Hjemmet og Vandringen. Aarbog 1847
5. Hjemmet og Vandringen, en Aarbog for 1847. Udgivet af P. Chr. Asbjørnsen. Christiania. 245 S. 8vo. Udg.s Forlag. Bogladerne. 72 ß. heftet.
Om en Samling, som denne, af flere ueensartede Stykker lader sig naturligviis kun Lidet sige i Almindelighed. Lignende Skrifter, Nytaarsgaver, Taschenbücher, danne jo en sædvanlig og kjærkommen Bestanddeel af den dannede Classes Underholdningslecture; og naar blot Valget af Stykkerne er nogenlunde skjønsomt, Bogens Omfang og Priis passende og den ydre Udstyrelse anstændig, saa er den dermed paa det Bedste anbefalet.
Men efterat have tilstaaet nærværende „Aarbog“ denne Anbefaling i rundt Maal, hvormed mit Hverv som Anmelder kunde synes endt, har jeg alligevel endnu et Ord, jeg gad tilføie. Under vore literaire Forholde, paa det Standpunct især, paa hvilket vor bellettristiske Literatur endnu staaer, torde dog en saadan aarlig Samling være af noget mere Betydning, end der i mere udviklede Literaturer gjerne indrømmes lignende Foretagender. Vi have hos os ingen egentlig Forfatterelasse, og Skribentvirksomheden, fornemmelig den æstethiske, drives for den allerstørste Deel som Dilettanteri og Bisag. Vor Nation savner vist ikke poetiske Naturer, der imidlertid enten ikke blive udviklede, eller ialfald mangle Spore og Anledning til nogen Production af Betydenhed. Men hvor saaledes større og selvstændige poetiske Verker ei kunne ventes, der fortjene de enkelte Glimt, der ligesom leilighedsviis undfalde Nationens poetisk begavede, men i andre Sysler væsentligen optagne Mænd, fortrinlig Opmærksomhed; thi Nationens poetiske Liv har i denne Periode sit væsentlige Udtryk paa denne sporadiske Maade. Aar- eller halvaarsviis at samle saadanne mindre Arbeider kan netop i en saadan Periode være af væsentlig Betydning for Literaturen. Naar Solen er borte, er det Stjernernes Tid, og en saadan Aarbog, som den nærværende, er netop en Slags poetisk Stjernekalender.
Seer man nu nærmere hen til de Arbeider, hvoraf nærværende Samling bestaaer, da turde man ogsaa finde, at de, idetmindste hvad en stor Deel angaaer, virkelig ere friskere og interessantere end det, man andensteds gjerne træffer i Nytaarsgaver, der ellers i Almindelighed kun opsamle Literaturens Affald. Dilettantismen er altid af en ædlere Natur, hvor den staaer saa godt som ene, hvor den er det naive og primitive Udtryk for et Folks poetiske Tendentser, end hvor den af en samtidig stærkt fremragende genial Production bliver trængt tilbage i Skyggen og anviist Efterligningens og Manerens lavere Sphære.
En ordentlig kritisk Gjennemgaaen af alle de enkelte Stykker vilde her blive for vidtløftig; jeg skal blot nævne de fleste med Tilføielse af korte Bemærkninger, der, fordi de her ikke kunne motiveres, blot ere at betragte som mit subjective Skjøn.
Til det Interessanteste i den foreliggende Bog høre udentvivl de tvende Skildringer af vort Folkeliv, der (paa tvende Smaadigte nær) begynde og slutte Samlingen: „Besøg i et Bondebryllup“ af Jørgen Moe, og „en Signekjærling“ af Asbjørnsen. Begge Forfattere ere fordeelagtigen bekjendte for deres Opfattelse og Gjengivelse af vort Folkelivs poetiske Elementer, og det er vistnok netop betegnende for Begges forskjellige Retning, at Besøget i et Bondebryllup fremstiller dette Folkeliv fra sin mere umiddelbart-poetiske Side, ligesom i sin Søndagsdragt, medens „Signekjærlingen“ dvæler i Hverdagslivets mørkere, mindre ligefrem tiltrækkende Sphære. Men fordi derfor denne sidste Skildring har mindre ligesom Solskin og Farvepragt, derfor er den efter min Mening ikke slettere; maaskee torde skjønsomme Læsere endog finde noksaa megen Charakteer og Holdning i den sidste. Paa den første kunde jeg have det at udsætte, at Læserens Interesse maaskee altfor meget bringes til at dvæle ved Stevkampen, der baade i Virkeligheden er saagodtsom ude af Brug, og endog i Fortællingen selv kun viser sig kunstigen fremkaldt, nemlig ved Forfatterens indstændige Opfordringer. Den skildrede Stevkamp er ellers en meget net Sammenslyngning af virkelige i Folkets Mund levende Stev, som Forf. har opsamlet; men den fremhæves her i Skildringen af Brylluppet med vel megen Selvstændighed, og der er et Øieblik, hvor den Tanke opstaaer uvilkaarligt hos Læseren, at Forf. væsentlig har villet levere et Resultat af sin Reise til Folkepoesiers Indsamling, og at Bondebrylluppet kun er ham et Vehikel. Forresten bliver den hele Skizze altid at betragte som særdeles vellykket; den udmærker sig ikke mindre ved Fortællemaadens Kvikhed end ved den træffende Sandhed i Naturskildringen og de menneskelige Figurers Tegning – en Sandhed, som jeg for min Part desto bedre kan paaskjønne, da jeg netop er opfostret i den Egn, hvor Scenen ligger, og gjenkjender i hvert Træk lyslevende Erindringer fra min Barndom.
Stevene med det tilhørende Glossarium ere desuden, da de i det Hele ere temmelig correcte, ikke uden lingvistisk Interesse. Undgaaelse af alle Feil er her imidlertid ei at vente: saaledes har jeg, iblandt Andet, bemærket tyt, der i Glossariet opføres som Impf. af tykje. Men dette Verbum har efter min Erfaring overalt i Thelemarken i Impf. totte, eller i Vers tott’ (ligesom det gamle þykkja, þótta).
En stor Deel af Bogen indeholder Reise-Indtryk (deraf udentvivl paa Titelen: „Vandringen“). Blandt disse tiltrækker sig „Ophold i Irkutzk og Reise til Jeniseisk paa Floderne Angara og Werchne-Tunguska i 1829, af Professor Hansteen“ fortrinlig Opmærksomhed saavel ved Forf. berømte Navn, som ved Gjenstandens Sjeldenhed og Eiendommelighed. Man kan sige, det norske Publikum har i mange Aar virkelig længtes efter at høre Noget fra denne Reise, ikke alene for Reisens egen Skyld, men ogsaa paa Grund af det Fremstillings-Talent, som Hansteen i tidligere Reiseskizzer har lagt for Dagen. Og om man maaskee end i hine Arbeider fra yngre Dage kunde finde noksaa megen Kvikhed i Foredraget, som i nærværende Brudstykke af hans siberiske Reise, da vækker dette alligevel netop en grundet Beklagelse over, at det kun er et Brudstykke. Med høi Interesse maa man følge Forf. paa Vandringen igjennem dette aldeles fremmede barbariske Land, hvor vi med ham levende føle Vederkvægelsen i ethvert sparsomt Glimt, der minder om Civilisation og hjemlige Forholde. Denne uvilkaarlige Sympathi med Forfatteren vindes især ved Fremstillingens ligefremme, aldeles ukunstlede Tone; det Hele giver endog Indtrykket af ikke egentlig at være skrevet for Publicum, men kun at være Forf.s Optegnelser for sig selv eller sine Nærmeste, og ligger ialfald lige langt fra begge de modsatte Feil, Reiseforfattere gjerne forfalde til: affecteret Enthusiasme og Sentimentalitet paa den ene, og blaseret Reflexion paa den anden Side.
Om disse Feil er det netop saavidt Læseren mindes, ved Th. Kjerulfs Reise over Haukeliefjeldet og P. J. Colletts „La bella Italia.“ Dog er det Luxurierende hos den Første ikke mere, end man endog maa gjøre Regning paa hos en saa ung Forfatter, i hvem jeg med Fornøielse anerkjender et spirende Talent; saa paradoxt det end kan synes, er det dog en gammel Erfaring, at man først ved Modenhedens Seier over Maneer og Affectation lærer at skrive ret naturligt. Et mindre hyggeligt Indtryk gjør Colletts – ellers særdeles velskrevne – Betragtninger over Italien. Vel maa jeg – og det endog af egen Erfaring – give Forf. Ret i, at man ofte kan blive ærgerlig tilmode over disse Touristernes pligtskyldige Henrykkelser over Scener, der engang ere komne fororde at være classiske, og Reisehaandbøgernes „wunderschön“ kan vel mangengang netop gjøre et friskt Gemyt oplagt til at kjede sig; men denne Ærgrelse eller Kjede, og overhovedet dette Hensyn til Reisebeskrivelser o. s. v., er langtfra selv at være enten skjønt eller opbyggeligt, og maa desuden efter min Mening, især hos en ungdommelig Reisende kun være en flygtig svindende Skygge i den positive Nydelses overstraalende Klarhed, ei staae som et herskende Indtryk. La bella Italia bliver dog altid bella, saa ofte dette Ord end ubehageligen og i Utide surrer for vort Øre. Saaledes blive jo altid vor Forf.s Beklagelser over Italiens sunkne politiske og sociale Forfatning i sig selv sande, om end deslige Beklagelser snart ere blevne ligesaa trivielle som Raabet om Naturens Skjønhed.
Til Reise-Indtrykkene høre endelig ogsaa A. Munchs „Trende Nætter paa Havet“. Uagtet disse Skizzer ikke egentlig kunne sættes i Classe med nogen af de tvende foran omtalte, tilstaaer jeg dog, at jeg ogsaa her savner en vis Naivitet, der giver saadanne Skildringer deres største Værd. Idet man visseligen maa interessere sig for de fremstillede Situationer (Vindstille og Maaneskin paa Doggersbank – et Uveir i Kanalen – en Nats Krydsen frem og tilbage foran Cap La Haye), troer man tillige at spore hos Forf. en vis Spænding og Stræben efter at gjøre dem interessante, hvorved Nydelsen af det i sig selv Skjønne tildeels forstyrres. Munch synes mig desuden at skrive bedre Vers end Prosa.
„Kongsgaard,“ en anonym Fortælling, der lægges i Munden paa en Dame, kan gjerne virkelig være skreven af en Dame, ja jeg havde nær tilføiet af en dansk. Idetmindste er der i Opfatningen af Forhold og Charakterer og i den hele Tone noget vist Tamt, Poleret, Afrundet, noget à l’ancien regime, der synes at staae i Modsætning til det mere Trodsige, Kantede, jeg havde nær sagt Uslikkede i den eiendommelig-norske Charakter. Selv Naturen minder – uagtet et Par norske Stedsnavne og uagtet Bjerge forekomme – mere om Danmark end om Norge. Dog torde denne uudtrykkelige Duft af Danskhed have sin Grund i forsætlig eller uvilkaarlig Efterligning af danske Novellister f. Ex. Forfatteren til en Hverdagshistorie (sandeligen et ophøiet Maal at naae!). Ideen forekommer mig ubetydelig, medens Udførelsen er let og behagelig, Sproget correct og flydende.
Af de lyriske Stykker falder Blikket nærmest paa fire Digte af Welhaven. Om lyriske Digtes Værd kan man naturligviis ikke dømme grundigen uden i det Hele at dømme Digteren og hans Standpunkt, hvilket især ved en Digter som Welhaven ei kan skee ved et Pennestrøg. Med særdeles Hensyn til de her meddeelte vakre Blomster maa det være mig tilladt i Forbigaaende at bemærke, at Welhaven, efter min Mening, synes vel meget at ynde den poetiske Landskabstegning, idet han søger at hæve den til en selvstændig Digtart, hvilket udentvivl ikke er dens egentlige Bestemmelse. Det Maleriske er efter sin Natur kun et underordnet Moment i det Poetiske; en Sætning, Rummet her ellers ikke tillader mig videre at udvikle. Det mig meest Tiltalende af disse welhavenske Digte er „Dyre Vaa,“ et Digt i Ballade- eller, om man vil, Kjæmpevise-Stiil, der heldigt gjengiver den humoristiske, freidig trodsende Kraftbevidsthed hos en norsk Fjeldbonde-Heros. Det anvendte Omkvæd: „naar det er mørkt“ slutter sig i det Hele saa naturligt til Fortællingens forskjellige Vendinger, at jeg kun finder det Synd, at netop i den sidste Strophe, hvor en saadan Tilslutning var nødvendigst, vil det ikke blive mig ret klart, hvorfor Dyre tænkte „helst naar det er mørkt.“ Hvad Fortællingen angaaer, da finder jeg heller ikke Dyres Forladen af sin Julegrød ret klart motiveret; det maatte være blot for „at prøve en Leg som Thor mod Trold og mod Bjerguhyre“; men dette bliver kun Læserens Gisning. Bedre falder det i Sagnet selv, saadant som jeg har hørt det i Vinje-Sogn. Efter dette er Dyre Færgemand, og hiint „Brøl som af hundrede Tyre“ er en – vistnok gruvækkende – Opfordring til at sætte over. Forresten har Sagnet ogsaa andre interessante Elementer, der ere blevne ubenyttede, men som her ikke er Stedet at meddele.
Jørgen Moes Ønsker er en Ubetydelighed; dette erotiske „O var jeg – –!“ er formeget brugt til endnu at kunne have nogen Interesse. Den anonyme „Dithyrambe“ er et ret godt lidet Arbeid; det er saalangt fra, at jeg finder den for vild (som jeg troer at have seet i et Dagblad), at den snarere er mig vel tam; især er Versformens jevne Pasgang ikke vel stemmende med Dithyrambens Charakter. H. Ø. Bloms „Sang af Vikinger“ er skjøn og reen; men det forekommer mig, at en saadan Sang, paa Grund af Sujettets Fjernhed, kun vilde faae sin rette Betydning som Deel af et større episk eller dramatisk Heelt.
Som Musikbilag er tilføiet Melodie til det welhavenske Digt „Solvirkning“, componeret for fire Mandsstemmer af Halfdan Kjerulf. Denne Composition er, uagtet Melodien er uden synderlig Originalitet, meget net og tiltalende: især finder jeg Anvendelsen af bocca chiusa i de tre Stemmer meget heldig for at udtrykke den dunkle, saa at sige uarticulerede Naturstemning i Maleriet.
Idet jeg maa slutte disse Bemærkninger med det Ønske for Literaturens Skyld, at Udgiveren af nærværende Samling, saavel ved talentfulde Mænds Bidrag som ved Publicums Deeltagelse maa sættes istand til at fortsætte det heldigen begyndte Foretagende, kan jeg ikke modstaae Fristelsen til med det Samme at ønske for min egen Skyld, at de Forfattere, der maaskee ikke ville være tilfredse med mine Domme over deres Arbeider, alligevel ville lade mig vederfares den Retfærdighed, at jeg idetmindste har stræbt at lægge for Dagen en Lidenskabsfrihed og Billighed, ja en Velvillie, som Kritiken vel overalt bør tilegne sig, men som især er nødvendig mod en begyndende Literatur, om denne ikke skal kvæles i sin Spire.
M. J. Monrad.
|
Denne teksten er offentlig eiendom fordi forfatteren døde for over 70 år siden. |