræffe ligesaavel som før. Paa Jorden er næmlig Alting en Bølgegang, en uafbrudt Bevægelse op og ned, men tillige en Bevægelse fremad; alle sande Fremskridt her i Støvets Land sker kun gjennem Svingninger og Kampe, og synes det end stundom som det gaar tilbage, saa er det kun for en Del og til en Tid; Tilbagegangen er blot „Tidens Bag-Evje“, som Wergeland kalder det; lad denne end være nok saa stærk, saa gaar dog Hovedstrømningen ligefuldt fremad. Saaledes har det altid været i Værden baade med Menneskeslægtens timelige og aandelige Udvikling, baade med Oplysning, Sædelighed og ydre Lykke. Ogsaa med Folkets Velstand hertillands forholder det sig saaledes. For et Par 100 Aar siden var det temlig ofte, at Folk rundtom i Bygderne sulted ihjæl; – endog i de mere aarvisse Egne f. Ex. Romerike var det ikke saa Faa, som virkelig døde Hungersdød. I den første Halvdel af det 17de Aarhundrede var der f. Ex. ikke mindre end 12 store Hungersaar, hvori Kornet blev 6 ja endog 8 Gange saa dyrt som det ellers plejde. Alene i Opdal døde i 1601 80 Mennesker af Sult, og i 1591 havde endog Elendigheden gaat saa vidt, at der ved Vejen mellem Throndhjem og Dovre ikke saaes Røg af flere end 3 Skorstene. I 1741 og 42 døde her i Norge over 31,000 Mennesker flere end der fødtes, og i 1773 ligeledes 17,000 flere. Ogsaa nu er det vel mangesteds knapt nok, men at Folk rent sulter ihjæl, er dog i vore Dage sjældent; det sker dog kun i enkelte faa Bygdelag i de største Uaar. – Endnu paa andre Maader lader det sig bevise, at Velstanden er tiltaget. Tænk blot, hvormeget bedre Folk forstaar at gjøre sit Arbejde nu end før! Ved Hjælp af bekvemmere Redskaber, kløgtigere Arbejdsdrift og andre Opfindelser, kan ganske vist et Menneske nu udrette det samme i 3 Dage som før i 4, og naar man saaledes i Aarets Løb kan vinde over mere Arbejde end man kunde før, og altsaa fortjene mere, saa kan det heller ikke fejle, at jo Velstanden er forøget: thi medrette har man sagt, at Arbejdet er igrunden Menneskets Rigdom. Der udføres nu i Norge dobbelt saameget Skrej som for 30 Aar siden, og næsten dobbelt saa meget Trælast; men da Folkemængden kun er en halv Gang til saa stor nu som da, saa maa der nu aabenbar falde større Fortjeneste paa enhvær af Landets næringsdrivende Folk end dengang. Vil man indvende, at Priserne siden den Tid er bleven mindre baade paa Trælast og Fisk, saa har dog denne Indvending ingen Betydning; thi vel er det sandt, men det er ogsaa sandt, at Priserne paa Alt hvad vi trænger at kjøbe, er aftaget forholdsvis lige saa meget. Naar vi saa endvidere lægger Mærke til, at der nu indføres dobbelt saa meget Korn, 4 Gange saa meget The, 7 Gange saa meget Kaffe, Sukker og Sirup, 8 Gange saa meget Rosiner o. s. v. som for 30 Aar siden, saa er det jo klart, at der nu kommer flere Næringsmidler end dengang paa hvært Menneske i Landet, eller med andre Ord: Levemaaden maa være bedre og Armoden mindre. Ogsaa tror jeg, at man i mange Bygdelag vil finde øjensynlig Stadfæstelse herpaa; for 50 Aar siden var det dog vel oftere, end nutildags er Tilfældet, at se unge Mennesker gifte sig med tomme Hænder; i vor Tid har man visselig oparbejdet noget Mere, naar man vil sætte Bo – ialfald er der gjærne Anledning dertil, hvis man blot vil være stræbsom og tænke sig for.
Med alt dette er det dog ikke min Mening at nægte, at der jo virkelig kan gives enkelte Steder, hvor der nu er vanskeligere at leve end før. I saadanne Bygdelag, som f. Ex. Lessjø i Gudbrandsdalen, hvor Værksdriften er bleven stanset og Skogen ødelagt, og hvor Aarvejen gjærne fryser bort, der er det ikke at undres over, om Folk nødes til at vandre ud i Værden; ialfald er det jo soleklart, at Armoden der maa være bleven større, siden hine Næringsveje er ophørte og ingen andre kommen isteden. Men saadanne Omstændigheder findes dog, gudskelov, ikke ret mangesteds i Landet; og naar man alligevel hører omtrent de samme Klager, da maa man lægge Mærke til, at den menneskelige Natur er saa tilbøjlig til Misfornøjelse. Vistnok vilde dette ikke træde saaledes frem, dersom kristen Tro var almindelig i Folkets Hjærter; man vilde da føle sig ganske anderledes tilfreds, overbevist om, at det er Guds mindste Gjærning at skaffe os Ophold for det timelige Liv. Den trøstesløse Bekymring over Armoden og Mangelen er dog igrunden en Hedningsorg; men at den saatit høres iblandt os, er rigtignok intet Under, da saa Mange af vore Landsmænd endnu er Kristne blot af Navn, og kan jo heller ikke være Andet blandt et Folk, der igjennem Tiderne er bleven paatvunget Kristendommen. Altsaa – naar vi tager Værden, som den nu engang er, saa faar vi finde os i at høre Klager baade med og uden Grund; – lad Velstanden tiltage, indtil de Fattigste bliver saa rige som de Rigeste nu, saa vil der alligevel høres Misfornøjelse, hvis ikke Gudsfrygten faar Magt med Folk. Det ligger desuden i Menneskenaturen at prise og ophøje Fortiden som en „Guldalder“, som en herligere Tid end den nuværende; – det er den dunkle Erindring af det tabte Paradis, som paa denne Maade gaar igjennem hele Menneskeslægten og hvært enkelt Menneske. Det er mærkeligt, hvor stor en Indflydelse denne Erindring har paa Mennesket; selv om en vis Tid, der førte megen Nød og mange Mangler med sig, siden afløses af blidere Dage, saa høres der dog tit den samme Jammersang over Tidernes Forværrelse.
Efter disse Bemærkninger, der var nødvendige for ei at misforstaaes, vil jeg gaa over til hvad jeg egentlig havde for Øje, nemlig at betragte Folkets ydre Kaar som de virkelig viser sig. Skjønt de, som sagt, ikke er værre men idetheletaget bedre nu end før, saa er det dog altid daarligt nok for Landalmuen mangesteds i Norge. Der gives mangen Bymand, som vilde forfærdes, hvis han rigtig kjendte til, hvor vanskeligt det ofte er for Almuesmanden at fortjene nogle faa Skillinger, hvor knapt det tit kan være om et Stykke Brød, og overhovedet hvor saare faa Livsbekvemmeligheder han maa hjælpe sig med. Jeg glemmer aldrig hvad jeg engang saa i min Ungdom; det var en Sælbygkone, der havde forladt Hjembygden og skulde til Throndhjem for at søge Arbejde; udsultne og elendige saa baade hun og hendes 3 Børn ud, af hvilke hun bar et paa Ryggen og ledte det andet ved Haanden; det 3die var en Gut paa en 6–7 Aar, som gik og bar paa 2 Hejner (Brynestene) for at sælge dem i Byen. Tænk dig det, min Læser, at bære Sten en 5–6 Mil for kanske at faa en 6–8 Skilling! Sandelig, naar man ser et saadant Syn, da maatte ethvært Hjærte røres til Medlidenhed, og Haanden aabne sig for at hjælpe, synes mig! Og dog er der ofte Hjærter, der ikke røres, og Hænder, som forblive lukte; – hvem ved ogsaa, om ikke hin Gut traf paa en Kjøber, som, istedenfor at ynkes over ham, benyttede Lejligheden og afpruttede ham Hejnerne for halv Pris? Ja, der gives vel dem, som har Raad til i god Ro og Mag at fortære alskens Forfriskninger for en 8–12 Skilling og Mere daglig, men som ikke alene nægter en forsulten Fattigmand en Halvskilling men endog ser surt til ham og jager ham paa Døren som et Udyr. Fattigloven selv forbyder jo de Trængende at tilkjendegive sin Nød og bede om Hjælp; – tænk engang! endog en Bøn til sine Medmennesker er nægtet den Arme, som kanske den hele Dag næppe har smagt Mad! Til al Lykke er dog vel ikke ret Mange fuldt saa strænge som dette Lovbud.
Jeg har før sagt, at en større almindelig Velstand vilde glæde og gavne os Alle. Jeg skal tilføje, hvad der forresten siger sig selv, at Lykken vistnok ikke bestaar i Gods og Guld, i Overflødighed og Rigdom, men i Nøjsomhed, der jo ogsaa kan findes i Hytterne. Imidlertid er det dog vist, at Armoden for de fleste Mennesker ligesaavel som Rigdommen fører mange Fristelser med sig; og derfor er det sikkerlig et Visdoms-Ord af Agur, naar han beder hværken om Fattigdom eller Overflod, men om nødtørftigt Brød. Hvor dette mangler, er det ikke saa let at være ærlig, virksom og tilfreds; Husfreden og dermed ogsaa Husfryden forsvinder gjærne, og Vankundighed, Sygelighed, Raahed og Lastefuldhed kommer altfor ofte isteden. Kort sagt, al legemlig og aandelig Udvikling beror ofte paa det timelige Udkomme, og jeg gjentager derfor: Hvem vil ikke gjøre alt Sit til at lindre Armoden i Landet! Jeg har allerede paapeget Gavmildheden som et Middel dertil, og vil isaahenseende blot tilføje Bibelens Formaning: „Glemmer ikke, at gjøre vel og meddele; thi saadanne Ofre behager Gud“. Og dog, saa vakkert som det er at give Almisser, saa er der en anden Hjælp, der er endda vigtigere for den Fattige selv saavelsom for den Rige og for det hele Land, og det er: Giv den fattige Almuesmand Arbejde! Det er usigelig glædeligt at høre Folk ytre Lyst til Virksomhed, ja igrunden er det kun saadanne, der fortjener Hjælp. Medens man i og omkring Byerne finder dem, der gjør Tiggeri til et Haandværk, skal man derimod gjærne høre fattige Fjeldfolk først og fremst spørge om Arbejde, selv da naar de er nærved at krepere af Sult; og kan du nu skaffe dem noget at bestille, saa gjør du dobbelt Godt: du skaffer dem derved Ophold, og du vedligeholder den Æres- og Selvstændigheds-Følelse, der er saa vigtig i Livet ogsaa for den Fattige og bevarer ham for meget Ondt. Der er visselig mer end et Fattigmands-Hjærte, som kvier sig ved at bønfalde om Hjælp, men Nøden driver dem dertil, og hvem vil fortænke dem deri! Men hvad der i Begyndelsen kun gjøres nødig, kan siden fortsættes med Lyst, og for at det ikke skal komme dertil med den Fattige, saa beder jeg endnu engang: Skaf ham Arbejde! Er han saa flittig dermed, er vel ingen mere værdig til en Almisse end han; han bør da faa den atpaa.
Men hvad er nu Grunden til Fattigdommen i Landet? Ja, Grundene er naturligvis mange. Forholdene i Norge er saa forskjellige i en Egn saa, i en anden saa, og derfor har ikke Armoden overalt de samme Aarsager. Spørger man Almuesmanden derom, saa faar man vel som oftest det Svar, at „her er altfor mange Folk i Bygderne, der kan ikke blive Levemaade for Alle“; ja, man hører endog den samme Mening udtalt af Mænd, som skulde have lidt bedre Skjønne derpaa. Nu skal jeg vistnok indrømme, at der gives Bygder, især i Fjeldegnene, hvor Naturen er saa karrig, at ingen stor Menneskemasse kan finde Næring der, ialfald saalænge man ikke forstaar at drive sine Sysler paa rigtigere Maader end nu. Men slige Egne er isandhed faa, og det er saa langt fra, vi idetheletaget har formange Folk, at vi tværtimod har altfor liden Menneskekraft, dersom alle Næringsveje i Landet skulde drives som de burde. Jeg skal ikke sammenligne Norge med England, der er mindre end hint, men alligevel har mer end tyvedobbelt saa mange Mennesker. Jeg skal endnu mindre nævne Belgien, hvor der paa hvær Kvadratmil af Landet bor over 40 Gange saamange Mennesker som hos os. Nei, jeg vil tage et Bjærgland ligesom vort eget, Schweitz næmlig. Det er ikke fuldt Ottendeparten saa stort som Norge, men Folkemængden er der henimod Million, hos os blot henimod Million. Med andre Ord, paa en ligestor Flæk af Landet bor der i Schweitz 13 Gange saa mange Mennesker, og Alle lever ret godt. Nu er der jo altid Forskjel paa Frugtbarheden her og der, men jeg er dog vis paa ikke at overdrive, naar jeg siger, at Norge maa kunne underholde en firedobbelt saa stor Folkemængde som nu. Ialfald er Talemaaden om, at Landet i vore Dage skulde være overfyldt, i mine Tanker saa løs, at dette aldeles ingen Aarsag er til Fattigdommen. – Ja, hvad er da Aarsagen dertil? spørger man. Jo, siger Nogle, der er saa mange store Gaarde hertillands; Jord-Ejendommene burde udstykkes, saa kunde 10 Familier mangengang leve godt af, hvad 1 har nu, og Fattigdommen derved forminskes. Her maa vi imidlertid atter lægge Mærke til, at der er saa højst forskjelligt i Landets forskjellige Egne. Paa Vestlandet og fordetmeste Vestenfjelds er Jordens Udstykning drevet saa vidt, at de fleste Gaarde ikke er stort større end skikkelige Husmandspladse i det Throndhjemske. Nordenfjelds og især Søndenfjelds er vistnok Gaardene meget større, enkelte endog overordentlig store; men om det virkelig vilde være gavnligt for Landet at kløve dem i Smaastykker, er saare tvivlsomt. Erfaringen fra andre Lande synes at lære os, at en kraftig og mægtig Bondestand er ønskelig i et frit Land som vort. Er Gaardene saa smaa, at Opsidderne med Nød og næppe kan slaa sig frem gjennem Værden, har de ikke Tid eller Raad til at faa den Dannelse og Oplysning, som er nødvendig til at gjøre Nytte i Formandskaber og Storthing; thi dertil hører sandelig en langt anden Dygtighed, end Mange hidtil har indbildt sig. Desuden vil omtrent lige mange Mennesker kunne leve alligevel, naar Alt er i sin Orden. Dyrker Gaardbrugeren Jorden ret tilgavns, saa trænger han en Mængde Husmænd og Arbejdere, og har han saa baade Øje og Hjærte for deres Vel, saa vil dette store Gaardsbrug gjøre ligesaamange Mennesker lykkelige, som om det var delt i flere smaa Brug. Derfor gjælder det næppe om at faa Storgaardene udskiftet; men hvad der i vore Dage trænges saa saare til, naar man har Fattigdommens Forminskelse for Øje, det er altsaa, at Husbønderne behandler sine Undergivne lemfældigt og mildt, ikke spørger Egennytten saa meget tilraads, at Hjærtets og Kjærlighedens Stemme overdøves, – og dernæst, at Jorden bliver bedre dyrket, hvorom jeg skal give nogle Raad.
Spør man nu videre om Midlerne til at indskrænke Armoden, saa maa jeg gjentage, hvad jeg allerede har sagt, at Kilden til Velstand ligger i Arbejde, og skal dette hjælpe, maa Tiden bruges godt. Det er hværken nu eller før min Lyst at udskjælde den norske Almuesmand, men jeg maa gjentage, hvad der er Sandhed, at han ikke altid og allesteds er saa agtsom om Tiden, saa flittig til Arbejde og paapasselig i sit Kald, som han kunde og burde være. Det lader sig slet ikke nægte, at disse Omstændigheder ofte er Skyld i Mangelen paa Udkomme. Er andre Folkeslag udvortes lykkeligere, saa har de ogsaa sin Flid og Omtanke at takke derfor, og vist er det ialfald, at man i Amerika faar stræve ganske anderledes og bedre bruge sin Eftertanke end her hjemme i Norge. Rigtignok er her ogsaa i denne Henseende stor Forskjel paa Folk. Der gives Bygdelag f. Ex. Gudbrandsdalen, hvor der unægtelig arbejdes med Kraft; den uhyre Masse Sten, som man der maa bryde op af Jorden; de svære Vandledninger ovenfra de lange Lier; Arbejdet med at kjøre Jorden i Agerrenerne op paa de bratte Bakker, og endelig den Mængde Skigar, hvormed Jorderne besættes forat Sne og Muld ikke skal blæse bort – Alt dette er Noget, som hertillands maa beundres. Men det er ikke nok at arbejde flittigt og kraftigt; det er ogsaa Spørgsmaal, om der arbejdes klogt i alle Maader, og isaahenseende har vi Nordmænd især fornøden at lære. Men her er det just Ulykken, at man ikke altid vil. Vi har haft meget Godt og Gammelt iblandt os, som vi visselig gjorde Ret i ikke at kaste bort; men ikke alt det Gamle er godt, og ikke alt Nyt er Fjas. Det er saaledes Daarskab at holde fast ved det samme som Far og Farfar, hvis der bydes os noget Bedre; men gjærne er man saa bagvendt heroppe, at det Ny, der virkelig er godt, sætter man sig imod, medens alskens Fjas og Modevæsen lettelig finder Indgang. „Det Gamle er godt nok; vi er nu bleven hjulpen før og“, siger man. Javist er man bleven hjulpen paa sit Vis; men nu er jo Folkemængden større, og skal den blive lige saa godt hjulpen, som den ogsaa kan, da maa den lære at bære sig endnu klogere ad. Exempler paa denne Træghed, naar det gjaldt at indføre Forbedringer, har vi i Mængde. Potetesen er som bekjendt, saa overordentlig nyttig, at Millioner Mennesker nufortiden fornæmlig lever deraf, men det gik ikke fort med at faa den indført i Norge, ja en Præst, som opmuntrede dertil, fik endog Øgenavnet „Potetpræsten.“ Muldfjælen i Plogen var før af Træ, men at det var bedre at gjøre den af Jærn, det maatte nok siges 100 Gange, førend det blev trod. Paa samme Maade var det med Ombytningen af Slæder med Vogne, ja endnu den Dag idag bruger man mangesteds de første til at kjøre Korn og Hø paa, skjønt det med en Vogn gaar baade meget hurtigere og lettere. Vognhjulene bestod i Førstningen af runde Træskiver, men skjønt de var daarlige nok, mente man dog længe, at de var bedre end de nyere Hjul. Akkurat ligedan er det ogsaa med andre Ting. Forandres f. Ex. en Bog en liden Smule, og disse Forandringer aldeles klarlig er Rettelser og Forbedringer, saa skriges der dog over, at det er galt – hvorfor? jo, fordi det er Nyt, siger man. Saaledes kunde jeg vedblive at opregne hele Rækker af Exempler paa, hvorledes man af bare Fordom og Vankundighed holder sig til det Gamle. At man ikke har saapas Oplysning, man strax kan vide at vælge, hvad bedst er, det faar undskyldes; men at man tildels ikke engang vil prøve det Ny, det er uforsvarligt og maa blive anderledes i alle Maader, hvis vi skal gjøre Fremskridt. I gamle Dage taltes der om Trolde og fæle Jætter, som modsatte sig Guderne, baade de aandelige og de hjærtelige; siden søgte de ogsaa at hindre Kristendommen, som da var ny her i Landet, men Sankt-Olaf gjorde slige Trolde om til Sten, siger man; eller ogsaa sprak de, saasnart de fik høre Kirkeklokkerne. De Fordomme mod alt Nyt, som jeg ovenfor har nævnt, de er just ogsaa at ligne med slige gamle Mørkets Trolde; dog med den Forskjel, at Folk nu bliver selv forstenet af Fordommene, istedenfor at faa dem til at revne. Man kan næmlig medrette sige, at Livet forstenes der, hvor Alt skal gaa efter en tankeløs Vane, uden at tænke og agte paa Forbedringer og Fremskridt. Der gives Folkeslag, f. Ex. Kineserne, som nu har været en saadan forstenet Masse i hele 2000 Aar, det vil sige, har i al den Tid ikke lært noget Nyt, er ikke klogere nu end dengang. Saa galt er det rigtignok ikke i Norge, men dog altid galt nok, saa det virkelig er paatide at vaagne op af Dorskhedens Søvn og lære Klogskab. Mere Oplysning i alle Retninger, det er hvad vi trænger til. Faar vi den, da vil hine Fordomme briste ligesom de gamle Jætter, thi sand Oplysning har en underlig Klang og en ligesaa underlig Kraft.
Jeg har sagt, at Arbejdet maa drives flittigt og klogt, og at man derfor bør kjende og prøve de ny Opfindelser, der gjøres. Med Hensyn til Flittigheden maa jeg endnu tilføje nogle Ord. At Landmanden er driftig til at bearbejde Jorden, Fjeldbonden med sit Skogsbrug og sine Markslaatter, Sjømanden i Sejlads og Fiskeri, Bergfolkene i sin Grube- og Hyttedrift o. s. v. – det er Altsamment godt; thi disse Ting er jo Hoved-Næringsvejen for enhvær af dem. Men det er ikke nok; de kan virkelig gjøre Mere endda – de kan ogsaa bruge sine ledige Timer. Agerdyrkeren kan næmlig ikke sysle med Jorden den hele Tid, ligesaalidt som Fjeldbonden i Skog og Mark; og Sjømanden hindres ofte af Stormen fra at søge sin Næring paa Havet. Lægger man sammen alle disse Fritider, skal man se, det gjør en stor Sum for det hele Aar. Det gjælder just her, at „mange Bække smaa gjør en stor Aa“. Kan du ved at anvende en ledig Vinterkvæld til Arbejde, fortjene endog blot 1 Skilling, er det ikke at foragte; for hele Vinteren udgjør det idetmindste 1 Daler, og det er Meget for en Arbejdsmand. Der er mange Smaating at tage fat paa. End f. Ex. at flette Kurve, gjøre Trækopper, Knivskaft, Sopelimer, Bøttehanker, Æsker, Lauper (Tiner), Nistebommer, Hægter, Hansker, Tegnebøger, Træsko, Horn- og Træskeer, Klædekoste, Skokoste og Malerkoste, smie Tøndeband og Skopinder, sysle med fint Træskjærerarbejde o. s. v. Man vil maaske indvende, at slige Arbejder lønner sig ikke; man faar ikke stort for Saadant nufortiden. Nei, det er sandt, men jeg siger jo heller ikke, at Nogen skal gjøre Sligt til sin eneste Næringsvej; jeg siger blot, at man i Fritiderne hellere bør arbejde paa denne Vis, end sidde ledig – og Noget faar man da alligevel. Der er visselig endnu mange flere Ting at gribe til, end de jeg har nævnt; dog bør man helst befatte sig med Sligt, som ikke kan gjøres med Maskiner, fordi det betaler sig bedre. I adskillige Bygdelag er der allerede dygtig Husflid, men desværre ikke overalt. Ja, der gives vel endog Egne, hvor det næsten holdes for en Skam at befatte sig med slige Smaaarbeider. Saa dumt og bagvendt kan nu Folk tænke! Myrer, Mark og Fjeld staar tildels ligesom oversaaet af Multer, Tyttebær og Blaabær; der kunde plukkes og sælges af dem i Tøndevis, men Folk holder sine Børn for gode dertil. Sligt høres næsten som et Eventyr, og dog er der Bønder, som tænker saa, retsom om Sysselsættelse og ærlig Fortjeneste ikke er en Hæder for ethvært Menneske. Nei – Tiden maa benyttes vel, Arbejde og Flid maa komme til at holdes i Ære, hvis Folkets Velstand skal gaa fremad.
Og dog er der i denne Henseende endnu mere at lægge Mærke til, end hine tvende Ting. Thi hvad hjælper det vel at arbejde sent og tidlig og fortjene Penge, hvis man igjen ødsler dem bort? Her staar vi nu ved en Omstændighed, der visselig hos os er Hovedaarsagen til Folkets trange Kaar, næmlig Overdaadighed. Hvor knapt der mangesteds er om Fortjeneste, saa skulde det dog være underligt, om man ikke i de fleste Egne kunde leve upaaklageligt, naar man blot vilde forstaa den store Kunst at sætte Tæring efter Næring. Men uheldigvis er der næppe noget Folkeslag, som mere glemmer denne gyldne Regel end vi. Ialfald er der Egne i Landet, hvor man kunde bo som i et lidet Paradis, hvis man ikke havde slig en ustyrlig Lyst til at leve stort og glimre. Tænk bare paa Hedemarken, Toten, Hadeland, Ringerike, Grevskaberne o. s. v., hvor Jorden er overmaade frugtbar og aldeles aarvis, og de store jævne Gaarde bære en saadan Overflødighed af Korn og alskens Væxter Men Ødselhed i Mad og Drik, Glimresyge og Overdaad i Klæder, rasende Tilbøjlighed til Kortspil o. s. v. kan sagtens gjøre Ende paa Dynger af Sølv endsige af Agerens Guld. Hvis Velstanden tildels skulde være mindre nu end fordum, saa ligger Aarsagen ene og alene heri. Vore Fædre levte langt simplere end vi – det er kort og godt Grunden til det Tryk, hvorover man nu beklager sig. Jeg har allerede fortalt, at Norge nu forbruger 7 Gange saa meget Kaffe som for 30 Aar siden o. s. v. Vistnok er jeg ikke af dem, som rentud fordømmer Kaffedrikningen, da Kaffeen jo altid forendel kan kaldes et Næringsmiddel; – lad dem, som dertil har Raad, drikke den, hvis de finder mere Smag i den end f. Ex. i varm Mælk, Øl o. s. v. Men det er just Ulykken, at baade den og flere Ting bruges af en stor Mængde, som slet ikke har Raad til slige Nydelser. Værst er det dog med Brugen af Tobak og Brændevin – Ting, hvoraf Mennesket ialmindelighed ikke har synderlig Gavn. Der indføres næmlig aarligaars 2 Skaalpund Tobak for hvært Menneske i Landet, det vil sige, over halvtredie Millioner Pund idethele, og en stor Del deraf fortæres, som bekjendt, af Folk, for hvem der ofte er knapt om Penge. For ikke ret mange Aar siden brændtes der hos os idetmindste 12 Potter for Hvær, Liden og Stor; – nu er det kanske lidt mindre, men alligevel bringer alene disse 2 Ting – Tobak og Brændevin – en saare stor og unødvendig Udgift over mangen Nordmand; – ved at nyde dem paalægger man sig selv en Skat, der isandhed maa falde trykkende. Her brændes næmlig op en 400,000 Tønder Kornvarer om Aaret, det vil sige, over et Kvarter for hvært Menneske, eller henimod Halvparten af alt det Korn, som Norge indfører. – Som sagt, har man Raad til at leve godt og stort, saa maa man jo gjærne for mig; dog selv da er det visselig Pligt at være sparsom og tarvelig, for Exemplets Skyld næmlig. Men naar man derimod idelig klager over Trang og knappe Tider, da maa det atter og atter gjentages: Deri er den yppige Levemaade altfor ofte Skyld. Hvad koster ikke et Bryllup, som mangesteds varer en 4–5 Døgn, eller et Gravøl, som ligeledes staar paa en 2–3 Dage? Enhvær indser dog vel, at det vilde være en stor Vinding at forkorte slige Lag til 1 Døgn eller idethøjeste 2. Maaske endnu større Summer røver man fra sig selv til Pragt og Stas og glimrende Dragter. Man maa gjærne kjøbe Tøj i Byen eller hvor man vil, hvis man bare faar noget, der er baade lige stærkt og lige billigt som det hjemmevævede. Vistnok synes jeg, det maatte være den største Ære at bære Klæder, som Husets Hænder har spundet og vævet, og jeg tilstaar rentud, det gjør et ubehageligt Indtryk paa mig at se en norsk Bonde i andet Tøj end Vadmel og Værken (Stof). Men har man andet Arbejde, som lønner sig bedre end Vævningen, og kan man maaske endog billigere kjøbe end til- virke sine Klæder, nu vel, saa brug Hænderne paa anden Vis, og kjøb hvad du trænger at iføres. Det er altsaa ikke Brugen af udenlandsk Tøj, jeg ligefrem laster; men jeg laster, at man saa ofte klæder sig over Evne. Her er det just, at Glimmersygen ytrer sig som mest. Der gives Mangen, som har vanskeligt nok for at fortjene det tørre Brød, men som dog søger at klæde sig staseligt, – Mangen, som næppe har Linned paa Kroppen, men glimrer udvendig med Silke. Der er en forfærdelig Lyst iblandt os til at efterabe. Istedenfor at spørge: Hvad har jeg nu Raad til? saa spørger man blot: Hvorledes er Moden? Hvordan er den og den klædt? o. s. v. Saaledes gaar det fra øverst til nederst i By og paa Land, den Ene vil ligne, ja om muligt overgaa den Anden, og naar saa Smalhans kommer, saa klager man over, at Tiderne bliver værre og værre, istedenfor at klage over sig selv og sin egen Daarskab. Men, siger man, Moden har jo en underlig Magt; den er en Tyran, og det er slet ikke at vente, at ret Mange formaar at modstaa den. Sagen er imidlertid ikke saa at forstaa, at den, der har Raad, skulde bryde aldeles overtvært med Skik og Brug; man kan jo efter Lejlighed nogenlunde følge Moden og dog beflitte sig paa Tarvelighed. Hvad om dog alle Fornuftige engang blev enige om at følge den nederste Grænse i Modeværdenen istedenfor den øverste; derved vilde Moden nogenlunde følges og Overdaadigheden lidt efter lidt aftage?
Som en Modsætning til Ødselheden staar vel den utidige Sparsomhed, og dog virker bægge til at forminske Folks Velvære. Just fordi Oplysningen mangler, er der forliden Omtanke og Skjønsomhed; saaledes tror man tildels, at alt Kniberi er i sin Orden, men ofte gjælder da Ordsproget: „Man sparer paa Skillingen og lader Daleren gaa“. Ved derimod i rette Tid at vove og ofre nogle Skillinger, vil man ofte vinde det Mangedobbelte igjen.
Nu tilsidst nogle Raad til Landmanden:
1. Dyrk op den udyrkede Jord du har! Hist og her bryder man vel op lidt Nyland, men endnu gaar det kun smaat dermed. Det er mærkeligt at høre Klager over Folkeformerelsen, saalænge vi har en saadan Mængde udyrkede Strækninger. Ved Sjøkanten drives Fiskerierne, og Jorden faar ligge i Ro eller dyrkes af Kvinder og Børn. I Fjelddalene, f. Ex. Østerdalen, klemmer man paa med sit Skogsbrug, hugger en Mængde Furu og Gran til Tømmer og Bord, men Jorden, den har det saa roligt, den faar fremdeles hvile i Fred som den har lagt siden Skabelsen. Der ligger Tusinder Mælinger af Jord i Landet, som kunde dyrkes og bære rigelig Korn, men man vil heller hugge og fiske. Men naar nu engang Skogen „gaar klar“, da maa man vel bryde op Nyland; – bedre var det dog nu at begynde dermed; Jorden har en uudtømmelig Rigdom i sit Skjød og kan derfor taale alt det Arbejde den faar. – Man indvender maaske, at man mangler Penge til Sligt; men vi maa huske, at Alt bør tages med Læmpe. Det skulde dog undre mig, om ikke de fleste Gaardbrugere kunde have Raad til aarlig at rydde op 1 Maling eller 2; isaafald vilde meget udrettes i en Mandsalder. – Til Opdyrkning af vore store Myrer forslaar vel ikke altid en Mands Midler; men vi tør vel haabe, at Sandsen derfor efterhaanden vækkes, og da vil Folk visselig med Glæde forene sine Kræfter i den Retning. Hvad ogsaa en enkelt Mand kan gjøre isaahenseende, har vi nu set i Kjøbmand Jervell paa Molde; det er at haabe, at det vil lykkes ham med Opdyrkningen af den store Vestnæs Myr i Romsdalen, og at andre Pengemænd derved vil opmuntres til noget Lignende. Norge er vel ikke rigt; men sandelig, var blot Viljen og Sansen tilstede, kunde der gjøres Meget ogsaa hos os. Hvad vilde det gjøre en stor Del af vore Kjøbmænd, Æmbedsmænd, Storbønder og Andre, om de f. Ex. aarlig skjød sammen en 10–20 Daler til et saadant Foretagende? Selv vilde de have Ære, maaske endog fulde Renter deraf, og en Mængde Arbejdere, ja endog hele Fædrelandet vilde høste Nytte og til Gjengjæld bringe Vedkommende sin Tak derfor.
(Herved mindes jeg om at frembære et andet ønske for vore formuende Folk: Opret med forenede Kræfter saadanne Fabrikker, som vi trænger til! Jeg ønsker ingenlunde, at Norge maa faa store Fabrikbyer paa Udlandets Vis; jeg vilde blot have saa meget, at vi saavidt muligt kunde hjælpe os selv med Varer. Anlægges disse Værksteder med Klogskab og drives ved Vandkraft, kan det vel aldrig slaa fejl, at de jo maa svare Regning. Ved slige større Anlæg vil de overflødige Folk i hine enkelte næringsløse Bygder faa Arbejde og Ophold og saaledes slippe at forlade sit Fædreland).
Hvad nu Landmandens fornemste Bedrift angaar, da er det ikke nok, at han ved Oprydning skaffer sig mere Ager- og England; det kommer ogsaa an paa, hvorledes han siden behandler det. Det er deri, at den norske Bonde staar saa uendelig tilbage for Udlandets Agerdyrkere, saa langt tilbage, at disse vilde forfærdes, hvis de ret fik høre, hvorledes det gaar til hos os. Det synes meget sagt, men jeg er aldeles vis paa, at mangen Gaard hos os vilde bære 5–6. Gange saamegen Afgrøde som nu, dersom den blot blev ordentlig dyrket. Landbruget er dog ogsaa Norges vigtigste og sikreste Næringsvej, og fortjener derfor sandelig at forbedres. Dertil har jeg da følgende Raad:
2. Lad din Jordejendom faa Grøfter nok! Herom skal jeg ikke sige stort men blot henvise Læseren til den landøkonomiske Beskrivelse af Jensenius, som Selskabet har udgivet. Der vil man se omtalt, hvor vigtig den saakaldte draining er til at bevare Jorden baade i vaade og varme Aar, og det er ingen Tvivl om, at Væxten derved vil blive mangedobbelt saa stor som før, især dersom man tillige vil.
3. Bearbejde Jorden tilgavns. I Udlandet kan man pløje og harve Jorden en 2–3–4 Gange, førend Kornet saaes; hos os saar man ofte strax ovenpaa Pløjningen og harver saa Sæden ned. Men Væxten bliver da ogsaa derefter. Ganske andet Udbytte skulde man se, naar Jorden var tilstrækkelig tør, og saa ret dybt blev gjort fuldkommen løs. Gjødselen gjør ogsaa da først sin rette Nytte. Med Hensyn til en saa fuldstændig Grøftegravning kommer man vist igjen med den Indvending, at man ikke hertillands ser sig istand til slige store Arbejder paa Jorden. Men den Indvending har nu i mine Tanker ingen synderlig Grund; thi Sagen er altid: man skal kun efter Evne gaa frem saa smaat. Naar jeg undtager nogle faa Gaardejere, er jeg vis paa, de allerfleste kan foretage en saadan Afgrøfning f. Ex. med en Mæling eller to om Aaret. Man vil dertil ikke trænge nogen stor Kapital, og da man inden et Par Aar kan faa sine Penge igjen, har man saaledes Lejlighed til at vedblive paa samme Maade med den øvrige Jord.
4. Lad Agerjorden endelig faa tilstrækkelig Hvile. To Aar var gjærne den højeste Tid, hvori den hidtil fik ligge og mangesteds har man fra umindelige Tider Aar efter Aar plaget Jorden med Korn. Maaske kan den et enkelt Sted være saa god, at den alligevel „bær paa sig“ ret Meget, men at den vilde bære endnumere, naar den fik hvile, er aldeles vist; ialfald kunde man da saa meget tyndere og derved spare en hel Del Sædekorn. Almindelig Jord burde aldrig hvile i kortere Tid end en 4–5 Aar „i Senn.“ Her indvendes nok maaske, at man har saa liden Jordsmon, at man er nødt til stadig at bruge den hele. Men, Kjære, hvormeget Jord skal der til, naar du dyrker den ret! Naar du følger de Raad, jeg her har givet dig, saa indestaar jeg for, at du paa 1 Mæling vil avle ligesaameget som paa 4 Mælinger efter den gamle Vis. Tænk engang, man har endog lige nordenfor Throndhjem faat over 50 Fold af Byg – saa vidt kan det altsaa drives ogsaa i vort Land! Det Arbejde, du efter gammel Maner, lægger paa 3 Mælinger, kan du lægge paa 1, og du vil derved ikke blot avle mere end før, men ogsaa spare Saakorn. Imidlertid faar den øvrige Jord hvile ud, og derved siden blive dobbelt god til Kornavl. Er den bleven gjenlagt med Gjødsel – som den altid bør – faar man endvidere endel Hø, som man jo ikke havde faat, hvis man paa gammel Vis havde tilsaad det Hele.
5. Former Gjødselen! Hvorledes det skal ske, kan ikke nøjere omtales her, men dels af Agerdyrkningsbøger, dels vel især af Disciple fra Landbrugsskolerne, vil man vist kunne faa Oplysning derom. Forresten er denne Sag den Del af Jordforbedringen, som Almuen især begynder at agte paa, og saa glædeligt som dette er, saa staar dog endnu meget tilbage at gjøre, ogsaa hvad Gjødselens Tilberedelse angaar. Kunde man ikke faa indrettet Møller til at knuse Kjødben med, og saaledes selv benytte disse istedenfor at sælge dem til England? Og hvilken Mængde kraftig Gjødning kunde ikke faaes af alt Affald ude ved Fiskeværene!
6. Hold ikke formange Kreature paa din Gaard! Det er et Raad, som jeg skulde ønske at kunne udraabe over det hele Land. Det er forfærdeligt, hvorledes Landmanden hos os ofte behandler Kjørene om Vinteren: føder dem saaledes, at de endog bogstavelig sulter ihjæl. Jeg vil ikke tale om, hvilken Synd sligt Dyreplageri er; jeg vil blot gjøre opmærksom paa, at man paa den Maade ikke faar nær saa megen Mælk, som man kunde faa, naar man havde færre Kjør paa Gaarden. Ogsaa Gjødselen bliver daarligere; ja Dumheden gaar endog saa vidt, at man tillige ødelægger Hestegjødselen, idet man lader de udsvultne Kjør æde den op. Det er bedre at føde 6 Kjør nogenlunde godt, end at svælte 8, men endnu bedre er det at lade 4 æde Alt hvad de aarker. Hold faa Kjør, men se til, at det er godt Slag i dem. Hvorledes Kvægslaget kan forbedres, og Mælken paa bedste Maade anvendes, vil man se i Jensenius’s Beskrivelse.
Oppe i de Fjeldbygder, hvor Korn ikke kan voxe synderlig, og hvor det er trangt om Næring, skulde det højlig undre mig, om det ikke var klogt at holde en Mængde Gjeder. Vinteren deroppe er saa lang, at man ikke kan føde frem synderlig stor Buskap, om man holder paa hele Høsten med at slaa Fjeldhø og samle Rensdyrmose. Men Gjeden er saa letfød, at man visselig kunde have i Hundredevis af dem paa hvær Gaard. Smaabjørk, hvoraf der tilfjelds er saa fuldt, det er just Mad for den; og vil man blot til Vinteren bryde endel Løv, og forresten skaffe den Ener og Furubar, trives den nok saa godt. Ogsaa Barken af Furu og alskens Løvtræer liker den, og man slipper jo at skave Barken af, som man ellers maa gjøre til Storfæ. Kort sagt, Gjeden føder sig selv næsten Aaret rundt, og naar man saa lægger Mærke til, at den er rig paa Mælk, og at dens Ost staar i højere Pris end Koens, saa er det højst forunderlig, at man i slige Egne ikke har flere af dette Dyr. En Bonde i Aalen, som jeg spurte om Aarsagen dertil, svarte blot, at man der ikke holdt Jætere, som man derimod maatte hvis man skulde have Gjeder. Forunderlig er det, man ikke kan indse, at en 50 eller 100 Stykker slige Dyr lønner sig saa godt, at man gjærne for deres Skyld kunde holde baade 1 og 2 Jætergutter og endda have stor Fordel deraf; desuden kunde jo flere i samme Grænd slaa sig sammen om Jætingen, og udføre den skiftevis.
Hvis der nu, som jeg haaber, er noget godt i disse Bemærkninger og i de Raad, jeg her har givet, saa har jeg endelig en Bøn: Glem ikke at gjøre dit Bedste med at følge dem! Desværre, man taler og skriver hertillands, og Folk læser det og tænker kanske, at det nok ikke er saa galt, men – lægger saa alligevel Hænderne i Skjødet, og de gode Raad bliver som en Røst i Ørkenen, der ingensteds finder rigtig Gjenklang. En og Anden gjør sig dog maaske Nytte af Undervisningen, og dem vil jeg bede om at bringe den videre. Lad os Alle, hvær i sin Kreds, ogsaa meddele Andre hvad vi har hørt; aldrig vil vi føle os gladere over en Kunskab og Indsigt, end naar Flere kan dele den med os.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |