Historisk-geographisk Beskrivelse over Kongeriget Norge (Noregsveldi) i Middelalderen/8
8. Den store Klippemasse, hvoraf saaatsige hele Norge bestaar, hadde i Oldtiden ligesaalidt som nu større Samlingsbenævnelser, men derimod en Mængde Særnavne, deels paa enkelte mest befarne Strøg, der da fædvanligviis benævntes efter de nærliggende Bygder, som Dofrafjall, Fjeldstrøget mellem Dovre i Gudbrandsdalen og Uppdalr i Orkdølafylke, deels paa enkelte Fjeldtoppe, der da som nu, efter deres udseende, benævntes forskjelligt, hnútr, núpr eller nípa, varði, kambr, eggr, toppr, tind, horn, hæð eller hœð, med foran tilføjet nærmere Localbestemmelse, som Raumsdalshorn, Hofsnipa, o. fl. Snefjeldene kaldtes fönn (især i Hálogaland og Hørdaland, breði, breðafönn mellem Sogn, Gudbrandsdalen, Søndmør og Fjordene; skafl ved Voss og Hardanger. Iisfjeldene kaldtes jöklar nom. sing. jökull) og de nedhængende Gletschere skækr (i Sg. skák). En bred og temmelig flad Fjeldryg mellem tvende Bygder kaldes heið; en højere og smalere, som adskilte Vandløbene, kjölr; hvilken Benævnelse især brugtes om Højdestrækningen mellem Hálogaland og nuværende svenste Finmarken. Fjeldskarene kaldtes skarð.
Efter det bebyggede Lands Beliggenhed med Hensyn til Hoved-Fjeldmassen inddeeltes Norge i Landet fyrir norðan fjall eller Nordenfjelds, indbefattende Hálogland, Forstathingslagen og Gulathingslagen med Undtagelse af Egdafylke; og det øvrige, der sagdes at ligge "fyrir sunnan fjall" eller Søndenfjelds. De fornemste Fjeldpas mellem det Nordenfjeldske og Søndenfjeldske var a) mellem Eidfjord i Hardanger og Haddingjadal; b) mellem Læradalr i Sogn og Vadres over Fillafjall; c) mellem Raumsdal og Lesjar (Lesjø) i Gudbrandsdalen; d) mellem Uppdalr og Gudbrandsdalen over Dofrafjall.
Vigtige Forbjerge, efter hvilke Seiladsen rettedes, vare Tunna eller Tunnaskagi (Tønsberg Tønde), vestligt ved Indløbet til Folden, Rygjarbit (Jærnespynten) mellem Egda- og Grøna-Fylke, Liðandisnes (Lindesnes); Hádyri (Haadyr) lidt søndenfor Jæderen; Tungunes ved Indløbet til Bókn (Buknfjord); Stað (Stadtland); Stimr eler Stimshestr mellem Raumsdal og Nordmør; Agðanes ved Indløbet til Throndhjemsfjorden; Andarnes, den nordlige Spidse af Andøen paa Hálogaland; Lyngsþúfa, nu Lyngstuen mellem Lyngenfjord og Ulfsfjord; Andsnes nærved Indløbet til Kvænangerfjorden og Knöskanes nu Knivskjer-Odden, tætved Nordkap.
Med Hensyn til Benævnelsen "fyrir norðan fjall, fyrir sunnan fjall" maa det bemærkes, at vore Forfædre regnede aldeles saaledes som Mængden i Norge nutildags, Retningen modssat hoved-Elvenes Løb paa Østsiden af Fjældene at være nordlig, omvendt nedad Elveløbet sydlig, og videre paa den vestlige Side nedad Elveløbet nordlig, opad sydlig. Derfor betragtedes enhver af de paa Vestsiden liggende Landskaber som nordenfor de østlige; ja naar man f. Er. brog fra Tunsberg langs Kysten til Bergen, hed det, selv førend man kom til Lindesnes, at man brog nordefter. Derfor faldes ogsaa den vestlige Deel af Agder Norðagðir i Modsætning til Austragðir.